Tænkning oO

I den Store Skov var der ikke stille. Dette var mestendels på grund af den mange fugle der lystigt kvidrede, kukkede og kragede i trækronerne, men det var også på grund af lyden af visne blade der knasede under slidte sko. En lille undselig skikkelse travede forholdsvis muntert gennem underskoven, men uden at fløjte, nynne eller hvad travere som ham nu gør for at holde humøret oppe.
Traveren var Myre, der som han næsten altid havde gjort, vandrede målløst rundt og, som han ligeså næsten altid havde gjort, tænkte. Han tænkte over hvor fint grønt lyset var her i bunden af skoven, og på hvor rart det var at bladene skyggede for solen så man ikke havde det for varmt. Han tænkte ikke på hvor han befandt sig, for det var noget han aldrig havde taget sig særlig meget af, og desuden ville der ikke komme noget konstruktivt ud af det, da han ikke havde noget kompas, og ikke engang et upræcist cirka-deromkring kort at gå ud fra.
Nej, Myre, han gik bare og tænkte.

// Now roleplaying as Martha! Yay. C:

Imellem de oldgamle egetræer kom en ældre dame med mørkegråt hår til syne. Hun var til fods, selvom hun normalt plejede at spænde sin hoppe for hestevognen, og dermed køre rundt i skoven i stedet. Men i dag havde hun besluttet sig for, at hun ikke gad. Hun skulle alligevel ikke meget længere end et par kilometer, så hvorfor gøre sig besværet?
Den militærgrønne poncho, hun havde iklædt sig i dag, svingede om hendes ankler, og hendes gang var ikke ligefrem lydløs som hun kom trampende i de slidte støvler, der i hvert faldt var ét nummer for store.
Hendes blik faldt på en ung mand, der stod et par ti meter fra hende midt i et virvar af tusindfryd. Han var pokkers snavset og var sikkert ude på drengestreger.
"Forsvind, knægt. Du betræder dagens fangst," sagde hun med sin hæse stemme, og pegede bebrejdende på hans fødder, der ganske rigtigt stod oven et dusin hvide blomster eller to.

Myre stoppede, da hans øjne, der havde været langt væk i tanketåger, fokuserede på nogen der talte til ham. Vedkommende lignede lidt indholdet af et klædeskab, men var vidst en ældre dame. Han kiggede ned på sine fødder, og op igen på damen. Af respekt og konfliktskyhed gjorde han sig den ulejlighed at træde ud af den lille blomsteroase. "Det må du undskylde," sagde han beklagende.
Han bukkede sig ned, plukkede en enkelt af de hvide blomster og lod den snurre rundt mellem pege- og tommelfinger, mens han kiggede indgående på den, og så op igen på klædeskabsdamen.
"Hvem fanger tusindfryd?" spurgte han hende så, efter megen overvejen af hendes ordvalg. "Jeg plukker dem af og til, men jeg har endnu ikke fanget én."

Damens øjenbryn samledes i en undrende grimasse - hun havde bestemt ikke regnet med en undskyldning. Måske var denne dreng bare en vildfaren sjæl? Det kunne selvfølgelig også være en påtaget maske. En fælde. Det var utroligt, hvad de kunne finde på, de tyvagtige ungdomsbørn!
Den gamle dame studerede drengen nøje, også da han trak en af de små, hvide blomster op fra skovbunden. Egentlig så han ikke ud til at være fra storbyen, denne dreng.
Så overraskede han hende ved at stille hende et simpelt spørgsmål. Hun havde ikke regnet med, at han ville konversere.
"Hmpf. Det gør jeg, naturligvis!" svarede hun og stak hænderne i siden, så fletkurven hun havde under armen fløj rundt for en kort stund og slog hende i hoften. "Skovfogeden!" tilføjede hun for at virke mere skræmmende. Hun stirrede på ham med smalle øjne.

