Nyhed på Det Gyldne Vildsvin

Lynn holdte med et op med at le. Hun kunne godt se at det var en smule ondskabsfuldt at le over andres smerte. Så begyndte hun at få det rigtigt dårligt med sig selv. hvad var det for et koldhjertet monster hendes sorg og hævntørst havde forvandlet hende til? Hun ønskede med et at hun stadig var den sorgløse smilende Merrisun, før hun havde mødt Caedmon, Cave, eller de rædselsfulde folk fra nabolandet. Den gang ville hun ikke have leet af den stakkels sevetrice, hun ville have skyndt sig over og hjulpet hende op. Nu måtte hun, Lynn, lære af Merrisun. Hun undskyldte sig over for den pæne rare mand som havde taget hende med hen og købt forfriskninger til hende og desperat prøvet at føre en samtale med hende, som hun bare havde lukket ude og været kold overfor. hun skammede sig inderligt. hun fandt med lidt hjælp fra en anden tjener vej ud i køkkenet hvor det stakkels pigebarn lå. Hun så på hendes blodige hænder. Det mindede hende et kort øjeblik om hendes egen tilstand efter hun var blevet torteret, men hendes skalder havde været mange flere og meget meget værer. Så tænkte hun igen på hvordan hun bare havde leet af pigen, som de svin fra nabolandet havde grint af hende når hendes smertensskrig undslap hendes mund når de skar i hende eller brækkede en af hendes knogler. Kvalmen steg op i hende, men hun sank en klum, og satte sig på hug ved siden af pigen.
"Du må undskylde at jeg var så uforskammet af le af dig. Det var ikke min mening. Lad mig hjælpe dig med dine hudafskrabninger, og så kan du sætte dig ved vores bor bag efter og få en kold drink. Jeg skal nok betale." Hun smilede blidt til Pigen og afventede hendes reaktion.

Eden kopierede Lynns adfærd fuldstændigt. Da hun holdt op med at grine, gjorde han ligeså. Det kunne hurtigt blive for ensformigt... han ville blive kedelig, og Lynn ville miste interessen. Han måtte til at skifte taktik, hvis han ville have noget godt ud af tøsen. Være noget mere spontan. Have mere personlighed. Eden skulle jo ikke ganske langsomt falme og ende som et dunkelt minde i de dybeste hjørner af Lynns sind.
Men i denne her situation kunne han intet andet end at fortsætte plan A - så måtte han afslutte derefter.

Der lød endnu et bump fra køkkenet, og Eden rynkede panden. Han kiggede bag over skulderen, men var ikke i stand til at se servitricen. Hun måtte ligge længere inde i køkkenet. Lynn rejste sig, og trissede forbi Eden. Han fulgte straks efter med et fremmumlet, "Ja, vi må hellere se, om hun kom noget til." Hans toneleje var sikkert, determineret. Men indeni skælvede han... han kunne alt for godt se usikkerheden i sin nuværende taktik - denne adfærdsefterligning gik bare ikke. Det ville falde sammen inden længe, det var tydeligt for ham.

Ved synet af den blege tjenestepige, der lå i en fordrejet stilling på kroens trægulv, førte Eden automatisk en hånd op til munden, der var formet som et forskrækket O. Imens Lynn satte sig ned på hug ved siden af den unge kvinde, fór Eden forbi en lamslået tjener hen til en stor kande vand //fungerer som vandhane, I guess... ingen elektricitet/vandsystemer i WL xD// bag bardisken. Han fandt hurtigt et rent kludestykke frem, fugtede den, og fandt så vej tilbage til Lynn og servitricen, der lå på jorden.
Han førte det våde stof hen på pigens højre hånd, og duppede den forsigtigt på håndfladen, i forsøg på ikke at skubbe træsplinterne yderligere ind i hendes hud.
Det var intet voldsomt, naturligvis. Alligevel følte Eden - ikke Aidan - sig forpligtet til at hjælpe denne kvinde i nød, og Aidan så ingen ulemper ved det. Nej, tværtimod - Lynn Morgan ville jo også gerne hjælpe den stakkels tjenestepige, og Eden var til for at opfylde hendes ønsker. Sådan da.

// Whuuut. xD Trivia må føle sig omvæltet af den pludselige vending fra ondskab til hjælpsomhed. xD

