Nyhed på Det Gyldne Vildsvin

//Jeg er ikke sikker på om jeg må være servitrice i kroen, men jeg kunne ikke vente med at starte :D
Håber jeg må :)//

Trivia gabte og strakte sig. Hun gned søvn ud af øjnene, og skyndte sig at tage tøj på.
Endnu en dag på det gyldne vildsvin. Hun havde kun været der i to uger, men syntes allerede at det var begyndt at være lidt ensformigt. Dog elskede hun sit job, og kunne ikke lade være med at smile, da hun kom ned i den tomme krostue. Det var det bedste ved hendes morgen. At opleve den tomme kro, inden gæsterne stod op, og det begyndte at myldre i hendes hoved, med alle deres drukkenboltsskrål, skænderier, rygter og hemmelige dagsordener.
Hun tog sig god tid med at tørre bordene af, og stille frem til de overnattende gæsters morgenmad. Hun nød alenetiden i fulde drag, og ærgrede sig altid hvis der var en anden servitrice der var stået op før hende. Beskyldte sig selv for at have været for doven, og have spildt sine dyrebare minutter af enlig fornøjelse, for et par ekstra minutters unødvendig søvn.
Langsomt begyndte det at lysne lidt mere, og hun kunne allerede høre byen røre på sig udenfor, trods det kedelige gråvejr. En vogn trillede langsomt af sted, mens heste blev taget ud af stalde, og sadlet op. Hun nød også at betragte den søvnige by gennem vinduet. De snavsede ruder gemte hendes ansigt halvt, så hun i ro og mag kunne tænke sine tanker om forskellige folk. Der gik en mand med blankpudsede støvler, og et stramt smil på læben. Dog kunne hun antyde et sørgmodigt blik i de blanke øjne.
En selvtilfreds mand hilste på ham, og man kunne se han gemte på huller i det gamle tøj. Sådan kunne hun tænke i evigheder. Vie vidste godt det var dumt at dømme, men hun undede sig dette gode til triste dage.

((kroen har vel egentlig ingen ejer? I så fald kan Green vel godt voertage den igen, nu hvor han er tilbage?))

// Det lyder meget fornuftigt, eftersom Green jo er den, der har investeret i kroen fra begyndelsen af. Men må Trivia være servitrice?

Sådan en udmattende dag, det havde været i går. Hele dagen havde Edith spenderet på at hænge plakater op rundt omkring i Takamir. De ligegyldige papirer havde en tydelig meddelse; Warland skulle i krig. En mærkelig atmosfære havde hængt over byen hele dagen. Ind igennem vinduerne havde man kunnet se børnefamilier pakke deres ting sammen og sende deres børn langt væk. Andre steder havde man kunnet se ægtepar skændes, imens tårer løb ned af kvindens kinder og manden til sidst omfavnede hende. Nogle gik hætteklædte og skulede til enhver, der virkede som om, de ville deltage i krigen - disse var altid mennesker. Der var også nogle, der havde fundet små kasser, som de havde stillet sig op på for at holde store taler for mindre forsamlinger.
Det hele havde ændret sig på en enkelt dag. Pludselig kendte alle til den kommende krig, og stemningen i gaderne var vendt.
Det havde været en forfærdelig dag i går, det kunne de fleste blive enige om.

Edith havde tjent penge til to måltider mad og et kroværelse på at hænge plakater op overalt i Takamir. Pengene skulle rigtigt være blevet sat til side til hendes opsparing, hun var begyndt på to år tidligere. Men hun havde været så træt og hun havde overhovedet ikke haft lyst til at komme tilbage til bordellet. Det var også umuligt at falde i søvn med alle de lyde... så hun havde opsøgt den nærmeste kro i byens centrum, havde fået en bid aftensmad og bestilt et værelse til natten over. Her havde hun for første gang i meget lang tid fået en god nats søvn...

Nu var det morgen. Det var stadig mørkt udenfor, som det jo altid er tidligt på foråret, og himlen var blevet invaderet af mørke, truende skyer. Edith var vågnet af sig selv, da hun var gået tidligt i seng dagen før. Hun vidste godt, at det var alt for tidligt, men hun måtte videre. Aldrig dvæle ved noget i for lang tid, var hendes motto. Og indtil videre var det da gået godt.

Hun klædte sig langsomt på, tog sig god tid. De posede hørbukser, piratblusen og hendes grønne snabelsko. Hun kiggede sig i det halvt smadrede spejl, og spidsede munden. Hendes krusede hår stod ud til alle sider; en tot havde endda valgt at stå lodret op fra hovedbunden. Det så spøjst ud. Hendes hud var elfensbenfarvet, hendes læber røde og hendes hår sort som ibenholt. Hun lukkede øjnene hårdt i, knyttede næverne... tænkte på den foregående dag. Der var et eller andet ved den dag, der nagede hende voldsomt. Og det var ikke fordi hun havde noget imod krig, der var bare et eller andet... hun kunne ikke sætte en finger på hvad.

Hun åbnede den knirkende dør ud til krostuen, og gned sig søvndrukkent i øjnene. Der var totalt tomt i stuen, udover en tjenestepige, der gik og hyggede sig med at sætte op til morgenmad. Var det virkelig så tidligt? Edith sukkede. Hun svævede hen til den nærmeste stol, og lod sig glide dovent ned i den. Hun placerede sin albue på bordet, og hvilede sit ansigt i hånden, imens hun betragtede servitricen. Hun så ud som om hun kedede sig.

((Det må hun MEGET gerne. Har en anden drevet kroen i Greens fravær?))

// Eh... muligvis har Era og Alastor kigget efter den, men jeg er langt fra sikker! Langt fra! Det er bare fordi Alastor jo byggede kroen op igen, så jeg tænkte, at de to måske havde haft noget med det at gøre... o.o Men jeg aner det faktisk ikke.

Vie kiggede nysgerrigt på kro gæsten over skulderen. Hvem var det mon der forstyrrede hendes enlige morgenritual? Et sjovt udseende havde hun, den fremmede. Intet som dem hun havde kendt tilbage i Hillsa. Men, hun havde heller aldrig kendt nogen interessante personer.
Hurtigt fokuserede hun igen på tallerkenerne, af frygt for at den fremmede ville tage hende i at betragte hende.