Myre blev ved med at kigge ned på blomsten, der stadig rullede mellem hans fingre. Damen var ret frygtindgydende, og han turde ikke møde hendes blik.
Skovfogeden, tænkte han. Så han var altså i en skov. Nårh ja, det kunne man da også se med på de mange træer, men det var en skov der var stor og vigtig nok til at have en skovfoged. Hvilket betød at der nok ville gå lang tid før han fandt ud, hvis han skulle gå rundt her på egen hånd.
Han overvejede at spørge damen om hun kunne følge ham lidt på vej, men det turde han alligevel ikke. I stedet blev han bare stående, kiggende på blomsten i sin hånd. Tog ikke noget initiativ til videre samtale, men viste heller ikke nogen tegn på at gå.
Til sidst tog han sig sammen, og kiggede op igen på skovfogeden, i håb om at hun nu havde rettet sin opmærksomhed mod hvad hun havde omtalt som sin "dagens fangst". Han lagde mærke til en underlig, lidt metalagtig lugt omkring hende, der på en måde virkede bekendt, uden at han kunne sætte ord på hvad det var. (regner med at alkymistheden kan lugtes xD Kunne jeg i hvert fald godt forestille mig..)

Damen udstødte et irriteret suk, og bevægede sig - næsten truende - hen mod drengen.
"Har du et navn, knægt?" spurgte hun. Spørgsmålet lød næsten mere som en ordre end et egenligt spørgsmål. Hun hævede stokken i hendes højre hånd, og prikkede et par gange til hans ene fod. "Du er vel nok pudseløjerlig. Hva'?"
Før den ældre dame overhovedet fik svar, bukkede hun sig ned med et højlydt støn. Fletkurven, hun havde under venstre arm, placerede ved siden af hende og så begyndte hun ellers at plukke. Tusindfryd var bestemt ikke sjældne i denne del af skoven, og det var derfor, damen aldrig tog særlig mange med hjem. Så nu var hun altså løbet tør igen.
"Har du tænkt dig at bare stå og glo? Så kom dog i sving, dreng!" Hun hentydede naturligvis til, at han skulle hjælpe hende, nu når han alligevel befandt sig i hendes skov.

Myre trådte forskrækket et par skridt tilbage. "Ja, jeg har," svarede han prompte og ærligt. Han var ret sikker på at han aldrig havde mødt en så skræmmende og bestemt dame - og heller ikke én med så meget tøj på. Gad vide om ikke hun fik det varmt derinde?
Pludselig satte hun sig bare på hug med et støn og begyndte at plukke de hvide blomster. Myre overvejede at hjælpe hende, men turde ikke, af frygt for at blive overfuset.
"Har du tænkt dig at bare stå og glo? Så kom dog i sving, dreng!" lød det fra hende, som om hun havde læst hans tanker, og Myre turde ikke andet end at sætte sig ned og begynde at plukke.
Myre var stolt over sine evner for at plukke - han tog de fineste af blomsterne, de allerlængste og hvideste, og dem med flest blade, inspicerede hver blomst for insekter, og fandt han ét, rystede han det ned i sin lidt snavsede hånd og satte det ned i skovbunden hvor det hørte til. Så lagde han nysseligt blomsten på plads blandt de andre.

Damen opfattede det som om han opførte sig uforskammet, og svarede - som altid - igen. "Nå, så du har måske tænkt dig at spille smart, hva'? Næh nej, den går skam ikke her! Hvad er dit navn? Så svært kan det da heller ikke være, hva'!" Så genoptog hun tusindfrydplukningen med et selvtilfreds "Hmpf."
Indimellem faldt hendes blik på drengen, der faktisk så ud til at være ganske god til at udvælge de bedste blomster. Men i hendes hoved gik det alt for langsomt. De kunne sortere dem, når de kom hjem, kunne de!
For drengen skulle med hjem. Der skulle luges ud i stalden i dag, og det ville være skønt med et ekstra par hænder.
"Tjep tjep! Vi har ikke hele dagen, vel?" sagde hun, og rejste sig op med endnu et støn. Kurven var efterhånden halvfyldt, og det var nok til en uge eller to... det kom selvfølgelig også an på, hvad hun havde tænkt sig at brygge. Hun klappede ham blidt, ja, næsten kærligt over benet med stokken som tegn på, at han godt kunne stoppe nu.
"Du tager kurven."

