Sommerregn i Januar

Det var sen vinter, og Demetri pløjede sig stædigt igennem de forsvindende snebunker. Hans bare tæer vidnede om en hård vinter, og han måtte stå stille og hoste i et par minutter, før han igen fik kontrollen over sin krop. Han rystede engang, men trak så den tyndslidte kappe tættere om sig og fortsatte. Han ville afsted. Ikke mere af de store farlige byer, der på en eller anden måde alle var knyttet til slottet. Nu skulle han væk fra alt. Han havde mødt flere venlige mennesker, men ingen havde været nogen der kunne få hans øjne op for andet end udnyttelse, vrede og had.
Men da de små dråber langsomt begyndte at falde, løftede han ansigtet og smilede til himlen. Når sneen allerede var blevet til regn, kunne det ikke være så koldt igen. Han lukkede øjnene og mærkede de kølige dråber, og for et øjeblik, lod han som om det var sommer, og det var sommeregnen han mærkede på hans blege hud.
En fugl pippede et sted, og det var en rar fornemmelse, at se, hvordan der stadig fandtes roligt liv og håb. Han satte sig ned og tog en lille humpel stenhårdt brød frem, som han brækkede et stykke af, og langsomt fortærede. I starten slikkede han nærmest kun på den hårde skal, men efterhånden som smagen vækkede appetitten, tog han en masse små bidder, som han tyggede grundigt, før de blev slugt.
han måtte lægge resten af humplen tilbage i sin lille taske, og tog hans jakke og trøje af, for at lade regnen skure ham ren for al skidtet han havde samlet igennem den kolde vinter. Hele hans spinkle krop rystede, og gåsehuden rejste sig, da han var gennemblødt. Alligevel lukkede han øjnene og vendte ansigtet op på den improviserede sommerregn.

Regnen dalede. Dalede fra himlen som gudernes små rensende tårer. Så små og så rene. Nogle få at de overlevende fugle pippede. En ræv sneg sig igennem det stille landskab og ledte efter et bytte. Et stykke inde i skoven, gik en kappeklædt skikkelse.

Mortimer slog hætten op. Han havde haft den nede, siden han løb væk fra lejren, og skiftede form. Tilbage til den naturlige form, den form han havde haft siden hans fødsel. Det blonde hår, den høje krop, de svagt spidse ører og de blå øjne. Et lille smil havde efterhånden dannet sig på hans læber. Smilet var kommet af glæde. Glæde over håb. Håbet, der levede i skoven, som skovens sjæl. Det kunne ses alle steder. Små og nye planter, der klyngede sig til håbet om at overleve vinteren. Fuglene, der sang deres yndefulde sang i håbet om at finde deres døde mage. Og ræven, der håbefuldt jagede et bytte, for at fodre sine for tidligt fødte unger. Alt åndede med håb. Mortimer selv, åndede med håb op at krigen ikke ville komme. Måske var det bare falsk alarm. Men ligegyldigt hvad, følte han sig fri. Specielt i dette øjeblik. Selvom maven nogengange rumlede af sult, og blikket svimlede for ham af energi mangel. Overrasket havde han forvildet sig i den store skov. Det var aldrig sket før, og beslutsomt gik han videre. I håbet om at undgå at forvandle sig til et dyr, og leve af en plante eller råt kød. En gang før var det sket, og Mortimer ønskede det aldrig ville ske igen. Tanken fik det bare til at vende sig i hans mave. I øjenkrogen øjnede han en skikkelse. Om skikkelsen var endnu et dyr, eller bare et træ, kunne han ikke helt se. Men ikke desto mindre, fik skikkelsen Mortimer til at stoppe og svagt svimlende bedømme sin mulige modstander.

