Faret vild

Elena gik gennem skoven. Sukkede, og bandede lidt. Hvorfor var hun også lige gået her ind? Den gamle mands ord kørte stadig i hendes hoved. 'Gå ikke ind i den store skov, Elena. Du fare nemt vild...'. Hun slog sig selv i hovedet - Hvorfor havde hun ikke bare lyttet til den gamle? Hun smilede ved tanken om ham, mens hun gik. Den gamle mand var som den bedstefar hun aldrig havde haft. Tanken om noget familie, fik hende til at tænkte på sin mor og far. I det samme var det som om hendes ben blev bløde, og hun væltede. Hun satte sig op af den nærmeste træstamme, og krøllede sig sammen. Hun mærkede sine kinder blive våde af tårerne fra hendes øjne. Det var som om hendes tanker ikke ville stoppe. Tankerne om hvordan hendes far legede med hende, og mor der stod leende i køkkenet og lavede mad. Elena lagde sine hænder op foran sine øjne. Hendes hænder blev våde. Hvorfor huskede hun alt det hun ville glemme? Hun lagde sig op af træet, med benene halvt bøjet. Hvorfor skulle alt bare gå galt?

Shadow løb rundt i skoven, hun kunne nemt finde rundt da hun havde en god stedsans. Men lige pludselig kunne hun bare mærke at der var en i nærheden. Hun mærkede efter og smilte så skævt ved det. Hun så lidt rundt, da hun så lagde mærke til denne pige. Hun gik langsomt over imod hende, på en meget stille og rolig måde. Hendes blev fra grøn til sort og hun blev en del slankere. Hun havde leget med sine kræfter, da hun var rundt i skoven, men nu kom hun tilbage til sin helt egen form. En pige med skulderlangt hår, almindelig højde og meget slank i den sorte slidte kjole. "Hey.." smilte hun langsomt. "Hvorfor græder du..?"

Elena så op. Havde hun hørt forkert, eller var der virkelig en der havde snakket til hende? Foran hende stod en pige, en kvinde. Hun vidste ikke hvad hun skulle kalde hende. Smuk? Hun tækte sig lidt om, inden hun svarede. "Jeg... Jeg er farvet vild?" Hun havde set ned på jorden, imens hun tænkte, og så nu op på kvinden foran hende. Studerede hende kort. Lige nu var hun bare glad for ikke at være alene.

"Skal jeg hjælpe dig?" smilte hun skævt og rakte hånden frem imod hende. Hun vidste ikke helt om denne unge pige vidste hvad Shadow var. Men Shadow så nu også ret så venlig ud med de glimtene lystige safirblå øjne. Hun ventede på at se hvordan denne pige reagerede, om hun mon vidste at Shadow var en formskifter som så mange var så bange for. Men hun regnede ikke med det, hende her var jo så ung og vidste nærmest ingenting.

Elena så forbløffet på kvinden. Det var rart at nogen kunne se på en uden at grine. Hun gav et svagt smil fra sig, og tog kvindens hånd. "Det må du da gerne..." Hun smilede bredere, og fortsatte, mens hun tørrede sine våde kinder: "... hvis du altså har lyst?" Hun stod nu op, og børstede, med en svag bevægelse, jorden, der havde sat sig i klumper, af sin nederdel. Nederdelen var stadig beskidt, men den var ikke så slem mere. Det var vel også lige meget hvordan den lige så ud. Hun så på kvinden. Hun virkede ældre og moden, mente Elena. Det så i hvert fald sådan ud. Så hvad lavede hun ude i skoven?

