Hånddukker og tolvfingertarme

Månelys! Blegt og vidunderligt med dets dejlige oplysende glød. En sort nattehimmel som baggrund på sorte trækroner. Stjerner ville være synlige hvis bare træerne ikke var der, så meget var han sikker på. Hvis bare det ene træ ville gå væk ville han kunne se en konstellation han ikke havde set i et stykke tid.

Træet lystrede naturligvis ikke hans håb om at få lov til at se stjernebilledet, og i stedet blev det stående med stædig foragt malet på stammen. Han ville have sænket sine øjenbryn skulene, men fandt tanken komisk og fjern. I stedet rettede han sit blik ud imod skoven. Månelyset der trængte gennem trækronerne var sparsomt for at sige det mildt, og det var kun pga hans forbedrede sin at han var i stand til at se hverken til eller fra. Det var principielt fuldstændigt ligegyldigt og ikke noget han på nogen måde overvejede. Det var ren routine at se i mørke og på samme måde som det var ham rutine at vandre i en skov så sort som en sømands lever, så var det rutine for ham at lede i det dybe mørke. Han ville have vrisset, havde der været nogen muskler at trække sammen.

Hans fødder trådte knasende blade under foden i et langt stykke tid inden den knasende lyd af en frodig skovbund blev erstattet af et enkelt vådt 'smat'. Med utilfredsheden, på uforklarlig vis, malet i den magre undskyldning for et ansigt, stirrede de to tomme øjenhuler ned på den røde plamage han stod begravet til anklen i. Hans blik undersøgte plamagens opbygning og en summen som fra en højtaler rejste sig i utilfreds tone fra et uidentificeret punkt bag de sorte rober.

"Flydende?!...... FLYDENDE?!!!! Hvorfor FLYDENDE???.... Alt andet end flydende, det her giver mig jo ikke noget at arbejde med..."

muggede en underlig diskantisk stemme. Med en utilfreds gestus blev en enkelt knoglefod trukket fri af den søbede, klæbrige smatkage på skovbunden. Uden forsøg på at gøre sig selv ren blev skeletfoden pladseret på skovbunden ved siden af, inden den sortklædte skikkelse begyndte at gå i cirkler omkring det grissede område.

*Som var en brunbjørn faldet ned fra månen*

Tænkte han, hans humør genoprettet ved det komiske billede, ordene fremkaldte i hans hoved. Det var dog stadig ikke nok til helt at bortvise følelsen af irritation over det fejlede eksperiement. At skabe vampyrer var én ting, men at krydse de udøde racer med andre var en kende besværligt. Det var startet med at sy forskellige legemesdele på og manipulere nerver og kød til at bøje sig efter hans forgodtbefindene. Nu var det kommet så vidt som til at krydse organer, men tilsynedladene var der noget ved vampyrblod som bare ikke befandt sig godt i zombie'er. Tragisk og kedeligt. Hans muntre drøm om en vraltende horde af udøde monstre, der smittede hvemend de bed med vampyrisme havde moret ham kosteligt, men de sidste 2 måneder havde ikke givet ham meget andet end skrivekrampe...eller....ligemeget.

Han bøjede sig ned og skovlede noget af smattet op i en flakon han fiskede ud af en beltetaske. Han satte prop i og puttede flakonnen tilbage hvor den hørte til, inden han skænkede herligheden på skovbunden et sidste utilfredst blik og begyndte at gå tilbage igen.

"flydende...."

vrissede han.

En ganske svag lyd af listende fødder, hørtes i det fjerne, og en ung kvinde, kom tappert vadende gennem den fugtige skovbund. Små irriterede udbrud undslap hendes blege læber, hver gang den lange, mørke hårpragt satte sig fast i de udragende grene. Flere gange var hun klumpet ved at snuble, selvom de lange, smidige ben vidende om forsigtighed. *Næste gang ville stien ikke være noget dumt valg!* Hun bebrejdede sig selv den dumme idé at gå igennem krattet, og rynkede vredt den lyse pande da endnu en gren, greb efter hende.

Valerie havde til forandring valgt at gå i skoven, at se på fugle og plukke blomster, havde været hendes primære grund, men nu kunne hun ikke se fornuften i den længere. Ej heller om det bare var fordi hun skulle have noget frisk luft! Nej dette vildnis af buskads og sylespidse pikke, lange, krogede grene og uigennemsigtbart krat, var et sandt helvede for den by vante elver. *Et sjældent tilfælde i grunden? At være elver og så forkaste skoven på den måde!* Med et utilfreds støn, så hun sig om i det store virvar af grønne planter. Forude lå en lille lysning, og den blev hendes fortrukne mål.

Med meget besvær, og efter flere rasende eder, nåede den kønne pige frem til det udvalgte sted. Hun smed sig forpustet ned på en tør plet og begyndte at forbande alt det grønne stads der var kommet på hendes før så hvide kjole. Nænsomt og forsigtig begyndte hun at tørre det af og hun sad koncentreret med stoffet i skødet.

Skoven knasede igen frodigt under hans fødder. Eller.... Frodigt var et intressant ord, idet det implikerede en sundhed og en grad af liv, han ikke var sikker på kunne eksistere i hans nærvær. Men der var i hvert fald levende natur omkring ham, og det måtte indtil videre tjene som 'frodigt', for hans tankers skyld. Et anklagende blik blev sendt rundt hele vejen omkring ham, rettet imod hverenkelt stamme, busk og gren. Hvor han dog havde leget med tanken om at brænde hele skidtet ned. Det ville være så simpelt. Bare vælge et punkt i nærheden af en vindtunnel og tænde et bål op ad et træ. Det ville rydde hele den her fortvivlende bunke liv, og gøre det langt lettere at bevæge sig.

*suk*

Han vidste et eller andet sted godt at tanken var urkomisk. Det var hans eget valg at skabe et laboratorie herude og skoven tjente alle de formål han havde ønsket fra starten. Stor, mørk og forvirrende og med et utalt hektar land der ikke var kortlagt. Det var det ideele sted testareal og den rige overflod af liv der var at finde i skoven gjorde at han sjældent manglede subjekter. Når han endelig skulle bruge subjekter af højere intellektuel kaliber end hvad skovens dyr stillede til rådighed, var det aldrig værrer eller bedre end han kunne tage til udkanten og finde et sted hvor nogen havde sat en skovhuggerlejr op. På mange måder gav stedet ham alt hvad han havde brug for i denne gren af hans research, men den tanke kunne i øjeblikket ikke distrahere ham fra det faktum at hans højre ærme sad fast. Med et utålmodigt ryk, trak han sig fri og skulle lige til at bande, idet han opdagede at nogen kom ham i forkøbet.

Det tog ham et langt øjeblik før det gik op for ham, helt præcis hvad den givne banden implikerede. Nogen, i stand til at tale sammenhængene var i nærheden. Han overvejede kort mulighederne for at en af hans chimera'er var sluppet løs. Det var årtier siden han havde fået en udød hund til at tale, og siden da havde det været simpelt at overføre trækket til andre udøde. Kunsten var at de skulle bevare deres intelligens, og i dyrenes tilfælde, var man nødt til at implante en sekundær intelligens. Det havde været en stor succes dengang, men nu var det snarere routine. Han lokaliserede lyden og bevægede sig i dens retning, intresseret i hvem der havde begivet sig så langt væk fra stierne. Det var sikkert noget levende. Noget biologisk. Noget blødt. Noget han kunne observere og måske bruge?. Han blev klar over hvor hun var da han nærmede sig en lysning ikke langt fra hvor han stod. Hun, - for stemmen tilhørte tydeligvis en kvinde, havde nok søgt tilflugt fra det tætte mørke, i lysningen. Typisk dødelig opførsel. Den charmerende frygt for mørket var så intressant. Han stillede sig i udkanten af lysningen, bag det yderste krat, mellem to træer og foldede hænderne i kåbens ærmer. Med hætten slået op lignede han en hvilken som helt kuttet skikkelse i mørket. Kun de dybrøde runer der pyntede hans klæder, videnede om at der var noget i mørket, men han skænkede ikke charade nogen tanker. Hvis hun ikke så ham, ville hun fortjene at blive observeret, når hun troede hun var privat. Hvis hun så ham, ville hun fortjene at skjule sine sande gerninger. Sådan fungerede verden trods alt.

