På en eng

((Starter i byen, jeg ved det godt.. oo ))

Hun foldede langsomt sine stive vinger ud. Der var stille, ganske stille. Fjerene knitrede sagte i den klare morgen. Hun rystede vingerne let, luften var isnende kold. Hun et enkelt, kraftfuldt slag med dem. Hendes fødder mistede kontakten med jorden et øjeblik. Den store fugl sukkede. Krøb lidt sammen for at varme sig en sidste gang og lod blikket glide ud over slumkvarterenes møddinger. De lugtede næsten ikke i dag, bemærkede hun glædeligt overrasket. Om sommeren var stanken næsten ulidelig. Det var nok, fordi tingene ikke rådnede så hurtigt i kulden. Eller måske fordi der ikke blev smidt så meget nyt på? Hun havde ikke kunnet finde noget i går og var gået sulten til ro, trykket op af en varm skorsten og nærmest begravet i duer, der ville varme hende. De var fløjet for længst, de skulle ind til byen og prikke korn og brød. Hun havde kigget misundeligt efter dem, da de klaprende forsvandt ind over byens tage. Hvilket problemløst liv. Duerne gik aldrig sultne i seng, de kunne altid finde lidt mad, og så var de aldrig alene. De var elskede. I det mindste af hinanden. Luftens rotter, blev de kaldt. Selvfølgelig kun af dem, der ikke vidste bedre.. Hun trak på skuldrene. Folk var egentlig bare så dumme af og til. Hun viftede lidt med vingerne og nød at bryde den næsten højtidelige stilhed, der lå over den endnu sovende losseplads. En tynd solstråle oplyste de tynde, fjeragtige skyer. Horisonten over bjergene var svagt lyserødt.

Hun glædede sig til at få luft under vingerne, det gjorde hun altid. Friheden. Den måtte ingen tage fra hende. Fri som himlens fugle, havde hun hørt en lille, gammel mand sige. Hun havde ligget og lyttet til en samtale. Hun elskede at lytte. Hun havde på fornemmelsen, at hun lærte, når hun lyttede. Det var det, hun ville være. Fri som himlens fugle. Himlens fugle. Hun gøs let og vippede med tæerne. Hun havde viklet sine fødder og ben ind i tøjstumper i et forsøg på at holde kulden ude. Det havde været en stor udfordring, selv med fuglenes assistance. Jeg er helt hjælpeløs, havde hun tudet, rystende af kulde og uden hænder til at binde knuder. Til sidst havde hun dog haft held. Nu tvivlede hun bare på, hun nogensinde ville få dem af igen, disse støvler.

Hun hadede faktisk vinter, Lyra. Så smuk og så kold. Hun elskede sneens hvide skønhed og hun hadede det isnende gys, hun måtte føle hver morgen, når hun vågnede. Hver aften var hun bange for aldrig at se solen igen, bange for at sove ind og fryse ihjel. En vidunderlig prinsesse med kolde, døde øjne, det er vinteren. Lyra var ingen prinsesse, det vidste hun, men havde hun kolde øjne? Det håbede hun ikke, men sæt det var sandheden? Hun måtte se at finde et spejl, tænkte hun i et lykkeligt øjeblik. Så besluttede hun, at hun måske hellere skulle lade være, faktisk havde hun slet ikke spor lyst til at se sig selv. Jeg er jo grim, tænkte hun med afsky for sig selv og løftede sine vinger i et forsøg på at glatte sit viltre hår bare nogenlunde ud med sine kløer. Så sukkede hun og lagde hovedet tilbage. De første stråler af lys morgen var begyndt at vise sig på himlen. Hun spændte musklerne i sit bryst, hævede sine fjerklædte arme og lettede så med et lille, elegant afsæt.

De mørke fjer skinnede blankt i skæret fra dagningen. Hun baskede og steg stødt og flagrede op mod den rødmende morgenhimmel som en mystisk, sort engel, der steg fra den ildelugtende underverden for at svæve hen over menneskenes by og forsvinde i retning af skoven.

Byens huse var ligegyldigt små. Hun klemte sine øjne let i og lo pludselig højt og skingert af fryd, da solens første stråler kildede hendes vinger og fik luften omkring hende til næsten at gnistre af kulde og lys. Hun frøs og rystede let sine vinger. Vinden, der ramte hendes ansigt, føltes som en barriere af issyle. Tårer begyndte at strømme ud af hendes øjne. Hendes ører gjorde ondt, de nærmest brændte. Alligevel følte hun sig ovenud lykkelig. Snart ville hun få varmen, snart ville hun mærke belønningen for de mange, jævne vingeslag. Men det var langt fra bare det. Det var den sædvanlige opstemthed, denne boblende, brusende glæde, der susede i hendes hoved og hendes krop og fik hende til at føle sig sprudlende af liv. Hvilken berusende lykke. Glæden ved at flyve, kaldte hun den, men det var mere end det, det var også glæden ved at være til, glæden ved solen, glæden ved at være i aldeles fantastisk form på trods af sult og kulde. Jeg kan flyve hvorhen, det skal være! Tænkte hun og begyndte at skrige, bare for at gøre det. Hun kunne flyve ud til havet, ind over skoven, til fjerne, fremmede lande og mærkelige egne, fri som himlens fugle, var hun.
”Jeg kan flyve!” skreg hun højt og mærkede, hvordan ordene blev revet bort af blæsten. Hun kunne levende forestille sig, hvordan de blev båret hen over byens tage og videre ud over landet som en lille, gylden tone, en ånd. Hun krummede tæerne af fryd, en fryd der straks blev afløst af rædsel.
Denne lille bevægelse. Dumt, dumt! Hun drejede hovedet og så, hvordan de klude, hun havde viklet om sit højre ben, flagrede af sted under hende, bort, ned mod en flad eng med vissent græs og rimfrost.
”Nej!” Peb hun højt og rev sin krop baglæns i en brat, bagudrettet og bremsende bevægelse, der fik hendes arme (læs vinger, det kan egentlig være det samme) og skuldre til at skrige af smerte. Hun flaksede et øjeblik stille i luften uden at komme nogen vejene, så klappede hun sine vinger sammen og styrtdykkede mod græsset, spejdende efter stofresterne.
Ak, dette frygtelige uheld! Hun kunne ikke tillade sig at miste kludene, det havde taget hende måneder at samle nok, hun havde haft et helt forrådskammer ude i skoven. Og nu havde hun tabt halvdelen og spredt dem ud over en mark. Det ville tage hende dagevis at finde dem igen. Hun tog gradvist farten af. Dette hovedkulds fald, hun burde lære at passe bedre på sig selv. Og nu ville hun igen få forfrysninger. Bare ved tanken fyldte den brændende smerte hendes hoved i sådan en grad, at hun et øjeblik var ganske ude af stand til at se. Hun klemte sine øjne hårdt i og åbnede dem igen for at mærke, at hun græd.