Vie skramlede nervøst videre med bestikket, og kiggede ned på træknasterne i gulvet, hver gang hun var nød til at gå forbi den forunderlige skabning. En dum revne mellem brædderne fik hende til at snuble, og hun forbandede den i tavshed, mens hun med nød og næppe redede bakken med glas hun havde i hånden. En pinlig dybrød farve bredte sig over hendes fregnede ansigt da hun hurtigt så på pigen, for at tjekke om hendes lille fejltrin var blevet iagttaget. De grønne øjne der mødte hende, skræmte hende, og hun trak vejret dybt før hun gik videre med arbejdet. En million tanker tog pludselig form i hendes hoved. Plagede hende om at se på den interessante person der var bag hende. Bad inderligt om bare at få hende til at sige et enkelt ord. Den mulige start til en samtale. Bare et ord skulle overvindes. Tvinges over hendes læber, så ville det nok gå. Det ville være en start. Starten på et venskab måske? Eller bare et bekendtskab? Eller hvis det gik virkelig galt; endnu et fjendskab?
Hun kunne ikke få sig selv til det. Frygten over hvad der kunne ske ved bare et ord. Det kunne hun ikke. Hun havde oplevet det før. Frygten havde taget magten over hende. Styrede hendes miserable og tomme liv mod fallittens rand. Hun havde tit fået at vide at hun bekymrede sig for meget. Mange gange. Men hvad godt havde det ført med sig? Endnu en bekymring?
Faren for gentagelser var for stor. Hun ville ikke have endnu en. Hun kunne ikke klare flere gentagelser.

Alligevel.

Hvad tryghed var der ved ingen gentagelser? Ved ingen farer? Et liv uden farer kunne vel være farefuldt i sig selv.
Hun skød tanken ud af hovedet. Orkede ikke at tænke mere over hver eneste lille ting hun gjorde. Hun kunne vel lige så godt få det overstået. Hvis skæbnen ville det kunne hun vel godt klare at ytre et ord til en fremmed, der krydsede hendes vej på en grå morgen. Hvem ved? måske ville det bringe en god gentagelse?
Hun vendte sig om. Nåede ikke at tøve. Nåede ikke at tænke. Det var godt, syntes hun. For en gangs skyld ikke at tænke over hvad fremtiden måtte bringe. For en gangs skyld at være helt tom inden i. For en gangs skyld at kaste sig ud i det.

Hendes læber skiltes. Tørre efter den lange tænkepause. "Hej" sagde hun, med ansigtet vendt mod den fremmede pige. Så lukkede hun øjnene. Skuffet over sig selv. Indså at det ikke var det rigtige at gøre alligevel. Men det var for sent nu.

Edith så hvordan pigen sendte hende stjålne blikke, hvordan hun hurtigt og genert kiggede væk igen, da hun så, at Ediths gennemborende blik var fikseret på hende. Selv havde Edith ikke noget imod øjenkontakt, og det havde hun aldrig haft. Hun havde vokset sig hårdfør og så ikke meningen i, hvorfor det skulle være flovt at glo på hinanden. Joeh, der var selvfølgelig noget der hed manerer, men dem havde hun aldrig haft mulighed for at lære. Hun havde aldrig kendt til begrænsninger eller dagligdagshøflighed, og ingen havde nogensinde rettet på hende og sagt, "Edith! Ret dig op, man sidder ikke sådan og sløser!" eller "Nej, ved du nu hvad - det er ikke pænt at stirre! ELLER pege, Edith, kan du så lade være!"
Nej, sådan havde det aldrig været. Der var ingen, der nogensinde havde taget sig tid til at opdrage hende ordentligt, disciplinere hende og lære hende om noget god, gammeldags dannelse.
Men Edith var da ligeglad - man kan nemlig ikke savne noget, man aldrig har oplevet.

Servitricen snublede over noget usynligt, da hun var lige foran Ediths bord. Edith himlede med øjnene. Hvem har dog ansat sådan et klodset individ? Hvad gør hun godt for? Hun fnøs lavmælt, men højt nok til at pigen kunne høre hende. Hun rødmede voldsomt, og det gav Edith en fristende trang til at le ad hende. Men hun gjorde det ikke, heldigvis for tjenestepigens selvtillid.

Der gik et øjebliks stilhed, før pigen vendte blikket mod Edith, og mumlede et stilfærdigt, "Hej."
Edith kiggede først overrasket på hende, men kneb så øjnene sammen, da pigen selv lukkede øjnene i. Igen vendte Edith det hvide ud af øjnene. "Hvordan er der morgenmad?" spurgte hun utålmodigt.

Vie rødmede stadig mere, og kæmpede med at holde sit ansigt blankt og udtryksløst. Det var helt klart ikke en god ide. Hun fik da heller ikke andet end dårlige ideer. Hvorfor var hun dog blevet servitrice? En som hende kunne ikke blive sådan noget. Man skulle være køn, sjov, spændende og udadvendt. Vie var ingen af delene, og hun skammede sig over sin dumhed. Hvorfor var hun ikke bare blevet hjemme i Hillsa?

Hun krympede sig under pigens spydige blik, da hun himlede med øjnene. Hendes hænder blev svedige, og automatisk bevægede hendes arm sig beskyttende op mod halsen. Hun lagde sin hånd på det ømme kraveben. Hulede sin hånd om fordybningen i knoglen, for at danne et trykt luftrum. Hun rømmede sig, og fremstammede noget. Da hendes stemme hurtigt ebbede ud, gjorde hun endnu et forsøg. "Ehm... Jeg kan da godt finde noget frem til dig, hvis du er sulten...". Hun rømmede sig, og så længselsfuldt efter gårsdagens opvask. Ville bare væk fra denne onde og ubehagelige person. Hun så næsten bedende på hende, og begyndte at vende sig mod køkkenet, klar til at flygte ud for at hente morgenmaden.