De grønne pletter forsvandt langsomt under Valeries mange ensartede, strygende bevægelser. Det før så mutte ansigt, blev gradvist mere smilende, som den kridhvide farve vendte tilbage. Hendes tavse, grå øjne rettedes sig tænkende op mod den smule sol der var at skimte, og hun missede svagt ved det skarpe lys. Noget brød den idylliske illustration, som om en sort skygge langsomt og luskende kom krybende hen over det grønne, uberørte dække. Og med den sorte skygge kom rædslen, ulykken og ubehag, truende frygtfremkaldende. I Valeries lyse sind, trængte den sig også på, og en ram, gammel og indtørret lugt, nåede hendes næse. Et forvirret og undrende udtryk prægede pigens fortvivlede øjne, ikke nok med, at hun formodentlig var faret vild, men en trykkende følelse havde også fundet vej til hende.

Hun slap kjolen og kom endnu engang vaklende på benene. For langt hjemmefra, for langt fra de snakkende og larmende mennesker som ellers ville have advaret med skrig og hulende lyde, hvis denne truende skygge var farlig. Nu gjaldt det hendes egne sanser – hun forsøgte febrilskt at finde kilden til den uhyggelige stemning ved at bruge sin magi. Med en bydende håndbevægelse, sendte hun en vind ud af fingerspidserne. Efter et par sekunders ventetid, kom den tilbage igen, men denne gang fra alle sider. Valeries lange hår, blæste op som i en storm og ligeså kjolen, hun holdt den desperat nede, men nu vidste hun hvor mørket havde sit udspring. En kold, skræmmende og hårrejsende fornemmelse, greb hende og hun vendte sig skrækslagen mod det punkt hvor manden (Manius) stod.

Hun kneb øjnene let sammen, forsøgte at skelne mellem konturer og skabe sig et omrids af en mulig fjende. *Hvor længe havde personen stået der? Og hvis det var noget levende, hvilket endnu ikke var sikkert, var det så en ”person”?* Valerie trak sig få overvejende skridt tilbage, og vendte mistroisk hovedet en anelse i profil. Men da hun end endnu vidste hvad hun var oppe imod, og om det var fjendtligt, blev hun høfligt stående.

Med nærvær kom afklarelse. Fra hans position nær lysningens udkant kunne han se hvad havde været for hans hørelse alene tidligere. Skikkelsen i lysningen var afgjort dødelig og efter levendes standarter var hun ganske smuk.

Subjektet var hunkøn, race homo superioris, - med laymann's ord; Elver. Han sugede hendes udseende til sig. Hvid kjole, brunt hår, elfenbenshud og grå øjne. Højden anslog han til at være mellem 173.9cm og 174.2cm, hendes vægt var uklar pga kjolen. Han lagde sit hoved på sned og ville have smilet, havde der været læber at trække væk fra dødningeansigtet. Hun rejste sig, udtrygte uro. Var han opdaget? Sansynligvis. Men han kunne for alt i verden ikke finde på noget mere ligegyldigt. Hvorvidt eller ej hun så ham, var ikke hans problem, men det ville afgjort diktere dette mødes resultat.

Idet hun stragte fingrene, blev han overrasket og fulgte intresseret med. Det tog han ikke længe at fastslå denne metavirkelige handlings natur.

*Magi... Elemtalisme, - vind. Gad vide hvor dy...*

omkring på dette tidspunkt vendte de magisk berigede vinde tilbage og begyndte at løfte i hendes tøj, og Manius fandt sin tankestrøm afbrudt og erstattet med:

*Ingen amatør, men ingen mester heller*

Udsigterne til et intressant møde voksede. Hvis blot de kunne komme over elverfolkets traditionelle og irationelle forherligelse af liv og bandlyselse af alt der ikke konformisk, fandt sig til rette i det store billede, så ville dette måske blive andet og mere end vold?

Idet hendes hoved drejede var det klart at han var opdaget. Hans komplette mangel for intresse i Valerie's komfort retfærdiggjorde hans fortsatte forbliven i mørke, men fortsat uden tegn på eller ønske om at skjule hvem han var. De benede hænder hang fortsat ned langs siden på ham. De sorte rober dækkede alt andet end hans ansigt, og de mange underlike trinkets og smykker der dinglede fra hist og her på hans krop forblev underligt matte, ude af stand til egentligt at fange lyset fra lysningen. Da elveren ikke gjorde tegn til at tale, fandt han sin tålmodighed give slip på ham. Han kunne jo ikke stå her hele dagen?! Han havde ting at nå og steder at være. Grundigere omtanke afslørede at 'nej', det havde han faktisk ikke, og han følte en stikkende følelse af måske at burde planlægge sin uge i større detalje end han gjorde i øjeblikket. Det fjernede dog ikke det nuværende predikatment, som stadig stod som et let mål i skovens proverbiale bullseye. Han følte en stribe spørgsmål trænge sig på, og så ingen grund til at fornægte sin nysgerrighed, før han søgte dybere i dens mørkere regioner.

"Du er langt fra både vej og sti"

sagde en absolut umenneskelig stemme. Lyden der trængte ud fra hans krop var statisk og dyb og kunne have tilhørt James Earl Jones, hvis denne talte gennem en megafon, bortset fra at stemmen her lød tilbagelænet og bar præg af høflig interesse.

"Hvad gør du herude midt i ingenting?"

Da stemmen lød, farede Valerie sammen af skræk, hun hadede at blive set og ikke kunne se. Af ren og skær refleks løftede hun hånden i en truende højde, og svang den af al kræft ned mod jorden. En kæmpe støvsky blev skabt, tæt og uigennemskuelig. Den bredte sig elegant mod lysningens tydelige kant, og i ly af dens brede omfang, smuttede den tynde pige, ud mod skovens skjul endnu engang. Mens hun øjenvendende mindede sig selv om, aldrig at forlade stiens trygge afmærkninger igen. Bliv på vejen, forlad den aldrig igen! Ja.

En diskussion trængte sig på, og hendes sind var endnu engang i oprør, skulle hun svare? Og i så fald, hvad? Han burde vel ikke vide hvad hun gjorde i denne del af skoven og så langt hjemmefra, hvem kunne garantere at han ikke ville udnytte det? Skrækhistorier om vildfarne skønjomfruer og skrækkelige uhyrer, huserede hendes hukommelse, og de blev ikke mindre ægte af at Manius´ stemme genlød derinde. Det gibbede i hende da hun kom i tanke om den umenneskelige stemme - en tør gengivelse af skarpe kløer, der ondsindet, grumt og torturerende, kradsede hen over en smuldrende mur, mens tusinder af halsende hunde, knurrede truende. Hun gøs og trak skuldrene op, som havde noget slimet og klæbende rørt hende.

Et forfærdet kast med hovedet blev tildelt i den retning hvor den mystiske mand stod, hvor ville en helt være tiltrængt i dette øjeblik! Hvorfor var eventyr så smukke og lykkelige, men dog så uhåndgribelige og af samme grund, urimelige?

Eventyr? Kom hun nogen sinde til at opleve et?

Suk..

”Hverken af uhøflighed, eller forlegenhed, kommer mit svar, men jeg dristes til at sige, at det ikke vedkommer Dem,” Hendes stemme var, en modsætning i kontrasten af den stadig hængende grumhed der var i hans, blid og venlig, men en undertone der tydede på at være frastødt. Hun så i retning af stemmens udspring, var det mon et sandt uhyre?

