En pause

Gvan gik hen over markedspladsen. Det øsede ned, men han nød alligevel sin pause. Det var dejligt at komme lidt væk, fra de mange andre på herregården. Regnen sørgede også få at der ikke var nogen mennesker. At det var aften hjalp nok også med at holde nogen væk. Han var faktisk helt alene.
Og han nød det. Snart skulle han dog tilbage til gården, de skulle holde et møde i aften og han blev nød til at møde op.

De evigt faldende dråber, den tunge tætte regn gjorde verden våd og kold. Afvisende, syntes katten, der kiggede på gardinet af vand med sit ene tilbageblevende øje. Katten var støvgrå i dagslys, men regnen havde gjort dens pels mørk og tung. De benede hofter, rygsøjlens buede linje og ribbenene stod tydeligt frem. Det var et usselt dyr, en helst overseelig skamplet i gadebilledet. Særdeles overseelig, faktisk. Den listede sig som en tynd skygge langs husmurene i et forsøg på at undgå de våde stænk fra oven - noget der ikke lykkedes særlig godt.
Men heldigvis var der ikke nogen til at se den. Den kiggede sig vagtsomt omkring. Det ene øje, der var ravgult, overså ikke en eneste detalje. Men der syntes ikke at være nogen omkring. Så fortsatte katten sin ensomme vandring. Den nåede til en af de mange gader, der løb ind på markedspladsen, og krydsede den i løb for at komme i læ under en udhængende dørkarm. Der satte den sig til rette med halen omkring den tynde krop og forpoterne sirligt samlet foran sig. Igen ransagde den pladsen.
Safran brød sig ikke om det her. Slet ikke, men hun havde ikke lyst til at lege kat så meget som et øjeblik længere. Nu ville hun være menneske igen. Hun var træt af vandet, og hun ville tage chancen med en forvandling, selv om markedspladsen var et farligt sted. Det ene gule øje afsøgte hver en krog, og så gjorde hun det. Kattens skikkelse forandrede sig med ét. En kvinde. En rødhåret, middelhøj kvinde med et stærkt ansigt og en fyldig rød mund. De grønne øjne skuede køligt ud over pladsen under en mørk, olieret kappe. Så trak hun let på skuldrene, en påmindelse til sig selv om, at det var så let at være hende. Derefter begyndte hun at gå væk fra pladsen.

Gvan gabte og kiggede sig omkring på den tomme markedsplads...
Fra sin plads bag torvets springvand kunne han se hele markedspladsen, uden selv at kunne ses.
Hvis personen der ikke måtte se ham vel at mærke kom fra syd.
Han havde automatisk stillet sig der. Han skulle tit skjule sig.
Nu kom der faktisk nogen ind fra en af sidevejene. Nej, det var bare en kat.
Gvan slappede af og kiggede op mod himlen.
Idet han kiggede hen mod katten igen forvandlede den sig. Med et stod der ikke mere en kat, men derimod et menneske. Et gisp undslap Gvans læber. Så genvandt han fatningen og begyndte at studere personen i regnen. Det var en kvinde. En af hans soldater fra hæren.....EN AF HANS SOLDATER!!?
Havde han en formskifter under sig? Utroligt!
Hun hed....hun hed....Tera!
Han kunne måske bruge denne viden, i kampen mod tronen. Selv hvis hun var tro mod tronen, ville hun med hans nyerhvervede viden, blive nød til at støtte ham.
Han trådte frem fra sit skjul.
"Soldat!" Hans stemme lød høj på den tomme markedsplads.

:: Okay hvorfor sker det her ALTID for mig?? Jeg tager sikkerhedskopier og det hele.. og alligevel, alligevel bliver mine ting altid slettet.. Denne gang skete det, fordi min pc genstartede, mens jeg var afk.. mm
kort gengivelse af den destroerede tekst:
Safran:
*bliver vred over, at hun bliver kaldt soldat - opdager ikke med det samme, at hun er blevet set* "Undskyld men kaldte De mig soldat? Jeg kunne kalde Dem det samme - måske bare mere berettiget. Jeg er Ridder Tera Laima."
*går nærmere til Gvan og genkender ham. Dog siger han hende ikke noget.*
"- Og jeg kan bedst lide at folk bruger min titel. I øvrigt er jeg ikke i nogens tjeneste."
*Opdager at Gvan har et 'jeg er herre over situationen'-blik i øjet og bliver bange*
(Jeg er fejlfri! jeg er formskifteren, den navnløse. Jeg kan ikke have begået en fejl! - Dog har jeg gjort det..)
*Bliver synligt forskrækket - kan tolkes som noget andet //hvad ved jeg ikke//*
"ehe.. -"
*stilhed*
::

"Soldat" gentog Gvan med et stille smil "formskifter, og dog soldat".
Han betragtede hende et øjeblik før han atter begyndte at tale "Det er farligt at være formskifter" sagde han stille "du ved godt at du kan blive henrettet for det der. Måske ikke af de nuværende magthavere, men til hver en tid af folket. De frygter dig og din slags".
Han smilte til hende, et helt igennem venligt smil der slet ikke passede med hans ord "du er nu i min vold".

