Offentlighedens uvidenhed [OPN]

Det var en helt almindelig vintereftermiddag, da en ung, sorthåret pige blev smidt ud af antikvitetsbutikken på Takamirs hovedgade.
"Nå!" råbte hun vredt efter butiksejeren, imens hun kom på benene igen. "Men når du og dit åndsforsnoskede hul af en butik bliver udstødt af samfundet, fordi I ikke vil støtte en samling af nye soldater til den alligevel uundgåelige krig, ja, så skal I ikke regne med min sympati!" Hun spyttede på jorden foran døren til butikken, og børstede grus og andet snavs af sit tøj.
Det var egentlig ikke fordi, at hun gik op i, hvem der ville have en reklameplakat hængende i deres butiksvindue (hun var glad så længe de betalte hende for at gå rundt og hænge sedlerne op i byen), men hun brød sig bestemt ikke om at blive uretfærdigt behandlet. Han kunne jo bare have sagt pænt nej tak. Hun fnøs højlydt af de mange nysgerrige blikke, og marcherede videre til en lygtepæl, der var placeret lige uden for antikvitetsbutikken.
Hun hev en af de mange plakatsedler op af en gammel, beskidt lædertaske, hun havde lånt (som om), og klistrede den med noget besvær op på lygtepælen. På sedlen stod der:




Hun vidste ganske vist, hvad sedlen handlede om, men hun havde ikke selv læst den - for hun havde aldrig rigtigt lært at læse. Men nu, ud af ren nysgerrighed, gjorde hun forsøget. Hun kneb øjnene sammen for at opnå maksimal koncentration, og læste hver stavelse op højt for bedre at kunne forstå, hvad der stod. Desværre uden meget held.
"Kæ- ... Kære! War- ... War- ... Warland... nej, Warlænd- ... Warlændere! Eller måske... jo, kære Warlændere..."

//guessing this is it ;P - p.s i suck xD//

det kolde vejr virkede livsløst for Alastor, den kolde vind der engang gjorde at hans hoved var koldt var nu ligegyldig. Hans tøj dækkede alt bortset fra hans hoved, han gad ikke at dække noget han ikke kunne føle alligevel.
Normalt gik han ikke udenfor kroens murer på grund af han enten ikke havde tid, eller ikke havde lyst, men idag følte han en trang til at komme udenfor og få set sig lidt omkring. Måske kunne det have noget med at gøre at..han.. Var rolig for tiden, og stemmen kun var en lille hvisken, hvilket gav ham en enorm mental kapacitet.
De sorte klæder vækkede ikke engang opsigt på denne tid af året, han burde nok også til at købe sig noget tøj her til sommeren, tre sæt tøj, hvor et var lavet til et finere selskaber, var ikke helt nok.
pludselig kunne han se en pige blive smidt ud af den gamle antikvitetsbutik, som efterhånden var en antikvitet i sig selv. Han kunne ikke lade være med at følge hende med hans øjne, ikke fordi han var interraseret i hende, men derimod hvad hun havde gang i.

Da hun begyndte at forsøge at læse plakatten, kunne han igen ikke dy sig, at lade hende være han gik hen til hende som om han ikke så hende og læste højt.

"Kære Warlændere

Tiden er inde til, at vi stifter fred og arbejder sammen!
Spioner i nabolandene fortæller, at visse lande bereder sig på kamp, og vi kan ikke slå dem, hvis vi skændes indbyrdes.
Mennesker og elvere, trolde og småtrolde, orker og formskiftere, gobliner og hobitter, dværge og triwanere, denne krig er uundgåelig: Fjenden skal og må besejres!

Alle våbenføre mænd og kvinder bedes møde op ved barakkerne så hurtigt som muligt."

//øv er ikke den første til at svare... ^^ men det går vel nok.//

Phoenix stod ikke stykke op ad gaden. Hun bar sin sorte kappen, hvor hun havde trukket hætten op, så der var en skygge henover hendes øjne. Mennesker vil ikke kunne se det, men alle andre ville kunne se, at hun havde røde øjne, for mennesker var de bare brune. Hun havde set, hvordan pigen var blevet sparket ud af butikken. Hun syntes, det var en uretfærdig behandling, som hun havde fået. Hun ville hvertfald selv blive sur på fisteren, og så ville hun derefter nægte at sætte sine fødder i butikken igen. Selvom Phoenix kun havde været i Warland et år, så var hendes hjerte nu bundet til landet, fordi hun følte sig fri her, men alligevel så var hun rædselslagende. Hun til begge sider, hvor efter hun nærmede sig pigen, hvor der nu også stod en anden. De stod begge og kiggede på en plakat. Phoenix havde det med at bevæge sig næsten uden en lyd, fordi hun havde øvet sig i det, da hun var barn. Og pludselig, så stod hun bag dem begge to. "Hvad står der?" spurgte hun nysgerrigt, mens hun stilte sig på tær, så hun kunne se noget.

Edith udstødte et chokeret gisp, da en ung man bag hende pludselig begyndte at læse højt. Hun lyttede intenst efter, for som sagt var hun jo blevet nysgerrig. Og det med at læse selv havde vist sig ikke at være en god idé.
Da han var færdig, vendte hun sig straks mod ham, og gloede mistænksomt på ham. Havde han hørt hende, og prøvede at lave sjov med hende ved pludselig selv at læse op? Hun overvejede muligheden i et kort øjeblik, men besluttede sig til sidst for, at han bare var en nysgerrig sjæl ligesom hende selv.
"Nemlig," sagde hun i et forsøg på at lade som om, hun selv havde læst det.
Og pludselig stod der en rødhåret pige med brune øjne, og spurgte som om de alle tre havde været gode venner i lang tid, "Hvad står der?"
Edith fnøs. Men hun svarede alligevel. "Regeringen afslører for resten af befolkningen, at vi åbenbart skal i krig igen." Hun trak på skuldrene.

et roligt smil bredte sig på Alastors kind, han vendte sig til pigen og sagde "du virkede til at have problemer med at læse teksten, og da jeg selv var lidt nysgerig tænkte jeg at jeg lige så godt læse det op hehe."
Hans ansigt virkede dog lettere falsk, mest på grund af den illusion han brugte for at gemme sit rigtige ansigt.
Han rækte hånded ud til pige, selv om han var nød til at trække sit ærme tilbage for at kunne gøre det.
"Navnet er Alastor" sagde han roligt, dog kom der næsten ingen synlig ånde ud fra hans mund.
da pigen begyndte at snakke om krig fnyste Alastor kort, "de skal nok ikke regne med mig til andet en forsvar". Det var først bagefter han indså at det var en hentydning til hans kræfter.
Kort kikkede han på begge pigerne "og hvad mener i? Helt ærligt ville det logiske ikke være at sætte et stærkt forsvar op istedet for at indkalde til krig?" Han var træt af krig, mest på grund af at han vidste han ville få brug for...ham...

de grå skyer der før dækkede himmelen, var på vej væk, og solen skinnede svagt igennem. Hvilket gjorde at den før kolde gade lidt mindre deprimerende.

