Nyhed på Det Gyldne Vildsvin

Jaydens brøl blev skingert af smerte, da han mærkede det hårde jag i siden. ”AAAAAAAARGH!!!!!” Hans hjerne føltes pludselig skarp og ædruiseret af den overraskende svien den lille kvinde under ham havde forårsaget. Det gjorde ham dog ikke mindre højlydt. ”EDITH FOR FANDEN!” Han kæmpede sig op på albuerne for at kigge på den urolige skikkelse. Så rullede han om på ryggen og klynkede af smerte. For helvede da også, det gjorde ondt. Smerten var kommet helt bag på ham, og han hev ophidset efter vejret. Der var trængt i den lille seng, og han lå stadig delvist oven på Edith.

Trivia kiggede bedende op på Eden da han rejste sig. Men… Han måtte ikke gå. Men hun vidste der ikke var noget hun kunne gøre for at få ham til at blive. Hun kunne ikke sno en flot, ung mand om sin lillefinger som så mange andre kunne. Hun kunne ikke stille noget op mod den smukke kvinde han nu henvendte sig til. Hun kunne ikke lade være med at kigge på dem. Det perfekte par foran hende. Hvad var det der gjorde at de var sådan? Hvorfor var det dem der passede sammen, og ikke hende selv og Eden? Hun kunne vel godt se det. De var begge smukke. Elegante, sikkert også dannede. De var perfekte. Hvad kunne Vie stille op mod det? Da hun så Eden plante et kys på kvindens mund, blev det for meget. Vie lagde ansigtet i hænderne. Hun prøvede at holde tårerne tilbage, men det sveg og stak i de opsvulmede øjne, så hun lod tårerne løbe frit og lydløst. Få det til at gå væk. Bare få det til at gå væk. Det hele. Da hun igen så op var hendes bønner blevet hørt. Lokalet var tomt, og det eneste hun kunne høre var den svage summen af de sidste krogæster. Hun tørrede øjnene og rejste sig op. Hendes krop spændtes, da hun kom til at støtte sig på de ømme håndflader. Vie stod og stirrede ud i luften et øjeblik. Lod de sidste tårer falde, så hendes øjne til sidst var tørlagte. Jeg elsker dig jo stadig… Så tog hun hold om sig selv og satte sig hen på en stol for at pille splinterne ud. Mens smerten for igennem hende i små prik, fandt hendes udtømte øjne alligevel flere tårer at græde, og de dryppede ned på de røde håndflader. Hver splint ude af hånden, føltes som en ekstra i hendes knuste hjerte.

En dæmpet larm fangede pludselig Trivias ører. Hun så forskrækket op. Var der nogen der skreg? Forvirret rejste hun sig op, fimsede lidt rundt, og fik endelig fundet døren til krostuen. Hvor latterligt med sådan en lille dør man knap kunne se. Hun hørte lyden blive højere imens hun styrtede mod trappen. Inden hun løb op så hun undskyldende, dog bestyrtet på den lille håndfuld gæster der interesseret havde set efter kilden til den høje lyd. Oppe i gangen gik hun med raske skridt frem, til hun fandt den dør hun mente postyrret måtte gemme sig bag. Uden at tænke sig om, åbnede hun døren. Hurtigt lukkede hun den igen, da hun så en mand ligge oven på en lille skikkelse. Hvor dumt, Trivia! Selvfølgelig kan du ikke bare forstyrre gæsterne og komme brasende på den måde. Tænk dig dog om. Ydmygt bankede hun på døren. Hun tog en dyb indånding, og åbnede døren lidt på klem. Manden var heldigvis trillet ned ved siden af pigen, som Trivia nu så hvem var. Åh nej. Et glimt af rødt fangede hendes blik, og hun så en lille dolk, omgivet af en voksende blodplamage. Det var Jayden, ham den ubehagelige fyr. Og den unævnelige. Skriget undslap Trivias mund før hun havde givet det lov. Det holdt dog ikke længe. Lyden ebbede ud imens hun mærkede sin krop falde til jorden. Så blev alt sort.

