Nyhed på Det Gyldne Vildsvin

Jayden nedtrygte trangen til at le, da Edith spruttede og smed flaske fra sig. Han ignorerede det våde bukseben, og skulle lige til at byde hende øllen, da hun kastede sig mod ham. Han sad et øjeblik, lidt forbløffet, og hørte på hendes hulken. Han lod blidt hånden stryge igennem hendes hår. Så tog han forsigtigt fat i hendes talje, og løftede hende op på sit skød. Tøvende lagde han armene om hende, og hvilede hagen på hendes rystende skulder. Begravede ansigtet i det vildtre hår. Snusede den allerede velkendte rosenduft ind. Han lukkede øjnene i, og lod armene klemme hårdt om hendes skrøbelige krop. Han ville ikke have at hun var ked af det. Ville så gerne have at hendes hulken stoppede. Stille vuggede han frem og tilbage, mens han nynnede i hendes øre, med sin lave, flade stemme.

// Så bringer vi lige E&L i aktivitet igen for at sætte presset lidt op. Hurra!

Eden.

Eden havde tavst fulgt med i postyret. Det var vist noget med at den sorthårede pige, hende der lidt lignede en rotte, var blevet møgjaloux på servitricen, som han og Lynn (næsten) havde hjulpet tidligere. Han besluttede sig for, at han ville tjekke, om hun havde det fint nok. Og hvis han skulle det, måtte Lynn med, for ellers ville hun føle sig forrådt og tilsidesat. Så han gestikulerede mod køkkendøren med et nik, rejste sig, og begav sig hen mod døren. Håbede, at Lynn var lige i hælene på ham.

Døren knirkede højt og pivende, da han åbnede den, og trådte ind i det lille køkken. Der var blevet sparet på pladsen, men hyggeligt var det da. Han så med det samme tjenestepigen siddende på gulvet, imens tårerne trillede ned ad kinderne på hende. Medfølelse vældede op i Aidan, og han faldt straks til gulvet ved siden af servitricen.
"Halløj frøken," sagde han med et opmuntrende smil. "Hvad foregår der? Du virker ikke synderligt glad." Han undersøgte bekymret hendes unikke ansigtstræk.

Nøj, hvor hun følte sig ynkelig, Edith. Og ydmyget af den dumme, dumme, dumme servitrice. Hun var så jaloux. Men da Jayden med omsorg og varme løftede hende op, forsvandt alle de slemme følelser. Hun tav, og slog blidt armene om hans tynde, men stærke hals. Trykkede sig ind til ham, og mærkede for første gang nogensinde følelsen af at være tryg.
Hun lukkede øjnene, og hvilede hovedet på hans skulder. Hun inhalerede hans dejlige duft og lod den indprinte i hendes hukommelse. Hun trykkede sig mere ind til ham, og mærkede varmen fra hans lange krop. Ingen havde nogensinde holdt af hende. Hvad skulle hun tolke denne omfavnelse som? Hun havde jo aldrig prøvet det før... hvad betød det? Men hun gav hurtigt slip på de gnavende spørgsmål og tillod sig at hengive sig helt til øjeblikket.

Vie så fortvivlet på Eden, da han gik gennem døren. Havde mest af alt lyst til at skrige; 'Så lad mig dog være i fred!', men gjorde det ikke. Det var også bare sådan en møgdag. Hun følte sig konstant overvåget. Det var umuligt at få et øjeblik for sig selv. Hun stirrede udtryksløst frem for sig, da han igen prøvede at være høflig. Det hjalp jo ikke. Hun elskede ham, men hvorfor skulle det hel så være så svært? Så kompliceret. Endnu en tåre gled fra øjenkrogen, og forvildede sig ud på næsetippen. Faldt ned på hendes sammenfoldede hænder. Da hun så ned på dem, opdagede hun at splinterne stadig var presset ind i de ømme håndflader. Hun fik lyst til at kaste sig mod Eden. Skrige som et lille barn. Beordre ham til at få dem væk. Få det hele til at gå væk.
I stedet stirrede hun bare tomt op på ham. Vidste ikke hvad hun skulle gøre. Ville ikke tage stilling til det.