"Hvad mener du med krig igen?" spurgte Phoenix og så på pigen. Hun ville ikke rigtig tro på, at Warland havde været i en krig før, hun havde hvertfald aldrig hørt om det, så det gav ikke mening for hende. Eller jo? der var noget med at oprørerne havde overtaget styret her i landet eller sådan noget, men hun havde ikke undersøgt det nærmere, hun mente, at det ville ikke være værd at vide, men i sådan en situation ville det være godt at vide sådan noget. Phoenix så lidt på manden, som havde præsenteret sig selv, som Alastor, da han havde sagt noget til dem. Hun tænkte lidt over det, men nikkede så. "Jo, det ville være en god idé. Det ville hvertfald være dumt at starte krigen." sagde hun, det gav hvertfald god mening for hende.
"Jeg er Phoe.. Pheobe." sagde Phoenix og bøjede let i knæene. Hun så ned i jorden, hun havde afbrudt sig selv, fordi hun næsten havde sagt sit sande navn. Hun brugte Pheobe, som et dæknavn, fordi hun ikke kunne føle sig sikker. Og folket i byen kendte hende, som Pheobe.

Dawn stod lidt derfra og betragtede dem med en intensitet, hun ellers sjældent udviste. Hun stirrede faktisk. Det var ikke pænt, havde Leopold lært hende, men hun havde allerede brudt et af hans bud ved at tage til byen, endnu et kunne næppe skade. Og så var det måske endda vigtigt at holde øje med dem. Måske? Det var dejligt vejr, ikke et vejr til frygt eller flugt. Solen tittede frem gennem et fjernt, gråt skylag og kastede sine blide, kølige stråler ned i gaderne. Den kyssede jorden og de mange mennesker, som gled forbi, ganske uden at tage notits af noget. Det gjorde hun tilgengæld, tænkte hun mut.

De så uskyldige ud. En sorthåret pige, en rødtop og så en dreng. På hendes alder eller lidt ældre? Hun var dårlig til at bedømme den slags. Levede faktisk aldeles uden bevidsthed om, at hun selv var ved at blive en kvinde. De var unge. Halvvoksne efter hendes målestok. Hun var selv et barn, syntes hun. Med jord på sine knæ og blomster i håret. Et flygtigt, fjernt smil gled over hendes blege mund og forsvandt igen. Et smil af en anden verden, sagde Leo så tit, når hun smilede. Hun forstod ham ikke helt, ganske vist vandrede hun i et skyggeland, men dette var bestemt ikke en anden verden, det var bare.. En anden side af verden. Hun spidsede munden og forsøgte for første gang i lang tid at lukke sin enorme bevidsthed om åndernes færden ude, dog uden held, de var lige så virkelige som de to piger og..
Drengen, det var ham, der vakte hendes opmærksomhed i første omgang, og det var ham, hun var langt mest bevidst om. Han stod bare der, afslappet, rolig, smilende. Hun studerede hans sorte hår og den mærke beklædning og følte hans mørke aura som en næsten fysisk genstand. Han var skræmmende, ufatteligt skræmmende. Han fyldte hendes hjerte med så inderlig en frygt, at hun knapt nok turde tage blikket fra ham, hvilket uhyre han var! Hun kunne mærke, at hendes underlæbe bævede lidt. Hun brød sig ikke om byen. Endnu mindre nu. Hvad lavede sådan én her? Han var omgivet af et uigennemtrængeligt mørke, der vakte en dybtliggende, uudtømmelig afsky i hende. Sortekunstner, kaldte Leo det. Bare tanken om, hvad han var for en, gjorde hende helt tom og sort inden i af bare skræk. Panikkens fred, tænkte hun og studerede ham. Han var lidt for tynd og omgivet af et netværk af besynderlige, bølgende tråde, der udviskede hendes åndelige indtryk af ham helt og aldeles.
Egentlig havde hun ikke noget imod ham. Han havde læst op for en af pigerne. Venligt. Det var egentlig synd. At bære dette mørke mærke, stemplet en ondskabens tjener. Leo ville ikke bryde sig om at høre, at hun havde set sådan en.
Der var også noget med en af pigerne. En let flimrende følelse af hendes nærvær.
'Hun er ikke den, hun giver sig ud for at være..' Pustede en lille hvirvelvind, der boede i lygtepælens fod, i hendes øre.
'Det ved jeg godt..' lød hendes lydløse, ikkeeksisterende svar. Den trak på skuldrene og lagde sig om hendes hals, efter at have taget form af en lille kat.
Hun kunne mærke det. Som en hund, der følger en fært, hun kunne føle denne piges fært, og hun var ikke et menneske. Sådan føltes alle formskiftere - og dog, denne pige lugtede mere.. Brændt, tænkte hun og fnisede i åndeverdnen. Nej, men en snert af ild, en følelse af noget næsten overjordisk. Men ikke åndeligt, trods alt. Det var hendes hovedfelt.
Den sidste pige, hun var bare.. Bleg og umulig at placere. Helt sikkert et menneske.. Dawn savnede elverlandet.

Edith spidsede munden. Han vidste altså godt, at hun havde kæmpet med teksten. Hvor... flovt. På en eller anden måde. Hun lod altid som om hun ikke gik op i, hvad de andre tænkte om hende. Lod som om hun var fuldstændig ligeglad. Men inderst inde gik det hende altid på... tankerne fór altid rundt i hovedet på hende, Hvad mon hun tænker om mig? og Hvilke tanker gør han sig om mig? og Mon hun synes, jeg er dum at høre på? Og sådan var det altid. Hun sukkede.

"Måske," svarede hun drengen, Alastor. "Men der er vel brug for både offensiv og defensiv," fortsatte hun tankefuldt, "Vi har ikke råd til, at fjenden kommer for langt ind i landet. Hvad nu hvis de brød igennem forsvaret? Hvis de var mange nok, ville de kunne overtage styringen... og så ville vi ikke have nogen kontrol mere. Det ville da være bedre, hvis der også blev sendt en del soldater ind i deres land. Og ét stort forsvar eller ej, krigen er uundgåelig. I hvert fald efter hvad jeg kunne forstå. Denne besked udtrykker det som om det er vor nabolande, der forbereder et angreb - uden vi kan gøre noget ved det."

