De sårede

Vikram Leopold sad i sit værksted i den dybe krypt, da et højt brag og en bølge af stærk magi strømmede gennem paladset. Han mærkede rædslen vælde op i sig, mens utallige tanker fløj gennem hans hoved. Han rejste sig og begyndte at gå op mod salen, selv om han havde lovet at holde sig fra morskaberne. Han var kommet op af en lang trappe, da den andne bølge af magi strømmede ud gennem murene. (Ellinors magiske udfoldelse) Lettet standsede han og og vendte så om. Det var ikke hende. Der var ingen fare længere.
Han var døset let hen i sin højryggede stol, da tre soldater dundrede hårdt på døren. Med et ryk fløj han op, og åbnede døren. De var alle sort svedne og den ene var forbrændt på overkroppen. Med skræmte blikke forklarede de, at en magiker var gået amok, og at der var mange sårede. Så hastede de afsted igen, mens Leo alene gik imod lazarettet.
På den hvide stue med de tunge gardiner lå mindst femten halvdøde unge mænd. Han trådte forsigtigt ind og skramlede lidt med sin stav, for at fortælle, at han var ankommet. Sygeplejerskerne, der hastede rundt mellem de sårede, så alle op, og overalt så han lettelse og glæde. Det hele var brandsår. De fleste var store og livstruende, mens andre var mindre men tilsyneladende meget smertefulde. På små stole sad deres venner og partnere med bekymrede blikke. Især en enkelt pige fangede Leos opmærksomhed. Hun sad ved siden af en stærkt forbrændt ung mand, der manglede et øje. Hendes ansigt var vådt og hendes øjne forskræmte. Hendes små barnehænder omkring hans raske hånd og de små trøstende klynkelyde, hun kom med, fik ham til at tænke på en pige, der stod ham meget nær. Han startede ved hendes partner. Joseph, sagde en sygeplejerske.
Han lagde sine krogede hænder på mandens blottede bryst og søgte ind i ham. omkring ham begyndte sengetøjet at blafre, og han mærkede sit hår rejse sig, mens kød og hud vendte tilbage. Også pigen og den unge mands hår viftede som om de var vægtløse. øjet, det blege øjenlåg og de sorte vipper, fingrene, de pæne negle, muslker, der bevægede sig let under den rene hud. Det hele vendte tilbage på et øjeblik, og så var det overstået. Den usynlige vind lagde sig, og det lys, der havde strømmet ud af Leos hænder, gik ud. han rettede sig op og mødte pigens blik. Hun stirrede skræmt på Joseph og derefter på den gamle troldmand, der udemærket vidste, at det hele, for hende, var sket i løbet af næsten ingen tid, mens han havde set manden indefra og lappet ham sammen, ved at genskabe kød og blod, der var et helt liv gammelt. Der på den bløde seng
Han rejste sig med et suk og begyndte at gå over mod næste alvorlige tilfælde. Bag ham lagde en sygeplejerske over Josephs nøgne overkrop. Han opfattede, mens han healede den næste sårede soldat, at den unge pige rejste sig og slap Josephs hånd, og da Leo gik videre til den næste patient fulgte hun tæt efter ham med interessen strålende i sine endnu tårefyldte øjne.

Livia fulgte den gamle mand. Han var en stærk troldmand, men han udstrålede ikke den samme magiske aura, som alle andre. Han skræmte hende ikke, facinerede hende til gengæld. Hun kunne godt lide hans rolige bevægelser og hans stramme, lærde ansigt. Han skræmte hende ikke, men alligevel havde hun fra det første øjeblik respekt for ham. Hun tørrede sine øjne, mens hun fulgte med ham rundt på stuen. Det ene sår efter det andet krøb i sig selv, og hendes hår blev mere og mere vindblæst. Da Den gamle mand havde været næsten hele raden rundt, og renderne under hans dybe øjne var blevet mærkbart tydeligere, trak en sygeplejerske Liv i ærmet.

Joseph bevægede sig let, før han vågnede. Hans krop gennemrystedes tre gange af kraftige muskelsammentrækninger, og så var det overstået. Forbløffet satte han sig op. Hans hånd var hel, var den første tanke i hans hoved. Hans slanke, stærke sværdhånd var hel og hans arm var ubeskadiget. Hans ansigt, han kunne se. Det var den anden tanke. Liv sad ved hans seng. Det var den tredje. Han lukkede munden, da det gik op for ham, at han havde måbet forvirret de første øjeblikke. Liv smilede bredere, og pludselig slyngede hun armene om ham og knugede ham hårdt ind til sig. Han lagde forsigtigt armene om hende og opdagede, at det ikke gjorde den mindste smule ondt at bevæge sig. Det måtte være magi. Lidt forlegne slap de hinanden efter et øjeblik. Hun smilede stadig strålende, men hendes kinder var en lille smule rødere. Det klædte hende tænkte han og smilede indvendigt lidt overbærende af sig selv. *jeg må have slået hovedet*
Det gjorde ham ret lettet, da hun trykkede hans hånd og stille sagde.
"Troede du var død, ven."
Det lille ven. Ikke mere. Venner. Hun var virkelig en af hans venner nu.

En kølig hånd rørte Livs skulder. Da hun vendte sig så hun ind i troldmandens dybe øjne. Han smilede let. Bag han var sengene ved at blive tømt. De sidste sår var healet. Selv den mindste skræmme var skrumpet ind til ingenting.
"De andre går.. " fortalte han venligt. Hans stemme lød tynd, første gang man lyttede til den, men den var dybere og der var langt mere i den end bare tynde ord. Han ville kunne tale en hel sal op med den tynde stemme. Han var meget stærk.
Liv rettede sig op og rystede svagt på hovedet. Joseph stak benene ud over sengekanten. Hans skjorte var flænget og brændt, så halvdelen af hans overkrop var bar, men hans bukser var heldigvis overlevet. Lep rørte blidt ved ærmestumpen der hang omkring Josephs ene håndled. Skjorten voksede ud igen. Virkelig. Trådene forlængede sig og vævede ind og ud mellem hinanden. Knapper dukkede frem af ingenting og ud fra dem strakte der sig også tråde. På ingen tid var Joseph igen påklædt, men det var tilsyneladende ikke nok for Vikram. En tynd ringbrynje voksede ud af ingenting og dækkede snart hans torso perfekt. Joseph rørte let ved metallet og vidste, at han var usårlig. Livia stirrede bare uden at forstå det. Da den gamle rørte ved hendes kjole og stoffet glattede sig ud og snavset forsvandt rystede hun forvirret på hovedet. Da han smilende rakte hende den tabte sko og hendes maske kom hun til at le af forundring. Så gik de og lod den gamle sidde i den tomme sygesal. Den sidste sygeplejerske lukkede stille døren efter sig.
Leo tænkte på Dawn.

//Liv er OUT//