Hans stemme afslørede intet andet, måske han ville hende ondt? Med et nervøst samtykke fra samtlige af hendes intentioner og bunken af den sunde fornuft, fattedes hende hånd, støttende om en gren, og alle flugtveje blev nøje undersøgt i øjenkrogen, ”lad mig se hvad en sådan prægtig og stolt stemme tilhører!” Med al viljestyrke der var at finde, skjulte hun koncentreret sin foragt for denne stadig ukendte person.

Det lå da ellers ikke til hende, at hade folk, før hun endnu kendte dem? Men noget i hende sagde, a dette ikke var et almindeligt menneske, og måske var det, det der skræmte den skrøbelige kvinde.

Men han havde ret, langt fra vej og sti... Alt for langt...

Hun vendte shockeret sit ansigt og løftede hånden imod himlen. Som i et teater slog hun ned med hånden. Som Harlequinn med sit træsværd, huggede hun i luften, som for at imponere en ikke tilstedeværende Columbine. Han så det komme. Logik foreskrev hendes handlinger. Når dåen hævede hoved var det et spørgsmål om sekunder før den satte i spring. Som et urværk slog hun ud imod jorden og en støvsky rejste sig, som for at bekræfte hans tanker. Hun brugte det som røgslør. Hvor vidunderligt komisk og opfindsomt. En genial anvendelse af magi'en! Diskretion var en god overlevelsestaktik. Et lyn fra en udstragt finger kunne gøre meget når skub blev til mas, men ikke nær så meget som det kunne når jorden var våd. Hans blik var rettet uanfægteligt imod støvskyen som den stille fortog sig. Han overvejede kortvarrigt om han burde lede efter hende ved magiske midler, men problemet løste sig selv da hun talte til ham fra træernes skjul. Hun ønskede at vide hvem hun talte med? Naturligt nok, gik han ud fra.

Med dovne, men målrettede skridt gik han først et, siden to og til slut 3 skridt ind i lysningen og hævede sit hoved.

*Hvad vil det ændre*

Havde han tænkt. Intet. Absolut intet. Han brød sig ikke om at teste folks tålmodighed, ligesom han ikke brød sig om når folk testede hans. Den sorte, mørnede kutte, dækket og bundet i et utal af silke og lædersnore, hvorfra glimtende sten, fjer, dyretænder og en myriade af forskellige objekter han bar, dækkede hans knoglede figur, men hans hoved var udækket og alt hvad der befandt sig over halsudskæringen på kutten var nakkehvirvler, et menneskekranium, pyntet med visse indridsninger i benet. To mørke, tomme øjenhuler stirrede ubehageligt målrettet i hendes retning.

Der var ingen Columbine i det her teater. Der var en snu lille Harlequin. En Harleqiun der nu for første gang siden denne gik på scenen, ikke var stykkets virkelige misfoster. En uhyggeligt allestedsnærværende følelse af død og rædsel, tykt og klæbrigt som et vådt brandtæppe, blev kastet fra Manius som en zitren i luften og det ubevægelige dødningeansigt syntes på bizar og ubehagelig vis at smile bydene, på trods af manglen på læber.

"Sandt, sandt så evigt sandt."

Sagde han, en underligt levende og afvisende tone i den mærkværdige stemme.

"Men hvem ville jeg være hvis jeg ikke tog en interesse..."

tilføjede han, en snert af munterhed listende sig ind i stemmen.

"... det ville jo være umenneskeligt"

Hans personlige spøj morede ham kortvarrigt, inden han drejede sit hoved med en lydelig klikken fra hans nakkehvirvler.

"For ikke at sige fortvivlende kedeligt"

En, i hendes øjne, omfangsrig og hærget udseende skikkelse, trådte frem i det svindende lys. Gispet der havde ladet vente på sig, slap hendes læber og tonedes ud i den blandede luft. Det var som om at duftene der hang omkring dem, bestod af åbninger – den ene udskilte en råddenskab uden lige og den anden en almindelig sommeraftens aromaer.

Den støvede jord, mærkeligt udtæret denne aften, knustes under hendes fødder, og blev til et brunligt pulver. Han havde gjort som hun havde bedt om? Hvad var meningen? Sådan foregik eventyr da ikke? Skurken nægtede altid alting, og med denne tilkendegivelse, trak Valerie undrende på brynene, måske var denne mand end ikke den farlige? Mand? For det var vel det han var? Farlig? Jo, hendes instinkter sagde hende ikke andet, og da hun tøvende tog et skridt i lysets retning, strittede alt hendes sunde fornuft da også imod.

Forbandet være det venlige sind!

En kontur af den spinkle pige, viste sig i udkanten. Skridtene var tøvende, ja næsten fortrydende, men hun gav sig intet andet valg. Kunne han ses, skulle han kunne se, og det fik han lov til, mon ikke han brød sig lige så lidt som hende om uvidenhed? Hvis denne følelse da svævede i hans tomt udseende krop..

Mørke, omkranset af en kutte, men behængt af alverdens værdifulde skatte. Mørke, mørke i sindet, mørke i udstrålingen, mørke bragt med stemmen.

Hun rystede den klæbende fornemmelse af sig, og mandede sig godt og grunddigt op. Ret ryggen, frem med brystet, nævn intet du ikke vil høre igen, og blink for guds skyld ikke før han gør det!

”Med forladelse min herre, ikke kedeligt, men mystisk,” Hun overvejede ordene, smagte på hvert eneste, lod dem flyde op i svælget, og sank hver eneste med velbehag.

”Forstå mig ret når jeg siger, De er ikke et af mange onder? Med mine ord mener jeg, at De er en sjældent set type?”
I hovedet forestillede hun sig et behåret korpus bag den store kappe, men da lyset tog den rette stilling, tabte hun underkæben; det cremehvide kranium kom til syne, siddende på en benet krop. Hun sendte et forfærdet blik til de senede hænder, og prøvede så vidt muligt ikke at give ham den tilfredsstillelse at se hende væmmes. Han ville vel uden tvivl nyde hendes kvaler?

Sygelignende fornemmelser trængte sig på, og Valerie blev om end ikke så mere bleg i ansigtet end før set. Pupillerne blev små, og hun strammede grebet besynderligt mere om sine gevandter, som var hun bange for at tabe dem. For havde hun set denne skikkelse tidligere, var hun ikke længere sikker på at et menneskelignende sprog ville have stået hende til rådighed. Ord var en af mange goder der kom af tryghed hos den unge kvinde, men dette her var bestemt ikke et af tryghedens kilder.

Flugtveje.. Hvor? Var de brugbare? Nej…
Kunne hun løbe fra ham? Sandsynligvis ikke…
Magiske kræfter involverede? Ingen tøven, JA!

Uro skred over hendes øjnes spejl, og hun mumlede små forhadte ord gennem den blege mund.
Eventyr? Sådan noget sludder!

Manius sorte øjenhuler vendt imod elverpigen og idet hun nærmede sig fandt han at han følte sig en smule indtaget af dennes forsigtige natur. Han havde den effekt på folk. for næsten 500 år siden havde han opdaget den sande pris for udødelighed. Nattens ritual havde været en svær beslutning, men siden da havde han ikke fortrudt det. Kun én enkelt gang, da det gik op for ham hvordan liv afveg og undgik ham. Det havde været et svært regnestykke at løse, men løsningen havde præsenteret sig selv med tiden. Hvis folk ikke så et skelet, i bevægelse, men så en mand de ikke kunne forklare hvorfor virkede olm at være i nærheden af, var de langt lettere at snakke med og komme ind på livet af. Manius havde før udnyttet dette og han fandt at spænde et lag af kød og hud udover sin nuværende form var både morsomt og åbnede nogen døre han ellers ville have været nødt til at sparke af dets hængsler. Jo bevares, som med alt andet kunne man blive træt af at spille komedie, men med uendeligt liv foran sig var der valg der måtte træffes. Naturligvis sjældent i hast. Måske var hans tålmodighed ikke den største, men det afhang, - som med så meget andet, altsammen af omstændigheder. Her og nu, i denne lysning, i selskab med en vindelementalist, hvis søde, faste kød bare -bad- om at blive skilt fra kroppens knogler, kunne han vel godt mønstre en grad af tålmodighed, selvom den velkendte kriblen i knoglefingrene ikke lod ham betvivle hans hensigter. På den anden side. Hastværk var lastværk.