Hun vendte sit blik mod pigen, og stirrede mørkt på hende. Havde hun virkelig lige stillet sådan et spørgsmål? Hvem kendte ikke til Warlands borgerkrig? Edith kneb mistænksomt øjnene sammen. Men det kunne da ikke være... nej, en spion fra en af nabolandene ville aldrig have stillet sådan et spørgsmål. Det ville være for dumt, for risikabelt.
"Som du måske ved, var det engang kun mennesker, der sad på tronen. De var uretfærdige mod de andre racer, og så var der en gruppe rebeller, Oprøret, der begyndte at bekæmpe menneskene for at genvinde retfærdighed og ligestilling mellem alle racer. Oprøret voksede sig større og større, og til sidst var de i stand til at vælte menneskene af tronen. Det tog dem mange år... men efter mange blodige slag og tab af liv lykkedes det dog." Edith havde ikke været gammel, dengang borgerkrigen rasede. Men hun havde hørt historien en million gange og fra mange forskellige synspunkter.

Følelsen af at blive overvåget nagede hende voldsomt, men der var mange folk på Hovedgaden denne eftermiddag, og... og det var sikkert ikke noget. Hun prøvede at skubbe de tanker væk, men alligevel generede det hende. Hun rystede på hovedet, og vendte sig straks mod pigen, Pheobe. "Hvor kommer du fra?" spurgte hun direkte, kun for at glemme den ubehagelige følelse af, at de blev overvåget.

Phoenix så på pigen, da hun begyndte at tale med Alastor. Hun forstod ikke rigtig det med krig og sådan noget. Hun havde måske tit siddet og hørt om det, men hun havde aldrig rigtig forstået det, så hun havde bare glemt det igen. Men hun havde været nød til at høre på det, fordi hun havde fået undervisning sammen med hendes eneste ven. Det var lang tid, siden hun havde hørt noget fra ham, men hun håbede snart, at hun igen ville få et brev fra ham. Han havde sørget for, at de havde et personligt sendebud, så hans far og rådgiveren ikke ville kunne få fat i brevene, så de ville finde ud af, hvor hun var. Phoenix gyste kort over det, hun brød sig ikke om tanken, om at skulle vende tilbage til det gudsforladte sted.
Phoenix følte sig pludselig overvåget, så hun spejdede i alle retninger, fordi hun følte sig ikke sikker. Hun fik øje på en skikkelse, som stod og betragtede dem. Hendes første indskydelse var, at personen ikke var et menneske, men mere kunne hun så heller ikke dømme på denne afstand. Men i en ting var hun dog sikker, hun ville kunne genkende Huine på flere meters afstand, fordi hun kendte ham for godt. En gysen gik igen igennem Phoenix. Da hun igen begyndte at tænke på ham, så sænkede mørket sig lidt over hende, men hun prøvede at skubbe det væk igen.

Phoenix kiggede på pigen, som havde spurgt hende, hvorfra hun kom. Phoenix vidste jo ikke rigtig, hvorfra hun kom. Hun kunne jo intet huske, hendes hukommelse var, som blæst væk. Men hun kunne da huske alt fra, hun var 11 år. Phoenix smilte til pigen, men hendes smil falmede lidt, da hun begyndte at sige noget. "Jeg ankom til Warland for et år siden. Og inden da, der boede jeg i et land, hvor mørket herskede, et land uden glæde eller lykke." sagde Phoenix og sukkede, "Men nu er jeg her. Selvom stemningen er lidt anstrengt nogen gange, så er folk glade." Phoenix begyndte igen at smile.


//Dawn, jeg har en elver-karakter, Maradith.. som også savner sit såkaldte "hjem". men et godt forslag, læs lige lidt om hende først.

//sorry min langsome respons//

Alastor sukkede kort, han brød sig virkelig ikke om krig. Det var en barnlig ting der kun skabte flere problemer end det løste.
"det der er skaffet med vold, kan kun beholdes med vold" Sagde han med en lav stemme, han havde lært den sætning i hans "skole". Ikke fordi at den betød man ikke skulle kæmpe, men gøre det på en måde så modstanderen ikke opdagede det.

Han strækkede kort sine veldækkede arme og holdte sit smil. Han kikkede på pigen der havde givet sin ærlige mening om krigen, han kunne ikke lade være med at svare igen, "Måske, men med den store mængde af formskifterer, magikerer og gode krigerer ville det være.... idiotisk, ja idiotisk at gå i åben krig. Jeg mener modstanderen har med garanti diplomater og vigtige folk i deres rang der kunne tages ned uden brug af åben vold. Et stærkt forsvar og et usynligt angreb er det bedste til at forsvare sig med. Desuden behøver man ikke vinde en krig når man er i forsvaret, blot skræmme modstanderen væk ik?"
Han vendte sig mod pigen der kalde sig Phoebe "sikke et pænt navn" sagde han roligt, mens han studerede hende med øjne, dog mens han holdte sin illusion oppe så det så ud som om han bare stirrede på hende.
Han vendte sig om til den anden pige og sagde kort "lad os nu ikke dømme folk før vi kender dem skal vi ikke? At vise de man kalder svaghed er jo ikke altid en dum ting. Og at mistænke alt og alle ville jo bare skabe interne problemer".

Pludselig føltes det som om at noget koldt gik igennem ham, som om nogen holdt øje med ham, han kunne ikke lide det, han begyndte at føle sig usikker på om hans identitet var stadig i behold. Altså nok til at de kun kunne genkende ham hvis de så ham i kroen.
Lige lidt for hurtigt, og lige lidt for vildt vendte han sig om bare for at se endnu en pige. Men han vidste bare der var noget ved hende. Noget der fik hans hjerte til at gå ind i en mærkelig rytme, det gjorde at han var nød til at undertrykke hans lyst til at panikke. Han sank en mundfuld spyt før han sagde roligt, igen med sit rolige smil, "er.. er der noget jeg kan hjælpe dig med?"
Pigen var næsten med garanti enten magiker eller af anden race. Intet menneske ville havde stirret sådan på ham. Eller det overbevidste han sig om, han gættede på at dette ville blive en leg om at afslører den anden før hun afslørede ham.
Han prøvede, uden at blive set, forstærke illusionen der dækkede hans hoved lidt mere. Bare i tilfælde hun kunne se igennem illusioner og ind til hans rigtige ansigt hvor hans venstre øje var omdækket af en sort, død, og direkte skræmmende hud der tydeligt viste hans...fag..
Hans øje var nok det værste. Det der før var hvidt var blevet sort, hans normale blå ring var blevet skarp gul og hans pupil var blevet meget mindre, normalt når han viste det blev han enten mødt foragt eller også begyndte folk at se ned på ham fordi han var skadet, som om han havde mistet et ben. Det var nok den største grund til han holdte sin illusion oppe.

