Mirthea En'Ithil - Nabolænder

Navn: Mirthea En’Ithil
Betydning: Mirthea Af Månen
Kaldenavn: Moon

Job: Aktiv jobsøgende, som noget af det første.
Er præstinde for sin gudinde, Luna. Og var det for hendes folk, Ithil’Quessir (Måne Folket)
Race: Drow (Sort Elver)
Nationalitet: Nabolænder

Alder: 219 år, men ligner en på 21 år.
Fødselsdag: Foråret

Køn: Kvinde
Udseende:
Mirtheas hud er mørkere, sådan grålig, i det i forhold til almindelige elveres. Hun er slank, veltrænet og har generelt en flot figur. Hun er vel omkring de 175 cm. Hendes øjne har en mørkviolet farve, hvor hendes følelser er til at skue. Hendes hår går hende til lænden og er silkeblødt. I månelyset, får det et selvlysende skær, ligesom månen. Pandehåret dækker hendes mærke til, som sidder i panden. Hendes læber har en rød farve, som hun selv har givet dem.
Om hendes skinneben og underarme har hun nogle sølvbånd, som kun reflektere månelyset. Hun ta’r dem aldrig af, da de er en del af hende. Omkring hendes bryst hænger en form for kjole fast, som er samlet af en blomst. Fra blomsten og ned efter er der en åbning i kjolen. Når hun står stille flader kjolen ned langs hende og skjuler hendes krop. Og så bruger hun aldrig sko, da hun godt kan lide at være forbundet til jorden. Omkring hendes ene lår har hun et etui til hendes dolk. Da hun ikke vil vise sig, bærer hun rundt på en brungrønlig kappe, som skjuler hende helt. Hætten har hun trukket så langt ned, at man ikke kan se hendes øjne, og kun en skygge fra næsen og ned efter. Fordi hvor mange har lige mødt en sort elver?

Personlighed:
Mirthea er storhjertet, venlig, hjælpsom, men hun er meget forsigtig med, hvad der sker. Hun elsker at have kontakt til naturen, derfor bruger hun ingen sko. Hun har sin egen vilje og mening omkring ting, og man skal ikke prøve at lave om på hende. Man skal heller ikke bestemme over hende, fordi hun gerne vil føle sig fri, som fuglene. Hun sætter sin lid til sin gudinde, hvis tingene ser sort ud. Hun tror på, at der er en mening med alt ting, som sker omkring hende. Hun tror også på, at der er en anden mening med hendes liv, men hun ved ikke selv, hvad det skulle være. Hun elsker følelsen af frihed, derfor ønsker hun heller ikke rigtig at binde sig nogen mand. Og så er hun meget trofast overfor sine venner.

Baggrundshistorie: (Bliver fortalt i jeg- person og ydre fortæller)
Dybt inde i skovene i et land, som ligger ved siden af Warland, var der en race, som ikke var særlig kendt i resten af verdenen. Her holdte sort elverne til. De holdte sig meget for sig selv og så ikke meget til andre mennesker eller væsner. En meget gammel og næsten glemt historie fortæller, at sort elverne engang var almindelig elvere, men de var blevet forbandet, så de måtte flygte ud i skovene, men ingen vidste rigtig, hvad de lavede derude. Og med tiden blev de glemt af alle, kun få kunne huske dem og vidste, at de stadig eksisterede. Men der var stadig en masse hemmeligheder.

Klanen, der holdte til ude i skoven, kaldte sig selv Ithil’Quessir (Måne Elvere), fordi de er tilbedere af måne gudinden, Luna. De havde også en præstinde, som på en mystisk måde havde en kontakt til gudinden. Der havde aldrig været en præst, fordi nu var gudinden en kvinde, derfor ville hun tale gennem kvinder. Præstinden var ikke den øverst stående, men det var dronningen, som sørgede for, at hendes folk havde det godt og fik det, som de ønskede.
En, der var næsten så gammel, som dronningen, var præstinde, dog havde hun ingen specielle kræfter, som hendes forgænger, men hun var meget vis og klog. Hun havde en datter, som var halvt så gammel, som hun var. Men hun var næsten, som ondskaben selv og ønskede kun magten. Man havde tidligt opdaget hendes evne, hun kunne sprede sygdomme, som ikke kunne kureres på den almindelige måde. Men hun ville aldrig få magten, fordi gudinden ønskede noget andet. Hun skulle nemlig have et barn med en ukendt fader.

