Kræmmernes gade

Den orange aftensol sendte et blegt, varmt skær ned langs de åbne gader, i den opkogte by. Serpicus myldrede af liv, og alle steder fra kunne man høre mennesker, der ubønhørligt, snakkede og råbte i munden på hinanden. Trods den hektiske stemning, der kom af den snart ophørte dag, var de handlende og deres kunder meget fredelige. Fuglenes sang rummede idyl og glæde, og den velkendte lyd af kærrer der bumper op og ned af brostenene, skabte den trygge følelse af summende liv.

Det var derfor, den lyd, det var den der havde fået Valerie til at flytte til byen. For ung som hun var, og alene, var en vished om at der ikke var langt til selskab, en redning for den kønne pige. Hun holdt af mennesker, og deres lyde, rare som ubehagelige. Det fik hende til at føle sig tryg, og endnu en aften var hun gået ud for at se på dem. Se dem ase of mase med at få solgt alle varerne inden fyraften og se dem le og snakke muntert sammen. Og som hun gik der, ned af den hyggelige gade, med armene let bøjet og et svagt smil på læben, lignede hun et sandt eventyr.

"Unge dame! Ja Dem!" Råbte en desperat, midaldrende sælger efter hende da hun slentrede forbi, og hun vendte sig smilende mod ham, tydeligvis uinteresseret, "Ville dette udsøgte, håndvævede tæppe, ikke være noget for Dem?" Han smilede bydende til hende og rakte det ellers så smukke, blå tæppe hen mod hende. Ganske stille og stadig smilende, rystede Valerie på hovedet og fortsatte ned af den lille gade.

Shane gik forsigtigt og lydløst ned af den travle gade. Han holdte hovedet højt og gik ellegant og arrogant som han nu var. De røde øjne var ikke til at tage fejl af, folk havde altid beundret hans øjne. Shane kunne dog ikke selv lide dem, han kunne ikke fordrage dem og ville faktisk helst bare befinde sig i formen Nathan, han havde nemlig grønne smukke og smalle øjne.

Shane fortsatte ned af gaden i sine egne tanker. Shane var lige flyttet til og han havde stadig ikke fundet helt ud af alle gaderne. Han kunne let farer vild og han brød sig ikke så meget om gadesælger og mennesker i det hele taget. En ældre herre tog fat i Shanes arm. "Undskyld unge herer. Men kunne denne smukke silketrøje ikke være noget for Dem?" Shane gik halt i vhok og stivnede han rystede på hovedet og rykkede lidt på sig. Manden slap ham og Shane gik videre.

Den kølige aftenbrise, kyssede lokkende Valerie på kinden, og med en affærdigende bevægelse med den ene hånd, viftede hun den af sig, vinden forsvandt og der blev stille igen. *Ikke nu, ikke her* mindede hun sig selv om og straks lavede hun endnu et tegn med højre hånd, og brisen vendte tilbage. *Det skal se passende ud, ingen skal fatte mistanke om hvad jeg i virkeligheden er* Som tilflytter fra skoven, og af anden race end de larmende mennesker omkring hende, var det vigtigt at Val ikke vækkede opsigt. I værste fald ville de dræbe hende med det samme, hvis de var ondsindede nok, for hun hørte jo i reglen ikke til blandt mennesker.

Elegant strøg hun sig over det alfeagtige ansigt og prøvede at samle sine tanker, vinden, som var hendes speciale, lokkede hende mange gange legende, og hun elskede at bruge sin magi, men ligeså højt elskede hun selskabet omkring sig, og de to modsætninger af passioner hun havde, gjorde det svært for hende. Hun måtte vælge, og menneskene vandt.

Mens hun stod der, midt i menneskemængden, lagde hun mærke til en ny skikkelse. Ikke fordi hun kendte alle i byen, men hun vidste dog hvem der plejede at overrende disse gader. Manden var høj, slank af bygning og med et mørkt, skinnende hår. Hans øjne kunne hun ikke se, han stod for langt væk til dette, og nysgerrigt og længe stod hun og betragtede ham i lyet fra en af de mange boder.

Jack vente sig om og gik i retningen af Valerie da en gadehandler havde fanget hans opmærksomhed. Den stod en meter fra Valerie. Shane stod nu næsten ved siden af Valerie og lod et elegant udtryk af arrogance flyde hen over hans ansigt. Han tog en såkaldt hekse sten op af en æske. Manden i boden skulle til at sige noget men Shane stoppede ham. "Denne sten vil hvise dig vej og give dig lys i de mørkeste tider. Thi du aldrig skal være alene mere og den vil bære dig på dens smukke lysende billeder." Han lagde stenen fra sig og stod et stykke tid og kiggede på stenen.

