Skabelsesberetning

Warlands skabelseshistorie

En beretning om den magiske essens, Væsnerne, de Nyskabte, Jorden og Warlands skabelse.

I tiden før tid var verden intet andet end totalt mørke. Men mørket gav muligheder for magisk essens til at blomstre - den store frihed betød, at magiens essens blev ved med at gro, indtil den havde nået et punkt, hvor der ikke kunne være mere i det uendelige rum.

Alligevel, selv uden nogen form for liv, reagerede den magiske essens, som havde den en vilje selv. Meget svagt og meget langsomt, begyndte essensen at skubbe sig rundt, så den dannede mønstre. Men den magiske essens virkede ikke altid enig med sig selv om hvilke mønstre den skulle lave. Derfor delte magien sig selv op, og de små magi essenser begyndte at lave deres mønstre.

Tusinder år gik, hvor magien skabte mønstre der bogstaveligt talt bekæmpede hinanden. Det var de første levende væsner. Senere valgte magien dog at stifte fred, og hver del af magien lavede sit eget mønster færdigt i fred.

En dag lavede en stor mand et gyldent brystværn og et sværd af guld på en flot, hvid krigshingst. Der var også en anden person; en høj, slank kvinde i en sølvfarvet kjole og med skinnende, sort hår. Hun gik med et skjold, som var lavet af det pureste sølv.
Disse to Væsner så på hinanden; så universets storhed, og groede øjne. De blev med det samme enige om, at de var skabt til at arbejde sammen. De opfandt sproget, snakkede sammen, og groede munde. De hørte hinandens stemmer og hørte deres egen stemme give genklang i universet, og groede ører. De lugtede til hinandens dufte og universets evige duft af frihed, og groede næser. De udviklede følelser for hinanden, og groede sjæle.

De to Væsner mærkede magien omkring dem, og brugte den til at skabe en kugle af et sort, både hårdt og blødt materiale. Men intet skete; det store univers var stadig tomt, og deres stemmer gav stadig klang. Kvinden prøvede at skænke sine fortvivlede tårer ned på Kuglen, og den blev fyldt med mange, saltede have.
Intet skete.
De skabte sammen lys ud af magien, og placerede ilden inde i midten af den sorte Kugle for at holde den varm indeni, og de lavede en endnu større Kugle længere væk for at lyse op, så de selv bedre kunne se. De satte også to mindre kugler omkring den store, for at den kunne få lidt skygge og ikke blive for varm.
Stadig intet skete.
Til sidst blev de to Væsner enige om at gøre som den magiske essens havde gjort: De tog hver især en dyb indånding, og sammen udåndede de den stærke magiske essens ud over Kuglerne.
Straks begyndte der at spredes noget, noget usynligt. Men ikke uhørligt; stemmers hvislen kunne høres fra kuglernes indre. Væsnerne svarede, og opdagede, at kuglen, tårerne, lyset, og den magiske essens, som var blevet til luft, havde fået liv.
Væsnerne frydede sig uendeligt. Men det var ikke nok.

Sammen med de nyskabte Udødelige, begyndte de at arbejde. Jorden skabte et eksempel på hvordan den mente, at Jorden - som de havde navngivet Kuglen - skulle se ud. Væsnerne og de Nyskabte erklærede sig enige, og tusinder af planter spredtes over jorden. Liv blomstrede over det hele. Vandet skabte sine væsner, imens vinden skabte himlens, og ilden jordens.

Alt var levende. Men det levende kunne ikke kommunikere særlig tydeligt.
Væsnerne og de Nyskabte brugte alt deres magt på at skabe flere kloge væsner. I processen blev flere racer skabt, men racerne kunne ikke høre de andre væsner og de Nyskabte tydeligt, ej heller de lavere levendes væsners samlede vilje.
Racerne lavede deres egne regler, deres egne ting og så videre. Væsnerne blev helt vilde med det, det var som at se dem selv. Men pludselig faldt en af væsnerne om, og et nyt væsen blev skabt: En gammel mand med en le, iklædt en sort kutte.
Væsnerne forstod, at med liv kom død.

Pludselig begyndte væsnerne at opfinde spil, hvor man kastede en lille, rund klump jern med to sider i luften. Før den blev kastet, havde man satset på en side, og den, hvis side vendte opad, når den lille klump jern ramte jorden, vandt. I samme sekund kom der endnu et væsen: En mand med bind for øjnene.
Væsnerne vidste nu, at med eksistens var der chancer og risici, held og uheld, lykke og ulykke.

Nogle af racerne var fredelige, mens andre var voldelige. Så for at beskytte deres skabninger, valgte Væsnerne og de Nyskabte at gøre en fredelig race til et væsen som dem. Det var svært, men til sidst valgte de en elver, som den nye, fredelige race skulle blive kaldt. Hun blev revet ud af Kuglen og ud i det evige, groede sig stor som dem, og blev gjort til en af dem.
Desværre kunne man mærke, at universets samlede magiske essens havde nået et punkt, hvor der ikke kunne skabes flere væsner i et langt tidsrum. Elvervæsnet fik derfor tildelt æren at skulle beskytte det største levende på jorden: Skovene og dets skabninger.

Som årtusinder gik, begyndte racerne at udvikle deres evne til at høre Væsnerme og de Nyskabtes stemmer. De gav dem navne, og tilbad dem.
Væsnerne valgte et sted for alle de døde at tage til. Det var et sted, hvor alle skabte deres egen virkelighed, hvor DE var Væsnerne. Dermed skulle der for evigt og altid blive skabt flere og flere Kugler.

På denne måde udviklede universet sig konstant.