Safran stirrede på manden foran sig. Først havde det været frygt. Nu var det nærmere forundring. Vovede denne mand at udfordre hende. Han var fuldvoksen jaer, bredskuldret og sejlivet. Han havde evner med våben. Og dog talte han som et barn. Tera begyndte at le. Først et lille, kvindeligt fnis, så en højere, helt ægte latter, der rungede ud over den tomme markedsplads og gled op mellem himlens regndråber.
"Du taler som en tåbe Gvan"
sagde hun alvorligt - næsten medlidende, da hun havde fået grinet af. Hun gik endnu et skridt frem, så hun stod lige foran ham. Han var meget højere end hende - eller var han. Deres øjne sad i samme højde, havde samme stålgrå farve. Håret var sort, ansigterne arrede. Der lød en sprød lyd, da kvindeskjorten, der før havde siddet på den lille Tera, revnede over ryggen. Et øjeblik stod Gvan overfor Gvan - (sidstnævnte ganske vist i kvindetøj). Så stod Tera der igen. Hun kæmpede tilsyneladende for at holde et bredt smil tilbage.
"Du føler dig stærk.. Gør du ikke? Men var det ikke dumt at forbyde os?" Hun begyndte langsomt at skridte rundt om ham. "Det har jeg egentlig ikke nogen mening om. Men jeg er da lidt ked af det på dine vejene. Du burde vide så meget mere om dine fjender. Og alligevel udfordrer du mig? dumt! Jeg er jo en formskifter. Og hvem har lyst til at kæmpe mod en usynlig fjende?" Hun strøg sit hår tilbage. "Jeg kunne jo være din mor? din søster? en elsker?`din konge?" Hun lo igen. Denne gang hårdt. "Jeg er ikke i din magt. Du angiver en ridder? du kunne lige så vel være en formskifter selv? hvordan vil du bevise det..? Nej lad os hellere vende den om? vi er i samme båd.. Lad os da drage fordel af det. Hvad siger du?"

Gvan havde håbet på at han kunne, skræmme hende...
Hvis hun var blevet bange, og bare havde gjort som han sagde ville det hele hvae gået meget lettere.
Nu blev han nød til at forhandle med hende. Han spyttede irriteret, inden han kiggede op på hende igen. "Præcis, hvorfor er vi i samme båd?" spurgte Gvan med et udtryksløst tonefald.

Men Safran var ikke færdig med at lege med ham. Hun ville vinde sin hersker-over-situationen-status igen, koste hvad det ville.
"At du tør spørge så dumt?" Hun slog med nakken, så de røde lokker dansede. Hendes blik på ham var nedladende og uinteresseret - og dog. Der var næsten medlidenhed i hendes stemme. En medlidende hån, fordi han tillod sig at spørge.
"Oprøret skal vel have en lærestreg på en eller anden måde.. Faktisk - du begik en fejl der før.. " hun var igen trådt helt hen til ham. De grønne øjne strålede under hætten, da hun lagde hovedet tilbage og kiggede ham ind i øjnene. "Det er mig ikke længere forbudt at bruge mine evner.." hun trak på skuldrene, så vandet drev ned over hendes kappe. "Ikke, at det får mig til at synes bedre om oprøret. Det er en flok tåber, der ikke ved, hvad de gør.." Hun gik endnu en runde omkring ham for at samle tankerne. Hendes fingre trommede mod hendes ene sværhæfte. Hendes øjne blev fjerne. Så stillede hun sig igen lige foran ham.
"Dog gør friheden til forandring ikke, at jeg ønsker min lille hemmelighed afsløret." denne gang var hendes stemme kattepoteblød og fyldt med varme. Det var det uhyggeligste ved hende. Måden hun pakkede truslerne ind på. De tusind skarpe isskår, hun overdyngede ham verbalt med. Det var måske lige præcis manglen på kulde i hendes nyligt fundne fremtoning, der fik hende til at virke så gennemkold.
"Du burde tænke dig om.. Du ville aldrig kunne slå mig i kamp.. ærlig eller uærlig kan vel komme ud på eet, når du engang er død.. Jeg er nemlig ikke hende, der ser bort fra at bruge de midler, jeg har ved hånden." hun trak på skuldrene. "På den ene side.. ser jeg ingen grund til at dræbe en mand, der har dine talenter, Gvan. På den anden, er du farlig for mig, og jeg vil helst se dig stum.. Kan du nu, ud fra disse synspunkter, finde en mellemvej, vi begge kan tåle? Samarbejde ligger ikke langt ude i fremtiden, hvis du vil høre min mening. Nogen er vel nødt til at vise, at der stadig er ledende kræfter tilbage i Warland?"

