Det hemmelige besøg

Afsløringen

Da de kæmpede sig gennem gangenes mørke, lod Eleonora, All’s spørgsmål, overhøre for senere at tage dem op. Hun var usikker på om folk kunne høre dem skramle i gangene, og da hun i forvejen ikke var særligt kendt, ville hun helst undgå at de stødte ind i nogen hun ikke kunne relatere til og derpå bevise hvem hun selv var.

Med et letsindigt smil lod Eleonora All gå ind i sit værelse for at se sig om. Hun betragtede hende med en ro, som en løvinde vogter sine unger, og missede mod solen da hendes øjne strejfede vinduesåbningen. Denne næsten fremmede pige grinede så befriende, tog så let på tingene, og nærmest lyste af selvsikkerhed. Som om hun altid vidste hvordan hun skulle komme hjem, vidste hvor hun havde sin base og på den måde, altid var sikker i sin sag. En let lyd slog Eleonora ud af sine tanker og hun rettede blikket mod den siddende All som sad og grinede hjerteligt.
All pegede på hende og fniste, og hun så, rødmende, ned af sig selv. Hvor var hun beskidt! Eleonoras hænder begyndte febrilsk at børste hendes kjole og ben af, og da All også nævnte hendes pjuskede hår, gik hun helt i selvsving. Hun flåede armene om efter sit hår, og redte det i hurtige tag med begge sine skælvende hænder. All’s grin nåede atter hendes ører og hun standsede brat sine vilde bevægelser. Så brød hun ud i et stort grin og blottede sine slet skjulte tænder. Smilet nåede også hendes øjne og hun lystede at omfavne All for at grine sammen med hende, men hendes generthed trak i hende og hun beherskede sig til kun at holde sig selv for munden.

Så fulgte hun efter All, og lod sine fingre køre langs væggens ujævnheder da hun gik ind i værelset. All virkede så glad og overvældet? Hun hørte hendes glade udbrud og grinede over alle de sjove ord som pigen lod flyde over din mund. Om hun boede her? Var det hendes værelse? Eleonora fniste og satte hånden for munden, så nikkede hun, bekræftende, og betragtede derpå hendes glædesstrålende veninde, hun kunne se at All’s øjne strålede som solen uden for hendes vindue. At se det syn, gjorde hende lykkeligt stemt. Indeni følte hun sig som en fjer der blev hvirvlet op af vinden i en varm strøm og åbnede munden for at forklare, ”Du era ikke yndera jorden længerea. Jeg førta dig til mit hjema på..” hendes smil forsvandt brat, som dug fra solen, og endnu engang gik skyggen af nervøsitet over Eleonora ansigt.
De bekymrede øjne vendte tilbage og smilet blev fast og falskt, ”Du era..” per automatik lod hun sine fingre køre igennem en løs lok hår og derpå sno den mellem sine fingerspidser. Hun rømmede sig kraftigt og kiggede, forlegent, ned i jorden. ”Du er i Takamiras basea for oprører.” Endelig kiggede hun op, og mødte, med et respektfuldt udtryk, All’s mørke øjne. Hvilken holdning havde denne fremmede kvinde til det politiske styrer i deres land? Havde hun løbet en forkert risiko?

Eleonora flyttede uroligt på sig, men fandt at stilhed var værre end tale, åbnede derfor langsomt munden, ”Jeg kana følge dig hjema hvis du ønskera det, mena først synas jeg at vi skal tage et bad?” Hun begyndte at løsne sin kjoles skærf, og gik derfra ud i et lille rum som var skjult bag et forhæng i den modsatte ende af hvor sengen stod. Hun kom tilbage med et lille sølvfad, dekoreret med mønstre af egetræer i bunden, så spankulerede hun ud i rummet igen og kom tilbage med en lille kande fyldt med vand.
Hendes lyse krøller kredsede omkring hendes ansigt da hun bukkede sig ned for at hælde vand i fadet. ”Vi kan vaske vores ansigter her, men jeg vil gernea have dig med uden for, hvor vi kan vaske resten af os, sammen med vores tøj og så kan du låne en kjole af mig.”
Hun smilede opmuntrende og dyppede sine hænder ned i det iskolde vand. Hun gøs og smilede til All for at få hende til at gøre det samme, så førte hun den lille sø, hun havde i hænderne, op til sit ansigt og gned sig grundigt. Da hun sænkede sine hænder, spejlede hun ansigtet i vandet og de små lysstriber som solen lod ramme den skinnende bund, reflekteredes i hendes lyse hud. Hun kiggede op på All’s lange ben som stak ud under hendes mudrede kjole, og kom igen til at grine. ”Har du prøvet at have sko på?” Så grinede hun og rettede sig langsomt op. All lignede i reglen hende selv – barfodet og forsigtig, men All var forsigtig på en anden måde, som troede hun at hun var hos nogle fine og fornemme personligheder, og der gik det op for Eleonora. All troede at hun var fin!?

Hvordan skulle hun forklare All at det ikke var hende, men hendes Veneur der var af finere stand? ”Min..” Hun tøvede en anelse, ”månetrolovede,” tilføjede hun tænkende, ”er leder af denne base.” Vidste All hvad en månetrolovet var? Det var vel et udtryk som elvere havde tilegnet sig, og kun imellem denne race blev brugt. Hun tænkte sig gevaldigt om, Veneur havde nævnt et ord for en af sine betroede mænd engang – et ord om dem, det vidste hun. ”Kæreste,” sluttede hun og så undersøgende på All, var det et ord menneskene brugte om et sådant bekendtskab? Så fniste hun og så udfordrende på All, ”Hvor mange kærester hara du tilegnet dig?”
Eleonora blinkede og satte hænderne for munden endnu engang. Sådan noget pjat havde hun ikke sagt længe, og på en måde følte hun at All var den perfekte at sige sådan noget til. All var i det hele taget en ideel pige at have ved sin side.

*Jeg er i oprørsbasen. Hmm, er det sådan det ser ud? Hmm... interesant.* Amylia synes at hun var forpligtet til at sige noget, men hvad skulle hun sige?
*Eh, fint sted du har her...*
Det ville næsten lyde ligeså dumt som *Nå? Oprørsbasen... nuvel ja.* eller *Okay, det var ikke lige hvad jeg havde regnet med, men...*
Ej, det ville simpelthen ikke gå.
Amylia havde lige bestemt sig for at smile opmuntrende og sige noget lignende 'Oprørsbasen. Det ser virkelig interessant ud', men lige da begyndte Eleonora at snakke om at følge hende hjem.
*Hvorfor dog det?* Hvad skulle Amylia derhjemme der var bedre end at være her? Hvor var Amylias hjemme? Måtte Amylia ikke være her? Var det forkert?
Amylia måtte huske sig selv på at høre ordenligt efter, og til sin store lettelse opdagede hun at Ells ellers så jævne stemme var en smule for hurtig og snublende. Ikke helt ligesom den melodiske måde hun normalt talte på. Ell ville ikke have at hun tog hjem.
All smilte og rystede lidt på hovedet, men Ell lod allerede til at have vendt sig.
Troede hun at Amylia ville hjem?
Amylia kunne have leet af lettelse. Hvor var Eleonora da bare kær! Hun troede ikke at Amylia havde lyst til at være i basen? Det var næsten komisk. Troede hun at Amylia ville afsløre stedet?
Amylia kiggede undersøgende på Ells holdning, og konkluderede at hun stolede nok på hende.
Men... hvad? Var hun ved at tage kjolen af? Hvorfor dog det?
Amylia anstrengte sig for at huske hvad det var Ell lige havde sagt, og først da Eleonora kom tilbage med et lille sølvfad, gik det op for Amylia at det var bad hun havde snakket om. Jo, at vaske sig... det lød nu fornuftigt nok.
Amylia skyllede hurtigt sit ansigt i vandfadet, og prøvede derefter at vaske det en smule mere grundigt.
Lidt op over øjet - "men jeg vil gerne have dig med udenfor"
Og en smule på den ene kind - hvor vi kan vaske resten af os,
Og så lige næsen - "sammen med vores tøj"
*...Vaske os udenfor? Ligesom i... en sø?!* sandheden gik op for Amylia og et dårligt navigeret vandstrøg ramte hende lige i øjet.
"og så kan du låne en kjole af mig"

Amylia var næsten klar til at følge med til søen, men Ell lod ikke til at have noget imod at udskyde det lidt.
*Søen er pæn. Smuk. Ligesom Ell. Smuk og rolig. Den vil dig ikke noget.*... *Men ikke desto mindre behøver du ikke tænke på den før om lidt.*
All så igen rundt i rummet. Hvor var det fint! Hun måtte endnu engang kigge med store øjne på det smukke sted, og blev lidt overrasket da Ell fortalte hende at hendes månetrolovede var en leder. Det ville forklare en del.
Lidt efter fniste Amylia piget. Ell var kæreste med lederen!
Ells spørgsmål kunne man ikke sige ligefrem kom bag på Amylia, men hun blev alligevel lidt forlegen.
"En... Han hedder Fal og er en formskifter." Hun rødmede dybt og fniste igen da hun tænkte på Fal og ballet. Fal havde kysset hende!
Havde lederen også kysset Ell?
"Lederen... var du til ballet med ham? Jeg så dig i hvert fald til ballet! Du var den smukkeste i hele salen! Inklusivt prinsessen." Hun fniste igen, og gjorde tegn mod døren, hvis de alligevel skulle ud og bade og skifte tøj, så kunne de da ligeså godt starte med nogle hyggelige ord.
Og Ell havde en kæreste!

Så belejligt som det nu bød sig, rykkede Eleonora lidt til siden så All havde plads til at udfolde sine vaskeritualer på. Elveren fniste ved tanken, *vaskeritualer* det var ellers kun noget elviske ægtepar tilegnede sig. Og som hun sad der og overvågede, hendes venindes plasken med vand, kom hun til at tænke over de mange traditioner der egentlig hørte det elviske folk til. Ord de brugte, som ingen anden race kendte til eller forstod. Stof og våben så fornemt og fint, at ingen kunne begribe, hvordan hang sammen og fungerede i praksis førend en rank elverskikkelse benyttede sig af det. Se det var ren magi. Hun kom fra en race af stolte og rene aner, en race med så stor en selvtillid at det halve kunne være nok, og så følte hun sig ikke som en del af den? Hun lignede på inden måde nogen af sine artsfæller. Heri ville mange være uenige med hende, men Veneur havde bekræftet hende i det. Hans tilstedeværelse og kærlighed, og at den var gensidig fra hendes side.. det var ikke almindeligt for en sådan fin race. At forelske sig i en formskifter.
Eleonora kunne med lethed forestille sig sin fars lynende øjne hvis hun dengang var kommet hjem og havde fortalt ham det. Han ville have råbt og skreget af hende, og som enhver anden ulykkelig og rådvild far, have giftet hende væk i samme nu som hun vågede at nævne sin elskedes navn. Hun krøb en anelse sammen ved tanken. På samme måde havde hun vist sig anderledes da All kom ind i billedet. Aldrig havde en almindelig elver ladet sig hjælpe på vej af en fremmed pige af anden afstamning, og aldrig ville en sådan elver have taget samme pige med hjem for at afslører sine dybeste hemmeligheder.
Hun burde skamme sig, tænkte hun bittert. Men sådan var hun jo ikke.. Eleonora ville ikke lade sig mærke med sin fortids begrænsede frihed, og heller ej ville hun skubbe mennesker fra sig på grund af deres baggrund, som sandsynligvis var meget forskellig fra hendes egen. All var den sødeste og mest pålidelige skabning hun havde mødt, og ud over Veneur, følte hun at pigen her var til at stole på. Som en af de eneste personer i hendes liv, vågede Eleonora at tro på All, *faktisk taget stole på hende!*

All vaskede og vaskede, som var det hendes sidste gang hun fik chancen til det, Eleonora forsøgte at gøre hende efter, men det var som om, at viljen til at kaste vand i øjnene af sig selv, var meget lille. Hun var tæt på at komme til at fnise da All gryntede utilpas og tørrede øjet for igen at kunne se. Meget lidt havde hun lagt mærke til at det måske var hendes skyld. Eleonora kom til at tænke sig om og stivnede et sekund. Hvad var det nu der skete i skoven? Havde ræven ikke set oprørt ud på et tidspunkt? Oprigtigt bekymret? Hun forsøgte febrilsk at komme i tanke om en grund, men da intet sagde hende noget, undskyldte hun sig med at det måske var ”uden for” der skræmte både hende og ræveskikkelsen.
Hun blev endnu engang slået ud af sine tanker ved All’s livlige fnisen. Her sad de begge på gulvet og lignede to småtrolde med alt deres skidt på knæene, og så tænkte hun så intenst på frygt? Eleonora rystede på hovedet og åbnede så ørene da hun kunne høre All’s melodiske stemme klinge. Hendes månetrolovede, en ved navn Fal.. Noget om et bal.. de fulgtes ad.. formskifter.
Eleonora prøvede at få det hele til at hænge sammen, og så, så oprigtigt overrasket, over så ærligt et svar, på All. Hun havde langt fra ventet at All ville fortælle hende om hendes kærlighedsliv, og så fortalte hun alligevel så åbent og ubekymret om sin elskede. Hun tilmed rødmede! All der var så modig og tapper! Eleonora rystede i sin grundvold, pigen stolede jo på hende.. det var ikke til at tro! Hun fik lyst at råbe og gine henrykt, men hvad skulle hun sige til forsvar, hvis hun lod handlingen ske sin ret?
Eleonora kunne se på All at der var mere hun ikke havde fortalt, eller simpelthen bare undlod. Hvor var hun dog kær! Med det krusede og brusende sorte hår, lignede hun helt en sommeralf i kløvermarken. Eleonora droppede sit drømmeri og koncentrerede sig i stedet om All’s næste spørgsmål. En leder *Det måtte være Veneur, hun mente,* så hende til ballet.. smuk.. smuk som prinsessen..

