Alene i skoven

"For-forfølger de.. Dig?" Hun kunne se hans tårer og havde lyst til at trøste ham.
Nu hvor hun tænkte over det føltes det som om at det var tusind af år siden, nogen sidst havde holdt kærligt om hende, fordi de rent faktisk holdt meget af hende.

Hun blev siddende hvor hun var mens hun så ned på ham. Han måtte kunne bruge magi, siden han sagde alle de mærkelige ord. Og hun begyndte at tænke på, at hun måske kunne havde lært magi, hvis det ikke var fordi at hun var blevet bortført.

Alastor kikkede på Nippon med et lille smil "nej....ikke endnu...men så snart jeg bruger en større mængde kræfter vil de opdage mig....se efter om jeg er ond nok.....og så fange mig....rive min sjæl ud af kroppen for at give den onde side fuld magt....og min sjæl bliver nok bare spist.....du ser nekrotikere kan æde sjæle...du ved så deres undersåtter med sikkerhed adlyder og alt."

Han kikkede lidt på jorden og så på Noppi hun så ud til at tænke på noget "hvad tænker du på?...Noget galt?"

Hun sad bare og stirrede lige ud med et meget fjernt blik i øjnene. Den smerte. Mørke. Det eneste omkring hende var mørke, og det eneste hun kunne hører var lyden af fjerne stemmer. Alt det hun tænkte på imens hun var fanget. Hvordan mon hendes familie havde det. Ville hun slippe fri og overleve, eller bare dø der i mørket.

Hun knugede kappen/jakken med hende hænder og så stille ned på ham med et normalt blik.
"Fint... Kan de onde.. Æd.. Min sjæl?" Hun så på ham og håbede ikke at hun stilte for mange spørgsmål.

Alastor kikkede med et sørgeligt blik på Nippon "kun hvis du var en trudsel....men så skulle de finde dig først"
Han kikkede på Nippon med det fjerne blik "er du ok?" han blev letter bekymret for hende...

"men bare rolig...at æde en andens sjæl er ikke bare noget man gør....det kræver en masse ting..."

Hun nikkede stille. I et kort øjeblik overvejde hun at fortælle ham alt hvad hun havde oplevet, men lod med det samme hver.
"Hvis... De finde dig og mig.. De så dræbe os?" Hun så på ham med nysgerrige øjne.
Enlig var hun ikke så dum endda.. Men hun kunne bare ikke sætte ord på noget som helst på normalt sprog

Alastor gloede hårdt ned i jorden..."de ville nok tage mig...og slette din hukommelse....eller dræbe dig jeg ved det ikke." han kikkede op på Nippo med et lille smil "men de vil aldrig finde mig....og hvis de gør skal jeg nok sørge for at ingen kommer til skade...jeg er langt fra så stærk som en fultrænnet nekrotiker...men jeg er istand til at gøre en stor mængde skade før jeg bliver fanget hehe...." han kikkede på sin hånd i et lille stykke tid...overvejede hvad der egentlig ville ske hvis...han...blev sendt for at hente ham....

"Jeg ikke glem dig..." Hun så stille ned på ham.
Lige meget hvad ville hun bare ikke glemme ham. Han virkede som en rigtig ven for hende, den første i flere år, som der rent faktisk havde talt blidt med hende. "Du ikke må ked af det" Hun smilede blidt til ham for at få ham til at smile, og ikke virke så ked af det. Selvom hun selv begyndte at savne sine elver ører

Alastor kikkede på Nippon "tak.." var alt han kunne sige.
han kikkede på hendes øre og rømmede sig "øøh må jeg se nærmere på dine øre?....måske kan jeg hjælpe dig lidt..." han tog sin store bog frem....stort og sort med et sort skelethoved på forsiden, dens øjne gløede med en mørkerød farve hver eneste gang han flippede en side.

Hun nikkede og kravlede ned så hun sad på hans højte.
Hun kunne nu studerer ham nærmere og se hvordan han enlig rigtig så ud.
Hun opdagede bogen og kiggede nysgerrigt på den. Hvordan mon en bog kunne gløde på den måde? Måske var det ren magi, eller også var bogen levende på en eller anden måde

Alastor kikkede på Nippos øre, men da han så hvordan hun kikkede på bogen sagde han hurtigt "ikke røre....når øjne gløder er det en magisk lås der sikre sig ingen andre in nekrotikeren selv bruger bogen...hvis du rørte den ville du føle en masse smerte...." han rørte stille hendes venstre øre...derefter hendes højre "jeg kan nok gøre en smule for dig...giv mig lige et sekundt" han kikkede intens på bogen og rakter derefter armen hele vejen ned i sin lille pung og trak en klump kød...lidt knoglepulver...og så en lille dukke frem.. han tog lidt af saften fra kødet og rørte en efter en hendes øre.

