Kampens genganger

SKJULT ONDSKAB

(Asta i forklædning: Evanas - udtales som staves - og betyder >EVNEDE< på rediansk)

Mørket omfavnede den gråmelerede himmel, som et kæmpemæssigt sultent gab med stjerner som tænder, og lod modvilligt lejrens flakkende lanterner stå tilbage med rystende flamme i efterårets første strenge vind. Evanas løsnede kappens bindebånd og lod sine skuldre blottes, frisk luft skulle være så sundt, noget i ham vendte og drejede sig, som stod han og dansede på fuld mave, som levede der noget på bunden af hans bug. Da uroen havde lagt sig, drog han et smukt udsmykket og svunget sværd op fra kappens indre og lod det glide i læderbæltet som sad om det spændte liv. Et par grove og kløftede hænder lod han hvile på bæltespændet og han rettede sig stolt og myndigt op. Under det lange, kulsorte hår fandtes et par markante øjenbryn uden lige. Deslige fandtes under den livlige hårpragt, et undersøgende, taktisk anlagt og strategisk stærkt væsen, som mistænkte enhver skabning ligegyldig situationens indhold eller udspring. Med nedad buende, brunlige læber var han et ret typisk eksemplar på menneskets forsøg på tidlig oprustning af unge, modige mænd. Sandsynligvis havde han været en af dem, hvis familie ikke ejede en kongens mønt og som derfor sendte deres ældste søn i tjeneste for landets ære og på den måde muligvis var i stand til at tjene lidt på sønnens sving med sværd og heftige kampråb. Så længe drengen nu holdt i kamp, for uden træning og erfaring, var chancerne meget få og små. Livet er som man forventer det skal være, noget vendte sig i ham igen, og hans umagelige, gule øjne glitrede af vildskab.

Men bag denne store drengs blege hud og ansigt, gemte der sig en løgn, en løgn af kalibre så store at hærførerne ville vende øjne af vanvid.
Ev, som han blev kaldt af sine mindre søskende, trådte ud af mørket. Selvsikrere end man kunne forvente, af en dreng på næsten 18 år, holdt han en hånd på sværdskeden og skæftet, og den anden hvilende i bæltet. Han lod sig ikke mærke af knækkende der lød under hans fødder når han, uforsigtigt, trådte på de nedfaldne grene og bladene som raslede på jorden.
Teltene stod tæt i lejren, og fugten havde for længst sat sine tydelige spor på den fugtige dug. Grå og flagrende stod de tavst i mudderet og ventede på at soldaterne skulle indtage deres sovepladser for natten. Ev spankulerede videre og forsøgte ikke at glide i det utilregnelige underlag. Støvlerne var allerede brune og klistrede, for bare en time siden havde de skinnet sort og duftet af svinefedt fra sidste smøring. Ikke noget han nød at lugte af, men duften var så prestigefyldt og velset hos de mænd han ønskede skulle respektere ham, Generalen og hele hans slæng.

Som han nærmede sig spiseteltet og kommandocentralens hovedkontor, rungede flere og flere forskellige stemmer. Han kunne i mængden ligeså skimte udenlands accenter, men tog sig ikke yderligere notits af brydningen af nattens stilhed. Krusningen på søen – hjertebanken kendte han ikke til.. Respekt skulle han få, ung som gammel skulle komme til at frygte den unge, ranglede knægt med et indre af ild. Helvedes Ild.

Som var han i ét med luften, satte han lydløst kløerne om den krogede gren. Hvilende, efter den hårde dagsrejse, pudsede han de blanke fjer, der kun svagt kunne ses i den mørke efterårsnat.
Larmen fra spisesalen var svag, mens duften fra den varme mad lå som et tæppe om barrakkerne. Sulten prægede ham en smule, men ikke nok til at han gad besvære sig indendørs. Folk ville højst sandsynligt lægge mærke til "fremmet kød".
Han lod de sorte øjne stirre ind gennem vinduet, og betragtede folket der på baggrund af den livlige stemning, tydeligvis havde haft en hård dag.