Så kunne Eleonora ikke holde sin egen rødmen tilbage, og en pibende lød fløj ud af munden på hende. Hun spærrede øjnene op og holdt hurtigt hænderne op for begge øjne og sin mund igen. All havde syntes at hun var smuk! ”Du kan umuligt have ment mig!” Det busede ud af hende så hun slet ikke lagde mærke til den korrekte ordstilling og udtale. Samtidig grinede hun så hun til sidst måtte hige efter vejret. ”Men ja, det vara Veneur jeg fulgtes med,” sluttede hun og tog sig gevaldigt sammen.

Hun overvejede at spørge All om hun elskede Fal, men vurderede at det måtte være en smule tidligt for så alvorlige spørgsmål. I stedet rejste hun sig op og gav sig til at messe en lille besked som hængte sig med skinnende bogstaver op på væggen – de fløj gennem luften på en usynlig sky og ridsede sig ind i væggen som selvlysende stjerner. Der stod: ”Jeg er ude med en veninde, vandløbet nær lysningen i skoven, du ved hvor. Kærlig hilsen Ella” alt sammen på elvisk og derefter vendte hun sig om mod All, ”Er du klar til at gå?” Hun smilede bydende og så mod døren. ”Du kan samtidig fortælle mig alt om din Fal.”

--Oooooooog tilbage til skoven ^^' (Genbruger lige det gamle emne^^' - Ellers bare sig til, så flytter jeg om)--
//Out//

Det bløde mørke i Basens gange var et eller andet sted dejligt beroligende.
Det var stille og sikkert, og kunne man ikke se andre, kunne de nok heller ikke se en selv. Intet var så lyst og udsat som i solens skin, de lige havde forladt.
Amylia tænkte med en gysen tilbage på turen hjem. Hvad havde været så forfærdeligt galt? Var det virkelig Varyler som Ell var så bange for? Hvad var varyler?
Amylia huskede også hovederystende tilbage på lydene. Hun havde gjort alt hvad hun kunne for at gå så lydløst og let som muligt, men af en eller anden grund lod grenene bare til at ligge lige præcist der hvor hun satte foden. Det havde larmet på en helt anden måde, emd her hvor hun hurtigt kunne sætte forden sikkert og afbalanceret.
Men Ell lod virkelig til at have det skidt. Hun virkede som en dårlig løgner. En der stædigt prøver på at fortælle barnet at der ikke er noget galt, selvom en krig er ved at bryde ud.
Amylia havde næsten løbet med Ell, for hun havde gået helt langsomt, som om hun var bange for at Amylia ikke ville følge med når det kom til stykket. Men hun skulle ikke sætte farten ned for Amylia!
Hun havde løbet præcist langsomt nok til at kunne holde tempoet hele vejen, men samtidig hurtigt nok til at komme ud af skoven i en fart.
-En larmende fart.
Amylia så sig utålmodig omkring, men hun så intet i den mørke gang. Kunne kun mærke Ells lette hånd. Rystede den? Rystede den virkelig?
Amylia lod tommelfingeren glide op ad hendes håndryg for at berolige hende lidt. Hvad kunne der muligvis være så slemt med de Varyler?
Amylia så sig igen omkring, men opdagede til sin store skuffelse at jorden ikke engang var ordenligt gulv endnu... Men de var vel indenfor..?
"Ell, Hvad er Varyler? Hvad kan de gøre? "
Hvad kan en ting muligvis gøre der kan få en som dig til at fare afsted igennem skoven i frygt?
Amylia så ned af sig selv, og kiggede lidt på den fugtige kjole hun havde påført sig lige før de gik ind i byen.
Hendes sorte krøller var stadig flade og fugtige, men Ells korngule krøller så ud til at være helt tørre, og så så uendeligt bløde ud.
Lidt ligesom hendes smukke perlemorshud med det rosa skær.
Amylia følte sig så utrolig barnlig, som hun gik der som et utålmodigt barn der skyndte sig afsted med sin mor. En mor der lige nu virkede så bange.
Men Ell virkede nu ellers til at være en okay forfalsker, men Amylia syntes nu nok at hun havde mere erfaring med løgne, og Ells facade var ved at krakelere en smule. Og når hun smilte virkede det mere som om hun var en robot end en virkelig person. Amylia klemte Ells hånd, som for at give hende mod til at fortælle, og opmunrte hende. Hun lod til at have brug for det.

Med let tilbageholdenhed, blødte Eleonora lettet op. De var inden døre, de var i sikkerhed. Eller var de? Hun blev gennemrystet af en gysende fornemmelse, og så hastigt og en smule flygtigt hen på All, der umuligt kunne se hvor de var. Mørket gjorde det umuligt for menneskeøjne at skimte gulvets uregelmæssighed, væggens indgroede slam og de groft tilhuggede lofter – de kunne måske føle det, men se det – var en umulighed. Med tiden vendte hendes egne øjne sig til mørket, og straks blev hendes syn klarer, end de nogensinde ville blive i fuldt dagslys. Hun var et nattevæsen, ligesom varylerne. I princippet lignede hendes race, mere varylerne end de lignede menneskene. Erkendelsen af denne tanke, fik det til at rykke i hende, og hun satte farten en smule op. *Hvor som helst kan de nå dig. Intet sted er skjul nok.* All gned venligt hendes hånd, og så oprigtigt bekymret ud, der i mørket. "Ell, Hvad er Varyler? Hvad kan de gøre? "All så spørgende på hende, og virkede så lille og sanseløs der i mørket. Barnet kunne jo ingenting se, mindede Eleonora sig selv om, det var klart at hun famlede sig sådan af sted, og elveren satte uvilkårligt farten ned.
”All, tror du på den menneskelige guddom?”

Gjorde formskifteren det, var hun bange for at komme til at støde hende, men da All ikke virkede høj hellig, eller særligt oprørsk, fortsatte hun sin forklaring. ”Der findes ingen gud.. mennesker er af svagt sind, og har derfor brug for noget at hægte sig ved. Dem der kender sandheden er få, og hvis de overhovedet ænser andet end dem selv, skal jeg gerne fortælle dem sandheden.” Eleonora nærede ikke videre tålmodighed overfor menneskers naivitet, og hun så heller ingen grund til at have medlidenhed med dem, der blev ved at påstå at de havde ret. ”Kender du til historien om vore forfædre?”
Hun ventede tålmodigt på Alls enkle nik, og tog en dyb indånding, ”i starten fandtes der 7 vise, alle syv ville skabe sine efterkommere, og gøre det som de mente det bedst. Dværgene og racens familier, skulle være så bastante og ensrettede som sten. De skulle kunne leve af næsten ingenting, og kunne klare sig neden under jorden, hvor ingen fare kunne nå dem, af samme grund blev magien dem givet. De skulle kunne manipulere med sten, og racens højde blev lavet i tilstrækkelig størrelse, så arbejdet med deres gange ikke bød nogen uvelkomne gæster ind. Man kan med rette sige, at dværgenes gæstfrihed er lige så stor som dem selv.”
Eleonora rynkede på næsen i mørket, og holdt godt fast om Alls lille hånd. ”Elverens forfædre ønskede harmoni og skønhed, de mente at elvere skulle leve af månens lys og nattens mørke. Leve som de magiske væsner de var, og være upåvirkede af verdens fejl og mangler.”Hendes stemme lød en anelse skamfuld og flov, så hun fortsatte hurtigt til den næste race, ”Formskifterens forfædre blev enige om, at deres race ikke skulle finde styrke i magi, men i forandring.
De lod deres efterkommere finde styrke i et dyr og derfra skabe sin egen personlighed. De mente at naturlighed var en vigtig del af livet og at deres børn umuligt kunne få brug for anden magi end den dyrene kunne hjælpe dem med at udføre. Vidste du at dyret som formskifteren lærer at mutere til, får, om muligt, en delt personlighed fordi der findes to af den?” Med forsigtige øjne, så Eleonora op i Alls ansigt for at se hendes reaktion, måske hun allerede vidste det?
”Så er der den menneskelige race. Man siger at deres forfædre lod verden forandre i stedet for deres efterkommere, så de ikke skulle tilpasse sig den verden som alle de andre racer skulle. Man siger at de var yndlingene..” Eleonora rystede vantro på hovedet, ”det tror jeg ikke på,” hun tøvede lidt.
”Troldene, småfolket og kæmperne er af samme familie. Deres forfædre ønskede frygt, og for at skabe det hos de andre racer, fokuserede de så meget på de grimme og skræmmende væsner, glemte de helt intelligens – det er derfor trolde er så dumme.” Eleonora gøs endnu engang og lavede en affærdigende bevægelse med hele sin krop der symboliserede hendes afsky for denne race. ”Og som de sidste, jeg vil fortælle dig om, er varylerne det som elvere, og menneskene for den sags skyld, frygter mest i denne verden. Deres Først Fædre ønskede styrke og så de en brugbar og stærk klog hos en kat, eller store, skarpe hugtænder hos tiger, så gav de deres race denne klog eller tand. Det er derfor de er så uregelmæssige og hæslige.” Hun klemte Alls hånd igen, og forsøgte at skjule sin foragt.
”De ser et hvert hundyr som en mor, et helligt liv vel at mærke, og derfor spiser, eller dræber de aldrig hunkønsvæsner.” Hun fik en klump i halsen og standsede sine ord, ”de gør noget der er meget værre..” hun tvang sig selv til at fortsætte, ”en ugift, ung kvinde, menneske som elver, dværg som formskifter, ser de som en potentiel mor til en lille, grim varylunge. De bruger magi til at fange én og slæber dig så med ned i mørke, dryppende huler under jorden, hvor de bor. Der kan den stakkels kvinde så sidde og amme en baby mens hendes hud bliver grå, og hun mister al sin skønhed!”
Eleonora holdt forfærdet inde. Sådanne trusler var ikke bagateller for en elver som hende, der udelukkende levede af månens skin. Hun gjorde store skræmte øjne, og så ligeledes Alls forpinte ansigt, ”en gift kvinde vil de ikke røre, og slet ikke en enke, men tænk dig All, at være spærret inde under jorden!” Denne sætning lød så absurd, da de selv listede rundt i gangene under basen, og Eleonora satte farten op igen.

Langsomt begyndte væggene at få glædesstrålende farver, og lofterne flere tilhuggede hvælvinger, ”Varylernes konge, Marak, bliver han altid kaldt, skal finde sig en kone, og denne kone vil kun føde en søn. Denne søn skal være arving til tronen, og bærer konen først barnet, er hendes dage talte. Ved brylluppet bliver det allerede umuligt for hende at vende tilbage til lyset, og Marakken, er altid den af racen der er mest varyl. Hæslig grim!” Eleonora stoppede op og skimtede et skydeskår i en af væggenes hjørner, ”Se All, det lys – tænk sig aldrig at få det at se igen!” Hun fortsatte og snart fulgte de gangen til hendes værelse. Hun slog egetræsdøren op, og åndede lettet op, nu vidste All hvad hendes frygt tog grund i.

Varyler.
Amylia kunne ikke lide ordet. I starten havde det bare lydt grimt og efterladt en harsk smag i munde når hun tænkte på at sige det.
Men efter den mindre historie, virkede ordet meget værre. Når hun tænkte på at hviske ordet for at hører det med hendes egne stemme, rungede det inde i hendes hovede som befandt hun sig i en katedral. Det efterlod hendes hals helt tør, og hendes underbevidsthed gyste over dem.
Men når alt kom til alt, hvad var det værste så? Det værste af det hele?
Miste friheden.
Amylia var sikker. Også selvom Ell lod til at holde en del mere af hendes udseende.
-Men det var nu også forståeligt nok, når hun nu havde den overnaturlige elverskønhed som hun nu havde. Så, varyler kunne fange en og sætte en til at amme deres børn i... Ja, til evig tid? Til døden?
Amylia måtte igen skutte sig. Men hvad ville hun egentlig kunne gøre ved det? Selv hvis hun blev fanget af en Varyl, så ville de jo have magi... Amylia tænkte sig lidt om, og et lille smil lyste kort op. Varyler... deres magi virkede vel ikke på dyr? Så, hvis Amylia bare kunne skifte til et dyr, så kunne hun vel enten ikke blive påvirket af magien, eller også kunne hun vel meget enkelt nægte at skifte tilbage til en kvinde.
Endnu en glædelig tanke lyste hende op indefra, da hun kom i tanke om at hun da nok bare ville kunne skifte en dreng. Ganske enkelt. Så ville hun da ikke blive holdt fanget til evig tid.
"Bare rolig, Ell. Der er ikke noget der kan røre dig når jeg er her." Sagde hun halvhøjt, og lød en del mere selvsikker end hun følte sig. Hun strøg igen Ells hånd med tommelfingeren, og smilte synligt da Ells dør kom til syne. -Eller rettere, da hun kunne mærke den.
En havde en dejlig silkeblød udskæring, og Amylia ventede meget tålmodigt til Ell havde åbnet døren, til hun selv begyndte at fortælle.
"Altså, jeg tror en del på guderne," Nej jeg tror på én, og de andre er kun fordi jeg føler mig forpligtet til det. "Min mor og far var rimelig gud-fanatikerer. Eller, min mor, far, og min stedmor. Min mor døde ved at give fødsel til mig, men min far fortalte mig at hun troede ligeså meget på guderne som han selv. Så giftede han sig med min stedmor. En rigtig sød kvinde. Hun begyndte så også at tro på guderne. Mest for min fars skyld. Men altså... De druknede og jeg flyttede hurtigt."
Det sidste blev sagt hurtigt og kluntet. Det lød bare som en ordentlig gang selvmedlidenheds-pjat. *Uuuhuu! Min mor døde! Uuuuuuuh! Mine forældre døde! Uuhu! Jeg måtte flytte!*
Og Amylia var i hvert fald ikke interesseret i Ells medlidenhed.
"Altså, jeg kan godt lide at tro på guderne. Det er rart. Det giver en eller anden form for sikkerhedsnet. Også selvom det ikke er helt rigtigt." Hun smilede prøvende og gik ind ad den nu åbne dør. Først tænkte hun på at sætte sig i sengen, men hun kom huritgt på andre tanker, da den hvide kjole klæbede til de kolde lægge.
Amylia prøvede overrasket at tilbageholde en voldsom kuldgysning, og hun bed tænderne hårdt sammen for at de ikke skulle begynde at klapre. Hun klemte igen Ells hånd, men det var nu ligeså meget for at hun selv kunne så det bedre, som for Ells skyld.
Hun smilte opmuntrende til Ell, og tænkte over hvad hun mon havde imod guderne.

