En ny dag

"Der er den her
gamle mand ved navn Duck, der bestyrer avisstanden på gaden over for
det sted, jeg arbejder, og jeg sværger; på trods af hans sjaskede hår
og krøllede ansigt, er han den bedste psykiater i New York, jeg
nogensinde har mødt. Jeg mødte ham for første gang for nu syv år siden,
da jeg tiltrådte min stilling som redaktør på The Times - et job, der
- som alle ved - kræver en ordentlig, daglig spandfuld kaffe. Derfor
måtte jeg hver dag vandre et par blokked ned ad gaden for at få mig en
ekstra stor kop sort kaffe fra Starbucks - det bedste lort, der er at
finde i området - og heldigt som det var, befandt Ducks stand sig lige
ved siden af det vindue, jeg sad ved. Naturligvis tog et mig et par
dage overhovedet at bemærke hans tilstedeværelse, men at observere ham
blev hurtigt - mærkeligt som det måske lyder - en fast del af min
daglige rutine. Det blev ligeledes en vane at se på overskrifterne på
de aviser, han solgte, selvom mange af dem allerede var mig bekendt
gennem mit arbejde.

Jeg husker, at jeg fandt det underligt, at
gamle Duck bare kunne sidde der helt roligt i sin fold-ud-stol - så
afslappet som nogen med det ene ben krydset over det andet på en gammel
frugtkasse samt en fed cubansk cigar hængende ned fra den ene mundvig -
mens række på række af deprimerende avisoverskrifter blottede sig selv
for øjnene af ham. "Over 5.000 mutanter dræbt - endnu flere sårede"
havde the Times engang råbt, mens the Guardian rapporterede om et
stigende antal hate crimes mod mutanter. Personligt er jeg overbevist
om, at jeg ville blive deprimeret over dag ud og dag ind at skulle
sidde og stirre på de titler - at arbejde med dem var noget helt andet.
Men mærkeligt nok, som jeg sad dér og sippede til mit koffeintilskud,
indså jeg, at gamle, sorgløse Duck egentlig ikke på nogen måde var
anderledes end os andre.

Ser du, vi mennesker, vi er nogle af
de mest selvcentrerede, hvis ikke de mest selvcentrede, væsner på
jorden. Helt skkert, vi kan få både velstand og uddannelse, men i
sidste ende er alt, vi gør blot at lyve for os selv. Vi står op, ordner
vore daglige pligter for så at påstå, at vi virkelig gør en forskel i
verden, så vi om natten kan lægge vore hoveder ned på de bløde puder,
alle med veltilfredse - og ikke mindst selvtilfredse - smil på læberne.
Og alligvel er vi dog langt fra tilfredsstillelse; gennem vor grådighed
og konkurencelyst glemmer vi menneskehedens broderlige bånd, og efter
tur ofrer vi både moral og etik i vor søgen efter at tilfredsstille
vore personlige mål. Vi bygger murer og tegner grænser for at holde de,
der er mindre end os, ude, dræber både kvinder og børn og spreder
rygter om ellers uskyldige mennesker. Alt dette blot for at fremme
vores egen gang og rang i verden. I vore samtalekøkkener, i vore
designermøbler i vore sikrede hjemme sidder vi og lukker galde ud om
alle verdens problemer - lige for tiden de problemer, mutanter
tilsyneladende skaber -men der eksisterer ingen handling bag ordene.
Ligesom Duck bliver vi en del af routinen. Vi sidder i vore
fold-ud-stole - så afslappet som nogen med det ene ben krydset over det
andet på en gammel frugtkasse samt en fed cubansk cigar hængende ned
fra den ene mundvig - så vi - når verden begynder at blive usikker -
kan sidde og se den falde sammen i ruiner fra så magelig en plads som
muligt.

Den dag gik jeg hen til den første og bedste telefonboks
i nærheden og ringede til min søn. En søn jeg ikke havde set i ti år,
siden jeg smed ham ud efter, at han havde indrømmet at være i stand til
at fryse vand til is ved blot at se på det. Men den dag betød det ikke
længere noget. Jeg havde indset sandheden i verden - havde indset dens
absurditet og meningsløshed og var således ikke blændet af almindelig
ignorance og almindelige fordomme. Endelig forstod jeg, hvorfor nogle
mutanter valgte at handle, som de gjorde - hvorfor nogle valgte at tale
med bomber og attentater i stedet for med ord blot for at blive hørt,
mens menneskene blot sad - og det er, hvad fortsat forårsager mest
undring hos mig - og kløede sig i hovederne som en flok dumme aber,
søgende efter et svar på, hvorfor det hele dog endte så galt, selvom
svaret var lige foran deres næser den hele tid.

Vi tog deres
børn og deres fremtid, isolerede dem i reservater, tvang dem til at
aggere som forsøgskaniner i det ene mere grufulde forsøg efter det
andet, og da vi nægtede at lytte til Charles Xaviers prædikner om
fredelig sameksistens, talte de med vold i stedet for ord."

'En
Ny Dag' er et X-Men AU (Alternate Universe) rollespil. Hændelserne, der
er vist i de tre X-Men film fra Century Fox, har ikke fundet
sted. Rollespillet følger hverken film eller tegneserier specifikt, så
selvom du ikke skulle have læst Marvel tegneserien eller set alle
filmene, er der alligevel god mulighed for at deltage. Det er dog
alligevel en fordel at have blot en smule viden om universet.