Venter

Green stod på hjørnet.
Han ahvde vist ikke tænkt sig ordentligt om.
Postvognen kørte et godt stykke af vejen mod skovfæstningen men hvad så med det sidste stykke.
Han slog sig på panden.
Bare Nina nu havde været kllog og taget en hest emd.
Han havde en til sig selv men det var alt han kunne støve op, der var kun dne ene, selv oprøret brugte alle sine heste.

Gæst

den røde hoppe var 'sadlet' med et gråt dækken og havde en blød lædergrime om mulen, mest for syns skyld. den fulgte hende lydigt, da Niniane lidt forpustet trængte sig frem mellem de mange mennesker på hovedgaden. hun fik øje på Green lidt længede, og hendes ansigt klarede op.

Han grinte varmt til hende, bare synet af hende gjorde ham glad.
"Klogere som altid" sagde han stille til hende.
Han lo blidt til hende og svang sig op i sadlen.

Gæst

hun sprang op på hesten og satte sig til rette. uden at sige noget rakte hun en hånd ud og strejfede hans skulder. hun havde tusind tanker i hovedet. hendes far var nok død, før de nåede frem. han var nok død allerede i dette øjeblik, og Adrian vidste ingenting om det. hun havde ikke kunnet finde ham. hun havde ledt den skumleste del af byen lidt sjusket igennem, men han var altså forduftet fra jordens overflade.

Han smilte til hende.
Så slog han let med tømmen og hesten satte i trav.
Den red langsomt mod byporten.
Green kom til at tænke på at han nok var eftersøgt og trak hætten på sin store kappe op over hovedet.
"Du skal nok trække hætten op" sagde han til Nina, han var ikke sikker på at hun havde en hætte, men han måtte jo minde hende om det.

Gæst

"hm "
hun kiggede et øjeblik på ham.
"nå ja..."
hun trak det grå dækken fri og trak det over skulderne. det var en kappe, eller faldt i hvert fald som om det var. hun slog den bløde mørkegrå hætte op. pludselig forekom den mere blå end grå. der var ikke et eneste hestehår på den. hendes mørkeblå øjne funklede under den. buen over hendes skulder virkede ikke ret bemærkelsesværdig.

Green kunne ikke lade hver emd at kigge på hende.
Betragtede hende, og tænkte tilbage, tilbage til dengang han havd emødt hende, dengang han havde reddet hende.
Han var heldig at han var kroejer på Det gyldne vildsvin.
Ellers havd ehan måske aldrig mødt hende, og hun var...bare fantastisk.
Han smilte og kiggede op.

Gæst

((nu kan jeg ikke huske alle steder i Warland, men er der et sted, der hedder vejene? ellers sys jeg du ska lave et.))

hun skyndte lidt på den røde hoppe. den havde lange ben, men dens trav var langsom og glidende. måske var det bedst at skridte her, hvor der var så mange mennesker. hun overvejede tanken og lod hesten falde tilbage i en meget langsom trav. engang havde hendes far spurgt, hvor langsomt en hest kunne gå, før det gik baglæns. hun skævede til Green og frydede sig en lille bitte smule, over at han valgte hende frem for oprørene. men kun en lille bitte smule. Men det var unægteligt godt, at han var med. det ville ikke have været sjovt at ride gennem den næsten fremmede by uden nogen venner, på vej til sin fars mulige begravelse.

((hvilken tid på dagen er det?))

((var det ikke kl. 20 de mødtes?))

Green forholdt sig roligt da de nåerde bymuren...og portvagten.
Han nikkede til vagten der uden problemer lod dem passere.
"fjols" mumlede han da han havde passeret muren.

Gæst

((jo.. overvejede lige om de var morgenmennesker...))

"huh? kender han dig?"
spurgte Niniane, der ikke havde hør det sidste. hun havde guidet sin hest lidt nærmere hans. hun holdt kappen samlet om sig og klappede hoppen på halsen, før hun drev den i kort gallop.