Jayden sad og nød øjeblikket. Hvad var der ellers at gøre? Han mærkede hvordan Edith gengældte omfavnelsen, og smilte. Han havde aldrig oplevet det her før. At omfavne en pige på den måde. Uden nogen betænkninger. Uden at vide hvad der skulle ske bagefter. Bare vide, at det var det han havde ledt efter. Det der havde været i hans tanker, hver gang han havde prøvet at forføre en pige. Hver gang han havde stirret ind i et nyt sæt øjne. Hver gang han havde fået en viljesvag tøs, til at gøre præcis som han ville. Håbet om at kunne opnå et øjeblik som dette. Og nu skete det. Hvad gjorde man så? Hvad havde man gang i, hvis man oplevede dette? Hvad skulle der så ske med pigen. Hvad skulle der ske med Edith?. Han vidste det ikke. Gad heller ikke at tænke på det.
Jay åbnede øjnene, og førte en hånd op mod hendes nakke. han fjernede det krusede hår, og mærkede hendes dunkende puls køre igennem hans fingre. Så trak han sig lidt væk fra hende, stadig med den ene arm om hendes talje. Han flyttede hånden fra nakken, og videre op mod hendes kind. Lod fingrene køre hen over kindbenet. Hvad skulle han gøre nu?

Edith kunne mærke søvnigheden snige sig ind på hende, langsomt og næsten ubemærket. Mærkede hvordan den tilfangetog hende bagfra og bredte sig i maven, fordelte sig i armene og helt ud i fingerspidserne. Varmede hendes ømme ben og hendes små tæer i de grønne snabelsko. Hendes hoved hvilede stadig på hans skulder, og hun nød hans blide og lettere kildende berøring.
Et par timer. Kun i et par timer havde hun kendt denne unge mand, og allerede følte hun sig besat. Fortryllet af en magi, hun aldrig havde oplevet før. Hvordan kunne det lade sig gøre på så få timer?
Hun kunne stadig ikke fatte, at hun havde mødt en person, hun rent faktisk kunne lide. Det faktum var hun ikke kommet sig over endnu... hvordan skulle hun være i stand til at følge med? Alle disse nye følelser og indtryk. Det var så overvældende, og der var ikke nok tid til at tage det hele til sig.
Hun sukkede tungt. Et træthedens suk, der nu tilfreds hang i luften over dem. Og så et højlydt gab og en efterfølgende søvnig smasken.
Et øjeblik senere var hun faldet i søvn i Jaydens arme.

// [size=10]Out, indtil morgen eller eventuel vækning. Do what you want with Jayden, Effer. ^^ He doesn't need to stay in the room. C:

Jayden smilede kærligt, da han mærkede Ediths krop blive tung og slap. Så rejste han sig op med hende i favnen, lagde hende forsigtigt på sengen, og dækkede hende med tæppet. Han strøg blidt det sorte hår væk fra hendes ansigt, og aede hende på kinden. På listefødder gik han ud, lukkede døren efter sig, og gik stille ned af trappen. Så bestilte han et krus øl, og satte sig mageligt til rette på sin tidligere plads.
Hans blik fløj hen over de sene krogæster. Men denne gang blev hans blik ikke fanget af piger. Han tænkte nemlig på en hel speciel èn af slagsen...

//Håber ikke, I flår mig for at joine? Ned til de tre stjerner er ren forhistorie.. spring over, hvis I ikke orker.. //