Forkrøblede minder og skabe med lykke

Det lerede gulv føltes trygt under hendes hvide fødder, og hun lukkede øjnene en kort stund for at koncentrere sig om Alls fortælling. Kjolen slæbte laset og fugtigt hen ad jorden, og hun krængede den af i en fart, ”min mor døde… min stedmor troede på guderne fordi min far gjorde det… de døde.. jeg måtte flytte..” hørte hun All mumle, en smule betuttet, men hurtigt som om mindet sved. Eleonora stod, uden en trævl på kroppen, og betragtede sin veninde. Hun sænkede ubemærket øjenbrynene, tænkende, og skimtede et nyt udtryk i Alls foranderlige ansigt. Flovhed, uønsket medlidenhed og skyldfølelse.
Som hendes veninde, ville Eleonora ikke indtage en bedrevidende og belærende voksens plads, hun vidste kun alt for godt selv, hvordan et sådant nedværdigende syn ville få denne unge kvinde til at føle. I stedet lod hun All tale ud, og tog derefter fat om den mørkhåredes hofter. Alls øjne skinnede lidenskabeligt som sprudlende ild, og hun havde svært ved at fokusere i de fangende lyskilder, ”vores opvækst har været vidt forskellig,” konstaterede Eleonora undskyldende, mens hun så ned og løsnede Alls skærf.
Erfarnt trak hun knappede hun ryggen op og trak klæderne af Alls slanke skikkelse, ”men en ting, ved jeg, at vi har tilfælles,” hun vendte bunden i vejret på den tynde klædning, og så kanterne efter, ”flossede, det var en skam,” rystende så hun på de ødelagte syninger, og fulgte derefter op på sagens kerne, ”både du og jeg har levet uden forældre i længere tider, længere end hvad nogen af os behøvede, derfor..” hun lagde kjolen fra sig og tog Alls kolde hænder, rystende på hovedet fortsatte hun, ”og det er derfor, at vi er blevet ført sammen.” Eleonora kærtegnede de skælvende fingre, ”vi skal passe på hinanden.” Sluttede hun alvorligt og lod et bekymret blik tilfalde hendes veninde.

Efter at have stået sådan lidt, slap hun All og vendte sig tavst mod sit klædeskab. I et af rummets hjørner, stod et højt udhugget skab. Egentligt var det så stort, at man sjældent tog notits af det, og lod det falde i kategori med alt det som rummet oprindeligt bestod af – vægge, gulve, lofter. Af samme stil og materiale som døren og sengen, med sine svungne låger og de mange gabende dyr, som var indhugget i overfladen. Eleonora greb om det sære håndtag, som skulle forestille halen af en glubsk tiger, og vred skabsdøren op, med let besvær. ”Veneur valgte motivet,” hun pegede på tigerens stirrende øjne, og gøs i sit stille sind. ”Kolibrien,” hun løftede hånd og blik, og lod en spids finger køre langs en fugls udslåede vinger. ”Det er hans foretrukne form.”
Uden yderligere interesse, rakte hun en hånd ind mellem et spektrum af stoffer, og trak en pastelgrøn, enkel kjole ud. ”Hvad foretrækker du af farver?” Eleonora ventede ikke videre på svar, men fortsatte med at trylle kjoler i alle størrelser og former ud. Blå som røde, hvide som orange, ”personligt afskyer jeg farver som ikke kan findes i vor skov, men jeg siger det ikke til nogen,” hun fniste tøset, og vente sig mod All med de mange kjoler i favnen, ”Veneurs mænd kan ikke finde på andre gaver end kjoler og smykker, og hver gang kommer de med en ny farve eller udskæring.” Eleonora lod alle klæderne falde ned på sengen og gik straks tilbage til skabet efter undertøj og skørter.
”Jeg forstår ikke deres smag,” hun trak en enkel, tynd, blondebesat top ud og kastede den hen All, ”alle de lag? Hvorfor ikke bare undertøj og til sidst kjolen? Hvorfor både skørt, korset, underskørt og underkjole?” Spørgsmålene væltede ud af hendes mund, og hun lod dem svæve uberørte i luften, for at fortsætte sin klargøring. ”Du kan tage på, hvad du har lyst, men jeg nægter at bære mere end nødvendigt.” Prompte hev hun trusser og bindebånd ud, og kastede et par af hvert over til All, som stod med undertrøjen parat.

Hurtigt og uden tøven valgte hun en himmelblå kjole med en firkantet udskæring og med unødvendige pyntegespenster, som hun så lidenskabeligt havde påpeget var ubrugelige. I en hurtigt vending trak hun tøjet på, og snart var turen kommet til det lyse, bølgende hår. Med kammen i hånden, satte hun sig foran sit spejl, og begyndte ihærdigt at rede de mange uregerlige totter ud. Imens holdt hun nysgerrigt øje med All i spejlet, og det slog hende pludseligt at spørgsmålet om ”Gud” ikke var blevet besvaret.
Det forklarede Alls mismodige og spørgende mine. ”Ingen her i verden kan bevise om en tro er mere rigtig end en anden, jeg ved bare at verden ikke ville hænge sammen hvis vi alle stoppede med at tro.” Eleonora så tankefuldt ud i luften, og kom smilende i tanke om Alls lille kommentar, *Også selvom det ikke er helt rigtigt..* ”Man kan erkende sin tro, og man kan vende den ryggen. Jeg mener at en rigtig tro opstår i et stærkt sind. Noget der er vigtigt for en, og siden at du tror på din gud, om du så er blevet påvirket til det eller ej, så er det et standpunkt som betyder noget for dig. Noget der giver mening, og noget der er værd at kæmpe for.” Eleonora gjorde holdt i sin talestrøm.
”Kan du følge mig?” Hun sendte All et opmuntrende smil, og så derefter kritisk på sig selv. ”Hvis ikke det er til at leve med nu, skulle jeg hellere kaste mig ud fra et tårn.” Mumlede hun for sig selv, og kastede det lange hår væk fra ansigtet. ”Din tur,” hun gjorde en bydende bevægelse mod spejlet, og kastede et vurderende blik på All, ”hvor er du smuk!”

Som ved et trylleslag var stemningen forandret. Og bestemt til det bedre.
Ell vimsede rundt og snakkede og smilte som et travlt egern der havde glædeligt travlt med at samle det nødvendige forrråd. Men Amylia måtte dog erkende at hun til hver en tid ville fortrække den smukke blonde elver frem for hver en lille gnaver i verden hun måtte blive stillet for. Hun smilte og aaah'ede og mmmmh'ede de rigtige steder- Dog blev der også en del fnis.
"Veneurs mænd kan ikke finde på andre gaver end kjoler og smykker, og hver gang kommer de med en ny farve eller udskæring.” ved alle sådanne små bemærkninger grinte Amylia selv, fordi hun bare ikke kunne nøjes med at fnise. Og hvor havde hun ret!
Ells lyse hår dansede og hvirvlede kunstnerisk om hendes ansigt hver gang hun drejede sig, vendte sig, og lagde flere kjoler på sengen. Hendes ubekymrede tonefald og sorgløse snak fik Amyla til rigtig at føle sig som en fin dame der kunne gå og sladre med veninderne, og fnise over mændede. Bortset lige fra at hun ikke følte sig særlig fin. men det passede hende nu godt at være ikke-fin. Og som en 'trøst' kunne hun glædede sig over hende og Ells ligheder. Selv havde hun heller aldrig havde forstået koncepterne med at man skulle have hundrede lag underligt stof på, i alle mulige konsistenser og farver og mønstre, før man til sidst kunne tage en lang kjole udover, der alligevel dækkede det alt sammen.
Amylia fik hurtigt sin sag for, da hun skulle til at tage stillng til kjolerne. Hvor var de bare smukke! Og hvor var der mange! Amylia så hen på sin egen kjole, der lå fugtig og henkastet på en stoleryg, og pludselig ikke længere så så fin ud. Hun smilte og rystede på hovedet af sig selv, før hun igen vendte opmærksomheden mod de mange kjoler. Der var en vinrød en, der uden tvivl var utrolig smuk, men lange friser og blondekanter forneden og ved ærmerne (For slet ikke at komme ind på den avancerede udskæring) fik hurtigt Amylia til at kigge væk. Derudover var der en pæn mørkeblå kjole, der lå lidt over en smørgul en, der så meget sød ud, men ved et hurtigt blik, så det ud som om der var strøet hvide blomster ud over den, og det var nu overhovedet ikke hende stil. Efter at have set på ydeligere nogle smukke kjoler, faldt hendes øjne på en kjole der var så smuk at Amylia næste ramlede bagover. Den var i den smukkeste mørkegrønne nuance og var syet så den sad tæt på kroppen og der var ikke engang et kæmpe strutskørt for neden. Udskæringen var firkantet, ligesom den himmelblå kjole Ell selv havde taget.
Amylia stirrede på kjolen, og lod med ærefryg en bleg finger følge den sygniing af sølv der holdt kjolen sammen. Begge ærmer have en slags enkelt sølvbånd der ville sidde lidt over albuen, og ærmerne var derefter lange, og sølvsygningen holdt op, så noget ligenden en slise. Kjolen var utrolig enkel, men den havde Amylias fulde opmærksomhed. Hun påførte den sig forsigtigt, og opdagedde til sn store glæde, at bortset lige fra at den var en smule for lang på ærmerne, så passede den perfekt. Hun smilede over hele hovedet, og hørte kun Ells snak med et halvt øre. Da hun løftede skørtet en smule kunne hun lige se spidsen af hendes fod, der så hel sølvagtig ud i kontrast til den mørke farve.
"Hvor er du smuk!"
Amylia rødmede og smilte stort. "Du er da smukkere," Grinte hun, og bestemte sig for at hun havde ret. Ell var vrkelig storslået med hendes creme-farvede hud og det lyse hår der faldt som silketråde og indhyllede hendes smukke ansigt med de venlgie øjne.
Men ikke desto mindre tog hun hurtgt imod børsten, og kæmpede indædt med de viltre krøller. hendes hår var næsten blevet samarbejdsvilligt, da hun opdagede sit eget spejlbillede.
Så forbavset hun blev. Hun havde aldrig troet at hun selv kunne se sådan ud. De mørke øjne, der næsten så sorte ud, på en meget rar måde, og de sorte krøller der hoppede og dansede og legede i en vind der overhovedet ikke eksisterede. Og om ikke andet, matchede de den mørke kjole der fik hendes hud til at se perlehvid ud. Hun kiggede lidt forbavset, og glædede sg over sig selv, selv om en lille del af hende ikke kunne lade være med at sammenligne hende med Ell. Selvfølgelig var Ell pænest, men det betød ikke så meget. Ell var pænere en nogen anden Amylia nogensinde havde set, nogensinde havde kunnet forstille sig, men Amylia havde måtte affinde sig med ikke ligefrem at være den største skønhed.
Og da hun havde redt håret færdig, kunne hun ikke lade være med at føle sig lidt stolt.
Hun følte sig fakstisk som en der kunne gå ved siden af Ell, uden at hun ville finde sig direkte grim. Ved siden af Ell ville hun selvfølgelig aldrig kunne se sig selv som smuk, men hun synes selv at hun så nogenlunde acceptabel ud.
*Men nu skal du ikke være så selvbevidst, din lille... selvbevidste... selvbevidster!* Skændte hun drillede på sg selv.
Hun vendte sig mod Ell med et lille "Tadaaa!" og måbede lidt endnu. Eleanora var da i hvert fald ingen elver. Amylia havde før set glimt af elvere, og Ell var dem alle overlegen. Hun måtte være en eller anden slags Skønhedens Engel.
"Men du snakker nu så meget om Veneur, men får jeg aldrig lov at møde ham?" Drillede hun og fniste. "Jeg tror aldrig jeg har hørt om en formskifter der fortrak at være en kolibri," Fortsatte hun. Nu da mundtøjet allerede var gået igang, var det straks sværrer at stoppe det. "Min Fal, han fortrækker at være en drage. Du ved, sådan en stor en der kan beskytte alle og alt det, men det er nok fordi han føler at han er stærkere sådan. Så på en eller anden måde, så tror jeg at han er mere... ædelmodig... altså, at han regner med at alle vil kæmpe lige kampe, så at hvis han selv viser sig og stiller sig til offentlig skue, så kan det være at hans fjender også gør det. Han tror på det bedste i alle og regner med at så snart han viser sig overfor sine fjender, så vil de nok også vise sig overfor ham." Hun smilte, men kom hurtigt til at tænke på hvordan Ell kunne have misforstået det. "Ikke fordi at Veneur ikke er ædelmodig, men hvad jeg har hørt om ham, så virker han som den der hurtigere har accepteret verden. Altså sagt, 'okay, ham dér er min fjende, og han kæmper ikke fair kampe, så jeg taber hvis jeg prøver'," fortsatte hun og pegede mod stolen hvor hendes kjole lå, som nu reprænsenterede Veneurs fjende. "Så, på den måde er han måske... en smule... klogere, *Fnis* end Fal er. Fordi han har sagt at han ikke kan vinde livets kampe, hvis han ikke kæmper som sine modstandere. Fal har en standart måde, hvorpå han ordner sine problemer..." Amylia lagde ikke engang selv mærke til at hendes stemme blev helt drømmende når hun talte om Fal, men hun kom lidt efter også til at tænke på Douk. "Hov, ved du forresten hvad? Der er en lille pige, en formskifter, der hedder Dokuro. Hun er kun et lille barn. Fal, jeg og en der hedder Reves, fandt Douk sammen med en ork. Vi tog hende med hjem, og hun kalder mig for tante." Amylia fniste igen, og satte sig fraværende på sengen. "Hun har hele tiden en hale, og nogle katte-øre. Hun er så sød. Hun virker helt som om hun godt kan lide mig og Fal." Og smilte og grinte lidt. Ikke fordi der var nogegt sjovt, bare fordi hun havde lyst til at grine. "Hun sidder sikkert hos Fal ligenu, og spiller på hendes lille fløjte." Hun grinte igen, og kiggede på Ells store forstående øjne. Ell var faktisk ved at blive helt god til Warlansk.
Et eller andet sted glædede det Amylia vældig meget. Tænk, hun havde faktisk lært den smukke Elver noget! Hun fniste igen, og smilte stort.

