Hej Viol, du er blå og sød

Antal indlæg : 5 Points : 4747 Reputation : 0 Registration date : 17/05/11

En nydelig lille blomst du er! Blomst smilede hjerteligt til violen ved hans fødder. Den duftede rart, selv helt oppe i Blomsts næsehøjde. Han mærkede, at den smilede tilbage til ham, og det fik ham til at le. Jeg er også en blomst, fortalte han den. Det siger Martha, og hun er meget klog, ved du godt det? Hun kender til alt i denne verden, lille Viol! Måske du har mødt hende, hun patruljerer skovene med sin fine hoppe. Det er fordi, hun er skovfoged, tror jeg nok. Han sukkede tilfreds, og kiggede længselsfuldt op i trækronerne. Så lod han sig falde til jorden og bredte sig up på maven i den bemossede skovbund. Han passede lige ind. Uden advarsel, stak han sin grønne næse dybt ned i violen, og indsnusede dens søde duft. Han lo igen. Mhm, min Viol, du dufter dejligt og kraftigt! Du er måske en stærk viol? Måske er du den stærkeste viol, jeg nogensinde har mødt! Han vendt sig om på siden og krummede sig sammen, varmt leende.

Da Trivia nåede starten af skoven, satte hun tempoet op. Der var noget ved de grønne trækroner der føltes hjemligt og bekendt. Et kæmpe smil bredte sig på hendes læber, og hun mærkede at hendes tænder kom til syne. Det var meget sjældent hun smilede med blottede tænder, men det føltes dejlig. Hun var i sin egen lille glædesbobbel, og ingen kunne drille hende over hendes fjogede grin. Et godt stykke inde i skoven stoppede hun. Hvad skulle hun nu gøre? Kunne hun virkelig stadig skifte form? Hvad hvis hun havde mistet sine kræfter? Hvordan gjorde man det overhovedet? Tænkte man på et dyr, eller et menneske? Og så var man pludselig ikke sig selv længere? Hun foldede armene over brystet. Pludselig følte hun sig malplaceret i den tavse skov. Natkjolen var blevet fugtig af at løbe igennem hoftehøjt græs. Hun strøj nervøst heænderne over samlingen af knive hun havde i bæltet. Hvad nu hvis der var nogen der så hende? Ville hun så blive udstødt? Ville de se på hende med samme sørgmodige og bebrejdende blik som hendes far? "Hallo?" Hendes stemme var skinger af nervøsitet, og en smule frygt.

Antal indlæg : 5 Points : 4747 Reputation : 0 Registration date : 17/05/11

Blomsts ører løftede sig opmærksomt; et væsen var på vej. Han vendte sig om på maven og kiggede op. Hastige og ufortrødne skridt hørtes på afstand. Blomst kunne hurtigt konkludere, at den nyankomne ikke gjorde sig noget besvær med at gøre sig lydløs. Gad vide hvem det var? Pludselig begyndte skridtene at lyde, ja, nærmest ængstelige. Det var utroligt, hvad Blomsts ører kunne opfange. Han vinkede stille farvel til violen og mavede sig op igennem krattet over en lille vold. Og der, der på den anden side kom en fint udseende dame løbende i en mærkeligt svævende kjole. Blomst gjorde store øjne af hende, da hun stoppede op og nervøst kaldte ud i luften, ”Hallo?” Hun lød næsten bange. Blomst besluttede sig for at give sig til kende, damen skulle da ikke stå der og være bange. Han mavede sig helt op på højen, så hvis hun kiggede godt efter, ville hun sagtens kunne se ham ligge der og glo nysgerrigt på hende.

Vie kiggede sig nervøst omkring. Der var ingen der svarrede. Hun vendte sig om, da hun hørte noget kvase bag hende. Hun snublede over sine egne fødder i forsøget og væltede ned i det fugtige mos. Skoven føltes pludselig mørk og kold, skønt solen skinnede ned på den lille lysning hun sad i. Hurtigt rejste hun sig op igen. Da fik hun øje på ham. En lille skikkelse længere fremme lå og betragtede hende. Forskrækket trak hun den grå kappe tættere om sin halvt påklædte krop, der rystede af forskrækkelsen. Et lille gisp undslap hendes mund. "Hvem er du?" Hendes øjne flakkede. Var der flere? Var han alene? Hun var i hvert fald alene. Hvad ville hun gøre? Hvad nu hvis han angreb hende? Hun havde hørt om mange forstyrrede personer der gemte sig ude i skoven fordi de var for skøre til at mænges med almindelige folk. Hvor var det dog også en dum ide at løbe helt herud. Alene. Og i natkjole. Trivia gik et par skridt tilbage, mens hun hårdt bed tænderne sammen.