Tristan var ude at ride på sin stolte hingst, han havde reddet rundt hele morgnen, han var blevet smidt ud af sit kroværelse efter en dag selvom han havde betalt for to, den ondskabsfulde krofatter havde jo snydt ham på det groveste... Men det kunne han jo intet gøre ved. Tristan havde besluttet sig for at ridde ud på markerne og bygge sig et telt af grene han kunne sove i derude, men da han var derude, og halvt færdig med hans shelter, så han noget der lignede en... Ørn?.. En kæmpestor ørn, som havde en ung pige i sin favn, og ørnen var ved at styrte ned?.. "PAS PÅ DU STYRTER!" Råbte Tristan og løb hen mod pigen med trukket sværd, han ville dræbe ørnen før den nåede at gøre skade på pigen. Tristan nåede efter et halvt minuts løb hen til pigen og skulle til at hugge hendes ene vinge af fordi han troede ørnen lå under hende.. Men det gik op for ham.. Det var hendes vinger?... Tristan kiggede forbavset på hende med åben mund og lagde armene om hendes liv og rejste hende op, efter han havde puttet sværdet i sværdskeden. "Er du okay?" spurgte Tristan og prøvede ikke at glo på vingerne, han kunne ikke tillade sig at dømme andre, som de dømte ham fordi han var af to forskellige elver racer, hvilket man godt kunne se på ham.

Amylia valsede afsted over markerne.
*hvor skal du hen?* spurgte hun sig selv, men måtte svare at hun ikke vidste det.
*Så er det lige meget hvor du går.*
Og det måtte det blive nødt til, for hun havde ingen anelse om hvor hun var på vej hen. Hun hoppede afsted med energiske hop og små umelodiske nynnende lyde. Og så der, ikke så langt væk var en skikkelse. Det var ikke et menneske, måske en fugl, men den var for stor. Men den havde lidt former som et menneske... og lidt som en fugl.
Med et begejstret hyl satte Amylia i løb mod den underlige skabning. Aldrig havde hun set sådan noget! Men det slog hende pludselig: Douk. Den dejlige lille form-skifter-pige. Halv kat halv pige, ligesom den der person. Midt i et langt spring forvandlede Amylia sig til solsorten og strøg afsted igennem luften. På vejen opfattede hun svagt en mand, men det betød intet. Intet. Kun den smukke fulgekvinde var vigtig.

Lyra veg tilbage med rædslen malet i ansigtet. Hun havde ikke set manden komme, havde været optaget af at spejde efter sin ødelagte støvle. Han var bare dukket op ud af det tomme, kolde landskab og havde taget hende om livet og løftet hende på benene. En gerning, hun absolut ikke forstod. Hun lugtede jo. Af duer og affald. Og hun var grim. Og uhyggelig. De plejede at jage hende og kaste sten efter hende.. Hvorfor gjorde han hende ikke noget? Han så faktisk venlig ud, som om han var.. Bekymret for hende!? Nej, det kunne ikke passe.
Er du okay? Hun kneb øjnene sammen og spidsede munden. Hvorfor spurgte han om det, spurgte hun sig selv. Det gav ingen mening, ingen brød sig om den slags.. Eller gjorde de? Brød han sig virkelig om at vide det? Hun følte sig pludselig meget smigret og opløftet, en følelse der dog ikke varede mere end et øjeblik... Så fik hun øje på det. Han havde et sværd. Et sværd! Hun gispede af skræk, vaklede et enkelt skridt bagud og trak vingerne op foran ansigtet.
”Du må ikke slå mig..” hviskede hun nervøst og stirrede fast på sværdet, som kunne hendes blik kunne opløse det rene stål. Selvfølgelig kunne hun bare lette. Hvilken vidunderlig løsning. Fri som himlens fugle. Men så ville hendes livsvigtige støvle være tabt for evigt.
”Vil du ikke nok lade være?”

"Tag det roligt, jeg er tempelridder, jeg skal nok pleje dine sår!... Eller jeg var tempelridder..." rettede Tristan sig, Tristan vidste mange folk blev rolige når de vidste det var en gudernes mand de havde med at gøre. "Skal jeg bære dig?, du ser ret forkommen ud.. Og du mangler din ene støvle kan jeg se?" sagde Tristan og trak sine af og bandt hendes ene af og gav hende sine på om hun ville det eller ej, han smilede til hende og mærkede kulden mod sine tær.. Men nu havde han jo givet hende sine sko. "Passer de fint nok?" spurgte Tristan velvidene han brugte ret store sko, fordi han var elver, men det gjorde ikke noget de var for store så længe de ikke var for små, mente han. Tristan satte sig overfor hende og sagde roligt "Jeg har sværdet så jeg kan forsvare mig mod, folk som vil mig ondt".