Green fnøs og satte farten op "Nej" sagde han så "han er bare en pokkers dum portvagt, men det er portvagterne nu tit".
Han smilte skævt til hende og nød vindens susen i hans tøj.

Gæst

hun strøg håret væk fra ansigtet og så lidt ud i det tiltagende mørke.
*vi når det ikke i aften.*
hun viklede hænderne ind i en tot af hestens man. selv om det var forår, var det stadig koldt. hætten blev blæst tilbage.

Green tog sig til panden emd den ene hånd.
"Undskyld, Nina" sagd ehan så "men jeg har selvfølgelig ikke husket telt eller noget, vi må sove i det fri eller ride hele natten".
Han kiggede på hende med et lidt opgivende blik "Selvfølgelig har jeg ikke husket det" mumlede han så.

Gæst

hun rystede på hovedet. hendes ord forsvandt i blæsten, men det var tydeligt, at det ikke betød så meget. hun smilede lidt, men alligevel var der den nagende frygt, for at finde faderen død. hun drev hesten frem igen, og galloppen blev mere fri.

Green så sørgmodigt frem for sig.
Nu skulle hun føle som han havde følt.
Han var virkelig ked af det på hendes vejne.
Det var urimeligt at det skulle overgå hende, af alle.

Gæst

hun drev igen på hesten og sagtnede så farten. det skulle ikke ende i et styrt. hesten skulle også være frisk. skulle. hun så over på ham. det var ikke rigtig nogen glæde, ved at mærke vinden i håret eller tøjet, men det var et lyspunkt at han var der. hvad sagde Jonathan mon, hvis Adrian ikke kom.

Green kiggede på hende, kunne slet ikke lade hver.
På et tidspunkt var han meget tæt på at falde, og nåede først i sidste øjeblik at rette op.
Han så sig fortumlet omkring, så smilte han skævt.

Gæst

"hva... hvad skete der?"
spurgte Niniane, der pludselig vågnede op af en halvvejs drømmetilstand. hun smilede fraværende og glippede med de dybe grønne øjne.
"er du okay?"

Han smilte skævt og bed sig i læben "Ja" sagde han en smule fortumlet "jeg sad vist i mine egne tanker".
Han strøg en hånd igennem håret og red langsomt videre.

Gæst

ninianes hest slog med hovedet og hun lod den sænke tempoet, så den kom til at trave side om side med Greens.
"godt der ikke skete noget."
sagde hun bekymret og bad sig selv blive i den virkelige verden og kun tænke over det aktuelle. det andet var alt for opslugende sørgeligt. hun smilede til ham. det virkede blegt, men samtidig fast.

Green smilte skævt til hende.
Han kiggede op og opdagede den enorme skov der tårnede sig op foran ham.
"Så er vi der snart" hans stemme var næsten en hvisken imens han talte.
Skoven var enorm, og flot.

Gæst

"ja."
det var en god fornemmelse, at hendes hjem lå et sted derude bag de skovklædte bjerge. hun skævede op mod himmelen, der var ved at blive rød i vest.
"mon vi når det i aften?"
spurgte hun igen.

Green rystede på hovedet "Jeg tivivler" sagde han "men vi kan nok nå frem i morgen formiddag, hvis vi altså holder hvil".
Han kiggede på hende, det var hendes valg om de skulle ride natten over.
Det var hendes far.
Green gøs ved tanken.

Gæst

"fint... vi finder bare et godt sted ikke?"
spurgte hun og klappede sin hest på halsen. hun vidste godt, at hun ville ødelægge den ved at ride natten over. hoppen så ikke ud til at være vandt til de helt lange ture, nærmede til arbejdet på en gård.
"du har vel en gryde med, for jeg har ikke spist..."

Green rystede forlegent på hovedet.
"Jeg er bare genial" sagde han så med en stemme der dryppede af sarkasme.
Han tog sig til panden og red ind i den mægtige skov "Det må du altså undskylde" mumlede han.

//out//

((fortsættes i skoven))