forfulgt af vagter...((åben))

Fandral var forfulgt af en mindre flok af vagter der havde set ham forvandle sig og bruge det til at stjæle...det var ikke unormalt for ham, men han var ikke i et godt humør. Hvilket betød de her mennesker måtte lade livet efter alt var de alligevel soldater der tjente den skide irreterende corrupte ledelse eller hvad det nu var...han indvoldverede sig ikke meget i politik som man kunne høre han manglede bare en undskyldning for at skille sig af med dem...han løb til han var ude i skoven og
vente sig om han forvandlede sig til en stor rød drage hvorefter han slog ned med den ene arm/klo han ramte en soldat han blev med det samme knust af de skarpe kløere og den lange store arm han hvæsede af de vagter der var tilbage.. de blev ved med at kæmpe selv om han slog efter dem....i det fjerne kunne han se flere og han kunne altså ikke dræbe mere ind 5 af gangen det her kunne ende galt

Antal indlæg : 148 Points : 5782 Reputation : 0 Registration date : 22/07/08

Niviarsiaq gik mellem træerne i håb om at finde pigen Ephere. Der var vigtige ting de skulle gøre, og hun huskede ikke om de havde aftalt noget før de skiltes.
Hun stoppede op da hun hørte en lyde af mænd der råbte, eller skreg. Der forgik et eller andet. Med bange anelser begyndte hun at sætte tempoet op, og satte så op i løb. Hun gispede da en gren rev en stor tot hår af, men løb videre.
"Hvad forgår der her?" spurgte hun med en skarp stemme, da hun så hvad der havde skarpt alt larmen. En drage, der nok var en formskifte, og en masse mænd. Hun vidste at hun havde magt, og hun ønskede ikke at formskifteren skulle skades. Dels fordi at han nok var udskyldig, men også fordi hun ikke vil have flere mænd blev dræbt.

//Svarer du for vagterne ? ^^ //

//ok//

vagterne kikkede på kvinden kort, og sagde hårdt "dette er ikke en sag for kvinder.." En anden person råbte "STOP!. du er anholdt for at være formskifter, og at have stjålet fra adelig". Selvfølgelig havde dette ingen effekt. Kun en idiot ville overgive sig nu....

Fandral kikkede med det ene øje tilbage, han sagde med en hvæsende stemme. ((som en drages self.)) "skynd dig væk, de vil bare have mig dræbt og så vil de måske fjerne vidner". Han mente at hvis de ville dræbe ham, kunne de vælge at tage hende med....Det måtte ikke ske, han hadede at hans handlinger skulle koste livet af uskyldige...Han rejste sig op på bag benene, og tog en dyb indånding. Mens han gjorde klar til det en drage mest kendt for.

//formskiftere antagere jo form af dyr/mennesker/ting, og da dragernes "flamekastning" sikkert er fra et eller andet i kroppen gir det jo mening. ;-D//

Fandral kikkede på soldaterne, nogle af dem var unge....næsten børn. Han indså hvad han var ved at gøre, og spyede ilden lige ved hans side. Istede for på dem. han fløj op i luften, og fløj mod kvinden. Mens han sagde "hop op hvis du vil undgå problemer". han konsentrede sig godt, og forvandlede sig om til den samme drage. bare med en saddel, og reb at holde fast i.

Antal indlæg : 148 Points : 5782 Reputation : 0 Registration date : 22/07/08

"JEG ER ADELIG, JEG BEODRER JER TIL AT... AT STOPPE NU!" Protosterede Nivia og rædslen steg langsomt op i hende. Hvad nu hvis de ville skaffe sig af med vidner. Med en tøven lod hun sig svinge op på ryggen af dragen, og gjorde klar til flere skældsord til vagterne. "JEG VIL PERSONLIGT SØRE FOR AT DET HER VIL BLIVE... NOTERET!" Truede hun, mens hun klamrede sig til rebet.

vagterne måbede som de så dragen lette samt det de hørte fra kvinden i træerne

Faldran var nu sikker på at kvinden var på hans ryg, han sagde med den hvæsende stemme "hold fast".
han fløj hurtigt afsted. hans skæl trak sig sammen, så han kunne flyve en smule hurtigere. da han var kommet en stykke op i luften sagde han "er du ok???".
han holdt sig svævende i luften.