Vie åbnede halvt øjnende da hun mærkede nogen hænder famle rundt på hende. Hvad var der sket? Hun huskede at hun faldt... Nej. Hun var bare ikke besvimet. Det ville simpelt hen være for pinligt. Hun havde set én gang på et par små rifter, og så var hun besvimet! Hun turde næsten ikke tænke på hvem det var der sad på hug på det beskidte trægulv og hjalp hende.
Forsigtigt åbnede hun øjnene helt, og blinkede det tågede slør der dækkede dem, væk. Forvirret så hun op i en piges blege ansigt. Men... det var pigen inde fra krostuen. Edens ledsager. Hende der havde grinet så hånende af hende... Hun så sig undrende omkring, og opdagede også Eden, der holdt en våd klud om hendes hånd. Hans smukke ansigt var bekymret vendt mod hende. De vidunderligt mørke øjne. Den perfekte mund. I et øjeblik svømmede hun hen i en drømmedøs, men blev lidt efter mindet om situationen. Hun var lidt forvirret. Hvad lavede de her? Hvorfor havde deres tanker overhovedet strejfet hende? Hvorfor var de gået så vidt, at de oven i købet havde orket at rejse sig op, og nu sad og puslede om hende?
Det var ikke en gang noget specielt der var sket. Godt nok havde hun ikke prøvet at bløde mange gange, men hun havde da haft sin del af besvimelser.
Stanken sad stadig i hendes næsebor. Vammel og tung. Legede med hendes sanser. Hun skulle lige til at besvime igen, men tog sig sammen. Hun havde vist oplevet rigeligt af pinlige hændelser for én dag.
Pludselig følte hun sig ikke tryk, ved kontakten med deres hænder. Opmærksomhed var noget hun ikke havde fået så meget af i løbet af sit liv. Hun var ikke vant til det, og trak derfor pludseligt hånden væk fra den skønne mand. Vie satte sig ret op, og kantede sig lidt væk fra dem, så hun havde overblik over sceneriet.
Hun burde nok sige noget, men den eneste reaktion hun kunne få frem, var den sædvanlige rosenrøde farve der bredte sig over hendes kinder, og så småt dækkede hele hendes ansigt. Hun lagde hagen på knæende, og så med sænket blik, afventende på parret. Håbede at de ville gå. Eller i det mindste tage initiativet til at snakke.

Jayden traskede ind i krostuen og fandt sig et ledigt bord. Han lod langsomt blikket glide henover de andre gæster, efter at have stillet sine ting ind i en mørk krog.
Med en munter stemme kaldte han en servitrice hen, og bestilte en bøf og et stort krus øl. Veltilfredst lagde han nakken tilbage og kiggede op i loftet. En sød lugt af mad, alkohol, og mennesker, fyldte det lidt dunkle rum, og han nød den svage summen fra de omkringsiddende, fremfor den buldrende larm der havde været på markedspladsen hele dagen.
Dovent strakte han sig, og lod de lange ben glide helt hen under den anden stol på den modsatte side af bordet. Han formede armene bag hovedet så de dannede en behagelig nakkestøtte. Så lod han øjenlågene falde i, og nød den kolde træk der kom fra døren.
Jay lod sine tanker strejfe lidt rundt om hans første bekendtskab her i byen. Den unge pige, med det skiftende sind. Han lo endnu en gang, og vrikkede sin krop hen i en bedre stilling, på den ukomfortable stol. Så sukkede han velfornøjet, og lod dagdrømmende tage overhånd.

Eden.

Servitricens kinder blussede op til en let rød farve, og det søde syn fik Eden til at le kærligt og klukkende. Da hun hev sin hånd til sig, pressede Eden hende ikke yderligere. Smilede bare venligt, og rakte en hjælpende hånd frem. Han sad på hug foran hende, betragtede hendes kønne ansigt. Det kunne selvfølgelig ikke konkurrere med Lynns elveragtige ynde, men skøn, det var servitricen.
"De har splinter siddende i håndfladerne, frøken. Hvis De ikke lader nogen hive dem ud, glider de blot dybere ind i Deres hud. Det kan skabe grumme infektioner," forklarede Eden med en blid stemme. Han førte sin udrakte arm længere frem mod hende, klar til at modtage hendes hånd.
"Det var da noget af et fald, De oplevede der. Hvad havde De dog gang i?" Han lo dybt. Ikke ad hende, men med hende. Han fandt hendes klodsethed kær og unik. Skæg.
Han havde alt for travlt med at tage sig af tjenestepigen, så han opdagede slet ikke, at endnu en gæst trådte ind i krostuen og hurtigt blev serviceret.

Trivia kiggede på Eden. Denne skønne mand. Hun var ved at få tårer i øjnene. Det hele var bare så forvirrende. Hun vovede at se på ham med et næsten såret blik. Han havde lige leet af hende. Og nu sad han her og gav hende råd. Vie lod blikket falde på sine hænder. Dum ide. De blodige rifter, hvor små de end var, vagte stadig kvalmen i hende, og hun så hurtigt væk. Så mumlede hun forlegent noget om at hun bare lige pludselig var faldet. Hun rejste sig op, og blev et øjeblik nød til at læne sig op ad væggen, da en bølge af svimmelhed vældede ind over hende. Hun rødmede endnu mere, da hun opdagede at hun var fanget. Eden og hans ledsager havde placeret sig lige mellem hende og døren ud til kroen. Åh, hvor ville hun ønske den dør var bare et par meter tættere på. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle stille op med sig selv. Tog usikkert et lille skridt frem mod Eden, og prøvede at signallere at hun ville forbi. Så trådte hun tilbage i ubeslutsomhed. Måske skulle hun bare blive stående indtil de på et eller andet tidspunkt blev trætte af hende og gik. Måske kunne hun gemme sig for dem? De ville sikkert ikke lægge mærke til at hun forsvandt ud i omgivelserne. Tøvende trådte hun længere tilbage. Så sig over skulderen, for at finde et sted, en skygge, hun lige så stille kunne forsvinde i. Vie krympede sig sammen for at gøre sig lavere, og gik så langt tilbage hun kunne. Hun indså at det nok ikke var en særlig god plan. Hun blev alligevel stående der og kiggede ned i gulvet. Så kom der nyt håb. Et øjeblik følte hun at hun ikke behøvede at opføre sig normalt over for dem. Så samlede hun mod til sig, gik med hurtige skridt frem, trådte forsigtigt over forhindringernes ben, og flygtede ud i den trygge krostue.