"Og min garanti, for at du ikke slår mig ihjel, sånart jeg har gjort hvad du vil have?" Indvendigt bandende han højlydt, over at han ikke havde tænkt sig om, inden han trådte frem, men udadtil var han stadig lige kold tog udtryksløs. Han viste ikke at hun havde overtaget. Han vidste det godt, men det ville ikke hjælpe ham at hun også fandt ud af det....
Så brød han pludselig ud i latter "Er du klar over hvor mange vagter, der står i skyggerne, med ladte buer?" han smilte sit jeg-har-overtaget-smil "du sagde det selv, ærlig eller uærlig kamp, kan vel komme ud på et. Du burde vide at en mand som jeg, aldrig er alene".

(( du bør nok læse dette: https://warland.aforumfree.com/nyheder-f3/formskiftning-t269.htm Snadsynligheden for at en af hendes former, er en af Gvans bekendte, er ret lille....de tkan godt være at denne regel skal afskaffes, men jeg synes egentlig den er meget god....den gør at formskiftere ikke er så stærke....))

((Jeg er bekendt med den regel tak.. Jeg håber bare Gvan ikke er det.. xD ... I øvrigt er der en interessant passage i Safrans karakter.. Den omhandler faktisk lige nøjagtig hendes evner som formskifter.. Der skal dog tilføjes, at hun på det seneste har tilføjet et par nye former til sit sortiment..))

Safran betragtede hans pludselige latterudbrud med morskab. Det var ved at være lidt ude i torvene.
"Kæreste Gvan.." hun lænede sig frem imod ham. Hun måtte lægge nakken ret langt tilbage for at se ham ind i øjnene. "Jeg tror, du fortryder det lille udsagn. For hvis det er sandt.. vil jeg ikke alene være nødt til at skifte side.. - jeg kan jo ikke rende rundt med min hemmelighed afsløret for så mange mennesker, forstår du.. Jeg vil sandsynligvis også få dig dræbt.. For hvis du giver signal.. Så vil der ikke længere stå en kvinde her, der vil i stedet sidde en lille flue, der ler hystrisk, i dit øre.." Hun lagde hovedet på skrå. "Og end hvor dygtige, de må være.. Så tror jeg ikke, deres øjne er trænede til at følge fluers færden i mørke regnvejrsnætter.." hun lo og lagde så sin blege hånd på hans ene skulder. Den så meget lille ud på mod stoffet, der var vådt af vand.
"Du vil gerne have sikkerhed.. Hvis vi genopretter ordnen i Warland.. Så har du gjort, hvad jeg vil have.. Men jeg har ligeledes gjort, hvad du vil have.. Hvis jeg ikke tager meget fejl, er du nemlig ikke glad for oprøret.. Og hvis vi er kommet til denne enighed.. Vi har udrenset Warland og skaffet os af med en masse fjender.. Så vil du ikke have nogen grund til at afsløre mig, Warlands mest nyttige spion.. og hvis du ikke har nogen grund til at dele ud af mine hemmeligheder, vil ijeg kke have nogen grund til at dræbe dig.."

Gvan sukkede opgivende "du vinder" sagde han næsten hviskende...selvfølgelig havde hun ikke vundet, men han kunne lige så godt lade hende tro det....bare indtil han fandt hendes svage punkt. For sådan et havde hun selvfølgelig....sådan et havde alle...
Når han fandt det, ville bordet vende...og hun ville være personen der knælede.
Men ikke nu, nu gjaldt det bare om at give hende følelsen at sejr...

"Selvfølgelig" lo hun stille og blinkede til ham.
"Jeg plejer ikke at tabe. Derfor bryder jeg mig ikke om oprøret.."
Hun slog med nakken.
"Man vinder første rundte, men de bliver sgu ved med at komme. Som rotteyngel."
hun fnøs.
"De myldrer bare frem alle steder. Man slåt kloen i een og straks bliver man omringet af syv. De fungrer planløst, men det er netop grunden til at deres uafhængige nålestiksangreb fungrere så godt.. Men her går jeg og snakker om mig selv.. Hvad med dig, Gvan? Fortæl mig, hvem du er.."
Hun havde taget hans arm og var begyndt at trække ham væk fra markedspladsen. Da de kom ind mellem de første huse i en lang, smal gyde, ramte et pludseligt vindstød dem. Teras kappe blafrede voldsomt og hætten strøg af hendes hoved. Hun så overrasket op og fik regnen lige i synet. Hun nøs og trak hætten op igen. så duppede hun forsigtigt sin fintformede næse tør.
"Jeg hader det vejr.. " snappede hun irriteret til sig selv "ødelægger mit udseende."

