Så ville jeg da lige prøve med en seriøs historie
Oliver
Regnen trommede mod ruden. Oliver sad bare indenfor og kedede sig. Hans forældre var kørt ned i byen for at købe noget mad, og hans computer var lige gået ned. Han havde også smidt sin mobil væk. Nu havde han intet at lave. Han begyndte at tænke, han tænkte på dagen i skolen, han tænkte på hvad han havde gjort mod den lille dreng. Han og hans kammerater havde skubbet en lille dreng væk, bare fordi han stod før dem i kantine køen, og Oliver havde endda været lige ved at slå ham. Det fortrød han nu, han fortrød faktisk alt det onde ham og hans venner havde gjort, han fortrød at han havde låst læreren inde i et skab, han fortrød at han havde gjort nar af pedellen. Ja, han fortrød alt han havde gjort galt.
Han foldede hænderne og bad til gud, han der aldrig havde troet på gud, han der aldrig ville i kirke, han der nægtede at blive konfirmeret, han bad nu. Han sagde:
”Gud, tilgiv mig for hvad jeg har gjort.
Tilgiv mig for hvad jeg har sagt.
Og hjælp mig, så også jeg kan tilgive.
Så også jeg kan forstå.
Så også jeg kan se,
At ikke alle er onde.
At ikke alle er fjender.
At også jeg kan finde venskab,
Hvor jeg mindst venter det.
Jeg håber du vil lade den lille dreng smile.
Jeg håber du vil hjælpe mig,
Så jeg kan sige til mine venner,
At de skulle prøve at se hvad de gjorde.
At de skulle prøve at sætte sig i de andres sted.
At de skulle prøve at indse hvor ondt det gør.
Skænk mig kræfter til at sige alt dette,
Men skænk mig også kræfter til at forstå det.
Lad mig ikke sige det,
Hvis jeg ikke selv forstår,
Lad mig ikke stoppe dem,
Hvis jeg selv bliver ved.
Det beder jeg dig om gud,
Jeg der ikke fortjener at have det så godt,
Jeg der ødelægger alt for andre.
Det beder jeg dig om,
Amen.”
Han rystede stadigvæk i hele kroppen. Han indså hvor ondt de andre havde haft. Han indså hvad han gjort, blot fordi han kedede sig. Og han lovede at han ville være et godt menneske nu. Ikke mere dril, ikke mere mobning, ikke mere ondskab. Aldrig mere, aldrig. Han holdt tårerne tilbage, han ville ikke græde.
Næste dag i skolen prøvede Oliver at gøre det godt igen. Han opsøgte den lille dreng for at sige undskyld. Men da den lille dreng så ham, skyndte han sig at løbe. Oliver kunne ikke engang nå at råbe efter ham.
Trist måtte han gå hjem fra skole den dag. Ikke nok med at den lille dreng var løbet. En, som Oliver plejede at stjæle frokostpenge fra, havde også flygtet fra ham. Da han kom hjem, var han så trist, at han for første, men ikke sidste, gang tog en lille kniv frem. I den tro at det kunne hjælpe ham, lavede han et lille snit i sin arm. Han holdt et lille skrig af smerte tilbage. Han mærkede det svie i sin arm, først nu tænkte han over hvad han havde gjort. Han havde skåret i sig selv!
Han havde hørt historier, om folk der skar i sig selv, fordi de havde det slemt. Vær gang en sådan historie havde været i fjernsynet, havde det givet ham gåsehud, og han havde lovet sig selv at han aldrig ville blive sådan en. Men nu havde han brudt det løfte, han havde ført kniven helt frivilligt. Men det værste for ham var dog at det hjalp. Han følte, at han havde fået sin straf, for noget af alt det han havde gjort galt. Han løftede kniven engang til, han havde jo gjort så meget galt. Han tog mod til sig og lavede endnu et snit.
Han gik indelukket rundt i frikvarteret. Indelukket i sine egne tanker, sine triste tanker. Han følte en længsel efter kniven, efter den befriende smerte. Den smerte han havde frygtet, men som han nu brugte som et forsvar. Et forsvar mod de skrækkelige tanker om al hans ondskab, om al den smerte han havde forvoldt andre. Han måtte have den befriende smerte tilbage, han kunne ikke længere holde dette ud. Han løb hjem, løb ind i huset, løb op på værelset, helt lige glad med skolen. Han rodede den skuffe han vidste kniven lå i igennem, men den var der ikke.
Han kunne ikke klare det. Han brød sammen i hulk. Han måtte have den kniv.
En sindssyg tanke slog ham. Han løb ned efter et af hans fars barberblade. Han løftede den og lavede et befriende snit.
Han mærkede det varme røde blod pible frem. Han følte den smerte han havde savnet, den smerte der befriede ham. Hans tanker gik slet ikke i retning af kniven. Den tanke at nogle kunne have fundet den og taget den, strejfede ham ikke. Det eneste han kunne tænke på, var den smerte han måtte føle, den smerte han lige havde følt.