Jayden åbnede øjnene og kiggede rundt, da han fornemmede en person komme ind i lokalet. Han blinkede med øjnene for at fokusere på en servitrice med et underligt udtryk i ansigtet, som kom farende ud af køkkenet. Han satte sig ret op for at betragte hende, stadig med de lange ben strakt ud under bordet. Der var vist noget galt. Han skramlede lidt med stolen, for at tiltrække hendes opmærksomhed. Hun så da interessant nok ud. En hurtig bevægelse med fødderne, og den anden stol stod, åben og gæstfri, vendt mod hende. Han rømmede sig, og prøvede at fange hendes tøvende blik. Med en gestikulation bød han hende stolen, og så afventende på hende, imens han studerede det blege ansigt. Hun mindede ham om en eller anden. det brune hår. Den blege hud. Han bestemte sig for at det ville være lidt mere indbydende hvis han rejste sig op og hilste på hende. Dovent stilte han sig, med hånden på stoleryggen. Fast besluttet på at få hende til at sidde ned.

Eden.

Eden trådte pænt til siden, så de ikke skulle skubbe alt for meget til hinanden, da servitricen fór forbi Lynn og ham. Han kiggede forundret på Lynn for at se, om hun delte hans syn på denne situation. Det var da godt nok mærkeligt, tænkte han med dybe furer i panden. Så smilede han. "Måske hun bare vil have lidt tid for sig selv," foreslog han. "Visse dage er hårdere end andre. Vi ved ikke, hvad hun har været igennem. Måske vi overtrådte en personlig grænse ved sådan at hjælpe?" Han sukkede sagte, og kiggede på døren ud til krostuen.
"Så kan vi også få lov til at drikke færdig og tale sammen. Bare Dem og jeg." Han smilede bredt, og tog hende under armen, hvorefter de spankulerede ud i stuen igen.
Eden hilste med et imødekommende smil til den nyankommende mand, der så ualmindelig høj og tynd ud på samme tid. Derefter trak han stolen ud for Lynn, så hun kunne sætte sig ned, og han placerede sig selv overfor hende med ansigtet vendt mod krodøren, servitricen og den høje mand.

// Håber det er ok, Sarah. ^^

Trivia følte hun blev overvåget. Hun kiggede nervøst rundt, og så en mærkværdig, ranglet mand der sad og studerede hende. Hun ignorerede ham, nervøs af at blive betragtet på den måde. Det mindede hende om den ubehagelige person hun havde mødt tidligt om morgenen, samme dag. Det gennemtrængene blik. De uhøflige kommentarer. Hun sagtnede farten, og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre nu. Kiggede igen over på den stirrende mand, der gjorde et stort nummer ud af at trække en stol ud, der blev rettet mod hende. Hun kiggede sig tøvende over skulderen, for at se om den var ment til en bag hende. Der var ingen, andet end et par godt fordrukne fyre, der også havde hørt larmen og nu så op på hende. Vie følte sig pludselig utrolig presset, med alle de ventende øjne, rettet mod hende. Eden var nu kommet ud fra køkkenet, med sin smukke ledsager bag sig. Hun lagde mærke til hvordan han også havde ansigtet vendt mod hende, da han satte sig ned. Tag det roligt Trivia. Du er sikkert bare en anelse paranoid. Tænkte hun desperat. Hvorfor skulle alle også lige stirre på hende? Hun var jo ikke interessant. Hun havde ikke gjort noget galt. Vie stod nu stille midt på gulvet, og stirrede ned på sine fødder. Den højlydte mand rejste sig op, og så afventende på hende, men hun prøvede nervøst at ignorerede ham, da hendes navn lød henne fra bardisken. En tallerken og et krus øl, ventede på at blive serveret.

Vie krympede sig, da hun fik at vide hun skulle servere det for den ubehagelige mand. Okay. Hun vill bare hurtigt aflevere bestillingen, og forsvinde ud i køkkenet, der heldigvis var blevet rydet for humørskiftende personer.

I fortvivlelsen havde hun ikke lagt mærke til det, men nu, da Vie holdt krus og tallerken, mærkede hun splinterne bore sig ind i håndfladernes skrøbelige kød. Det var næsten ikke til at holde ud! Måske skuulle hun alligevel have taget imod Edens tilbud. Trods hans forvirrende adfærd elskede hun ham jo stadigvæk. Trivia kom tilbage til virkeligheden, da hun var nået frem til den fremmedes bord. Gud hvor var han høj. Dog kun omkring de 20-30 cm. højere end Trivia selv. Hun skuttede sig ved hans gennemborende blik, men det virkede alligevel venligt. Hun satte nervøst bestillingen ved hans plads, og mærkede at hun ikke kunne bevæge sig ud af stedet. Hurtigt kastede hun et stjålent blik på Eden, og så derfter tøvende på den tomme stol foran hende. Hun følte sig så magtesløs. Svag og usikker. Som om hun ikke kunne hamle op med denne mærkværdige person der blev ved med at stirre intenst på hende. Hvorfor skete det altid for hende? Med en underdanig bevægelse, satte hun sig stift ned på stolen, og ventede på at den unge mand ville gøre det samme. Måske var det alligevel ikke en dårlig ide. Hun betragtede ham. Han så faktisk ret venlig ud. Det samme brune hår som hende. Et par smalle, forunderligt lilla, øjne. Hun smilte forlegent til ham.

