Umarhcral Kal’Faja

Navn: Umarhcral Kal’Faja fra Agagurabjerget

Kaldenavn: kalder sig selv Omar Fafaya. Menneskerne plejer at kalde ham ting som Møgsvin, klamme grønne dyr, stinkende sumprotte, pestbefængte bæst, men han tager navnene på sig med stolthed. Det er en slags kult mellem orker at den der har de mest skræmmende navne er den bedste ork.

job: ud over at være ond, så stikker for alle der betaler, snigmorder og kriger. Tyv og tigger, ALT.

Race: Ork af den værste og dummeste slags. (det siger ret meget.)

alder: umulig at bedømme, nok mellem 23 og 27.

fødselsdag: en gang i sommerens tørreste hede, i en klippehule ved en stinkende giftig sump nær det døde Agagurabjerg.

køn: mand

udseende: grum og grøn. Bred mund med store kindtænder og en tryneagtig næse. Skallet isse, groft sort år, spidse ører, små griseøjne, der ser beregnende på verden med et koldt blik. Vildt muskuløs og meget stærkere end selv det bedst trænede menneske (!!!) og korte ben og lang krop. Klør i stedet for negle. Meget stærke kæber der kan bide knogler over og flå en strube på få sekunder.


personlighed: Snu og ondskabsfuld. Dum som en dør, men dog laangt kvikkere end så mange andre orker. Altid på jagt efter nogen at pine, det kan være en lille ork eller et barn. Grum og hård, uden nogen form for humor, ud over den glæde og tilfredsstillelse han føler ved at nedværdige sin besejrede fjende eller ved at høre sine egne dårlige vitser, og se folk grine af dem af frygt for ellers at blive dræbt. Han stoler ikke på nogen, og går ikke i vejen for at dræbe sine venner og hjælpe sine fjender for morskabens skyld. Han er umulig at drikke under bordet, og når han drikker bliver han endnu mere ondskabsfuld og grov. Han har ingenting imod at æde individer af de andre racer, og han er ikke bange for kannibalisme.

baggrundshistorie: Der er faktisk næsten ikke sket noget. Han er født og opvokset ved Agagurabjerget, men da han var omkring de 10 besluttede deres leder at de måtte flytte. En anden orkgruppe ville gerne overtage deres land og de var stærkere end Omars gruppe. Alle var sure over at de ikke blev og kæmpede, og der blev begået mytteri. Lederen blev dræbt og gruppens store mænd kæmpede om pladsen. Omar stak af under kampen. Det var bare en pludselig indskydelse, men den reddede formodentlig hans liv, for den anden orkgruppe lå i baghold og dræbte alle, noget han ikke selv så. Han kom til Takamir, og klarede sig fint i kloakkerne, hvor næsten alle orker holder til. Her mødte han venner og fjender og blev en form for leder, for han var kendt som en snu og hensynsløs morder. Han hjalp menneskerne under den store oprustning og er ikke tro mod nogen nu.

Rigdom: kommer an på alt. Fra den ene dag til den anden kan han blive stinkende rig eller tabe alle pengene i spil.

Ejendele: diverse tøj, en ringbrynje, en hjelm med tre øjne i panden, underarmsbeskyttere, knojern, bryst- og rygpanser af læder, der minder umiskendeligt om mørkt orkhud...

Våben: to savtakkede sværd, en lille bue (som dem i ringenes herre) og en masse små knive, hans tænder og klør og to tunge lænker der fungere som piske.

andet: han grynter og hvæser meget på grund af de to store kindtænder. Han starter næsten altid en sætning med enten *grynt*, *muff* eller *schh*

Godkendt!