Vagtmesterens overtager

Stanken af mug og udtømt maveindhold, gnavede i næsen og fik øjnene til at løbe i vand. Zahdin tog sig til næsen og brummede utilfreds bag skægget. Han var en høj, pæreformet mand med ølvom og spids næse, gule øjne og et sygeligt firkantet udtryk i dem. Hans stemme var kradsende og hæs, og hans grin som et usmurt tærskeværk.
Han vendte sig mod den sovende fangevogter og den knirkende stol som han sad på, havde tydeligvis set bedre dage. Rummet han stod i, var mørkt og skummelt, og skimmelsvamp kravlede op og ned af de tidligere hvidkalkede vægge. Fangekælderen var sænket under paladsets grundsokkel, så det eneste lys der trængte ind, var fra det lille skydeskår som befandt sig i modsatte væg af den vagten sad op af.
Zahdin halede et sirligt sammenfoldet papir op fra et af bæltets skjulte rum og bredte det ud på bordet foran den sovende vagt. Vagtens fødder var solidt plantet og krydset på bordet og han havde skubbet uniforms hat ned i panden. Zahdin fnøs koldt, tålmodighed.. hvad skulle han med den? Han fejede brutalt vagtmandens fødder ned fra bordet og bankede sine barkede næver ned i bordet så det bragede faretruende under hans stød. Vagten var en midaldrende mand med fuldskæg som Zahdin og grønne, utålmodige øjne som hvilede irriteret på ham. ”Hvad fanden bilder du dig ind!? At forstyrre manden midt i hans arbejde!” Vagten kom spruttende på benene og sendte en spytklat ind mellem tremmedørens jernstænger, som førte videre ind i fangegangen. Zahdin rørte utålmodigt på sig og pegede mod papiret på hans bord, ”Arbejde!” Han fnøs endnu engang. ”Oprørerens øverstkommanderende ville ikke ligefrem værdsætte at nogen en dag løber med hans vigtigste fanger! Jeg kunne finde på at lade ham vide hvordan hans vagt sløser med vogtningen! Tro mig, mine forbindelser er ikke ringe Hr.!” Han spyttede Hr. ud i ren foragt og sendte vagtmesteren et isnende blik. Vagten brummede og mildnede lidt på ansigtsudtrykket, ”Lovens, og De er?” Bag skægget smilede Zahdin og gav et lille formeldt buk, ”Thmedos, til tjeneste. Jeg kommer angående den stilling oprørende har udstedt om en ny fangevogter til at afløse Dem.” Lovens så undersøgende på ham og kløede sig i skægget, ”Themedos, siger du.. det navn har jeg aldrig hørt før, og din accent er anderledes? Sydlandet?” Nu grinede Zahdin indvendigt, men fortsatte upåvirket i samme flade tonefald, ”De er vaks min ven! Sydlandet er korrekt, og Themedos er ikke af speciel rang. De kan kalde mig Theem.” Lovens nikkede og gennemlæste papiret. ”Kald mig for Vor frues velbefindende Lovens, og ikke noget >De< her. Vi befinder os i Warlands sikreste og dystreste fangekælder, her er sgu ingen fine fornemmelser Theem!” Lovens satte sig på stolen og nynnede en gammel folkevise mens han så Themedos an. ”De er ikke til at snyde, vel min gode mand?” Zahdin lo ad ham inderst inde, han var ved at brække sig af grin, ”Nej, det vil jeg ikke påstå!”
”Godt, for tøsen derinde,” han pegede gennem døren, ”er den eneste vi har for tiden, men hun er en snu rad og du vover på at give hende nogen som helst chance for at slippe ud! Hun er sgu af kongeligt yngel!” Lovens lo lidt for sig selv og mumlede noget om >mærkelige tider og sindssyge love og monarker<. Så fortsatte han: ”Så skal jeg sætte dig ind i faget Themedos.”

Lovens forklarede om morgen- middags- og aftenklokken som altid lød fra kirkens tårn og at man efter den ”fodrede og vandede” fangerne. Han forklarede proceduren når nye fanger skulle ind ”og ud” og hvor galgegårdens hemmelige dør var.
Efter et par timer og en rundvisning dertil, takkede Zahdin af og gik sin for næste dag at komme tilbage og afløse Lovens. Zahdins øjne glimtede og skinnede i mørket fra den lille Krypgård på slottets nordlige side, mens han skred lydløst over den støvede jord. Nu skulle Slangedatteren ske sin ret!

// NICE indlæg! Du skriver altså vildt godt, Lise!! xD

//Åh, tusind tak Amalie (: I lige måde!