Valerie hævede forbløffet et øjenbryn til svar, *Snakkede han til hende? Og i så fald, hvad skulle hun svare?* Hun stod et øjeblik og funderede over de nøje udvalgte ord, som manden havde fremsagt, *Var det en tilfældighed at det lige var den sten han valgte?* Som den høflige og snaksaglige sjæl Valerie nu var, valgte hun at tage del i mandens fascination. "Den er vel nok yndig" Smilende og med ansigtet lagt i nysgerrige folder, stillede hun sig hen ved siden af Shane. Hun kastede et opmuntrende blik på sælgeren, der tydeligvis var en smule hys over ikke at have sagt de smukke ord om sin vare. I hendes stille sind, morede hun sig over hans grimasse, endelig var der en der turde at sætte sig lidt imod ham. Efter at have set på den kønne sten et øjeblik, rettede hun sin opmærksomhed mod Shane, hans elegante og arrogante bevægelser var fangende, og spændende.

man kunne høre råben længer ned af gaden imens så man rico kom løbende med et brød i hånden med sin hund løbende ved siden af ham, han hoppede op på noget tønder og op på et tag hans hund fuldte ham, lidt efter kom en kraftig mand løbende med et brød i hånden "hvor blev den tyve knækt af" råbte manden.

rico sad stille og spiste af brødet han delt det med sin hund "vi er rat gode var vaks" sagde han stille til sin hund.

Shane så op og så ind i Valerie's øjne. *Hvorfor svagede hun mon på mine ord?* Shane rystede på hovedet og lod et forsigtig smil skølde over hans læber. Han nåede ikke at nyde hendes skønhed før en lille dreng kom løbende og hjavde en lettere stor herre i hælende. "Undskyld mig." Shane gik væk fra boden over over til manden der råbte op. "Noget galt Hr?" Shane havde godt set den lille dreng stjæle brødet men bragte det ikke på banen. "Den lille tyve knægt har stjålet af min bod." Sagde manden ophidset og lige så rød som en tomat. Shane fiskede nogle mønter op af sin lomme og lagde dem i mandens hånd. "Det skulle nok dække over hvad drengen har taget fra din butik." Shane vendte sig om og gik over til den anden bod igen.

"hvad havde han gang i betalte han lige for vores mad" spurte rico og så på sin hund, da den kraftige mand var gået kravlede de ned fra taget, og gik hen til ham der havde betalt deres mad "undskyld men hvorfor gøre du det" spurte rico og så undrene på ham.

Nikkende til hans svar, så Valerie også efter hvad der havde bragt sådan et postyr med sig, og hun blev ikke yderligere begejstret over at se sælgeren tage sådan på vej, *For guds skyld, det er jo kun et brød!* Men Shanes opførsel kom helt bag på hende, *Det var venligt af ham!* Og hun stod lidt og så opslugt efter ham, men vendte sig så mod den bod med stenen ved, igen. Hun nikkede kort til manden, der nu så glubsk på hende "Jeg tror ikke at De får held med at sælge denne sten lige foreløbigt" Så smilede hun drilskt tilbage til ham og gik så lidt længere ned af vejen. Stadig med hænderne foldet på maven, slentrede hun lydløst ned af gaden i retning af byens torv. En gang imellem så hun efter Shane, men indtil videre var han ikke at se nogen steder.

Shane klappede den lille dreng på hovedet. "Vi kan ikke have at der er nogen der sulter. De fattige skal også have mad thi de skal ikke sulte." Han fjerenede sin hånd fra Rico og slendrede i den sammen retning som Valerie. Der var noget over denne kvinde. hun var mystisk og smuk. Elegant og farlig på samme tid. Shane kunne ikke finde ud af hende, men lod det ligge. Han begynde så småt at gå ned mod torvet og lod hænderne dumpe ned i sine bukselommer.

Torvet summede af den sidste hektiske handel som folk gerne ville have gjort, og de fleste købmænd stod nu på tæerne af deres mulige kunder, og lovede dem guld og grønne skove; I baggrunden kunne Valerie høre en smykkehandler der var så opsat på at sælge sine vare at han råbte: "Alle slags smykker, smykker i tusindvis. Ægte diamanter og safirer, rubiner og smaragder. Guld og sølv fra selveste Slangens gab!"

