Trolovelsesfesten

Okay, måske var det ikke helt traditionelt, at bruden og gommen mødte hinanden før selve vielsen, når det var ved arrangerede ægteskaber. Normalt skulle de jo slet ikke kende hinanden, endda ikke møde hinanden, før vielsesceremonien. Der var mange der gik op i, at traditionerne skulle følges ned til de mindste detaljer, og især adelen burde være utrolig omhyggelig med traditioner. Men Caedmon, en indflydelsesrig og succesfuld ridder, hvis far var en lettere kendt, adelig rigmand, ville absolut have det hele. Det virkede vigtigt for ham, at han fik mødt sin kommende hustru inden de blev gift, for havde hun været en grim og flabet bondetøs, så havde han sgu bedt hende om at forsvinde. Nu havde han jo fået at vide, at hans trolovede var ualmindelig køn, men af gammel vane stolede han ikke på sådanne sætninger, og det havde været et must, at han så hende med sine egne øjne. Udover det, var han jo en mand af succes og luksus (og penge), og intet mindre end det bedste var godt nok var ham. Desuden var han meget afhængig af sit omdømme, så en trolovelsesfest var også en nødvendighed, for at han endnu en gang kunne vise sin rigdom og endeløse succes til det meste af Takamirs befolkning.
Tidligere havde han været meget sippet med, at ingen måtte få at vide, at han skulle giftes med en sølle bondetøs, fordi der ikke var nogen ledige adelsfrøkener eller prinsesser tilbage til ham. Han havde derfor besluttet, at holde det hemmeligt for alle, bortset fra hans familie, naturligvis. Og hvis nogen endelig spurgte, så ville svaret være, "Hun er datter af en indflydelsesrig og berømt rigmand fra et land i det sydlige Østen. De fleste i hendes familie er desuden blevet adelet på grund af fantastisk heltemod, og der er ingen tvivl om, at der lever en indre adelsfrøken, snart frue, i hende." Og nu var hun jo også skønheden over alle skønheder, så hvordan ville nogen nogensinde tro på, at hun var en bondepige?

<><><>

En stresset og støjende stemning havde lagt sig over Caedmons Herregård, da hele bygningens personale (som bestod af fire vagter, seks tjenere, tre tjenestepiger, to kokke, to hofdamer, en stalddreng, en gartner, og en husholderske med to tilhørende rengøringsfolk - der i øvrigt alle havde værelser på herregården, selvom de dog var fire der delte et helt værelse) var i fuld gang med at rydde op, gøre rent, pynte op, dække borde, lave mad, ordne have, lægge røde løbere ud... og selvom de var hele 22 folk, så var det altså en stor herregård, og forberedelserne til en stor fest tog lang tid. Det var ikke et nemt job, og personalet klagede tit i smug til hinanden om, at lønnen var ussel, og at Caedmon var ekstrem nærrig. Men hvad kunne de gøre ved det? De kunne ikke få arbejde andre steder, og her fik de jo både mad og tag over hovedet... det var deres eneste chance for at overleve.

Den mandlige hovedperson til den kommende trolovelsesfest sad på sengekanten i det mørke tårnværelse, stadig iført en hvid natdragt. Solen sendte sine blændende stråler ind ad vinduerne, da tårnværelset vendte mod øst, men de mørke, tunge fløjlsgardiner blokerede for lyset, og der forblev mørkt i Caedmons gemakker. Klokken var vel omkring 9 om morgenen, og festen startede klokken fire om eftermiddagen. Han havde syv timer. Syv timer til at vaske sig, til at få tøj på, til at gå rundt og irettesætte oppyntningen og borddækningen... syv timer til at ærgre sig over, at hans idiotiske bror var kommet. Han sukkede, og havde ærlig talt ikke lyst til at rejse sig. Tanken om at han snart skulle gå nedenunder, og leve med at hans bror befandt sig på hans private ejendom, var kort sagt kvalmende. Han tålte ikke Caoimhghíns tilstedeværelse. Og han ville ikke indrømme, at det var hans egen skyld, at Cave var kommet. Han havde måske sendt en indbydelse til ham, men hvem pokker ville have regnet med, at Cave rent faktisk ville komme? Caed knurrede lavmælt for sig selv. Og tanken om at Cave også havde lagt an på hans kommende hustru havde gjort ham så skidevred. Han havde ingen anelse om, hvordan han havde behersket sig; hvordan han havde trodset sit ellers så voldsomme temperament.
Han sendte et ligegyldigt blik mod den ene ibenholtsdør. Bag den gemte sig en garderobe på størrelse med et normalt værelse på omkring 16 kvadratmeter. Halvdelen af den indeholdt en lille del af Caedmons gigantiske samling af tøj. Den anden halvdel var nogenlunde tom, bortset fra et par korsetter og kjoler af mindste størrelse, som han havde købt til Merrisun Grey. Han havde jo frygtet, at hun ville ankomme i bondetøj. Det havde hun heldigvis ikke, men gad vide hvor mange andre balkjoler hun havde med? Garanteret ingen. Derfor havde Caedmons indkøb af overdådige kjoler ikke været spildt. Han fjernede sit blik fra garderoben, og overvejede et øjeblik at komme igang. Men så begyndte hans tanker igen at vandre over hans lillebror, Caoimhghín Quahtli Morgan. Igen blev han så optaget af vreden, og han havde pludselig ikke lyst til at rejse sig mere.
"Det er sgu da også typisk. Typisk! Typisk at han bare skal komme, og ødelægge alt for mig. Typisk, siger jeg!" halvråbte Caedmon, og han var virkelig galsindet.