Det var begyndt at blive køligere efterhånden som aftenen lagde sig på, og det var tyndet ud i menneskemængderne på Hovedgaden. Nu var det rent faktisk udholdeligt at befinde sig på åben gade i modsætning til tidligere på dagen. Denne travle dag. Denne travle, begivenhedsrige dag, der havde vendt op og ned på Ediths dagligdag. Hun havde mødt nogen, der interesserede hende. Det var aldrig nogensinde sket for hende før, og hun var fast besluttet på at holde fast i ham.
Ham.
En ung mand med et spændende ansigt og smukt hår, der var lige til at ae. Han var god til håndarbejde. Kunne lave de smukkeste ting ud af kvalitetslæder. Og så kunne han godt lide øl, og var ikke bange for at dele den med andre. Han var dejlig, syntes Edith. De havde mødtes på markedspladsen tidligere på dagen, men han havde glemt en rulle med lædersnor. Et materiale, der sikkert var essentielt for ham, når han lavede sine fine varer. Den rulle lædersnor var grunden til, at Edith var på vej hen til kroen. Hun skulle aflevere den til ham, for sådan var hun... altid venlig og hjælpsom.
Som om.
Edith var egoistisk. Tænkte altid på sig selv. Ingen undtagelser. Hun havde brændt lidt varm på denne hersens unge mand, Jayden Bulgari hed han, og lædersnoren var ganske enkelt bare en undskyldning for at komme i kontakt med ham igen. For hun havde under ingen omstændigheder tænkt sig at give slip på ham nogensinde igen.

Opslugt af disse dagdrømme og fantasier vandrede Edith ned ad den menneskeforladte gade. Hendes tempo var langsomt og behageligt, for hun havde ikke travlt. Hun vidste hvor Jayden boede og hun vidste hvor han ville befinde sig i morgen formiddag. Desuden skulle det nødigt se ud som om, hun havde fulgt direkte efter ham. Det skulle virke naturligt, når hun kom gående ind ad Det Gyldne Vildsvins krodør, og til sin glædelige overraskelse så Jayden sidde og spise sin aftensmad. Præcis som han havde fortalt hende en halv time tidligere på markedspladsen. Hun smilede fraværende for sig selv, og lod sig hengive til vidunderlige eventyr.

Et par minutter stoppede hun om med et tilfreds suk. Vendte sig mod kroen og kiggede på den med et vågent smil på læben. Hvilken lykke der lå foran hende.
Med lange skridt gik hun mod døren, åbnede den med lidt besvær og trådte livligt ind i kroen, et stort smil klistret til hendes mund.
Men hvad var det? Hvem var det, der sad til ret forud ved siden af høje, ranglede Jayden, og nød hans selskab? Hvad fanden?

"Servitrice," kaldte Edith med sammenbidte tænder. "Bring mig et glas brændevin og et fad hjort."

Jayden betragtede den kønne, unge pige, der endelig var bukket under og havde sat sig ved hans bord. Et smil brød frem på hans læber, og han nikkede høfligt til hende. Så lænede han sig frem, og så forførende på hende. Fastlåste hendes blik. Hun så ud som en han nemt kunne sno om sin lillefinger. En velvillig tøs, der sagtens kunne falde for en som ham. Han rakte hånden frem, for at lægge den på hendes. Så åbnede han de fyldige læber, og lod sin lave stemme forme et par ord. "Mit navn er Jayden, hvad hedder så en smuk pige som dig?" Han grinte til hende, og fremviste to lige rækker af tænder.

En skarp stemme lød bag ham, og han brød nysgerrigt sin leg, med den nervøse pige. Da han vendte sig om, så han forbløffet på den interessante pige fra tidligere. Han slog et selvtilfredst smil på det blege ansigt, og vendte stolen mod hende. Med de lange ben bredt ud foran sig, udbrød han i en drillende tone; "Ser man det. Der kommer jo Edith Ember! Er du her fo at besøge mig?" Han tog det fyldte krus, og bød hende en tår øl. "Har du mødt...?" Han så spørgende på den generte tøs, for at få hendes navn.

Trivia så nervøst på den unge mand. Hvad skulle hun gøre!?! Han så på hende på en måde, så hun næsten ikke kunne trække vejret. Hvad skete der her? Hans øjne... Hans vidunderlige øjne. Hun sank et øjeblik hen i det forførende skær af lilla, der funklede midt i de brune irisser. Hver en fiber i hendes krop skreg til hende at hun skulle flytte sig, da han lagde sin varme hånd på hendes. Men hun kunne ikke. Kunne ikke løsrive sig fra dette vidunderlige og samtidigt modbydelige menneske. Hvorfor gjorde han det? Hun elskede jo Eden. Eden, og hans smukke ansigt. Den perfekte krop. Hans galante opførsel. Men der var noget i denne mand, der vagte nogle følelser i hende, hun aldrig havde oplevet før. Han spurgte hvad hendes navn var. Hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke andet end at stirre ind i de fantastiske øjne. Hvad var hendes navn? Hvad var hendes navn!?! Hun kunne ikke åbne munden. Alt for betaget af den eventyrlige skønhed der strålede fra dette væsen.

