Middag..

Mira Kom med lette skridt gående ud og ind mellem folk, som råbte og grinede, fedtede og snakkede. Solen stod højt på den skyfrie himmel, Og Handlen var på sit højeste. Mira så både til højre og venstre hvor de mange boder var stillet op til frit skue. Hun var iklædt en let Grøn kjole med v-udskæring. Kjolen sad fint om hendes krop, let dansende om anklerne når hun gik. Hendes hår var sat op med få perler og et grønt stykke stof som holdt hendes lyse hår fra hendes ansigt. Et lille smil spillede på hendes læber og hendes grønne øjne havde et glimt af liv i sig! mens hun gik og betragtede de mange boder og de mennesker som var omkring hende, kunne hun ikke lade være med at føle sig heldig. hun vidste ikke hvorfor.. hun følte det bare.

Misel kom gående ind på markedpladsen.
Hun havde sin kappe på, og den skyggede hendes hoved.
Mens hun gik rundt, nynnede hun lavt for sig selv, og smilede glad.
Det var lang tid siden hun havde været herude, og glædede sig til at hygge sig.
Måske møde nogen nye? eller se nogle hun kendte?

Mira så sig om mellem de mange mennesker efter en som lige som hende selv gad snakke!
Mens hun gik sådan, kom hun til at vælte en kurv med æbler som stod ved en af boderne.
Manden der ejede boden, fór op!
" Hey hvad har du gang i tøs!" udbrød han med mørk stemme!
Mira så en smule forskrækket på ham.. " det var altså ikke med vilje!" forsvarede hun sig.
" jeg skal nok rydde det op hvis det er det De ønsker?" forsatte hun roligt.
Han så vrissent på hende og spyttede så få cm fra hende! " Fart på tøs! og hvis du snupper et æble skal jeg nok love at dine rygstykker skal blive varme! "

Misel hørte lyden af noget der væltede.
Hun rettede hurtigt hovedet imod lyden, og så en mand stå og råbe af en.
Med lette skridt gik hun hen til manden.
"tag den med ro, tydeligvis gjorde hun det ikke med vilje" sagde hun med en blød, men bestemt stemme.
Hendes blik var fast på manden, dog kunne man ikke se hendes øjne.

Mira som havde bukket sig ned og stille var igang med at samle æblerne op, så en smule overrasket op på den kappe beklædte, som havde brudt ind!
Hun smilede usynligt, men valgte, at holde lav profil. Så hun bukkede sig stille over arbejdet igen, uden at blande sig!
Manden så med kolde øjne på den kvinde som havde blandet sig! Han åbnede munden for at afbryde kvinden, men valgte istedet at vrisse utilfreds!
" Skynd dig at ryde det op, og smut så!" Sagde han med brysk stemme og sendte et truende blik til Mira, som tegn til at hvis det skete igen, ville der ingen være som kunne stå i vejen for slagende!
Mira nikkede kort og puttede det sidste æble i kurvven..

Houk gik rundt på markedet hvis dufter sprang ham i næsen. Sanserne arbejdede på højtryk da han pludselig hørte en vred bod-ejer. Houk vendte sig mod støjen og gik hen for at se hvad der skete. Houk kunne ikke lade være med at more sig over sælgerens smålighed.
"De bliver da også mere og mere opfarende, de sælgere", sagde Houk henvendt til de to kvinder. Houk's hals var dækket af de sædvanlige røde klæde, med det følte han sig ikke så blottet...

Misel hørte at manden vrissede.
Hun kiggede bare koldt på manden, og lagde mærke til den nyankommende.
Hendes hovede nikkede anerkende til ham.
Bagefter bukkede hun sig ned på lnæ og hjalp kvinden med at samle æbler op.
"Davs, jeg hedder Misel" hviskede hun til kvinden, mens hun hjalp hende.

Houk gengældte nikket og svarede med en venlig stemme. "De kan kalde mig Houk". Det var længesiden at han sidste havde talt med nogen, hans ordforråd var lidt rustent. Høfligheden huskede han dog stadigvæk for dengang. Houk kiggede på den nu fyldte kurv og ventede på at se mandens reaktion. Ville han lade hende gå? Skulle hun betale for æblerne? Houk kendte kun alt for godt til sælgeres smålighed.

