Gåtur

Gæst

niniane nikkede, men blev så opmærksom på en svag kurren. på en lille høj af tilsodede mursten, der nok engang havde været en skårsten sad en almindelig sort due. eller næsten almindelig. dens halefjer var lange og kobberrøde. hun strakte en hånd frem mod fuglen, som tog et kluntet hop og satte sig på hendes underarm. den kurrede højere.
"Se det er en skovdue... De opdrættes kun i østskovene..."
hun strøg den over fødderne og afslørede en lille ring om det ene ben. på den var ridset tre små runer. hendes ansigt blev alvorligt med et, og hun foldede ringen ud til et lille papir. der var kun få ord skrevet, men de så ud til at chokere hende meget.

Green kiggede på hende "Nina?" mumlede han ldit usikkert inden han gik over og læste hende over skulderen.
Hans ansigt blev trist og han lagde en arm om hendes skulder "Det gør mig ondt" hviskede han stille.

Gæst

"åh min gud... "
mumlede hun og strøg sit hår tilbage.
"han har været syg længe... men men..."
hun slog hjælpeløst ud med hænderne. så begyndte hun at snøfte.

Green holdt hendes hovede ind til sig.
"Jeg er ked af det" mumlede han stille.
Green havde i sinde at tage med hende til skovfæstningen hvis hun tog afsted..Han ville følge hende.

Gæst

Nina.

Far er døende. han lever højst vinteren ud. jeg kan ikke gøre noget for ham. kom hvis du kan.

Johnatan

hun rakte brevet frem mod chris.
"hvad skal jeg gøre?"
snøftede hun stille og mut. en tåre kravlede ned over hendes kind.

Chris læste hurtigt brevet igennem. Han blev trist på Ninas vegne.
Han rakte brevet tilbage til hende.
"Det gør mig ondt!"

"Jeg synes vi skal rejse straks" hviskede Green.
Hans arm hvilede stadig om hendes skulder.
Han vidste hvordan det var at miste sine forældre, og så lige for Nina..

Gæst

"Vi..?"
hun holdt gråden tilbage og snøftede kun en enkelt gang
"hvad mener du?"

"Jeg tager med Nina" sagde han stille "hvis det altså er iorden med dig".
Han ønskede virkelig at hun ville have ham med, men han ville ikke tvinge hende..Det her var meget personligt.

Gæst

"jamen..."
hun slog ud med hænderne.
"jamen... du hører jo til her..."
mumlede hun. hun var bange for at oprørene ville mangle ham. det virkede forkert. men hun ville gerne have ham med.

Han rystede på hovedet "Jeg høre til hos dig" hviskede han.
Selv var Green ikke beskymret for oprørsbasen.
De havd emange gode ledere.
Han skulle nok alligevel ikke være væk så længe.

Gæst

"jeg forstår det ikke..."
snøftede hun og tørrede sine øjne.
"han var der bare altid... og jeg ved ikke om jeg nogen sinde har kendt ham rigtigt.."

Green holdt hende ind til sig.
Hun klarede sig faktisk ufatteligt godt i betragtning af den besked hun lige havde modtaget.
"Desto, mere grund til at tage afsted" hviskede han stille.

Gæst

"Jamen... hvem skal så... hvem er... chris?"
spurgte hun og sukkede så.
*han er her måske stadig. jeg kan godt nå det...*
hviskede noget inden i hende.

"der er mange" sagde han.
"Vi tager postvognen" sagde han så "det går hurtigst, vi mødes på torvet kl. 8".
Han kiggede trist på hende.
Så drejede han op på hælen, vinkede og forsvandt.

Gæst

"jamen..."
hun kiggede fortumlet efter ham. hvad forventede han? at postvognen kørte lige til døren? hun havde ikke engang en hest. Klofod var brændt inde, sammen med alle de andre heste i kroens stald.

((glemte at skrive //out// så..))

//out//

"Hvad er der Niniane?" Spurgte Chris da hun sagde hans navn.
Han havde været lidt fraværende, tænkt på dengang... Dengang... Dengang med huset.

Gæst

"jeg ved det ikke... "
mumlede hun ned i jorden og tørrede igen sine øjne.
"jeg ved det slet slet ikke... jeg kendte ham slet ikke..."
hun strøg håret væk fra øjnene igen.

"Jeg nåede næsten heller ikke at kende mine forældre"
Sagde Chris med trist mine.
Han tænkte tilbage på ildebranden.

Gæst

"hvad tænker du på?"
spurgte hun stille. hvor mon hun kunne finde en god hest? man kom ikke frem uden en hest, og Klofod, den rare hoppe var død. hun havde hørt skrigene fra stalden. hun kunne levende forestille sig hestene brænde op.

"Mine forældrer døde i en ildebrand da jeg var meget lille" sagde Chris trist, dog uden at græde, han var kommet over det.
Han kiggede på kroen, den var brændt ligesom hans hus. Han var ked af at han ikke havde kunnet hjælpe med at slukke den, men han kunne virkelig ikke klare ild.

Gæst

"åh..."
mumlede Niniane stille.
"det gør mig ondt. det var forfærdeligt og der var endda ikke ret mange der kom alvorligt til skade..."
hun så ned.

"Det var virkelig skrækkeligt, men jeg kan ikke huske så mange detaljer" sagde Chris med et skuldertræk.
Han kiggede på resterne af kroen, glædede sig til den var genopbygget.

Gæst

"din stakkel. der er langt til skovene..."
det sidste kom halvvejs borte i tanker. hun tørrede igen sine øjne, selv om de ikke løb mere.
"hvor kan man finde en hest..?"
spurgte hun pludselig.