"Servitrice!" Lød det skarpt, fra et sted bag hende. Øjeblikket var forbi. Hun stirrede stadig ind i hans øjne, men følte ikke noget. Forvirret sænkede hun blikket og tog sine hænder til sig, da stemmen fortsatte. "Bring mig et glas brændevin og et fad hjort!". Vie så forskrækket hen på pigen i døren. Nej. Det var bare ikke hende. Mareridtet fra i morges. Pludselig begyndte tårerne at vælde op i hendes øjne. Hun blinkede dem væk, og tog en dyb indånding for at få styr på situationen. Okay. tænkte hun. Det skal nok gå. Du skal bare gøre hvad hun siger, og så blive ude i køkkenet til hun er gået. Hurtigt og lydløst rejste hun sig op, og gik med raske skridt ud i køkkenet.

Edith undlod at svare på Jaydens første spørgsmål. Ville vente til den irriterende tjenestepige var ude af syne og hørevidde. "Vi kender udmærket hinanden," sagde hun stift til Jayden, og fulgte servitricen med øjnene, indtil hun forsvandt bag bardisken.
Edith åndede lettet ud, og tog ubekymret tjenestepigens plads. "Hun har været en pestilens hele morgenen! Jeg siger dig, hun er ikke til at holde ud..." mumlede hun og vendte det hvide ud ad øjnene.
Hendes blik var fikseret på det sted, hvor Jaydens hånd havde ligget ovenpå tjenestepigens. Det fik vreden til at ulme indeni hende. Hun skulle vise den dulle, skulle hun! Endelig vendte hun sin fulde opmærksomhed mod Jayden.
"Du glemte noget lædersnor på pladsen. Jeg er kommet udelukkende af den grund," sagde hun fast, og fiskede rullen op af en bukselomme. "Jeg tænkte, du måske ville få brug for den." Hun smilede venligt, og kiggede ham ind i de dybe, fangende øjne.

Jayden klukkede lavt af Edith's ansigtsudtryk. Hvad var der med denne pige. Var hun fornærmet? "Det var godt du kom med den. Det er en MEGET vigtig rulle." Sagde han og smilede til hende. Hendes venlige stemme fik ham dog til at holde op med at le. Han troede ellers at hun var lidt anerledes end de andre. At hun var speciel. Men hvis det var sådan hun ville have det, kunne han vel ikke gøre noget ved det. Et øjeblik sad han og tænkte, med et alvorligt udtryk malet i ansigtet. Han tog en slurk øl, og vendte sig derefter mod Edith. Muntert begyndte han at skovle maden i sig. Han holdt en pause ind imellem for at stirre på hende. Kunne ikke forstå hendes opførsel. Hvad var der blevet af den underfundige pige han havde mødt på markedspladsen for godt en time siden? Han begyndte at kede sig lidt, og skævede rundt i rummet. Hans blik fæstnede sig på et par, ikke langt fra dem. Den summende lyd af deres samtale nåede hans ører, men han kunne ikke udskille ordene fra hinanden. Dovent betragtede han den underlige fyr, der havde nikket til ham tidligere. Han prøvede at fange hans blik, for at nikke tilbage. Godt nok lidt forsinket. Men bedre sent end aldrig, ikke? Så blev han distraheret af kvinden overfor den fremmede. det lange sorte hår faldt ned over hendes slanke skuldre, og skinnede vagt i det dunkle lys. Hans interesse blev straks vagt, men han bestemte sig for at han nok burde starte en form for samtale eller noget, med denne Edith Ember der sad overfor ham. Han førte blikket over på hendes magre ansigt, studerede hendes grønne øjne, og tog eftertænksomt en slurk af sin øl. Så lænede han sig lidt længere frem, så deres ansigter var omkring 10 centimeter fra hinanden. Han fangede hendes blik, og fortsatte med at stirre intenst ind i de mørke pupiller.

Edith nikkede svagt, og bed sig lidt i underlæben. Tænkte på, hvad hun nu skulle sige. Hun havde planlagt denne mission nøje, men var ikke kommet længere end til der, hvor hun skulle give ham rullen med snor. Hvad så nu? Underbevidst begyndte hun at tromme på bordet skiftevis med pege- og langefingeren, imens hun uroligt ventede på at der skulle ske noget. Hvad som helst.

Og hendes bønner blev skam hørt. Bare ikke på den måde, hun havde forventet.
Hun gengældte hans gennemborende blik. Gloede ham undersøgende ind i øjnene. Havde mest af alt lyst til at sige, nu igen? og så smølfesparke ham på kinden. Men hun gjorde det naturligvis ikke. Ville ikke lade ham få den tilfredsstillelse. Aldrig. Et udfordrende smil formede sig på hendes røde læber.
Du vinder aldrig, Jayden Bulgari.

