Portvogterens fejltagelse

Solen var lige begyndt at bryde nattehimlens mørke og lade sin varme spredes ud over jordens brune bund. Orange, lilla og purpurrøde striber satte himlen i brand og skyerne dansede og genskinnede de flammende skær.
Jorden var endnu kold og våd af dug, og små anemoner brød frem og tittede hvidt hvor alt andet var mørkt og goldt. To par bare, sprukne og rynkede fødder kom trippende hen ad den fredsommelige og øde landevej. Med en kurv, stråhat og et overtalende smil på læben, tog den gamle Madalene sig meget overbevisende ud. Hun holdt forsigtig på stråhatten for ikke at miste den i morgenbrisen, og forcerede, med en ligeså overbevisende langsommelighed, forstadens små huse for senere at nå til den egentlige byport. Kurven svingede i samme rytme som hendes gang, og bondekonekjolen vuggede i takt. Det eneste der ikke ville være overbevisende, hvis folk vel at mærke genkendte hende, var de spydige og kolde, gule øjne.
En sær koldsved fugtede ved Madalenes nakke og hårene rejste sig advarende. Nogen eller noget havde set hende. Hun drejede hovedet og kiggede over den ene skulder.. ingen ting. Over den anden, var der kun at skimte flere små lerhuse, og det klukkede i hende. Skidenstad! Mennesker med store problemer eller uden penge, boede et sådant sted. Stakkels dem… hende smil blev bredere. Så rettede hun opmærksomt hovedet op og lyttede intenst. Jo.. noget rørte, igen, på sig. Hun standsede og så sig om. Om nogen så hende her, betød ikke det store, de kendte hende ikke, men hun var ikke vild med at blive set og ikke kunne se. Nakkehårene der rejste sig og den sære koldsved, var tegn hun kendte til og lyttede efter… de plejede at passe.
Endnu en raslen, som i halm og tørre blade, lød og Madalene tog notits af sine omgivelser, sådan rigtigt for første gang. Til venstre var et planke hus, lille og i en elendig tilstand. Ligeud og bagud, sammentrampet ler og jord som udgjorde landevejen til forskel fra de store veje i byen som selvfølgelig var belagt med brosten. Og til højre stod en lille kærre og hældede stærkt til den ene side. Madalene bukkede sig ned og kiggede under den, og ganske rigtigt. I en beskidt og mørk bunke halm, lå en dreng og sov. Han kunne ikke være meget ældre end en 10-13 år, og hun rynkede panden bekymret, sådan noget skravl! Hun fnøs og satte i gang igen. Ingen farer på færde.

Byporten kom til syne i det fjerne og Madalene satte farten umærkeligt op af bare spænding. En vagt sad og halvsov i udkrigstårnet, og to andre fulgte hans eksempel ved portens fod. Vor Frue bevares, det er da også tidligt.. hendes ubarmhjertige monster, inderst inde, hulkede af grin. Men som hun afventende spadserede op mod tremmelågen, faldt hendes ansigt i rare og venlige gammelmands folder, og monsteret tudbrølede af skadefryd. Den ”søde” gamle dame rømmede sig og den ene vagt vågnede med et sæt. ”De sover en anelse lettere end din sidemand der, min ven.” Hun blinkede uskyldigt og fortsatte, ”Vil de lukke mig ind til min svigersøn? Han bor dernede for enden af svanegæret.” Madalene pegede. ”Jo, øh.. selvfølgelig frue, og undskyld vores uopmærksomhed, men natten har været streng,” efter at have tørret øjnene og rettet på hjelmen, blev hans blik mere undersøgende og det var som om han forsøgte at se hende i det rigtige lys. Monstret blev vildt og ræsende inden i hende, og hun måtte beherske sig tilstrækkeligt til at tale mildt til ham, ”Jeg er desværre allerede sent på den, vagt.” Han rømmede sig, men flyttede ikke helt blikket fra hende alligevel. Han var blevet mistroisk.. de gule øjne… Men så med et åbnede han porten og lod hende passere. Madalene travede videre, en smule mere anspændt end før og så sig ikke tilbage..

Vagten mumlede og skævede til sin makker.. ”Hold lige øje med om hende dér kommer tilbage senere, James.. Jeg synes ikke at have lukket hende ud.” Hans stemme var lav og tænkende, men hans makker løftede bare lidt på sølvhjelmen og så efter den trippende skikkelse. ”For Vor Frues skyld, Thiles, den gamle kælling gør ingen skade! Hun bor sikkert uden for byen... eller i skidenstad,” tilføjede han og grinede så øjnene løb i vand.
Men Madalene hørte hans ord, og smilede overlegent for sig selv…
Blændværk virker på megen menneskelig gunst. At snyde dem er ingen kunst…
Monstret fnisede.

Nu skulle der gøres nødvendige og nyttige bekendtskaber i byen.