Hun grinte kort for sig selv og tænkte på hvad den stakkels sælger ville gøre, hvis slangens vagter fik fat i ham. Han havde omtalt den højt ærede og frygtede Slange, byens hersker og beskytter, *Hvor vovede han?* Tænkte Val nedværdigende, og respektløst. Bare fordi at hun var flyttet til byen, betød det ikke at hun havde den samme respekt for Slangen, som byens beboere, der mente at den regerede Serpicus.

En stor, bredskuldret mand med hænder så store at de kunne gribe om Vals hoved, tog fat i hendes arm og vendte hende med et ryk om mod sig. Han smilede tavst og overlegent til hende og viste en række skæve, hvide tænder, over den stædige, fremtrædende kæbe. Et lille skrig slap over Valeries mund, da hun mærkede hans hårde og bestemte tav i hendes arm. Men pludselig pegede han over mod en bod med alskens slags talismaner og nikkede til hende, men da Val gav udtryk for hendes modvilje gennem en røsten på hovedet, falmede hans smil og han så uforstående på hende. Med et stadigt fast greb om hendes arm, førte han hende med sig hen til boden og Val så hjælpeløst efter noget at gribe fast i, men forgæves, manden var både højere og meget stærkere end hende, så hun måtte følge ufrivilligt med.

Shane så dette ske. Han begyndte at løbe over mod valerie og skiftede samtidigt form til Nathan. Et i Shanes krop gav ham en grimasse i hovedet. Han tog fat i den store mands arm og hoppede op på hans skulder. "Det er ikke pænt at bortføre smukke kvinder." nathan var helt anderledes end Shane og gjorde alt det han kunne for at være den mest kolde og arrogante person der kunne gå på to ben.

Et rasende skrig undslap mandens læber, og han slap modvilligt Valeries arm inden han tumlede omkuld med Nathan siddende på ryggen. Han forsøgte ihærdigt at få fat i overfaldsmanden, Nathan, men hans store klodsede bevægelser gjorde det ikke nemt. Han kæmpede for at komme op igen, og nåede op på knæ, inden han ildrød i hovedet og med blottede tænder, greb ud efter Nathan.

Valerie kringlede sig fri af hans greb og gjorde store øjne da hun så Nathans behændige redningsaktion. "Pas på!" Råbte hun skingert til den rødhårede mand og så sig straks om efter noget der kunne være til hjælp, men inden hun nåede at finde noget, hørtes der skrig og råben i baggrunden. Vagterne var på vej, de kunne uden tvivl hjælpe dem! Hun så ængsteligt hen på Nathan og sendte ham et taknemmeligt blik.

Nathan hoppede af den store mands ryg og flygtede over til Valerie. Han bukkede elegant. "Red til Deres tjeneste Frk." Nathan stod et øjeblik og overvejde at skifte form til Shane igen, men mente der var for stor risiko at gøre det her med alle de folk og vagterne som kom løbende i fuld galop.

rico havde set at black havde skiftet form "det var mere sært var vaks en formskifter der betalder for et menneske, det har jeg aldrig oplevet, godt nok har vi set mange af dem i byerne men vi sladre aldrig med mindre nogen betaler os godt for det selvfølig" sagde rico stille til sin hund, mens han lænede sig op af en væk.

//Rico, du må kun være ét sted ad gangen//

//er jeg også//

Valerie tog hurtigt fat i Nathan og hev ham med sig, væk fra larmen og hele den forvirrede og spørgende kreds. Vagterne havde nu taget fat i manden og førte ham væk, mens han bandende og svovlende humpede afsted, til stor fryd for de omkringtstående, nysgerrige mennesker.

Hun trak ham med hen i ly af nogle afsides boder, slap ham og vendte sig mod ham, "Undskyld mig Hr. men hvorfor gjorde De det?" Hun betragtede ham et øjeblik og opdagede så hans røde øjne. I forbløffelse tog hun sig til munden og spærrede øjnene op, "De..De er manden fra før, Heksestenen" Besværet sank hun en klump og stammede, "T..tak!" Så vendte hun sig hovedkulds for at gå, men sendte Nathan et sigende blik. *Formskifter* Forvirret og nervøs tog Valerie sig til hovedet og tumlede videre ned af gaden.

rico kiggede op og begyndte at løbe mens hans hun fuldte efter ham.

//OUT//

//Out//