Regnen gennemblødte den lille dreng, der så sårbart stod med bar overkrop og armene ud til siden. Han trak vejret tungt, men eller sagde han ikke en lyd. Og netop den mangel på hans egen lyd, gav ham mulighed for at høre da der pludselig var skridt der nærmede sig. Først slog han det hen som regnen, men alt for mange uheldige sammenstød, gjorde ham mistroisk, og da de pludselig stoppede et stykke derfra bag han ryg, snurrede han med det samme rundt. Han gjorde ingen mine til at dække han maltrakterede overkrop og arme, dder stadig var dækket af de mange hvide ar der strammede sig over hans hud, istedet stod han som naglet til stedet og stirrede på den skikkelse han kunne ane igennem den svagt silende regn.
I et øjeblik stod alt stille. I et øjeblik kunne han ikke mærke regnen. I et øjeblik var tiden gået i stå.
Og så faldt han sammen.
Han havde egentlig tænkt sig at løbe. Han havde tænkt sig at stikke af og bare løbe indtil han ikke kunne mere. Men det lod til at grænsen allerede var nået. Han havde gjort som han plejede, og normalt fik det ham til at skyde igennem skoven som en lille pil. Springe som en hjort. Men hans ben havde ikke efterlydt hans ordre. En halvhjerte spasme, der mest af alt mindede om krampe, var alt det ynkelige lille vrag kunne præstere. Adrenalinen suste stadig, men han orkede bare ikke at skulle tage sig sammen mere. Han ville bare ikke mere. I stedet sukkede han, og lod regnen vaske koldsveden af hans pande, og køle hans arrede men spinkle brystkasse, der hævede sig med en imponerende hast.

Skikkelsen faldt. Faldt nærmest sammen som en kludedukke. Mortimer stirrede bare i starten. Skikkelsen mindede på måder om ham selv, hvordan han gerne ville falde sammen og glemme det hele. Men han kunne. Træningen igennem årerne gav endelig pote. Han var en, gav aldrig op, før hans hjerte ikke bankede længere.
Beslutsomt gik han frem imod skikkelsen. Forgæves forsøgte han at følges med den roterende verden, men det resulterede i at han gik ind i flere stammer. Med regnen der silede igennem hans tunge tøj, sukkede han. Mennesket. Hvilken forfærdelig og samtidig vidunderlige form. Med et dybt suk, krummede Mortimer sig sammen, og samlede nogle af de sidste kræfter til forvandlingen. Forvandlingen til hans ulv. Knæk lød igennem hele hans krop, hjertet bankede hurtigere, knogler voksede, og nye kom frem. Smerten jog igennem hans krop. Hans værste forvandling, formskiftning, var denne her. Med et hyl, rystede han de sidste rester af tøjet af sig. Og gennem de nye øjne studerede han meget mere klart omgivelserne. Drengen foran ham. Med den spøgelsesblege hud, og arene der var slynget omkring hele hans krop. Forsigtigt nærmede han sig drengen. Forsigtigt trådte han på det bløde muld under hans poter, og snuste forsigtigt til drengen med den våde snude. Taknemlig for den sorte vandafvisende pels, huskede han på drengens lugt og udseende. Det ville måske blive nyttigt i fremtiden.
Mortimer lagde sig forsigtigt ned foran drengen, og begyndte svagt at pive. Manglen på mad og de sidste ressourcer af energi, gjorde at han håbede han dybt og inderligt, at drengen havde noget. En krumme ville gøre ham glad. Ydmygt lå han ventede på drengen.

Lydene ændrede sig, og først efter flere minutter, da Deems brystkasse bevæge sig normalt, vovede han at kigge sig omkring. Skikkelsen var væk, og i et langt øjeblik var det alt han kunne mærke. Glæden. Lettelsen. Livet. Han rystede over hele kroppen. han var gennemblødt fra top til tå, og efter at være faldet oven på sin trøje, var den ikke mindre våd. Han trak hurtigt trøjen over hovedet, og først der, alarmerede en lille pivende lyd ham om, at han ikke var alene. Så ned på en smuk ulv, og hvis han ikke tog meget fejl, kunne det hyl han havde forestilt sig, være virkeligt. Han smilte kort. han burde være bange for dyr. Han burde virkelig være bange for ulve, men da han ikke havde så meget at miste, havde han ikke så meget frygt.
Han tog igen den lille humpel brød ud, og rakte den frem til ulven i flad hånd. Han regnede med et hurtigt blid. Et med kraft i. Måske endda nok kraft til at bide hans hånd af?
Han smilte lidt for sig selv, og prøvede med den anden hånd at få fat i en håndfuld pels som han kunne stryge. Han legede med skæbnen, og han vidste det. Hvert øjeblik kunne ulven vågne op til dåd og kaste sig over ham, for, ærlig talt. Ulve spiste ikke brød. Deem burde frygte at ulven spiste ham selv, istedet for den sparsomme humpel, men ved et skævt blik ned af sig selv, måtte han konstatere, at han ikke engang selv havde særlig meget kød på kroppen. Han smilte næsten. Næsten, imens han betragtede brødhumplen i sin hånd, og mærkede den anden røre ved den lange bløde pels.