"Mit navn. Mit navn det er Myre," svarede Myre, der ikke var helt klar over hvornår han havde spillet smart, men som til gengæld var ret sikker på at han havde gjort noget forkert og kunne glemme alt om at blive fulgt på vej af damen. Så han fortsatte bare med at plukke, indtil en stok ramte ham lige på skinnebenet. Overrasket mumlede han "Hov," og kiggede op på skovfogeden.
Myre var nu overbevist om at hun faktisk kunne læse tanker - hvorfor skulle hun ellers bede ham følge med? Det var jo tydeligt at hun egentlig ikke brød sig om ham.
Han rejste sig hurtigt, og greb kurven, der efterhånden var halvfyldt med de små hvide blomster. Så skyndte han sig efter damen, der allerede (tror jeg oo) var begyndt at gå.
Måske skulle han også spørge om hendes navn... eller ville det være at spille smart? Myre ville helst ikke fornærme skovfogeden mere end han allerede havde gjort ved at eksistere, men syntes nu alligevel det ville være rart at kende hendes navn.
"Hvad. Hedder du?" spurgte han tøvende.

"Myre," gentog hun forundret. "Dem har jeg i forvejen mange af derhjemme." Hun kiggede sig over skulderen, og så hvordan den beskidte dreng - Myre - villigt fulgte efter med fletkurven i hånden. Hun vendte igen næsen fremad, og mumlede et sagte "Hmph."
"Hvad jeg hedder?" Hun sendte ham et skræmmende blik over skulderen. Så trak hun på skuldrene, og svarede ligegyldigt, "Martha."
"Nå, Myre. Hvor kommer du så fra?" spurgte hun efter et øjebliks stilhed. Der var mange andre ting, der også undrede hende ved drengen. Hvor var hans forældre? Hvordan var han kommet hertil? Hvorfor var han så snavset? Hvad lavede han her? Og hvem var han egentlig? Han gjorde hende nysgerrig, for normalt fik hun ikke besøg. Og når hun gjorde, så var det som regel unge der var ude på skrammer...

Martha, gentog Myre i sit hoved, og smilede kort. Det passede godt til hende. Han holdt sig gående halvt ved siden af og halvt bag hende* med kurven holdt tilpas ud fra kroppen til at han ikke sparkede til den med hvert skridt.
Hun begyndte at snakke. Hun spurgte ham hvor han kom fra. Myre overvejede det lidt. Han kunne ikke huske navnet på den by han voksede op i, og siden havde han været så mange andre steder.
"Jeg kommer så mange steder fra," svarede han efter lidt tid. "Og jeg ved faktisk ikke hvor jeg er," fortsatte han efter længere tid "så i virkeligheden kunne jeg lige så godt være kommet herfra."
Hvad han sagde gav i hvert fald mening i hans eget hoved, selv om han var lidt bekymret for, om Martha kunne se meningen i det. Han kiggede ned, hvor de visne blade knasede under hans sko. Det var en lyd han godt kunne lide, knasende blade, og én der tit fulgte ham hvor han gik. Med bladenes knasen som selvskab, behøvede han ikke at tale.

*:
Martha -> O
O <- Myre

Martha rynkede øjenbrynene i undren. "Det lyder som noget værre sludder, gør det," svarede hun og rystede på hovedet. "Men jeg skal fortælle dig, hvor du er. Du befinder dig midt i den Store Skov, flere dages vandren fra alting."
Længere fremme begyndte sollys at vise sig mellem træerne. De var ikke langt fra engen, kilden og stenhytten nu. Det mindede Martha om, at hun måtte få drengen i bad. Han lignede noget katten havde slæbt ind. Selv havde Martha ikke været i bad i et stykke tid... nej, det var nok omkring to måneder siden nu. Men det var også anderledes, for hun var Martha, og Myre var Myre.
"Der skal luges," informerede hun ham i forsøg på at slå stilheden ihjel. For en stund. "Men først skal dyrene ud på engen. Fuglene skal bæres, de bryder sig ikke om vandet." Hun kiggede på drengen igen.

Myre forstod ikke helt hvad hun prøvede at formidle. Gav hun ham arbejde? Det lød næsten sådan. Og det lød godt - det var lang tid siden Myre sidst havde været ordentligt i kontakt med mennesker. Det med fugle og noget vand forstod han ikke helt - det lød lidt ubehageligt, men det til sin tid - men han trak indvilligende på skuldrene.
"I orden," sagde han.
Det tyndede ud i skoven længere fremme, og solen begyndte at komme mere til syne over deres hoveder. Han begyndte at kunne høre vand bruse længere fremme - en ildevarslende lyd, som han prøvede at ignorere.