"Hvor er det du skal hen..?" spurgte hun med en blid stemme. "Eller skal vi gå lidt rundt i skoven og måske lære hinanden at kende?" smilte hun skævt. Det var måske lidt svært at tro at hun ville gå med en tretten årig. Men sådan var hun bare, hun syntes ikke at der rigtig var noget galt med alderen. Bare hun havde nogen at snakke med, og nogen hun måske kunne få noget fra. Jo flere jo bedre syntes hun selv. Hun rettede lidt på det pjuskede hår og hun så helt igennem uskyldig ud, så det var meget svært at fatte mistanke. Hun begyndte at gå med elegante skridt, hun havde ikke nogle sko på, men det var svært at se for den lange kjole.

Elena trak på skuldrene. "Jeg skal ikke nogen steder hen, så det sidste lyder meget godt!" Hun begyndte også at gå, med meget fine, elegante skridt. Hun vrikkede svagt med hofterne, sådan var hun van til at gå. Hun smilede svagt. Hun vidste at hun ikke skulle havde gået ind i skoven... Men hvad betød det nu? Det havde betydet noget før, men ikke mere? Nu var det vel bare ligemeget... Elena mærkede sin lille taske hun havde over skulderen. Nede i den lå hendes fløjte. Lavet af sølv, så elegant, lille og fin. Hun smilede ved tanken om dens pragtfulde lyd.
Hendes lyserøde hår svingede lidt i tagt til hendes gang, og det samme gjorde den store, lysebrune, lette nederdel. Det var rart at have nogen at snakke med... Hun så på kvinden. "Hvad hedder du?" Hun kunne jo lige så godt starte en samtale, ikke?

"Mit navn er Shadow" smilte hun skævt og så på pigen. Hun gik med lette skridt og hun skævede lidt og så pigens øre. "Du er elver?" smilte hun skævt. "Elvere plejer da at kunne finde ud af hvor ting er? Og hvordan det hele ligger?" hun undrede sig lidt. "Du burde da godt kunne finde ud af at komme ud fra skoven ikke sandt?" spurgte hun med en blid stemme.

Elena så på Shadow, som vist var kvindens navn. Ja, hun burde vel kunne finde rundt på grund af hendes gener? Det mente hun også selv, nu da hun tænkte over det. Hun trak på skuldrene. "Ja du har ret. Jeg ved ikke lige hvorfor jeg ikke tænkte på det..." Hun gik, mens hun så på hende. Men kunne det være fordi at hun ikke havde levet hos sine forældre længe? Det kunne være... Ja, det lød jo meget godt? At grunden var at hun ikke havde levet med nogle elvere, sine forældre, som hun skulle... At elvergenerne i hende ikke var blevet udviklet som de skulle... Elena så ned.

Hun ville ikke snakke om det ydeligere og smilte blidt til hende. "Hvad hedder du så?" spurgte hun med en lettere nysgerrig stemme. Hun var tit god til at huske navne og hun håbede også at hun kunne gøre det med denne lille elver her. Det kunne være at hun kunne bruges senere. Hun kløede sig let i håret, imens at de gik og syntes at det var lidt halvhyggeligt at gå rundt med en mindreårig. Ikke fordi at hun var pædofil, bare fordi at hun syntes at det var betrykkende at tænke på hvordan det hele lå.

"Suk!" Leetah var udmattet,´ligesom sin hest Don. De havde gået i ugevis og de havde ikke fundet hverken Amon eller et nyt sted at sove. De gik bare, gik og gik og ... "AAAARGH!!! jeg gider ikker mere at GÅ!!" Don fik et chok da Leetah pludselig råbte, og rullede derefter med øjnene da han opdagede HVORFOR det var hun råbte. Hingsten svirrede irritered med halen, som en pisk, Letah følte med den for hun var selv ved at gå fra forstanden af alt den gåtur og ingen at snakke med!
Pludselig stod Don mussestille, Hingsten spidsede ører. Leetah gjorde det samme. Hun lagde forsigtigt sin fine hånd på Dons hoved og lukkede øjnene *Min ven hvis mig hvad du ser og kan høre!* idet lukkede Don øjnene og de koncentrerede sig sammen. Leetah var efterhånden blevet god til at styre sine kræfter, og hun var igang med at forbedre sine healingsevner. Hendes kontakt med andre via tankegang var Virkelig blevet forbedret, det kunne hun næsten ligeså godt som at gå.