Smukke kjoler, smykker og overdådighed, hvad betød det hele hvis naturen ikke fandtes? Ikke noget som helst. Eleonora blinkede mismodigt med øjnene, og så ned i jorden en kort stund. Hvad hun satte pris på, var ikke nogen hemmelighed eller et under, men spørgsmålet var, hvad All gjorde. Den altid selvkritiske og demonstrative All, hvad ønskede hun at blive bragt? Eleonora ønskede frihedstegn.
Tegn hun kunne muntres, ved at blive bekræftet i, at hun altid kunne forlade ”det trygge inde” som Veneur så ofte havde pointeret. Frihedstegn som blomster, grene og nyfaldne efterårsblade og vinterens først sne. Alle spurgte til hendes fortrukne farve og vedhæng til smykker og tøj. Målte og vurderede smukkeste udskæringer og mulige slidser, til lige netop hendes figur, men aldrig spurgte de til hendes yndlingsblomst. I virkeligheden havde det aldrig gået hende på, for hun kunne, i bund og grund, selv gå ud at finde den, men at formskifterne og menneskene kendte så uendeligt lidt til elvernes karakter, kom bag på hende.

Eleonora flyttede skamfuldt vægten fra det ene ben til det andet, og så rødmende. Selvmedlidenheden havde tag i hende, og hun gispede ved erkendelsen. Dens lange, trykkende arme snoede sig om hendes arme og ben, og hun følte sig beklemt. Hvordan kunne hun dog være så egoistisk? All, som stod og lignede en skinnende sol, den pige der havde mindst i hele denne verden, havde mere overskud end hende. Overskud til at se ud over sin egen lille næse som var blevet forrådt og snydt så tit.

Eleonora hævede blikket, og fangede Alls funklende øjne. Jo, minsandten om hun ikke lignede en sol. En forsinket, men overrasket reaktion, fyldte Eleonoras blege ansigt.
- Den mørke kjole med de høje delinger ved hoften, og den sølvgrå udskæring med samme geometriske form som den hun selv bar, den hun havde fået af Veneurs mest betroede officer, sad nu og glitrede på Alls slanke krop.
Den tætsyede klædning, fik All til at ligne en sand eventyrprinsesse, eller endnu bedre, en havfrue! Eleonora lo af henrykkelse, ”Hvor er du dog køn!” End ej havde hun hørt sig selv sige en lignende sætning tidligere, men nu lod hun forbløffelsen bundfælde sig, og hun bukkede ærbødigt, som var det den kongelige monark og hans dronning som knejsede foran hende. Lille, saglige All var som forvandlet! Fra et usikkert, jaget dyr, til en udsprungen blomst i sommerens først flor.
Måbende strakte Eleonora armene ud for at hjælpe All med den korsetsnørede ryg, og hun havde svært ved at få sin åbentstående mund, lukket. ”All, er du elverfødt?”
Hun fniste lidt ved useriøsiteten som gemte sig i dette spørgsmål, men alligevel mente hun det. All lignede virkelig en skønhed. ”Hvis jeg tager dig med uden for denne,” hun pegede mod døren, ”så bliver du dynget til med gaver fra alle de savlende mænd,” hun grinte kærligt, ”det tør jeg simpelthen ikke, for både din og Fals skyld!”
Eleonora tog sig selv i armen for at standse et latterbrud da All begyndte at fortælle.
Noget om en lille Dokuro, som kaldte hende tante. Tante… det lød en smule gammeldags eller som om hun var ældre end hun reelt var.
*All, som tante…tante…* Det klang ikke rigtigt i hendes øre, men ikke desto mindre gjorde det hele situationen mere sød. Fal og hans yndlings form som drage. Bare ordet fik hende til at gyse, og hun rynkede bekymret brynene. Hvordan kunne All være så afslappet med det? Groede hun ikke for dragens egen personlighed som måske pludselig kunne tage over og skabe kaos og ødelæggelse? Men måske var det slet ikke sådan en drage? I så fald, kunne hun godt forestille sig den beskyttelse en sådan en kunne yde. Eleonora kom til at fnise over Alls svømmende og beundrende øjne.

Pludselig vendte All sig mod hende og virkede som om hun vurderede hende. Hvad tænkte hun på siden, at et stort smil bredte sig over hendes ansigt på den måde? Eleonora kunne ikke lade være med at smile igen, og åbnede munden for at svare, ”er hun jeres barn, så?” Spørgsmålet virkede dumt, for selvfølgelig var hun ikke barn af de to elskende, men psykisk? Eleonoras stemme skrattede usikkert, og hun rømmede sig kraftigt, ”hvis hun ingen forældre har?” Tilføjede hun usikkert, og smilede forsigtigt.

Amylia prøvede meget på ikke at le for meget af Ells bemærkning over Douk.
*Douk som min datter...* Tanken var tilokkende, men det blev jo nok aldrig til andet end en tanke.
"Nej, det... nej. Nogle gange ville jeg virkelig ønske det, men jeg bliver nok desværre aldrig mere end en tante til hende. Nogle gange tror jeg at hun næsten havde lettere ved at knytte sig til orken." Hun trak lidt sørgmodigt på skuldrene, før hun igen lyste op i et smil. Hun havde næsten glemt Ells søde kommentarer til hendes udseende, og hun lyste om muligt endnu mere op indvendig, end udvendig.
"Elverfødt," Smilte hun, før Ell kunne nå at kommentere det mindre glade emne om Douk.
"Jeg er da i hvert fald ikke så meget elverfødt som andre her tydeligvis er!" Grinte hun og nikkede mod Ells smukke person.
"Har du da lige set dig selv? Dit hår er så lyst og smukt, og bølger som det modne korn på marken! Dine øjne skinner og er dybe og fantastiske som den lyse sommerhimmel." Hun grinte muntert, og nikkede som et hurtigt tak, for hjælpen med korsettet, da hun valsende vendte sig rundt, og med et snuptag greb Ells hænder og drejede hende rundt i en lille uperfekt piuette.
"Din hud er som sommerens første spæde rosenknopper, og er blød som den dyreste silke jeg nogensinde har stirret på!" Hun lo igen, og snurrede endnu engang Ell rundt.

Amylia kunne sagtens forstille sig Ell med en æbleblomst i sit korngyldne hår, der bølgede nedom hendes skuldre.
Veneur havde bare at passe godt på Ell, for ellers... Ellers...
*Ellers skulle jeg personligt stikke Ells yndlingsblomst så dybt ned i halsen på ham, at ikke engang en trænet læge vil kunne se den oppefra!*
Amylia forstillede sig fraværende Veneurs ansigt. Han blev nødt til at være elverskøn, ellers kunne Amylia bare ikke se ham ved siden af Ell. Han skulle have lyst hår. Eller helt sort. Ja! Hvidt eller sort. Det var nok hvidt, for sort var farven for de onde.
Så han måtte have hvidt hår. Og han havde en grøn fulg på skulderen, for at symbolisere frihed og håb. Og hans øjne måtte være lige så blå som Ells egne skovsøer. Og hans spidse ører måtte have den samme creme-farve som Ells egen bløde hud. Og han skulle rødme hver gang han så Ell!
Og han skulle sidde på en stor hvid hest, med sit friheds-sværd i den ene hånd, og den anden skulle han have fri, så han kunne svinge Ell op på hesten når han red forbi. Og så skulle han have tre bøger i saddeltasken, og han skulle have tretten guldmønter så han kunne give Ell alle de fineste kjoler og smykker hun ville have. Og så skulle han kunne give hende hendes yndlingsblomst, forstenet så den aldrig ville visne. Men selv som forstenet skulle den være i live. Og selvfølgelig skulle han kunne give Ell et lille hus, og tre børn. De skulle bo ude i skoven, tæt ved Hollow Lake, så Ell kunne tage sine små guldhårede børn med ud at bade hver eneste dag.

Og alle de tanker var tænkt på så lidt tid at det føltes som om den tid slet ikke var gået. Men det var den nok heller ikke. Ell var så smuk som aldrig før, og hendes øjne skinnede blankt og dybe med en fantastisk uskyldighed. *Ja, Veneur har bare at passe godt på hende... Men eftersom han har vundet Ells hjerte er han nok også en fantastisk person...*

"Men hvis nogle ville give mig gaver så snart jeg trådte uden for døren, hvordan kan det så være at du ikke er overdynget med store tunge bjerge af kostbare skatte? - Frøken Guldhår?" Tilføjede hun, og bukkede som en rigtig gentelmand, stadig med hendes hånd i sin, og opførte sig som en fjollet forelsket bejler.
"Hvis jeg, Veneur, måtte få denne dans, Du elverskønne Frøken Guldhår?" Spurgte hun med dyb stemme og holdt sit hovede bøjet i den bukkende stilling.
Så smuk Ell så ud der! Som et lille barn der har gået hele sommeren og glædet sig til vinteren, og pludselig vågner op med sne på ruden. Hendes lyse hår var virkelig at sammenligne med det gyldengule korn der bølgere på marken i al dens smukke silkeflor. Og hendes øjne lignede mere end noget andet, store dybe søer af ren og skær godhed. Det lyste ud af hende. Hun var så sandelig en skønhedens engel.
*Min egen gode Engel Guldhår*
Bestemte Amylia sig, og havde ingen problemer med at se Ell stå på en sky.
Ell havde ikke brug for korset som hun normalt så ud, så på skyen ville hun kun have en enkelt lyseblå kjole på med smørgule sygninger og en stor broderet blomst der skulle fylde halvdelen af den øvre del af kjolen.
Og det skulle være Ells yndlingsblomst!
Hvad mon yndlingsblomsten var? En Orkidé? En stor rød rose? Eller måske var det blomsten fra et kirsebærtræ!
Amylia bestemte sig for at spørge hende snarest muligt. Hun skulle få så mange af hendes yndlingsblomster at hun ville blive træt af dem!
*Ja, min egen gode Engel Guldhår skal få alle de blomster hun kan få*

Mundlam og almindelighed

Med slet interesse fulgte, Eleonora, Alls øjne da spørgsmålet om den lille pige og Alls moderskab dukkede op. De var drømmende og funklende på en gang, som stjernerne på himlen, med en mørk og mystisk baggrund. Hun kneb tænkende, sine egne øjne, sammen, og så søgende ind i Alls. De var så langt væk, som om hun sov eller tænkte sig til et sted langt derfra. Tydeligvis var der glæde tegnet i de dunkle øjne, men også skuffelse og bekymring, som om noget tyngede hendes længsel efter det lille barn. Som om hun gav op fra starten af.
Og så tilstod hun problemet, og hvilket problem! Orken.
Ordet gled langs hendes røde læber og dumpede, klodset som racen var, ned på jorden og stank af had og fordærvelse. Det lagde et tungt og sørgeligt tæppe over deres skuldre, og Eleonora, der som elver ikke kunne fordrage den fremskridende race, fik en dårlig smag i munden. Pigen knyttede lettere bånd til en ork? Hun lod sin primitive del drive rundt med sig, og straks havde hun set sig sur på både pige og ork. Hvilken race kunne denne Dokuro høre til? Menneske eller formskifter, dværg eller en vildfaren elver? Var hun elver, var hun forræder! Var hun elver, burde hendes egne instinkter kunne fortælle hende at noget var rivende galt. Hun kunne umuligt være elver, ikke af rent blod i så fald. Var hendes forældre blodforrædere, kunne hun meget vel falde i den forkerte sø af valg.

Eleonora tog sig til munden og spilede øjnene op, hvad var det dog hun sagde? Blodforræder? Hvad var det for tanker? Hun var i største stil selv en blodforræder, hvad følte hun da for Veneur.
Som en snestorm blev hun revet ud af sine tanker, og ført svimlende rundt i en piruette. All smilede igen, og snakkede opmuntrende om en skønhed, som Eleonora ikke kendte. Smilet var ikke påtaget, men underligt beundrende, som om All havde set en duftende sommereng i måneskin. ”Elverfødt,” hun nævnte hvad Eleonora selv havde forelagt, og snart forstod den, fortumlede elver, sammenhængen. Det var hende, All kiggede på og lo ad.
"Jeg er da i hvert fald ikke så meget elverfødt som andre her tydeligvis er!" Grinte hun og nikkede mod Eleonora.
"Har du da lige set dig selv? Dit hår er så lyst og smukt, og bølger som det modne korn på marken! Dine øjne skinner og er dybe og fantastiske som den lyse sommerhimmel." Alls ord kom helt bag på hende, og hun måbede fortumlet.
”Så smukt har ingen talt til mig før..” Den lamslåede pige, så flovt ned i jorden, og vidste ikke sine levende råd. Hvad skulle hun dog sige og gøre? For første gang følte Eleonora sig hjælpeløs, hvordan skulle hun forklare og glatte landet ud? Hvis All virkelig mente hvad hun sagde, hvordan ville hun så ikke reagere når hun rent faktisk stødte på en elverleders datter? Hvilket samtidig fortalte hende, at All aldrig havde mødt en sådan skønhed. ”Du…” Hun sank besværget en klump, og så forandret op på All, ”du finder mig smuk?” Selv følte hun sig lille og grå, kedelig og almindelig. Kun hendes stolthed synes storslået og vigtig, når hun selv skulle sige det, og hun var vakt. All smilede igen, og langede endnu en overdådig anmodning ud, og hun blev igen snoet rundt.
Hendes høje, mørke og dog kridthvide, veninde mindede hende om månens glans den første nat efter nymåne, og hendes beskyttende udtryk virkede som ekstra pynt, på en allerede fuldendt og køn kjole. *Hun skulle bare vide,* tænkte Eleonora indædt og sydende, hun lystede at tildænge All med lige så mange komplimenter som hendes Fal sikkert aldrig havde formået at udtænke. Men hvor skulle hun gribe og grave?
Alls blik forandrede sig og blev pludseligt alvorligt og tavst, det var som om hun holdt elveren, vurderende, ud fra sig og bedømte hendes indre med et teleskopisk stykke glas. Eleonora forsøgte, men kunne intet læse ud fra det gådefulde blik, og hun følte sig som en pyntegenstand der blev vurderet til guldvejning.