Han skulle til at besvare hendes ord med et par af hans egne, men først nu lod hun til at opdage præcis hvem, - eller rettere sagt, hvad han var og hendes reaktion stemte meget fint overens med Manius' erfaringer. Hendes uro ville vokse uhæmmet nu, medmindre han selv handlede for at forhindre den i det. Hun ville kontemplere hendes muligheder og sansynligvis ende et sted på, eller imellem, flugt eller kamp. Begge dele virkede så lallende tåbelige, men hvem var han at fortælle folk hvad de skulle eller ikke skulle. Desuden var han værken intresseret i at dræbe eller jage denne elfenbensskønhed. I begge tilfælde var alting, langt for hurtigt overstået og han bestemte sig for ikke at vente på at hendes hjerne i panik bestemte sig for en af de to. Så hellere tale, med håbet om at trække tiden lidt ud. Det var immervæk et års tid siden han sidst havde set en elver. Og 3 års tid siden han sidst havde set en elementalist.

En sagte klukken, der til trods for at være ganske tilbagelænet og ikke på nogen særlig måde rettet imod hende, lød som en ulv ville lyde når haren sad fast jægerens saks, kunne høres fra ham. Kæben rørte sig ikke når han talte, den vane havde han skilt sig af med i løbet af det første århundrede som udød.

"Det er sandt at jeg er en sjældent set type."

klukkede han.

"... Men du..."
*vær intim, lok hendes tunge*
"...er heller ikke et syn -jeg- møder specielt ofte"
*Løber tungen, står benene stille*
"Hvilket bringer mig tilbage til mit første spørgsmål"

Hans blik rettede et kort øjeblik opad imod hullet i trækronerne, men vendte tilbage til hende næsten øjeblikket derpå.

"Der er langt tilbage til stierne, og kort til solnedgang, hvad bringer dig herud hvor der intet er andet end skov og mørke"

...

"Og vi der kalder det vores hjem"

tilføjede han spøgende.

Ny strategi: Hold ham beskæftiget, få ham på andre tanker, og hvis intet af dette virke, så håb på at Vindenes Herre er med dig!

Den ubevægelige kæbe på det benede ansigt fangede hendes blik, og hun lystede at vende sig væk fra det frastødende syn.
”Elvere er et generaliserende folk, smukt er deres mellemnavn og to ord følger dem overalt på deres færd; elegant og arrogant. De er fordomsfulde og naive, tager udseende for personlighed, og vender sig fra alt der ikke tiltaler dem.” Den gamle mands stemme genlød i hendes hoved. En samtale mellem to handlende hun tilfældigvis havde overhørt, og hun krympede sig; hun havde fastslået stædigt at dette bestemt ikke gjaldt alle elvere, men den grå, skræppende mand havde set misbilligende på hende og nikket overlegent.

Han havde ikke ret, sådan var hun ikke!

Men dette møde afslørede det, sørgeligt nok. Hun var ikke bedre end alle de andre tåber! Hun havde altid hadet at blive sat i bås med de fornærmede, højpandede folk. Det folk som alle middelmådige mennesker altid så op til! Elvere!
Uforskammede væsner, med mindst lige så uforskammet opførsel som selvsikkerhed.
Grusomt!
Lige så grusomt som denne mands aura og tale. Hun var ikke bedre end ham, nej han var snarer mere troværdig end hun nogen sinde kunne kalde sig selv. Der var ingen løgn at spore i hans ord, og hun tøvede med at svare sandfærdigt,

”hvis det interessere Dem, så er jeg ude at gå en tur. Stien er så uendelig kedelig at følge..”

Burde han vide mere? Nej.. men hun knugede tilfreds om sin kjoles kant, helt dum var hun ikke, hun vidste stadig mere om ham, end han om hende.

”Sig mig engang, hvis et eventyr forekom Dem tilstrækkeligt skræmmende, ville De så håbe på en god slutning?”

Et undrende blik spillede i hendes grå øjne, og hun iagttog hans rolige bevægelser. Med en kraftanstrengelse prøvede hun at overhøre den forfærdelige lyd, hun formodede var en latter, fra hans mund. Hvis dette var hendes eventyr, så var hun overbevist om at der skulle mere end bare en tryllende fe gudmor til at redde hende.

Men hvad hvis feen fremtryllede et mirakel ud af denne mand? Som at kysse frøen?

Kysse?

Med dette skellet forekom tanken hende helt urealistisk, aldrig i livet ville hun kysse en sådan skabning! Så langt fra virkelighed..

Eventyr var ikke virkelighed, de var… eventyr.

Hun slap kjolen og så tænkende ned i jorden, kunne han fornemme hendes usikkerhed?

Langt fra uintelligent denne unge, skrøbelige skabning. På samme måde som rå silke ville forgå og forfalde til råd og dårligdom ved blot den mindste dråbe vand, på samme måde syntes denne at sky hans nærvær, som bragte han sikker undergang med sig.

*heh... gode instinkter*

Overlevelse var en sær størrelse. Det var i al almindelighed fascinerende hvordan levende væsner ville gøre ting langt udenfor deres normale handlingsmønster for at sikre deres videre eksistens, om det så bare var med få sekunder. En fisk der mestrede vandet og kunne bevæge sig så elegant som en fjer i vinden, ville virke klodset og desperat når den klaskede rundt på land eller i fiskerens net. Et træ virkede kun majestætisk indtil man satte ild til det. Mennesker eller intell...... selvudråbte intelligente væsner, badet i deres civilization og højeædle standarter ville kravle gennem skidt og møg, tigge og græde og spjætte hvis de frygtede for deres liv. Livet som var den mest skrøbelige af aspekter, og som de dog intet gjorde for at beskytte før faren så dem i øjnene. Dødelige var underlige, simple og forudsigelige. Når man tog alt fra dem, ville de æde hinanden.

Men hende her havde overrasket indtil videre, mon hun ville blive ved med at pirre hans interesse hvis han holdt sine lyster stangen lidt endnu? Hellere end at skrige og løbe, havde hun talt og svaret. Ja, der var de naturlige overlevelsestegn såsom refleksive forudsigelige handlinger og ord, men alt i alt var hendes støbning en anden. Sådan så det i hvert fald ud. Mangen en mand var blevet narret af hvordan ting 'så ud'.

Han følte en spontan trang til at kende alt til hende. Han ville spørge hende om alt. Alt hvad han kunne finde på, og når hun ikke havde mere at fortælle ville han observere hende. Se på hende i lang tid af gangen. Se hende reagere og handle. Se det mønster der udgjorde -hendes- metode. Og til slut ville han skære hende op. Skære hende op og se hvordan hun fungerede indvendigt. Var hun mon som alle andre af sin art?! Logik foreskrev at svaret var ja, men man kunne aldrig vide.

Han ruskede sig fri af sine overvejelser og bragte fokus tilbage i sine tanker. Hun var veget fra stien, for at undslippe kedsomhed og nu havde hun fundet mere end hun bad om. Hvor vidunderligt kliché. Som havde verden givet ham sokker i julegave. Hendes næste spørgsmål intresserede ham dog. Hvad tankemønster spillede bag de grå øjne, der kunne få hende til at spørge om noget sådant?

"Absolut"

Svarede han med bestemt mine. Det totale fravær af nogen kryptik i hans stemme lagde på til en fortsættelse.

"Stillet overfor uhygge søger man tryghed."

Der var ingen tvivl om at hvis det havde været muligt ville han have smilet bredt og rovdyragtigt.

"Men som liv naturligt frygter, kan for stor en frygt gøre liv unaturligt. Knække det. Skræmme det til det skriger, hyler, ruller sig sammen i et hjørne og til sidst -dør- for at undslippe det."

Et skuldertræk var synligt under de tunge klæder.