Edith? genlød det i hendes hoved. Hov hov, det jo Jayden! Det var en lettelse, da den tunge vægt endelig fjernede sig lidt fra hende. Hun hev vejret ind, og rejste sig op på sine albuer for at få et bedre udsyn. Var det virkelig ham? Hun stirrede forvirret på ham, da døren åbnede. Forundret gloede hun hen på skikkelsen, der lige var trådt ind. Åh nej. Det var Trivia – igen. Hvad fanden skulle hun her? Var det overhovedet muligt at få noget søvn på denne usle kro? Edith sendte hende et enkelt giftigt blik, hvorefter hun fik en idé. Hendes lumske side voksede i hende, og hun slog pludselig armene om Jayden, trak sig helt ind til ham og kyssede ham blidt på kinden. Da hun atter vendte blikket mod døren, var Trivia væk. Eller, det vil sige, hun var faldet – igen – og lå nu bevidstløs på det kolde trægulv. Edith himlede med øjnene, og skubbede sig med én voldsom bevægelse væk fra Jayden. Hun trådte ned fra den nu røde seng, og kæmpede lidt for at stå oprejst. Et mistænksomt udtryk gled hen over hendes ansigt. Hun slog armene over kors, og stirrede Jayden ind i øjnene. Han så lidt, tja, omtåget ud.
”Er du fuld?” spurgte hun med en stemme så skarp som knive. ”Årh, lad dog være med at pibe sådan, det er bare en lille rift.” Hun vendte øjne igen, og valsede fornærmet ud af lokalet, ikke uden at puffe lidt til Trivias livløse krop med sine grønne snabelsko.

Jayden smilede fjoget ved det lille kys, og lænede sig længere ind mod Edith. Hvis det var det hun ville have skulle han vel ikke klage. Han blev dog forvirret, da han ikke fandt andet end hård madras. Han kiggede forvirret efter Edith, "Hv-Hva'?". Hurtigt kom han på benene, men fandt sig selv på vej ned mod jorden, da hans ben ikke kunne følge med i hans jagt efter Edith. "Hva'?" Hans krop landede tungt på det hårde gulv. Han fumlede lidt rundt på gulvet, men kom endelig op igen for at genoptage det klodsede ræs. Hans ben syntes at bevæge sig for hurtigt til at gulvet kunne følge med, og han mærkede hvor uendelig lang tid det tog at bevæge sig hen mod døren. I døråbningen lykkedes det ham at falde over den bevidstløse Trivia og banke hagen ned i det hårde trægulv. "For helvede da sss...ogssså..." Han stemme snøvlede hen til en hvisken, og han stønnede frustreret over ikke at kunne finde ord der lød ordentligt. Han fægtede lidt med armene for at finde grund at støtte sig på, men det gik ikke, så han greb i stedet ud efter den spinkle ankel foran ham. Hans længde havde åbenbart sparet ham for de sidste meters afstand der var mellem ham og hans bytte. "Esdithss...! Eh... Bliv her!". Han greb hårdere fat om anklen, der var ved at vride sig ud af hans store næve.

Aiya lo fonøjet, af den skræmte mandsperson foran hende. Hun fandt det morsomt at han næsten så ud til at være bange for hende. Hun var jo så harmløs. "Hvad hedder du?" spurgte hun igen.
Men så overvejede hun om hun havde været en smule for fremme i skoene. "Altså du behøver ikke fortælle det hvis du ikke har lyst. Det er bare sådan at jeg ikke rigtig kender nogen her, så..." Hun begyndte at fortryde at hun overhoved havde talt til ham. Hvorfor vidste hun aldrig hvornår hun skulle holde hendes store mund. "...Jeg...undskyld jeg forstyrrede deres aften, jeg skal nok gå, jeg mente ikke at..." hun tænkte over hvordan hun skulle formulere sin undskyldning. "At fornærme dem." Ja hun havde helt sikkert på en eller anden måde fornærmet manden med hendes voldsome talestrøm. Hun bed sig selv i tungen. Det var virkelig flot Aiya. Hun nikkede undskyldende til manden og vendte sig for at gå.