Xandra var søvnig. Hun havde ellers altid set sig selv som det enestående billede på det aldeles utrættelige menneske, men nu lå landet lidt anderledes – bogstaveligt talt. Og det var Knægts skyld. De var langt hjemmefra, de to. I Takamir, byernes by! Knægt var ikke synderligt imponeret. De taler underligt her, det var det første, han sagde, da de var kommet ind gennem byporten som de sidste den aften. Hun havde påpeget, at han burde kende dialekten fra havnen.
Hun klemte øjnene let sammen og så på sin lillebror med et sammenbidt og samtidig aldeles frejdigt og åbent udtryk i det fregnede ansigt. Han gik ved siden af hende, tilsyneladende sprængfyldt med en magisk kraft. Hans små, energiske hop var ikke til at tage fejl af, han var i sit essernes es. Typisk! Det var også hans skyld, at hun var så udkørt. Hvem havde båret hans oppakning? Hvem BAR hans oppakning? Han gjorde i hvert fald ikke, og hun havde også sin egen at tænke på, og ikke mindst mor, der var ladt alene tilbage. Vi er flygtninge, havde knægt jublet, da de vandrede i skoven på vej herop. Han kunne simpelthen ikke få nok af den tanke, han havde gentaget sig selv i det uendelige, havde endda lavet en lille sang om det.

Men nu var de altså fremme. Næsten ved deres mål, sagde han. Det stod ikke helt klart for hende, hvad målet var, noget med en krig, hun ikke forstod sig på, noget med manglende social mobilitet. Knægt ævlede altid om sociale forhold, og han brugte ord, hun ikke forstod og var aldeles ligeglad med. Hvor han fik dem fra, anede hun ikke. Af og til snakkede han om oprøret som deres frelse, andre gange som den nye trussel. Bliver alting ikke bare ved med at være, som de er, spurgte han, dirrende af ophidselse. Til det kunne hun kun svare jo og trække på skuldrene. Og hvad hvis det ikke forandrer sig, havde hun foreslået. Han havde rystet på hovedet af hende og besluttet at hun ikke vidste bedre. Ikke desto mindre skulle hun være hans første discipel. Det passede hende ikke dårligt, selv om traveturen havde slidt hendes fødder så meget, at hun måtte være mindst en tomme mindre.

Hun skumlede et øjeblik og så om muligt endnu mere gavtyvagtig ud, end hun plejede, så klarede hun op og blev for sjov tiltrækkende, da en pæn, ung mand pludselig kom ud af en dør lidt længere fremme. Han smilede da han passerede dem, og Xandra kiggede efter ham. Knægt skar en grimmasse og klarede så op og udbrød med dyb, højtidelig stemme, som var han en skjald i et skuespil:
”For se, oh se! Det gyldne vildsvin over den strålende dør! Din guldlokkede ridder har vist os en dyrebar åbenbaring! En åbenbar åbenbaring! En åbning til åbenbaringen!” Xandra fnisede, da han sluttede af med at sætte sig halvt ned på knæ, som friede han til det forgyldte vildsvin, der hang over den store, gårdagtige bygnings åbne dør. De gik stille ind, vel vidende at Knægt var alt for ung til at gå på kro.

***

Der var flere mennesker i kroen, end han havde forestillet sig. Knægt kiggede sig omkring med opspilede øjne og følte sig i knaldgodt humør. Bare synd, Xana var så træt og irritabel. Sådan plejede hun ikke at være. Måske var det al den friske luft? Han fnisede lidt nervøst uden egentlig at være det, underligt til mode i de fremmede omgivelser. De var langt fra Hillsa og fra havnen. Ikke desto mindre var der mange havnemænd her, de lignede i hvert fald havnemænd. Men måske er mænd ens overalt. Han kneb øjnene sammen og lod blikket vandre rundt omkring. Så gik han foran sin søster op til den lange bar. Der var ikke lige umiddelbart nogen tjener at se.
”Måske skal vi kigge i køkkenet,” foreslog han.
”Det tror jeg ikke lige, man må.” hun lød gnaven.
”Aarh, pjat med dig, du er bare arbejdssky.” han slog en kort latter op og kiggede på hende med sine store, runde øjne. ”Du kan sagtens, Xana! Der er ikke noget at være bange for..”
Hun fnøs. ”Det er nærmere dig, der er arbejdssky. Hvorfor skal det altid være mig der skal gøre det sure, skal vi ikke snart hjem?” hun nænnede ikke at nævne deres mor. Bare tanken gjorde en lille smule ondt. Men dog ikke mere end en lille smule. ”Vi venter pænt her, hvis vi gør noget, Knægt. Gad vide hvad et værelse koster?”