"Jeg er endnu ikke blevet stillet overfor et så skræmmende eventyr. Men jeg ville byde muligheden velkommen"

sluttede han, udpræget fascination i hans stemme, ved den blotte tanke. Han tav, intresseret i hvad denne hvide skønhed ellers ville finde på. Om nødvendigt ville han stikke lidt i hende med sine egne spørgsmål, men han fandt at man lærte langt mere om folk ved at lytte end ved at tale. Hvorfor mon han fandt hende så spændene? Måske fordi hun repræsenterede et ikke færdigudforsket emne i hans research?! Hun ville blive ladet i live, indtil videre.

Tryghed?

Hun lod den hænge i luften, som var det noget man burde tænke over, vurdere og sætte i boks. Som alt andet mennesker gjorde, satte i bås…
Kunne det underlige skelet sættes i bås? Kunne han defineres og til sidesættes som alt andet normalt.. Nej, han var langt fra normal, og dertil hørende umulig at sætte i bås. Hun gøs ved tanken om hans mulige klamme, kolde og knoklede hænder, tanken om at der havde siddet skind på disse benede særheder.
Det var der ingen tryghed i, og hvad hun kunne dømme ud fra hans talestrøm, så var det noget i den retning hun skulle søge. En underlig fornemmelse greb hende, en hændelse; han havde virket så fascineret, grebet; som var det ham en passion at tale om uhygge. Men der var ikke langt fra denne tankes mulige sandhed og så til at den kunne være rigtig. Hun så endnu engang op fra den sorte jord, som langsomt blev dækket af lange skygger, fra træerne og den nedgående sol. Hvorfor havde mørket for vane at bringe frygt med sig? Intet kunne skelnes i mørke og uvidenhed var kilden til frygten.

Uvidenhed? Var det, det der irriterede hende? Ja, hun vidste intet om denne skikkelse der så at sige ”prydede” billedet i hendes synsfelt. En spinkel tanke maste sig på, og hun lod den løsne sit indhold: Han bor jo her i skoven, måske han kan vise dig ud?

Hun fnøs, sagte og piget. Hvis denne mand havde noget i sinde, så omhandlede det uden tvivl ikke at hjælpe hende væk, nej… En meget mere udspekuleret og væmmelig tankegang lå bag, og hans interesse var med sikkerhed ikke af venlige rødder. Hvad skabt tid?
Tid? Hvad skulle hun bruge tid til? Der var ikke meget tilbage af de lyse timer, og i mørke kunne hun rigtignok se, men noget i hende frygtede at nattesyns evnen ikke blev en afgørende faktor i denne sammenhæng.

Snak uden om! Få ham på venligere tanker, syng for kejseren, og mal for entusiasten, skab ham et billede der fjerne fokus, og undslip han lange, giftige klør.

”Muligheder… muligheder for tryghed?”

Stemmen var tænkende, dramatisk og lokkende. Hun tav og så undersøgende i de øjne hun fandt tomme og upålidelige. Hvad ville han hende? Skabe kontakt, og få hvad ud af det?

Valerie brød sin hjerne med hans hensigt, og overvejede at træde lidt væk, og søge ind i skyggerne. Men noget sagde hende at det var en forudsigelig handling, og at han sikkert ville udnytte hendes dyriske instinkter, så hun blev. Overrask ham, gem din frygt, skjul din væmmelse, og vis ham en langt mere udtænkt reaktion; som sagt så gjort: den spinkle, uskyldige pige satte sig ned, hvor hun ellers havde stået, som forekom dette møde hende mellem en ven, naturligt og afslappende. Hendes stolthed var vakt, og hun så undersøgende ind i de umage øjne, for at finde en anden mening.

”Uvidenhed avler frygt, og frygt er en stor størrelse. Jeg tror at vi alle søger dens modsætning; muligheder for tryghed, og når dette viser sig umuligt, kan en enkelt handling afgøre alt”

Igen vendte skelethovedet sig tænksomt og blev lagt på sned. Hånden forsvandt tilbage ind i ærmet og Manius stod et langt stykke tid uden at foretage sig noget. En intressant observation hun kom med, men også forudsigelig. Dog demonstrerede hun mere indsigt end han ville tillægge hende eller nogen anden i disse omstændigheder. Hvem var hun?! Hun var elementalist og vinden var hendes allierede, men hun var svag. For svag til at gøre en forskel. Hvad holdt -hendes- frygt stangen? Han kunne lugte den, smage den. Hvad i hende forhindrede den i at nå op til overfladen? En form for kontrol?! Indre disciplin der kunne forlænge tiden hun kunne fornægte sine instinkter? Under alle omstændigheder var hendes psyke fascinerende. Sandt nok var alt hvad hun foretog sig overlevelse, og hendes handlinger, ord og den subtile måde hendes øjne svejede og muskler glippede på, var vidne om dette, men det var den underliggende rytme der fangede ham. Hun var et uvendt blad. En elver som de mange andre han havde mødt, men langt større og mere magtfulde væsner var faldet grædene sammen i rædsel ved hans nærvær. En 'forbandelse' ved hans tilstand, som han næppe ville betragte som en forbandelse. Så hvorfor var det at denne elfenbensskønhed, så skrøbelig som fin krystal, ikke blot rullede sig sammen og græd?!

Hans utålmodighed satte bevægelse i hans krop før han selv havde bestemt sig for at gøre det og han begyndte at lukke afstanden mellem dem med målrettede skridt.

"Så sig mig..."

sagde han imens hans skridt bar han hen over det døende græs og den indtørrende jord. Han stoppede kort fra hende, deres afstand forkortet til et spørgsmål om fod. De sorte, tomme øjenhuler kiggede ned på hende og en besættelsesagtig nysgerrighed havde sneget sig ind i hans stemme.

"Frygter du mørket? Det ukendte?"

Hans ord pressede sig på, deres underlige tone forstærket som gennem en forvrænger.

"Frygter du -mig-?!"

Et vildt uvejr udgjorde Valeries blide sind, alt sund fornuft og frygt, skreg i afmagt og strittede imod den kontrol hun blev ved med at slynge ned over de hysteriske tanker. Som et lyn fra en klar himmel, skar modviljen en dyb flænge i hendes mod, og hendes hænder begyndte at dirre af benægtelse. Skeletmanden skridtede godt ud, og snart var afstanden imellem dem, formindsket betydeligt. Hvis det havde været hende muligt, ville hun have skreget, skreget længe, skingert og øresønderrivende. Men det slappe stemmebånd forhindrede hende, og hun så forhadt op på den nu mere tydelige, sorte skikkelse.

Frygtede ham? Hans stemme kom som i tåger for hende, og hun frygtede at segne om hvornår det skulle være. Men de stædige, grålige øjne så trodsigt op på ham, og bar den stille pige gennem hendes kvaler.
Hun sank besværget endnu en klump, og overvejede grundigt sit svar.

Han virkede nysgerrig, men på en underlig, skræmmende måde, som havde han en form for besættelses behov. Hun ville lokke ham… lokke ham til at vise hende vejen til byen. Hans unægtelige trang til viden kunne vel vendes mod ham selv? Valerie lukkede langsomt sin frygt inde, lagde lås og slå på de mange arrige udladninger der ophobede sig i hende, og lod kun en skal af følelser holde på hendes facade.

Hun betragtede ham indgående, som han stod der, få skridt fra hende. En kold fornemmelse ramte hende brat, og hun lod sin opmærksomhed hvile ved hans fødder… Alt var dødt!

Jo bestemt, denne mand var ikke godsindet eller barmhjertig, han bragte kun ondt med sig. Det rykkede lidt i hende ved tanken og den usle, ramme lugt af en form for råddenskab, trængte endnu engang ind i hendes følsomme næsebor. Hun fulgte ham med øjnene fra fødderne og op, og det næste der greb hende var de benede fingre, den mørke kutte, og den grinene grimasse som det tomme kranie havde rettet ned mod hende. De tomme øjenhuler var matte og sørgmodige og hendes nakkehår rejste sig ved synet.