Som en begejstret fugl, så Amylia ikke så meget. Den pludselige forvandling havde gjort hende svimmel, og med fuld fart, var det svært at orientere sig. Og lidt efter.
*Bum* og hun fløj ind i mandens ansigt.
Ikke bare mandens, Tristans.
Hun baskede lidt med vingere og ramte måske hans øje, og forskrækket prøvede hun at baske væk. Hun endte på jorden, og forvandlede sig tilbage til den normale kvinde. Hostede lidt og udbrød;
"Så for søren da! Se Dem dog for, før de går ud foran en forsvarsløs fugl!" Hun hostede en fjer ud, og så den smukke fugledame, og før hun kunne stoppe sig selv var hun godt i gang med spørgsmålene.
"Hvad hedder du? Hvad er du? er du formskifter? hvor kommer du fra? Hvor bor du? Hvem er du? kan du flyve rigtigt? Er du mest fugl eller menneske? Hvorfor lugter du? Må jeg røre dine vinger? Hvilken fugl er du..?" Hun nåede ikke engang at trække vejret før hun busede ud med flere spørgsmål. Med eller uden mening.

Han måtte være vanvittig! Den nærmest hengivne måde, han kiggede på hende på. Sygt! Hun sænkede sine vinger og kiggede på ham med vidt opspærrede øjne. Han var klædt i godt tøj. Vintertøj. Og havde våben på sig. Hvad var han for en? En tempelridder, men hvad var det? Hun lagde hovedet på skrå.
”Mine sår?” gentog hun forbløffet og en anelse skingert, ”Pleje mine sår?” Hvad tænkte han på, hvem var han? Hvem ville dog ofre sit eget velbehag for en.. vanskabning?
”Mener du det?” Hun tøvede let. Forvirret. Han spurgte om han skulle bære hende. Hun kunne ikke svare, stirrede bare på hans mund, der sagde så mange mærkelige, uvante ting til hende. Han kom her, springende gennem det høje, brune græs med de hvide perler på og ville passe hende. Plejende, talte han, en lille hønemor, tænkte hun. Han måtte være gal, der var ingen anden forklaring. Hun var jo et uhyre. Det sagde alle, alle! Og hun følte sig slet ikke som et uhyre nu, hun havde faktisk mest lyst til at blive aet over håret. Så pludselig kom det. Endelig. Hun burde have forudset det. Ingen var så god, ingen var så ren, ingen ville hende det godt fra ende til anden. Han konstaterede, at hendes støvle var væk – Og så gav han sig til at binde den endnu intakte op! Hun gav et vredt råb fra sig og sparkede efter ham, prøvede at vride sin ankel fri.
”Hold op! Fingrene væk!” Hun hvæsede af ham som en kat og begyndte at baske med vingerne for at slå ham væk. ”Giv slip!”
Og så var det for sent, alt for sent. Knuden, hun havde brugt timer og atter timer på at binde var for altid bundet op og hun havde ingen hænder. Hun blev helt slap inden i, slap og kold, kiggede bare på ham med et vredt blik og lod sig synke hen i fortabelsen. Det første hulk pressede sig frem, fyldte hendes hoved fra indersiden. Hun brød den frostklare stilhed med et lille, sagte suk og så op på den lysnende himmel. Solens blege stråler ramte engen og fik græsstråene til at lyse og glitre. Mandens hår skinnede i lyset og hans vejrbidte træk blev fremhævet af skyggespillet. Ja, skønheden har intet til overs for udyret, tænkte hun - Og så – så gjorde han noget helt utænkeligt. Han tog sine egne støvler af. Hun blev endnu koldere inden i, helt kold og svag og bagefter varm, som om hendes knogler glødede en lille smule. Han gav hende dem på, forsigtigt, ømt. Hun begyndte at græde og rakte forsigtigt en vinge frem for at røre hans arm med sin klo. Hans fine elveransigt var så smukt. Hun ville ønske, hun turde stryge ham over kinden.
Og så, pludselig, en lille solsort. Dukkede op af det blå, kom flaksende og klaskede mod mandens ansigt. Lyra blev så forskrækket, at hun holdt op med at græde, hun kunne simpelthen ikke andet end at stirre, for aldrig havde hun set en fugl opføre sig så besynderligt. Og så – var det slet ikke en fugl, det var en kvinde. Formskifter, tænkte Lyra, hvis mund havde formet et net lille O. Hun havde aldrig set en formskifter i fuld vigør, men hun havde selvfølgelig hørt om dem. Dette var dog ikke en almindelig formskifter. Lyra glemte helt at trække vejret af ærefrygt, det var en prinsesse! Med fantastisk, sort hår og månebleg, silkeglat hud. Her dukkede hun op midt i det fortryllede vinterlandskab, en prinsesse så smuk som natten! Og sikke hun snakkede, prinsessen! Lyra hikkede af forskrækkelse, hun havde ventet en henvendelse til manden, ikke en pludselig, uafbrudt strøm af spørgsmål. Spørgsmål nummer et.
”Lyra” hviskede Lyra lydigt. ”En…” Og så var hun koblet af, det var umuligt at få et ord indført, og det passede hende egentlig fint. Lyra. Det var vel svar på de fleste spørgsmål. Hvem er du? Lyra. Hvad er du? Lyra. Hvilken fugl er du? Lyra. ”Lyra,” gentog hun.