// Jeps, han er en ravn - hvis dette ikke skulle være gennemskuet :)

Han rystede på de blanke fjer, og flyttede blikket mod himlen. Der skete tydeligvis ikke noget synderligt interessant ved barakkerne denne aften.
Vingerne blev spredt ud, og han lod sig falde fra grenen, for derefter at ride videre mod byen, på vindens ryg.

// out

//Jeg beklager, men nåede ikke lige at skifte karakter, og undskyld Ilja - jeg har haft så travlt på det sidste, og jeg ved at du i forvejen søgte nogen aktive at skrive med, og så sølede jeg sådan. Det er jeg ked af, jeg håber at du en anden gang vil skrive med mig!//


Et par slæbende fødder, hvirvlede støvet fra den grusede vej op, og bøvsende lyde fulgte i føddernes farvand. En skrigende og bedende stemme fulgte føddernes rytme og vej, og Evanas blev klar over at en af soldaterne havde fundet en opmuntring i den kolde nat. Skrigene forvandlede sig til klynkende lyde, og som de kom nærmere kunne han også lugte stanken af spiritus som, højst sandsynligt, kom anstigende fra soldatens mund. Skikkelserne blev tydelige i mørket, og han kneb øjnene sammen for at skelne offer fra mand. Pigen blev klar over Evs tilstede værelse, og lukkede munden prompte. Ikke at hun var glad ved sin situation, men ingen skulle om nødig kalde hende en bangebuks og tudemikkel. Et undrende grynt lyd fra soldatens savlende mund, og han så svømmende efter det der måtte have fanget pigens interesse. Ev rettede sig overlegent op, og sendte soldaten, som frustreret forsøgte at samle sig, et nedladende blik. ”Jeg ser at denne lille skønhed har fanget deres interesse, soldat?” Evanas stemme skar igennem luften som knive, og hans hån var til at tage og føle på, ”hun ser velvillig ud, hvor fandt du hende?” Soldaten mumlede misforstående og slog ud med den arm der ikke holdt den unge pige, ”j..jeg ssså hende l..lige,” Ev brød ind og slog hånden af ham, ”ved mit telt, kan jeg tænke mig?” Ev hævede det ene bryn, og rakte sin sværdhånd ud efter pigen. Soldaten så uforstående på ham og løsnede grebet en smule om pigens liv, ”hva..hvad ffff…får Dem ti..til at tro, at j..jeg f..” ”fandt hende ved mit telt,” sluttede Ev roligt af, ”hvis hun var din, hvorfor gør den unge dame så, så meget modstand? Ja, du kan for sin vis have ret – det gør de alle vel, men ligner hun en der ønsker dit selskab?” Fuld som soldaten var, kiggede han åndsfraværende væk, for at tænke sig om, i mellem tiden havde Ev lydløst trukket sit sværd og snart stod soldaten hjælpeløs og i stor fare for at få hovedet skilt fra kroppen. Han gispede velforståeligt, og slap pigen omgående, ”d..du kan d..da ikk..” tiggede han, ”jovist kan jeg så!” Evanas smilede ondskabsfuldt og hævede den førende hånd, ”pigebarn! Stik så af inden din mor opdager, at din vugge er tom!” Den unge pige førte hænderne op til øjnene og løb, som et jaget dyr, ind mod landsbyens trygge mure. Ev kiggede fjernt og koldt på soldaten som havde svært ved at fokusere, ”dit navn soldat?” Manden sank en klump og lod de svidende ord passere sine læber, ”Admiral Umanus, og De?” Ev lod sine hvide tænder blotte, ”Dit værste mareridt…” Han stødte det blanke metal i admiralens strube, og et sidste gisp slap ud ad mandens gispende læber. Evanas lod et smil pryde sine sprukne læber, og en hulkende latter fyldte hans indre. Monstret var vågnet op til dåd.

Det dryppende sværd, tørrede han af i den dræbtes kappe, og ved berøringen af det bløde stof, trak smilet en anelse mere i hans kinder. Dette var ikke bare en gemen soldat, han havde lige dræbt en af velstand, sikke et optøjer det ville give den følgende dag, men en ny plads var gjort fri, og en ny mand kunne tiltræde den velbetalte post. Spørgsmålet var nu, hvem? Fra hans bug lød en hul klang, festen var begyndt. Måtte den mest udspekulerede vinde!