”Hvad jeg frygter, bringer ikke Dem tættere på sandheden, og det er vel sandhed de søger?”

Den stemme der svarede ham, var stille og kold. Den rummede foragt og tvivl. Foragt for ham og tvivl omkring ham.. hans stemme var så klodset, så atypisk. Et frastødt blik, blev ham tildelt og hun fortsatte langsomt;


”Jeg frygter ikke godsindet mørke, det svar De søger, finder De monstro selv?”

Stemningsmusik

Reaktionen kom da hendes første sætning var overstået og kun netop var den sidste overstået før reaktionen var tilendebragt. 2 skridt og et ryk af den muskelforladte ryg, bragte ham ned i en 90 graders hældning og det stoppede hans ansigt lige ud fra hendes. En jordslået lugt fra kåben og en sød lugt af råddenskab og rosenblade, trak renheden ud af al luft omkring dem. Omgående som hans hoved stoppede ud fra hendes og de sorte øjenhuler opslugte hendes blik, rungede stemmen ud fra kraniets mørke.

"Vov ikke at antage hvad jeg søger!!"

rungede han, uden at hæve stemmen over samtalehøjde. Han kunne røre hende nu, gik det op for ham. Han kunne røre hende, sende de mørke energier i hans krop ud i hende, lamme hendes skrøbelige fysik og lade hende falde til jorden ubevægelig. Hun ville være forsvarsløs! Han kunne gøre hvad han ville med hende! Så fristende det var, bare at række ud. Bare at røre den elfenbenshvide hud, bare nænsomt med hans døde hænder. Hvor mangen en tåbe havde ikke mistet sit liv sådan? Hvor mangen en tåbe havde ikke forstået de negative energier der huserede i hans døde skal. Han huskede vagt en af de mange fjolser der havde prøvet at tage hans liv, uden rationalitet nok til at indse at det havde han allerede selv gjort. Det var ikke den mand der havde angrebet nyligst, men det var afgjort den mest mindeværdige. Den unge posh af en poleret pudderkvast, i sine babyblå gevandter og sit pyntevåben, der var sprunget til undsætning dengang Manius havde brændt landsbyen Kingston ned. Det unge fjols der havde stukket ham og regnet med at få noget ud af det. Manius havde forsøgte at løfte hånden til en besværgelse og sende den unge pretentiøse mand i et tidligt helvede, men den unge mand havde klaret det selv idet han havde taget fast om det benede håndled. Manius huskede det som et kært minde. Hvordan han havde svælget i mandens rædselsslagne øjne, da han indså at han ikke kunne røre sig. Hvordan hans blik -skreg- af smerte idet de negative energier der lammede hans krop begyndte at dræbe ham langsomt. Hvordan hans arm var rådnet væk imens han endnu stod der, lam og dødsens, indtil hans krop bukkede under og han faldt i sin grav. Hvor han dog havde frydet sig ved det bedende hundehvalpeblik i mandens øjne. Havde han mons tro stadig den unge mands lig til at vakle rundt i et af hans laboratorier som vagtpost? Han kunne ikke huske det.

Han tanker vendte tilbage til Valerie. Hendes ord sang stadig klart i hans hoved og han følte et bittert stik da han indså at hun nok bare havde været heldig. Han søgte ikke sandheden. Som forsker var det hans lod i livet(og ulivet) at søge et svar, men aldrig ville han bryde sig om at finde det. Nej, sandt at sige så søgte han alt andet end sandheden. Det var hans mål. Og -hun-, - den unge elverpige havde den frækhed at antage andet. Hvordan hun skulle kunne vide noget som helst om ham, spillede ingen rolle i hans hoved. Han var et par århundreder for gammel og temmeligt mange mord for distanceret til at den slags bagateller spillede en rolle for ham.

"Er det gået op for dig at du kunne gå hen og dø?"

Sagde han, udpræget nysgerrighed, blandet med en form for påtaget visdom, satirisk lagt i hans stemme, som når en morfar belærer sit teenage barnebarn om sikker sex. Han løftede en knoglet pegefinger og holdt den kort ud fra hendes ansigt. Kortere endda end den nuværende afstand imellem deres hoveder.

"Én berøring, nej! ét ord. Én -tanke- fra mig og dit eventyr må undvære sin 'happily ever after' "

Dødningeansigtet tiltede igen vurderende på sned, uden at hans lod hendes grå øjne undslippe hans blik.

Et skrig, højere end for hørt, trængte sig på idet Manius bøjede sig truende ned over hendes spinkle skikkelse. Hans karakteristiske duft af indelukkede rådne legemsdele, var nu stærkere end nogen sinde og den lagde sig i et tungt og ubrydeligt lag over hendes hoved og pressede hende i gulvet, som en usynlig mur. Alle hendes advarselssignaler var nu skudt i sænk, og med hendes tilbageværende mod ombord, var der ikke meget tilbage til at tvinge hendes frygt i gulvet. Med et hurtigt skift mellem hans tomme øjenhuler, følte Valerie nu kvalmen trænge sig på, og hun blev om muligt mindre at se på, som om hun skrumpede ind for øjnene af ham. Hvor vovede hun? Af al kræft hun kunne mønstre, slog en tanke ned i hendes ellers så fyldte hoved,

”Hvis meningen med dette var at De skulle dræbe mig, så havde De for længst gjort det!”

Hvad ventede han på? Tøvede han? Næppe.. Men hvad holdt så den handlesikre mand tilbage? Han havde slået ihjel før, brutalt og grundløst, hans lugt, hans fremtoning og sågar de tomme øjenhuler afslørede flere ubarmhjertige mord. Valerie fortrak imidlertid ikke en mine, men inderst inde kogte hun af raseri. Trods hans manglende etikette for høflig tiltale, nægtede hun at bryde med sine selvopdragne normer.

Troede han på skæbnen? Hvis han gjorde, hvad holdt ham så tilbage fra at læse den? Det kunne en så mægtig mand velsagtens? Hun sendte ham et bebrejdende blik, da den ramme lugt af brændt kød, endnu engang nåede hendes næse, hvor kunne han? Hvor vovede han!

Da det gik op for den unge kvinde hvad det var hun havde svaret, blev udtrykket et ganske andet. Tomhed fyldte hendes blik, som var alting lige meget, og hun holdt stædigt hans blik fast, selvom de manglende øjne og hud, skræmte hende til dødens kant. Det var som om at hun for øjnene af ham, beredte sig på døden, for hendes ords angreb ville da blive den visse død?
Men trods sin foragt, sit had, sin frygt og sin væmmelse ved denne mand, nægtede hun at give ham den tilfredsstillelse, at bede om tilgivelse! Værdighed og stolthed satte hun højt, om det så skulle koste hende livet!

Valerie rykkede sig ikke fra hans strenge blik, hun veg ikke for hans lugt, og hun nægtede ham svar på hans mange spørgsmål. Hvad mere kunne man forlange af en ung pige? I hendes stille sind, mindes hun sin barndom. I få lykkelige glimt kom den smilende, allerede dengang, gamle kone og knugede hende varmt og kærligt ind til sig. Så trygt, så beroligende. Hendes tanker flød ud i den søde rus af kærlighed fra et andet menneske, som dengang stod hende nær, hun følte den kildende fornemmelse af at blive holdt af, at blive værdsat,

at blive elsket..

Et smil ville have bredt sig påny, men det var ikke mere muligt nu end det havde været for et par minutter siden. Desperationen pressede sig på. Hun var ved at knække fuldstændigt. Hun var næsten helt brudt. Som et termitinficeret hus, holdt hun sin facade oppe med maling og den yderste rest af det indre træværk, men inders inde var hun allerede knust som glas under hestevognshjul. Så hvad nu? Han stoppede ved tanken. Det havde afgjort været skuffende. -SÅ- tæt på at finde en at snakke med og så spyttede skæbnen ham i ansigtet. Ikke at han manglede folk at tale med pr sé, men blandt de mange intelligente udøde han havde skabt var der ingen der intresserede ham. Det var først når skæbnen kastede en saftig kødluns at han følte sine tænder løbe i vand, og når han så sank sine tænder i, kun for at finde at kødet var som enhver anden kødklump følte han sig skuffet og ligeglad. Han var tæt på bare at slå hende ihjel, men en stemme i hovedet stoppede ham. En stemme der stillede ham et lovende forslag.