Martha pegede frem. "Dér," sagde hun, og nikkede mod et lille stenhus med tilhørende stald. "Dér bor jeg." Hun kom med en selvtilfreds lyd. "Har du arbejdet i en stald før, Myre?" spurgte hun. Tonelejet var hverken nysgerrigt eller ligegyldigt. Hun udtrykte det som om det var et essentielt faktum, hun burde vide. "Eller med dyr? Måske begge dele?"
Hun bevægede sig op på højre side af stalden. "Bagefter kan vi få en bid mad," fortsatte hun. "Hvis du da er sulten?"

Myre kiggede op og så stenhuset, der var Marthas hjem. Det så hyggeligt ud, tæt liggende op ad skoven. Den brusende lyd af vand var blevet højere, men han kunne stadig ikke se hvor den kom fra (huset er i vejen xD).
"Har du arbejdet i en stald før, Myre?" spurgte Martha i en krævende tone. Myre nikkede. "En del. Med heste." svarede han, og undlod at nævne at det var lang tid siden nu - ikke for at holde det skjult, men det virkede ikke som noget hun gad vide noget om. De var oppe på siden af det, der tilsyneladende (og til-lugte-ladende) var stalden.
Martha omtalte mad, og Myre lagde mærke til hvor sulten han faktisk var begyndt at blive. Han nikkede, og smilede igen sit glade smil.

"O, ja! Heste. Nå, men så ved du i hvert fald hvordan man gør," svarede Martha energisk, og fik med lidt besvær åbnet lågen i stakittet, der naturligvis også var lavet af sten (se billede). "Jeg har dog både hest, ko, får, geder og høns. Især gederne har det med at lave et helvedes svineri... det er noget værre noget, siger jeg dig." Martha lukkede lågen igen, før Myre kunne nå at komme igennem. Hun lænede sig ind over stenene, og sagde, "Hvis du bare går igennem porten dér -" hun pegede på en stor dobbeltdør, der førte ind i stalden, og egentlig var beregnet til vognen, før hun fortsatte, "- Så kan du begynde at eskortere dyrene ud. Start med hoppen, de andre føler sig utrygge uden hende. Jeg kommer omlidt." Og med de ord forsvandt Martha ud af syne foran stalden. Hun krydsede floden med støvler og det hele, hvorefter hun vandrede ud på græsmarken. Dagen før havde hun lagt tørre hortensia i mat pink derude, fordi i nat havde været den sidste nat med fuldmåne - i hvert fald i denne måned - og Martha skulle bruge hortensia fortryllet af måneskinnet til sit næste eksperiment. Hendes hortensia skulle ind, ja, men resten måtte vente til senere.
Nu skulle der luges ud!

// Se plan over stalden her ^^

Myre lænede sig ind over stengærdet, men kunne ikke se hvor Martha blev af. Han satte sin taske op ad muren ved siden af døren til stalden, og gik ind. Lugten af stald - halm, hest og ikke mindst, møg - kom ham i møde, sammen med en del dårlige minder. I det mindste var han denne her gang ikke tvunget... eller, denne gang var han i hvert fald glad nok for at tage sig til noget. Han kiggede sig om i det lille stenhus.
Frem for ham stod en hestevogn, og til højre stod to geder i en lille boks. Ved siden af vognen stod en ko, ved siden af den en hest, og ved siden af den stod nogle får i en lille indhegning. Ved siden af gederne var der nogle høns. Myre rynkede på næsen. Han havde aldrig rigtig brudt sig om høns - dumme fugle.
Hoppen først, havde Martha sagt. En hoppe... det var en hunhest. Myre gik hen til hesten, et gråplettet kræ, der så ud til at kunne klare en del. Han klappede den på halsen. Den virrede med hovedet, og Myre trak hånden tilbage. "Rolig," formanede han den, og håbede at det hjalp.
Hvor skulle dyrene egentlig hen? Det havde skovfogeden ikke sagt noget om. De kunne ikke stå der hvor han var kommet fra - der var nærmest kun skov. Og på den anden side kunne han ikke se meget andet end en slags skrænt. Og hvad var det for noget med vand? Myre kiggede forvirret rundt, men intet svar syntes at melde sig. Trippende fra fod til fod, stod han med hesten, og håbede at Martha ville komme tilbage.