Pigerne havde tilsyneladende ikke opdaget hende - hvorfor skulle de også det, spurgte hun sig selv, ubevidst om sin egentligt besynderlige fremtræden. Klædt som en adelsdame, var hun, i hvid pelskappe og lange støvler, dog havde hun hverken handsker eller hovedbeklædning, ingen smykker og heller ingen jakke, hun havde ikke hentet den hos skovmanden endnu. Med sin strikkede trøje og sine snavsede, posede bukser, aldeles uden følge, var der meget lidt adelskvinde over hende. Det lange, lyse hår var udslået og glat omkring hendes blege, lidt snavsede elveransigt. Vinterluften var kold. Dawn mærkede det, men ikke som kulde. Mere som et faktum. Solen skinnede. Den var bleg og fjern, kiggede ned gennem et tågeagtigt skylag. Den spejlede sig i hendes øjne - og i pigernes lange hår, så hun, da hun tog sine øjne fra solen og igen rettede opmærksomheden mod det umage trekløver.

Drengen. Hun fokuserede på ham og så, hvordan han drejede sit hoved. Deres øjne mødtes, han så direkte på hende, og hun mærkede rædslen lamme sin krop, dog ganske uden at lade sig mærke med det. Hun kneb øjnene lidt sammen, prøvede at se gennem ham, dog uden held. Hans ansigt var blegt og smalt og han så skrøbelig ud, ingen hints at hente der. På åndeplan var hun lige vidt, og hun forstod det ikke. Hun kunne ikke se ham, og det gav hende kuldegysninger, hun var blind, følte hun, og det gjorde hende frygteligt bange og fik hendes skuldre til at ryste. Disse viltre tråde, de bølgede omkring ham, slørede ham, viskede ham væk. Var det noget, han gjorde, eller var det bare sådan, han så ud?

’Hjælp!’ hviskede hun til ånderne. Hun vidste, de var der, at de hørte hendes stemme. Hun plejede ikke at bede dem om hjælp, men dette var noget andet, syntes hun, en nødsituation.

Netop som en overdimensioneret rotte gled ud gennem en væg og fangede hendes blik med sine plirrende perleøjne, afbrød han hendes nødråb med sin rolige stemme.

- Er, er der noget, jeg kan hjælpe dig med?
Tøvende, ganske let, men alligevel. Uro? Havde hun skræmt ham? Dawn trykkede sig lidt tættere op af muren, hun havde ikke lyst til at skræmme. Men måske var det ikke derfor, han tøvede, måske foregav han blot at være nervøs? Han var besynderlig. Hun spidsede munden en smule i tvivl og snøvlede med sit svar. Trådene omkring hans krop, de blev endnu tydeligere, de forgrenede sig og blev en – en dyne. En illusion, tænkte hun og vendte hovedet væk, kvalm og forvirret, ude af stand til at holde fokus på ham, dette virvar af farver og indtryk, hun kunne ikke stille skarpt, ikke fiksere sine øjne. I stedet valgte hun den sorthårede pige, kiggede et øjeblik på denne, men flyttede så blikket helt væk, ned mod sine støvleklædte fødder og krympede sig en smule.
”Det tror jeg ikke,” hviskede hun hæst og ganske uhørligt. Hun var nødt til at gentage sig. Det gjorde hende endnu mere kvalm, at sige noget var slemt, at skulle sige noget igen, slemt og pinligt. Hun rømmede sig, rødmede og skrabede med en fod hen over gaden. Den var snavset. Støv havde ligget i sneen. Nu var den ved at smelte. Skidtet lå tilbage.
”Det tror jeg ikke,” så kom det endelig, ordene. I et kort, gispende stød. Tårer pressede sig på bag hendes øjne. Hvorfor var det så forfærdeligt at tale? Hun vidste det ikke. De var bare så unge, så menneskelige, så perfekte. Hvor hun dog misundte dem den sorgløshed, den.. samhørighed, hun så.
Gid jeg var som dem, tænkte hun i et svagt øjeblik. Men tanken om at opgive åndeverdnen, den var heller ikke til at bære. Hun snuede stille ind og kiggede på rotten, der havde stillet sig ved siden af hende. Den klappede hende trøstende og en smule kejtet på skulderen med en smal, pelset pote. Kløerne lavede en spøjs lyd, da de mødte hendes kappe.

Edith kiggede væk. "Hvem sagde, angrebet skulle være synligt," mumlede hun surt for sig selv, og det var kun fordi, hun ikke havde noget bedre argument. Det irriterede hende. Så hun besluttede sig for, at hun havde ret. På et eller andet punkt, i hvert fald. For hun havde altid ret. Hun fnøs.

Pheobe svarede på hendes spørgsmål. Og det lød bestemt ikke som om, hun løj. "Hm," sagde Edith, "et land uden glæde eller lykke?" Hun undrede sig lidt over det. Hun havde svært ved at forstå, hvordan et land kunne være drænet for glæde og lykke. Var alle landets indbygger så også ulykkelige? Hun rynkede på næsen, et tegn på at hendes hjerne arbejdede på højtryk og at hun prøvede at koncentrere sig om noget.
Hun satte armene over kors, og gloede forarget på drengen, Alastor. "Belærer du mig?"

Pludselig blev der stillet et spørgsmål. Det kom fra Alastor. Først troede Edith, at han talte med sig selv. Det ville ikke have overrasket hende; han virkede i forvejen temmelig... mærkelig. Men da hun kiggede på ham, så hun, at han åbenbart havde stillet til en person længere væk. Hun fulgte hans blik, og så en pige. Eller en ung kvinde? Det var svært at sige, men hun var i hvert fald pæn, syntes Edith. Pigen kiggede ikke på dem - hun kiggede væk, og det så næsten ud som om, hun ikke have lyst til at se på dem. Men så vendte hun pludselig sit blik mod Edith.
Edith blev helt forskrækket. Pigens blik var gennemborende, men samtidigt også blidt. Hun studerede denne fremmede pige nysgerrigt, denne pige som nu kiggede ned på sine fødder. Var hun genert? Edith brød sig ikke om generte folk. De var bare... irriterende. Og mærkeligt skrøbelige. Man skulle tage hensyn. Det var så besværligt.
Endelig svarede hun. Selvom man måske skulle anstrenge sig lidt for at høre, hvad det var, hun helt præcist sagde.
Hvem var hun egentlig? Og hvorfor stod hun der og betragtede dem? Det var noget underligt noget, hun virkede mystisk. Ligesom ham drengen. Han var også mærkelig. Og hende pigen med de brune øjne, Pheobe... hvad var det for noget med et land uden lykke?