Der var intet intressant i at dræbe denne lille laps. Han havde håbet og var blevet skuffet, - det lagt sammen med de fejlede resultater af dagens eksperiment gjorde at hans tanker insisterede på at finde noget positivt eller underholdene at rettes imod, og straks havde hans fantasi stillet parat med et forslag.

Hun var måske svag og ynkelig, hendes stolthed holdt hendes facade oppe lige så effektivt som sirupsklister og ved den første regnskylle ville det falde fra hinanden. Dog var der noget ved hende. Det han havde set i starten. Den lille kvalitet der havde forhindret hende i at skrige og løbe øjeblikkeligt. Måske, hvis man prikkede et sind som hendes på de rigtige måder, ville man opnå intressante resultater? Han kunne komme på 30 forskellige mulige resultater allerede nu, men teser var nytteløse uden et projekt til at bakke dem op. En lumsk holdning kom over den sociopatiske videnskabsmand idet han ragte ud og lukkede pegefingeren omkring en lok af hendes hår. Omgående begyndte farven at falme fra den.

"Vi er nok stolte. Typisk spidsører at strække deres ryg selv når hele verden vejer på deres skuldre. Lad os se hvor langt du kan vandre på dine forfædres bedrifter, skal vi ikke?!"

Han slap lokken af hendes hår og lukkede to knoglede fingre om et enkelt strå og trak det til sig. Hele lokken var nu hvid og hang slapt ned uden krøl eller glans. Med en serie klikkelyde rettede han sig op igen og kiggede kort på håret.

"Vi mødes muligvis igen"

konstaterede han inden den modsatte hånd foldede sig fri af ærmet og tegnede en enkelt nedadgående streg i luften.

"Shirak"

lød hans stemme, - denne gang som en hvisken. Omgående begyndte den at lyde fjern og underlig idet søvnbesværgelsen satte ind.

Hans blik blev mat, som havde de voksne fjernet legetøjet fra det lille barn. Noget ændrede sig brat og det var som om at han pludselig fortrak en skuffet mine. Med et lettede det i Valeries trykkede bryst, og hun åndede, i hemmelighed, ud. Livet var indtil videre trukket op på land, og i stedet for at ligge og drukne i det slimede, sorte helvede han havde bragt hende i, kunne hun nu efterhånden mærke fast grund under fødderne. En pludselig trang til at hive fat i hans skulder og give ham en syngende lussing, trængte sig på, men da Manius endnu engang vendte sin skræmmende opmærksomhed mod hende, sank hendes mod endnu engang.

Hun var på nippet til at komme med et vredesudbrud da han greb om en lok af hendes hår. Hvor vovede han! Hun kendte ikke engang hans navn og alligevel tog han sig den frihed at røre ved hende! Hvor upassende! Men hun turde i midlertidig ikke at modsige ham, før havde hun frasagt ham hans vilje, og det havde nær kostet hende livet. Endnu en sådan dumhed ville hun ikke risikere for en brudt etikette.

Håret blev hvidt for øjnene af hende! Hvad lavede han! Hun rynkede brynene, og rejste sig om i et ryk da han tog et af hendes hår med sig!
Voodoo, eller noget lignende.. hun havde ikke meget forstand på anden magi, men en ting var sikkert, det hår han havde taget, var ikke til et godt formål. Eder der absolut ikke var passende for en sådan kvinde, var godt på vej ud af hendes mund, og hun fortrød at hun tidligere ikke var stukket af. Sikke et rod dette var! Nu blev hun aldrig fri af hans klamme greb, og det fløj ud af munden på hende, som en fløjte fra en gadegøglers ærme,

”Hvad er det De vil mig!?”

Hun lød med et vred, og forarget, men en streng undertone, understregede alvoren hun lagde i det. Den hvide lok hår, hang slapt ned af hendes kind og hun så fortvivlet på den, men turde ikke røre den. Var hun underlagt en forbandelse? Forbandelse af hvilken grad?

Valerie stod slank og ret rykket, og skulede til den benede mand, som hun hverken kendte navn eller afstamning på, hun lignede mest af alt en malplaceret, splejs i et mørkt univers regeret af en gruopvækkende og uhyggelig, kutteklædt skikkelse.

Hun hørte hans hviskende ord og undrede sig over den frækhed han udviste ved at tale med ryggen til hende, men måske det ikke var til hende. En tanke slog hende om at der måske var flere af hans slags ude i mørket?

Alt slørede med ét for hende, og et tåget udseende landskab, strakte sig for øjnene af hende. Den unge møg faldt til jorden og hendes lyse lemmer, lå som vind samler nedfaldne blade i efterårs briser.

Manius skænkede hende et sidste blik inden hun kollapsede under hans besværgelse. Idet hun landede på jorden med et hult bump fra skovbunden kunne han ikke andet end at fryde sig ved tanken om at have et projekt at køre sideløbende med hans eksperimenter med forbedringen af simple udøde. Et par blade rev sig løs fra trækronerne og dansede hen ad jorden idet selve skoven syntes at tage sympati med pigebarnet. Han havde ikke øje for den slags. Det eneste han vidste var at han havde hvad han havde brug for og det ville blive spændene at se hvad hun var lavet af.

Mennesker var kortlevede og havde en intressant måde at forholde sig til problemer på. De gik i panik. Forsøgte med store armbevægelser og fujen og råben at komme ud af deres problemer, med al tænkelig hast. Elvere havde et andet forhold til den slags. Elvere havde en helt anden tidsopfattelse. Det var blandt andet hvad der havde gjort dem intressante i hans øjne, indtil for omkring et århundrede siden, da han følte han havde slidt emnet der var deres race, så tyndt han følte for. Men der var kommet overraskelser over årene, og aldrig sen til at forbedre på sin research havde han taget tyren ved hornene hver gang. Nu lå hun der, - elverpigen der havde lokket hans interesse i et stykke tid. Chancerne for at hun ville vise sig at være tiden værd var små, men han mistede jo ikke rigtig noget ved at teste hende. Desuden var det et ikke-afklaret emne i hans elver research.

Stemningsmusik

Han satte en fod i jorden og trak en cirkel i den døde muld hele vejen omkring sig, så han stod i en perfekt circel. Han satte to benede håndflader imod hinanden et kort øjeblik imens han koncentrerede sig den marginale smule han behøvede for at kaste magi af denne klasse. Hans venstre pegefinger begyndte at tegne symboler i luften imens hans højre rullede håret mellem to fingre. med de resterende fingre fiskede han en flakon op af en af sine tasker og pladserede håret i den, imens hans venstre hånd færdiggjorde de simple somatiske bevægelser der skulle til for at færdiggøre forhekselsen.

"Ikrit Kaez Acre Vorr, Ikrit Kaez Acre Vorr, Ikrit Kaez Acre Vorr..."

messede hans stemme lavmeldt inden han sluttede med at pladsere flakonnen mellem sin venstre og højre pegefinger og holde den i luften ud fra Valerie.

"Sigil Preator Magnus!"

Et kort rødt glimt var alt hvad der viste sig som tegn på at han havde foretaget sig andet end at skære huller i luften. Uden videre ceremonik pladserede han flakonnen i sin taske, vendte sig om og begyndte at gå væk fra stedet.