I mellemtiden sad Calanthe grædefærdigt og fortvivlet på gæsteværelset. Den lille garderobe var fyldt med flotte kjoler, men den stakkels adelsfrøken havde ikke iført sig noget som helst endnu. Nej, hun sad skam bare der på gulvet, og kun en tynd, hvid underkjole samt en pastelblå natkjole tildækkede hendes nøgne, spinkle krop. Alle kjolerne i garderoben ville klæde hende godt, og hun ville se noget så skøn ud i dem allesammen, men alt hvad hun tænkte på, var hvor smuk Merrisun ville komme til at se ud. Hun skulle have en mindre formel kjole på til at starte med, og så skulle hun skifte til en balkjole før alle gæsterne kom. Men stadig. Selvom hun tog den skønne, lyseblå, stropløse kjole på, der var dekoreret med flotte palietter og detaljerede broderier, som så så fantastisk ud på hende, så ville Merrisun garanteret stadig så smukkere ud i sin simple underkjole! Hun hulkede højlydt, og så noget så bedrøvet ud, men hun havde ikke tænkt sig at gøre noget. Nej, hun ville bare sidde der på gulvet i al evighed, stædig som hun jo var, og vente på at nogen kom og sagde, at Merrisun på magisk vis var blevet grim og virkelig lignede en åndssvag bondepige.
Pludselig åbnede den mørke dør sig, og en af de to hofdamer trådte målbevidst ind. Hun var vel midt i fyrrene, og hun lignede også en der var midt i fyrrene. Ikke for mange rynker, ikke for lidt. Et par grå hår måske, men det var ikke mange. Hun havde arbejdet som hofdame og tjenestepige hele sit liv, og hun manglede bestemt ikke erfaring. Hun tog heller ikke notits af gæsteværelset, der ellers var dekoreret meget pænt. Drømmesengen var af ahorn i modsætning til alle de andre trælavede møbler på herregården der var lavet af ibenholt, og selvom de to sengeborde på hver sin side af sengen var meget mørkere end den, så det virkelig godt ud sammen. Det var sikkert på grund af sengetøjet og gardinerne om sengen, der havde den samme farve som ibenholt. Der var placeret lysestager rundt omkring i rummet, og de var allesammen gået ud i løbet af natten. Udover det, gav de blodrøde fløjlsgardiner med guldfarvede syninger (som hofdamen dog trak fra nu, så man ikke rigtig kunne se dem) et flot præg til sovekammeret, og i et normalt hjem ville sådan et værelse ikke have været et gæsteværelse - det var alt for pænt.
"Op og stå, miss Calanthe," sagde hofdamen, frisk og frejdig. Hun havde sikkert været oppe i laaaaaaang tid. Calanthe gabte, og blev siddende på gulvet. Stædige æsel.
"Klokken er næsten ti, miss, og De vil vel ikke gå glip af at gøre din kommende svigerinde pæn, vil De?"
Det gav et sæt i Cal. Gøre Merrisun Grey pæn? Pludselig var denne morgen ikke så dårlig mere. Nej, faktisk følte Calanthe sig utrolig glad. "Nej. Nej, det vil jeg overhovedet ikke gå glip af." Et ondskabsfuldt smil spillede på hendes naturligt røde læber, for hun havde noget lidt andet end pæn[i] i hovedet. Hun spekulerede over, om hofdamerne mon også skulle hjælpe til. Det skulle de nok, men det forhindrede hende ikke i at [i]komme til at spilde lidt kulsort blæk ud over Merrisuns hår. Hun fik hurtigt kæmpet sig op på benene, og da garderobens døre var blevet åbnet af hofdamen, kunne hun nemt gribe ud efter den første og bedste kjole.
"Mørkeblå uden stropper, det må jeg sige, Miss, godt valg," kommenterede hofdamen beundrende, "Nu skal jeg hjælpe dig med håret."
Calanthe satte sig på en stol foran et stort spejl med guldramme, og så begyndte hofdamen at ordne det tykke, kobberfarvede hår.

Aftenen før havde Cave moret sig gevaldigt over det gæsteværelse, han havde fået. Det var tilsyneladende bare et rum, der var tilovers, og det var så småt og beskedent, at der slet ikke var plads til en af de drømmesenge, der var placeret i hvert eneste gæsteværelse. Derfor havde Caedmon udstyret det lille kammer med en slidt, mølædt madras, og et lille skab, der kun havde en dør (den anden lå inde i skabet, for den var åbenbart faldet af). Der var kun et vindue i kammeret, og det var ikke ligefrem stort. Så mængden af sollys, der kom ind ad vinduet, oplyste kun rummet en smule, og det gav et dunkelt præg.
Men nu lå han bare i sin hvide skjorte, sine lyse hørbukser og sine hvide sokker på den klamme madras, og tænkte over nattens løb. Rideturen med Merrisun Grey havde været vidunderlig. Selvom det var omkring fem timer siden de var kommet hjem, så huskede han stadig alle detaljer tydeligt. Han havde redet på sin trofaste følgesvend, Florence, og Merri havde redet på Calanthes hvide hoppe, Bianca. Begge heste var utrolig fredelige, og bortset fra at Florence havde lavet frække numre indimellem, så havde de været helt stille på hele turen. Han og Merri havde ikke snakket meget sammen, men alligevel havde det været noget så fortryllende. Merrisun udstrålede en slags magi som Cave nærmest var blevet afhængig af. At ride så tæt ved siden af hende havde ikke bare været en fornøjelse, men en ære. Og han var næsten sikker på, at han var ved at falde for hende. Den forbindelse, der var mellem dem, kunne slet ikke beskrives i ord. Han sukkede længselsfuldt, og følte pludselig et savn til hans broders kommende hustru. Det var endnu et problem. Hvis Cave endelig faldt for Merrisun, så ville han blive ulykkelig, det var der slet ingen tvivl om. Merrisun skulle jo giftes, for pokker! Giftes! Det fik ham til at ærgre sig over, at han overhovedet var kommet. Hvis han var blevet væk, så ville han ikke have mødt Merrisun, han ville ikke have følt den underlige, men dejlige, følelse i maven, hans hjerte ville ikke have banket alt for hurtigt hver gang, han var nær hende, han ville ikke have holdt vejret så meget, og han ville ikke være faldet for sin broders trolovede. Ligemeget hvad, så ville han ikke kunne få sin vilje. Merrisun ville forblive Caedmons for altid. Og bare tanken om det var hjerteskærende. Ikke kun fordi Cave ville blive total ødelagt, men også fordi det ægteskab ville tage al Merrisuns frihed fra hende. Det var næsten det værste. Han var næsten sikker på, at hun aldrig havde drømt om at blive gift med en mand, hun ikke kendte, og som i øvrigt var kold og hjerteløs. Cave blev uhyggelig ved bare tanken om hvad Caed måske ville gøre ved hende, hvis hun en dag gjorde noget forkert. Han følte en meget stærk trang til at beskytte hende, men han vidste, at det ikke var hans job. Og det var temmelig frustrerende, for han mente, at han ville kunne gøre det bedst. Bedre end Caedmon, bedre end en professionel vagt. Men det var ligegyldigt. For Merrisun var Caedmons, og ingen andens.
Cave rejste sig op, og fik hurtigt sine seler, sine sko og sin hat på. Så smuttede han ud ad det klamme rottehul, i håb om at få noget frisk luft udenfor. Han havde virkelig brug for at få luftet sit hoved.