Eleonora der var født med få ord i mund, og en forsigtig måde at føre sig frem på, følte sig på bar bund. All der storsindet sad og roset og priste hende uden besvær, synes ældre og mere moden end elveren der generelt burde vise sig på fornuftigste og overbærende vis. Men her var hun mundlam og overvældet af ord der i bedste mening skulle få hende til at føle sig stolt, men som inderst inde, flyttede bjerge af selvkritik. Eleonora følte sig som en uvelkommen grøn brik i et blåt puslespil. Hendes indadvendte natur, blev sat på en alvorlig prøve…

Som afslutning på sin vurdering åbnede hendes veninde munden, og udbrød: "Men hvis nogle ville give mig gaver så snart jeg trådte uden for døren, hvordan kan det så være at du ikke er overdynget med store tunge bjerge af kostbare skatte? - Frøken Guldhår?" Tilføjede hun, og bukkede som en anden ung mand der søgte at vinde hendes hun, og hun mumlede forfjamsket til svar: ”Skønhed er ikke alt, min kæreste ven, skønhed kommer indefra, og du lyser deraf. Hvordan skulle de kunne undgå at se dit skin?” Førend hun færdigede sin sætning, fortsatte All ufortrødent, "Hvis jeg, Veneur, måtte få denne dans, Du elverskønne Frøken Guldhår?" Spurgte hun med dyb mandsstemme og holdt sit hoved bøjet i samme ydmyge stilling.
Eleonora stirrede endnu mere flovt end før, og nikkede nærmere per automatik end af overvejelse. Men ikke hele hendes krop fulgte velvilligt med, modviljen lurede under overfladen og hun standsede deres fjollede opførsel med en alvorlig håndbevægelse,
”Amylia,” startede hun forsigtigt. ”Jeg finder dine udtalelser meget smigrende og bekræftende, men jeg tror ikke at du er klar over din egen skønhed, siden at du roser min så højt.” Eleonora greb kærligt fat om Alls skuldre og vendte hende om mod spejlet på bordet, ”se,” hun listede om bag hende og skubbede hende ned på stolen, ”kan du se det?” Møjsommeligt rettede hun på det bølgende hår og trak sine hvide, kolde fingre langs de høje kindben. ”Dit hår er som nattens rare og komplette mørke, dine øjne som søens mystiske dyb, og din hvide, bløde hud sneens spæde fald. Kan du se at din skønhed er overtruffen?”
Eleonora bed sig i læben. Meget var hun ikke for at udstille sådanne standpunkter, da hun var af den mening, at skønhed betød fare. I den forbindelse at skønhed var en magtfaktor der var nem at misbruge. All var køn, så køn som noget menneske kunne ønske sig at blive, og når hun lod sit smil pryde, som en almindelig elver, lige som Eleonora.
Almindelig, var hvad hun følte sig, og det var alt hvad hun ikke ønskede at All skulle føle sig.
"All, du er smuk, noget af det smukkeste jeg har set. Hvis du finder det et kompliment, vil jeg gerne fortælle dig at du ligner en elver. Men en ”elver” er et langt større begreb end jeg ønsker at forklare, og en som en bonde i menneskenes samfund, ønsker jeg ikke at du skal føle dig middelmådig som jeg. Jeg er ganske almindelig, og det er hvad jeg ikke ønsker at du skal blive. Du er noget specielt, som forårssolens første skin – længe ventet og eftertragtet. Du er noget som bør sættes pris på, og jeg er lykkelig over at være din veninde. Lov mig ikke at blive almindelig, for jeg kan ingen modformular. Jeg har kun min stolthed og nervøsitet at pynte på, og det er ikke beundringen værdigt.”

Eleonora trak nogle linjer over Alls smilende ansigt, og hun kom uvilkårligt til at smile.
”Du er indbegrebet af skønhed, pas på hvilke mænd du vælger til at bedyre dig med gaver, ikke alle ved hvad en rigtig dame ønsker.” Et livligt grin undslap Eleonoras alvorlige mine, og hun hang sig om Alls hals, ”du skal tilegne dig en værdig titel, hvad siger du til – baronesse Amylia, eller måske… hertuginde?” Hun grinte igen og lod en lille anemone vokse ind gennem vinduet, den snoede sig langs karmen, og Eleonora knækkede den forsigtigt af, hvorefter hun placerede den hvide blomst i Alls ibenholtssorte lokker. Skønhed af ægthed. Måtte Fal bære ægthed.

Et øjeblik før var det Amylia der havde drejet Ell rundt, som en lille snurretop, og det var hende der havde overdænget Ell med komplimenter, der uden tvivl var sande.
Men så kom Ells hænder pludselig Amylia i forkøbet, og drejede hende lige ned i stolen. Amylia fniste lidt, og så begyndte det for alvor at regne med komplimenter.
ikke at du er klar over din egen skønhed
Dit hår er som nattens rare og komplette mørke
øjne som søens mystiske dyb
din hvide, bløde hud sneens spæde fald
Hvad skulle hun sige? Hvad kunne hun sige? Hun blev forleg en og lidt flov, men kunne ikke finde på en måde at modbevise Ells teori.
For det kunne da umuligt være rigtigt! Hun skævede hen til Ell, hendes skønhedens engel, der stod der og lyste så roligt og sikkert. Ell mente virkelig det hun stod og sagde!
Amylia havde lyst til at sige noget, der fortalte Ell at hun var mindst lige så smuk som hun prøvede at få Amylia til at lyde. Amylia prøvede at åbne munden, men fejlede totalt, fordi munden allerede havde stået åbent i omkring et minut. Og hvad skulle hun sige? At afvise Ells komplmenter totalt, ville virke som om hun slet ikke satte pris på hvad Ell prøvede at få hende til at tro.Og Amylia satte virkelig pris på det, men det kunne da bare ikke være rigtigt! Hun var da bevidst om hvilken virkning hun havde på de ældre mænd der ejede boderne på markedspladsen, men de mænd ville jo savle over enhver! Og ingen anden kvinde som Amylia havde kendt, udover hendes stedmor, havde nogensinde fortalt hende at hun var smuk. Aldrig. Så, hvordan skulle man sige til Ell, at hun umuligt kunne se det samme i spejlet som Amylia gjorde? Tankerne hvirvlede hurtigere og hurtigere, til de kun var flygtige farvestrøg, som kunstneriske streger på et overmalet maleri.
All, du er smuk,
Den direkte udtalelse af det, fik Amylia til at føle sig mere rundt på gulvet end nogensinde før, og hun havde igen lyst til at åbne munden og sige noget, men da kæben ikke lystrede, kom hun i tanke om at munden stadig stod vidt åben.
*Ell synes at jeg er smuk..! ... !!!*
En lille del af Amylias hjerne opfattede det kærlige tonefald som Ell brugte.Hun lød helt oprigtig og en smule... hengiven?! Kunne hun virkelig synes at Amylia var smukkere end hende selv?
Amylia ville igen tyste på hovedet, men nakken nægtede at lystre. Og alligevel kunne hun mærke Ells fløjlshænder lege med hendes hår, og hun hørte Ells flydende tale fortsætte.
Hvis du finder det et kompliment, vil jeg gerne fortælle dig at du ligner en elver
Og lige præcist dér faldt Amylias underkæbe helt af led. "Aaaurm, iih ... Sj?" Var det eneste hun hviskende kunne få presset forbi hendes tunge som lod til at være hævet til dobbeltstørrelse. Hendes kinder brændte, og havde sikkert fået en tomatrød kulør, der klart modbeviste Ells fantastiske påstande.
Men et lille smil begyndte langsomt at pryde de røde kinder, for... hvad nu hvis det var rigtigt? At hun faktisk var... lidt køn? Kæben faldt langsomt på plads, og smilte voksede langsomt men stødt.
Men så begyndte Ell minsandten da også at kritisere sig selv. Hvis Amylia endnu havde genvundet talens brug, ville hun have benægtet alt hvad Ell muligvis kunne nedgøre om sig selv.
Hun ville havde rystet på hovedet, og sendt Ell et blik der, nu når hendes stemme ikke kunne, vilel fortælle hende at det var forkert. Men hænderne i hendes hår havde en langt mere beroligende virkning, og hun følte sig selv som den lille kælne sølvræv, der ikke ville andet end forgude Ell.
du skal tilegne dig en værdig titel, hvad siger du til – baronesse Amylia, eller måske… hertuginde?
Ved de liflige kommentarer kom livet igen til Amylia, og hun brast i latter.
Og så satte Ell forsigtigt en smuk, smuk hvid blomst i Amylias sorte hår, og Amylia bugnede af stolthed over at have en ven som Ell.
"Jeg tror jeg nøjes med, 'Frøken Eleonora Guldhår's Veninde' Den titel er fin nok til mig! Og hvis man nu ikke må få den, må man vel hellere nøjes med... Hmm, Frøken Amylia Den ravnesorte!" Hun grinte, og så strålende op på Ell der stod der som hendes egne private sol.
"Og," Tilføjede hun, "Jeg vil modstræbende vælge at tro på alle de fantastiske ting du har at sige om mig, HVIS," Sagde hun med alvorligt tryk på 'hvis'et, "Hvis, du så vil acceptere at du er det smukkeste, og den mest ikke-normale skønhed jeg nogensinde har set, og husk at jeg har set mit spejlbillede en million gange, og så skal du også acceptere, at du er en af de mest modige og beskedne personer jeg nogensinde har mødt, OG," Sagde hun med et jeg-siger-det-kun-én-gang - tonefald. "Du må ikke sige mig imod når jeg tænker på dig som en skønhedens engel, for, det måtte du da have lagt mærke til under maskeballet, at når man ser på dig, så ser man altså kun ren skønhed. Elver eller ej!"
Hun klukkede og tog et løst greb i Ells hånd."Du er faktisk utrolig blind, vedrørende dig selv. Jeg tror slet ikke at du faktiske nogensinde har prøvet at se hvordan du virker, når man ikke kan høre dine tanker."
Sagde hun med en henkastet sådan-er-det-bare - bemærkning. For ingen tvivl om at Ell var det mest fantastiske væsen, som jorden nogensindehavde været så heldig at blive gået på, af.
Amylia trykkede Ells hånd, og rystede umærkeligt på hovedet, som tegn på at hun ikke gad at Ell skulle sige hende imod.
"Jeg har aaaaaaaaaltid ret! Slut!"Grinte hun drillende, og vendte hele overkroppen mod Ells overrumplede skikkelse, der så ud til at ville protestere.
"Se Ell! Sne!" Udbrød hun lykkeligt, da hun på de små hvide flager der flagrede ned fra himlen. De hvirvlede rundt og dansede med hverandre imens vinden hyledes dens specielle glædessang.
"Det sner, sådan rigtigt, Ell!" Grinte hun, og rejste sig med et sæt op for at løbe hoppende hen til vinduet og stirre ud på den verden, der snart ville være dækket af en hvid kappe at den skønhed som sneen bragte.
"Åh nej... Så burde jeg måske snart få nogle sko..." Sagde hun nedslået, og hendes øjenbryn samlede sig over hendes sammenknebne øjne, der skulede ud mod sneen, der nu ville gøre at hun skulle på indkøb.
Hun sukkede uhørligt, før hun igen lyste op. *Det sner jo. Det er ikke sneens skyld at du er ufforberedt... og du behøvet da ikke sko, du har da overlevet mange vintre uden*
Der efter vendte hun igen blikket mod den underskønne Ell. Amylia greb hendes hånd, bare for igen at kunne mærke de fløjsbløde fingre, og for at trykke hende hånd igen.

Efterårets sidste måne

Skummende, og med slet skjult stolthed, betragtede Eleonora hendes måbende veninde. Komplimenter var ikke noget hun var vant til at give, eftersom hun holdt mest af naturens skønhed, men All lignede heller ikke den store modtager af samme. *Egentlig en forbistret skam,* tænkte Eleonora hånligt – hvilke tåbelige mænd havde ikke befundet sig i Alls landsby, hvilke mænd kunne ikke se, at denne pige var bedårende? Uden tvivl mænd med et hjerte af sten og lukkede øjne. Men det kunne også være godt det samme, samtlige mænd fortjente heller ikke én som All. Eleonora kom fnisende i tanke om Alls kæreste, *All og Fal,* et pudsigt rim. Navnene lå tæt på hinanden, eller kælenavnene gjorde. Hvilket også mindede hende om, at lige meget hvor godt de passede sammen ved tanken, skulle de også passe sammen i virkeligheden. Fal, drage eller ej, så skulle han tilbede hendes All.

"Jeg tror jeg nøjes med, 'Frøken Eleonora Guldhår's Veninde' Den titel er fin nok til mig! Og hvis man nu ikke må få den, må man vel hellere nøjes med... Hmm, Frøken Amylia Den ravnesorte!"
All satte et grin op, der ville have været en konge værdig og smilede op til Eleonora.
"Og," Tilføjede All, "Jeg vil modstræbende vælge at tro på alle de fantastiske ting du har at sige om mig, HVIS," Kommanderede hun, og lagde trykt på hvis, "hvis du så vil, acceptere at du er det smukkeste, og den mest ikke-normale skønhed jeg nogensinde har set, og husk at jeg har set mit spejlbillede en million gange, og så skal du også acceptere, at du er en af de mest modige og beskedne personer jeg nogensinde har mødt, OG," formulerede hun videre med et jeg-siger-det-kun-én-gang - tonefald. "Du må ikke sige mig imod når jeg tænker på dig som en skønhedens engel for, det måtte du da have lagt mærke til under maskeballet, at når man ser på dig, så ser man altså kun ren skønhed. Elver eller ej!" All sluttede sin sætning bræt, som havde hun lagt en plan der, ikke var til at ændre, lige meget, hvor meget man forsøgte og tiggede.
Som var slaget tabt, sænkede elveren de bedende hænder, og lod blikket falde mod gulvet. Hun nikkede modstræbende og lod et lille smil pacere sine læber, det var trods alt smigr hun blev tvunget til at tage imod, og ikke tortur.
*Ravnesorte,* det klingede i Eleonoras ører og famlende, i sit ordforråd, som i blinde måtte hun konstatere at elvisk var hendes stærke side og at hun måtte ty til et sådant navn, ”Aemylia Ledona Raven’uís,” mumlede hun sagte, og kiggede langsomt op, ”elvisk ganske vidst, men enhver med stil vil sætte pris på det, bare det lyder fint. Sådan er de finere kredse nu om dage – kedelige og hellige, alle finder på navne for at hæve sig over de andre, og sætter du et ’fyrstinde’ foran, bliver du anset for at være uendeligt rig.” Hun fnøs og fortsatte: ”Det er ret så forkasteligt, ja, nærmest barbarisk.”
All lukkede munden på hende, ved at hæve øjenbrynet og åbne munden til svar. Hendes højtidelige mine afslørede, at hun ikke havde tænkt sig at kommentere Eleonoras ligegyldige snak om navne og titler.