Jeg vælger dig, Dario! Pokémon temasang. Lyra hører ikke rigtigt hjemme i emnet, opdagede jeg..

Dario gik langsomt, selv om hans skridt var lange. Han havde ikke travlt, det havde han næsten aldrig. Dalrede bare rundt i gaderne uden noget egentligt mål. Så og lod andre se, tænkte han, en sætning fra denne måneds mest indbringende digt. Netop at se var hans gerning, at se og derefter nedfælde og fremsige for at også andre skulle kunne se. Han standsede og lukkede øjnene et kort øjeblik for at lytte til alle de lyde, der fyldte hovedgaden denne vinterdag. Mange lyde fyldte hans ører, hans hoved, stemmer, latter, støvler mod brosten, en dues kurren, et par mjavende måger.. Han trak vejret dybt og var glad for at være i live. Den kolde luft stak lidt i hans næse.
Han var egentlig godt tilpas. Træt, men det var han næsten altid, det var flere uger siden, han havde sovet uforstyrret en hel nat, så det var der ikke så meget at sige til, træt men glad. Det var første dag i længere tid, at den kraftesløse vintersol viste sit blege, hvidlige smil. Han havde savnet den. Disse frostklare vinterdage, hvor han elskede og hadede dem. De var så kolde og så rene, men også så tørre, at det næsten knasede når man trådte ud i dem. Som trådte man på en stor, behåret edderkop. Det havde han gjort engang. Han havde troet den død og havde stukket næsen helt ned i den. Han gøs ved tanken. De lange, stærke ben, der pludselig havde sitret, som gjorde den klar til spring. Han var blevet så frygtelig forskrækket, havde reageret instinktivt, og pludselig var den mast, knust under hans støvle. Bagefter havde han været lidt ked af det, det havde været et pragteksemplar, ganske uden lige.
Han sukkede og trak på skuldrene. Lev stærk, dø ung, filosoferede han og genoptog sin langsomme vandring. En talemåde, der næppe omhandlede hans levemåde. Men nogen må skille sig ud, tænkte han og kastede sit dansende ud over de mange mennesker, der omgav ham og gled med ham ned ad hovedgaden. Som en flod, hvor vi alle er bølger, et endeløst hav af ansigter og udsagn, den enkeltes boble, helhedens skabelse, den evige sværmen. Han smilede et øjeblik næsten smørret og ganske ubevidst, aldeles tilfreds med sig selv.

Da var det, han fik øje på den. En plakat med smukt slyngede bogstaver. Han så den ud af øjenkrogen og den fangede hans blik og drog ham til sig. Han havde nær drejet hovedet af led, før den slap sit tag i ham. Han elskede læsestof, Dario, han elskede at hengive sig til ordenes magi, lade sig rive med og forsvinde ind i den brogede verden af sorthvide tegn. Til tider frygtede han, at det ville tage overhånd, denne lidenskab, at den ville blive som en besættelse, men den rædsel, han følte, klingede altid af, lige så hurtigt, som den var kommet, og så snart dette skete, greb han efter et nyt, stort værk og sank ind i den parallelle verden.
Han nynnede en enkelt tone frem for sig. Med plakaten ude af syne kunne han igen optage sine lyriske tanker. Rimene begyndte allerede at hænge sammen, rim og remser, bier og bremser. Han fnisede skingert. Ikke at denne plakat var speciel, overhovedet ikke. Der hang mange plakater langs hovedgaden, spændende som kedelige. Én annoncerede et cirkus’ optræden, én fortalte om en forsvunden jagthund, én havde et provokerende udsagn om en kendt warlænder.. Denne skilte sig kun ud på ét punkt: Den var ny. Dario kendte alle de andre. Han gik så ofte denne tur. Hovedgaden frem, de mindre veje tilbage. Til tider om natten, i slud, i regn og engang i så dyb sne, at han et sted sank i til livet. Måske skulle han have læst teksten? Men det kunne han også gøre i morgen..

I morgen, besluttede han, husmuren var allerede ude af syne. I morgen. I går var i dag i morgen. Den rene og skære sandhed. Han kunne godt lide sandhed. Rent og skært. - som den lyse morgen! Og der var plakaten igen! På en lygtepæl denne gang. En pige var ved at sætte den op, han genkendte den straks!
Han standsede op og ændrede kurs så brat, at han kom til at slå en kurv ud af armene på en lille, buttet dame, der gav sig til at bande højlydt. Han blev ganske forskrækket, endnu engang brød kvindekønnet ud af den bås, han prøvede at placere det i. De var sarte, kvinder. Og stærke og hårdfør. Og de bandede, havde han lige opdaget. De var ikke til at finde ud af. Han bøjede sig forfjamsket og begyndte at samle vinteræbler op.
”Jeg er frygteligt, frygteligt ked af det,”
undskyldte han og krympede sig. Han brød sig slet ikke om situationer som denne. Han kunne ikke bestemme hende. Logik virkede ikke på kvinder. Irriterende. Kendsgerninger, se det var det, der talte. Magi, magi var helt i orden. Magi kunne forudses til en vis grad, bare man kendte et par enkelte faktorer. Man kunne endda pille mystikken helt af, hvis man kendte alle faktorer, og selv om folk ofte blev overraskede over deres egne evner, så var det kun, fordi de ikke havde alle brikkerne. Et stort puslespil. Kvinder var bare så anderledes. Svære at placere end selv mænd, der ellers også var ret udfordrende. Kvinder var bare så mangefacetterede..
Han puttede det sidste æble i hendes kurv og smilede ulykkeligt til hende. Hun var åbenbart glad igen, klappede hans tynde, svage skulder og forsvandt. Igen et mysterium. Men han var forsker, han var lyriker. Det var hans pligt at opklare mysterier. Måske skulle han tilbringe mere tid med kvinder? Mysterier opklares, ville han skrive på sin dør, når han kom hjem, besluttede han, vel vidende at det kun ville blive ved tanken.

Plakaten, det var der, han var kommet fra. Pigen stod stadig ved pælen. Hun havde fået selskab af to andre piger, en med langt, sort hår og sort tøj og en rødtop, der så energisk ud, eller det var i hvert fald Darios første tanke. Så rystede han på hovedet af sig selv. Forudanelser var ikke godt for noget, men alligevel. Fyrig som ilden, temperamentsfuld og stærk. Det var ikke noget, han selv havde fundet på, sådan var de bare altid beskrevet, de røde, så måske var der noget om snakken? Han havde aldrig talt med en rødhåret kvinde, men han havde engang haft en blodsbror med fregner… Han nærmede sig, langsomt, selv om hans skridt var lange. De snakkede og vendte sig så pludselig om alle tre. Det, han før havde taget for en sørgende, sortklædt pige viste sig at være en dreng. Det er menneskeligt at fejle. Igen en talemåde hentet fra hans bøger. Han kunne egentlig frygteligt mange ordsprog. Måske kunne han skrive et digt alene med ordsprog? Han standsede og funderede lidt over tanken. Måske?