Et hus, et stykke fra klanen, sad præstinden og hendes datter, som lå og havde veer. Præstinden havde prøvet dette et par gange før. Der var jo ikke mange elver, som fik børn, så det var en yderst sjældent, at nogen skulle føde. Et sidste skrig og jeg var født. Jeg sagde intet og forholdte mig helt stille i min mormors arme, som om jeg næsten sov. En tåget, utydelig skikkelse dukkede op i lokalet. ”Gudinde.” mumlede min mormor og bukkede let for den tåget skikkelse. Min mor forholdte sig stille og sagde intet.
”Det er et smukt barnebarn, De har fået dig, præstinde.” sagde gudinden, og anså ikke min mor.
”Ja, det er hun så sandelig. Jeg synes, hun skal hedde Mirthea efter Deres første præstinde.” sagde min mormor.
”Lad det blive således.” Gudinden kyssede let min pande og mumlede, ”Mirthea En’Ithil, du vil gøre mig stolt.” På min pande dannede sig et mærke af en aftagende måne. Gudindens mærke.
”Nej!” råbte min mor fra hendes sted, hun kunne ikke længere tie stille og bare se til, ”Hvorfor hende? Hvorfor ikke mig?”
Gudinden vendte sig mod min mor og sagde, ”Fordi dit sind er blevet taget af mørket.” Hun vendte igen blikket mod min mormor, ”Tag Dem godt af hende, hun er noget specielt.” Min mormor bukkede, som svar, og kort efter var gudinden væk. Jeg lå fredeligt og sov i min mormors arme, da min mor valgte at slå hånden af mig. Derfor valgte min mormor at tage sig af mig.

”Det må være nok for i dag.” sagde min mormor og smilede til mig. Det var let at se, at hun var stolt af mig. Jeg var lærenem og lærte hurtigt de forskellige ting, og jeg elskede at lære noget. Jeg var begyndt at lære, hvad det ville sige at være præstinde. Der var rigtig mange ting, som faktisk skulle lære inden. Man skulle lære at skrive og læse, og hvordan vores liv fungerede. Derefter skulle jeg først lære, hvordan gudinden skulle tilbedes, og hvordan hendes ønsker skulle videre gives. Og så skulle jeg lære at beherske min form for magi oveni alt dette. Jeg havde i en tidlig alder allerede vist, at jeg besad en form for magi i mig. Og jeg var faktisk langt fremme med all’ ting, fordi jeg lærte hurtigt. Så det varede nok ikke længe, før jeg kunne kalde mig selv præstinde.