Mira så med et smil på kvinden der var kommet til hjælp.
" Jeg er Mira " hviskede hun igen og rejste sig så op. Hun tog kurven op og rakte denn hen til Manden " Her!" sagde hun roligt uden at se ham i øjnene!
Manden brummede faretruende, han hev hurtigt kurven til sig. og kiggede surt på de to personer som havde blandet sig! dog gjorde han intet mod dem. han stilte kurven et sikkert sted og begyndte så at råbe op, for at fange mulige kunders opmærksomhed! han ignorede de 3 personer.
Mira gik lidt væk, så hun kunne snakke uden at tænke på den sure mand..
Hun vendte roligt på at de andre skulle følge med, da hun gerne ville takke dem, især Misel!

Misel rejste sig op så kappen fløj næsten.
Hun smilede svagt til Mira.
Hendes blik kiggede på kort på Houk.
Benene fløj let over stene og endte ved Mira.
"Rart at møde je begge, forresten mit navn er Misel" sagde hun, med et let og venlig stemme.
Hun vidste godt at Mira kendte hendes navn, men Houk kendte det ikke, så gjorde hun det på den lette måde.

Houk fulgte efter de to fremmede. Hvorfor vidste han ikke. Det var et besynderligt bånd mellem de to person, et bånd der syntes bekendt. Uanset hvad var de i hvert fald værd at undersøge. Houk rakte hånden ud til Misel. "Mit navn er Houk". Han henvendte sig til dem begge, så da Misel slippede hans hånd vendte han sig mod Mira. "Houk", gentog han. Råbende fra den sure sælger blev hurtigt af andre sælgere og alt larmen syntes at blive til den velkendte markeds lyd. Houk smilede Mira og Misel.

Mira nikkede kort til Misel.
" Tak for hjælpen!" Takkede hun med en glad undertone i sin stemme til Misel.
Hun skævede kort over på boden hvor den grimme bod-ejer stod og fedtede for to andre.
*nærige griske Mand!* tænkte hun kort og lod så sit blik hvile på Houk, som også var kommet, hun tog imod hans hånd. " Mira!" svarede hun.
" også tak til dig Houk." takkede Mira høfligt, med et glad glimt i øjet!

Misel havde stadig hætten over hovedet. Hendes lyse hår lå trygt bag hættens mørke, og ørene var også dækket af mærket.
Hendes grønne øjne, strålede svagt i mørket. Det var lang tid siden hun sidst havde smilet. hun savnede at grine, smile af glæde, møde nogen, hun savnede simpelt nok lykken.
"det var så lidt, de mennesker er normalt også nærige" sagde hun, med et svagt grin i hendes tone.
Hun smilede nu, da hun huskede kort hvordan lykke føles.

Houk smilede og rystede på hoved. "Jeg gjorde ikke engang noget". Houk tænkte at hendes tak nok bare var høflighed, men det var da også lige meget. Han gav de to kvinder et blik som vurderede han dem. Det var lang tid siden at han havde set to kvinder af deres kaliber. "Skal vi ikke gå væk herfra. De er så meget larm og så mange mennesker. Desuden er der noget jeg vil spørge jer om", sagde Houk med en undersøgende stemme.

Misel rettede nu hovedet hurtigt imod Houk.
"Hvordan kan jeg vide du ikke leder os i en fælde?" spurgte hun køligt.
Hendes ene arm sikerede sig at buen, og pilekoggert var der.
Buen og pilene lå der trygt, klar til at dræbe hvis det blive nødvendigt.

Mira så, med et glad smil, på Misel.
Hun mærkede at ligesom hende selv, smilte Misel igen.
Dog var det svært at se da den tunge hætte skjulte hendes ansigt.
" Det kan vi godt!" svarede Mira Houk høfligt. hun ville gerne væk fra dette sted hurtigt som muligt
- og hun sagde heller ikke nej til noget som kunne forandre den daglige rutine lidt. Hun betragtede dem kort.