//Sorry for super sent svar!!//

Mortimer pev. Langsomt og ydmygt. Tiggende og bedende. Han vidste det var for meget. For meget at forlange af en simpel, spinkel og arret menneskedreng. Men han gjorde det. Han bad drengen om opmærksomhed og mad.
Men da en hånd blev ført frem imod ham, hvor han kunne se en lille humpel brød, sprang livets håb op i de brune øjne. Selv da den spinkle hånd rørte ved den lange sorte pels. Gysende nappede Mortimer til brødet, og tog en lille bid af det. Ulvens instinkter blev dulmet af Mortimers sult og kontrol. Normalt ville han have lagt al tilliden til sin opførelsen over på hvad en rigtig ulv ville have gjort, men denne gang lyttede han ikke. Lyttede ikke til den indre stemme der råbte og skreg, græd og bad ham om at flygte. Hvis en af hans overordenede så dette, ville han være ude af hæren på 0,5.
Forsigtigt tyggede Mortimer på den lille bid han havde taget af brødet, imens han nød den kildende følelse drengens berøring gav ham. Med regnen langsomt silende omkring dem, mærkede han maven arbejde. Og hvis maven arbejdede betød det mere energi. Med et ulvesmil rystede Mortimer regnen af sin pels, imens han fejede jorden med den våde og pjuskede hale.

//det er altså helt i orden, min netforbindelse har været nede det meste af ugen, så ingen skade sket //


I et langt øjeblik blafrede Deems hjerte som en kolobri. De små slag haglede afsted, og Deem var næsten sikker på, at selv ulven kunne høre det. Men så, da han troede at det hele var forbi, nappede det fine dyr i stedet i brødstumpen. Med forstigtige og varsomme, og dog febrilskt sult, blev brødstumpen taget ud af hånden på den lille dreng. Han stirrede måbende på ulven. En brød-spisende ulv, der tog hensyn til en menneskehånd? Han gjorde store øjne, og kom først lidt efter i tanke om, at han havde stoppet de konstante strøg af ulven. Med en mere sikker hånd, begravede han begge hænder i den bløde pels, og mærkede hvordan vandet prellede af på de fine hår. Deem møvede sig akavet fremad, indtil han næsten sad ret op ad den store ulv, der kunne pibe så blidt. Kulden trængte efterhånden igennem til den gennemblødte og chokramte dreng, der stadig sad med øjne som tekopper, og stirrede på det fænomen, der skulle gøre det ud for en ulv.
Langsomt og med en varsom bevægelse, fandt han endnu en stump brød frem. Et lille stykke, han brækkede af det stadiggt svindende forråd. Den lille stump brækkede han over i to endnu mindre, hvoraf han lagde den ene foran ulven, for at se, hvorvidt hans øjne bare havde bedraget ham. Selv gnaskede han langsomt brødet, og lod det opløses på tungen, før han gennemtyggede det endnu en gang og slugte det. Det smagte ikke just godt. Det havde sikkert overskredet et væld af holdbarhedsdatoer, men efter den kolde frugtløse vinter, var smag ikke madens prioritet, og Deem slikkede sine fingerspidser én for én, for ikke at misse en eneset krumme.

//Super, og hvis jeg nogen gange er på og ikke svarer, så er det fordi min kreativitet svigter, og så synes jeg ikke jeg er god nok :p//