Noget greb fat om hendes ankel. Noget stærkt, og hun forstod hurtigt, at det ville blive svært at bryde ud af Jaydens faste greb om hendes fod. Hvad lavede han også på gulvet?! I ét hårdt ryk forsøgte hun at rive foden ud af hans tag, men i stedet for at gøre hende fri, faldt hun forover ned af trappen. Det var i et sidste sekund, hun nåede at tage fra med hænderne, så hendes næse ikke smadredes mod hårdt træ. Noget dunkede i hendes hænder, og hun hang halvvejs ned af trappen. Havde Jayden ikke holdt fast om hendes ankel, var hun rullet hende vejen ned. Men selvfølgelig; havde Jayden ikke holdt fast i hende, ville hun slet ikke have behøvet at smide sig fremad, og så ville det slet ikke være sket. Hendes hage havde været millimeter fra at ramme en kant. Det sidste, hun havde brug for nu, var blod. Hun lod et kombineret brøl og suk undslippe sine læber i frustration, og hun prøvede febrilsk at vrikke sig løs - både fra Jaydens greb og den akavede og yderst ukomfortable position, hun lå i.

Det svimlede for Jaydens øjne. Han kunne ikke mærke stedet hvor Ediths skarpe knivæg havde boret sig ind. "Bløp!" Han prøvede at tale med ansigtet begravet i hårdt træ. "Bledis! Bledith ... Edith!" Han anstrengte sig for at løfte hovedet fra gulvet, ogtog fat om Edith's andet ben. Med en kraftanstrengelse han ikke helt kunne mærke, hev han hende længere ind på den smalle repos. "For helvede, kvindemenneske!" Han rullede om på siden og satte sig op, stadig med et godt greb om Edith's ankler. Hurtigt slap han hende dog, da han mærkede smerten efter at have bøjet sin mave. Hans fingre fandt blod, da han førte dem hen mod hvor det gjorde ondt. Han smagte også blod i munden, og spyttede overrasket en gul, blodig tand ud. "Edith!" Hans stemme var skinger af alkohollen. "Edith! Min tand! Jeg har mistet en tand!" Han følte forfærdet med tungen, det store hul i hans undermund. "Edith! Min smukke tand!" Hans øjne fyldtes med tårer, og han krummede sig sammen opo ad væggen. Hans smukke tand.

Silas hørte ikke efter. Måske ville hun stoppe med at snakke hvis han lod som om han var døv? Interessant ide. Hans knoer blev hvide, da han holdt dem hårdt sammen i et forsøg på at bede til en eller anden gud der måske kunne få denne emsige kvinde til at gå væk. Da hun var stoppet med at tale, vovede han at kaste et undskyldende blik på hende, hvorefter han hurtigt gik forbi hende og flygtede ind i den varme krostue.
Han krummede sin høje person så han ikke virkede for iøjnefaldende, og kiggede kun op for at finde et bord. Der var et i et afsiddeslæggende hjørne. Med beherskede skridt gik han lydløst hen mod det. Han støtte ind i en lille mand iført en grøn kappe, i det han bakkede væk fra bardisken med at halvt fuldt krus brændevin. kruset tippede, og brændevinen landede på den dyrtudseende kappe. "Hva' fanden!" Den lille mand vente sig om. "Din forbandede ..." Han så et kort øjeblik på Silas' opsvulmede brystkasse, der næsten var i øjenhøjde med ham. Hans ord stummede hen. "Undskyld" Fremstammede Silas med et forpint udtryk i ansigtet. "Jamen, det er da helt i orden, min knægt. Jeg, jeg øh ... finder mig da bare et nyt sæt gevanter..." Hans stemme lød nervøs, og stammende. Silas blev forvirret, men benyttede mandes underlige humørskift til at flygte til sit udsete gemmested i hjørnets behagelige dunkelhed. Han kiggede sig omkring for at se om han havde tiltrukket nogens blik, men rummet så fedfyldt og stille ud. Han smilede indvendigt, nu da han følte sig en smule tryk.