I stedet klukkede All som en forårskåd høne og tog et løst greb i den forbløffede elvers hånd."Du er faktisk utrolig blind, vedrørende dig selv. Jeg tror slet ikke at du faktiske nogensinde har prøvet at se hvordan du virker, når man ikke kan høre dine tanker."
Tilføjede hun med en henkastet bemærkning, og Eleonoras forvirrede blik, måtte tilkomme hende som eneste svar.
All trykkede hendes hånd, og rystede umærkeligt på hovedet, som tegn på at hun ikke gad at elveren skulle sige hende imod.
"Jeg har aaaaaaltid ret! Slut!"Grinte hun drillende, og vendte hele overkroppen mod den endnu mere overrumplede skikkelse, der så ud til at ville protestere. Eleonora ville protestere, hænge sig i Alls kjole og skrige som en vild. Græde som et spædbarn og stampe i jorden som en femårig, men hvad var der at gøre? Alls plan var tilrettelagt og fuldendt og hun havde lovet ikke at sige noget til det.
Som en lovlydig landevejsridder, holdt hun sig i skindet, men ønskede inderst inde at slippe sin brændende ild ud. Hun nikkede, og affærdigede All med en øvet manøvre. ”I virkeligheden behøver du ingen titel til at værne om din dyd, det er nærmere de andre stormænd, der for brug for et par ekstra til at beskytte sig mod din stædighed og vildskab!” Hun hævede drillende det ene øjenbryn, men blev standset da All lykkeligt udbrød: "Se Ell! Sne!" Eleonora tumlede op fra hvor hun stod bøjet over stolen, og kastede sig mod vindueskarmen. De dansende fnug lagde sig over landskabet som et tæppe af uld, og de bløde driver der allerede var ved at dannes, lignede lag af dyner og hvide dun. De åbentstående skodder, lod sneen fyge ind, og der samledes små fnug på hendes arme og ansigt som hængende var tilgængeligt for den friske, kolde vind.
"Det sner, sådan rigtigt, Ell!" Grinte All og kom hoppende hen for at slutte sig til hendes stirren. Havde Eleonora været sig selv, ville hun uden tvivl have lagt mærke til Alls skinnende øjne, som gjorde det til et under i sig selv, at sneen ikke smeltede.
"Åh nej... Så burde jeg måske snart få nogle sko..." fortsatte hun nedslået, og hendes øjenbryn samlede sig over hendes sammenknebne øjne, der skulede ud mod sneen. All så oprigtigt ked ud af det, men alt hvad Eleonora kunne få frem, fra de tilsnørede læber, var en mumlende lyd, der mest af alt mindede om et suk. Hun trak sig langsomt væk fra vinduet, men fjernede ikke en eneste gang blikket fra den mørke himmel.
Hun ville have forsikret All om at hun ikke skulle tænke på sko, og dermed penge nu, ikke behøvedes at bekymre sig, men ikke et ord lod sig forvilde ud af hendes ligblege mund. Ligblege og sygeligt udseende mund, og ansigt. Ansigtet.

Eleonora var som forstenet.
Med halvt kontrol over den blege og rystende krop, hævede hun armen som for, uden ord, at sige at All skulle blive hvor hun var, ikke skulle reagere og ikke skulle sige noget.
Hun satte sig tungt ned på sengen, og førte begge hænder til hovedet, som havde hun migræne i en alvorlig grad.
Tavse tårer begyndte at trille ned af hendes kinder, men det lammede ansigt fortrak ikke nogen afslørende mine, og hun forblev forstummet. Kun hendes røde øjne bevægede sig og fangede et svømmende portræt af hendes bedårende veninde. All, hun kunne se All. Og ikke mere.

Et billede dukkede op for hendes indre øje, og det gav et ryk i hende. Det konstante mørke som plejede at dække for hendes tanker, blev plettet af lys, og der opstod kortere pauser mellem mørkebrudene. All bevægede sig, flyttede sig uroligt fra side til side, og Eleonora prøvede formummet at beskrive hvad hun så, som for at berolige sin veninde. ”M-mørke..sorte træer… og m-månelys,” hendes blide stemme skræppede en smule, og kappede til sidst over. Billedet skiftede, changerede og skikkelser opstod - deres munde bevægede sig og det gik op for hende at de talte… *forræder.. blodtyv.. månetyv* Eleonora vred sig og så fortvivlet væk.
Efter at have snøftet passende længe, vendte hun sig mod All, og fjernede hænderne, der nyttesløst tørrede tårer væk. Med sammenknebne øjne, lod hun sandheden falde, ”Det er fuldmåne i aften,” hun pegede ud mod den mærke himmel, og snøftede opgivende. ”Efterårets sidste måne, og samme måne som jeg, efter elverskik, skal giftes under. Denne måne skulle føre mig og min tidligere, elviske og dermed planlagte, mand sammen i et helligt bånd.” Hun drejede hovedet for at affærdige dig Alls chokerede og spørgende blik. Hun ønskede ikke medlidenhed eller godtgørelse på tragiske situation. Eleonora snøftede videre, ”jeg er ikke længere nogen rigtig elver..” Og hendes tanker tilføjede undskyldende, *eller noget som helst andet.*



Månen stod højt på den mørkeblå himmel denne nat. Den lignede Ash’ smykke, som han altid bar om halsen. Lige så skinnende og kold. Ash rakte ud efter hendes hånd, og hun fjernede sig instinktivt, ”Eleonora, det er bare mig?” Hans bløde stemme rungede i hendes øre og hun så bebrejdende på ham, ”ikke det blik igen,” tiggede han, og hun så væk. Nej han havde ret, hun burde opføre sig ordentligt – havde hendes far været her, ville han have slået hende af bar flovhed. ”Månen Ash, den er så kold,” forklarede hun skælvende, ”hvordan kan den være så kold?” Han så tålmodigt på hende, og ventede til hendes spørgende blik havde fortaget sig, han kunne ikke svare. Eleonora blev oprigtigt skuffet over hans tavse ansigt, og så væk. Hun rykkede sig længere fra ham og rejste sig op for at undgå hans blik. Hun mærkede efter på sin kjole, og ganske rigtigt, så var den tør trods det faktum, at hun lige havde sat i dugvådt græs. Alfestof, tænkte hun stolt, det blegnede aldrig, tørrede hurtigere end lungebetændelsen kunne indfinde sig, og blev aldrig rigtigt snavset.

”Hvor skal du hen?” Ash så på hende med to lysende mørke øjne, som en ulv i fåreklæder, tænkte hun gysende. ”Tilbage til lejren,” hun så tøvende ind i hans lokkende blik og tilføjede, ”du må gerne blive siddende..” han rystede undrende på hovedet, ”hvorfor bliver du altid så månesyg når der er fuldmåne, Ella?” Han rejste sig op og afslørede en til dels smidig og stærk krop.
Ash var smuk, faktisk det smukkeste hun i sit liv havde set. Han var også den hun stolede mest på i hele deres flok, hvilket for både hende og ham betød milevidt. Altid havde han bragt hende, hendes mad, og gjort det med en sådan respekt, at alle beundrede ham. Han var en god skytte, og jæger, og aldeles morsom og tålmodig. Kort sagt den ideelle mand... For alle andre end Eleonora.
Hun så ned i jorden, både hun selv og han, vidste at det ikke alene var fuldmånen der gjorde hende så skinsyg. Alle i lejren snakkede om det, snakkede om Ash med hans flygtende, lille, skrøbelige Eleonora. Hun hadede deres misundelige og medlidende blikke, og vidste af hele sit bristende hjerte, at det medlidende ikke var rettet mod hende, men den mand der elskede hende, og som skulle slæbe rundt på denne opfarende tøs. Hun kneb øjnene sammen i afsky. Hvad ville de ikke sige når hendes egen giftemåne kom? At Ash skulle se at vågne op til dåd og se hvad der stod ved hans side? Åbne øjnene og kaste kærlighedens evindelige slør væk? En lille tåre trillede ned langs hendes lighvide kind. Ash rakte sine senestærke arme ud og omfavnede hendes hulkende liv. ”Det var ikke sådan ment, dit månebarn!” Han lød bekymret, og lod en trøstende hånd, tørre den vildfarne tåre væk. Eleonora greb hans hånd og klemte den nyttesløst mens han holdt hende ind til sig. Han lod hende græde stille ud i sin favn, og da hun begyndte at bevæge sig, tog han fat om begge hendes arme og holdt hende ud fra sig. Modvilligt så hun op i hans funklende øjne, der så kærligt ned på hende, og hun åbnede stille munden til forklaring. ”Jeg er lovet væk Ash, lige som de gamle aner foreskriver. Jeg skal overrækkes som en sæk kartofler til den mand der siger han elsker det, som alle andre afskyr mest.” Endnu engang så hun væk, og hendes ansigt var fortrukket i smerte, ”jeg ønsker at du skal være lykkelig Ash, men lykken kan jeg ikke give dig, hvis du gifter dig med mig.” Han så ufravendt på sin lille bekymrede Ella, som altid var så nervøs og afvisende, han så de mange lyse krøller kredse og bevæge sig som levende slanger om hendes spidse ansigt, han så hvad han elskede, ”lykken er for mig, ikke det samme som at opgive dig, opgive den kamp jeg har kæmpet så længe, Ella.” Han så overlegent ned på hende og smilede fortrøstningsfuldt, ”din tossede lille alf, hvorfor tror du, at din far valgte mig til at blive hans eneste datters mand?” Hun rynkede lidt på næsen og ruskede sig fri af hans blide tag, hun vidste, at hendes far havde valgt med omhu og at Ash selv havde givet sit hjerte i bytte for hendes dyd.
Som svar tog hun ham i hånden og gik på snublende fødder, tilbage til lejren.

Natten var sort, og mørket var sjældent set så intenst. Små anemoner spirede hvor deres fødder ledte dem hen, og træerne stod tavse og tårnede sig op over deres hoveder. Mens de gik i stilhed, mærkede Eleonora den varme som hun havde været så vant til igennem tiderne, strømme gennem sin hånd fra Ash’ hånd, og hun følte sig tryggere.
Et skridt gennem løvet, en tone lød, endnu et skridt, en sart tone tog over.. nogen spillede denne nat. Ikke at det var usædvanligt, Evan, deres musiker spillede ofte muntre melodier mens de små børn dansede til, men denne var udsædvanligt sørgelig. Som om tonerne beklagede sin tilstedeværelse i stedet for at spille overlegent og selvretfærdigt.
Eleonora satte uvilkårligt farten op, og i stedet for at advare Ash om hendes bange anelser, slap hun hans hånd og løb i en fart mod sangens udspring. Lejrens udkant kom hurtigt til syne og hun ænsede ikke Ash’ fortvivlede og advarende råb bag hende. Hun fortsatte i spring ind mellem lejrens telte og mærkede straks afspærringsmagien brænde hendes kolde fødder, men hun var lige glad, og stoppede først da hun var noget ind i gruppen af sammenstimlede elvere der stod omkring hendes forældres telt. En gysen gik gennem hendes sind, og hun fik en klump i halsen. Folk så undskyldende på hende, og flyttede sig fra hendes vej så hun kunne komme forbi. Teltet stod mørkt og gabende i den tågetætte stilhed og hun frygtede for hvad der ventede hende bag det hængende stof. Bag hende hørtes grene der knækkede og løbende fødder som nærmede sig hastigt.
Ash brød ud af træernes skjul og fortsatte målrettet mod hende og lejrens samtlige medlemmer på omkring 150 nysgerrige elvere. Han skubbede uhensigtsmæssigt folk væk for at komme ind til hende, men de holdt ham tilbage og rystede tavst på hovederne. Hun så hans spørgende blik, og vendte sig i en affærdigende bevægelse. Skulle hun se sin frygt i øjnene, skulle hun gøre det alene. Med rystende hænder og skælvende læber, vippede hun dugen til side og stivnede rædselsslagent.
Der lå hendes mor, ligbleg og næsten hårløs. Hun stirrede på sin datter med grå og sigende øjne, men intet ved denne gruopvækkende skikkelse virkede levende. Sygdommen havde taget hendes mors sidste åndedrag, og nu lå hendes krop, der i teltet uden sjæl eller stemme og bare ventede på at blive båret væk og fortæret af nattens grumme væsner. Eleonora var så ulykkelig at hun ikke kunne græde, ikke udvise smerte eller sorg. Hun nikkede til de omkringstående mænd der ventede på hendes ordre til at bære den døde væk, og de tog forsigtigt fat i lagnet som hun allerede var svøbt i. Hendes mor havde vidst at hun skulle dø. Det havde været det sværeste at forstå. Eleonora tog sig til halsen og sank besværet, nu var hun helt alene.