Til sidst tog han et lille hår fra hende og lagde det på dukken og sagde "darkness come and lay illusions...darkness come and give us rest...darkness come and let us heal" det lyste grønt fra bogen og hvis han havde gjordt det rigtigt ville hendes øre gro ud nu.....selvom hun ville have ar på dem ville hun nok være glad for dem alligevel

Hun sad helt stille og følte sig pludselig meget underlig tilpas på en måde. Ikke rigtig dårlig, men heller ikke rigtig godt.
Hun følte på hende ører og opdagede at der var kommet en lille spids på. De ville på lang afstand nok kunne kendes som menneske ører, men tæt på ville hun sikkert ligne en elver.
Hun blev fyldt med glæde og pludselig omfavnede hun ham "Tak tak tak tak" Hun fik tårer i øjnene af glæde.

Alastor blev helt overvældet da hun omfavnede ham "intet problem hehe..en nekrotiker kan skam også heale en smule....håber du kan lide dem" han tørrede tåren væk fra hendes kind med et smil. "man kan ikke slette fortiden..kun rette op på dens fejl ik? hehe"
han tog bogen og lagde den ned igen hvorefter han kikkede på himlen "det er ved at være aften hehe....skal vi slå lejer for natten?"
//skal spise nu ses senere ;D//

Hun slap ham og nikkede stille. Hun følte sig så varm og glad indeni. Bare hendes familie kunne se hende nu.. Se hvor lykkelig hun var... Men.. Hvad hvis de var døde, eller at de bare havde glemt hende, opgivet håbet.

Hun rystede kort på hovedet og ville ikke længere tænke over det "Lejer.. Hvordan gør.. Man det?" Hun var ikke helt sikker på om det var helt korrekt sagt

Alastor smilede og sagde muntert "sådan her" han vinkede mod Nippon signalerende at hun skulle følge med. Da de var kommet et stykke inde tog han et stykke kridt frem og tegnede en i græsset...lidt svært men det kunne gøres. Da han var færdig krydsede han hænderne og løftede dem op i luften, de glødede i et kort sekundt og pludselig fløj knogle pulver fra hans ryg. De dannede tynde vægge og tilsidst have det skabt et telt med tynde knoglemure. Han vinkede at Nippon skulle følge med igen da han stod foran ingangen rakte han armen i sin pung igen og trak et stor lilla tæppe med det samme tegn som på hans trøje op. Han hang det foran døråbningen, da det skulle være døren "hvad synes du?" sagde han mens han tørte sveden af sin pande

Hun smilte glad og klappede i hænderne. Hun elskede magien. Alt det man kunne gøre med det, det var så praktis
"Flot" Sagde hun og så sig omkring der inde. Der var hyggeligt, men hun syntes at der var en lille smugle mørkt, og hun var MEGET bange for mørket. Som om at det ville tage hende

Alastor kikkede på Nippon da hun virkede bange for mørket, han forstod hende egentlig godt. Det ikke at kunne se hvad der forgik kunne være meget skræmmende.
"vent her jeg henter noget brænde." Efter et stykke tid kom han tilbage med nogle kviste og nogle stykker træ. han gik ind i teltet og endnu engang rakte han ned i pungen og tog et par flintesten frem. Han slog dem mod hinanden og lavede gnister, efter et stykke tid var der ild i bålet og det lyste rummet op.

Hun sad stille ved bålet og lod sig varme af det. Det minede hende om varmen fra hendes gamle hjemland.
De lune nætter hvor man aldrig rigtig syntes at der var koldt.
"Du er.. God" Fik hun sagt og så stille hen på ham. Alt det han kunne. Det var som om at han var et vidunder, han var sikkert den klogeste af alle i hele verden.

Alastor smilede til hende og sagde "tak, når man altid er alene så lære man at overleve uden andres hjælp...øh er du sulten?" han kikkede på Nippon hun virkede så rolig...den eneste han kunne huske der havde været så venlig som hende havde været Era....Så slog det ham...nu havde 2 personer vist sig ikke at vise afsky overfor ham, det var dejligt. Som om at for hver eneste person der kunne lide ham, fik ham til at føle sig mere og mere normal.