Antal indlæg : 148 Points : 5782 Reputation : 0 Registration date : 22/07/08

Nivia rystede i hele kroppen. Det var lige gået op for hende at hun var højdeskræk.
"Det var skrækeligt! Så du hvordan de bare - bare.. Ja.. Og så - så ville de slå dig ihjel! Men de lyttede ikke til mig.. Det var bare så - så.. Hvordan kunnde de gøre det?!" Tåre løb ned af kinderne på hende, mens hun med rædsel kiggede ned på lanskabet. "Og nu sidder jeg på ryggen af en drage." Hun lukkede øjnene, og tårene trillede stadig ned af kinderne. Hun længtes efter fast grund.

//Hvad tid på dagen er det???//

//ved at være omkring mellem aften og sen eftermiddag//

Faldran kunne mærke hun ikke havde det helt godt med at være så højt oppe han prøvede at berolige med hende ved at nærmest svæve ned i stede for at baske med vingerne han sukkede mens han sagde "verdenen er er frygteligt sted...men det hele er jo i bund og grund min skyld...og hvis noget er det mig du skulle være vred på jo...jeg..jeg" han sukkede dybt og sagde så "jeg slå jo selv en ihjel....og de gør bare hvad de tror er det bedste..." da hun kaldte ham en drage lo han svagt og sagde "bare rolig du sidder på en af denne verdens bedste flyver" han prøvede at berolige hende ved at peje i horisonten hvor solen lavede et smukt orange guldit skær det var ved at være aften han sagde "kender du et sted hvor vagterne ikke vil lede???" han begyndteat flyve stille og roligt ned mod jorden og landede til sidst nede i skoven han vidste han ikke burde men han bukkede sig så hun kunne komme af hvorefter han forvandlede sig til et menneske med sort hår og mere eller mindre normalt tøj. han gik hen mod hende og løftede sin venstre hånd og strøede tårene væk fra hendes kind han sagde stille og roligt "bare rolig det værste er ovre nu husk nu bliver det kun bedre...det er det eneste gode ved at ramme bunden" //du ved når man rammer bunden eller "hit rock bottom"//

Antal indlæg : 148 Points : 5782 Reputation : 0 Registration date : 22/07/08

Hun trak svagt på smilebåndet og gav ham ret med et lille nik.
"Kan vi blive her?" spurgte hun med et træt blik. Efter flyveturen var det som om alt energi var hevet ud af hende, og hun rystede stadig.
Hun gik hen til det nærmeste træ og satte sig op ad det, med benene trukket op og armene omkring dem. Så lod hun blikket falde på himlen. Snart ville sjernerne komme og snakke til hende, og det var ikke altid at de var rare. Hvis nu hun faldt i søvn inden, så ville hun ikke høre dem. Men det gjorde hun nok heler ikke.
Så følsom som hun var, løb flere tåre ned ad hendes kinder, da hun kom til at tænke på sit barn. Ham havde hun ikke set længe. En stor skyldfølelse strømmede ind over hende, og hun kom med et lille suk.

Fandral så på kvinden og smilte svagt mens han kikkede rundt og sagde "selvfølgelig - jeg finder lige lidt brænde" han gik afsted og ca 1 minut efter kunne man høre et træ blive væltet da han kom tilbage med et par grove stykker brænde han lagde dem i en pæn bunke og forvandlede sig til et menneske med den del i dragen der spyede ild han tændte bålet stille og roligt.
Hans så på kvinden mens hun græd...det gjorde en smule ondt i ham...han satte sig hen til hende og satte sig ned ved siden af hende mens han kikkede op i himlen og sagde "husk livet er som en ridetur...den har since bumleture og since rolige veje og nogle der bare er rare at være på" han tog en arm på hendes skulder han kikkede på himlen og så det snart ville blive mørkt han smilte mens han sagde "prøv at ryg dig lidt frem hehe" han forvandlede sig til en meget stor hvid tiger ((hvid med sorte striber)) og lagde sig bag hende som en stor pude han smilte mens han sagde "mit råd er at glemme dine bekymringer lige nu det hjælper ikke at bekymre sig alligeve...tro mig jeg ved det hehe" han lagde potterne på kryds og lagde hovedet ovenpå. Hans så ind i ilden hvordan flammerne dansede

Antal indlæg : 148 Points : 5782 Reputation : 0 Registration date : 22/07/08

Hun lyttede til ham, puttede sig taknemligt op ad tigeren, og betraktede flammerne. Hendes øjne gled langsomt i.
*Du har en kniv!* Hun spærrede øjnene op, og det gav et lille sæt i hende. Stemmerne i hendes hovedet var begyndt.
"Jeg ved det godt." mumlede hun knap hørligt, og lukkede igen sine øjne. *Han er en formskifte. Han dræber mennesker!* hun ignoreede stemmen, da hun ikke kunne se noget ondt i ham. Hun følte sig faktisk meget tryk.
*Lyt til mig.* Hun lyttede. *Det her er for din ejen sikkerhed.* hun rystede på hovedet, men ventede alligevel på mere.
*Vent til han sover. Hold dig vågen! Så flygter du.* hun undrede sig lidt. Hvorfor skulle han dog være en trusel. Han virkede som det stik modsatte. Hun skævede over mod tigeren, for at se om han sov, men skammede sig bag efter. Hvorfor lyttede hun til stemmen? Hun lukkede igen øjnene.