Jayden sukkede. Han kunne ikke forstå hvad det var denne Edit Ember ville have. Ville hun bare behandles som alle de andre? Han havde ellers fået et andet indtryk på markedspladsen. Men nu begyndte hun da også at opføre sig lidt normalt igen. Han slog en lille tør latter op, da hun så udfordrende på ham. Edith Ember. Tænkte han. Hvad skal jeg stille op med dig? Han spekulerede lidt over dette spørgsmål, indtil han løsrev sig, og lænte sig tilbage. Han strakte benene, og lod dem bevæge sig helt hen under Ediths stol, til han fyldte det meste af pladsen. Så lukkede han øjnene, lagde hovedet tilbage, og tænkte videre på det tidligere spørgsmål. Hvad skulle han gøre med hende? Hun var som et mysterium for ham. Hans interesse havde været vagt, lige siden han så hende for første gang. Men det betød vel ikke noget specielt? Han havde tit været opslugt af piger. Men ikke på den alvorlige måde. Han var underholdt af at jage dem. Lege med dem. Men lige så snart det blev seriøst, bakkede han ud. Hvis han var sammen med en pige af gangen i for lang tid, kunne han nemt begynde at kede sig. Men... Hende Edith var alligevel noget anerledes. Han lagde bekvemt fødderne i hendes skød. Nok ikke noget hun ville bryde sig om, men kunne ikke lade være med at irritere hende lidt. Så smilede han for sig selv, og gabte søvnigt.

Edith himlede med øjnene. Igen. Øv, hvor var han bare kedelig! Det var jo slet ikke sjovt mere... der var ingen motivation, når han ignorerede hende på den måde. Hvilket også betød, at det var ham, der gik med sejren... hun sukkede tungt, og hev benene op til sig. Satte sig i en knap så komfortabel skrædderstilling på stolen. Og da smed Jayden sine lange stænger til ben op på hendes skød. Hun gloede først overrasket på ham, men udtrykket på hendes ansigt skiftede hurtigt til noget lidt anderledes; væmmelse. Uden at hendes tanker overhovedet nærmede sig diskretion, førte hun en hånd op til næsen og nev den, så ingen sure kropslugte kunne trænge ind. Hun stirrede på hans nedslidte* lærredsko, og mærkede kvalmen bevæge sig op ad spiserøret. Nægtede at snakke, hvis nu gårsdagens måltider ville vælte ud, så snart hun åbnede munden. Og den trykkende fornemmelse gjorde bare det hele meget værre.
Med spidsen af tommel- og pegefingeren fra den anden hånd, end den hun brugte til at spærre næseindgangene, tog hun fat i den nederste del af Jaydens bukseben, og "kastede" væk, så hans ben og ækle fødder igen ville lande på sin rigtige plads på gulvet. Hun gentog proceduren med det anden ben.
Med et tilfreds udtryk i ansigtet slap hun taget om sin lille, spidse næsetip, og rykkede stolen en anelse tilbage, så Jayden lige akkurat ikke kunne nå hende med fødderne.
Godt nok kunne Edith lide Jayden, men ildelugtende fødder havde hun sgu aldrig været den store fan af.

// *Ok?

//Jaja, det er fint :3//

Jayden

Jayden lo, og var lige ved at falde ned af stolen da hans ben blev smidt på gulvet. Han rejste sig op, og gik rastløs frem og tilbage. Smilede lidt. SÅ klamme var hans fødder da heller ikke. Edith var tydeligvis frastødt. Dog lidt mere end han havde forventet.
Som hun sad der på stolen, med benene oppe, så hun så lille og skrøbelig ud. Han fik pludselig lyst til at fare over mod hende, og tage hende i sine arme. Jay tøvede et øjeblik. Vidste ikke om han kunne tillade sig at gøre det. Det var noget andet end at irritere hende med hans åbenbart ildelugtende fødder. Han trådte et skridt frem, men blev stående og betragtede hende. Hendes spidse ansigt. Den slanke krop. Det store vildtre hår //Der står op i luften! xD//. Endnu et par skridt blev det til, men han ombestemte sig, og endte med at stille sig bag hende. Han lagde hænderne på hendes spinkle skuldre, og bøjede sig ned for at hvile hagen i den sorte fuglerede. Forsigtigt indsnusede han hendes duft. Den behagede hans næsebor, og han lukkede øjnene et øjeblik.

Edith frøs på stedet. Mærkede, hvordan hendes hjerte hamrede voldsomt og hastigt i hendes bryst. Hvordan nakkehårene rejste sig. Betragtede hendes arme, der var prydet med kuldegysninger. Hvor var han dog irriterende! At have en sådan magt over hende! Edith var jo fri! Der var ikke nogen, der skulle bestemme over hende. Eller lege med hendes følelser. I én vred bevægelse slog hun armene over kors og spændte i hele kroppen.
Hun sagde ikke noget til Jayden, men vidste, at han ville bemærke hendes reaktion på en eller anden måde. Hvordan han så ville tolke den var en anden sag. For ikke at nævne, hvordan han ville reagere. Sikkert ville han komme med et nyt overraskende påfund, som han havde gjort hele dagen. Hvorfor skulle han også være så uforudsigelig og kryptisk? Det gjorde jo ingen gavn for Edith, overhovedet!

