Velfortjente penge. (Næsten)

Gina sad lænet op af et træ, med et par guldmønter i hånden. Det var hen ad aften, og kun lidt lys kom igennem skovenes blade. Gina smilede for sig selv, mens hun betraktede mønterne i sin hånd, hun havde stjålet fra en yngre mand, som åbenbart havde haft mange i sin pung. Og nu havde hun fået fat i de herlige penge. Smilet blev bredere og hun mærkede en let brusen i maven af glæde. Hun havde mad for mange dage, og måske kunne hun overnatte? *Dum i idé, de smidder mig ud med det samme* tænkte Gina, og smilet forsvandt et kort øjeblik, men dukkede hurtigt op igen.

Veneur kom flyvende. Han havde gjort sin mission. Han var på vej til at skifte til elverform igen. Han landede på en gren og hans vinger blev til arme ien. Han satte sig roligt uden at have set Gina. Han havde stadig sine to sværd på sig og tøjet, som han havde hugget fra ham fra rigsrådet. Han lignede en af de elverer som nød at være i byrådet og solede sig som dem fra rigsrådet selvom de ikke kunne kæmpe særligt godt af at være elver.

Veneur forvandlede sig så igen til fuglen. Han fløj så op igen. Han skulle vel heller komme hen til basen. skifte tø, og så ud igen. Ha fløj i sin yndlingsfugle form. Han fløj roligt, da han nød turen meget. Han var fså væk derfra

///OOG out///

Gina rettede blikket mod fuglen, og lagde sine penge i en lille pose under sit tøj. Hun lænte hovedet mod stammen og kom med et lille suk. Det var nu lidt ensomt nogen gange, men hvorfor var alle også så irreterende?

//Undskyld jeg ikke har svaret.. Har været væk Rolling Eyes

//

Veneur kom flyvende i fugleformen. Han havde lille forvandlet sig fra en mus og sukekt her ud, for at finde ro fra problmet i byen. Han havde ikek set gina, men han satte sig samme sted som sidst, dennegang var det hans elverform han forvadndlede sig til.

Gina så med en lille undren, på fuglen der kom flyvende igen hen mod hende, eller rettere mod træet hvor hun sad. Hun skævede hen mod den, da den satte sig på grenen, og kiggede med store øjne da den begyndte at tage elverform. Langsomt rejste hun sig med hånden på sit sværd, mens hun kiggede mistroisk på ham.

Veneur så si omkring, han havde stadigvæk ikke smidt sine sværd om han havde i hænderne. Han fik øje på gina, da han så sig omking. Han var huritg til at bvende sig om ed begge sværd klar. Det var et held at han havde opdaget hende. Han havde bare kigget rundt for at se om der var ået dyreliv i nærheden, men havde så opdaget gina som var klar med sit sværd

Hun studerede hans ansigt med et hævet øjenbryn. Så gjorde hun noget risikabelt. Hun smed sværdet på jorden og tog hænderne frem, som tegn på at hun ikke var intrerseret i at kæmpe. Hun håbede at han ville gøre det samme, og hvis ikke... Så måtte hun bare vente og se hvad der ville ske. Hun smilede til ham, men var i virkligheden meget irreteret over at man ikke kunne få fred nogen steder, men alligevel var hun også lidt nysgerig på hvem denne person mon var.

Veneur smed ikkesine våben, han puttede dem i sine skeder igen. Han ´vidste ikke hvem gina var, men dte bekymrede ham heller ikke særligt meget. Han sad bare der på grenen.

Gina samlede sit sværd op, og puttede det i skeden. Så vendte hun sig væk fra ham, og satte sig ned ved træet. Hun skævede over til ham, og hendes blik søgte en pung der kunne være penge i.

veneur havcde to puge udvendigt. dset var dem han måtte beholdte. Det var ene sølv der var i begge punge. De var fyldt opo til randen. veneur havde jo stjålet så mange mønter fra adelsmanden og havde stadig væk afleveret det meste.

Et lumsk smil dukkede op på Gina´s læber, da hun fik øje på de to punge. Der var helt sikker penge i dem, spørgsmålet var bare hvordan hun skulle få fat i dem. Han var tydeligvis god med et sværd, så hvis hun nu kunne gøre det uden han opdagede det, ville det være godt.
Hun søgte hans blik og smiledevendligt.

Veneur fangede hendes blik, men han brød sig ikke om det. han havde hæørt de andre tale om hende så det smil betød bare ballede. så han var klar med begge sine sværd

Gina rejste sig og vendte sig mod ham, stadig med et vendligt smil.
"Hvem er De om jeg må spørge?" spurte hun og forsøgte at lyde vendlig og intrerseret, hvilket hun bestemt ikke var. Hun kiggede sig rundt for at tjekke om der var andre i nærheden, men så kun træer.

"harodin" sagde veneur mens han sprang ned. Han luandede flot. Han var stadig i elverformen, menvar klar med begge sijne svræd. Der var ignen i nærhedne, så der blev sikkert kamp.

"Harodin? Flot navn." hun smilede smigrende og gik nærmere mod ham, mens hun kastede et blik ned på pungene. Hun havde enlig ikke nogle planer om hvordan hun ville få fat i dem, men hun ville gøre et forsøg. Hun lagde hånden på sin daggert, mens den stadig var i skeden. Hvad skulle hun gøre nu?
"Formskifter?" spurte hun for ikke at virke mistænkelig. "Du kan da ikke være elver."

"jaja, jeg er en formskifter, men derfor skal du ikke prøve på nået," sagde han orligt. Han havde trukket sit ene sværd og han var klar med det andet.

"Jeg er da ikke ude på noget." sagde hun uskyldigt med et lumsk smil. "Jeg prøver bare at være vendlig." Hun bandede ved sig selv. Det var ikke meningen han skulle have fattet mistanke.

"med det smil, nej du er ude efter pengene i mine punge som jeg huggede fra adelsmanden." sgade han roligt. han kunne se hende lumske smil. Hna trak nu også det andet sværd.

"Hugget?" spurte hun undrende og prøvede så vidt som muligt at ignoree de truende sværd. "Har du hugget dem?" hun kigggede spørgende på ham.

"ja fra en som var meget rig, jeg tog kun det, så han blev fattig fra ham, også gav jeg det videer til nogen, men ja hugget, ligesom det du prøvede på ved kroen" sagde veneur roligt til hende. Hna havde hørt om hende fra de andre.

"Nårh så du har hørt skandsungens usle forklaring?" hun rystede irreteret på hovedet. "Du skulle bare vide hvad der rigtig skete." sagde hun med en dyster mine og sukkede for at virke overbevisende.

"hun ser da ud til at være mere troværdig end dig, først lumsk, så udskyldigt, så lumsk, så sukkende og dyster, du er jo let at gennemskue" sagde han roligt.

"Du ved vel, at du er hamrende irreterende lige nu." sagde hun køgligt og vendte sig væk fra ham. Hun måtte gøre det senere, lige nu var han alt for forberet. Måske når han var optaget af noget andet.

"det er jeg vel, men jeg har stadigt et forslag til dig, du gør nået for mig, og får den pose med mindst værdi først og den med mest værdi bagefter, for eg har brug for en lille smule hjælp til en ting, da Haldonir ved hvem jeg er" sagde han roligt til hende. Han havde kommet frem med palnen på et så lang tid.

» lette penge