I hullet med dig Eph

((Det er meget forsinket det ved jeg godt hehe))

Turen tilbage til barakkerne på den her tid af dagen, kunne havde været meget farlig for almindelige mennesker. For når de fleste patruljer vender tilbage til kasernen, så overtager bander af det værste skum og pak.
Men de få overfaldsmæmd de mødte på vejen, flygtede ligeså hurtigt som de var kommet, da de så at det var Haldonir eller "Slagtermesteren" de var stødt indtil.'
Så nu stod Haldonir og de 2 officere der bar Ephera foran den sydlige port.

"Hvem der?!" Råbte vagten fra port tårnet. "Hvem er det som ikke kan kende sin egen general?!" Råbte Haldonir tilbage "Se så at få lukket den port op!"
Porten blev straks åbnet og Haldonir humpede ind af den. Da vagtmesteren så det gik han Haldonir i møde.
"Hvad er der sket, Sir?" spurgte vagtmesteren og så på Haldonirs fod. "Ik noget, det er mig der beder om rapporter, jeg laver dem ikke" svarede Haldonir surt tilbage.
"Hvem er den kvajpande som ikke kan kende mig?" spurgte han så. "Det er en ny rekrut, Sir" svarede vagtmesteren.
"Hæng ham i armene fra muren, så kommer jeg og ser på ham imorgen" sagde Haldonir "Send en i forvejen til infirmeriet og sig jeg kommer."
"Skal ske, sir" svarede vagtmesteren og gav odrene. Lidt efter kunne man hører råb fra en der bad om nåde og derefter en der ramte muren.

Lægerne stod allerede klar da de kom til infirmeriet og de kiggede alle på Haldonir og de 2 officere.
"Dig der!" sagde Haldonir og pegede på ham der var løbet i forvejen. "Tag nogle mænd, en læge og hende her ogh smid hende i fangehullet. Det skal være et godt et, hun skal nemlig overleve."
"Javel" svarede soldaten og gik hen for at tage Eph.
Haldonir vente sig nu mod lægen som skulle med. "Bare søg for at hun overlever og at hun kan tale. Væk mig når hun kan."

Haldonir og officerene gik ind i infirmeriet og faldt i søvn efter lægernes behandling.

//OUT//

//sorry jeg spammer... men eph er på ferie... så der går lidt tid før hun vågner^^//

//Det er jo derfor jeg smider hende i fangehullet. Så kan hun jo bare skrive når hun kommer tilbage//

///OOG sry for spam, men skulle du ikek tilkroen efter din hævn.////

//Nej jeg havde tænkt mig at Barahir skulle komme, men jeg var på vej ud af døren så jeg skrev ikke//

//Tihi xD Nu er jeg vågen :b Svarer nu xD//

Ephera var fuldstændig vågen da soldaterne slæbte hende væk fra kroen. Hendes gevandter var røde på grund af alt blodet. Hun græd lydløst og hendes øjne var lukkede. Hun havde kort sagt ikke lyst til at se det grusomme sted hvor Haldonir herskede.
Hun mærkede at hun blev kastet ned i et lille og primitivt rum. Smerterne var nærmest uudholdelige. Hun åbnede øjnene og pludselig fandt hun ud af at hun ikke var alene. Hun blev forskrækket, men sprang ikke tilbage da smerterne ikke tillod det. "Hvem der?" spurgte hun ud i mørket. Hun græd stadig lydløst. Hun havde netop fået lidt venner og oven i købet et job i det gyldne vildsvin, og nu skulle hun tilsyneladende dø. Hun havde ikke været adskilt fra sin ulv siden hun fik ham, og hun savnede ham forfærdeligt meget allerede.

((Unskyld jeg ikke svarer men skal lige tilbage til basen først))

//Yep Yep ^^//

Sicia blev dumpet ned i hullet, men vågnede ikke

//lolzz, ville bare lige sige det O_O//

Ephera kunne skimte en skikkelse blive kastet ned i fangehullet. "Hvem der?" spurgte hun usikkert. Hun var ikke sikker på om det var nogen hun kendte eller ej, da mørket lå tæt omkring dem. Hun græd ikke mere.