Faldran sov næsten, da han kunne mærke hvordan hun bevægede hovedt. han sukkde, mens han sagde. "hvis jeg ville have slået dig ihjel, ville det så ikke give mening jeg havde gjordt det da jeg var flere hundrede meter over jorden??". han kikkede svagt ind i ilden, og lå sig derefter til at sove som sædvaneligt. i hans søvn røg der et par tåre fra hans kind, i søvne. han havde den sædvanelige drøm, om da hans forældre bare gik fra ham. det var et helvede når han skulle sove...han havde måske en dag om måneden, hvor han kunne sove roligt. Men som årene var gået, havde han lært at leve med det.

Antal indlæg : 148 Points : 5782 Reputation : 0 Registration date : 22/07/08

*Ikke sove* vislede stemmen, lige som Nivia var ved at falde i søvn.
"Lad mig være." mumlede hun, og vendte sig om på den anden side.
*Bare lidt længere endnu.* Nivia åbnede øjnene, og havde et bredt, ondt smil på læberne. Hun satte sig op, og fandt sin daggert frem, som var gemt under kjolen. Med et grådigt blik kiggede hun på den, og lod fingrene kærtegne den. Hun så på tigeren. Enten kunne hun dræbe ham, eller få ham til at sige noget om oprørsmedlemmerne, med den risiko at han ikke vidste noget om den.
Hun valgte den første. Det var alt for farligt hvis han vågnede.
Hun sænkede daggerten mod han strube...

Faldran vågnede i et splitsekund han forvandlede sig til en rotte og løb lidt væk hvorefter han forvandlede sig til menneske igen mens han råbte "HVAD FANDEN!?!?" han trak sit smukke værdifulde sværd //https://media.photobucket.com/image/frostmourne/snakecraft/Frostmourne.jpg?o=17// mens han sagde "hvad laver du dog??? har jeg ikke været venlig mod dig??? først for jeg dig væk fra en flok idiotiske vagter derefter skaffer jeg varme og trøster dig og hvad for jeg ud af det??? en kniv for halsen.." han kom i tanke om hvorfor han i første gang slå ihjel...man kunne ikke stole på mennesker...man kunne ikke stole på nogen!... han tog noget tørt jord i den ene hånd og sagde "hvorfor?" før træk sværdet tilbage for at forvandle sig til en drage med meget hårde skæl han brugte jorden som et slags ingredient til at gøre hans skæl hårdføre når han forvandlede sig tilbage ville det blive jord igen hans øjne var triste og dog med vrede....han løftede den ene klo/arm og slyngede den mod kvinden for at tage fat i hende og løfte hende op

//ligesom hans tøj forvandles forvandles jordet med også ;-D//

Antal indlæg : 148 Points : 5782 Reputation : 0 Registration date : 22/07/08

Smilet blegnede og øjnene fyldt med rædsel. Hun bakkede bag ud og ungik hans klo/arm, men snublede istedet over en gren, så hun landte på ryggen.
"Rør mig ik!" Råbte hun i panik, med daggerten pegende mod ham. Hendes hjerne arbejdede på højtryk på at finde en bortforklaring. "Du må lytte til mig!" Beodrede hun, for at vinde tid. Hun stirrede på ham, med vidt åbne øjne og med tænderne bidt sammen. Hendes hånd knuede så hårdt om daggerten at det gjorde ondt. Diskret prøvede hun at rykke lidt længere væk fra ham, mens hun stadig prøvede at finde en forklaring.

Faldran blinkede, mens han så på hendes blege ansigt. Han tog 2 fingre om hendes dagger, og bøjede spidsen.
Han forvandlede sig tilbage til menneske, og sagde. "husk at bare fordi en person ser skræmmende og ond ud, eller er af en race som du ikke kan lide. betyder det ikke det ikke person er ond"...det overaskede ham selv. han hadede jo mennesker....men der var største delen jo altid ude på at slå ham ihjel... selv dem han havde været venlig mod...