Mortimer logrede svagt med halen, og kiggede på brødet, der endte med at ligge foran ham. Han havde fået energi, nok til at løbe resten af vejen til markedspladsen og bruge sin penge på bedre mad. Men alligevel lå han og lod drengen få noget af hans varme. Ikke at han ligefrem havde brug for det, pelsen gjorde sit arbejde, specielt når Mortimer havde sørget for at gøre den ekstra tyk i den silende regn.
Forsigtigt snusede han til brødet, kunne lugte fine detaljer, man så sjældent kunne som menneske, og begyndte efterhånden at slikke lidt på det. Til sidst spiste han noget af det, imens han skævede til drengen med de brune øjne. Drengen var så spinkel. Det var som om det var et følende skelet, der sad ved hans side. Et skelet, svagt dækket med en arret hud. Hvad end drengen havde været igennem, var det ikke noget Mortimer personligt ville have gjort.
Efter at have slugt de sidste krummer, var Mortimer udvidende om, hvad han skulle gøre. Hvordan han skulle betale drengen tilbage. To pludselige tanker røg på i hans hoved. Med en lille advarende bjæf, om at nu flyttede han sig, rejste Mortimer sig op, med en piskende hale, og snuste til sit tøj, gemt i en busk. Med snuden dybt begravet i kappen, kjortlerne og bukserne, fandt han til sidst den raslende pung. Forsigtigt tog han fast i den med de yderste tænder og lagde den forsigtigt foran drengen. Stadig med den piskende hale, lagde han sig op imod drengens ryg, og rullede sig så godt han kunne rundt om drengen. Forsigtigt med de brune øjne, puffede han blidt og hentydende til pungen. Inderst inde, vidste han at han ikke havde flere, men drengens handling, var betydningsfuld. Og alt han havde lært at sin far var, at selv den mildeste og venlige handling bliver større når den bliver betalt på den ene eller anden måde.

//Det skal du ikke tænke på, du er da mere kreativ end mig, så hvis du disser dig selv, disser du mig dobbelt! Ö //

Et lille bjæf undslap det store dyr, og med rædsel, indså Deem at ulven ville gå. Et lille naivt sted i ham sukkede dybt. Hvorfor ville den ikke blive? Hvad havde Deem gjort? han ærgede sig, men måtte da slippe pelsen, da ulven løb. Den kom dog ikke langt. Den stoppede nær et krat, og hev fat i noget som Deem ikke kunne afgøre hvad var. Og for at være helt ærlig havde han heller ikke krafterne til at undersøge det. Regnen havde afkølet ham grundigt, og han kunne mærke hvordan al hans resterende energi gik til at holde på noget af den svindende varme.
Den smukke ulv vendte tilbage med en lille læderpung, der raslede vagt. Deem kiggede uforstående. Havde den vidst at tøjet lå der? Havde den selv lagt det der? Hvordan kunne en ulv sådan noget?
Deem blinkede langsomt med øjnene, og prøvede med en følelsesløs hånd, at varme hans blege arme. Heldet var ikke stort, men ulven var hurtigt tilbage og smøg sig om ham. Han sukkede lavt og lænede sig tilbage, mærkede hvordan halsen slappedes og han hvilede sit hovede på den bløde pels. Varmen stræg over ham i små pulserende bevægelser, han bestemte sig for, måtte være han eget, eller ulvens hjerteslag. Først dér lagde han mærke til den lille læderpung han knugede i sin hånd. Han kiggede vurderende på den, men kunne ikke beholde noget. Det var ikke hans, og hvordan kunne han sikre sig mod, at nogen ville komme efter ham, beskylde ham for tyveri og anholde ham? Han prøvede forsigtigt at begrave pungen i den bløde pels, men han måtte efterhånden indse, at han egentlig ikke havde krafterne. I stedet aede han ulven og lænede sig ned mod dens øre, imens han betragtede de smukke øjne der udstrålede en rolighed og kraft som han ikke kunne gøre sig forstillinger om.
"Hej min ven. Hvad laver du her? Er du på flugt, eller har du boet hele vinteren herude? Nej vel, ikke heromkring, så ville vi have mødtes. Hvad synes du om vinteren? En smule kølig ikke?"
Deems stemme var hæs og knækket efter en hel vinters stilhed, og den forsigtige forkølelse der langsomt tog til. Han knugede en håndfuld pels og hviskede nogle uforståelige ord ned i pelsen på det varme dyr.