//Halloej! :D Vi er gaaet lidt i staa fordi vi venter paa Lynn, men jeg kan vist godt svare lige om lidt//

//Undskyld mine underlige ae, oe, aa'er. Har ikke lige en dansk com til raadighed;//

Jayden drejede hele sin lange krop 180 grader paa den vakkelvorne stol, da han hoerte doeren gaa op. Nysgerrigt betragtede han det roedhaarede par der kom marcherende. Han foldede knytnaeven ud som han havde stoettet hagen med, og loeftede den en smule op i luften i et halvhjertet vink, rettet mod dem.

//Fortsaettelse foelger. Har ikke mere tid paa netcafeen :3//

//Fortsaettelsen :)//

De saa da egentlig meget interessante ud. Det var lang tid siden han havde set nogen med saadan en pragtfuld haarfarve. Meget lang tid siden. Han huskede stadig det forvraengede udtryk hans roedhaarede lillesoester havde haft da han havde set hende for foerste gang. Inden det lille runde ansigt havde lukket sig i et fredfyldt suk, og ikke havde aabnet sig igen.

Jay fejede det ubehagelige barndomsminde vaek, og lod oejnene glide eftertaenksomt op og ned af de nytilkommenede. En spandfuld fregner havde angrebet baade den lille dreng, og den lidt mere voksne, dog lave pige, der stod og diskuterede lidt med hinanden. Saa rejste han sig op og slentrede ud i koekkenet for at skaffe sig en ny oel. Den anden var blevet lidt lunken i det. Da han kom ud i koekkenet for at lede efter en servitrice, saa han en hel lille forsamling. Naanaa. Taenkte han, og gik i stedet ud, og hen bag baren, tog et krus, og fandt en en toende oel som han glaedeligt tappede et ordentligt krus af. Han kunne vel nok bare betale senere.
Da han igen gik hen mod sin stol, passerede han de nye gaester der egentligt lignede soeskende. Han stoppede op et oejeblik for at betragte dem. Han foelte sig egentlig umaadelig hoej, og lidt akavet, men han var nysgerrig over hvem der kunne finde paa at komme paa denne tid afaftenen. Edith laa jo for eksempel allerede og sov. Han smilede ved tanken om hende. Saa loeftede han glasset i en skaal rettet mod soeskendeparret eller hvad de nu var, tog en slurk, og fortsatte hen mod sin plads. Han lod sig tilfredst dumpe ned paa stolen. Et gab undslap hans mund. Det havde vaeret en meget lang dag.

Lynn rejste sig også hurtigt og skyndte sig efter Eden. Hun havde blandede følelser. Hun havde virkelig moret sig sammen med ham. den dag havde været den første hun havde tilbragt uden og være på kanten til at lade det mørke der heletiden havde ligget i udkanten af hendes sid siden Cave blev dræbt. Hun huskede de måneder der var gået lige efter hun var undsluppet fængslet, hvor hun havde ladet mørket overmande hende fulstændigt. De dage havde sindsygen været en meget meget tynd streg væk. hun havde siddet i flere timer og stirret ud i luften, tænkt på at tage livet af sig selv for at hun igen kunne være hos ham. men så ville hun ikke kunne hævne ham. og det blev hun nødt til.
Som tiden gik var hendes ønske om hævn kun blevet stærkere og med den nyfundne styrke havde hun undgået mørket mere og mere. men det havde hele tiden været der. På kanten til at æde hende op hvis hun gav slip på sin styrke i et svagt øjeblik.
Men i dag var anderledes. i de få timer hun havde tilbragt med Eden havde mørket trukket sig tilbage. hun havde kunne morer sig. det var vidunderligt. men hun havde en gnavene skyld følelse i maven. hvad ville Cave ikke sige hvis han kunne se hende nu? med en mand som så ud som Eden. og var så charmerende.
Men hun skulle ikke føle sig skyldig. Selvom Eden så godt ud og Cave var død. Kunne Lynn stadig kun forstille sig selv med Cave. ingen andre. der var kun ham i hendes øjne. var der ikke?