Han kikkede med sørgende øjne på hende, og gik på hug mens han sagde. "jeg er ligeglad hvorfor du gør det, du er jo sikkert bare bange fordi jeg er formskifter. er du ikke??? lad mig fortælle dig noget, det er MENNESKERNE der er onde. Vi forsvare bare os selv. mod dem der vil slå os ihjel, eller dem der måske vil sladre om os. er det så slemt??
Hvis folk hele tiden ville slå dig ihjel, ville du så ikke gøre ALT for at kunne leve uden at folk konstant skulle forfølge dig. Aldrig kunne blive i en form. Fordi en eller anden synes at en race ikke bør levem bare fordi den er bedre udstyret af naturen!". han blev igen små vred, over hvordan menneskene var mod ham. Han satte sig ned, og sagde. "kom ikke og sig formskifterne er de onde her!!!"

Antal indlæg : 148 Points : 5782 Reputation : 0 Registration date : 22/07/08

Nivia kastede et blik ned på sin daggert, og måtte bide tænderne sammen for ikke at vise sin vrede for tydligt. Hun lagde den på jorden ved siden af sig og satte sig op.
Da hun kiggede op på ham, havde hun et skjult smil på læben, og var helt upåvirket af hans ord. Han havde ikke gjort hende noget, og det glæede hende at se at hun havde en smule kontrol over sitationen.
Hun strøj en hår lok bag ved sit øre, og måtte behærske sig for ikke at havle ham ned med skældsord, eller slag.
"Det er nok bedst jeg går." sagde hun efter at have kastet et blik på himlen. Der var ikke lang tid til det ville lysne //Du skriver bare når det er morgen ik? xD//
"Du har helt ret i det du siger. Hvis du bliver her, vender jeg tilbage og siger at du er langt borte." sagde hun, men hendes blik flakkede, et tydeligt tegn på at hun løj. "Det er det mindste jeg kan gøre." Hun fugtede sine læber, og trommede diskret med fingrene. Hun var utålmodig.

Faldran kikkede op i himlen det ville snart være morgen og tid for ham at forsvinde.... han kikkede på hende og derefter på daggerten han samlede den stille og roligt op og forvandlede sin ene arm til en halv menneske halv drage arm og bøjede spidsen pænt ud han rækte den til hende igen og sagde "der er en grund til at jeg lever endnu" han kunne sagtens regne ud når en person løj han rejste sig op og strækkede benene mens han sagde "det er okay du har dine egene holdninger bare husk at respektere andres....jeg har lige så meget ret til at leve som dig...ligesom alle andre personer..." han forvandlede sig til en der lignede hende på en prik mens han sagde med hvad man skulle tro var hendes egen stemme "også har jeg intet problem hvis jeg skulle få afblæst det hele...husk at ligenu ville de bare tro at du var mig..ligemeget hvad du sagde hehe.." han nød det...hun skulle ikke likke fælder om ham... han forvandlede sig tilbage til en mand igen og derefter til en sort ravn mens han sagde "jeg fik aldrig dit navn?"

Antal indlæg : 148 Points : 5782 Reputation : 0 Registration date : 22/07/08

"Mit navn.." sagde hun tøvende og kiggede igen op på himlen. Hun tog sin daggert og rejste sig, mens hun kiggede på ravnen, med et vanvittig blik. Det blev lysere og lysere. Med et desperat blik kastede hun sig mod ravnen, med kniven klar til hug, men før hun nåede at fuldføre det, faldt hun sammen på jorden.

Hun glippede nogen gange med øjnene, og kiggede sig lidt forvirret omkring. Hun var rykket sig flere meter fra stedet hun havde lagt sig til at sove.
Hun kiggede efter tigeren, men kunne ikke se ham nogen steder. Med lidt ømhed i kroppen satte hun sig op, og følte sig ikke helt tilpas. Pludslig blev hun ramt med frygt. Hvordan skulle hun finde hjem? Hun rejste sig op, og kiggede sig panisk omkring.
"HVOR ER DU ?" Råbte hun og måtte behærske sig for ikke at komme til at græde igen..

Faldran fløj meget hurtigt op i et nært træ og landede han kikkede godt på hende han forvandlede sig til en abe der sad i træet mens han skræg "HVORFOR, HVORFOR, HVORFOR SKAL I MENNESKER ALTID VÆRE SÅ MODBYDELIG ONDE. I KALDER OS DÆMONER, BÆSTER OG ALT MULIGT ANDET. MEN NÆGTER AT SE SANDHEDEN.....I ER DÆMONERNE I ER BÆSTERNE!!!!" mindre tåre flød fra hans kinder hans intstink som self. kom fra at være et dyr slog ind mens han sagde "jeg vil vise hvor onde i er ved at gøre som jer...udryde dem i ikke kan lide" han hoppede ned på jorden og forvandlede sig til et menneske et der lignede en simpel soldat han trak sit sværd og løftede det klart til et dødbringende hug hans øjne havde en slags glød...som om man kunne se al hans vrede i øjnene han gik langsomt hen mod hende mens han blev ved med at mumle ordet "hvorfor".