Endelig havde Caedmon fået rejst sig fra sengekanten, og han gik med langsomme og tunge skridt mod sin kolossale garderobe, velvidende om at klokken var omrking halv elleve. Fem og en halv time tilbage. I øjeblikket var han ikke opslugt af sit raseri mod Cave. I stedet var han stresset. Han havde ikke helt styr på hvor mange gæster der kom, hvem der kom, hvem der ikke kom, hvem han kendte, hvem han ikke kendte, hvor mange der kom fra adelen eller den finere del af Takamir, og hvor mange der var simple bønder og borgere uden nogen specielle titler. Det frustrerede ham, også selvom alle de mennesker, der arbejdede for ham, havde alt under kontrol. Han var vel hvad man kaldte en ængstelig perfektionist.
Caedmon fik hurtigt klædt sig på i fine klæder, også selvom han skulle skifte senere. Han lavede en hurtig liste over hvad han skulle.
Tjekke forhaven.
Tjekke bal-/spisesalen.
Tjekke al pynt.
Tale med husholdersken.
Finde pænt tøj til Caoimhghín.
Tjekke Calanthe og Merrisun.
Tale med kokkene.
Vaske sig.
Klæde sig på.

Så trådte han ud af sine private gemakker, ned ad vindeltrappen, og ud på gangen, hvorefter han begyndte med at rette på det hele. Alt skulle jo være perfekt, ikke sandt?

Calanthe traskede ivrigt ud af gæsteværelset (som hun dog så som sit eget sovekammer), og styrede mod Merrisuns dør med en lidt for høj fart og lidt for meget entusiasme. Hofdamen var lige i hælene på hende, men hun havde svært ved at følge med. Endelig blev døren åbnet, og jalousien vældede ind over Calanthe, da hun kiggede rundt i det gigantiske værelse. Hun havde aldrig set et værelse så pænt indrettet, og farverne var fantastiske, og størrelsen var... provokerende stor. Alt, alt for stor. Måske hun skulle spilde blæk ud over både Merrisuns hår og hendes ansigt? Hun bandede og svovlede inde i sig selv, men hun placerede et meget falsk smil på sine fyldige læber, og prøvede forgæves på at se godhjertet ud.
"Goddag, kære svigerinde! Iih, Merri, du er ikke en gang blevet ordnet endnu, men du ser allerede så godt ud. Jeg er overbevist om, at vi nok skal blive de bedste veninder i hele verden," nærmest skreg Calanthe i hendes mest skingre stemme. Hun blinkede sukkersødt med øjnene, og smilede så stort og falsk, at hendes ansigt lignede en skæv grimasse, der prøvede at sige noget, men i stedet fik brækfornemmelser. Hun vinkede med påtaget glæde, men hendes iver var skam ægte nok. "Tihi," tilføjede hun frydefuldt.

Antal indlæg : 32 Points : 5686 Reputation : 6 Registration date : 14/04/09

Merri laa i sin seng og proevede at faa styr paa sine tanker. en blandet foelese boblede indeni hende. Paa den ene side havde det vaeret en vidunderlig ridetur med Cave i gaaraftes, bare at vaere taet paa den fantastiske og mystiske unge mand, uden at tale overhovdet, bare at foele den forbindelse mellem den, og se paa den smukke måne. Men paa den anden siden var hun radselslagen. selvom hun aldrig havde foelt saadan foer, vidste hun at hun var ved at forelske sig i Cave, og det ville vaere en katastofe vis Caedmon fandt ud af det. ved tanken om Caedmon slog en bange fornemelse igennem hende. Caedmon! Caedmon, hendes trolovede, Om faa maaneder ville hun vaere gift med ham, og som hun udemaerket vidste varede aegteskaber indtil doeden. Hun var nemelig ikke kun bange for Caedmon hun var ogsaa bange for at faa sit hjerte knust. hun havde hoert nok historier til at vide at det var vaerer end nogen pfysisk smerte.

En tjeneste pige kom ind og medelte hende at Calanthe ville komme ind og hjaelpe med at klaede hende paa. det fik hende til at skynde sig op. hun Kiggede ind i klaedeskabet og saa at der var anbrag en overdaadig balkjole der inde. godt taenkte hun, [i]for jeg har ikke flere med selv. Hun saa paa de mange lag der hoerte med til den moerke kjole. ffoerst et creme farvet korset til at have uden paa hendes underkjole, saa en hvid, blondet under kjole og mammelukker, til ud over. der efter en blodroed under kjole, som man kunne se i v aabeningen, naar man ifoerte sig den sorte bal kjole.

i det øjeblik kom Calanthe ind, og erklærede at de nok skulle blive bedste veninder, i en lidt mistænkelig tone. det skulle nok blive interasant.

Calanthe tullede rundt som en idiot i det enorme gæsteværelse Merrisun havde fået udleveret, og et bredt smil var plantet på hendes ansigt. Det var skam ægte nok, for alene tanken om, at hun kunne var Merri til at se mislykkedes ud, frydede hende ualmindeligt meget. De to hofdamer, der skulle hjælpe til med pyntningen af Merrisun, var lidt mere bestemte i deres bevægelser. De fik hende eskorteret over til en kande og en skål, begge fyldt med vand, og begyndte at vaske hendes hår. Hun var ikke iført mere end simpel hvid underkjole, alligevel så hun vidunderlig ud. Men Calanthe's nuværende glæde var uovervindelig, og intet kunne gøre hende deprimeret lige nu. Hun ventede i utålmodighed, mens Merri blev vasket, og besluttede sig for at studere bondetøsens balkjole nærmere. Hendes smil forsvandt gradvist, og efterhånden var hendes mundvige trukket nedad. Nu var hun mut. Dumme, flotte, fortryllende, altødelæggende balkjole. Men hofdamerne fik Merri placeret i en komfortabel stol foran et gigantisk spejl, og nu var hun klar til yderligere ordning af hår og ansigt. Dette muntrede Calanthe op, og hun stod straks bag Merri, et sukkersødt, men utrolig falsk smil på hendes læber....