Houk stirrede forundret på Misel. "Hvordan kan du vide at jeg ikke giver dig en masse penge og gør dig lykkelig? Nogle gange må du bare tage nogle chancer", sagde Houk. "Vi kan gå ind til kroen?". Houk vidste ikke hvorfor han pludselig ville være social med disse personer, men de var længe siden han havde været social og trængte til at tale. Desuden rumlede hans mave af sult.

Misel kiggede svagt vredt på Houk. "Du ved ikke hvordan mit liv har været. Kort efter jeg kom til denne her by fik jeg er job, men kroen blev brændt ned. Jeg skulle rede folk fra menneskerne, blive stukket i maven af en kniv, dræbe folk, selvom jeg ikke ville" sagde hun hurtigt. "Alt dette fordi jeg tog en chance".
Hun så nu på Houk. "måske vil du forstå hvorfor jeg har ændret mig" da hun sagde dette mærkede hun nogle tårer komme op i øjne. Hun huskede hvordan hun plejede at være glad og munter. Alt dette ødelagt på grund af en tanke.
*hvorfor er jeg blevet så kold?* tænkte hun trist, men kiggede på Houk.
"jeg tager imod dit tilbud" sagde hun nu roligt, og lidt mere venligt.

Mira så en smule overrasket på dem.
hun brød sig ikke om den dystre og kolde stemning der var kommet.
Men hun blandede sig ikke, stod bare og kiggede på dem, med grønne øjne!
Hun følte sig lettet over at hun ikke var indblandet og lyste op i et lille smil da Misel igen svarede lidt venligere!
Hun børstede kort sin grønne, og noget slidte kjole, og ventede så på, hvad der skulle ske!

Houk kiggede fortsat venligt på Misel. "Men mig kan du stole på", sagde han medlident. Houk brød sig ikke om den stemning der så ofte kommer når han er til stede. *Det er derfor jeg ikke er samme med andre mennesker!*, tænkte han, men for blev mild. "Så der er altså ingen kro her i byen?", spurgte Houk. Han smilede for at få stemningen op på et anden niveau.

Misel grinede næsten uhørligt, og grinede lidt højere af sig selv.
"jo, det kan godt være, altså det skulle have været bygget op igen" sagde hun, og grinede lidt videre af sig selv.
*Sådan føltes det, og sådan skal det føles* tænkte hun, og jublede inden i.
Langsomt stoppede hendes grin, men et smil havde slået rod på hendes læber.
Hun kiggede på dem begge.
"Skal vi kigge efter?" spurgte hun, med et varmt smil.

" Jaaa!" udbrød Mira der var blevet træt af at vente.
" skal vi ikke komme afsted så?" spurgte hun en smule utålmodig og ventede deres svar.
Hun lod sit klare blik kigge rundt på alle de boder og mennesker mens hun ventede på at de ville begynde at gå.
Da hun igen vendte sin opmærksomhed mod dem, lyste hendes glæde mod dem.
*måske kommer de i godt humør af at gå lidt?* tænkte hun med et smil, og kunne ikke lade være med at grine lydløst, da hun synes de mindede hende om nogle. Det var ikke svært for hende at regne ud, at de både var ældre og havde oplevet meget mere end hun havde!

Houk blev chokeret over Misel ustyrlige latter, men det var da bedre end sure miner. "I fører vej", sagde Houk kort for hovedet og smilede til Mira. Hun virkede meget utålmodige. *Ja, det skal jo nok blive sjovt*, tænkte Houk og grinede indvendigt. Han lagde igen mærke til det bånd der var mellem de to kvinder. Hvad var det for noget? Og ville de overhovedet være værd at udspørge? Houk fulgte efter de to kvinder de snart ville begynde at gå.

Misel kiggede på det to.
Hun var glad for det meste af hovedet var dækket, og hun kunne tage det af ved kroen.
"Følg med bare med" sagde hun, og begyndte at gå ud fra markedspladsen, og mod Det gyldne Vildsvin.
Hvis man kiggede godt efter lavede hun nogle få og små hop over brostene.
"bare kom" sagde hun og smilede.

//out, tror jeg//

Mira nikkede og gik glad efter Misel, mens hun så til højre og venstre..
Hun kendte ikke selv vejen så hun fulgte hurtigt efter Misel og sikrede sig at Misel ikke blev væk i menneskemængten fra hende

//out ? //