Lynn skubbede tankerne fra sig og hastede ud i køkkenet. Der sad den forvirrede servitrice på gulvet og græd. og ved siden af stod Eden. hun smilede let da hun så ham, og mørket trak sig længere og længere væk.

"Eden?" spurgte hun mildt, halvt henvendt til ham halvt til sevitricen. "Hvad er der sket?"

Trivia så godt Jayden komme ind og ud af køkkenet, men reagerede ikke. Hun hørte Edens ledsagers stemme, men sukkede bare dybt. Hvor havde hun dog en smuk stemme. Sådan en ville hun gerne have. Og så ville hun også være smuk. Faktisk ville hun faktisk bare helst være en helt anden person. Alting gik jo galt når hun var hende selv. Eller når hun prøvede at være den Eden ville have. Alting gik bare galt. Hun begyndte igen at hulke højlydt. Hun var ligeglad med hvor dumt det måtte se ud, når det eneste der egentlig var galt med hende var et par splinter i hænderne og nogle lidt blodige hudafskrabninger. Men hun hulkede ikke kun over det. Det var bare det hele - det var for meget. Og den onde pige der var blevet så sur på hende. Hun hadede hende! Fordragede hende!
Trivia skævede opgivende op på den smukke pige. Hvis bare hun var denne fremmede, Edens ledsager.

Den arme tøs. Ynkeligt placeret i en form for akavet skrædderstilling med glitrende tårespor ned ad kinderne og blodrester i håndfladerne. Der var en slags uforklarlig magnetisme, der havde taget et fast greb om Aidans sind. Som millioner af små tynde sytråde sat fast med kliniske nåle i huden som hiver i dig, havde han svært ved at ikke nærme sig det forgrædte pigebarn med det kønne ansigt. Ja, hun var skøn på sin egen unikke måde – ikke ligesom den elveragtige kvindeskikkelse der nu gjorde sin entré i det lille, usle baglokale til et køkken.

Hans blik rettedes mod hende. Fra hendes perfekt formede fødder til de lange, blege ben. Den slanke torso, som alligevel viste en del kvindelige kurver. De smalle hofter og den endnu smallere talje. Hendes knoglede hals som en scene til det guddommelige ansigt, der dog havde en del mærker fra tidligere kamperfaring. Hun var en ganske smuk kvinde, men bag Edens glatte charmøransigt, under formskifterrustningen kunne man, hvis man så godt efter, finde et hjerte der tilhørte en brav og patriotisk mand ved navn Aidan Somerled. Og dette hjerte bankede ikke for den lysende engel, der stod foran ham. Lige nu bankede det for Gamran. Og i den sammenhæng skulle han bruge Lynn til noget helt andet end ægte kærlighed…

Det var også kun dét, der fik ham til at rejse sig fra sin loyale plads ved siden af servitricen. Ved lyden af Lynns bløde stemme lod han sin hånd række frem mod hendes rosa læber. Men få millimeter fra lod han hånden falde ned langs siden. Hans stirrede ind i hendes kryptiske øjne. Ingen følelser var at spore i det forførende Peregrine-fjæs. Og under huden var der heller ingen følelser at vise. Hun var udelukkende i hans fokus på grund af mulige oplysninger om Warland. Men før han begyndte at udnytte hendes rigtigt, skulle han have hende snøret rundt om sin lillefinger. Så var den hjemme og så skulle han nok blive sat pris på hjemme i Landet mod Nord.

”Det kan jeg ikke gøre mig vis på,” svarede han sandfærdigt.

Han rakte sine arme ud mod hende og tog blidt fat om hendes små hofter. Øjenkontakten fastholdt han. I én pludselig bevægelse hev han hende tæt ind til sig. Deres næsetipper var tæt på berøring. Så intenst. Han fortsatte; ”Jeg er nødsaget til at gå, desværre,” han sukkede og kiggede ned i gulvet. ”Men vi to –” hviskede han, og lænede sig de få centimeter frem og plantede et blidt kys i hendes venstre mundvige. Hans læber rørte knap nok hendes hud. ”– Vi ses igen.”