Så trådte han de sidste lange skridt hen til pælen. Han nikkede til de tre unge mennesker, et kort, afmålt nik, der sagde Jeg-er-her-ikke,-ignorer-mig-venligst og bøjede sig så lidt ned for at læse skriften.
”Aha.. oho.. se såh..” brummede han for sig selv, mens han gennemgik teksten for tredje gang.
”Javel..” Hans stemme havde fået et lidt mut klang. Han orkede ikke mere krig, altid var det på folks læber, altid denne død, denne vold, denne ligegyldighed. De kunne kæmpe deres egen krig, kunne de! Men det var Warland, det var Warland, der var i fare nu. Og han kunne egentlig godt lide Warland, Dario. Han sukkede. Hans ære betød ingenting, han var ligeglad med, om folk ville se skævt til ham, hvis han ikke deltog i kampene.. men at miste Warland? Mon han kunne gøre en forskel? Han tvivlede på det, men følte sig alligevel en smule besnæret af tanken om at tabe Den store skov og Takamir til et fremmet land, der bare ønskede at hærge og plyndre. Det var jo også ligegyldighed, det de udviste.. Måske skulle han bekæmpe ligegyldigheden..
”Javel, ja..” Han vendte sig mod de unge, nu med interesse i blikket.
”Ved I monstro hvordan folk vil reagere på denne opfordring?”

// Jeg kan ikke klare, at dette emne dør! Det kan jeg bare ikke! Så nu svarer jeg, altså. Igen.


Edith fik den der fornemmelse, man får, når der er nogen der er ved at snige sig ind på én. Hun vendte sit hoved en anelse, og fik straks øje på en lidt uhyggeligt udseende mand. Han var ikke ung, men bestemt heller ikke gammel. Men når hun kiggede i hans øjne, så hun alderdom, og det var som om hans udstråling skreg, "Gammel!" Men det var han overhovedet ikke, og det kunne Edith sagtens se. Der var bare et eller andet over ham, mente hun, som fik ham til at virke langt ældre, end han måtte være. Hun satte hovedet en anelse på skrå, og rynkede brynene. Hun var aldrig bange for at lade folk se, at hun stirrede. Det var bare en ting, der lå til hende.
Han nikkede til dem, et reserveret nik, og Edith havde ikke besvær med at opfatte den skjulte besked i det nik. Hun trak ligegyldigt på skuldrene, og vendte sin opmærksomhed mod plakaten igen. Studerede hvert eneste ord nøje, selvom hun jo faktisk ikke kunne læse dem.
Hun sukkede irriteret, da manden bag dem kom med mærkelige småord indimellem.

Pludselig mente hun at kunne høre manden stille et spørgsmål. Men det var da underligt - havde han måske ikke lige opført sig som om, at han overhovedet ikke havde tænkt sig at faktisk overveje at starte en samtale med dem?
Edith rømmede sig. "Tjaeh," begyndte hun prompte, "Personligt synes jeg, at det er noget latterligt fis, men vi kan jo ikke gøre noget ved det." Hun trak på skuldrene. "Jeg forstår bare ikke, hvorfor de ikke indkalder alle værnepligtige og tvinger dem til at gå i krig," fortsatte hun eftertænksomt. Hun var udmærket klar over, at det meget vel lød barsk, det hun sagde. Men sådan var virkeligheden nu om dage, ikke sandt? Barsk. "Warland er et splittet land. Vi får brug for alle de soldater, vi kan få. Jeg går ud fra at dette Naboland er stærkt og velforberedt, eftersom de har valgt at angribe nu. For selvom vores land er svagt lige nu, så skal Nabolandet stadig være på sit højeste... Warland er jo stort, og vi har mange indbyggere." Hun tog en dyb indånding - det gik ikke at tale så meget, uden at trække vejret, erfarede Edith.
"Men hvordan folk reagerer..." Hun rystede på hovedet. Det har jeg slet ikke lyst til at tænke på, fortsatte hun i sit hoved. Alt for mange mennesker har allerede mistet dem, de elsker. "Der vil nok være blandede reaktioner, går jeg ud fra." Hun trak på skuldrene for tredje gang.

Phoenix havde trukket sig hen husmuren, hun ville ikke rigtig længere blande sig i diskutionen, hun vidste jo ikke rigtig noget om det. Hun var jo trodsalt kun et "barn" i andres øjne. hun virkede jo langt yngre, end hun endelig var, men sådan det havde altid været. Men hun havde ingen forstand på krig, kun resultaterne af det. Hun kunne ikke forstå, hvorfor der skulle være krig, og alligevel så ville hun ikke vide det. Hun ville ønske, at hun bare kunne passe sit arbejde, uden all den snak om krig og rædsel. Men tingene skulle bare ikke være lette.


//jeg er rigtig ked af, at jeg ikke rigtig har haft tid til at svare... og så har jeg lige været på en tur.
men kreativitet er heller ikke på det højeste niveau lige nu, hvilket I måske har lagt mærke til.//

// Jeg har forvirret mig selv, fordi jeg pludselig ødelagde rækkefølgen tidligere... jeg tænker derfor, at rækkefølgen fra nu af er sådan:

Alastor
Dario
Edith
Phoenix
Dawn

Jeg ved godt, at det nok skulle være Alastor, Dawn, Dario, Edith, Phoenix... men tænker så'n lidt, at det ville være besværligt for Nina at skulle svare med hendes karakterer lige efter hinanden, og Edith kan ikke være før Dario, fordi hun lige har sagt noget til ham, som han skal reagere på... derfor er Phoenix puttet i midten, for hendes nyeste svar forandrer ikke "scenen", og derfor er der ikke så meget at reagere på udfra hendes indlæg. Såeh... Alastor, Dawn, Phoenix, Dario, Edith - er det okay?