Veneur kom dalende ned i sin yndlings fulge form. han brugte ikke vingeren til at flyve med, men han brugte dem som en svævefyve bruger sine. Han gled i luften på vej ned af nærmest. Hans blåe fjer skinnede i solens som de skinnede på havet om aftenen. De bekrev virkelig smukheden i den fugl, det var også derfor at Veneur kunne lide den. Den stod for frihed, smukhed, men stadig væk en ting osm kan slå fra sig.Han landede så ikke super godt, men godt, mens han forvandlede sig tilbage. Man kunne nu tydeligt se grunden til at han ikke havde lavet en super gpod landing i den. Han havde tydelig sår selv memd forbinding på kunne ma se hvor hans sår var på lårerne og på armenem. Han landte nemlig i et træ. Han var nu tilbatge i sin elverform, som han også rigtig godt kunne lide, da elverer jo stod for et meget langt liv og smukhed og styrke. Hna havde tøj på selvfølgelig, men ikke på overkroppen, da den var forbundet helt ind. Han fik øje på de to andre, men sagde ikke nået itl dem.

Antal indlæg : 148 Points : 5782 Reputation : 0 Registration date : 22/07/08

Hun kiggede skræmt på ham, men gjorde ikke noget forsøg på at flygte. Hun skjulte sit ansigt i hænderne, mens hun græd lydløst. Formskiftere haede hende virklig, det var hun sikker på.
"Det.. Det er ikke.. Min skyld.. Jeg prøver at.. at. Jeg har lavet en plan med en." sagde hun uden samhæng i sætningerne, og uden at møde hans blik. Hun troede at han beskyldte hende fordi hun var adelig, og var skylden i at andre racer led, ligsom den anden formskifter havde fortalt hende. Hun faldt sammen på jorden af sorg, og græd lydløst.

Faldran kikkede på hende med vrede i sine øjne han tog sin venstre hånd og holdte nu sværdet i begge hænde han slyngede det ned mod hende man ramte med viljelige ved siden af hendes ansigt han sagde med en rolig stemme "nu har jeg sparet dit liv...så spar mit....og lad vær med at tro så ondt om andre formskiftere...hvorfor troede du jeg ville angribe dig nu?? fordi jeg hjalp dig og fik en kniv for halsen af det....kan du ikke se det?? jeg var den gode...du var den onde her...prøv at tænk lidt over det..." han sparkede daggerten ud af hendes hænder //ved det er powerplay eller sådan men hun er jo mere eller mindre lammet af frygt// hvorefter han rækte sin hånd ud til hende og sagde "hvis jeg var den onde ville du havde været død da vi fløj husk det nu"

han kikkede tilbage på elveren og sagde "og du er?" mens han tørede sine kinder med det ene ærme

Antal indlæg : 148 Points : 5782 Reputation : 0 Registration date : 22/07/08

Det gav et sæt i hende, da sværdet ramte jorden.
Nivia kiggede fovirret op på ham og vidste ikke hvad han mente, med det han sagde. Hendes første indskydelse var at det han sagde var ordsprog, men hun blev i tvivl.
Hun kom med et gisp, da han sparkede til hendes hånd, og daggerten fløj væk, men først der opdagede hun at hun havde haft den i hånden. Igen undrede hun sig, og følte sig dårlig tilpas. Måske havde hun gjort noget i søvne?
Da han sænkede hånden, veg hun sræmt tilbage, men indså at han ikke ville gøre hende noget. Hun kiggede på hånden, men vendte så hovedet væk, som tegn på hun ikke ville tage den. Hun forstod det ikke. Hvorfor var han sådan?

Faldran sukkede igen mens han sagde "kan du se hvad jeg mener???" han trak hånden tilbage og gik et par skridt tilbage og forvandlede sig til en tiger og forsvandt bag træer og andet...

//out//

"når der forsvandt han så" sagde veneur roligt. Han havde sat sig oppe i træet hele tiden og holdt øje med dem. Han havde intet gjort, bare været der. Han havde jo stadig væk sår og det, så derfor gad han ikke slås. Han så på hende igen