"Av!" udbrød Tristan da han fik en fugl i hovedet og ømmede sig, han kiggede på pigen der lige havde grædt, han vidste ikke hvorfor hun græd eller var så bange som hun var... Sådan var nogen skabninger vel bare?... Han kunne ikke bestemme hvilken race hun var af... Måske var hendes far en fugl og hendes mor et menneske?... Eller omvendt?... Tristan vendte sig om og så på personen der var fløjet ind i ham før. Tristan kiggede lidt forvirret på hende og sagde så "Dig kender jeg da?... Vi mødtes i byen, her forleden.. Tror jeg nok." Lige så hurtigt som han havde sagt dette vendte han ryggen til hende igen, da han hørte pigen, begynde at sige 'Lyra' og 'En', Tristan kiggede forbavset på hende og sagde hurtigt "Nej nej!, jeg er ikke fuldt sortelver, jeg gør dig ikke noget." Tristan bakkede et par skridt bagud for at vise hende at han ikke ville hende ondt, og han holdt hænderne hvor hun kunne se dem, og langt fra sværdet, for at hun ikke skulle føle sig truet.

Amylia måtte nu indrømme at hun blev en lille smule skuffet. En Lyra? Ikke nogen speciel blanding af en formskifter og en sindssyg troldmand? Eller måske en elver blandet med fugl? Eller måske bare en fulg der næsten var tryllet til et mennske?
Men altså... En Lyra.
Men en Lyra kunne jo også være noget helt særligt. Hun var måske ikke det kønneste væsen Amylia nogensinde havde set, men på den anden side havde hun jo også næsten vendt sig til Ells elverskønhed, og hende var der nok ikke nogen der kunne slå i skønhed!
"Tristan, Det er Ayla" Sagde hun fraværende, da hun langsomt rakte hånden frem mod den underlige skabnings vinger. Ville hun få lov til at røre? "Må jeg? Lyra? - Du kan kalde mig Ayla. Må jeg ikke nok?"

En sortelver? Manden så helt forfjamsket ud, da Lyra noget modvilligt flyttede øjnene fra den smukke psinsesse og tog ham i nærmere øjensyn. Han bakkede baglæns, løftede hænderne en smule og så i det hele taget meget.. hun kendte ikke et ord, der ramte præcist nok. Han så ud, som om han ville skærme sig selv mod en mistillid og samtidig, som om han ville berolige hende. Og hans forskrækkede udbrud, som om han var bange for at blive dømt? Af hende? Han måtte have misforstået noget. Hun vidste end ikke, hvad en sortelver var.. En elver, selvfølgelig, men hvor lå forskellen? Han så meget almindelig ud i hendes øjne, men nu var det heller ikke så tit, hun så sønner af det smukke skovfolk. Hun elskede ellers deres historier, de fik hende til at drømme.. - og hun elskede at drømme. Disse lyse eventyr, disse smukke, stjerneklare nætter, de rev hende væk fra al gru og nød, ind i en verden af grønt og guld og midnatsblå, hvor sangene var sammenspundne som de gyldne tråde, der kronede de kloge, skønne hoveder..
Om hun måtte røre? Prinsessens spørgsmål rev Lyras kortvarige dagdrøm bort. De kendte åbenbart hinanden, elvermanden og denne vinterskønne, venlige kvinde. Gid jeg var som hende, tænkte Lyra, der kun meget sjældent fik glimt af andre unge piger. Deres mødre holdt dem indenfor. Selvfølgelig, verden var et farligt sted. Selvfølgelig måtte hun røre. Måske smittede det af, skønheden? Som sommerfuglestøv. Men så ville hun ikke kunne flyve, prinsessen. Og det fortjente hun, syntes Lyra. Fri som himlens fugle. Med det lange, sorte hår.. Tænk, hvis hendes hår kunne blive så langt og blankt!
"Hvad er en sortelver?" spurgte hun.

"De onde elvere, der er en slags af dem der hedder Lyra elvere, det er dem der er lyse i huden, og de andre er mørke i huden.. Du må ikke stole på nogen af de to racer nogensinde... Mig kan du godt nok godt stole på... For jeg er også skovelver... Og en skov elver kan du altid stole på... Næsten." sagde Tristan og satte sig langsomt ned og lavede ingen hurtige bevægelser. Tristan nikkede til Amylia... Hende kendte han da i det mindste... Men denne skabning?... Selvom hun var så uperfekt, var der et eller andet smukt over hende?... Kraften til at flyve måske?, hendes uskyldige væremåde?... Hun var alt andet end almindelig vidste Tristan... Han undrede sig lidt over at hun kunne tale, for hun var jo en fugl?... Eller var hun et menneske som måske havde været i kontakt med en ond troldmand som havde straffet hende?... Han vidste det ikke og lige nu var han også ligeglad, hun virkede ikke som en, der kunne finde på at gøre folk skade.

Med stor ærefrygt lod Amylia en hvid hånd ae de store vinger. En frydefuld gysen gennemrystede hende, og som et lille barn, stod hun bare og aede, kærtegnede og betragtede med store øjne. Men dog fangede Tristans ord hendes opmærksomhed. "Lyra-elvere? Er du så en elver? Altså, en slags?" Spurgte hun fraværende den interessante kvinde. Vingerne vra da smukke. De havde den evne som Amylia satte mest pris på, Evnen til at skaffe sig frihed. Og ingen frihed var så komplet, som det at svæve igennem luften på linde briser. "Jeg har en veninde der er elver. Hun er den smukkeste elver du nogensinde har set! Hun ville elske at møde dig!" Busede hun pludselig ud med, da hendes blik fangede de forstenede blomster om hende eget håndled. "Og hun er magisk! Tænk engang, og du kan flyve." Det sidste blev sagt med en tyk triumf, en stolthed der prægede Amylia, bare fordi hun havde rørt et fuglemenneskes vinger. "Smukke..." mumlede hun.