Gvan undertrykte et smil....hun var tydeligvis ret forfængelig.
"Der skal da meget til at ødelægge så smuk et ansigt" mumlede Gvan for sig selv, lige højt nok til at hun kunne høre det. Han kiggede op og håbede på en postitiv reaktion....ville hun bide på?
Hvis dette var tilfældet, havde han måske noget på hende.

Mørket var tæt. Regnen faldt tungt. Lys fra et utal af små vinduesruder spillede i dråberne, før de plaskede mod gaden. Safrans røde hår var begyndt at krølle en smule. Hun sendte manden, der gik ved hendes side, et skjult blik. Godt han ikke ejede hendes evner. Så ville han have haft gepardens øjne, og mørket ville ikke have skjult hendes smil. Tera gik videre gennem regnen. Et halvt skridt foran ham nu, fordi hun ikke brød sig om at vise, hvor selvtilfreds hun var. Alligevel var der noget i hendes nyfundne, energiske gang, der fortalte, at hun var glad.
”Et samarbejde ville vel ikke just være ubehageligt for nogen af os, vel?” spurgte hun med ét og vendte sig mod ham. Hendes øjne var blevet smalle og ravgule. Hun var glad for at have indøvet katteformen så grundigt. Nu var hun den, der så bedst. ”Du vil få en uigenkendelig spion, og jeg vil have rygdækning af en stærk strateg..” Hun lod sit blik vandre over hans ansigt. ”De siger, du er et taktisk geni. Passer det?”

((Undskyld det sene svar))

Gvan kiggede på hende "et samarbejde siger du?". Hun ville altså være tilfreds med en post som spion, hun ønskede sig ikke det samme som ham? Gvan havde slet ikke overvejet denne mulighed, men han kunne bestemt godt se fordelene ved den "nej, et samarbejde ville ikke være skadeligt for nogen af os".
Han rettede sig umærkeligt op ved hendes sidste spørgsmål "jeg har aldrig tabt en kamp" man kunne svagt spore stoltheden i hans stemme.

((Undskyld det sene svar.. Det siger jeg også..))

"Oho..!" Sagde hun med overdreven interesse.
"Se nu taler du klogt.." hun fnisede. "Og din jomfruelige tilgang til kamp.. Den vil jeg end ikke vove at udfordre.."
Nej, det var sandt.. Hun var ikke oplagt til kamp, langt fra, faktisk, og han ville sikkert være en værdig modstander på trods af hendes særlige evner.

//Sorry - Nina! Du er tilbage! ^^ Weeee!//

((sorry? - for hvad? Nice at se dig tilbage Nina))

"Har du nogen mulighed for at komme i nærheden af oprørene?" spurgte han "måske ved brug af dine evner?". Et nik og han ville være tilfreds. Hvis hun havde mulighed for at komme og gå, ved oprørenes hof, ville han få en enorm mængde informationer...noget han bestemt godt kunne bruge.

Hun trak let på skuldrene og kiggede ind i hans øjne. End i mørket mærkede hun, hvordan de øjne kunne blive hårde. Ja, hun foretrak langt at være med ham, end i mod ham. Hun valgte, nøjagtig, som hun havde gjort før, sine ord med omhu og rette.
"End kun et fjols ville afsløre en sådan gave på åben gade, hvor selv den mindste brosten har ører.."
Hun lagde hovedet på skrå og kom med eet til at fnise. Måske var det den ualmindelige situation, der bød hende det, pludselig røg det bare ud af hendes mund..
"Men jeg har altid været et fjols.."

Han kiggede en smule undrende på hende...og kom så meget mod vane, til at smile.
Det var blot et lille smil og det var væk igen efter få sekunder, men når det kom fra ham var det alligevel vigtigt at bemærke. Han var glad for at hun var på hans side. Og han regnede med at hun kunne blive en mægtig allieret. Men han vidste også at hun, på den forkerte side af et sværd, kunne udgøre en farlig modstander.

"Jamen så.. " Tera smilede også nu. "Lad os fortrække til et lidt mere behageligt sted?" Hun gjorde tegn til regnen, der faldt stødt, plaskede mod gaderne og hyldede verden i et besynderligt slør af ukendelighed.


//Hvis der ikke er noget at indvende.. out//

Han nikkede. Mødet derhjemme kunne nok godt vendte. "Ja" sagde han roligt "lad os det".
Han var ret våd, og ville gerne ind og sidde på en kro et sted.
Det her tegnede til at blive en god dag. Eller aften.


//out//


((fortsættes....))

//Til barakkerne! Træk i håndtaget Green!//