Han slap hende og styrtede ud i krostuen, hvorefter han forsvandt ud i det warlandske mørke.

// Out.

Jayden havde efterhånden betjent sig selv med mange overfyldte krus øl, og følte sig en smule døsig. Han kiggede sig om i det lidt omtågede rum med et halvt, fjoget smil. Kroen så nu lidt tom ud, og han besluttede sig for at denne fest var død. Hurtigt var han på benene, men måtte sætte sig igen da rummet kørte lige lovligt meget rundt. Efter at have sundet sig rejste han sig igen op og svajede en smule. Han lukkede øjnene for at få en bedre fornemmelse af den svækkede balance. Det havde ikke været hans mening at blive så fuld, Han forstod det egentlig heller ikke, for der plejede da at skulle meget mere til for at slå ham omkuld. Da han begyndte at gå glemte han lige at åbne øjnene, og smerten fra en stol der havde ramt hans skinneben, prøvede at trænge sig igennem det tykke slør der havde lagt sig hen over ham. Han åbnede øjnene, og fik famlet sig fremad med hænder der greb efter alt der kunne støtte ham. Han tog en kort pause for at se på den uendeligt lange trappe, og kom så til at tænke på Edith der lå deroppe og sov. Straks fik han blod på tanden, og hans ben bar ham forundrende hurtigt op ad den knirkende trappe. Han prøvede desperat at huske hvad for en dør det var hendes fredfyldte ansigt gemte sig bag. Efter at have prøvet sig ad med diverse forkerte døre, fandt han endelig den rigtige. "Skat!" Lød det fra hans vidt åbne mund da han smækkede døren op og snublede hen til den lille bylt der lå på sengen hvor han havde forladt den.

Lynn fik skubbet døren til kro værelset hun havde fået op og vaklede ind. Hendes hænder rystede. Hun smed sig på sengen. Det tog alt hendes energi at overbevise sig selv at Edens kys... hans krop mod hendes, slet ikke havde berørt hende. ikke havde ændret noget.
Hun tog hele tiden sig selv i at fantasere om hvordan det ville være at kysse ham. rigtigt altså.
Husk på Cave, Lynn, husk på cave, husk på ham, husk hans øjne... Edens Øjne, Edens smil, hans læber...

"CAVE!" udbrød hun højt. "Cave! ikke Eden. Nej ikke Eden"

Hun slog hænderne op foran ansigtet. hvad ville Cave ikke sige hvis han vidste at hun var ved at falde for en anden.

Så slog det hende at han måske ikke ville bebregte hende det. at han måske ville have at hun skulle have det godt uden ham. Med en anden...med Eden.

Nu måtte hun sove. Måske ville hun vågne i morgen for at finde ud af at det hele bare havde været en drøm. Hvis ikke. ville hun bare følge sine følelser og se hvor de bragte hende hen.

Åh, hvor ville det have været dejligt at forestille sig den lille, knoglede tøs med den sorte fuglerede som hår ligge i sengen og sove smukt og bedårende som en anden Tornerose. Hvor ville det have været en fryd for øjet. Hendes røde mund, hvide hud, sorte hår. Ingen vrede ansigtstrækninger. Kun en fredfyldthed, der aldrig kunne ses på nogen – bortset fra i dyb søvn. Jo, det ville have været ganske vidunderligt, men det var ikke sådan lange Jayden ville finde det lille pigebarn.

Edith Ember lå åbenmundet, fyldte hele sengen med alle bevægelige lemmer og snorkede gennemtrængende. Lyden var så høj og kradsende, at den næsten var uudholdelig at høre på – og hvis man skulle være faldet i søvn ved siden af en sådan knasen, var man uden tvivl blevet vanvittig. Hun var i en så dyb søvn, at hun ikke engang hørte Jayden vælte ind på det lille kroværelse.