Lyraelvere. Skovelvere, sortelvere, Lyra lagde hovedet på skrå og nærstuderede mandens ansigtstræk, for at finde ud af, præcist hvor forskellen lå. Tænk, at der var forskellige slags elvere. Onde elvere? Det kunne hun ikke forestille sig. Skovfolket, kaldte man dem. Fordi de var skovenes venner, høje, slanke, blide. Smukke som stjernerne, klare som forårets springende kilder, rene som det hvide, strålende solskin. Hun labbede hans ord om tillid til racerne i sig, som var hun en killing efter mælk. Det var så spændende, føde til hendes livlige fantasi. Og han var også en skovelver. En blanding? Et bånd, der bandt to stammer sammen, måske endda. Og han var tempelridder! Hvad det så end betød. Jo, ham turde hun godt stole på, tænkte hun og smilede så.
Om hun var elver? Lyra kiggede på Prinsessen, der stod og strøg hendes brune fjer. Ayla, havde hun kaldt sig selv, dette smukke, svævende væsen. Hvide hænder, hvid hud, hvid kjole, natsort hår. Ayla, et smukt navn. Ayla, et anagram af navnet Lyra. Ayla var smukkest, tænkte hun.
”Nej, det tror jeg ikke..” svarede hun efter et øjebliks tænksomhed. – Jeg ville ønske, jeg var, ville hun sige, men der kom ikke et ord over hendes sprukne læber. Hun undgik pludselig at møde Aylas blik, med ét genert. I stedet spejdede hun ud over vinterlandskabet. Den visne eng, der glitrede så smukt i solens første, kolde stråler. Hvad lavede disse mennesker her? Manden, Ayla havde kaldt ham Tristan, der var dukket op med et sværd og havde givet hende sine støvler, Prinsessen, der var kommet flyvende som en solsort..
Hun talte igen, og hendes stemme var også smuk. Det var Tristans også, smuk og melodisk som elverstemmer nu engang er, skabt til sange, men Lyra fandt alligevel Ayla langt mere spændende.. Sort som natten, var det lange hår – lige som hendes eget. Dette hår var bare fint, uendeligt fint, som en sky, svævende og let. Lyras var tykt og fedtet. Gid hun bare kunne være som Ayla, gid, gid!
Det tror jeg ikke på, var Lyra lige ved at sige, da Prinsessen begyndte at tale om sin skønne veninde. Ingen kunne da være så smuk som hende, hun måtte have bildt sig noget ind! Hun nøjedes med at smile vagt og tankefuldt. Tænk, hvis det var sandt. Hun turde ikke forestille sig sådan en skønhed, denne kvinde måtte da mindst være så blændende skøn, at ens øjne blev brændt ud. Og så hviskede Ayla et ord, et vidunderligt, saligt ord. Smukke. Lyra blev helt varm inden i, varm og forlegen og rødmende og smilende og forvirret, for hvis der var noget, hun ikke var, så var det da smuk! Det måtte være elverveninden, Prinsessen talte om. Men det var det ikke, det havde i hvert fald ikke lydt sådan. Hun havde talt om hende, Lyra, om hendes vinger! Hun var lige ved at begynde at græde igen og tørrede hastigt sit ansigt mod sit knæ.

Det gik meget hurtigt op at denne skabning... Eller rettere beskrevet, pige, jo nok nærmere, var en del bagud med hensyn til alder, hun havde ikke den samme lærdom, og intellegens, havde han allerede lagt mærke til. Tristan smilede til dem begge og tørede hendes ansigt med sit ærme, for at hun ikke skulle grisse sine knæ helt til og blive helt snottet, det ville bare være ubehageligt for hende senere hen... Han forstod heller ikke hvordan hun havde fået bundet de sko hun havde haft på... Måske havde en af hendes venner gjort det for hende?... Ellers kunne hun måske forvandle sine vinger til arme?... Det havde han jo slet ikke spurgt om, hun var måske typen man skulle spørge om alt før hun svarede?... Besynderligt... "Hvor kommer du fra?" spurgte Tristan og lagde en hånd over sin næse, fordi han frøs om den.

Lettere forlegen fangede Amylia et lysende glimt af en tåre. Hvad skulle man gøre ved det? medlidenhed var aldrig rart. Eller måske for seje fuglefolk? Hun vidste det ikke, og hvad havde egentlig fået hende til at græde? Havde Amylia gjort noget forkert? Hun prøvede at hviske undskyld, men ordet satte sig fast i halsen, og i stedet rømmede hun sig svagt og rødmede.
Men så brød Tristan heldigvis tavsheden. For... jah, hvor kom hun fra? Hvor kom den Unikke ikke-elver Lyra-fugl fra? Hun ventede spændt på svaret, lod hun igen hånden stryge over de stærke brune fjer, men med et forskrækket udbrud, sandede hun at en af de brune fjer lå i hendes hånd. Forskrækket og bange undskyldte hun i små hviskende bidder, imens hun desperat aede stedet hvor hun måtte have trukket den ud. Prøvede forgæves på at få den til at sidde fast igen. "Undskyld. Undskyld, undskyld undeskyld. Det var ikke min mening. Undskyld. Gør det ondt?" Hun frygtede flere tårer. Hun havde bare aet de fine vinger, og så var en fjer faldet af. Det var jo bare slet ikke meningen!

(Jeg har ikke tid, sorry.. Svarer snarest..)