Mange timer fløj hastigt forbi, og Caedmon var inde og tjekke til hans trolovede og hans søster flere gange, før han endelig fandt ro og slog sig ned i sin private pejsestue nedenunder. Calanthe var godt sur. Hendes plan var mislykkedes, og Merri så bedre ud end nogen levende sjæl nogensinde ville have troet var muligt. Hofdamerne strålede også; de var stolte af deres arbejde. Også selvom Merri mest var så fantastisk smuk lige nu på grund af hendes naturlige skønhed. Nu da Calanthe ikke kunne bruge sine kræfter på at traske rundt af fryd, brugte hun dem i stedet på at give Merri den kolde skulder. Der gik dog ikke længe før en af hofdamerne og hende selv forsvandt ind på hendes eget gæsteværelse for at skifte hendes mørkeblå kjole til en stor balkjole.

Caoimhghín havde modstået fristelsen til at snige sig ind på Merri's værelse og snakke med hende. Han vidste, at hun ville være sammen med nogen, og desuden havde Caedmon sat en af sine vagter til at holde øje med ham. Han havde slået sig ned i vestibulen i en pyntende sofa, men som var knapt så dejlig at sidde i. Han havde dog oplevet værre. Hans normale påklædning var blevet udskiftet med et flot jakkesæt, og selvom det ikke var ligeså glamourøst som Caedmons, så lignede han rent faktisk en fin herre. Desværre følte han sig ikke hjemme i de kluder, og han ville med glæde have iklædt sig sine hørbukser i stedet for.
Der var tilsyneladende ikke mange minutter til at gæsterne ville begynde at ankomme, og Cave ville bruge den først halve times tid på at betragte de forskellige typer, der begav sig ind på Caedmons Herregård. Så han blev siddende, velvidende om at Merrisun Grey ville komme ned ad en af de svagt rundede, pompøse trapper på et eller andet tidspunkt. Han smilede for sig selv.

Personalet var på deres pladser, klar til at gøre alt for at få gæsterne til at føle sig velkomne. Caedmon havde placeret sig selv ved hoveddøren, så han kunne byde gæsterne velkommen på egen hånd, dog med en smule hjælp fra sin husholderske, der havde styr på gæstelisten.
Calanthe var også nede i vestibulen, stadig mut. Det eneste der havde ændret sig var grunden til hendes irritation: Merrisun skulle komme ned ad en af trapperne, når alle gæsterne var kommet, så alle kunne se hvor smuk hun var. Men Calanthe derimod, skulle bare sidde nede i vestibulen og lade være med at tiltrække for meget opmærksomhed. Det var, hvad hun havde fået at vide af sin storebror.

Og så begyndte gæsterne at komme.

De første ankom i en flot dekoreret karet, trukket af to store varmblodsheste. Det var et ældre par med deres eneste datter, der aldrig havde fundet lykken; hun var eftersigende uudholdelig at være sammen med. hendes forældre havde en forkærlighed for juveler, og de elskede at vise dem frem. Så fruen, Josephine Beaumont, bar alle sine smykker. Hestene tog stalddrengen sig af, og kareten blev parkeret af kusken et sted bag stalden. Parret kom ind ad hoveddøren, og deres datter kom halsende efter.
"Det må være tungt," mumlede Cave, og lo klukkende. Han hentydede selvfølgelig til Mrs. Beaumonts mange smykker og juveler.

Minutterne gik, og mange gæster var allerede samlet i vestibulen. De snakkede sammen på tværs, og det morede Cave at se hvor mange forældre der kiggede efter rige ungkarle til deres ugifte døtre.

//ADVARSEL! Denne post begynder i slutningen af emnet ”Jeg ved det ikke!” og er unaturligt lang. Alt i kursiv behøver ikke læses//

”Hvor har du været?” hvæsede Elissa, da Gen hastende, og i sit folkelige tøj sneg sig ind gennem køkkendøren. ”Din mor har været–”
”Som hun plejer?” færdiggjorde Gen sætningen, hvormed hun fik et strengt blik fra Elissa. ”Ude af sig selv,” rettede kammerpigen. ”Og du skal ikke snakke udenom! Hvor har du været?”
Gen sukkede, og indså at der ikke var nogen måde at slippe ud af den her. ”I skoven,” sagde hun bare, uden at nævne noget om Demetri. ”Jeg troede at det var åbenlyst,” tilføjede hun, og trak en knækket kvist ud af sit hår.
Elissa sukkede med en mine, der sagde ”jeg ved ikke hvorfor jeg gør det her.”
”Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det her,” sagde hun ”men vi må hellere få dig op på dit værelse. Middagen bliver serveret om en halv time, og du skal have noget andet tøj på.”
Med et sidste bebrejdende blik på Gens tøj, vendte Elissa sig og gik. Gen fulgte efter.
”Hvad har du sagt til hende?” spurgte hun.
”Sandheden. At jeg ikke vidste hvor du var,”
Gen sukkede, som hun indså at det nu lå på hendes skuldre at forklare sin mor hvorfor hun ikke havde befundet sig i Ceallachs villa hele dagen.

Gen beklagede sig højlydt da korsettet blev strammet. Et blik i spejlet fortalte hende at hun nu så unaturligt tynd ud. Hun havde altid hadet korsettet.
Kjolen var lang og fejede over gulvet på en imponerende, men også upraktisk måde. Gen var ikke i tvivl om at hvis hun gik over et støvet gulv, ville man nemt kunne følge hendes spor; det var der hvor der var rent. Håret var blevet børstet, og hang ned ad hendes ryg i en fletning.
I samme nu blev døren åbnet, og hendes bror kom ind. Han smilede på den underligt lettede måde som en der havde ledt i timevis efter noget, og endelig fandt det.
”Iphi!” udbrød han. ”Du ser bedårende ud.”
Gen skulede. Ceallach lo. ”Selv når du er vred,” tilføjede han. ”Hvor har du været? Mor har været så bekymret. Middagen er klar. Kommer du ned?” Det var typisk Ceallach at give en så mange oplysninger og spørgsmål på én gang.
”I skoven,” begyndte Gen. ”Det tænkte jeg nok. Det lyder fint. Jeg kommer nu,”
Hun smilede til sin bror, der gengældte gestussen. Han rakte sin arm ud, hun tog den, og sammen gik de ned i spisesalen.