En intressant besværgelse, og ikke en han havde mulighed eller grund til at bruge så ofte. Forhekselsen ville plage hende med voldsomme mareridt hver gang hun så meget som dryssede hen. Det var en forhekselse der var simpel i sin natur, men et lille twist han fandt ganske charmerende var behov'et for et medium. Det lille strå af hår var måske ubetydeligt og skrøbeligt, men det forhindrede forhekselsen i at blive brudt, sålænge hun ikke gjorde krav på det. Dertil kom at et hår ville gøre det til en simpel affære at Scrye efter hende og holde øje med hvad hun foretog sig. Hvordan hun tog forhekselsen. For det var dét, der gjorde dette eksperiment intressant. Hendes hovmod og stolthed havde holdt hende fra at brydde sammen og hun havde udvist større mental stabilitet end han ville tillægge de fleste. Hvordan hendes sind ville tage forbandelsen ville blive intressant. Måske ville ændringerne ikke være synlige i dag, eller i morgen. Heh, - måske ville han være heldig og hun ville ikke knække i denne -måned-! Men han havde tid nok. Hvad slags forvandling ville en person som hende opleve, sat overfor en forhekselse som denne? Måske ville hendes sind gå i stykker?... tragisk, men også intressant at observere i overgangsfasen.

Han kastede et blik tilbage over skulderen og så hendes ubevægelige form på jorden. Det ville egentlig være problematisk hvis hans projekt blev spist inden de rigtig kom igang. Med et træt suk, løftede han hånden, samlede to fingre og knipsede. En kort lyseksplosion opstod hvor Valerie lå og forsvandt så hurtig som den var kommet, idet den dimensionelle dør bar hende til den nærmeste sti og efterlod hende på de solvarme sten. De solvarme sten hvor hun kunne nyde sine mareridt indtil hun vågnede.

Manius krydsede mellem to træer og frydede sig i sit stille sind. Det her kunne gå hen og blive rigtig godt tidsfordriv.

/Out

//***Tekst indhyllet i 3 stjerner betyder at det er noget der foregår i drømmen, det kan altså hverken ses eller høres, men man kan fornemme hendes frygt, og høre hendes skrigende udbrud, hvis dette bliver tilfældet***//

Stemningsmusik

***Mørke… Evigt mørke, og så et skrig. Et skingert, gennemborende skrig på hjælp, fra et barn… en ung pige. Hun så et par rystende skuldre, et ansigt skjult i mørkt, glansfuldt hår, og en hulkende lyd fra den vidt opstående, røde mund, som var vendt mod den seng, som skikkelsen vågede over. Et gråt og udtryksløst ansigt stirrede tomt ud i luften, ansigtet tilhørte en indsunket og rynket, ældre dame, som lå sammenkrøbet i den seng som pigen sad bøjet ind over.
Endnu et skrig… bebrejdende og fortvivlet. Valerie ville holde sig for ørene, spærre lyden ude og se væk, men… det var umuligt, efter flere nyttesløse forsøg, måtte hun opgive.. At lukke den forfærdelige hulkene lyd ude kunne ikke lade sig gøre, men hvor var hun?

Hun så sig omkring, undersøgte sine omgivelser og genkendte snart rummet; En smukt svungen trappe i brunlige nuancer prydede det ellers så grålige rum. De nysmurte egetræs vinduer, lod en orange sol skinne ind og det hvide lagen som var rimeligt nyvasket, lyste op i det lille lokale. Det var hendes hjem, hende og bedstemorens hjem.
Men noget var rivende galt; den friske duft af nyplukkede blomster, og den dampende duft der altid forekom når solen lod bage længe nok på vindueskarmen, var blevet byttet ud med en ganske anden; en tung, kvalmende og sødlig aroma, spredt ud i hele værelset, hang hende over hovedet, og hun var tæt på at kaste op; Lugten af død, had og frygt fyldte hendes næse, og hun skar en væmmelsens grimasse på det ellers så kønne ansigt.
En bidende kulde greb hende nu om livet, og trak hende tættere på den grædende pige, som havde en lang arm fat om hende som en marionetdukke. Den bitre kulde skar sig gennem mag og ben, og forplantede sig i Valeries blødende hjerte, den fik hendes tænder til at klapre, hendes hænder til at ryste, og et blåligt skær, spredte sig ud i hendes lange læmmer.

Pigen… det var hende… som barn… hendes bedstemor… hendes fortid… hendes frygt…

Frygt… at se en dø… at se en lide… at se en svinde hen, og til sidst opgive. Nu var det hende der skreg, ikke pigen… men Valerie, endnu højere end det som hun præsterede dengang, endnu højere end nogen sinde. Det var nemt, nemmere end hun havde turdet forestille sig. Man åbnede bare munden, spærrede øjnene op, eller lukkede dem, lod tårerne løbe og lod en hel masse lyd frigives på en gang. Hun fyldte endnu engang lungerne med luft, og skreg så igen.

Men til hvad nytte? Det hjalp ingen ting, og efter lang tid med våde kinder og øjne, lukkede hun i. Der blev stille, alt for stille… og hun fortrød inderligt turen i skoven. Hun stod som tilskuer til en virkelig forestilling, en forestilling hun havde set før, men som hun for længst havde fortrængt, desjavu på den mest sindsoprivende måde. Et gys gennemrystede hendes krop, og nakkehårene begyndte at rejses. Hun sendte pigen et fortrydende blik, og ville gå hen og lægge en trøstende hånd på hendes skulder, men til hendes skræk, kunne hun ikke røre sig. Den kolde, nådesløse hånd, havde stadig fat om livet på hende.***

En ligbleg pige lå på stien, kold og rystende. Hendes ansigt var forvredet i smerte og angst, som pinte en forfærdelig hændelse hendes sind. Trods sit vilde udtryk lå hun helt stille, næsten krampagtigt, og ikke en lyd skred over hendes blege livs forladte læber.

***Foruroligende hulk hørtes fra pigen ved sengen, og Valeries blødende hjerte vred sig i smerte, hvilket ungt menneske fortjente en sådan start på livet? Hun kneb tårevædet øjnene sammen og en gennemsigtig, kold dråbe, forlod hendes lange øjenvipper. Den trillede tavst ned af den blege kind, og et uregelmæssigt spor tegnedes der hvor tåren havde løbet. Med en ophidset håndbevægelse, tørrede hun den udmattet væk, og trangen til at skrige meldte sig i hendes indre igen.

Forestillingen fortsatte ufortrødent, og den grædende pige sørgede længe over gammelmorderens død. Den klæbrige fornemmelse som den usynlige hånd, omkring Valeries liv, førte med sig, blev snart klam og våd af den koldsved der fugtede hendes ryg. Om muligt blev den unge tilskuer endnu mere bleg og sammensunket i drømmens greb, et sygeligt udseende der på en anderledes måde, hverken så naturlig eller helbredelig ud.
Snart hang hun i ondskabens favn, og de slappe lemmer to langsomt farve efter de grå vægge. Ikke en lyd nåede over de sprukne læber, og poserne under øjnene kunne sammenlignes med møllerens melsække.***

Et drømmende spjæt, efterfulgt af et skingert hulk afslørede den sygt udseende piges stadig brændende livsgnist. Hun gispede, sank, græd og krympede sig. Drømmen fortog sig stille, og hun kom til sig selv.
Badet i sved og med ømme muskler efter lang tids krampe grundet at have rystet over hele kroppen, slog hun øjnene op. Den grå regnbuehinde var mørkere end ellers og omsluttet af blodsprukne årer der vidnede om spandfulde af gråd.
Besværget og med flere ømhedsudbrud, fik hun kæmpet sig op på albuerne. Forvirret og med fortrydelse og foragt kredsende i tankerne, så hun sig omkring, hvilket rod! Hvor var hun nu havnet?

I en ny drømmeverden? Et nyt eventyr han havde tegnet for hende?

Hun kneb sig i armen og bed sig i læben og med realiteten af at det gjorde ondt, vidste hun at mareridtet havde fortrukket sig frem for virkeligheden. Hun åndede lettet op, og pustede befriende ud, hun var fri…

Fri af drømmen, fri fra ham!

Eventyret der endte ud som et mareridt var slut og hun var igen sig selv. En tanke slog hende og hun mærkede tydeligt at hun var helt våd ned af ryggen. Hun lavede en plan; Finde en bæk, tage et bad og derefter finde ud af det forvirrende vildnis af en skov.