Edith udstødte et forskrækket skrig, da hun pludselig blev hevet tilbage op på gange i sine ankler. Og endelig, efter en del tids sprællen, slap han hende, og hun fik stablet sig selv på benene. Nu begyndte Jayden at klynke om sin mistede tand. ”Årh, tag dig dog sammen!” vrissede hun, og slog ham med håndryggen over tindingen. ”Du er så ynkelig at høre på, er du! Gå hjem og sov din brandert ud!” Og med de ord snurrede hun fornærmet om på hælen, og spankulerede ned af trappen med armene lagt over kors. Hun havde helt glemt Trivias bevidstløse krop ovenpå, og hendes plan var nu at få Jayden til at lide ved ikke at snakke til ham over længere tid (eller i hvert fald til han var ædru), så nu marcherede hun ud af krostuen med resolutte skridt, uden så meget som at vige et blik til nogen af aftenens krogæster.

// Out.

Trivia gispede da hun igen kom til bevidsthed. Sorte pletter spillede stadig for hendes øjne. Hvor var hun? Langsomt fik hun synet ordentligt igen. Nu kunne hun huske det. Der var blod ... Hendes hoved værkede. Åh nej! Var hun blevet slået ned? Det kunne de sikkert godt finde på de - de sataner! Hun var bange. Hvad nu hvis de slog hende ned igen. Et ryk for igennem hendes krop da hun hørte nogen græde bag hende. Forsigtigt vendte hun sig om. Et gisp undslap hendes læber, da hun så en lille blodpøl rundt om en sammenkrummet skikkelse. Hun skulle lige til at besvime igen. Igen? Pludselig huskede hun at hun nok var besvimet. Hvor pinligt! Og de havde begge set det! Vie krympede sig, men tog sig sammen. Hun blev nød til at hjælpe det stakkels barn. Hun krøb tættere på, og rørte hende forsigtigt på skulderen.

Jayden hulkede løs. Hvordan kunne hun forlade ham? Åh hans smukke tand. Han var da ikke ynkelig. Nå. Det var da også lige meget. Af raseri bankede han en knytnæve i gulvet. Øv altså. Og han var da ikke spor fuld. Han havde bare fået et par øller! Dumme Edith. Jayden udstødte et højt grynt for at vise sin irritation. Lidt efter mærkede han en let berøring på skulderen. "Gå væk. Jeg vil ikk,!" Sagde han med en barnlig stemme, og stampede en smule i gulvet. Dog løftede han ansigtet og så på forstyrreren. Det den klodsede servitrice fra før. Han blinkede fortvivlet tårerne væk. Hun var nu altså ret køn.

Trivia sukkede. Det var ikke en lille pige. Det var ham den forfærdelige Jayden. Hun veg en smule da han stampede i gulvet. Havde han tænkt sig at gøre noget? Da han kiggede op på hende, stod hendes hjerte stille. De glitrende tårer gav ham et specielt skær. Hans øjne ... de var så brune. Det var som om de havde et underligt lilla skær over dem. Hun opdagede at hun knugede hårdere og hårdere fat om hans benede skulder. "Jeg-" Hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene så hun ikke blev distraheret af hans melankolske blik. "Jeg tror vi hellere må få set på det sår der," Hun smilte tilfreds. Det hjalp meget når man ikke kunne se den person man talte til. Hun åbnede modvilligt øjnene igen, og så ned på det blodige gulv. Uden at få øjenkontakt igen rejste hun sig og hev en smule i ham. Det ville vist ikke gå. "Øhm..." Hun mærkede blodet stige hende til hovedet. "Kunne du måske rejse dig op?" Hun måtte få ham ind på værelset, og få tørret alt blodet op. Det ville ikke være så godt hvis det var dette scenarie bestyrreren så i morgen tidlig.