Edith nikkede fraværende, imens hun nøjsomt studerede sin negle. Hun ignorerede servitricen totalt, da hun stirrede på hende. Først da hun vendte sig, fulgte Edith hende med blikket. Hun førte sin hånd op til munden, og begyndte at bide i sine negle. Det var ikke noget, hun var klar over… det var bare, jaeh, en vane af ganske almindelig slags.
”Du er ikke særlig karismatisk, er du?” spurgte hun direkte, gloede udfordrende på tjenestepigens ryg. Hun var så skrøbelig, så svag… et eller andet sted inderst inde vidste Edith godt, at hun gik over stregen. At hun burde tage hensyn til pigens generthed… ellers kunne det tære godt på selvtilliden, det havde hun tidligere erfaret. Men hun fortsatte ubekymret. ”På hvilken grundlag har de ansat dig?” spurgte hun med sammenknebne øjne, hendes toneleje næsten sarkastisk. ”Du er ikke fra dette område, vel? Hvor kommer du overhovedet fra?”
Men så holdt hun også mund, velvidende om at det nu ville være ubehageligt for pigen. Edith kendte ikke til grænser, og blev gerne ved med at træde på en, der allerede lå ned. Det var tarveligt, kynisk og helt igennem ondskabsfuldt. Men sådan var hun nu engang…

Hun kiggede ned i bordet, hvilede sin hage i sine sammenfoldede hænder. Tænkte lidt mere over krigen og hvilke konsekvenser den ville bringe. De fleste familier sendte deres børn væk – men hvad ville der blive af Edith? Hendes farmor havde ingen intentioner om at sende hende væk til et eller andet åndsforladt sted, det vidste hun godt, for Farmor skulle jo holde gang i biksen…

Vie så fortvivlet hen mod døren til køkkenet. To meter mod frihed. To meter mere, og hun ville ikke stå i denne situation. To meter der gjorde en kæmpe forskel.

Hun sank en klump. Hvorfor var hun blevet ansat på Det Gyldne Vildsvin? Fordi hun var blevet nød til at komme væk fra Hillsa. Det var ikke andet end en tjeneste, vidste hun. Hun var udmærket klar over at hun ikke egnede sig til jobbet. Hun egnede sig ikke til noget. Dette var det eneste job hun havde kunnet få, og så var det bare en medlidenhedstjeneste. Ny i den store by. En ensom fiskerdatter fra et lukket samfund, ville da aldrig kunne klare sig i den store by. Det var nok de flestes mening. Men hun var blevet nød til at vise sig selv at hun kunne. Hun kunne det her. Hun ville komme igennem det.

Hun så tilbage på den forfærdelige skabning der sad og stirrede op på hende. Slængede sin krop om den slidte stol. Hvordan kunne så lille en skabning være så hensynsløs? Rumme så stor en mængde fjendtlighed, som Vie ikke en gang ville vise overfor sin værste fjende. Hun væmmedes ved den fremmede piges blik. Det forfærdelige ansigt der så afventende på hende. Hun havde lyst til at råbe af hende. Sige at hun skulle lade hende være i fred. Sige hun ikke var velkommen her.

Dog kunne hun ikke udtrykke dette had. Turde ikke tænke på hvad disse følelser der ulmede under hendes usikre overflade, klar til at eksplodere, kunne føre med sig ved deres afsløring. Hun agtede at beholde sine følelser for sig selv. Det var det bedste.
Hun lukkede øjnene et øjeblik, og tvang den udbrudsklare magma inde i hende, til at køle ned. Hun førte igen hånden op mod brystet, og med fingrene hvilende på det skadede kraveben, vendte hun sig om. "Jeg kommer fra Hillsa." Så vendte hun sig mod køkkenet, og flygtede ud til morgenmaden.

Tjenestepigens svar var kort for hovedet, en snerren, nærmest. Havde hun ramt et ømt punkt, Edith? Eller var dette bare måden, pigen reagerede, når hun skulle forsvare sig selv? Som om hun krympede sig sammen, lukkede sig ind i en lille boble. Lod intet trænge ind, men havde ingen begrænsning på, hvad der kunne lukkes ud...
Edith så fornærmet frem for sig. Slog armene over kors, og spidsede munden. Men hendes tanker var andetsteds...
Hillsa. Der havde Edith aldrig været... faktisk havde hun aldrig sat en fod udenfor Takamir. Eller – i hendes tidlige barndom havde hun boet hos en gammel dame i udkanten af byen. Men udover det? Næh. Hun havde kun hørt om byerne udenfor Takamir, aldrig været der. Hun havde heller aldrig længtes efter det... eller måske lidt? Af og til virkede livet meningsløst og kedeligt, at hun ønskede sig et andet sted hen. Der var ikke meget ved at bo på et livligt bordel i den skumle del af Takamir; nemlig Oranko Gade. Og hvad med venner? Nej, dem var der heller ingen af. De færreste kunne holde Edith’s tilstedeværelse ud... hun var rapkæftet, irritabel og kunne også virke snobbet. Ingen gad at spendere tid sammen med hende, nej!
Men Edith var da bare ligeglad. Hvad skulle man bruge venner til? Det var bare folk, man havde omkring sig for at opretholde éns status eller noget. Og til sidst blev man altid forrådt; sådan var det. Sådan var folk. Sådan lå landet nu engang.

Edith trommede i træbordet foran hende. Vippede på stolen. Slog klik med tungen. Alle tydelige tegn på, at hun kedede sig, og trængte til at komme videre i teksten. Hun måtte også videre... kunne ikke holde sig et sted for lang tid ad gangen. Desuden var denne kro kedelig... hun havde passeret den mange gange tidligere, men der havde været spandevis af folk og fæ fra nær og fjern, og det havde også været aften. Men nu var det altså morgen, tidlig, tidlig morgen. Så tidligt, at morgenduggen stadig tilslørede de snavsede vinduer. Og der var ikke et øje at se inde i kroen! Udover Edith’s egne og servitricens, selvfølgelig. Hun sukkede højt, og lod øjenlågene glide i for en stund.

”Hvordan er Hillsa?” spurgte Edith fraværende, da hun hørte pigen komme tilbage fra køkkenet. Der var ingen ondskab, ingen sarkasme, der prydede hendes tonefald denne gang. Nej, hun lød bare fraværende, som om hun egentlig ikke var interesseret i svaret. Men alligevel kunne der spores en anelse nysgerrighed, for det var lige præcis dét, der brændte indeni Edith. Nysgerrighed. Det kogte så voldsomt, at det blev nødt til at skinne igennem... bare lidt... og det gjorde det altså ved at lade sig høre, bare en anelse, i hendes ellers åndsfraværende stemme.

Der var hendes stemme allerede igen. Vie var knap kommet ud fra køkkenet, før helvede atter var løs. Men hun synes dog hun hørte noget anerledes denne gang. Den tidligere spydighed var væk, erstattet af en ny følelse. Var det nysgerrighed? Hun var ikke sikker. Syntes ikke det passede ind i deres tidligere fraværende samtale. Hvis man da kunne kalde et par få ord ytret i had til hinanden, for en samtale.