Mortimer kiggede sørgeligt på den lille dreng. Han mærkede nogle få stik i hjertet, sørgelig over, hvordan livet havde udfoldet sig for nogle. Personligt havde han været heldigt, noget der nemt ikke kunne siges om denne dreng. Da han opdagede, at drengen ikke tog pungen til sig, knurrede han svagt. Irriteret, fornærmet og forvirret kiggede han på drengen. Automatisk gled læberne på ulven op, og afslørede de hvide og farlig tænder. Knurrede førte han hovedet hen imod drengens hånd. Men nappede blidt i pungen i stedet for drengens hånd. Langsomt fik han løsnet pungens snor, og åbnede den. Små metalliske lyde lød, og da Mortimer tog hovedet væk fra pungens indhold, kunne man se kobber(?), sølv og guldmønterne glimte. Mange var der ikke, men det var bedre end ingenting. For at vise endnu engang, at pengene var drengens, ikke hans. Dybt inde i sig selv, håbede Mortimer at drengen ville kunne genkende ham, som den han var, men ulvens form var som en skal. Skallen der gemte hans rigtige jeg. Derfor ville drengen formentlig ikke genkende ham i andre forme.
Med et dybt suk, lagde han hovedet på de våde poter, imens han svagt logrede med den pjuskede hale. Langsomt gled øjenlågene i og halen faldt til jorden. I et øjeblik ville man tro at ulven sov, men den stadig bevægende næse afslørede at dette bare var en såkaldt 'rævesøvn'. Mange udnyttede til andre formål, end hvad selve ulven gjorde. Mortimer lå nemlig, og indprentede hver eneste lugt, skovens fugtige duft, drengens beskidte lugt, jordens mudrede aroma. Alt huskede han, så hvis han en dag skulle få brug for det ville han, som ulv, kunne finde stedet igen.

//Sorry for svigtende kreativitet igen - og disser dig bestemt ikke (;//

En nervøs flimren gik ned i Deem mave, da ulven viste tænder og knurrede, og næsten skulle til at bide ham i hånden. Han lukkede øjnene for ikke at se det. Det ville nok ikke være super hyggeligt. Følelsen af svigt ramte ham kort, da han synes at han trods alt havde etableret noget nært et venskab med ulven. Altså hvis man kunne sådan noget med et dyr.
Der var noget der hev lidt i skindpungen han holdt. Noget puffede til den med utålmodige bevægelser, og da Deem ikke længere kunne forstå hvorfor han hånd ikke var bidt af, åbnede han øjnene og så med stor undren på ulven det tog fat i pungen, og fiki den åbnet så kobberet, sølvet og guldet smilede ud til ham. Hvorfor? Deem forstod absolut ingenting. Hvordan kunne en ulv være så klog? Så smart? Det var ikke rigtig til at begribe. Den havde selv åbnet pungen. Sikkert for at finde noget føde. Som brød. Eller hvad, ulve spiste da egentlig ikke sådan noget, var de ikke kødædere? Deem undrede sig, og tog fat om hans egen lille ransel, hvor der ikke var mere mad tilbage. Han havde simpelt hen ikke mere at byde hans sultne ven! Med en svag sukken, krammede han fast om pungen igen. Når alt kom til alt, kunne penge vel altid bruges. Han kunne sige at han havde fundet dem. Eller bedre, han kunne stjæle tingene og efterlade pengene, så spørgsmålene slet ikke kunne nå ham. Han ville have sko. Det var den første tanke, og han så ned på de opslidte klude der dækkede hans fødder. - Den primitive beskyttelse han kunne give de trofaste dimser, mod vinteren, der nu snart var slut. Og mad. Han skulle have så meget mad at han sprængtes. Og det samme med ulven. Den skulle også have mad. Altså, hvis Deem nu overhovedet kunne finde byen igen.
"Undskyld tøsen, jeg har ikke mere mad. Men se, dit kloge kræ, penge er vejen til mad."
Med en hånd fast knuget om pungen, og den anden dybt begravet i ulvens pels, stablede Deem sig på benene, og måtte stå et øjeblik og blinke med øjnene, som blodet lige skulle rundt igen. Han havde vist siddet for længe. Med svage og små, men ustandseligt konstante skridt, satte Deem afsted i en vilkårlig retning, og prøvede at trække 'tøsen' med sig, uden at have set hvordan den sov. Og uden at have opdaget at det ikke engang var hunkøn.