Jayden blev stoppet af sengens hårde ramme, der fejede hans ben væk under ham og sendte ham direkte ned oven i Edith. Han bemærkede den buldrende støj der lød fra hendes mund, men kunne ikke helt opfatte den høje volumen i den bedøvende rus fra alkohollen. Han følte sig nu stadig lidt bevidst om sine handlinger, og opdagede pludseligt hvor upassende det var at ligge oven på en bevidstløs pige. Han kunne nu også mærke trætheden, der havde været på hold pga. de store mængder alkohol, snige ind på sig, og med et kunne der også høres en brummende lyd fra hans halvt åbne mund, der stemte i med Ediths uharmoniske snorken.

//Tror jeg joiner emnet! Endelig! Yay! Hvis det da er okay for dig Edith. Har aftalt med Lynn, selvom hun er smutset. Og Dawn... Regner med det er okay med dig, sidn det er lidt tid siden du har svaret :3 Har jeg alle? Think so. Men... svarer ikke endnu :3 Ville bare lige spørge om det er okay hvis Silas bare står så'n uden for vinduet i hans første indlæg? Hvis Aiya (Som jeg da nok tror kommer ind på et eller andet tidspunkt) Eller nogen andre ikke aggerer med ham når han står der ude, laver jeg bare et til indlæg hvor han går ind, ja?//

//Here I come n.n//

Silas gik, hengemt i skyggerne, i kanten af den travle gade. Sådan havde han gået hele dagen. Hans tanker fløj dovent rundt i hans hoved der føltes tomt og følelsesløst. Hans skuldre var ømme, og protesterede mod den sammentrukne stilling han havde dem i. Nakken gav sig i et højt knæk, da han endelig rettede den ud og så op. Han var stoppet uden for et værtshus. Lyden af summende muntre stemmer strømmede ud af sprækkerne og fangede hans ører trods den udendørs larm. Silas tøvede, men sneg sig en smule tættere på den snavsede rude ved hans side. De røde øjne skannede igennem den lille forsamling af folk der sad inde i den lyse stue. Hans mave begyndte at rumle, ved synet af en tallerken kød der var blevet stilt frem oppe i bardisken. Silas sukkede lavmælt. Der var gået lang tid siden han sidst havde fået mad. Han havde måtte drukne den skærende sult i vandet fra en beskidt kilde, han fandt på vej hertil. Den jordede jern smag hang stadig ved hans tunge, som han utilfredst gned hen over de grumsede tænder.
En kølig vind fik Silas til at krympe sig yderligere. Selv den lange uldtrøje og de tykke bukser kunne ikke altid holde nattens begyndende kulde ude.
Han blev stående lidt og tænkte på risikoen ved allerede at løbe fra en regning i hans nye by.

Aiya gik med raske skridt hen mod kroen. selv om hun havde reddet hele dagen, var hun alt for spændt til at være træt. Hun var endelig nået frem. Hun var her virkelig, og selvom hun ikke havde set meget af den endnu var Takamir lige så spændende som hun havde forventet. Og i morgen villle hun så forsøge at opsøge sin far. Men en ting hun ikke kunne ignorere var sulten. Og derfor var hun på vej ind i det værtshus den mand hun havde mødt på gaden havde forklaret hende vejen til.
Det hele var så stort og spændende. Hun havde jo aldrig før været uden for Marvitas. Ayia besluttede sig for at hun også ville købe et værelse her. hun skule jo have et sted at sove i nat.
Spændingen og glæden boblede og steg inden i hende, og hun gav et lille hyl af begejtring da hun var tæt nok på kroen at hun kunne se ind gennem de beskidte ruder.
Først da bemærkede hun at der stod en skikkelse og kiggede ind gennem den ene rude. En meget bleg og meget lyshåret person med røde øjne.
Aiyas mor havde altid advaret hende mod den slags. Hun sagde at de betød uheld. Men Aiya synes at manden ved vinduet så flink nok ud. Så hun besluttede sig for at sige hej.
"Hej, med dig!" Hun gik lidt tættere på og begyndte at sludre lystigt.
"Kender du denne her kro? er den god? Jeg er ikke her fra byen, jeg er faktisk lige kommet hertil fra Marvitas, det er der jeg bor sammen med min mor. Men min far bor her i Takamir, det er ham jeg er kommet for at besøge. Jeg har ikke set ham i et stykke tid. Nå men jeg hedder Aiya, Hvad er så dit navn?"
Hun smilede og rakte ham hånden.