Jayden sendte sit mest hjælpeløse blik til Trivia. Måske kunne han få noget ud af det her? Han mærkede dog hvordan hendes negle borede sig ind i hans skulder, og skar en lille grimasse. Da hun kiggede væk blev han ved med at stirre på hende. Hendes rødmen morede ham. Dovent rejste han sig op, men måtte læne sig op af pigen, da pletter dansede for hans øjne, kombineret med en udmattende svimmelhed. "Jeg skal - du skal - biver nød til at sidde ned -" Jayden svajede en smule, lænede sig langsomt væk fra Trivia, og faldt så bevidstløs til gulvet.

//Dette sker måske i en lidt anden tid end Lynn og Silas' historie?//

Et stykke tid senere, efter midnat:

Trivia låste med tilfredshed krodøren, og slukkede for de varme olielamper. Hun var degsefærdig efter hvad der var sket den dag. Derfor tillod hun sig selv at lukke kroen lidt tidligere. Hun var trods alt den eneste der var der på dette sene tidspunkt. Hendes hænder lugtede slemt, efter hun havde brugt alt for mange mærkværdige og ildelugtende midler i forsøg på at få den kæmpe blodplet ovenpå, væk. Langsomt, og med slæbende skridt gik hun op ad trappen. Hun gik forbi døren hvor man kunne hørre Jayden snorke højlydt indefra sin seng, hvor hun havde placeret ham efter en del anstrengelser og lidt hjælp fra en stærk krogæst. hun åbnede stille sin dør lidt længere nede af gangen. Med et lydløst suk smed hun sig i sengen, udenat tænke på at lukke døren eller tage tøjet af. Snart hørtes en vag snorken fra også hende.

Da Silas havde siddet musestille i hjørnet i et stykke tid, rejste han sig endelig op. Han var varm og tør, men hans muskler var ørre, efter at han anspændt havde siddet i den samme stilling hele aftenen, for at holde øje med de folk der kom ind af døren. Han fortrak en lille grimasse da hans rygsøjle rettede sig ud, og kom med et stille suk. Lige så snart det havde forladt hans mund, krummede han sig sammen. Han måtte ikke sige noget. Hvad nu hvis han havde tiltrukket sig opmærksomhed? Da en person ved siden af ham skævede mod hans muskuløse korpus, blev det lidt for meget, og han skyndte sig ud af krodøren. Udenfor faldt han hurtigt ind i skyggerne, og følte sig endelig tryg. Nu måtte natten bestemme hans vej. Han håbede bare den førte ham til en dejlig lun afkrog hvor han kunne sove lidt.

//Out//

Trivia vågnede tidligt, og satte sig brat op. Hun havde haft en mærkelig drøm. Hun var ude i en skov, og pludselig var hun ikke sig selv. Da hun kiggede på sine hænder var de ikke hendes. Røde vinger havde taget deres plads. Hun havde set forundret på dem, men så satte hun af, og fløj op, op gennem trækronerne, ud i luften, som om det var det mest almindelige. Hendes tanker hvirvlede rundt nu da hun var vågen. Hun havde ikke tænkt på det i meget lang tid. I så mange år havde hun gemt sin specielle gave væk, havde været flov over den, skammet sig over den. Men hun forstod nu at der ikke var noget at skamme sig over. hun var halvt formskifter, og så var hun da ligeglad med hvad hendes far syntes om det. Eller - helt ligeglad var hun selvfølgelig ikke. Hun kiggede på det snavsede spejl på den modsatte væg. Hendes ansigt så ud som altid. De høje kindben, de mærkelige øjne. Hun rejste sig op, kiggede lidt længere i spejlet. Så satte hun i løb, ud på gangen, ned ad trappen. Hun havde lige nået at gribe en grov kappe og sit bælte med knive. Hendes natkjole fløj hende om benene imens hun løb gennem den tomme krostue. Det var stadig en anelse mørkt udenfor. Hun fumlede med låsen, men fik endelig låst krodøren op. Da hun var ude i det fri stillede hun sig midt på gaden. Luften var fugtig, det var koldt, men hun følte at det virkelig var her hun skulle være. Ude i det fri. På bare tæer løb hun hen ad vejen. Hun ville væk fra den kro.

//Out//