Bast hankene på den tunge bakke skar sig ind i hænderne på hende, og tyngede hendes arme ned. Vie sukkede invendigt. Hun blev virkelig nød til at anskaffe sig nogle muskler. De blege armes bare hud var fri for de små muskelbakker som næsten alle havde nutildags. Fri for det mindste tegn på styrke. Bare lange tynde stænger, der ikke var til megen nytte. Hun var svag, det vidste hun. Både fysisk og psykisk. En klump slatten dej med en vilje som en guldfisk. Hun så hadefuldt ned ad sin lange spinkle krop. Hun hadede at være i den. Væmmedes ved sig selv. Men det var vel det hun havde fortjent.
Hun skød de dystre tanker væk, og lovede sig selv at hun ville begynde at træne i aften, i stedet for at tage de ekstra vagter hun normalt tog. Hun ville blive stærk, så hun kunne forsvare sig selv. Hvem ved? Måske kunne hun endda være med i krigen? Det ville da give hende noget meningsfyldt at lave, men så var der bare det med modet. Trivia havde altid været lidt af en skræmt mus når det kom til sådan noget. Hun havde altid gerne ville være tapper og modig og uovervindelig. En rigtig kriger. Men når det kneb med modet var det ikke noget man skulle forvente ville ske i den nærmeste fremtid.

Vie fejede den lille distration ud af tankerne, og satte en skål grød frem til den underlige, humørskiftende, og åbenbart også nysgerrige person. Hun smagte lidt på spørgsmålet. Forstod stadig ikke grunden til dets eksistens. Hvorfor ville hun have det at vide? Hvad vedkom det hende? Det var vel bare et høflighedsspørgsmål, men... det ville alligevel være ret usandsynligt for den grove og uslebne person der sad foran hende. Lige meget hvad, forventede hun vel ikke et særligt detaljeret svar. Trivia lod tungen glide hen over de tørre læber inden hun, lidt nervøs pga. den korte afstand mellem dem, kort svarede; "Det er vel fint nok... lidt anerledes end her...".

Hun knipsede fraværende med fingrende. Ventede på om der kom et svar, eller om der var frit lejde til atter at søge tilflugtssted i køkkenet. Hendes tanker var et andet sted. Befandt sig ikke længere mellem fire vægge. Hun lod dem svæve frit rundt. Hun havde ikke så meget at tænke på lige nu. For en gangs skyld. Hun spekullerede på om hun skulle lave en træningsplan, men lod tanken flyve væk sammen med de andre løsrevne ideer og bekymringer. Nød øjeblikket for en stund, inden hun blev revet tilbage til virkeligheden, og væsnet foran hende.
Hun betragtede hende lidt nærmere. Grønne øjne, der skiftede mellem forskellige følelser. Øjnene afslørede alt. Det havde hendes mor engang fortalt hende. Den fremmedes hud var ligesom Vies, lys, og ansigtet blev, andet end af de udtryksfulde øjne, også domineret af nogle tydeligt markerede kindben. Der var et eller andet ved dette udseende, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Vie. Pludseligt følte hun sig utilpas, og begyndte at stå og trippe utålmodigt, mens hun afventede svar fra den lige lovligt kække pige, som hendes blik dog ikke kunne fjernes fra.

Edith stirrede ned i grøden, der var blevet serveret for hende. Den så ikke synderlig appetitvækkende ud, men det var da bedre end det, hun normalt fik at spise. Hun hang med skuldrene, ødelagde sikkert sin ryg ved at sidde sådan, men det vidste hun da ikke... desuden kunne man ikke slappe af, når man rettede sig op, mente hun. Hendes trommende fingre løftede sig modvilligt fra bordet, og tog fat i skeen der lå i skålen. Følte lidt på den, før hun tog bedre fat, og begyndte at røre rundt i den tykke, klumpede konsistens. Den lavede nogle mærkelige lyde, der gjorde Edith mindre sulten og mere kvalm. Hun sukkede ned i den, og rettede igen blikket mod tjenestepigen, der stadig stod foran hende og trippede på en yderst irriterende måde.

"Hvordan anderledes?" spurgte Edith utålmodigt, og vendte øjne endnu engang. Kunne pigebarnet foran hende ikke forstå kunsten i at svare ordentligt på et spørgsmål? Tydeligvis ikke. Hun slap grødskeen, og skubbede skålen lidt væk. Måske hun bare skulle smutte nu? Der var jo intet interessant ved denne kro på nuværende tidspunkt, og desuden måtte hun jo videre...

Det irriterede Vie at den fremmede ikke så særligt begejstret på grøden. Flyttede bare lidt rundt på den som en dum kræsen unge. Godt nok var det ikke Vie der havde lavet den, og hun havde heller ikke ligefrem nydt lugten da hun varmede den op, men man kunne da udtrykke en lille form for, ja... interesse?

Det irriterede hende også at blive udspurgt yderligere om sin hjemby. Hvad var der at sige om den? det var ikke ligefrem det mest interessante stykke jord i verdenen. Snarere et hul. Hillsa var ikke noget i hendes øjne. Godt nok var det hendes fødeby. Der hun var vokset op. Der hun havde leget som barn. Men hvad var det egentlig? Ingenting. Der var ikke nogen mening med den by. Der var ikke noget godt ved den. Hvad havde den gevet hende i alle de 17 år hun havde boet der? Ikke andet vrede, skyldfølelse og dårlige minder.

Hun stirrede vredt på den fremmede. Raseriet ulmede i hende. Hun følte det i hver en knogle. Hvor hun dog hadede den by! Hun fortrød at hun nogensinde havde savnet den, i den tid hun havde været i Takamir.
Hun kunne næsten ikke holde det inde. Greb hurtigt skålen med grød, og skyndte sig ud i køkkenet inden hun eksploderede. Alt den indestængte vrede hun havde i sig var ikke til at bære længere. Hun hamrede skålen ned i vasken og følte sig straks meget bedre tilpas. Det var vidunderligt endelig at få udtrykt sin vrede. Lade sit raseri gå ud over noget materielt. Hun sukkede tilfredst, og satte sig ned på gulvet for at lukke øjnene et øjeblik. Vidste godt at hun snart blev nød til at ryde den spildte grød op. Lade som om det aldrig var sket. Men for hende var det ikke noget der var så nemt at glemme. Hun var glad for at hun endelig havde udtrykt sig. Også selvom det ikke var med nogen tilskuere. Hun bekymrede sig lidt ved tanken om at den fremmede måske havde hørt knaldet fra skålen, m,en gad ikke at tænke på det længe. Sad bare og slappede af et øjeblik.