Han overvejede at skaffe nogle stoffer, måske ville de hjælpe mere end snit?
Han slog tanken væk igen, hvorfor lave om på noget der allerede var godt?
Godt nok måtte han gå rundt med langærmet bluse, så man ikke kunne se snittene, men det var også det eneste dårlige. Hvis han tog stoffer ville alle straks kunne se det på ham. Han måtte hellere holde sig til kniven, eller barberbladet han jo brugte nu.
Hun kunne ikke holde tårerne tilbage, hun ville ellers have svoret på at han ikke var sådan en. Hun havde fundet en kniv i sin søn Oliver's skuffe. Hun vidste ikke hvad han brugte den til. Måske var den bare havnet der ved et tilfælde?
Nej, det var et spinkelt håb. Han måtte have en grund, hun kunne bare ikke få sig selv til at spørge.
Forfærdelige billeder af hendes søn der truede en i skolen, dukkede op i hendes hoved. Han stod med kniven løftet og krævede penge fra de små børn.
Nej, det kunne han ikke finde på, ikke hendes søn, ikke Oliver.
At han måske brugte den på sig selv, tænkte hun slet ikke på.
Hun ville have disse skrækkelige tanker til at forsvinde. Hun indså at der kun var en måde at få dem til at forsvinde på. Hun måtte kende sandheden.
Hun bevægede sig langsomt op mod Olivers dør, da hun nåede den bankede hun på.
Oliver hørte det banke, han gemte barberbladet i en skuffe og rullede ærmerne ned. Da han var klar hev han en tilfældig bog frem, slog op på en tilfældig side og råbte:
”Kom ind”.
Hans mor åbnede stille døren.
”Hvad læser du?” spurgte hun interesseret. Hun ville ikke afsløre hvad hun vidste endnu.
Oliver holdte bare bogen op og lod fortsat som om han læste. Hans mor fandt kniven frem.
”Hvad er denne her til? Jeg fandt den i din skuffe” anklagede hun ham.
Oliver følte rædsel indvendig, men han ville ikke vise det for sin mor. Han sagde med kold stemme:
”Jeg spiste bananer i går. Og så gad jeg ikke gå ned med kniven igen. Jeg lagde den i min skuffe, for at du skulle finde den og tage den med ned. Undskyld mor.”
Det var den bedste forklaring han kunne komme på, og han afgjorde med sig selv, at den virkede troværdig nok. Hans mor sagde bestemt:
”Det skal du ikke gøre en anden gang, der skal du selv gå ned med kniven.”
Oliver smilte, hun havde hoppet på den. Hun vendte sig om, gik ud og lukkede døren bag sig.
Da hun var gået hev Oliver barberbladet frem igen. Endnu engang løftede han det. Endnu engang lod han det skære i armen. Han liv var blevet ødelagt den dag han kedede sig. Hans liv var blevet ødelagt af alt det onde han havde gjort, alt det de ikke havde ladet ham undskylde, alt det han ikke kunne tilgive sig selv for. Et hvert menneske der havde lidt sund fornuft, ville sige at han havde fået sin straf, at han ikke havde gjort så meget ondt. Men Oliver havde ikke mere sund fornuft. Det eneste han kunne tænke på nu var barberbladet, og at beskytte og gemme det så ikke også det blev taget fra ham. Han kunne ikke klare at skulle finde et nyt. Det kunne hans hjerne ikke klare, ikke mere.
Slutning 1.Der var stille i huset, Oliver hørte musik på sin mp3, og hans forældre var taget i byen for at handle. Forældrene havde tøvet ved at lade ham være alene hjemme. De havde fundet barberbladet i hans skuffe, og Oliver kunne ikke lyve længere. Han havde vist dem mærkerne på sine arme. De havde overtalt ham til at gå til en psykolog. Efter behandling i tre måneder havde psykologen med et smil kunne meddele dem at Oliver ikke ville gøre det igen. De havde fået snakket om alt det han havde gjort. Oliver havde fået sagt det hele, nu havde han det meget bedre med sig selv og kunne igen smile. Han havde fået sagt undskyld til den lille dreng, og hans venner ville aldrig drille igen.
Oliver kunne begynde på et nyt og bedre liv.
Eller
Slutning 2.Der var stille i huset, alt for stille.
Oliver holdt en kniv i sin hånd. En dårlig dag i skolen havde fået Oliver til at tage den endelige beslutning. Han kunne ikke se nogen grund til at fortsætte sit liv. Hans forældre var jo på arbejde, de tænkte ikke på ham, de elskede ham ikke. Han kunne lige så godt tage det endelige skridt. Kniven i hans hånd var lidt mindre end den han brugte førstegang, barberbladet ville han ikke bruge mere, det ville bare ikke være rigtigt.
Han tog den lille kniv og skar pulsåren over…
Ons 29 Apr - 0:58 af Misel