Hvor hun kom fra? Lyra lagde hovedet på skrå. Hun gned sine sprukne læber et øjeblik og prøvede at formulere sig korrekt. Kompliceret spørgsmål.
”Jeg ved det ikke rigtigt,” begyndte hun og uddybede så: ”Jeg har aldrig kendt mine forældre. Første sted, jeg kan huske, var hos Esmeralda. Hun sagde, landet hed (land langt væk)” Lyra kiggede på Tristan for at se, om historien faldt i hans smag. Han fandt stanken utiltalende, konstaterede hun og spidsede munden i en utilpas grimmasse mens hun forsøgte at ignorere hans næseklemning. Det var jo ikke hendes skyld. Hun havde da for himlens skyld ikke selv valgt at bo på en losseplads. Hun klemte øjnene hårdt i og åbnede dem så igen for at fortsætte.
”Derfra.. Jeg kom ind til en stor by, hvor jeg fik venner..”
Hun hang med hovedet et øjeblik. Det gjorde egentlig ondt at snakke om det. Det stak så væmmeligt i hendes bryst og hendes øjne, men på den anden side havde hun svært ved at holde op nu. Dette var den sandfærdige beretning. Hendes historie. Den var ikke smuk og ikke magisk, der var ingen nattergalesang i den, ingen blid brise i skumringen, ingen rislen fra en klar kilde, ingen vilde, hvide heste, ingen dybe, varme skygger fra høje, grønne træer. Men den ville ud. Den havde så længe ligget gemt i et lukket skrin i hendes indre. Hun havde taget den frem og kigget på den, når hun var alene og allermest ensom. Så havde hun mærket, at den var tung som bly, historien. Næsten lige så tung som hendes hjerte. Og hendes tårer var blevet tunge. Som kviksølv var de faldet gennem luften. De havde pjasket mod gaden, var blevet knust i tusind små regndråber. Et ganske kort øjeblik havde solen da danset i regnbuer over brostenene. Hun elskede regnbuer, påmindede hun sig selv og trak vejret dybt. Historien ville ud.

”Jeg ved ikke, hvad der blev af dem, en nat kom vi op og slås med nogle mænd, og jeg flygtede til en anden by, og så rejste jeg med et cirkus.” hun holdt et øjebliks pause og trak vejret dybt, pludselig ville ordene ud i en vis fart, de snublede over hinanden, og hun fik ikke sagt alt det, hun ville af med.
”Vi rejste mod syd,” begyndte hun igen og huskede, hvordan hun havde ligget og kigget op mod himlen, hvor solen langsomt gled forbi, steg op i øst, i samme ende som hendes fødder og gik ned i vest. Sådan var det gået i flere dage, syntes hun. Også nætter, måske, pludselig var hun i tvivl. ”Der var meget sand, det var en ørken, tror jeg. Men der var også sten og egentlig ikke så varmt, bare tørt. Så kom vi til en anden by, jeg ved ikke, hvad landet hed, de talte i hvert fald underligt, syntes jeg først. Heldigvis var det slet ikke så svært, når man havde lyttet til det i lidt tid. Jeg ville ønske, de havde sagt hvilket land, det var, så ville jeg måske kunne finde på at tage tilbage. Det var et dejligt sted… de fortalte mig faktisk aldrig noget..” Hun holdt inde og trak vingen, Ayla havde stået og strøget, til sig. Det skete med en lige lovligt kraftig bevægelse, så hun, da den smukke pige panisk begyndte at undskylde. Undskylde. Nu havde hun set det med! Jamen, ville hun begynde, hun ville trøste og ae og berolige, men i stedet var hun bare ude af stand til at tage øjnene fra Prinsessens hånd. En fjer, hun undskyldte, fordi hun havde revet en fjer ud! En enkelt fjer, Lyras øjne blev store. En simpel, brun- og sortspættet fjer, hun undskyldte for det.
”Kan..” begyndte hun og mærkede sine kinder brænde. ”Kan du lide den?”

Tristan vendte sig om og piftede efter hans hest, som kom gående hen til ham langsomt. Tristan åbnede saddeltasken og tog et par gamle meget slidte støvler frem og tog på, det lignede støvlerne kunne gå i stykker hvornår det skulle være... Det kunne de også disse sko var hele 10 år gamle, de havde været hans ynglingssko 10 år i træk, til han fik disse nye nogen... Som han jo lige havde gevet væk... Men han fortrød det ikke, hun havde jo mere brug for dem end han havde, han kunne jo bare altid skaffe nogen nye på den ene eller den anden måde, vidste han. Tristan opdagede at Ayla, lignede en der kunne begynde at græde når som helst... Over en fjer?, det var da latterligt, fuglepigen, som vist nok hed Lyra, blev sikkert ikke gal over en enkelt fjer, det ville vat være grådig eller ville det?, han kendte jo ikke så meget til fugle og deres fjer, måske kunne hun ikke flyve uden den fjer? Tristan lignede et åbenlyst spørgsmålstegn. "Kan du ikke flyve uden den fjer?" spurgte Tristan og lignede stadigvæk et stort spørgsmålstegn.