Edith rynkede panden, og stirrede skeptisk på servitricen. Det var som om hun nærmest skælvede, og hendes inderste følelser stod tydeligt skrevet tværs over hendes ansigt: Vrede. Raseri. En voldsom galsindethed, der umuligt kunne være kommet kun på baggrund af Ediths spørgsmål. Der var noget bag, det var sikkert og vist. Men hvad? Hvad kunne fremkalde en sådan vrede? Spørgsmålet havde tydeligvis udløst denne reaktion, men det kunne da umuligt kun være det, der var årsagen til tjenestepigens raseri...

Nå. Det ragede ikke Edith, og hun var ærlig talt helst fri for detaljerne. Desuden var det jo ikke hendes problem, så hvorfor skulle hun gå op i det? Nej, faktisk var hun bare ligeglad. Det var ligegyldigt, hvad denne tjenestepige var gal over, for Edith havde langt vigtigere ting at gå op i.

Hun himlede med øjnene endnu en gang, da pigen styrtede ud i køkkenet, og et ordentligt klank kunne høres. Pigen kom ikke tilbage, og Edith tog dette som en god undskyldning for at gå. Hun rejste sig op, så stolens ben ridsede over gulvet og lavede en høj og ubehagelig lyd. Hun strakte sig, gabte højlydt og traskede hen mod krodøren. Døren knirkede, da hun åbnede den, og spankulerede ud på Hovedgaden, ivrig efter at finde ud af, hvad denne dag havde i ærmet.

// Out.

11 timer senere

Det var ved at være sen eftermiddag, da Trivia igen tillod sig en lille pause. Der var alligevel ikke så meget at lave i dag, så hun satte sig træt ned på en af de umage stole i krostuen. Hun tillod sig at tage skoene af, og nød for første gang i lang tid, at slappe af. Hændelsen i morges føltes stadigvæk som et godt og næsten uvirkeligt minde. Det var slet ikke hendes stil at gøre sådan noget. Passede ikke ind i hendes personlighed. Det var nok også derfor det føltes så godt. Hun lukkede øjnene halvt i, og så dovent på en lille solstråle der havde trængt sig vej gennem snavset og skidtet på de gamle vinduer. Den fristede hende, da hun mærkede dens varme på de bare tæer, og hun længtes efter at gå en tur udenfor. Det var lang tid siden hun havde været ude for en dør, og hun kunne godt bruge lidt frisk luft til at klare sine tanker. Mon hun kunne tillade sig at tage en lille pause? Tøvende tog hun skoene i den ene hånd, og stak hovedet ud af døren. En let brise ramte hende i ansigtet, og hun sukkede tilfredst, og tog en dyb indånding. Hun åbnede øjnene efter at have dem lukket i nydelse, og så ud på mylderet. Måske var det ikke det rigtige tidspunkt at gå en tur på... Vie trak hovedet til sig, og så længselsfuldt op på himlen. Et par gæs fløj i en næsten perfekt formet pil, som et perfekt baggrundsmotiv til et fredfyldt drømmemaleri. Hun lukkede øjnene igen, og lukkede så døren. Ikke i dag. Der var lidt for mange mennesker efter hendes mening, og nogen skulle jo passe de få kunder der var i dag. Der var egentligt usædvanligt lidt kunder. Måske var alle eftermiddags-drankerne kommet på bedre tanker, og ville gøre op med deres fortid ved at forsvare deres nationalitet... Nogen gange var det rart, sådan at tro at folk kunne forandre sig. Hun var dog ikke sikker på at det var sandt, men man havde vel lov at håbe. I dag gad hun nemlig ikke at dømme folk på sin sædvanlige måde. Hun gad ikke sætte dem i bås som hun plejede. Ikke i dag, nej. I dag ville hun tro på det gode i verdenen. I dag var nemlig anerledes.

Denne Lynn Morgan havde en meget sær opfattelse af en hyggelig slentretur ned ad Hovedgaden, syntes Eden. Hun skridtede i høj fart ned ad den brede gade uden at ænse de smukke omgivelser omkring hende. Manden, der traskede afsted i et behageligt tempo et par ti meter bag hende, gik og kluklo af hende, imens han betragtede hende bagfra. Af og til blev han nødt til at bryde sin dejlige gang, og småløbe for at ikke falde for langt tilbage. Hun underholdte ham gevaldigt, denne frøken Morgan. Og det havde vist ikke helt været hendes intention... han lo igen, og stak hænderne i bukselommerne.

Han stoppede op foran Warlands berømte kro, Det Gyldne Vildsvin, og sukkede tilfreds. "Hallo - frøken Morgan!" råbte han, og vinkede hende hen. Hun var gået alt for langt. "Skal De nå noget? Jeg synes, De har så travlt!" Han slog en boblende latter op, og sendte hende et bredt, drenget smil. Han lavede en flydende gestus med sin perfekte arm mod krodøren, og nikkede opmuntrende.

"Jaeh. Her bor jeg så for en stund," forklarede Eden med et skævt smil, efter han havde eskorteret den skrøbelige Lynn ind. Han havde holdt døren, advaret hende mod det lille trin og alt muligt... en ægte gentleman, var han!

Inde i kroen sad ikke mange folk. En elver sad i et hjørne, halvt skjult af skyggen; et ældre par og deres utålmodige datter (der ikke kunne sidde stille - åh, hvor irriterende, var Edens tanke) nød aftensmaden; og to muskuløse dværge sad ved baren og bællede deres sikkert treogtredivte glas whiskey, begge godt fordrukne. Det var en sjældenhed at se kroen så tom - normalt var den fyldt op til randen, så det ikke var til at holde ud at være der.
Eden tog hatten af for den kønne servitrice, der stod tæt ved døren, og smilede høfligt, hvorefter han sendte elvermanden et afmålt nik. "Et bord til to?" sagde han, henvendende til tjenestepigen. "Plus et glas øl og en dejlig, kold iste*... er det muligt?" spurgte han venligt, og hang hatten på stumtjeneren ved hans side. Han skubbede blidt til Lynn for at få hende op ved siden af ham... hun skulle ikke stå og gemme sig bag ham, det var uforskammet, og så desuden ikke særlig yndefuldt ud.
Han smilede endnu engang til servitricen. Der var ingen tegn på intime tilnærmelser, næh nej - han var skam bare høflig!