Trods Ediths spændte krop, stod Jayden stille et ekstra øjeblik, for at snuse den rosenagtige duft til sig. Han havde sådan en lyst til at lukke sine lange arme om hende. Dog styrrede han sig. Dømmende fra Ediths reaktion, var han vidst allerede gået for vidt. Han tvang sin krop til at rette sig op, og stod lidt bag hende, med et alvorligt ansigt. Funderede over hvad han nu skulle gøre. Så gik han om på siden af hende,og satte sig i skrædderstilling på gulvet. Han kiggede nysgerrigt op på hende. Havde hun ikke snart tænkt sig at gøre et eller andet?

Trivia kiggede nervøst rundt om hjørnet, for at betragte pigens ansigt. hun var ikke sikker på om hun var kølet ned. Så stadigvæk lidt stiv ud i det. Den lange mand, Jayden Bulgari, havde af en eller anden mærkelig grund placeret sig på gulvet. Hun stirrede på ham, men følte ingenting. Glæden fyldte hende. Hun elskede stadigvæk Eden (n.n). Vie lænede sig op ad væggen for at dagdrømme lidt om hvordan det var at være gift med ham. Så kiggede hun igen om hjørnet, og sendte et par stjålne blikke i hans retning. Nå. Tilbage til virkeligheden. Hun havde en mission. En forfærdelig mission. Hun skulle servere for hendes livs mareridt. Hun sank en klump, og betragtede ængsteligt den magre pige. Hun skulle bare have det overstået. Hun greb fadet, og kiggede ned i gulvet, fast besluttet på ikke at snuble. Efter et par hurtige skridt, befandt hun sig ved deres bord. Hun kiggede utilpas på Jayden. hvorfor skulle folk også altid stå i vejen? Han havde placeret sig lige ved den underlige pige, så Trivia blev nød til at læne sig ind over ham for at stille tingene foran hendes dødsfjende. Forsigtig lod hun sin overkrop bevæge sig frem af. Hvorfor var han også så stor? Med de lange ben i skrædderstilling, fyldte han over en meter, og Trivia var nød til at stå på tæer, og strække armene helt ud. Det tunge fad fik hendes hænder til at ryste. Hvorfor havde hun heller ikke fået skaffet sig de muskler endnu? Endelig nåede hun ind over den høje fyr, og placerede bakken på bordet. Hun vaklede et øjeblik og prøvede at støtte sig til kanten. Så mærkede hun hvordan hendes krop ikke kunne klare den ubekvemme stilling længere. Hun spærrede øjnene op, og faldt så lang hun var oven i Jayden, og landede hårdt i hans skød.

// Bemærk: Stødende sprog i følgende indlæg. Edith er sur. Videre læsning på eget ansvar.

Edith mærkede ham fjerne sig, og ærgrede sig indvendigt. Bliv, bliv, bliiiv... nej, nej. NEJ! Ikke gå! Bliiiiv! tænkte hun desperat, men Jayden havde allerede fjernet sig. Pludselig følte Edith sig helt kold indeni. Hun kunne jo godt lide hans berøring! Ville ikke have, han skulle stoppe! Det var jo bare fordi han hele tiden skulle overraske hende. Tage fusen på hende. Forvirre hende og lege med hendes sanser. Han var så hemmelighedsfuld og uforudsigelig, at det næsten tog livet af hende. Det irriterede hende, men i samme åndedræt følte hun sig også mere fanget. Fanget af denne spøjse skabning, der fuldstændig hensynsløst spillede bold med hendes følelser, uden hun havde givet lov.
Hun lod et lydløst suk undslippe hendes læber. Hev så knæene op til hendes hage og slog beskyttende armene om dem. Krøllede sig sammen til en lille bold. Hun begravede træt sit ansigt i knæene og begyndte at nynne fraværende. En munter melodi der på samme tid var melankolsk. Hun havde lært den af en mandlig gademusiker ved bordellet. Hendes tanker svævede et sted langt væk fra virkeligheden, og med ansigtet gemt væk bemærkede hun slet ikke servitricen, der kom gående, usikker og vakkelvorn.
Først da et højt bump og en metallisk skramlen hørtes, vågnede Edith fra sin eventyrlige fantasiverden.
Det første, hun fik øje på var hjortekødet og vinglasset på bordet ved siden af hende. Derefter faldt hendes blik på servitricen. Den klodsede servitrice, der lå i Jaydens skød. Jaydens skød. Som blommen i et æg...
Ediths bryn var rynkede og hendes mund var formet som et lille O. Sådan en mær. Hun studerede scenariet med øjnene i et par uendeligt lange sekunder. Følte smerten brede sig som et stort hul i maven. Og derefter en kogende følelse, der varmede alle hendes kolde lemmer op. Hendes åndedræt intensiveredes og hendes øjne lynede mere og mere. Det boblede i hende. Det var uudholdeligt. Smerten. Vreden. Forrådelsen. Jalousien. Jalousien. Det hele var blandet sammen som ingredienserne i opskriften og resultatet var grumt. Virkelig grumt.
Hvis blik kunne dræbe, var Trivia død nu.