//sorry har haft travlt med eksamerne og er stadig men vil prøve at poste//
...vent er det min tur eller? >.< er blevet forviret nu

// Det er helt okay. ^^ Og ja, det er vist din tur. :]

Alastor trak roligt på skulderne, han vidste ikke hvad han virkelig skulle sige. Han håbede bare at dem der nu havde kontrol over landet vidste hvad i al mørkets navn hvad de gjorde, personeligt havde han lært en smule om tactic og strategi, men ærligt talt var han ikke meget af en krisfører.
han sukkede kort før han sagde "forhåbeligt reagere folk med stærke krav om demokrati, dette land har hverken styrken eller resourcerne til en stor krig, især ikke nu da vi lige har fået regeringen skiftet...så at sige". Han ønskede ikke en krig, selv om han kendte en der ville elske den, da han allerede havde et skjult es i ærmet.
Alt virkede lidt mere gråt lige pludseligt, selvfølgelig på grund af krigen, men også på grund af hvilke konsekvenser det kunne medføre... Hvis der udbrød krig, selv om han ikke ville, var chancerne for at han blev nød til at kæmpe store... Han havde fået mange venner her, alle hvilke sikkert ville risikere deres liv for dette land, og han kunne ikke bare lade dem i stikken.
Uden at tænke over det begyndt hans illusion at glippe i et par sekunder, hvilket afslørede hans døde øje, og den døde sorte hud omkring det. Dog var der ingen tegn på forådnelse, men selve øjet var blevet helt sort, med en lille gul pupil i midten, desuden udsendte det en stærk puls af hans aura, hvilket ville få selv normal mennesker til at få kuldegysninger.
Han opdagede det dog hurtigt og tog en hætte over hovedet "sikke koldt det er i dag...hehe" sagde han før han bare lukkede øjne og bad til at de ikke havde set på ham.

Dario vippede på fødderne og kiggede afventende på den sorthårede pige.. Kvinde? Han blev pludselig lidt i tvivl, hun havde disse høje kindben og var så mager, måske var hun meget ældre, end hun så ud, men bare et hungerbarn? Han klemte øjnene lidt sammen. Hvorfor de ikke indkalder de værnepligtige? Han fnøs let, kedede sig allerede en smule på ydersiden. Det var vel ganske logisk. Nej, hun havde ret, det bar umuligt at forudse, hvordan folk ville reagere. Han nikkede bekræftende.
”Så sandt, så sandt,” sagde han lettere ligegyldigt til hende, ”Man tænker nemlig slet ikke ens..” fortsatte han og kløede sig på sin spidse næse. ”Det er faktisk noget af det vigtigste at vide, vidste du det? At andre ikke tænker, som man selv gør? Derfor kan man ikke regne med, at de ser på tingene på samme måde, som man selv gør..” Han sukkede og vippede lidt mere på fødderne og følte sig hjælpsom, nu hvor han havde udøst af sin evige viden. Så vendte han sig bort.
Nu ville han høre den næstes svar. Rødtoppen trak sig bort, hun havde nok ikke noget at bidrage med. Fornuftigt så at lytte overlade samtalen til de andre. Hun havde store, brune øjne og en blød, følsom mund som dem, han plejede at skrive om. Disse eventyrkvinder. En drøm, var de. Det var de eneste kvinder, han brød sig om. De var så gennemsigtige, så glasagtige. Han forstod dem, han kunne se gennem dem, de havde ingen gåder, kun deres underfulde skønhed.. Han lukkede øjnene et øjeblik og flyttede så fokus til drengen.
Forhåbentlig reagere folk med stærke krav om demokrati, dette land har hverken styrken eller ressourcerne til en stor krig, især ikke nu da vi lige har fået regeringen skiftet, så at sige
Fornuftigt svar! God dreng, var Dario lige ved at sige, imponeret over, hvordan drengen trak helt nye perspektiver ind i samtalen. Han lagde hovedet på skrå, glad for at have mødt så interessant et individ.. og så var det solskin og alt muligt. Hans ryg bøjede langsomt på den mest surrealistiske måde, da han bøjede sig let fremad, så han kom ned i de unge menneskers øjenhøjde. Han gned sig om hagen med en uhyrligt langfingret, slap hånd.
”Du har ret, Demokrati er en bedre styreform.. Men om det kan lade sig gennemføre? Det er et virkelig godt spørgsmål, som..”
Det var så her, han så forandringen. Hans stemme sank og døde hen. Der skete noget med drengens ansigt, noget helt grotesk, absurd noget, der ikke burde ske. Hans hud falmede tilsyneladende en smule væk omkring hans ene øje, som havde nogen revet en voksmaske af ham. En voksmaske, der dækkede over et sort, frastødende lag af død hud og et glødende, sort øje med en skrigende gul pupil. Så var det væk. Dario lagde hovedet endnu meget mere på skrå og hævede det ene øjenbryn i en meget forbløffet grimmasse. Han spidsede munden en smule og kom til at se ganske komisk ud uden at være det mindste morsom.
Koldt vejr, sagde drengen, da han havde skjult sit ansigt i sin hættes skygge.
”.. bestemt, bestemt!” Dario gav ham ret efter et øjebliks stum forbløffelse.
”eeh..” han smilede lidt skævt og usikkert, pludselig urolig helt ned i fødderne. Han var vist ikke den eneste, konstaterede han, da han fik øje på en blondt pige, der tilsyneladende forsøgte at gøre sig flad mod en mur. Rædslen var malet i hendes ansigt. Han trak lidt på øjenbrynene. Kunne hun da ikke lige prøve at skjule sin væmmelse en lille smule..?

Edith himlede med øjnene af Darios mindre tale. "Det ved jeg da godt," næsten snerrede hun, og sukkede højlydt. Det var ikke fordi, hun gjorde det med vilje - at være så uforskammet, altså - det lå bare til hende. Hun havde aldrig lært ordentlige manerer. Var vokset op blandt folk, der bandede og svovlede hele tiden, og aldrig talte pænt til hinanden. Hun havde bare taget denne måde at agere på til sig...
Men faktisk havde Darios vise ord sat hendes tanker i gang. Bare lidt... men hun forstod ikke rigtig hans tankegang, og rystede hans visdom af sig igen, før den kunne nå at forvirre hende alt for meget. Hun rynkede irriteret på næsen, og vendte ryggen halvt mod den underlige mand og kryptiske Alastor.

Hun lyttede kun med et halvt øre til Alastors holdning, imens hun stod lidt og dvælede ved sine egne tanker. Indimellem sendte hun stjålne blikke mod den pæne pige over på den anden side af gaden, der stadig stod nærmest mast op ad en mur. Hun vendte dog sin fulde opmærksomhed mod Dario, da han svarede Alastor.
"Du har ret, demokrati er en bedre styreform... men om det kan lade sig gennemføre? Det er et virkelig godt spørgsmål, som -..." Hans stemme falmede langsomt, men ordene hang stadig i luften.
Edith gloede uforstående på ham, fulgte automatisk hans overraskede blik, der var fikseret på Alastors ansigt. I det øjeblik, hun så, hvad der skete, rejste hendes nakkehår sig og hendes forundrede ansigtsudtryk ændrede sig straks til et skræmt udtryk, der nærmest skreg, Hvad er du for et fælt misfoster?!

