Skyggeskibets last

En tyk og hvid tåge havde bredt sig over vandende i Hillsa. Havnen var indhyllet i et gråt og kedeligt lys, da alle solens stråler blev spærret ude. Den tryggende stilhed der havde bredt sig som et dække over kysten, blev kun afbrudt af en tilfældig fisker, som klagede over det dårlige vejr, og skræppende spyttede sit skrå over skulderen. Fugten og tætheden var så fuldkommen at det var svært at trække vejret, og perler af vand samlede sig i håret og på huden af folk. En matros gik og sparkede sten på kajen, med hænderne i lommerne og uniforms hat på skrå. Indimellem ramlede han ind i trækasser og andet skidt og ras, som flød på den mennesketomme kaj, som følger af den dårlige sigtbarhed. Højlydt bandede og svovlede han, alt hvad han havde lært og sparkede til hvad der kom ham nær til fødderne svulmede op og skoene begyndte at stramme over vristen.

Imens han bøjede sig over sine arme fødder, lød en skibsklokke pludseligt i det fjerne. Han kiggede vantro op og kneb øjnene koncentreret sammen. Hvad var det nu hans kaptajn havde sagt? ”Kun en tåbe vil lette anker i dette vejr, og så tilmed lægge til havn! Har syfilissen gjort dig bims, Stridigus? Ingen og heller ej jeg vil nogensinde sejle nu, vent til tågen er lettet.” Lige meget hvad han ville have sagt, var svaret nej. Han måtte vente med at gense sin familie til kaptajnen ville sejle, og tågen så ikke ud til at lette foreløbig. De havde allerede lagt i samme havn i ugevis.
Stridigus spejdede ud i den hvide masse, men lige meget hjalp det. Havde han hørt syner? Var han virkelig ved at blive sindssyg? Han rystede tanken af sig og gned sine ømme fødder. Ingen skulle kalde ham sindssyg, han havde lært sin plads på dækket, og det var absolut ikke hans mening der blev sat pris på. Han makkede ret, som altid.

Endnu et langtrukkent og gennemskærende DING, DING lød ud i tågen, og nu gjorde det ham nervøs. En gang var tilforladeligt, men anden gang…
Stridigus løftede hovedet og så med bange anelser ud på det blåsorte vand som var at skimte fra hans position. Ingen ting… kun tåge… tyk og hvid… han skulede mod havnekroen, de sad alle og muntrede sig med et krus øl, af Maja kromutters, den bedste. Hele besætningen og de andre skibes mandskaber ligeså. Han var alene. Tågen snød ham.. der var ingen ting… og dog?
Små skvulp, som fra en robåd der nærmede sig, døsede hen i den hvide masses gab. Der var noget! Stridigus rejste sig og spottede en glidende, sort skygge på havets narrende overflade. Den nærmede sig med foruroligende hast og truende hast, som i hans øjne ville ende galt! Grueligt galt! Kursen var sat lige mellem hans fødder, og han så stævnen skære sig op og over den tætte, slugende tåge. Den sorte skygge var så stor at han end ikke kunne se dækket fra kajens højeste punkt, og jomfruen som skulle pryde skibets stævn, var dekoreret og malet som en mellemting mellem en kvinde og et dyr. Dyret var en gabende og sortøjet panter med klør og spidse ører og en kvindes næse og krop. Stridigus var nu opslugt af den sorte skygge fra skibet og løb som en kujon, hvad remmer og tøj kunne holde, om bag en af de kasser som før havde skyldtes hans opsvulmede fødder. Skibet lagde lydløst til kaj, og stilheden der havde fuldt hele seancen, lod Stridigus tro at der ingen besætning var. Et spøgelses skib!

Ingen ting skete, og Stridigus holdt vejret, stilhed… fuldkommen stilhed.
Så bragede landgangen ned, men ingen så ud til at skubbe den eller give ordre til samme. Han kiggede op fra sit skjul og vovede at hæve blikket mod landgangens udmunding. En sort skygge, nej to, kom gående ned ad den, og det så ud som om den ene havde fat i den forreste. Mændene var hætteklædte, men den ene større end den anden. Da de nåede ned på kajen vendte føreren, den største, sig om mod offeret og slog hætten til side. ”Kan jeg ikke stole på min besætning, er jeg meget ilde stedt! Du ved hvorfor jeg bliver nød til at sætte dig af, og mærk dig mine ord: Lad mig aldrig se dig på Skyggeulven igen!” Mandens stemme var streng og vedholdende, og først da slap han skikkelsen foran ham, igen. En hvislende stemme, som åbenbart kom fra modparten, og gik gennem mag og ben, gav Stridigus kuldegysninger helt ind til hjertet. ”Jeg burde slå dig ihjel på stedet, Ertzahrar! Du ser ingen gavn i hvad der er blevet dig skænket. Jeg er andet end bare rakkerpak!” Det gik op for den kujonagtige matros, at det var en kvinde der talte og størrelses forskellen mellem de to, havde nu grobund.
Kvinden sendte ham et isnende blik, ”Nogen lytter, og lad ham som vidne vide at Slangedatteren er kommet til landet!” Stridigus´ puls steg og sveden sprang frem på læben af ham, de vidste han var der. Manden som måtte være kaptajn på spøgelsesskibet, rettede sig ufravendt op og udtrykte sammentyggende, ”Lad dette vidne vide, at han ligeså kan forberede sig på en kold og smertefuld død. Slangedatteren er og bliver ubarmhjertig!”
Stridigus udstødte et lille gisp og tryggede sig ind til kasserne, gid han havde taget imod tilbuddet om at drikke øl med sin besætning! Han måtte væk og det i en fart!

Før han vidste af det var spøgelsesskibet forsvundet igen, lige så lydløst som det var kommet, og kun kvinden, >Slangedatteren< stod tilbage i tågens greb.

Et smertens skrig genlød på kajens øde område, og et ansigt forvred sig i smerte mod himlens grå farve. Hvidt som tågen, koldt som vejret og dødt som kajen. Der var intet tegn på mordforsøg. Intet blod og intet mordvåben. Kun en kvinde i sorte klæder gled fra stedet den eftermiddag, med et smil om læben og øjnene skjult bag hætten.