Middagen blev indtaget i tavshed; moderens beskyldende, vrede tavshed, Gens ligegyldige, fornærmede tavshed, og Ceallachs forsigtige, undskyldende tavshed. Han havde det aldrig godt med at være imellem to fjendtlige parter.
Efter måltidet gik Gen i seng.

Hun stod op med daggryet, håbende på at hun ville være den eneste vågne i huset. Hun tog grueligt fejl; køkkenet var allerede fuldt af liv. Alligevel slap hun ud af huset med en lille pakke mad; det var en lille stofpose med brød, men Gen havde også fundet et lille glas med honning (og en ske, som ingen ville savne) samt nogle skiver pølse.
Demetri var ingen steder at se på stedet, men hun lagde forsigtigt posen for foden af det egetræ som hun havde siddet op ad dagen før.
Hun nåede heldigvis hjem før hendes mor eller Ceallach vågnede, og lod som om at hun havde ligget uskyldigt i sin seng hele natten.

//Her begynder den faktiske post//

Efter hun var blevet ”vækket” af Elissa og havde spist morgenmad, skulle der gøres klar til den forestående fest. Det involverede, for Gens vedkommende, et bad, timers hårsætning og valg af kjoler.
”Ikke noget med at stikke af denne gang,” formanede Elissa, mens Gen skumlede i badet.

Resultatet var en Gen, der strålede.
Hendes hår var sat i en kunstfærdig frisure, der fik krøllerne til at falde elegant ned over hendes bløde skuldre, og det glitrede og duftede af fine olier. Kjolen var midnatssort, med fine broderier i sølv og kongeblå, og besat af flæser og kniplinger overalt hvor der var plads. Hver gang hun bevægede sig, kunne hun høre det stille suk af silke. Hendes ansigt var pudret og sparsomt dekoreret med sminke, på en facon, der fremhævede hendes perfekte træk i stedet for at dække dem til. En lille sølvkæde med en safir prydede hendes hals, og hendes håndled var forsigtigt duppet med en fin, blomsterduftende parfume.
Frygteligt, tænkte Iphigenia Adaeze Isolde Morgan. Hun så bedårende ud.
Gens stædige vedholdenhed og ønske om en dag at slippe væk fra adelen, og hendes afsky for de fine porcelænsfrøkener i dukkekjoler, hadede hvordan kjolen omfavnede alle hendes kurver, og hvordan hendes øjenlåg næsten segnede under de lange vipper. Dog var der en lille del af hende, den del der var en pige, der ikke kunne lad være med at rette lidt på en hårlok og frydes over at hun ville skinne til festen.
Den lille del blev hurtigt gemt væk, da hendes mor brød ind i værelset. Isolde Tesna Morgan var en høj, slank kvinde, og man ville ikke gætte sig til at hun var over de halvtreds. Hun havde et kønt ansigt, med fine træk – det var ikke svært at se hvor børnene havde deres gode udseende fra – men hendes hår var, til forskel fra Gens, blondt og glat. Hun var iført en smaragdgrøn kjole med slæb, der skinnede i lyset fra vinduet.
”Hvor ser du yndig ud, skat,” sagde hun, med et kvalmende sødt smil, der sagde at Gen godt kunne tage at opføre sig pænt, tak, for ellers fik hun ikke lov til at forlade huset igen nogensinde, og ja, hr. Baron, hun er da en yndig lille sag, temperament? nej da, hun kunne da aldrig finde på noget som helst, det fortryllende lille væsen, vel, Iphigenia?
”Tak, mor,” sagde Gen i et opgivende suk.
”Vi skal snart se at sadle op (med sadle op, mentes der naturligvis ”at se staldarbejderne sadle op, mens man selv ikke kommer i nærheden af den beskidte hest” men det var for langt at sige) og komme af sted. Der er fire timers ridt til Caedmons gods,” skyndede moderen. ”Og for resten, Siofra er kommet. Skal du ikke hilse på hende?”
Åh nej! tænkte Gen.
”Åh, ja,” sagde Gen. Hendes søster var den mest snobbede, skingre aristokrathustru Gen nogensinde havde mødt.
”Iphi!” Gen kunne høre stilethæle klapre på trappen, og et pudret dukkeansigt kom til syne i døren. ”Kære søster! Hvor er det dog lang tid siden jeg har set dig!!” Siofra havde en evne til at få folk der lyttede til automatisk at tænke på udråbstegn når hun snakkede.
”Hvordan har du det?! Glæder du dig til festen?! Jeg kan slet ikke vente!”
Mens hendes søster ævlede løs, kunne Gen ikke tænke på andet end hvor meget hun havde lyst til at stikke vat i ørerne.

Skovstierne ud til Caedmons herregård var snørklede og ujævne, og kunne kun lige klares af en vogn. Derfor sad Gen, Isolde, Siofra og Ceallach en halv time senere i den bumlende karet, mens hestene travede værdigt gennem skoven. Ingen sagde noget, bortset fra Siofra, der plaprede løs om sin mand og sit barn og deres hus og deres have og den nye kammerpige, og adelsfrøkenerne på slottet og alt det, der burde interessere Gen, men som bare ikke gjorde det.
Godset blev nået i kun lidt over fire timer. Kareten blev taget af nogle staldarbejdere, der undveg Gens blik. Den ene så lettere forfærdet ud, da hun takkede ham for at hjælpe hende ned. Siofra snakkede om sine sko og sit hår, og at de skulle have været de første der var kommet og lidt mere om sit hår.
Caedmon stod i døren og tog imod. Hun nejede høfligt, smilede uden den store overbevisning, og lod ham kysse hendes hånd næsten uden tegn på væmmelse. "Tillykke," mumlede hun. Fra vestibulen kunne høres snak fra de gæster der allerede var der.
Hendes mor faldt hurtigt i snak med Fru Beaumont, mens Siofra sendte deres datter et misbilligende blik. Ceallach forsvandt i retning af nogle af hans akademikervenner. Lidt forladt trykkede Gen sig ind mod væggen og prøvede at gå i ét.