// *I Aidans land er det normalt, at manden bestiller for kvinden... tror også, det er sådan i Warland. Men det har naturligvis ikke noget at gøre med hvad Lynns personlige mening om det er. ^^

Trivia fik et lille chok da døren pludselig blev åbnet, eftersom hun stod så tæt på den.
En mand kom ind. Ret nydelig faktisk. Måske ikke lige Trivias type, men... Han ville vel heller ikke sigte efter en som hende. Hun havde faktisk set ham før. Havde tænkt de samme tanker hver gang han høfligt smilede til hende. Trivia rystede på hovedet af sine forvirrende tanker.
Rødmede dog en smule da han smilte til hende. Hun fejede nervøst en lok hår om bag øret, og fæstnede sit blik på gulvbrædderne, som hun havde gjort de andre gange.
"Nu skal jeg se om jeg kan finde et ledigt bord", sagde hun, som hun som hun plejede at gøre på en travl dag, og sukkede lidt af sig selv, da hun så at langt over halvdelen af bordene var ledige. Først nu så hun på den unge mands ledsager, der lige var dukket op fra hans skygge. Hun så knap så tilfreds ud. Vie kunne ikke forstå denne heldige pige. Hvordan kunne man opføre sig sådan i selskab med sådan en vidunderlig mand? Hun ville have givet ALT for en iste bestilt af ham til hende. Til hende specielt. Hun smilte af den fjollede tanke. Kunne dog ikke lade vær med at drømme lidt. Hun vidste ikke om det var en god eller dårlig ting for hende at han boede her på kroen.

Imens hendes dagdrømme kredsede rundt om den mørkhårede mand, gik hun, måske liiidt for langsomt, hen mod et bord i den fjerneste ende af kroen. Synes det var meget rart at han fulgte efter hende, for en kort stund. Hun rakte hånden frem mod bordet, og nejede høfligt. Noget hun ellers aldrig havde gjort for en kunde før, men kunne næsten ikke lade være. Hun smilte genert til manden, og overraskende nok, også til den dystre pige ved hans side. Så skyndte hun sig ud, og prøvede at vugge lidt med hofterne. Da hun gik hen bag bardisken, klemte hun sig op ad væggen, og slog sig let i hovedet med håndfladen. Hun var ikke så feminin som hun nogen gange bildte sig selv ind, og var sikker på at hendes gangart hen mod baren, havde gjort alt andet end godt indtryk.
Hvem prøvede hun også at narre? Som om lidt vrikken, lige meget hvor forførende det så ud, kunne gøre forskel for en pige som hende.
Hun snuppede hurtigt et par glas og fyldte dem op, og balancerede dem trænet på en vakkelvorn bakke. Hun stillede forsigtigt glassene foran det mærkværdige par, efter at have sørget godt for ikke at snuble på vej hen til deres bord. Så gik hun igen, denne gang med normale, raske skridt.

Lynn sagde ikke et ord på hele gå turen til det gyldne vildsvin, heller ikke da de ventede på et bord eller da den kvindlige tjener førte dem hen til et ledigt bord. Lynn lagde kun lige mærke til at tjenerinden ligepludselig begyndte at smile forfjamsket til Eden, og gjorde et tamt forsæg på at få hans opmærksomhed ved at svaje med hofterne. Prøvede hun at lægge an på ham? Nå men det var da også lige meget var det ikke? Selv hvis hun lagde an på ham, kom det alligevel ikke hende ved. Hun havde kun lige mødt denne mand. Hun havde intet at være jaloux over, Eden var ikke hendes, hun havde knapt nok vækslet en sætning med ham. Udover det så var hun stadig Cave's selvom han var død, og Cave var hendes og hendes eneste mission inden hun døde var at hævne ham, ikke at føjte med andre mænd.
Men der var alligevel noget over denne mand der facinerede hende. Han var meget Cliché på over fladen men under det kunne hun mærke at han var anderledes end den typiske skørte jæger type. På en god måde. Hun takkede servetricen med et svagt smil da hun kom tilbage med deres drikkevarer. Lynn tog en lille slurk af den kolde iste. hun ville entlig hellere have haft noget stærkere, men nu blev det som det blev, og udover det var det rart at have en der betalte for hende. Hun kiggede på Eden. "Hvad vil du mig? Hvorfor er vi her?" Spurgte hun. Hun havde en følelse af at dette var mere en afkøling efter en spaser tur.

Eden nikkede taknemligt til tjenestepigen, som tegn på, at nu kunne hun godt hente deres drikkevarer. Han hev den ene stol ud for Lynn, så han lagde slet ikke mærke til, at servitricen svingede let med hofterne, da hun forsvandt ud i køkkenet. "Sid ned, frøken Morgan," sagde han venligt. Da hun satte sig ned på stolen, skubbede han den ind til bordet igen, som enhver anden gentleman ville have gjort. Han satte sig selv overfor hende. Så kunne han både holde øje med hende og med hvem der nu kom ind ad krodøren... man skulle aldrig vende ryggen mod sine fjender, det endte altid galt. Grueligt galt.

Han takkede tjenestepigen som altid, da hun kom tilbage med øllen og isteen, og vendte så opmærksomheden mod Lynn igen. "Hvad jeg vil dig?" spurgte han forundret, og rynkede den ellers normalt rynkefri pande. Han tog en ordentlig slurk af den stærkt lugtende øl, som for at forberede sig på hendes spørgsmål. "Tjoeh... ærligt talt, så tror jeg, De misforstår. Krigen står for døren, og jeg havde som så mange andre lyst til at dele denne dejlige aften med en smuk kvinde som Dem, i forsøg på at glemme de makabre scenarier der snart vil stå ansigt til ansigt med os." Han sukkede tungt, og kiggede ned. "Jeg finder det så trist, forstår De... sørgmodigheden har allerede plantet sig solidt indeni mig. Det eneste, jeg kan gøre, er at prøve at tænke på noget andet," mumlede han vemodigt. Hans ord var så oprigtige, så ægte, at ingen ville kunne se løgnen skjult bag dem. Nej, Aidan gjorde skam sit arbejde godt. Han havde givet sig fuldt ud til rollen som denne perfekte Eden Peregrine, og han spillede ham pokkers godt.