Hesten viste hende billeder af 2 skikkelser, den ene var åbenbart elver men den andne kunne hun ikke se så tydeligt. Hun afbrød hurtigtforbindelsen mellem hende og Don, hvilket næsten gav den stakkels gamle hingst et chok! Han prustede irriteret til hende men hun ignorerede ham. stille sneg hun sig mellem buskadset og kiggede på dem, de var begg eto flotte kvinder, den ene måske nærmere end pige. Leetah rejste sig helt og gik ind foran dem. *vær hilset* huns endte til dem så hendes blide stemme ville nå ind til deres tanker, istedet for at sige det højt.

Shadow stoppede op og så på denne tøs. Hun smilte skævt og skævede lidt til hende, "jamen halløj" sagde hun med en lettere blid stemme, hun gad virkelig ikke til at bruge sin magi til at bruge tankekræfterne. For at være høflig, nejede hun. Dog gjorde hun ikke dette så tit, så det føltes ret så mærkelig fore hende. Hun purrede lidt op i sit eget hår og så lidt undersøgende på denne tøs der var kommet frem.

Elena så på Shadow. "Jeg hedder Elena..." Hun vidste ikke om hun skulle uddybe, og valgte at lade vær. Det var vel ligemeget, resten. Elena stoppede op da hun så kvinden og hesten. Hun var ikke skræmt, men på en måde lettet. Hun så på hesten. Hun elskede at ride. Men den så træt ud. Hun så på Shadow da hun nejede, men hun blev selv stående. Hun så på kvinden foran sig. "Hejsa." Hun smilede. Hun vidste godt at folk kunne tage det som en fornærmelse hvis nogen ikke bukkede eller nejede for en, men hun var ikke opvokset med denne slags høflighed, og valgte derfor at blive stående så rank hun var, smilende.

Leetah smilte venligt til dem begge "hej jeg undskylder meget hvis jeg forstyrre" Don havde lagt sig helt ned og åndede tungt, han var ligeså udkørt som hende. Den eneste forskel var at Leetah ikke viste det "men jeg har været på en lang rejse, eller rettere sagt mig og hesten, og vi er virkelig udmattede, men problemet er jeg leder efter en person der hedder Amon, kender i mon til ham?" Leetah ventede opmærksomt, men hele tiden gik hendes blik hen til elverpigen ved siden af den høje kvinde. Hvorfor stjal elveren hendes opmærksomhed? Leetah blev et øjeblik lidt fortvivlet men tog øjnene hen til den høje kvinde igen, smilte undskyldende "undskyld jeg ikke præsenterede mig selv" uskyldig "Mit navn er Leetah og Min hest hedder Don" Don hilste ved at brumme dybt. Utroligt at han havde nok energi til at hilse tilbage, gang på gang havde Don overrasket hende. Hun ventede på de skulle svare. imens kiggede hun på begge personer mer et nysgerigt blik

Elena smilede. Hun rystede dog på hovedet. "Nej... Jeg kender, desværre, ingen ved navn Amon..." Hun sukkede, kort. "Hvorfor da?" Hun sendte Leetah et stort smil. Det kunne godt være hun ikke lige frem var høflig, men venlig var hun da, syntes Elena selv og sig selv. Det var da bedre end ingenting... HUn kunne bare ikke lade vær med at smile. Var det på grund af den smukke, brune kvinde og hendes hest? Hun vidste det ikke. Men det var sket lige efter de kom. Så det kunne være ret sansynligt? Hun trak på skuldrene, så svagt, at det ikke var synligt. Hun stod mest i sine egne tanker. Det eneste der holdt hende lidt tilbage i den "virkelige" verden, var kvinden, kaldet Leetah. Det måtte betyde noget, det vidste hun...