Efterhånden som eftermiddagen skred frem, og det første lag af dunkel tusmørke havde lagt sig, var vestibulen i den prangende herregård ved at blive godt pakket. I takt med, at der kom flere gæster, blev luften tungere, og lummerheden blev næsten uudholdelig for Caoimhghín, der var vant til at færdes blandt træerne i den friske, oplivende luft. Men det var absolut udelukket for ham at komme udenfor, siden forhallen allerede var overbefærdet med godtfolk. Caedmon havde ikke været sparsommelig med indbydelserne, for endnu flere gæster ad indgangen strømmede ind. Det var skam ikke svært at tro, at hele Takamirs bedre halvdel var inviteret. Og naturligvis var en del af Hoka og Hillsa's befolkning også indbudt til trolovelsesfesten, samt et par øvrige familier af den finere slags fra de mindre provinser i landets fjerne kroge.
På trods af hans evige had til adelen, var Cave overvældet af dette imponerende syn. Han havde aldrig troet, at så mange fine mennesker (der var mindst hundrede) - alle klædt på i deres mest formelle tøj og pyntet med deres dyreste smykker - kunne være samlet på én gang i Caedmons forholdsvis lille forhal, uden at komme op og slås.
"Forrykt," klukkede Cave.
Han var taknemmelig for sin plads på den lille, yderst ukomfortable sofa. Ingen havde sat sig ved siden af ham, ingen havde heller forsøgt sig at føre en samtale med ham. Måske de fornemmede hans egentlige identitet? Men det var da sært, for han burde bestemt ikke ligne familiens sorte får i det formelle kostume, han var blevet tvunget ned i.
Han sukkede utålmodigt, og kastede et ligegyldigt - og dog længselsfuldt - blik mod de flotte dekorerede trapper. Skuffelsen ramte ham som et lyn: Ingen Merrisun.

"Dette er Fyrst Abijah af Pierpont med Frue," informerede husholdersken Caedmon om, hendes stemme så lav, at ingen gæst ville høre det.
"Kære Fyrst Abijah!" udbrød Caed, som havde de to kendt hinanden i årtier. "Og Fru Abijah! De ser ikke den mindste smule forandret ud siden sidst."
Parret hilste venligt tilbage, og Fru Abijah nærmest rødmede, da Caedmon kyssede ryggen af hendes hånd. Derefter forsvandt de hurtigt ind i mængden.
Caedmon himlede med øjnene, og den grå husholderske slog et klik med tungen, for derefter at fortælle navnene på de næste gæster til ham.
"Og dette -,"
Men Caed løftede hånden, som for at sige, "Ikke nu." Han smilede til den blonde kvinde i en vid, smaragdgrøn kjole med slæb, der elegant kom gående op ad fortrappen, og selvom hans smil var koldt, så indeholdt det denne gang et lille strejf af varme. Det så underligt ud, for det var atypisk Caedmon at smile på den måde.
"Moster," sagde han kærligt, og kyssede hendes hånd. Isolde placerede sig ikke langt fra hoveddøren (der var ikke mange andre steder tilbage at stå), og faldt i snak med Fru Beaumont.
Det var ikke nemt at få hilst på Ceallach og hans søstre, da den høje søster tilsyneladende havde travlt med at tale. Og tale. Og tale, og tale, og tale, og tale. Men han fik budt dem velkommen, og kyssede sin kusine Iphigenia's hånd. Han glemte at svare tak til hendes tillykke, men det lagde han slet ikke mærke til.

Fordi han simpelthen ikke havde andet at tage sig til, begav Cave sig til at betragte de nyankomne gæster igen. Endelig fik han øje på nogen, han kendte. Hans kusiner og hans fætter stod og hilste på Caedmon. Det var lang tid siden, han havde set dem, men hvilken forskel gjorde det?
Iphigenia trykkede sig op mod væggen ikke langt fra sofaen, han sad på, og han besluttede sig for at prøve på at starte en samtale med hende. Det skulle nok blive morsomt. Hvis hun genkendte ham, ville hun vide, at han havde stukket af, og havde holdt sig langt væk fra adelen siden. Snobbede døtre af rige adelsmænd var som regel yderst underholdende. Han vinkede hende ivrigt over.
"Halløj," halvråbte han henkastet, for at overdøve resten af støjen fra de andre gæster.

Gen havde travlt med at gøre sig så usynlig som muligt, for at undgå diverse lykkesøgende ungkarle, der som regel var at finde til den her slags fester. Det lykkedes hende dog åbenbart ikke; hun hørte en stemme halvråbe et ”Halløj!”, og fandt at det var en ung mand, og at det var hende han råbte efter.
Der bliver ikke noget med at slippe ud af denne her, tænkte Gen. Hun gav ham et nervøst smil, og kantede sig over mod den sofa han sad i.
”God…” Gen kiggede hurtigt ud af vinduet. Det havde været eftermiddag da de ankom, men solen var på tilbagetog over træerne. ”… aften,” afsluttede hun. Hilsnerne overstået. Gen anede ikke hvad den unge mand ville, og havde ingen idé om hvad det forventedes at hun skulle snakke om.
”Dejligt… vejr, hvad?” nævnte hun desperat, før hun kom i tanke om at det faktisk var overskyet og så ud til regn.
”Jeg mener, det er vel dejligt hvis man kan lide… efterårsregn…” Hun gav ham et hjælpeløst blik.

Caoimhghín hævede et øjenbryn, og studerede hendes stående position. Det så temmelig sært ud; som om hun både lænede sig op ad sofaens armlæn og ad væggen. Han skar en grimasse, og trak så på skuldrene. Det overraskede ham, at hun var den, der begyndte samtalen. Det havde han ikke ventet.
"Godaften," svarede han smilende. Han lyttede nysgerrigt til hendes lille observering med hensyn til vejret, og lo klukkende.
Det var tydeligt, at hun ikke kunne huske ham. Hun havde tilsyneladende overhovedet ingen idé om, hvem han var. Det undrede ham, at hun ikke opførte sig som... som en 'normal' frøken inden for adelen ville have gjort. Hvad var grunden til det? Hans nysgerrighed gnavede. Det havde altid været en svaghed at være så nysgerrig, men han havde lært at leve med det.
"Efterårsregn er godt," mumlede han muntert.
Han besluttede sig for ikke at røbe noget om, at han egentlig var hendes fætter. Nah, det måtte hun selv finde ud af.
"Så, er du her for bruden eller gommen?"