Amylia var næsten helt nede i hendes egen jammer og ulykke. Hun havde jo bare strøget den fine vinge og så... så... kan du lide den?
Hvad var det for et spørgsmål? Selvfølgelig kunne hun lide den! Det var en fjer. Hvis man så godt efter, var farven vel næsten chokoladebrun. Nøddebrun nogle steder. Måske lidt kastanjebrun? Og med små fregner.
En smule forundret over spørgsmålet, og stadig langt væk i hendes egne tanker, måtte hu kigge lidt uforstående, og prøve at forklare sig. " Jamen selvfølgelig kan jeg lide den. Den er nøddebrun, det er en pæn farve, og den er Kastanjebrun, det er også en pæn farve. Chokoladebrun, og træbrun, og en lille-bitte smule rødbrun. De er jo alle sammen pæne farver... og så har den fregner." Hun var ikke helt sikker på at det hun havde buset ud med var faktisk forståeligt, men det var det sandfærdige billede af hende forvirrede tanker. Tankerne der bare flaksede rundt og blev ved med at stille den intetanende Amylia spørgsmål. Spørgsmål som hun for det meste sendte videre...
"Men det lyder da ikke som om du har haft det særlig sjovt, sådan ellers. Hvad med din mor? Og far? Kan du slet ikke huske dem? Nej, selvfølgelig ikke, men var Esmeralda sød?"

Hesten kom skridtende gennem det høje græs. Dens skygge blev lang mod den opstigende sol. En let vind fik det stivfrosne græs til at hviske let. Den gik søgende, hesten. Langsomt med lange, bløde skridt. Roligt. Dens tøjler hang og daskede mod den blanke hals. Det store hoved var sænket og ørerne var vendt fremad. Den så ikke bange ud, det var godt. Det var et stort dyr, men hun var større... Lyra gjorde sig lidt mindre, trykkede sig let ned mod jorden. Den måtte nødvendigvis frygte døden fra oven, uhyret, der slår ned og tager et føl, en hest, et liv. De var i hvert fald bange for hende, menneskernes dyr. Men måske ikke denne her? Den gik målrettet mod elvermanden Tristan. Så var det den, han havde piftet efter. Hun ville ønske, hun kunne pifte. Lave sådan en fantastisk høj lyd, skære igennem den kolde morgen, få den frostklare luft til at synge som en guitarstreng, fylde rummet helt op til de tynde, fjeragtige skyer, der strakte sig ud over himlen.
Gid hun havde en hest. Den var så smuk, så pænt formet, så fin i udførslen. Hun åndede forsigtigt og klemte øjnene lidt sammen for bedre at kunne se dens ansigt mod solen. Tristan var heldig.
Om hun ikke kunne flyve uden en enkelt fjer? Hun kiggede på Tristan, der fandt et nyt par støvler frem. Lyra sukkede uhørligt af benovelse over at han kunne fremvise endnu et par sko. Hun elskede sko. Og selv om de var gamle så de.. gode ud, tænkte hun. Bløde, tilgåede. Hun så på det par, han havde givet hende, det mørke læder var glat og fint og blødt. Det var rigtige støvler. Hun var blind for slitage og snavs, det var sko, sko!
"Ehm," begyndte hun, af støvlerne en smule afsporet, "De her fjer, de hedder flyvefjer.." hun løftede sin ene arm, strakte den fremud og bøjede den, så han kunne se svingfjerene, de lange fjer, de uendeligt betydningsfulde fjer. "Hvis den bliver ødelagt, så kan jeg ikke flyve.." hun tøvede let og løftede så sin vinge opad, så han kunne se de blødere fjer, der sad ved hendes arm*.
"De her," fortalte hun og gjorde et let tegn med hovedet, "De er ikke så vigtige.. Det er ganske naturligt at jeg taber dem..." hun så på Ayla og derefter Tristan og håbede ikke, de fandt hende dum.
Ayla så ud, som om hun var helt væk i sin egen verden. Sikke et smukt ansigt. Hvis nu, jeg kæmmer mit hår så blankt, begyndte Lyra en tankerække, men hun måtte opgive den igen, så smuk kunne hun umuligt blive.
Jamen selvfølgelig kan jeg lide den, begyndte den smukke pige pludseligt. Hendes stemme var også smuk. En lille sangfugl, en nattergal, var hun.
Den er nøddebrun, det er en pæn farve, og den er Kastanjebrun, det er også en pæn farve. Chokoladebrun, og træbrun, og en lille-bitte smule rødbrun. De er jo alle sammen pæne farver... og så har den fregner.
Lyras mund formede et lille O, for det var det pæneste, nogen nogensinde havde sagt til hende. Hun kiggede på sig selv, sin fjerpragt, de tynde, bare ben, der stak op over støvlekanten, og syntes sig med et slet ikke så grim alligevel. Køn, nej aldrig, men alligevel.. Hendes fjer var matte, men alligevel lidt blanke i lyset fra den blege vintersol, der smilede som en bleg prinsesse, der lige er stået op, stadig svagelig efter længere tids sygeleje. Et øjeblik svævede hun i lutter lykke, hesten var der og pustede tåger ud i luften, hun havde fregnede fjer og en elvermand og en sangfugl og alt muligt.. Så genoptog Ayla sin tale, hendes forældre, om Esmeralda..
"Esmeralda.." billedet af den gamle kvinde dukkede op. Lyra dvælede et langt øjeblik ved erindringerne og trak så på skuldrene, "sød, det var hun vel.." Hun lukkede øjnene og prøvede at fortrænge billederne af den døde krop. Fluerne havde været så mange, så mange... Hun rystede tanken af sig, sitrede et øjeblik, så fjerene knitrede, og hesten spidsede ører og løftede hovedet i en vagtsom bevægelse, så skiftede hun emne.
"Hvad er en tempelridder?"

