forvirring

Gæst

Yasmin standsede midt på en befærdet gade. hun så sig om og foldede de små fine abehænder. den så sig om efter sin rødhårede ejer. Adrian samlede hende op og så rundt.
"Hvilken vej Yas? hvor er nini?"
den lille abe lavede en lille trillelyd og så bedrøvet på ham. den blinkede med det raske øje og pillede ved hans hår.

Artzhor kom over til dem.
"sporet ender?"
spurgte han roligt.

"Hvorfor tror du vi er stoppet?"
spurgte Adrian vredt.

((jeg spiller bare som om du ahr fulgt med ikke Nina?))
Green gik hen af den befærdede gade og så da også det mærkelige par.
En elver med klap, en abe med klap og et menneske med ansigtet halvt dækket af jern.
Men han kendte dem ikke og ville gå videre.

Gæst

Pludselig udstødte manden med aben et hyl og for over mod dem.
"Nini!"
han kastede sig om halsen på hende og var ved at vælte hende.

Green trak sin arm til sig så hurtigt han kunne.
Han kiggede med stor undren på manden og overvejede at trække sit sværd.
Men da det så ud som om han ikke prøvede at angribe men derimod omfavne Nina lod Green sværdet ligge.
Istedet kiggede han spørgende på Nina.

Gæst

hun gav et lille udråb og gengældte så omfavnelsen. Yasmin pludrede glad og pillede ved hendes hår. så vendte hun sig og smilede til Green.
"Det er min bror Adrian... og Adrian det er Green..."

Green gengældte hendes smil.
Så kiggede han på Adrian "Goddag Adrian" sgade han og gik frem til ham.
Han rakte hånden frem som hilsen ((du ved så man giver hinanden hånden)).
Hans tuderede manden og prøvede at finde hans ligheder med Nina.

Gæst

Adrian tog greens hånd og målte ham med øjnene.
*Nå så det er Green...*
Han var ældre end denne Green, men han var sikkert stærkest.
"Godt at møde dig... kan se du har passet godt på nini.."

Green sendte ham et skævt smil "Det klare hun jo ganske godt selv".
I sit hoved færdiggjorde han sætningen *selvom jeg måtte bære hende ud fra en bygning fuld af menneskelige soldater* men han sagde ingenting.
Han lignede ikke Nina meget denne Adrian men hvis hans personlighed bare var noget de rlignede hendes var han en flink fyr.

Gæst

"Jeg er nu meget glad for opmærksomheder..."
smilede hun og gav sin bror et knus mere.
"Du er ellers i fint selskab Adrian"
hun hentydede til Artzhor.

Green kiggede på den anden mand.
Menneske.
Han mærkede sin hånd knytte sig i det skjulte men åbnede den.
Sådan ville han ikke være det var en dårlig reaktion.
Istedet nikkede han til Artz.
Så kiggede han igen på Adrian "Sømand?" spurgte han.

Gæst

"jaøhh... "
han tøvede og studerede hans reaktion over mennesket. Yasmin sprang over på Greens skulder og pludrede venligt i hans øre.

Green grint lidt så aede han Yasmin.
Han lod spørgsmålet til Adrian ligge, han var sikkert et eller andet ulovligt, men hva pokker det var han jo selv, meget ulovligt indda.
Han overvejede at byde dem på middag, men hvor? Hans kro var jo brændt.
Istedet blev han bare stående og betragtede skiftesvis Adrian og Artz.

Gæst

Artzhor vurderede manden. han så ud til at være en formskilfter.
"Har de noget imod at møde et menneske Green?"
spurgte han med sin lave rolige og lidt skræmmende stemme.
han smed en mønt hen til ham. ((det er en prøve. den er falsk. det kan kun se på en lille stjerne der har en arm for meget.))

Green greb den og studerede den.
Så smed han den i vejkanten.
Hans år som kroejer havde lært ham at kende forskel på falske og ægte mønter.
"Nej" sagde Green "eller jo men jeg prøver at modarbejde det".
Han trak på skuldrene. Det med mønten lod han ligge.
Han var altså kommet i sleskab med en falskmønter og en sømand der begik ulovligheder af en eller anden art.
Gode oprøre bortset fra at den ene var menneske.

Gæst

"Årh nej... arbejder du stadig på det pjat Artz?"
Niniane så fra den ene til den andenog vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre.
"... men altså..."
hun så på green.
"Artzhor er det mindst menneskelige menneske der findes..."

Green kiggede skeptisk på ham.
"Måske" sagde han så mere for at give Nina ret en fordi han egentlig troede på dem, men måske alligevel.
Der var jo mennesker blandt oprørene selvom de var få.
Han burde ikke tænke sådan men han kunne ikke lade hver emd at tæmnnke på om Artz måske var spoin.
"Jeg ville gerne byde på middag men min kro er desværre brændt" sagde han så og skiftede dermed emne.

Gæst

"Det har vi bemærket..."
mumlede Adrian lavt og så medlidende på Green. det måtte være næsten så slemt som at se sit skib synke.
"Det så grimt ud."
han rakte en tøjbylt til Niniane.
"Jeg fik nogen af dine ting ud.."

Green kiggede på ham med et trist udtryk i ansigtet.
"Det har været min families i generationer, lidt surt at se den brænde" sagde han "jeg tror den skal genopbygges fuldstændig fra grunden".
Han genkaldte sig billederne af den brændende kro men rystede dem så væk.

Gæst

"Det lyder rædselsfuldt! jeg har set både mytteri og det der var værre... tro mig jeg kender det."
Adrian gjorde tegn mod sit dårlige øje.
"Du kan nok regne ud hvor jeg fik det fra..."

Green nikkede stumt.
Så lænte han sig op af en husmur der stod meget tæt ved.
Han var begyndt at mærke det gjorde ondt i brystet igen.
Han ville sådan set gerne tilbage men så skulle Nina jo med og hun ville nok helst ikke væk fra sin bror.

Gæst

"Hvad er der?"
spurgte hun bekymret og sendte sin bror et forklarende blik. så tog hun forsigtigt Greens hånd og gav den et lille klem.

"Det er bare den der rift" sagde Green og tog hendes hånd.
*Måske jeg skulle tage dem med til oprørsbasen, Nina stoler jo på dem, men jeg har lært at være mere forsigtig* tænkte han.
Istedet holdt han bare Ninas hånd og ignorerede smerten i brystet.

Gæst

"Jamen så er det jo i orden."
mumlede Artzhor med sin kolde og lave stemme og trak på skuldrene. så vendte han om og forsvandt i menneskemængden uden et ord. han vidste hvor han skulle hen, og efter samtalen med Veneur regnede han også med at vide hvor DE skulle hen.

//Out//

Gæst

Niniane skulede til Artzhors ryg uden nogen grund.
"Du burde ikke gå rundt her..."
hun vendte sig mod green og ignorerede Adrians smørede grin.

Green sendte Adrian et enkelt blik.
Så kiggede han på Nina og nikkede stille.
"Rart at møde dig Adrian" sagde han.
Så kiggede han på Nina "jeg går..." han tøvede et øjeblik "..hjem" sagde han så.
Så vendte han sig og begyndte at humpe ud på gaden på vej mod de mindre befærdede områder.