Gen var lettet over at han ikke havde taget hendes dårlige valg af samtaleemne ilde op. Faktisk, tænkte hun, havde han slet ikke reageret som man ville forvente af en standard aristokrat. Der var et eller andet bekendt ved ham, som hun ikke rigtig kunne sætte fingeren på.
Hun overvejede hans spørgsmål lidt.
”Man kan vel sige at jeg er her for gommen,” sagde hun. ”Han er min fæt… ter…”
Hun kiggede på den unge mand som om hun først så ham nu.
”Caoimhghín?” spurgte hun, forsigtigt, som om hun ikke var helt sikker. Men jo, han var blevet ældre, men hun kunne stadig genkende sin fætter. Hun smilede, et ægte smil, der var reserveret for henrykte øjeblikke.
”Det er dig, er det ikke? Cave?”

Cave kravlede ud af sit Caoimhghín-kostume, og viste sig at være... DRACULA!

Caoimhghín stirrede vantro på hende. "Hva'?" spurgte han dumt. Stod hun virkelig der og smilede? Hende, hans snobbede kusine, stod og smilede til ham, hendes outsider fætter?
Snobbet adelsfrøken? Næppe, tænkte Cave, nu med sine øjenbryn hævet i forundring. Han kunne ikke fatte en pind. "Jaeh, det er mig. Hej, Gennie." Han smilede skævt, mest fordi han havde regnet med, at hun ville blive forarget, og derefter give ham den kolde skulder.
Var det en mulighed, at hun ikke var bevidst om, hvad han havde gjort mod adelen? Nej. Det kunne ikke være rigtigt. Sladderen havde vandret over hele Takamir på få dage, for Calanthe havde jo altid haft en stor mund...
Han kløede sig i nakken, og lavede så en diskret gestus mod pladsen ved siden af ham. "Sid ned, Gennie. Hvordan går det?"

Gen lod sig dumpe ned i sofaen på en måde der helt sikkert ville krølle hendes kjole. Hun var glad og lettet over at have fundet en at snakke med. Tænk, at Cave alligevel var her!
”I betragtning af at jeg er til en fest med en flot højsnudede aristokrater, har skullet høre på min søster hele vejen herud og at jeg ikke kan komme til at spise noget på grund af et latterligt korset?” spurgte Gen med et grin ”Så går det vel fint nok. Jeg forstår ikke hvordan nogen overlever det,”
Hun kiggede sigende ud på alle de andre festdeltagere.
”Men du er her? Jeg troede du var, du ved… over alle bjerge. Er du kommet tilbage på grund af en lille forlovelsesfest?”
Det strejfede ikke Gen at normale adelsfrøkener ville se misbilligende på det. Hendes tonefald var muntert og beundrende

Antal indlæg : 32 Points : 5686 Reputation : 6 Registration date : 14/04/09

Merri sad på den kæmpe store seng i det flotte gæste værelse. Hun havde tilbragt det meste af dagen med at stirre ind i vægen, og prøve at få styr på sine tanker og følelser. Det var ikke lykkeds hende. Efterhånden var hun blevet restløs. hun rejste sig og begyndte at gå lidt frem og tilbage. Hurtigt fant hun dog ud af at det ikke hjalp det mindste, og standsede op. Hun vendte sig og så ind i det spejl der hang på vægen. Selvom den flotte frisyre og tynde lag sminke ommuligt fik hende til at se endnu smukkere ud, følte hun at det ikke var Merri hun kiggede på inde i spejlet. Det var den kommende Mrs. Caedmon Morgan. I det samme øjeblik kom en tjenstepige ind i værelset. "Det er tid, frøken Grey." Merrisun vendte sig og fulgte tjenestepigen ud til trappen. Hun hørte stemmerne fra de adelige gæster nedenunder, og vidste at et sted blandt dem måtte Cave være. Hun var næsten sikker på han også havde tænkt på hende. Hun begyndte at gå ned af den lange trappe med den flotte røde løber. Da gæsterne opfattede hvad der forgik, forstummede alt snak. Merri følte sig virkelig utilpads ved situationenen. Hun skulle vises frem. prales af som om hun var en edelsten eller en medalie. Som i en af de dårlige gamle romaner som entelig kun stod på hendes families kro til pynt, gik der et syk gennem menneske mængden da de så hendes skønne halv-elver ansigt. Hun satte farten op. det her skulle bare overstås så hurtigt så mugligt. og så var hun for enden af trappen

Cave lo højlydt. "Tjaeh. Jeg ved det ikke. De fleste kan vel ikke se hvilke andre muligheder der er i livet. De mener måske, at deres måde at leve på er den bedste." Hans ansigtsudtryk var overrasket, for han havde i den grad ikke regnet med, at Gen ville være anderledes.
"Jeg ville have været ligesom min bror nu," fortsatte han. Han snakkede mest til sig selv nu, og, dømmet efter hans tonefald, lød det som om, det først gik op for ham nu. "Hvis jeg ikke havde opdaget de barbariske realiteter der foregik udenfor murene af vores herregård i sådan en tidlig alder." Hvorfor han sagde det til Gennie, vidste han ikke. Hans toneleje skiftede, og var nu mere rettet mod Gen. "Hvorfor jeg tog tilbage, er jeg ikke helt klar over. Mit gæt er, at jeg lever på min intuition, og noget sagde mig, at jeg skulle tage et smut forbi min barndomsby... at jeg så modtog indbydelsen til denne trolovelsesfest var såmænd rent held. Men det var en god grund til at besøge min gamle bror, vil jeg tro."
Summen af snak forduftede gradvist, og tavsheden blev kun brudt af den beundrende mumlen der kunne høres hist og her. En strålende Merrisun Grey stod ved toppen af den overpyntede trappe til venstre, og så ud over forsamlingen. Næsten som om hun ville ud af den søgelyset så hurtigt som muligt, nærmest svævede hun ned af trappen. Hun så guddommelig ud.

Caedmon var klar til at tage imod hendes arm for enden af trappen, et stort smil spredt over hans ansigt. Ingen ville bemærke at hans smil var falsk, for han var efterhånden blevet temmelig god til at skjule det. Da den smukke blomst var kommet ned, introducerede han hende som hans kommende hustru.
Cave lo bittert for sig selv henne i sofaen, hvorefter han rejste sig fra den, og begav sig ind i spisesalen, hvor middagen skulle nydes. Resten af selskabet fulgte hans eksempel.