Antal indlæg : 5 Points : 4747 Reputation : 0 Registration date : 17/05/11

Det var ingen sag at aflæse damens følelser. Ved at vise sig for hende, havde hun fået sig en forskrækkelse og var bare blevet endnu mere bange. Måske det ikke havde været det viseste træk fra Blomsts side. For damen, men skam også for ham selv. Helt automatisk gjorde han sig mindre og hans ansigt trak sig sammen i millioner af bekymringskendetegn. Han forsvandt længere ned bag volden så alt, man kunne se, var det øverste af hans beplantede ansigt. Han forsøgte at sende hende et tegn med sine små fingre, et tegn på, at han blot var et fredeligt væsen med venlige hensigter og intet andet. Det gjorde ham helt vemodig at vide, at han kunne gøre så meget skade. Han ville ønske, at han kunne gøre det godt igen. Varsomt lod han sig løfte op på toppen af volden igen, og rakte forsigtigt en arm frem mod damen.

Vie kiggede frastødt på det lille væsen. Det var helt ... grønt. Og hvorfor sagde den ikke noget? Mod sin vilje gik hun tættere på da han gemte sig. Da han igen kom til syne tog hun et skridt tilbage, men bestemte sig for at gå videre. Det var en lille dreng, kunne hun nu se. Hans nøgne arm var strakt frem mod hende, og hun tog imod hans hånd. Hvorfor gjorde hun det her? *Det er dumt. Du er skide dum, Vie. Gå aldrig hen til fremmede mennesker. Du ved det er en dum ide!* Hun lukkede øjnene. Det var altid nemmere at tale, når man ikke kunne se personen man henvendte sig til. Hun åbnede dem dog hurtigt igen. Bare for en sikkerhedsskyld skulle hun måske holde øje med ham. "Mit navn er Trivia ... Hvem er du?" Hun var nysgerrig. Dog strejfede hun diskret sit knivbælte med sin frie hånd.

Antal indlæg : 5 Points : 4747 Reputation : 0 Registration date : 17/05/11

Først… en slags modvillighed, der gjorde Blomst helt ked om hjertet. Men hun kom op ad højen og tog hans hånd, og lettelsen skyllede ind over hans ellers sørgmodige ansigt. Med hjælp fra hende, hev han sig selv op på benene. Han trykte ikke hendes hånd, for hvor skulle han dog have lært normale manerer fra, når han sådan boede ude i skoven. I stedet kærtegnede han blidt hendes hvide håndryg med hans snavsede fingerspidser, og tegnede streger op ad hendes arm langs de blå blodårer, der vistes tydeligt på hendes fine hud. Han betragtede hendes arm grundigt, før han førte den anden hånd hele vejen op til hendes ansigt (han var nødt til at stå på tæer) og rørte hendes hage en enkelt gang og derefter kom hendes kindben på tur. Han smilede stort, da hun spurgte ind til hans navn, og straks var hans hånd, som ellers havde så travlt med at sige goddag til damens ansigt, dybt nede i inderlommen på hans lilla kappe og rodede i lang tid efter… en blomst. Det var en nu halvslatten løvetand, der hang lidt med næbbet, men det lod Blomst sig ikke berøre af, og han stak uden omsvøb blomsten hele vejen op i næsen på damen, så pollenene må have kildet hende i næseborene.

Trivia stod stiv som et bræt ved Blomst's berøring. Hvad var det han lavede? Hun fik gåsehud på armene ved hans kildende fingre. Hårene i hendes nakke rejste sig. Hun var slet ikke vant til at omgås andre så tæt. Hun stirrede forundret på den visne gevækst han hev frem af sit tøjs gemmer. En blomst? "Jeg forstår ikke-" Hun så ham forvierret ind i øjnene. Skulle hun tage den? Hendes fingerspidser strejfede de slatne blade, der var blevet underligt lune af hans kropsvarme. "Er det til mig?" Hendes hånd rystede ikke længere, og hun lukkede den om hans, og blomsterstilken.

Antal indlæg : 5 Points : 4747 Reputation : 0 Registration date : 17/05/11

Blomst rynkede på næsen helt så rødderne begyndte at rykke sig under deres fødder. Bare en smule. Selvfølgelig var den da ikke til hende. Han rystede halvirriteret på hovedet, løsnede sin hånd fra hendes og placerede denne gang blomsten helt op i hendes højre øje. Han stak den anden hånd bestemt i siden, og stirrede hende insisterende i øjnene. Kunne hun da ikke forstå, at hans navn var Blomst? Hun havde da selv lige spurgt efter det. Skovbunden under dem gav sig lidt igen.

Trivia rødmede og rystede på hovedet af sig selv. Den var tydeligvis ikke til hende. ”Det må du undskylde” Mumlede hun. Hun var så dårlig til førstehåndsindtryk. Hun lukkede øjnene og bøjede hovedet. Hendes hånd faldt slapt ned mod hendes side da han slap den. Hun mærkede bladene børste mod hendes øjenlåg. ”Jeg – Jeg forstår ikke hvad du mener…”