"Men nu De siger det..." tilføjede han pludseligt. Han rakte en hånd frem mod hendes ansigt, og skubbede blidt en lok hår om bag hendes venstre øre, så han kunne studere hendes venstre kind. "... Er jeg faktisk ret interesseret i det ar, De har på deres hvide kind." Denne gang var hans stemme kryptisk, nærmest besat. Uhyggelig. Men det underlige, pludselige personlighedsskift ændrede sig dog hurtigt igen.
Han kiggede på hende med et muntert smil klistret til læberne. "Hvor har De dog fået det fra?" spurgte han nysgerrigt. "De virker ikke som den slags type, der involverer sig i kamp... men jeg kunne selvfølgelig nemt tage fejl, siden De jo netop har tilmeldt dig vor lands forsvar!" Han lo højt og klukkende.
Ja - der var styr på skuespillet, det måtte man sige. Eden sendte Lynn sit karakteristiske, charmerende smil.

Vie pressede sig op ad væggen, og kiggede rundt om hjørnet. Hun kunne ikke lade være. Ville så gerne finde ud af hvem denne interessante mandsperson var. Eden var hans navn. Det vidste hun. Hun havde overhørt det på en travl dag forleden. Men hvem var han? Hun kunne ikke andet end at drømme. Han var sikkert perfekt! Vidunderlig, galant, betænksom... Hvad for en race mon han var? Åh, hvor ville hun elske at forelske sig i en formskifter. Men indtil videre kunne hun ikke se om han var det, eller menneske. Selv, synes hun det var kedeligt kun at være halv formskifter. Det var uendeligt trættende, når hun en gang imellem prøvede at skifte form, og det blev tit meget mislykkedes. Hvad nu hvis han var formskifter, og kunne lære hende at blive bedre? Det ville være vidunderligt! Noget de kunne gøre sammen, bare de to. Hun smilte af tanken, og knugede hårdt fat om akvamarinstenen nede i den lille lomme, hun havde syet ind i sine ellers enkle hørbukser. Måske kunne den hjælpe hende lidt på vej? Nok ikke. Det var bare en dum sten, der burde hjælpe en med at udtrykke sine følelser, og efter Vies mening var det ikke gået så godt for den indtil videre.
Hun prøvede at læne sig lidt tættere på bordet med det umage par. Ville høre deres samtale. Høre hans stemme. Hans smukke, melodiske stemme. Hendes hånd fandt støtte på en taburet, og hun bevægede sin krop yderligere frem. En knirkende lyd nåede hendes ører. Så et knæk, og hun syntes at hun blev ved med at læne sig frem. Det gjorde hun også, og da hun mærkede overfladen forsvinde fra under hendes hænder, spærrede hun øjnene op, forstyrret i sine drømme. Hendes krop blev ved med at ryge længere og længere frem efter tabet af hendes støttetaburet, og gulvet virkede faretruende tæt efterhånden. Det var som om det korte fald var uendeligt langsomt. Så slog reflekserne til, og hun nåede i det mindste lige at tage fra med hænderne.

Hun blev liggende nede på gulvet et lille stykke tid. Prøvede at gemme sig, i tilfælde af at nogen skulle have hørt det knap så diskrete bump, da hun faldt så lang hun var. Så krøb hun langsomt tilbage. Gemte sig mere og mere bag væggen, indtil hun var i sikkerhed og rejste sig op. Hvad skete der lige for denne dag!?! Hun var godt nok lidt klodset en gang i mellem, men det her var altså lidt for meget i forhold til de normale pinlige hændelser hun havde en gang i mellem.
Hun rømmede sig, og smilede rødmende til bartenderen, der åbenbart havde betragtet hende det meste af tiden. Så børstede hun de lyse bukser af, og skyndte sig at forsvinde ud i køkkenet, før eventúelle tilskuere nåede at kommentere hende.

Lynn stirrede på Eden. Så trak hun sit ansigt væk fra ham og gemte igen arret bag sit lange sorte hår. Hun kiggede ned i bordet.
"Det er et evigt minde fra min fortid der altid ved hjemsøge mig. Det er en af grundende til at jeg meldte mig til hæren. men hvordan jeg fik det er endnu min sag. Og min fortid er i hvert fald ikke vær at mindes."
Hun kiggede hurtigt op men så ned i bordpladen igen. Hun skammede sig. Hun havde kunne lide Edens berøring, hans fingre mod hendes kind. Nej hun havde nydt den. Det burde hun ikke. Den eneste mand for hende ville altid være Cave. Men Eden...
'Nej!' tænkte hun 'Han vil bare vildlede dig!'
men alligevel... Ville han ikke være god afledning af de dystre tanker? kunne hun måske lette hendes mørke sind en smule. Hun behøvede jo ikke andet end at være rar mod denne mand. Det ville desuden være rart at have en ven i hæren. En der kunne bringe hendes lig tilbage til byen. måske endda en der ville tænke en sørgelig tanke når hun var borte... Ja det her er en usyldig handling og ikke en dårlig ide.
"Lad mig så høre deres historie, Hr. Eden? Hvad er dit mindes mærke?" sagde hun med et lidt venligere smil. det føltes godt for en gangs skyld at være venlig. at smile. Hun hørte et bump lidt væk og kiggede per refleks. Det var den klodsede sevetrice der var faldet. En lille latter undslap hendes mund. En god latter. hun kunne ikke huske sidste gang hun havde grined, på den måde. Hun Lo virkelig. Lo....

Eden satte en blank facade op over ansigtsudtrykket i forsøg på at skjule hans gnavende nysgerrighed. Hvor han dog gerne ville vide mere om det ar... det betød meget for denne kvinde, Lynn, kunne han forstå, men på samme tid blev hun fjern og skarp, da hun fortalte om det. Der måtte være en god historie bag, noget, der garanteret kunne hjælpe ham og hans fædreland. Det var han sikker på!
Han valgte ikke at kommentere hendes forklaring, for det virkede bestemt ikke som om, hun havde lyst til at snakke om det, og han ville ikke få hendes til at føle sig dårligt tilpas. Det var jo meningen, han skulle vinde hendes tillid. Det var meningen, hun skulle føle sig tryg i hans selskab... åh, han var et geni! Det var selvfølgelig en total kliché, men metoden var som skabt til hans mission.