Caedmon havde Merrisuns arm i sin, da han førte an for det enorme herskab.
"Du ser nydelig ud, min kære. Nyd nu al opmærksomheden," mumlede han til Merri. Men hendes smukke udseende forhindrede ikke bekymringer i at strejfe hans allerede overbebyrdede sind, og nu var der endnu en bekymring, der fangede hans opmærksomhed, og gjorde ham ængstelig. Ægteskabet var jo kun en nødvendighed, fordi hans rygte skulle forblive godt. Men han havde fået en fattig bondepige... hvad nu hvis Takamir fandt ud af, at hun egentlig var en sølle bondepige, og ikke den stinkende rigmandsdatter, som alle troede hun var? Det ville ruinere Caedmon. Han prøvede forgæves, at forsikre sig selv om, at det alt sammen nok skulle gå. Der var kun få der vidste hvem Merrisun Grey egentlig var; hvem ville dog sladre? Caedmon kunne svare på det spørgsmål i søvne. Hvis bare det svin til hans yngre broder var kommet for sent i stedet for tidligt... han sukkede.
Han slippede hans greb om Merrisuns arm, og trak stolen ved bordenden ud for hende. "Sid ned, kæreste."

Antal indlæg : 32 Points : 5686 Reputation : 6 Registration date : 14/04/09

Merrisun lod sig lydigt føre ind i den store spise sal uden at sig et eneste ord, selvom Caedmons lille kommentar om opmærksomheden nær havde fået hende til at kogeover af vrede. Det var ikke retfærdigt at bare fordi hans familie havde flere penge, kunne han tillade sig at komme med en bemærkning der fik hende til at lyde som intet mindre end en af de beskidte eskorte piger der hver aften sad nede i kroens resturant og håbede på at de at en meget rig mand ville få øje på dem. Men jeg måtte ikke ødelægge min plan. Ingen af mine planer. For imens jeg havde siddet på mit værelse og ventet på at jeg skulle gøre entres, havde jeg fundet ud af at jeg ikke kunne redegøre rodet med Cave uden at få at vide om han overhovdet havde følt på samme måde som hende, så hun havde planlagt et møde. Hun havde skrevet en lille seddel hvor der meget simpelt bare stod:
Sir Caoimhghín,
Vi må tale sammen mød mig i aften samme sted, samme tid i aften.
Merrisun
Mit hjerte bankede og jeg blev meget bange for at Caedmon ille høre det, men lige som vi paserede Cave i den store mængde af folk på vej ind i spisesalen, fandt jeg seddelen frem fra mine mange skørter, og uden nogen lagde mærke til det fik jeg givet den vidre til Cave. Nu håbede hun bare at han ville kom

Cave satte sit hoved på skrå, men gemte alligevel sedlen hurtigt; han var ikke dum. Som om han ville åbne den her, blandt alle de aristokrater. Han puttede den diskret ned i sin lomme, og fandt en plads ved spisebordet. I modsætning til alle de andre gæster, der stod op bag deres stole, næsten som om de ventede på noget, satte han sig ned, og sukkede tilfreds. Han kiggede nysgerrigt op på alle de mange forargede ansigter, og undrede sig over deres opførsel. Havde han sagt noget forkert? Umuligt. Han havde jo slet ikke sagt noget. I stedet for at lade sig skræmme smilede han bare.

Caedmon bed ængsteligheden i sig, og lod ryggen af sin hånd stryge ned af Merrisuns ene rødmossede kind, for derefter at spankulere igennem den store mængde af formelt påklædte mennesker ned til den modsatte ende af det lange, upersonlige spisebord. Han satte sig ned, og gav sig til at stirre på den hvidvinsagtige væske der gavmildt var hældt ned i hans krystalglas. Han kæmpede for ikke at tænke på noget, men det var svært... og han syntes at kunne mærke en anden følelse, en følelse, der næsten var være end angsten...
Jalousi.
Det var nyt. Han havde været et offer for misundelse utallige gange, men jalousi, det var noget andet. Noget helt andet.
Han betragtede sine hænder imens de langsomt knyttede sig.

Da Caedmon, aftenens ene hovedperson, havde sat sig, begyndte resten af selskabet også at placere sig på de fine stole. Først var der stille, men da maden var blevet serveret begyndte folk at snakke muntert med hinanden. Det var her Cave tjekkede sedlen i sin lomme. Et smil lyste op på hans læber, og han skjulte hurtigt sedlen igen. Han skænkede ikke et eneste blik til Merrisun i frygt for at blive mistænkt for et eller andet.

Antal indlæg : 32 Points : 5686 Reputation : 6 Registration date : 14/04/09

Da måltidets ende nærmede sig, rømmede en af tjenerne sig og fik stilhed. Merrisun og Caedmon rejste sig tavsheden og gik på vær sin side af det lange bord ned til enden af lokalet hvor de igen forenede deres hænder. Derefter gik de ud af rummet. Merri syntes det var en mærkelig tradition, både det og at de skulle tage imod og hilse på gæsterne når de kom ind i lokalet efter at have spist. Måske havde dette en smule at gøre med at Merri ikke på nogen måde havde lyst til at stå at små snakke med en masse grever og grevinder som var så fine på den at deres næser var stukket så langt op i sky at man kunne se lige op i deres royale næsebor. Hun skar en grimasse ved tanken. det eneste gode var at på den måde skulle de også mindst ssmåsnakke et lille øjeblik med Cave bare så det ikke så underligt ud at de to brødre ikke engang sagde hej. "Årgh! adelige selskabs regler!" tænkte Merri. Folkene var begyndt at stille sig i kø, på den anden side af den åbne dør karm. Hun skævede til Caedmon og påtog sig det rigtige udtryk og så var hun klar til de første. det var en eller and tyk baronesse og hendes også buddede mand og søn. Merri smilede og nikkede under presentationen, og lod baronen kysse hendes hånd, og lavede kindkys med den fede baonesse og vinkede et lille vink til den lille tykke dreng der lige var kommet i pubateten efter hvad Merri kunne se. så de næste. ÅH GUD! Dette ville komme til at tage hele natten!

//Out... festen er ikke død eller noget, den er bare overstået. xD Man må jo videre i teksten, ikke sandt? Og Merrisun er forresten også out. ^^//