Hun stak hånden ned i sin lomme og kunne mærke at hendes dagbog og fjerpen stadig lå i lommen. Hun hev tingene frem på få sekunder, åbnede dagbogen og begyndte at skrive...

((Undskyld jeg ikke har svaret men har været i sommerhus))

//Det går nok. ^^//

((jeg bruger for første gang en npcfigur. link til hende.))

den lille pige gik langsomt. hun bar en stor kurv med brød. pludselig snublede hun og begyndte hurtigt at samle brødene op. de var blevet spredt ud over det hele. hun var pludselig ret tæt på et lille gittervindue i muren.
"Hallo... er der en Ephera dernede?"
spurgte hun hviskende.

Ephera fik et chok. Hvem var det der talte til hende? Hun kunne ikke genkende stemmen overhovedet men hun havde selvfølgelig også en dårlig hukommelse. Hun havde næsten for mange smerter til at kunne rejse sig, men hun gjorde det alligevel og humpede hen til gittervinduet. "Ja.." hviskede hun lavt. "Hvem der?"

"Ven"
mumlede den fremmede.
"Rekonongsere for Artzhor. han kommer med hjælp... vent på ham og hold dig så langt væk fra vinduet som muligt."
hun forsvandt.


Artzhor skridtede langsomt gennem gården. det var ved at blive aften og med hans officertøj var han umulig at skelne fra de andre. han lod som om hans snørrebånd gik op ganske nær Ephs vindue. dog var det noget ganske andet han lavede. han anbragte en lille papirspakke med en lang snor i. hurtigt sparkede han den over mod vinduet og tændte lunten. så gik han fredeligt vidre. han var næppe nået tyve skridt før pakken eksploderede.

Ephera forstod ikke noget som helst men nåede dog lige at rive pigen, lægen og sig selv over i den anden ende af fangehullet før der lød et brag og et eller andet eksploderede. Hun havde lukket sine øjne og havde ikke åbnet dem endnu.

Ekspoltionen var ufattelig kraftfuld, men pakkens form fik ild og trykbølgen til at ryge til alle andre sider end artzhors. som et lyn var han henne ved det gigantiske hul og sprang derned, skjult af røg og damp.
"Lad manden være."
han slyngede den anden pige over skuldren uden betænkeligheder og greb Ephs arm og hev hende hen til hullet og op af en bunke murbrokker.
"I skjul af røgen. skynd dig hen til den LILLE DØR i muren. sisi venter os der."

Ephera adlød uden spørgsmål og nærmest kravlede væk. Hun løb lydløst afsted og smilede på trods af de mange smerter. Snart var hun henne ved muren, men nu skulle hun finde den lille dør... Hun spejdede rundt efter den og skyndte sig i skjul bag en busk da en flok officerer kom gående og diskuterede et eller andet uhørligt. *Bare de ikke ser det..* tænkte hun og lukkede øjnene hårdt i. Hvor var den dør?

Officerene gik nærmet amok over røgen og den halvsmadrede bygning., de ænsede overhovedet ikke den lille skikkelse ved muren.
((sry at jeg styrer dem... men er det ikke det mest logiske de gør?))

Artzhor kom derover. han bar pigen over skuldren uden at give sig tid til at se om hun var ved bevidsthed eller ej. da han så Eph stå og tøve greb han hende i armen uden et ord og slæbte hende over til en meget meget lille dør.

"Tak tak," hviskede hun og tog sig til armen da det gjorde ondt. Hun kiggede på døren. "Skal vi igennem der?" spurgte hun lavmælt.

//Det er helt okay, og jo det er det. xD//

døren var omkring en meter høj og sad en halv meter over jorden. det var nærmere en lem.
"Jeps... sisi.. tar du lige imod."
et par mørke hænder blev stukket frem og halede pigen gennem hullet.
"Så er det dig."

Ephera gik hen til lemmen og begyndte at mave sig ud med lidt besvær. Det må have set utrolig klodset ud.

Artzhor så ud som om han kedede sig og pludselig gav han hende et ordenligt skub.