Det tog yderligere et par sekunder, før Edith faldt nok ned til at kunne gøre andet end bare at slå løs på den beskidte horeunge til servitrice.
Edith rejste sig op med en dyb indånding, og uden at ytre et eneste ord stampede hun hen til nærmeste værelsesdør, og brød ind, hvorefter hun smækkede døren med et tordenvejrs kraft. Et øjeblik gik.
En kvindes skrig og en ung mands brølen hørtes fra værelset af, og da kom Edith springende ud. Hendes ansigt var nærmest grønt. Hun stoppede op, da hun opdagede, at alle stirrede spørgende på hende. Ventede på en forklaring på hendes vrede udbrud.
"Der var, øhm... optaget," mumlede hun forlegent. Hun kiggede rundt på forsamlingen, men hendes blik stoppede hadefuldt ved Trivia. Hævnen er sød... klamme kælling.
Derefter styrtede hun op af trapperne og forsvandt ud af syne.

// Out, medmindre hun bliver stoppet.

Jayden udstødte et forbløffet grynt, da den generte tjenestepige, pludseligt landede tungt oven i ham. Et øjeblik kunne han ikke andet end at grine en hjertelig latter, men så så op på Edith. Hun så lidt misfornøjet ud, som hun gloede vredt på servitricens underlige stilling. Så rettede han igen opmærksomheden mod den stakkels pige. En drillende kommentar var ved at forlade hans læber, da han i sidse øjeblik nåede at stoppe, og skævede til Edith. Han havde ikke så meget lyst til at gøre ondt værre, ved at pirre hendes skiftende humør. Han gravede hænderne ind under pigens mave, rejste sig op med hende i favnen, og satte hende forsigtig på hans stol. Så kiggede han forundret efter Edith, der vist var forsvundet ind bag en af dørene. Han smilte lidt, da hun kom ud med et underligt udtryk i ansigtet, sendte nogle blikke rundt i krostuen, og spænede op ad trappen. Med et hurtigt blik sikrede han sig at servitricen var okay. Så slentrede han over til bartenderen, der vist også havde fulgt med i den usædvanlige hændelse. "Kunne de fortælle mig hvad for et værelse den unge dame, har?" Spurgte han, imens han pejede på trappen hvor Edith lige var forsvundet.

Jay stod nu med et nyt glas øl, og Ediths brændevin i hånden. Han bankede to gange på døren, åbnede den for at kigge ind, og smuttede stille videre til næste værelse, da der lød to forskrækkede gisp. Efter at have gået ind i fem værelser uden held, (Hun havde åbenbart ikke bestilt et værelse, så bartenderen vidste ikke noget) fandt han endelig Edith. Han listede ind, satte sig på sengen og rakte hende, uden et ord, brændevinen.

Trivia så fortumlet ned i gulvet, imens hun inderligt bad til at de bare alle sammen ville forsvinde. Hun kunne ikke røre sig ud af stedet. Vidste ikke hvad hun skulle gøre. Pigens olme blik brændte på hendes ryg. Hun havde lyst til at græde, og råbe til hende. Det er jo ikke min skyld! Tænkte hun. Det er bare verden der er et ondt sted! Styret af en gud eller noget, der har en syg form for humor! Hun blev lidt forfjamsket da Jayden pludselig tog hænderne ind under hendes mave og løftede hende op. Hendes hoved blev straks kirsebærrødt, og hun lod ham bare sætte hende på stolen. Da han var gået sad hun der lidt, og krympede sig for folks blikkke. Hvorfor skete det her altid, altid, ALTID for hende!?! Hun rømmede sig, og rejste sig op. Med bøjet nakke gik hun stille ud i køkkenet, satte sig på gulvet, og begyndte lydløst at græde.

// Brændevin skal normalt drikkes som snaps. I småbitte snapseglas. Skal det lige siges.

Edith sad på gulvet i hjørnet af det lille værelse med knæene løftet op til hagen og armene slået rundt om benene, da Jayden kom ind i tavshed. Hun veg ham ikke et blik og sagde ikke en eneste lyd, da han satte sig på sengen overfor hende. Tog villigt imod den hele brændevinsflaske, vendte den på hovedet og bællede.
... Lige indtil hun fandt ud af, hvor grimt det egentlig smagte. Straks spyttede hun indholdet ud så det landede overalt på gulvet foran hende, og sikkert også på Jayden. Det var ti gange så slemt som øl. "Av for helvede!" råbte hun, og spyttede mere. Prøvede forgæves at rense sin tunge, der muligvis ville være skadet for altid nu. Det var fandeme stærke sager. Hvad havde hun også bestilt brændevin for, når hun aldrig havde kunnet lide alkohol? Sådan et kvaj hun var. Hun fik lyst til at tude, men tårerne kom aldrig. Selv ikke, når hun ligefrem prøvede at presse dem ud. Hun havde aldrig grædt før, og var begyndt at tvivle på, om hun nogensinde ville opleve det.
Hun gav det et sidste forsøg. Smed flasken fra sig og kastede sig lidt for voldsomt mod Jayden og begyndte at hulke i hans skød. Men hendes øjne svømmede ikke i vand, ej heller var nogen tårer at se på hendes blege kinder. Kunne hun ikke for en gangs skyld vise lidt følelser? Komme ud med tingene. Så hun kunne græde ud hos en ung mands skulder... Jaydens, helst. Men næh nej, skæbnen var altid imod Edith. Jeg er kold og kynisk og har et hjerte af sten... tænkte hun vemodigt. Hun var ved at drukne i sin egen selvmedlidenhed.