Kapitel 1: - Den første nat
Jeg hørte stemmer indefra det smalle bibliotek.
En ung mand, et sendebud, og min egen far.
"Hun er for ung." Fastslog han i en ikke så overbevisende stemme. Måske ville han kræve penge af manden?
"Men det er kongens ordre." Den unge mands stemme var langt hæsere, han lød næsten forpustet.
Det gav et sæt i mig, da de nævnte Kongen. Nok var vi en familie af adel, men rigdommen havde det med at svigte os.
Netop i tider som disse, hvor vi knap havde råd til tjenestefolkene.
Dørkammens sprække var kun nok til at skimte de to silhuetter, der tonede ud i sort, dels pågrund af kakelovnen, dels pågrund af mørket. De skændtes stadig, men deres stemmer var ikke så hævede som før, og de så ud til at tale meget mere dæmpet.
Først gik der et minuts stilhed. Også et til. En pose klirrede, da den ramte bordet og min far tog den op, for at veje den i hånden.
"Meget vel." Svarede han og silhuetterne bevægede sig hen imod mig.
Jeg gøs ved tanken, hvad var klokken ikke? Langt over midnat. Jeg hastede med næsten lydløse skridt tilbage til sovekammeret, med følelsen af, hele tiden at være overvåget af noget - eller nogen.
Hvad havde de snakket om, der inde i biblioteket? En hest? En tjenestepige?
Jeg kunne ikke se, hvad vi havde, der om muligt kunne interessere nogen så magtfuld og rig som kongen.
Ikke engang min søster, Babette, ville være den rigdom værd, trods hendes blonde hår.
Korridorerne snoede sig rundt i det store hus, og den gamle egetræsdør knirkede, da jeg jog den op.
Babettes værelse var tættest på, og lige nu, gjaldt det om at gemme sig!
"Maren!" Udbrød hun og hendes stemme var for høj, hvis vores far og manden nu skulle komme forbi.
Jeg låste hurtigt døren, med en diskret bevægelse, og tyssede på hende.
Jeg lagde mit øre mod træet og ventede på, at skridtene ude på gangen ville forsvinde.
"Tap tap tap" Babette så uforstående på mig og endelig åndede jeg lettet op. De var væk.
"Maren?" Hun kiggede på mig med de flakkende, mørkebrune øjne, der refkleterede i rummets eneste lys, - Lampen på natbordet.
Det var først da hun rejste sig, at jeg så, hun var fuldt påklædt. Men på denne tid?
Selv jeg, der rendte rundt og smuglyttede, havde natkjole på.
Hun så undskyldende på mig og havde åbenbart ikke i sinde om, at spørge, hvad jeg lavede her. Hendes tanker var et helt, helt andet sted.
"Jeg vil ikke, Maren.. Jeg vil ikke.." Min kun femtenårige lillesøster væltede ind i mine arme og kunne knap trække vejret, af bare gråd.
"Jeg rejser, det er slut. Jeg vil ikke."
Jeg så uforstående på hende, ved hvert ord hun havde sagt. Men så gik det op for mig.
Samtalen i biblioteket, at hun ville .. Rejse væk. Brikkerne blev til et gennemført puslespil i mine tanker.
"Men, hvor fra vidste du?.." Min stemme var skinger, og på grænsen til også at bryde ud i gråd.
Hun slap taget om mig og nikkede i retning af natbordet.
Et brev forseglet af den royale kreds, var åbnet og seglet brudt.
"De vil sende mig væk." Hviskede hun og hendes stemme knækkede midt over. Hun behøvede ikke at sige mere. Det var kongens segl..
Kapitel 2: - Jeg lukker aldrig øjnene igen.
Lyset faldt ind af vinduet, der stod på klem, og morgenbrisen fulgte trop.
Jeg gned mine øjne. Var jeg faldet i søvn? På Babettes værelse?
Værelset var koldt, vinduet må have stået åbent hele natten.
Det tæppe, jeg havde sovet med,
var krøllet sammen i enden af sengen, da jeg satte mig op.
"Babette?" Gabte jeg og stirrede ud i rummet.
Men ingen svarede.
"Babette?!" Min stemme var højere,
mere skinger end den havde været i går. Hun var væk.
Jeg åbnede forfærdet hendes klædeskab og det meste af tøjet var forsvundet.
Ligesom jeg havde regnet med.
Der hang kun et par gallakjoler af vinurstof, men ikke mere.
Jeg gispede kort og stirrede ud af vinduet.
Der havde været en grund til, at det havde stået åbent.
Ganske rigtigt. Hvis man lænede sig langt nok ud over kammen,
kunne man se at slyngplanterne, der groede op af husets høje mure,
var flået i. Hvis Babette ikke havde været så tynd,
og planterne så tætte, var hun aldrig kommet ned. Jeg gøs.
Mit blik flakkede mellem brevet på bordet og døren.
Skulle jeg løbe efter hende?
Eller ville hun være over alle bjerge nu ..?
Mine øjne var våde, da jeg trykkede hånden ned i håndtaget
og åbnede den, knirkende dør.
Forskellen på idag var bare,
at knirkelyden ikke havde virket nær så uhyggelig som igår.
Babette var stukket af.
Men min hjerne ville ikke acceptere det,
så jeg var næremst i chok.
De snakkede indefra spisesalen af,
da jeg med en stilfærdig hånd åbnede døren.
"Godmorgen, Maren. Du kommer for sent." Min mors lyse stemme beroligede mig,
men kun ganske kort. For hvad ville der ske, når de så, at hun var væk?
Jeg havde lyst til at løbe skrigende efter hende, men det ville ingen nytte gøre.
Med et blødt bump, satte jeg mig på den langbenede stol og spiste ingenting.
Selvom maden idag, var festligere end normalt.
"Du virker så tavs, min kære?" Nu var det min far, der snakkede.
Han var munter og hans øjne som et barn på juledag før gavetid.
Trak kort på skuldrene og tog glasset med te op til munden,
for at have en undskyldning for, ikke at sige noget.
Men da kruset var tomt, havde de allerede glemt alt om mig
og sad livligt og snakkede.
"Hvor er din søster, Maren?" Min far blev straks mere alvorlig.
Hvis der bare var det mindste galt med Babette,
ville det være en grund for kongen, til at annullere deres aftale.
Og de mange penge.
Han gentog sit spørgsmål,
men jeg svarede ikke. Jeg var
næsten helt forstenet, da det endelig gik op for min hjerne, hvad der var sket.
Babette var væk
og hun ville ikke komme tilbage,
ikke hvis hun havde sit liv kært.
En akavet stilhed lagde sig over spisebordet,
min mor sad tavs med et stramt ansigtsudtryk,
og min far så ud på samme måde.
Han rejste sig, og hun fulgte trop,
op mod Babettes værelse.
Jeg var helt alene tilbage i spisesalen.
Det ville ikke vare længe nu.
// Historien er IKKE færdig og kan også findes på
www.Notesblokken.webbyen.dk hvor jeg opdaterer den :D //
Ons 29 Apr - 0:58 af Misel