Teranis, lejrens fører kom spankulerende hen mod hende, og tog hende alvorligt i øjesyn. Han nikkede til Ash, som kun med stor selvbeherskelse blev hvor han var, hun kunne se at han for alt i verden ønskede at komme hen og lægge sine arme om hendes spinkle liv bagfra, men han ville ikke forbryde sig med lejrens leder. Teranis rynkede brynene og hans myndige udtryk kom til sin ret da han så Eleonoras oprørske blik, ”af alle dage, har du været den mest modsigende og stædige, lille alf i hele min lejer. Når man viste dig godhed, skubbede du én fra dig, viste man dig omsorg, løb du din vej,” den ældste tog hende om hagen og tvang hende til at se ham i øjnene, ”og nu står du her, uden forældre eller en mand at holde dig til, og nægter at fælde en tåre,” han slap hende og støttede sig til sin krummede gren. ”Du er i sandhed en udsædvanlig lille tingest.” Eleonora kunne ikke tyde om han forkyndte dette med respekt eller hovmod. ”Du fortjener at blive anerkendt Eleonora, men jeg er ikke sikker på at du ønsker det.” Han så bekymret ned i hendes mutte blik, ”frihed er hvad du ønsker, og det har det altid været. Jeg kan se at det piner dig at være blandt dine egne. Jeg skal holde Ash i skak.”

Whoaw! Det må jeg sige Ell, det var da noget af en roman! - Men en fantastisk en... Udgiv nu den bog! xD

Sneen var så hvid at det næsten gjorde ondt i øjnene at kigge på de kunstfærdige fnug, men selvom Amylias øjne løb i vand, kunne hun ikke fjerne dem fra det smukke vinterlandskab.
*Så hvid. Så ren. Så fin. Så uskyldig. Så uvidden.*
De små flager blafrede og dansede og vinden spillede i baggrunden. Det smukke landskab rejste sig i et væld af urørte former og uhørte lyde. Og sneen, så kold som noget andet, lagde sig over Amylias ansigt, og dannede en krans af hvide kronbladede omkring Ells hoved. Amylia stirrede på sin veninde, der stod der og så lige så lykkelig ud, bare fordi sneen var kommet.
Alting virkede så fredfyldt og fantastisk. Lykkeligt på en eller anden måde.
Og så rykkede det underligt i Ell. Hun løftede sine arme, og hendes øjne lyste af frygt, eller det der var værre. Hun stirrede ligeud i luften, og Amylia kunne høre hendes åndedrag blive hurtigere og komme mere hikstende. Så bakkede Ell tilbage og satte sig på sengen.
”Ell?” Spurgte hun usikkert, men det så ikke engang ud til at hun hørte det. ”Ell? Ell, hvad er der galt, Ell?” Spurgte hun mere bekymret, men Ell havde gemt sig. Krummet sig helt sammen, som om hun regnede med at hun kunne gemme sig fra virkeligheden eller hendes tanker.
Amylia reagere hurtigt. Hun greb begge skodder og slå dem i med et hurtigt og hårdt brag, og så sprang hun hen til sengen, og satte sig ved Ells side. Hun lagde en hånd på Ells skulder, og gned den blødt og forsigtigt. Hun stirrede ind i de røde øjne der sitrede af noget som Amylia helst ikke ville sætte ord på. Ell ville helst ikke have at hun sagde noget, men hun hørte tydeligvis heller ikke et ord af det som Amylia prøvede at fortælle hende.
Så hun satte sig ned ved siden af hende og tyssede på hende og lagde en arm om skulderen på hende og tørrede alle tårer væk fra de fine kinder. Amylia prøvede at være tålmodig. Hun prøvede virkelig, men det var bare så svært! Hun burde nok ikke sige noget, eller presse Ell, men et par gange kunne hun simpelt hen ikke lade være, og gav hende små spørgsmålsom ”Hvad er der, Ell,” ”Ell, er du okay?” Eller bare ”Ell?!” Men ellers blev hun siddende, utålmodig og bekymret og vuggede fra side til side med et solidt greb om Ells skulder.
Men så talte Ell endelig!
Der var sikkert ikke engang gået fem minutter, men den korte tid havde virket som en halvanden uendelighed.
”M-mørke..sorte træer… og m-månelys,”
Amylia kunne bestemt ikke se det grufulde i det. Var Ell måske ikke en Elver? Var det ikke meningen at hun skulle elske det?
Ell vred sig, og lavede en klynkende lyd, før hun fortsatte,
”Det er fuldmåne i aften”
*Ja, det kan godt være. Og, Eh, hvad så?*
Amylia fandt det smartest ikke at stille det ubehøvlede spørgsmål, med blev ved med at gnide Ells skulder og sch’se
Og det viste sig at være meget smart, da Ell til sidst sagde; ”Efterårets sidste måne, og samme måne som jeg, efter elverskik, skal giftes under. Denne måne skulle føre mig og min tidligere, elviske og dermed planlagte, mand sammen i et helligt bånd.”Et overrasket ’oh!’ undslap med nød og næppe Amylia, der ikke helt kunne hitte rede i hvordan det mon ville være smartest at reagere.
”jeg er ikke længere nogen rigtig elver..” Tilføjede Ell nedtryk, og et eller andet slog det bare klik i Amylia.
Hun begyndte at le helt ukontrolleret. Uden hæmninger eller noget andet. Hun hikstede og grinte og hostede. Og tårerne trillede ned af kinderne på hende.
Hun var holdt op med at rokke med Ell, og selvfølgelig kunne hun se hvor forfærdeligt det måtte være ikke rigtigt at være noget, men her sad de, i en lun seng imens sneen føg udenfor. Ell havde en mand der elskede hende, og hun var smuk som intet andet væsen, og så sad hun og var ked af det fordi hun ikke længere kunne kaldes en Elver.
Amylia hostede og grin, og græd af ulykke.
”Åh, Ell!” Fik hun til sidst ud, da latteren var gået mere om i gråd. ”Ell, Ell, Ell! Fordi du ikke skal giftes med en elver, så holder du altså ikke op med at være en. Du holder op med at være en elver den dag dit elverblod holder op med at løbe i dine årer. Og hvis du nu skulle se dig selv som noget andet end en elver, så se da dig selv som en selvstændig smuk kvinde, med en magtfuld månetrolovet og som ejer magiens kraft! Du kan magi, Ell, og jeg kan blive til et dyr. Der er ikke noget galt, Ell, alting vil blive godt, det lover jeg dig! Du skal giftes med Veneur, og i kan få små børn, som du kan give magiske blomster i håret, og du behøver aldrig bekymre dig om mad eller tøj eller sko!” Hun holdt en pause for at gnide tårerne af ansigtet, og hun slog rigtig armene om Ell. Det skulle ikke undre hende, om Ell var blevet forfærdeligt fortørnet og ked af at være blevet grint af, men hvordan skulle Amylia også forklare at hun ikke havde grint af Ell, men bare Amylias egen dumhed?
”Ell, hvilken race vi kommer fra, betyder ikke noget for den person vi er! Ell, du er en smuk, og modig og utrolig god person, og der er folk der elsker dig. Mere behøver man ikke at vide. Om du er elver eller ej betyder ikke så meget, for mig vil du altid være en elver, og sikkert også for Veneur!” Hun prøvede at finde et ansigtsudtryk der ikke ville give Ell lyst til at slå hende i hovedet for hende ubehøvlede opførsel. Men hun følte ikke at det lykkedes, så hun knugede bare Ell rigtigt ind til sig, selvom hun godt vidste at Ell nok ville have det bedre med et klem i hånden.
”Og månen betyder heller ikke det store. Fortiden er fortiden. VI skal leve i nuet og tænke på fremtiden. Ikke fortabe os i fortiden.” Smilte hun, og bad til at Ell ville forstå hendes pointe.
”Ell, i aften sniger vi os ud i skoven, og så danser vi for månen. Ikke fordi vi bliver nødt til det, bare fordi vi kan og vil. Og så skal jeg nok vise dig hvor meget elver du er. Og hvis du ikke engang har lyst at være en elver, så lad os starte vores egen race! Den skal være for os, der ikke hører til noget andet sted. Og hvis vi bliver rigtig bidt af stemningen, så kan vi blive blodsøstre. Så skal du nok få noget andet at tænke på end folk der snakker om at race er alting. For det er en direkte løgn.” Amylia havde ikke lagt mærke til at hun havde trukket sig ud af omfavnelsen, men pludselig lagde hun mærke til at hun sad med Ells hånd i sin, og studerede Ells smukke træk.
Der var ingen grund til tårer. Aldrig mere.
”Ell, jeg vil altid være her. Altid” smilte hun, og gav igen Ells hånd et klem.
Amylia strøg en forvildet krølle om bag øret, og gav Ell et opmuntrende smil.
Alting skulle nok blive okay. Alting.

//Mig, skrive en bog.. nix! Det kan jeg slet ikke.. Men du derimod! Se og kom i gang! :D! Og også dig Nina – som jeg ved der læser med, se og kom i gang! Jeg vil købe dem alle! xD//

Djævlens værk

Mørket blev evigt og grumt igen, og en kold stemme skar igennem hendes ulykkelige tanker: ”Du er 18, og dette er din bryllupsmåne. Ella, tag dig sammen, vis den tapperhed, som jeg ved, at du inderst inde gemmer på.” Ash’ stemme klang smukt i intetheden, og hans mørke øjne kom til syne. De udstrålede det begær, som havde fuldt i hans kølvand fra første gang de så hinanden og hendes far samlede deres hænder i et ubrydeligt løfte. Et ubrydeligt løfte. Det løfte hun brød… Hvilken skam det havde ført med sig. Hun mærkede allerede djævlens stikkende stemme: ”Hvad de forkaster, skal tilkomme mig og min ret. Hvad de glemmer, skal af mig huskes. Hvad de lader forgå, skal ved mig forblive. Til evig tid...” Hun havde lyst til at skrige. Løbe ud i skoven og gemme sig i et sort hul, som man behandlede hekse, mindes hun indestængt, og midt i al elendigheden opstod en klukkende lyd. Eleonora standsede sin barnagtige klynken og rettede endnu engang de røde øjne mod All. For et øjeblik siden, havde hun i det hensiddes, mærket Alls kærlige omsorg og trøstende ord, men nu sad samme alvorlige pige og grinede. Grinede så hjertet sang.

Eleonora så betuttet op og rynkede, forskrækket, brynene. All nærmest græd og tog sig til maven af onde, mens tårerne løb hende ned af kinderne i stride strømme. Instinkterne begyndte at trække i hendes skrøbelige sind, og alt tillid hun havde forsøgt at opbygge til omverdenen, begyndte at slækkes. All, der så, så smilende og rar ud og lignede en lille blinkende stjerne, tog form for øjnene af hende. Med sammenknebne, bedømmende øjne, så hun nu horn og lange spidse tænder vokse ud af Alls pande og gispende gab. Havde det ikke været for sengens faste rammer af egetræ, ville hun have svoret på at den knejsede under dem. Hun tog uvilkårligt fat om sengegavlen, og pressede sig mod dens beskyttende vidder.

Hun lukkede de pinefyldte øjne, og ventede i stilhed på at Alls forandrede skikkelse skulle gribe om hende, og trække hende med som straf. Men ingen klamme, kolde hænder trak i hende, og ingen negle lod svige på hendes hvide hud. Hvad ventede han på? At hun overgav sig? Aldrig i livet. Som Ash havde bedt om hendes hånd, skulle hun blankt frabede sig djævlens plan og værk. Den hvislende, prustende lyd som for et øjeblik siden havde udgjort Alls grin, døde hen, og et par varme hænder greb om hende. Eleonora ville krænge sig fri og dermed forsvare sin sidste værdighed, men disse hænder trak ikke i hende. De bad nærmest om hendes tilgivelse, tryglede hende om at komme tilbage, lige som de ord der fulgte dem.

”Ell, Ell, Ell! Fordi du ikke skal giftes med en elver, så holder du altså ikke op med at være en. Du holder op med at være en elver den dag dit elverblod holder op med at løbe i dine årer. Og hvis du nu skulle se dig selv som noget andet end en elver, så se da dig selv som en selvstændig smuk kvinde, med en magtfuld månetrolovet og som ejer magiens kraft! Du kan magi, Ell, og jeg kan blive til et dyr. Der er ikke noget galt, Ell, alting vil blive godt, det lover jeg dig! Du skal giftes med Veneur, og i kan få små børn, som du kan give magiske blomster i håret, og du behøver aldrig bekymre dig om mad eller tøj eller sko!” All nærmest snøftede og slog derpå armene om hende. Eleonora blev så forskrækket, at det gav et tilsvarende ryk i hende, som ved vinduet, der nu var lukket, og hun vred sig for at kunne få luft. Hvad var meningen? At man først skulle grines af, og den vej ad hånes, og derefter skulle stå figur til et kram, som kun hendes mor havde givet hende tilsvarende. All virkede upåvirket, og smilede videre som en lille sol, før hun fortsatte sit evindelige snak, men hvad var det hun sagde?
”Ell, hvilken race vi kommer fra, betyder ikke noget for den person vi er! Ell, du er en smuk, og modig og utrolig god person, og der er folk der elsker dig. Mere behøver man ikke at vide. Om du er elver eller ej betyder ikke så meget, for mig vil du altid være en elver, og sikkert også for Veneur!”

Eleonora tænkte tilbage på hendes tidligere sætning, og det vise begyndte langsomt at hægte sig fast, men hvordan skulle hun forklare All at det at ægte en mand, i elvisk forstand, betød alt? At ens status, inden for rangen, var ens et og alt når det gjaldt overlevelse?

De klistrende arme, fik hende til at føle sig indeklemt, og Eleonora følte sig helt på spanden. All havde grint af hende. Som alle de hjerteløse elvere der mente at hun var skør. Skør og skrøbelig. Hun skulle vise dem, vise All at hun ikke var skrøbelig. Hendes hænder rystede, og som sidste forsøg på at virke stærk, rystede hun Alls, intense, greb løst. Men førend nogen nåde at føle sig støt, fortsatte regnen af de vise ord: ”Månen betyder heller ikke det store. Fortid er fortid. VI skal leve i nuet og tænke på fremtiden. Ikke fortabe os i fortiden.” Smilte hun, og Eleonora forsøgte at ryste på hovedet, det var sagens kerne. Fortiden betød alt, for slet ikke at tale om månens virkning. Eleonora var en månesyg elver, det vidste alle, men hvorfor stod All sådan fast?