//*Hun har vinger a la http://en.wikipedia.org/wiki/File:Birdwing.svg .. og hun har en klo som en flagermus.. bare.. så arm giver lidt mere mening..//

"Det er krigere som mig der kæmper for at bevare vores religion og kæmper for at forsvare vores religion, og kæmper for at forsvare de lande vi mener fortjener vores beskyttelse, vi blir udlært fra vi er helt små børn, vi er som sagt de ultimative krigere siger mange, og det mener vi også selv, for når vi slås så er det svært at holde stand mod bare et af vores kompagnier, en af vores svarer til 4-5 almindelige soldater, og det er bare et af menneskene, mens en elver som lever meget længere og når at lære meget mere, kan dræbe op til 10 almindelige soldater før han selv falder i kamp." sagde Tristan stolt og overdrev måske en lille bitte smule "Men det er godt at høre du stadig kan flyve!" sagde Tristan med et stort smil, de kunne sikkert lære meget af hinanden. "Du har et kønt ansigt." konstaterede Tristan da han fik øje på Lyras ansigt, og så det sådan rigtigt for første gang, det fangede ham lidt især hendes øjne, det var mærkeligt han ikke havde lagt mærke til dette før, men efter lidt tids stirren på hendes ansigt kiggede han hen på hesten igen og kærtegnede dens mule.

//undskyld jeg ikke har svaret i lang tid, projektopgave =S//

En smule betuttet, stod Amylia ved sidelinjen, og prøvede at gøre sig så lidt bemærket som muligt. Og så vidt som hun vidste gik det fint, og hun smilte forsigtigt. I farten havde hun helt overhørt Tristans spørgsmål, om at flyve. Selvfølgelig ville det da ikke påvirke en fugls flybekundskaber at miste en enkelt fjer. Hun smilte af hans fjollethed, men måtte indrømme at hun forstod hans forvirring. I sit stille sind, måtte hun dog stille spørgsmålstegn ved Tristans fantastiske beretning om tempelridderne, for hun var da overbevist om, at han intet ville kunne stille op mod hendes Fal.
Og tanken om Fal, var så startskuddet til endnu en lang forvirret, og dog lykkelig, tankerække.

Lyra lyttede med hovedet lagt let på skrå. Sikke mange fine ting, disse tempelriddere kunne. Hun klemte øjnene lidt sammen, i en lettere kritisk udseende grimmasse, dog ganske uden at stille det mindste spørgsmålstegn. Hun slugte det råt. Han kunne have sagt hvad som helst. En elvermand, tænk engang! Han nedlod sig til at tale med hende! Og så de ultimative krigere. Han måtte være stærk! Ti almindelige soldater! Hun gispede, straks revet bort af tanken. Ti soldater! Hun studerede ugenert hans overarme og hans våben, klædte ham til skindet med sit blik og forsøgte at afsløre dette ultimative, dette fantastiske, der gjorde hans tempelfolk så usårlige. Så smilede han, og hun kunne ikke andet end at smile igen. Ti mand! Ti soldater! Og han var endda ikke særligt stor, ikke ud over det sædvanlige, i hvert fald. Ikke stor på den tunge måde, i hvert fald. Hun havde svært ved at bedømme det. Det var sjældent, hun kom i nærheden af raske mænd overhovedet, nu om dage. Engang havde hun boet klods op af dem, set dem hver dag, men den gang havde hun været mindre. Nu flygtede hun fra byen længe før de kom ud af fjerene. Fjer, der heldigvis ikke var hendes. ”Det er jeg også,” bekræftede hun. ”Glad for flyvningen, altså” Så smilede hun igen og raslede let med sine vinger og kastede et hengivent blik på Ayla, der ligesom var trådt lidt ud af sfæren og stod i sin egen boble. Han talte igen, og hun troede et øjeblik, det var den smukke, sorthårede pige, han talte til. Dette ville have været en naturlighed. En selvfølge. Men det var hende, hende! Lyra, det var hende, han kiggede på! Hans helt reelle blik, det var hende! Hendes øjne blev store, store som tekopper, ganske fyldt med sort sumpvand, blanke og klare på overfladen men ganske umulige at bestemme i dybden. Sumpvand kan skjule bundløse huller, sumpvand kan skjule tusind lig. Et kønt ansigt! kun hendes bævende mund afslørede, hvor dybt, han havde rørt hende, hvor tæt han var på bunden. Hvor hun dog ønskede, at det var sandt! Hvor ville hun dog gerne tro på ham. Forsigtigt greb hun tråden, muligheden og gemte den som en skat i sit hjerte. Han sagde, jeg var køn, tænkte hun ved sig selv, lagrede hans ord så ganske varsomt. Derefter spejlede hun sig i ham, fulgte hans bevægelser, mens han strøg hesten over mulen. Den var smuk, hesten. Den havde lange øjenvipper. Hun var køn, tænk engang.. køn. Hun gentog ordet og ville svare ham, rose alt ved ham, hans ansigt, hans stemme, hans øjne, hans hår, hans styrke, hans værdighed, hans åbenhed, hans, alt, alt ved ham! Men hun kunne ikke. Han syntes, hun var køn. Hun sænkede blikket, blinkede hårdt og trak skuldrene lidt op. Rødmende? Lidt. Ak, hvor ville hun gerne være køn, hvor ville hun dog gerne have, han sagde sandheden. Det var kommet som en konstatering. Ikke som smiger, og hvorfor skulle han ville smigre hende? Den slags gjorde folk i eventyr og folk i menneskenes verden. Hun hørte ikke til hverken det ene eller det andet sted, smiger var ikke til for hende. Måske var det sandt. Gid, det var sandt, tænk, hvis det var sandt! Så ville hun være køn. Ikke grim, end ikke almindelig! Hun ville være køn! Nummeret under yndig, nummeret over pæn, så vidt hun havde forstået. Nej, det ville være fantastisk.
”Tak..” Endelig kom det. Som en svag skælven over hendes mund. Hendes stemme døde stille ud mens solen steg på himlen.

//Er det her emne ret dødt, eller hvad? O.o//