Drengen, Alastor, skjulte hurtigt sit ansigt i sin hætte, henlagde det i mørke. Han prøvede henkastet at feje episoden væk ved at sige, "Sikke koldt det er i dag, hehe."
Men billedet af hans sygeligt udseende øje sad som klistret fast på Ediths nethinde.
Efter et øjebliks akavet stilhed, samtykkede manden bag dem, "Bestemt, bestemt!"
Edith gloede skiftevis på dem begge som om de var sindssyge. Hendes ansigtsudtryk blev dog hurtigt skiftet ud med et fremtvunget smil.
"Nå, men jeg må hellere komme videre med dem her," sagde hun, flov over at bryde den ubehagelige tavshed, og viftede med krigsplakaterne for at gøre dem helt opmærksom på, at det var dem, hun snakkede om. "De stygge plakater hænger jo ikke dem selv op!" tilføjede hun med et mærkeligt, kunstigt grin.

Hun vinkede tamt til manden, Pheobe og til denne umenneskelige Alastor, og drejede rundt på hælen for så at fortsætte mod en tilfældig retning. På sin vej væk, sendte hun et sidste forundret blik på den dybt mystiske, men utroligt pæne pige.
Hvilke mentalt ustabile fæ, der bor i denne syge by! tænkte hun for sig selv, før hun forsvandt om bag et gadehjørne...


// Out.

Phoenix havde stået stille og betragtet de andre, mens de var ved at diskutere tingene videre. Hun var fortabt i deres samtale, og vidste ikke helt, hvad de snakkede om. Hun havde kun før i tiden hørt om krig, men havde aldrig blandet sig i disse samtaler, da hun ikke ønskede at vide noget om det, da det var et uinteressant emne for hende. Hun var i stedet for begyndt at lave andre ubetydelig ting. Ting, som ikke havde nogen mening.
Men da den nyankomte dreng/mand havde været ved at sige noget, men blev tavs, var Phoenix blevet opmærksom. Hun havde hurtigt lagt mærke til situationen, og havde kun ganske kort kigget på manden, Alastor. Det glimt hun havde fået, ville hun aldrig glemme igen. Han skjulte sit sande jeg. Phoenix brød sig normalt ikke om disse mennesker, men hun var jo selv en af dem. Så hun kunne et sted godt acceptere det. Men han var skræmmende, og havde gjort Phoenix bange. Hun havde taget nogle enkelte skridt til siden, længere væk fra dem. Hun håbede ikke, at de ville opdage det. Men hun kunne se, at hun ikke var den eneste, som havde lavet en reaktion. hun blev nu igen opmærksom på den lyshåret pige.

//jeg smutter også fra emnet, sorry men har ikke tid og gør det kun langsommere//
Alastor prøvede at smile, men kunne godt mærke at han var afsløret. Hans puls var nu helt oppe i de store tal og sveden piblede frem.
Han prøvede at holde sig rolig og venlig, men som paniken i ham steg, gik hans rolighed ned.
"Alle demokratier har brug for en lederperson, demokrati er langsomt men langt mere retfærdigt, mens diktatur eller kongestyre er tit egoistisk, corrupt... Men til gengæld er det meget hurtigere til at reagere." Desværre kunne han knap nok sige dette da han var nær punktet hvor han kunne besvime fra frygten for at de ville kalde på vagterne.

Pludselig slog hans hoved fra og han sagde bare meget hurtigt, "jeg er ked af det, men det er min forbandelse" Og derefter spurtede han væk med al hans styrke

//out//

”Jaja,” kommenterede Dario, da både den sorthårede pige og drengen var ude af syne. ”Man møder mange besynderlige mennesker hver dag, det var dog utroligt..” fortsatte han henvendt til den rødhårede pige, der pludselig var trådt meget langt væk. Han hævede et meget elastisk øjenbryn og kiggede længe på hende med sine intense, blege, blå øjne. ”De ser skræmt ud?” sagde han alvorligt med et skvæt af ligegyldighed. Han skævede til den lyshårede pige, der tilsyneladende var brudt helt sammen af frygt. Hun havde sat sig ned op ad muren og tårerne strømmede ned ad hendes kinder. Han sænkede sit elastiske øjenbryn igen i en kritisk grimmasse. Solen skinnede og duerne kurrede og prikkede korn mellem folks ben. En høne fulgte eksemplet. Det var mange timer siden nattens sorte fugl var flakset over tagene. Hun var forsvundet med natten. Han havde stået i sit vindue. Nu var det dag, en skøn, ren dag. Og så sad hun der og græd uden tanke for, at andre følte sig pinligt berørt på hendes veje. Irriterende.
”Nåh,” sagde han, igen med opmærksomheden på rødtoppen, ”jeg må videre. Det var en ære at møde Dem.” Han afleverede et høfligt, afmålt buk og forsvandt hurtigt ud i mængden. Et øjeblik efter rejste også Dawn sig, forgrædt men lykkeligt lettet. En dødsmagiker. Tænk, at han var i byen. Stakkels ham, at være blevet trukket ud på denne sorte sti. Hun havde næsten ondt af ham. Gad vide, hvad Leo ville sige til det…

//og OUT, sorry det ikke blev så langt..//

Phoenix sad og kiggede efter alle væsnerne, da de var gået. Hun havde glemt at sige farvel til dem, særligt ham, som havde sagt farvel til hende. Hun stod der en stund endnu, før hun begyndte at flytte på sig. Helt stille og forsigtigt satte en fugl sig på hendes skulder, som hun ikke bemærkede. Fuglene havde altid været glade for hende. Hun løftede en hånd op til fuglen og nussede fuglen lidt, før den fløj videre.
Phoenix sendte plakaten et skævt smil. Tanken om krig kunne ikke lige passe ind i hendes hoved. Nu var hun lige flygtet fra et land, som var dømt til mørket, fordi de havde været i krig så tit, fordi de ikke havde haft den rigtige konge i længe. Phoenix sukkede, da hun kom i tanke om sin ven, hun troede på ham og vidste, at han havde, hvad der skulle til. Han var hendes bedste ven.
Phoenix begyndte nynne, mens hun begav sig ned ad gaden. Hun lagde det underlig mødested bag sig, som nu var tomt. det så slet ikke ud til, at der havde været nogen. Hun kiggede en sidste gang, inden hun smuttede ind mellem husene.

//out.. ^^//