Hun nikkede stille men vidste ikke helt hvad man plejede at spise her. Hun selv havde kunnet spise næsten hvad som helst. Fra slanger til krokodiller og endda dåsemad der var for gammelt
"Hvad spise du?" Spurgte hun venligt og se roligt på ham. Det var beroligne at være sammen med en venlig person, plus at sidde i noget lyst

han smilte og sagde "normalt spiser jeg noget der ligner planteknolde og kaniner... knoldene hedder katofler.." han rejste sig op og strakte sine arme og sagde "okey tid til dagens sidste besværgelse..." han rakte en arm ned i pungen og trak et gammelt slidt tæppe op, han havde haft det så længe han kunne huske. Derefter trak han nogle knogler op. Han begyndte at mumle nogle magiske ord og straks røg det sidste knogle pulver fra hans ryg ned i knoglerne og de blev til et lille skelet på størrelse med et barn "skaf os noget kød og platespise" var alt han behøvede at sige og den lille "fyr" løb ud af teltet

"bare rolig det er ikke noget levende væsen" sagde han mens han tørte al sveden af hans pande. "Det er bare en besværgelse på knoglerne...du ved en slags midlertidig tjener besværgelse.."

Hun nikkede stille og så efter hvad det nu var
"Er det hårdt?" Spurgte hun da hun kunne se at han svedte meget, efter hver gang han brugte en eller anden slags besværgelse "Opdager... De onde dig.. Os.. Hvis du lave meget magi?" Hun hakkede lidt i sætningen da hun ikke var vant til at skulle bruge en så lang sætning, på et sprog hun næsten lige havde lært at kende

Alastor kikkede på Nippon og sagde "ja magi er hårdt....det tager på dine krafter ligesom hvis du gjorde det ved brug af muskelkraft hehe" da hun igen spurgte om han ville blive opdaget "nej der er mange der bruger magi i byen...og det er små besværgelser jeg bruger. Hvis jeg nu for eksempel lavede en hel landsby om til levende døde - hvilket jeg ikke kan - ville jeg nok blive opdaget." han smilte roligt men fik et lille shock da skelet "fyren" igen kom ind med en kanin i den ene hånd, han holdte den ved ørene. Og i den anden havde han nogle knolde.

Alastor tog imod tingene og skeletfyren faldt fra hinanden Alastor rakte ned i pungen og tog en mellem størrelset gryde frem. Han gik ud af teltet og kom hurtigt tilbage igen med gryden halvfuld af vand. Han tog en kniv fra pungen og begyndte at skære kanin køds stykker ud og putte i gryden samt han to jordknodlene og skrællede dem det bedste han kunne. Desvære gled kniven og han skar sig i fingeren "av for....agh!" var alt han sagde før han bare rystede hånden i smerte.

Hun så forskrækket på ham da han skar sig i armen, men hun tog hurtigt noget stof, satte sig ved siden af ham og lagde stoffet på hånden, hvor efter hun stille pressede det på såret for at stoppe blødningen, men uden at det gjorder alt for ondt på ham
"Du okay?" Hun så stille på ham for at være sikker på at han ikke var kommet alt for galt afsted

alastor kikkede på Nippon roligt og sagde "jeg er ok...man skal bare huske at koncentrere sig når man bruger en kniv hehe" hans ansigt var roligt som om intet var sket....faktisk mere somom at han var glad for hvad der lige var sket. Hvilket han var, fordi nu vidste han at det kun var hans hoved der havde mistet evnen til at føle smerte... han kikkede glad på Nippon og tog kniven op igen og skrællede videre han plumbede knoldene i og så putede han pænt og roligt gryden på bålet

"så..kommer du langt fra?" sagde han med en blid stemme

Hun nikkede stille "Husker ikke navn.. Men varmt... Dejligt... Min familie.."
Hun så stille på gryden og prøvede at huske hvad landet nu hed, men det var helt glemt væk. De havde fået hende til at glemme hvad det var. Det var næsten også før hun glemte hvem hun var, hvem hendes familie var, men hun blev bare ved med at huske. Hun ville aldrig glemme det
"Kom du fra.. Langt fra her?" Hun så tilbage på ham

» I skoven
» en skramlen i skoven
» Dybere ind i skoven.
» alene igen...