”Lad mig så høre Deres historie, Hr. Eden? Hvad er dit mindesmærke?” lød det fra Lynn Morgan.
I et øjeblik panikkede Aidan indeni. Eden var perfekt, han havde ingen ar, ingen mindesmærker! Hans hud var perfekt, hans hår, øjne, hænder, ja, alt! Eden var jo definitionen af perfekt!
Han kom dog hurtigt på et svar, der kunne give ham et par få ekstra sekunder. Kun den skarpeste ville bemærke, at hans svar var en ottendedel af et sekund for sent. ”Bare kald mig Eden – jeg har aldrig været den store tilhænger af formalitet og traditioner.” Han lo henkastet. Ingen tegn på løgne dér.
Nu kom det knap så nemme, men Eden var hurtig og kvik. Heldigvis for ham. ”Mindesmærker...” mumlede han, mindre munter i tonefaldet nu. Han lod sit hoved sænke, og sukkede sørgmodigt. Igen vendte han ansigtet mod Lynn, men nu var udtrykket hårdt og skræmmende. Hans læber var samlet i en tynd, stram streg, og hans øjne lynede med vrede, hævngerrighed og frygt. ”Vil jeg helst undgå at snakke om,” sagde han skarpt, hvorefter han bællede resten af den ildelugtende øl i én slurk.
Jeg er brilliant og jeg ved det, sagde en stemme, der var tung af selvtilfredshed, i hans hoved.

Pludselig begyndte Lynn at grine. Først mildt, men derefter blev det mere og mere voldsomt. Eden vendte sig om, fulgte Lynn’s blik, og så kort hvordan servitricen kravlede ind bag disken på alle fire. Hun var rød i hovedet af forlegenhed.
Eden følte sig pludselig splittet – skulle han følge hans falske personligheds karakteristiske kendetegn, eller skulle han fuldføre denne undermission bedst muligt? Hvis Eden havde været ægte, så ville han have rejst sig og hjulpet den stakkels pige, og gjort det bedste for at hun ikke skulle føle sig pinligt berørt.
Men han skulle blive gode venner med Lynn... og hun ville uden tvivl føle sig forladt og tilsidesat, hvis han gik fra hende for at hjælpe den anden kvinde.
Og han kunne jo godt lide Eden! Eden var god, flink, høflig, rar og pokkers flot – Aidan ville godt have lov til at forblive denne perfekte mand.
... Men han sad overfor en smuk kvinde som havde brug for ham... og han havde så sandelig også brug for hende! Det kunne ikke blive anderledes, Gamran kom altid først, skulle altid først! Første usagte regel indenfor patriotisme.
Så han lagde hovedet tilbage og lo højt i kor med den smukke Lynn, som ikke vidste, at hun var godt igang med at blive udsat for grov udnyttelse.

Ude fra køkkenet kunne Vie stadig høre deres latter. Deres væmmelige hånende latter.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Kunne ikke forstå det. Hvorfor gjorde de det? Hvorfor gjorde han det? Deres fremtid sammen... ødelagt. Han havde ødelagt et helt liv fuld af glade minder de ville have haft med hinanden. Hun vidste nu at det aldrig ville være dem. Han gik efter den dumme, smukke pige overfor ham. Han lo sammen med hende. De lo sammen. Af hende. Hans brølende latter skar gennem hendes hjerte. Så hensynsløs. Drillede hende. Blandede sig med den ellers så kolde piges trillende latterudbrud, der havde fyldt krostuen, og havde tiltrukket stort set alles opmærksomhed. Men det var intet. Intet tog så hårdt på hende, som da Edens halvtøvende røst havde sluttet sig til hende. Opbakkede hende.
Hun vidste det var fjollet. Hvordan kunne man blive så såret af noget der aldrig nogensinde var sket? De havde ikke en gang ført en samtale sammen. Han havde sikkert ikke skænket hende en eneste tanke. Havde han overhovedet kigget på hende? Trivia spekullerede lidt, og prøvede at huske om han nogensinde, siden han var kommet til kroen, havde kigget odentligt på hende. Men det ville jo nok ikke have gjort den store forskel. Hun fremkaldte sig hans partners ansigt. Så smukt. Så fejlfrit. Alligevel havde hun det meste af tiden gemt det under en maske af had, sorg og mørke. Hvor misundede hun dog det ansigt. At vide at man var fejlfri. Vide at når folk så på hende, var det fordi de beundrede hende. Ikke fordi de væmmedes ved hende, eller troede de var bedre end hende. De frydede sig ikke over at de ikke var hende. Hvis hun havde sådan et ansigt, ville folk tænke på hende som hun nu tænkte om den smukke fremmede.

Vie lod sine ømme hænder glide hen over væggen, og så en lille skinnende, mørkerød dråbe blod falde til jorden. Hun så på sine håndflader, lidt forskrækket. De var fulde af splinter, efter at have afværgret faldet, og små sår var kommet til syne, tydeligt markeret af hendes blod. Hun så lidt skrækslagent på de sårede hænder. Gruede blodet. Den væmmelige, varme og klistrede masse, der var kendetegn for svaghed. Sårbarhed. I hvert fald så hun sådan på det. hun mærkede lugten fra den hæslige væske, nærme sig hendes næsebor. Den greb hende. Snoede sig om hende. Dækkede hendes hals, der langsomt snørrede sig sammen. Hun gispede efter vejret. Havde aldrig været særlig god til at håndtere synet af blod. Lugten. Den forfærdelige lugt. Hendes øjne trillede længere op mod kanten af øjnhulen, inden de lukkede sig. Så følte hun for anden gang den dag, gulvet nærme sig, og så blev alting blev sort.

Vie så sig forvirret omkring. Hun måtte have besvimet. Men hun var ikke i krostuen længere. Hun var i en have. En smuk turkisgrøn have med lilla blomster i alle former og arter. Turkisgrøn? Det var da en mærkværdig farve til en have... Vie kiggede op på himlen. Den var skyfri, og en mørk farve dækkede den. Havde overmalet den babyagtige lyseblå, der før havde funklet i lyset fra solen. Rød. Det dækkede alt. Solen, månen, den hæslige farve bredte sig ud over de lilla blomster. Malede dem røde, til de dryppede af den tunge, klæbrige væske. Vie gik hen og kørte fingeren over et overmalet blad. Lugten var stærkere. Jernlugten. Hun huskede den, men kunne ikke huske fra hvornår. Hvad var der lige sket? Hun var faldet. To gange. Splinterne. Blodet. Hendes øjne føltes som om de trillede rundt, og hele vejen ind i hovedet. Hun lukkede dem, og mærkede så småt bevidstheden skylde hen over hende.