Silas stivnede, da han hørte den lyse stemme så tæt på ham. Hvorfor var der nogen der talte til ham? Var der nogen der talte til ham? Nej. Han forblev stille, imens han overbeviste sig selv om at ingen havde snakket til ham. Selvfølgelig var der ikke nogen der talte til ham. Det gav et sæt i ham, da han igen hørte den skingre lyd af en kvindes stemme. Endnu tættere på denne gang. Hvad skulle han gøre? Hun blev bare ved med at snakke. Langsomt vendte Silas sig mod kilden til den ubehagelige talestrøm. Hans øjne bevægede sig op mod hendes ansigt. Hans ben havde langsomt ført ham lidt længere tilbage, indtil han nu stod klemt helt op ad den snavsede rude. Han var ikke vant til at folk snakkede til ham. Hvad skulle han nu gøre? Silas fandt sin stemme så godt som forsvundet, da han endelig åbnede munden. Dage var gået uden han havde ytret et ord. Måske endda uger. Hans rejse til Takamir havde været lang. Han havde aldrig helt haft tal på tiden. En stor klump bevægede sig langsomt gennem hans tørre hals, og endelig kunne han få fremstammet et ord. "Hvad?". Han så skræmt på den lille skikkelse foran ham, men sænkede straks det spørgende blik, og genoptog den tætte studering af hans eget lasede fodtøj.

Med ét ophørte den støjende snorken. Med ét fløj Ediths øjne åbne. Og med ét var de generende sovelyde blevet erstattet med et skingert forskrækkelsens skrig, der skar gennem alt, og det blev ved. Skriget kunne ikke finde nogen ende. Og alt imens Ediths gennemtrængende skrig hærgede, begyndte hun at sprælle og vride sig i forsøg på at undslippe den ondskabsfulde, gustne mand, der var i færd med at gøre grusomme ting mod hende – sådan så det i hvert fald ud i hendes øjne.

Jayden udstøtte et ufornøjet grynt, da den høje lyd pludselig skar igennem hans tågede sind. Forskrækkelsen kom lidt forsinket, men der ramte den da godt nok også hårdt. Forvirret begyndte han også at skrige, eller mere råbe, med hans mørke stemme. Hvad var det der skete? Hvor kom den lyd fra? Han blev tungt liggende, og kunne mærke hvordan hans stemme rystede ved de voldsomme bevægelser der var under ham. Hans øjne var lukkede og han tænkte ikke på at åbne dem for at få overblik over situationen, så han råbte bare desorienteret videre.

En dybere, mere maskulin og dog bævrende stemme sluttede sig pludselig til koret. Hun mente at kunne genkende den, men det var der ikke tid til nu. Al den brølen og skrigen havde snart fyldt det lille værelse ud, og lyden var nødsaget til at trænge ud. Det måtte være umuligt ikke at kunne høre optøjerne på førstesalen nede i krostuen. Og det var også Ediths plan; hvordan skulle hun ellers få hævnet sig på denne perverse olding, som lå ovenpå hende?
Hvad der nu skulle til at ske var ren procedure. Utallige gange havde Edith været ude for samme traumatiske oplevelse, som regel i forbindelse med hendes farmors bordel. Hver eneste klamme mand fik samme smertefulde behandling, så længe det var hende muligt.
Gemt væk under hendes hvide pirattrøje lå hendes skat som blommen i et æg. Det var en gave fra hendes far. Og på trods af hvor meget hun foragtede og afskyede ham, måtte hun indrømme, at den havde været temmelig praktisk, den gave. Med en del besvær og noget ekstra sprællen og vrikken fik Edith fat i skæftet om den lille kniv, fik den frigjort fra dens omhyggelige indpakning og borede dens skarpe spids ind i siden på manden.