//Well well, det er jo ikke en roman der skal udgives, så indtil da går det jo nok! :3 //

Mortimer slappede fuldstændigt af, lagde ikke rigtig mærke til den spinkle dreng. Hvordan drengen sad og knugede pungen til sig, og stirrede på drengens egne fødder. Men da ordet 'tøsen' kom, sprang øjne op. Med en blanding imellem et hyl og et bjæf, kiggede han på drengen der stablede sig op på benene. Hurtigt gik det op for ham, at han ville videre, med ham. Med et svag trækning i læben, tullede han væk fra drengen. I stik modsatte retning. Dog gik der ikke længe før han stod foran busken endnu engang. Forsigtigt stak han snuden ind i krattet, og kune konstatere, at nu var alt tøj drivende vådt. Der var ikke det mindste der var tørt. Irriteret snerrede han af sig selv, og gik ind i krattet. Lige nu stod han i et dilemma, enten kunne han tage med drengen i ulveform, eller også kunne han forvandle sig som menneske og se, hvad der ville ske. Hurtigt vejrede han det positive imod det negative.
Til sidst endte han med at beslutte sig for at være ulv. Det kunne blive praktisk, og i sidste ende give ham endnu mere tillid til drengen. Med snuden dybt begravet i al tøjet, formåede han at samle kappens fire hjørner omkring tøjet, og bruge hætten som en lomme. Forsigtigt løftede han i bylten, af og med tøj, og kunne konstatere, at den holdte. Tilfreds luntede han ud af busken og kiggede sig omkring. Med den logrende hale traskede han hen til drengen, og gav et lille bjæf fra sig, hvorefter han satte sig ventende ned.
Roligt og tålmodigt kiggede han på drengen med de brune øjne. Og forsigtigt smilede han et ulvesmil, noget der lignede at han viste tænder, men de brune øjne forsikrede et smil.

//Ja, det gør det jo :D//

Sjip - Sjap - Sjip - Sjap
Lyden af Deems fødder fortsatte i de faste taktslag, selvom Deem nærmest gik baglæns, eftersom han stirrede efter ulven. Ville hun ikke med? Hvad skete der lige? Han stirrede efter den, og undrede sig i store strømme over, hvordan den vidste at der var tøj der. Hvordan den ikke ville med og gik den forkerte vej. Hvor dejligt smart den var. Men heldigvis lod det ikke til at den ville stikke af, bare hente noget. Hvad der lige skete for den?
Som ulven kunne indhente ham, vendte han igen ansigtet fremad og sukkede tungt, og strakte sig. Rullede med skuldrene og nynnede en monoton lyd, idet han knipsede lidt af ulven.

Byen var ikke i sigte. Ikke de første to minutterm og ikke de efterfølgende fem. Desuden var det jo ikke slotsbyen han ville til, men alligevel. Jo længere Deem fortsatte, jo tættere blev krattet og flere væltede træer dækkede diverse dyreveksler, der snart var udviskede fra vinterens hærgen. Var det overhovedet den rigtige vej?

//Så undskylder man GIGANTISK for ikke at have skrevet før - der vist ikke nogle gode undskyldninger for denne her forsinkelse//

Regnen silede stadig jævnt ned, men dråber kom hårdere nu. Mest af alt fordi de først blev stoppet af krattet der blev tættere, og derefter samlede sig sammen i større klumper. Dog var det ikke sådan at ulven bemærkede det specielt meget. Pelsen dækkede ham og dråberne lagde sig bare på pelsen, kom ikke rigtigt ind til selve huden.
Krattet derimod havde en meget bedre effekt på ulven end regnen. Grene stak ind i huden, og flere gang kunne ulven svagt mærke det varme blod der efterhånden kom ud af huden. Ikke at han tog sig af det særlig meget, det var mere den unge dreng foran han lagde mærke til. I noget tid overvejede han at puffe til drengen og give ham kappen, men stadig væk var tanken om at de nåede snart hen til byen der fik tanken til at forsvinde igen.
Da en væltet træstamme tegnede sig i ulvens øjenkrog, undrede han sig over om denne her vej overhovedet var den rigtige. Ikke i alle hans minder kunne han komme i tanke om væltede træer, specielt ikke så mange der kom nu. Med et lidt forvirret blik kiggede ulven op på drengen. Forsigtigt lavede han et lille bjæf og pev en smule. Prøvede at demonstrere at han var bekymret om de var på vej i den rigtige retning. Halen viftede forsigtigt fra side til side i det tætte krat.

En bekymring voksede lidt videre i ulven, indtil den til sidst løb op ved drengens side. Sørgede for at have hovedet lige lidt længere foran drengens skridt, men faldt derefter ind i drengens rytme.

//Også er mit indlæg ikke specielt godt -.-' - Nå, men endnu engang undskyld!//