I en alder af 219 år, hørte jeg for første gang rygtet. Det land vi boede i ville erklære krig til det andet land, og de skulle bruge hjælp. Men hvad kunne vi gøre? De kendte ikke til os, og de frygtede os sikkert, fordi vi var anderledes end alle andre. Men alligevel var der en mavefornemmelse, der sagde, at jeg skulle tage af sted og hjælpe dem. Jeg gik en dag til min mormor og drøftede sagen med hende, men hun mente, at det måtte blive dronningens afgørelse.
”Nej, du må ikke tage af sted.” var dronningens svar på mit spørgsmål til at tage af sted.
”Jamen, de ved ikke, hvem vi er. Vi kunne jo skabe os et godt rygte hos dem, hvis vi hjalp dem, så kunne det være, at vi ikke behøvede at skjule os mere.” protesterede jeg, men dronningen ville ikke høre mere. Hun vinkede os væk, og vi gik.
”Må jeg ikke nok tage af sted? Dronningen virker ikke til at vide, hvad hun snakker om.” sagde jeg halv lavt til min mormor. Jeg syntes ikke, at dronningen virkede så vis, som hun havde været.
”Jo mit barn, hvis det er det gudinden fortæller dig, så tag af sted, men inden du tager af sted, så har jeg en gave til dig.” sagde min mormor. Jeg fulgte hende til hendes kammer, hvor hun holdte meget til. Hun vendte sig mod mig. Hun tog sin halskæde af og rakte den mod mig og sagde, ”Jeg ønsker, du skal have den, så du ikke glemmer, hvem du er. Og jeg vil ikke høre på, at du ikke vil have den.” Da jeg ikke selv tog i mod den, lagde hun den selv om halsen på mig. Hun havde haft ret, jeg ønskede ikke at tage imod den, fordi det var præstindens halskæde (med gudindens mærke), og jeg var ikke en præstinde endnu. Mens jeg havde tænkt, havde min mormor lagt en kappe om halsen på mig. ”Så du ikke kommer til at fryse på de lange vinternætter.” sagde min mormor. Hun vendte mig mod hende og kiggede mig direkte ind i øjne. ”Jeg elsker dig.” sagde hun og kyssede mig på panden. ”Jeg elsker også dig, og jeg lover, at jeg kommer tilbage.” sagde jeg og holdte min mormor ind til mig.
Ingen andre vidste, at jeg tog af sted. Jeg havde min trofaste ganger, Night Star, med mig på rejsen. Det ville ikke tage mange dage, før vi ville nå byen.

Rigdom: Hun kan ikke klage, hun har det, hun skal bruge.
Ejendele:

Dolk
Tøj: Kjole, kappe
Halskæde med gudindens mærke
En pung
En sort, blank hingst: Night Star

Andet:

Hun har lært at bruge månens lys på alle tider af døgnet. Hun kan skabe et lys, som har det samme skær, som månen. Og ved hjælp af det, kan hun heale skader og sygdomme.
Hendes kræfter er begrænset, hvis hun bruger dem for meget, skader hun sig selv.
Hun kan skrive og læse.
Hun kan bruge en dolk på mange måder og på et højt niveau.

Magi:

Jeg ved godt jeg ikke skulle have det store med det her at gøre, blev bare så fanget af en ny karakter der var nabolænder Smile

Men det med den sorte hingst Shadow... Ja, altså jeg lavede Hera Garis, som også har en sort hingst ved navn Shadow, også ja, det vil jo blive forvirrende hvis man havde to sorte hingste der begge hed Shadow.. :)

Det kan jeg godt se. ^^
Jeg har lavet det om, så der er mindre forvirring.

Okay tak ^.^

Selvfølgelig. Og skulle til at sige: Gør det gerne igen. :)
Men jeg bliver jo nød til at underordne mig efter jer andre, fordi jeg er ny.

Underordne og underordne, der er ikke noget med rang her (undtagen Chris og de andre) xD

Jeg kunne da også bare, bede dig om at ændre hestens navn. :D
Men nu er jeg jo venlig sindet, så nu gjorde jeg det jo.

Ja, det kunne du jo, men du er jo så venlig sindet *At ae på Mirthea* xD

Så skulle du møde hendes mor. ^^ *Bliver aet.*

Ja, så skulle jeg møde hendes mor xD

EJ! Kan det nu virkelig passe, at denne karakter ikke er blevet godkendt endnu?! PUHA! Hvor pinligt. Neeeej. Undskyld!
Når du lige har tilføjet mindst én hovedsagelig svaghed, der fylder ret meget i hendes hverdag og generelle liv, og muligvis giver en eventuel kampmodstander en fordel, så vil jeg godkende. C: Du skal også lave en længere beskrivelse af hendes magi, så den er nemmere at forstå - brug evt. vores magi-guide - og så vil Alastor fortælle dig, om det er i orden. ^^

Retter på det senere, når jeg har overskuddet til det.

Super - sig lige til, når du har fået det gjort, så jeg kan låse emnet. (: