Navn: General Abaddon Den Evige
kaldenavn: Hmm, ingen lige med det samme
job: Hærfører
Race: Menneske
alder: Ukendt, hans udseende guider dog i retning mod 30’erne.
fødselsdag: Vinter solhverv
køn: mand
udseende: han er ca. 190 cm, og vejer omkring de 80 kilo. Hans krop signalerer som helhed den af en krigsveteran, hvilket han da også er. Han er muskuløs, bredskuldret og arret. Ansigtet består af de blå øjne, der, fulde af følelser, betragter omverdenen. Næsen er knækket et enkelt sted, og er eller ikke stor eller lille. Munden er som regel en tynd stribe, der snor sig over ansigtet, den blegrøde farve er dominerende, og skjuler kun lige akkurat tænderne, typisk trukket tilbage i et tandsmil, der kan signalere alt fra had, til dyb affektion. Dette er dog for det meste skjult under en hjelm, dækkende hele ansigtet, generelt er hans krop godt gemt væk under et, eller flere, lag rustning. Af våben bærer han typisk store våben, beregnet til at flænse og skade, ikke direkte egnet imod drab, men mere imod at gøre fjenden ukampdygtig, ved at rive lemmer af, eller skabe store sår, der vil lade dem forbløde. Han bærer ingen smykker, hvis man altså ser bort fra den læder snøre der hænger om hans hals. I denne hænger der to emblemer, den ene, en rød sten udformet som et kranium, smukt udskåret, en dværgs arbejde værdigt. Og den anden, en hånd, en døendes knoglede hånd, i grønt. Igen smukt udskåret. Han pynter sig ikke synerligt, og hvis det endelig sker, og det typisk med skind, eller fjenders faldne faner, eller endnu bedre, deres ejendele og tøj.
personlighed: Sneen lå tungt over bjergene, hæren stod og skuttede sig i kulden. Iført fuld pladerustning og med skind viklet om dem for at holde varmen. Dette var dagen, dette var dagen hvor inmarchen begyndte, hvor warland ville blive opmærksom på at de, under ingen omstændigheder ville lade sig nøjes med deres riger, og at de blasfemiske hunde skulle bøje sig for Amrath og Jahre. Igennem horden, på små 100 krigere, løb der børn. Børn, bærende deres fædres hjelme, skjolder eller våben til dem, modtagende de sidst kys, de sidste kram, og de sidste kærlige ord fra deres fædre, som de måske, og måske ikke så igen.
Abaddon er en dybt idealistisk mand, han er dybt religiøs, og den eneste rigtige måde at gøre tingene på, er hans, hvis man er uenig, bliver man enten hugget ned, eller tortureret fysisk og psykisk indtil man bukker under, og erkender sin fejl. Han nærer en dyb kærlighed til hans klans guder, og som leder af hans landsby, har han også et stort ansvar overfor dem, og er derfor ofte trådt i front som både forsvarer og anklager. Disse byrder bærer han fint, og er som skabt til dem. Viljestyrke og ærekærlighed er nøgleordene.
Så man op over krigen, så man en mand. En klippe. Fødderne var i solide støvler. Polstret med skind. Ben, mave og arme, dækket af et tykt lag ringbrynje, og dernæst pladerustning, på ryggen bar han et skind, sort som natten, kløerne hang ned over hans skulder, og kradsede imod hans rustning. Hans hårde ansigt så ud imod sin veltrænede, sparsomme, og veludvalgte hær. ”MÆND! LYT! HØR MINE ORD!” Hvert eneste hoved drejede sig imod manden. Deres opmærksomhed indtræf i samme sekund som hans stemme lød.
Abaddon er yderst modtagelig overfor smiger, i det hele taget er ord nemme at få ham op i det røde felt med, om det positiv eller negativ effekt er ikke til at sige, men han kan meget nemt blive utroligt sur, over næsten ingenting, eller blive blid som et lam, hvis man svøber sine ord i sukker. Man skal dog hele tiden have i baghånden, at Abaddons religion kommer i første række, kommer før alt andet, og over alt andet. De to guder Amarth og Jahre, lader til at fylde hans hjerne, og når blodrusen griber ham, er disse den eneste grund til at han igen falder tilbage til sine sansers fulde brug.
”I dag! I dag indleder vi en ny æra! I dag er det slut med at dyrke den værste jord! I dag er det slut med vores liv i trældom overfor klimaets kulde! Vi, nordfolket, ligger nu vores liv bag os! Drager imod nyere og mere frodige egne, med Amarth og Jahre, de almægtige guder ved vores sidder! Vil vi tage hvad der har været os fra starten, ingen! Jeg siger INGEN, vil kunne stoppe os, intet sværd skal fælde os, ingen trolddom skal trælbinde os, og ingen pile skal spide os!”
baggrundshistorie: Han er vokset op i nabolandets nordligste egne, i en af de mindste landsbyer som verden har kendt til. Navnet Abaddon blev ham givet, efter en af Amarths store profeter, den, der bragte sandheden til landsbyen. Det skulle dog vise sig, at i sekundet Abaddon arvede høvdinge posten fra sin afdøde far. Voksede landsbyen, og efter blot 8 år, var det den største magt i hele de nordlige regioner, under hans jern hånd, under lovene fra religionen, blev byen forvandlet, til en fæstning, hvor kun de stærke overlevede, og de, levede som de guder de tilbad!
Titlen, strækker sig langt tilbage, langt før han blev høvding over landsbyen, til engang, hvor han kun var en knægt. Kun 14 år, som enhver anden der ville optages i klanen. Måtte han drage dybt ind i bjergene, vente på et syn fra guderne, og derefter trække sig tilbage. Som et medlem af landsbyen, med alt hvad der dertil hørte.
Stormen rev i hans lange hår, piskede det omkring det stålsatte ansigt. Hans fingre knugede skæftet på øksen. Som han så tilbage på sin landsby, det kunne meget vel blive den sidste gang han så den. Faderen milde ansigt, det mørke hår, næsten ibenholts sort. ”Jeg ved du kan min søn” Hviskede han i Abaddons øre, der nikkede, en smule tøvende, hvorefter han vendte sig om, og trådte ind i bjergets mørke.
Hvad der skete der inde vides ikke, men da han vendte tilbage, var han ikke den samme, ej heller var tiden, faderens hår var gråt som aske. Byens ældste var døde, og en ny generation var trådt til. Drengen der var gået ind, var nu en mand, det var som om tiden havde galoperet af sted for resten af verden, mens den havde gået stille og roligt for drengen. Ikke kun vendte han tilbage med sin manddom, men også, iklædt en blodrød rustning. Rustningen viste sig, at være gammel, rusten i kanterne, bærende tusinde og atter tusinde skrammer. Men ikke et hul i den var der. Uanset hvad der blev prøvet på drengen, fik han ikke en skramme. Denne rustning har været hans lige siden, hvis du spørger ham om hvad der skete, svarer han blot at guderne valgte ham, de valgte ham som deres nye profet og forkæmper. Om dette er sandt vides ikke. Men det var bestemt ikke den samme mand der kom ud fra bjerget, som der gik derind.
Og nu, står han så her, med hans 100 elite krigere, klar til at træde ind i nyt land, klar til at tage kampen op, og klar til at høste flere kranier for gudernes trone, klar til hvad end der måtte komme imod ham. Naivt klar. Men klar none the less.
Rigdom: som hærfører ejer han en betragtelig rigdom
Ejendele: Hans rustning og våben. Om rustningen rent faktisk er velsignet af guderne, eller blot er utrolig stærk er op til selve admins. Og så selvfølgelig hans arsenal af våben. Der nærmest er en del af hans krop.
Ons 29 Apr - 0:58 af Misel
xD )