”Ell, i aften sniger vi os ud i skoven, og så danser vi under månen. Ikke fordi vi bliver nødt til det, bare fordi vi kan og vil. Og så skal jeg nok vise dig hvor meget elver du er. Og hvis du ikke engang har lyst at være en elver, så lad os starte vores egen race! Den skal være for os, der ikke hører til noget andet sted. Og hvis vi bliver rigtig bidt af stemningen, så kan vi blive blodsøstre. Så skal du nok få noget andet at tænke på end folk der snakker om at race er alting. For det er en direkte løgn.” All havde nu taget hendes hånd, og Eleonora så fortrydende op. Denne pige passede faktisk på hende, det var jo All. Snart fortrød hun sin reaktion på Alls tilnærmelser, men hvordan kunne det være at hendes indre trak sig sådan væk?

Som det havde gjort da Ash holdt om hende første gang. Godt nok lod hun sig give hen i hans favn, men aldrig skiftede hun mening, han var og blev en fremmed. Men som All sad her og smilede, forsøgte hun at forandre sit syn på hende. Forsøgte at overbevise sig selv om, at All kun ville hende godt. Noget nagede, hun lod det forkaste.
”Ell, jeg vil altid være her. Altid” smilte All, og gav igen hendes hånd et klem.
All strøg elegant en forvildet krølle om bag øret, og lod et opmuntrende smil fylde ansigtet.
Eleonora så betaget på hende og derefter ned på deres hænder.
I aften skulle de danse, og All havde sagt at hun var ægte. Ægte som sneens hvide farve, og sengens faste rammer. Hendes race betød ikke noget, i hvert fald ikke for All. Og det var alt hvad der betød noget for Eleonora i øjeblikket.

Prøvende, satte hun sig op og tørrede de nu mere normale øjne. ”All, som månens stråler er du konstant. Konstant og betagende. Hvor min fornuft kammer over, tager du hånd om, og lader mig være så lille og dum som jeg har lyst til. D-det skal du have tak for.” Eleonora så ned i jorden, og rejste sig stille op. ”Jeg vil gerne at du møder Veneur, men hans gøremål er ofte mange. Vi vil danse i aften, og vente hans tilslutning.” Hun greb om begge Alls hænder og trak hende op. Alls bastante smil, varmede i hendes krop og hun omfavnede hendes veninde. Ikke at hun fandt det frastødende eller forkert. Men den stædige og selvstændige elver var ikke vant til at have nogen så kropsnær, end ikke hendes familie. Med All ved hendes side, skulle alt nok gå, alt.

Ells venlige ord kom lidt bad på Amylia, men det glædede hende faktisk. Ell var næsten ved at være glad, og det var jo også der var det vigtige. Det var jo hele idéen med det hele! Eller, med noget af det i hvert fald. Slev var Amylia ved at sprænges af nysgerrighed efter at se Veneur, og især også efter at danse under månen. Sammen med Ell.
Men i hvert fald lod Ell til at have det godt igen, og det var godt nok vigtigt!
Men selv om Ell lod til at sætte pris på Amylia, kom omfavnelsen alligevel som en overraskelse. Ell var da ikke så meget for kram..?
Men Amylia satte hjernen på pause, og gengældte let krammet. Forvirret, men glad.
"Og, Ell, eh, undskyld det med at grine. Jeg tror bare jeg var.. lettet eller..." Hun så ned men kiggede lidt efter op i Ells store forstående øjne. Det så ud til at hun var tilgivet. Hun smilte prøvende, men genvandt langsomt sin selvtillid, og smilte lidt efter igen. Meget stort.
"Åååårh, Ell, jeg har aldrig danset under månen før! Og jeg er aldrig blevet vist frem til en venindes kæ- , månetrolovede!" Grinte hun, men undlod umærkeligt at fortælle at hun ikke helt havde haft veninder, eftersom hun havde levet isoleret eller som tyv.
"iih, Ell! Det bliver bare så sjovt! Men vi får nok lidt kolde tæer, for der er ikke ngoen sko. Men så kan man jo også bedre føle skovbunden, eller sneen! Og, eh..."
Amylia pludrede løs, og var ikke engang helt sikker på hvad hun snakkede om, men hun syntes at det hele lød rigtig godt, og hun glædede sig til det hele, som det sprang frem.
Amylia valsede rundt i værelset og snurrede rundt. Hun tog et par dansetrin og nynnede lyse toner.
"Om månen i nat, vi danse skal,
tra-lala-lala-la-la
For Veneur, og for Fal,
Tra, la-la la-la
Og månens lys skinne vil,
Tra-lala-lala-la-la
og mod og styrke skal der til
Tra, la-la la-la
Og All og Ell, to smukke piger,
tra-lala-lala-la-la
Hører kun hvad stjernerne siger
Tra, la-la la-la

Hun smilte af den nye lille sang hun selv havde lavet, og vendte sig grinende til Ell for at få respons. Hun nynnede og tullede lidt mere rundt.
Det lille værelse var måske ikke det største, mest storslåede eller overdådige sal, men det var fantastisk, som hendes eget lille beskyttelsesrum, hvor hun gemte sig for omverdenen sammen med Ell.
Hun grinte, og dansede en underlig dans,endnu en gang, før hun slog over i den kendte lanche. Hun nynnede de ældgamle melodier til, og dansede rundt. En gang imellem greb hunElls hænder, for at svinge hende lidt rundt, eller bare give dem et klem. Men snart blev hun træt og dumpede ned på sengen med et "Årwh!"
Hun lå grinende på ryggen et øjeblik, før hun tænkte på tiden, og hurtigt blev utålmodig igen.
Stod månen ikke snart op? Hun trak vejret hurtig et par gange, før hun utrætteligt vendte sig mod Ell. "Ell, er det snart måne-dans-tid? Og hvordan skal Veneur have en chance for at vide hvor vi er?" Spurgte hun, før endnu en tanke dukkede op, og hun med et begejstret "Uuuuh!" Udbrød,
"Jamen Ell, jeres folk må da have dusinvis af historier om månen! Ååårwh, må jeg ikke høre en? Må jeg ikke nok, Ell?" Spurgte hun da hun vendte sig rundt på maven, og hvilede hovedet i håndfladerne, og viftede med benene i luften.
"Be om, be om, be om, søde Ell?" Spurgte hun, og bøjede hovedet så hun rigtig kunne se op på Ell igennem øjenvipperne. Hun gjorde sit allerbedste for at se lille og uskyldig ud, måske som et lille dådyr?
Men hun følte sig nu ikke særlig dådyr-agtig når hun lå på maven og med krydsede ben der viftede energisk i luften, og hun jo alt taget i betragtning, var en ung dame der burde være meget mere ansvarsfuld.
Men det tog nu også en stor del af hendes tålmodighed, ikke at begynde at smile stort og triumferende, for det så sandelig ud til at Ell ville give sig.
- Men man kunne jo aldrig vide. Men ikke desto mindre så hun op på Ell som et lille fattigt barn der bare har bedt en rig mand om nogle brødkrummer.
*Ell, åh, Ell, fortæl nu en historie. Ell, åh, Ell, vil du ikke vær' så rar? Ell åh Ell, med din lille lyse glorie. Ell, åh, Ell, bare én af dem du har* Digtede hun lystigt og viftede endnu en gang med benene og prøvede at lade være med at smile. - Så meget.

////

At snige sig ud

Hun så ind i et par øjne der var den personificerede substans af utålmodighed, og alligevel fik samme utålmodige pige, fremstammet et undskyld. All bekræftede denne teori da hun ydermere begyndte at danse rundt og kaste sine arme omkring kroppen. Glæde fremkom forskelligt fra person til person, kunne Eleonora så tydeligt konkludere. Alls anstrengelser, frembragte et lille smil på hendes læber, og hun rejste sig op fra sengen. Så snart at hun havde taget det første skridt, kom All svansende forbi i så høj fart, at det tog luften fra den ligblege elver. Hun greb fat og støttede sig til sengegavlens overdrevne stolper, mens hendes øjne blinkede som et flakkende lys.
Uden et ord, var alt tilgivet, hvad fik nogen også ud af at være fornærmede? All pludrede videre som et lille barn ved juletid, og hendes røde, flammende kinder afslørede en følelse, der ikke kunne udtrykkes bedre, end den efterfølgende sætning gjorde det: "Iih, Ell! Det bliver bare så sjovt! Men vi får nok lidt kolde tæer, for der er ikke nogen sko. Men så kan man jo også bedre føle skovbunden, eller sneen! Og, eh..." All snoede videre som et drejende hjul, og Eleonora måtte ryste på hovedet af indestængte grin. Ingen sko? All bekymrede sig tilsyneladende om alt hvad der kunne komme på tanke; sko, mad, Veneur og Eleonora. Men aldrig hende selv, ikke engang hendes egne behov. Hvorfor? Hun bekymrede sig som en tøset tante, om Eleonoras humør og velbehag. Bekymrede sig om hvad, der dybest set, kunne klare sig bedst uden. Eleonora måtte sammenligne det med Alls frygt for medlidenhed – man lystede at skænke hende det, hun hadede allermest. Selv kunne Eleonora ikke udstå bekymring. Hun mindedes lejerlederens sidste ord, ”Når man viste dig godhed, skubbede du én fra dig, viste man dig omsorg, løb du din vej.” Hun lod hans ord hænge i tankerne, og vendte sig derefter mod All, ”sko,” næsten hviskede hun, ”kan du tage i mit skab. De brune med snøre er foret.” All skænkede ikke denne bemærkning, videre bekymring eller omtanke, men forsatte sin dans uhindret.
Eleonora nåede knapt at rette folderne på sin kjole, da hendes veninde begyndte en spontan sang, og hun så op.

"Om månen i nat, vi danse skal,
tra-lala-lala-la-la
For Veneur, og for Fal,
Tra, la-la la-la
Og månens lys skinne vil,
Tra-lala-lala-la-la
og mod og styrke skal der til,
Tra, la-la la-la
Og All og Ell, to smukke piger,
tra-lala-lala-la-la
Hører kun hvad stjernerne siger,
Tra, la-la la-la.”

Alene Alls forventende blik, fik hendes tunge til at rulle, ”Hvor er det kønt All, du kunne blive en god trubadur ved kongens hof.” Hendes stemme skrattede af ikke at have været brugt længe, og hun rømmede sig inden hun fortsatte, ”jeg skal sige det til Veneur, så han kan fortælle det videre,” hun blinkede snedigt og hævede øjenbrynene da All smilede endnu større. Endnu en dans fik hendes fødder i bevægelse, og hun nynnede videre, som en rigtig elver ved forårs tide. Hvem kunne egentlig også være sikker? All kunne jo i al hemmelighed være et forbyttet barn? En ulv i fåreklæder, kom Eleonora smilende i tanke om.

Pludselig smed All sig i sengen, og sukkede dybt. Men inden roen havde sænket sig, vendte hun sig om og lod munden køre igen. I sit stille sind, måtte Eleonora anstrenge sig for ikke at vende øjne åbenlyst. Ikke at Alls konstante snak irriterede hende, tværtimod, var hun stolt over at have vundet barnets tillid i så høj en grad, at end ikke hendes tanker lå skjult og hengemt. "Jamen Ell, jeres folk må da have dusinvis af historier om månen! Ååårwh, må jeg ikke høre en? Må jeg ikke nok, Ell?" Et par øjne, som selv ondskaben måtte krybe under, blev sat op, og Eleonora vendte hovedet på skrå. Spørgsmålet havde forbavset hende, ”historier,” funderede hun højt, og så åndsfraværende ud i luften. ”Om månen.” Selvfølgelig havde de historier. Så mange at hun end ej kunne tælle dem, men hvordan skulle hun forklare All, at månen ikke var samme ”ting” i alle racers øjne? Stilheden indtog rummet, og indhyllede dem nærmest i en tidløs boble.

Så åbnede Eleonora endelig munden, og så koncentreret ud gennem vinduet, på samme skinnende cirkel. ”Der var én historie, jeg især holdt af som barn,” hun greb fat om Alls spinkle skuldre, og senere hænder, for at trække hende op at stå. Derefter fandt hun de føromtalte sko i skabet, og tilhørende forede kappe og filtvanter. Skulle de være ude længe, kom formskifteren til at fryse. Det tvivlede hun ikke et sekund på.
”Tag tøjet på, natten er kold på denne tid, og dit bløde, sarte skin, er ikke beregnet til vintervandring.” Hun smilede moderligt, ”jeg skal fortælle dig historien på vejen, men inden da, skal jeg lige sikre mig at Veneur ikke er hjemme.” Der var nervøsitet skjult bag de sidste ord, og hun så ned i jorden, førend hun i en lynende hast, strøg ud af døren. Værelset stod tyst tilbage, og hun lagde hurtigt de mellemværende fakler bag sig som glinsede over gangens nedstampede gulv. Snart tårnede der sig en ibenholtssort dør op, og Eleonora bankede forsigtigt på, i håb om at der intet svar ville lyde. Hun bed sig i læben, og en jernholdig smag, bredte sig i hendes mund. En finger gled op, og duppede på det sviende sted. Jo, det blødte. Imens havde hendes anden hånd, tvunget døren på klem, og hun kiggede ind. Ingen tællelys stod tændt og ingen lyde afslørede tegn på liv. Veneur var der ikke. Hun åndede lettet op, og lukkede døren til igen. Så løb hun ind til All, som allerede stod fuldt påklædt, og hun smilede glad. ”Vi kan frit gå,” forkyndte hun, og lagde det advarende ekko af Veneurs stemme i baghovedet. Hun vidste hvad han mente om denne idé. Havde han været hjemme, havde de mildest talt ikke haft en chance for at forsøge alene.

Mairíl Månevild

Hun tog All i hånden og førte hende langs de snoede gange, ad samme vej, som de var kommet ind. Selv havde hun ikke andet på, end den himmelblå kjole, som All havde set hende skifte til. ”Kender du historien om Mairíl Månevild?” Selvfølgelig gjorde All ikke det, det vidste hun udmærket godt, men immervæk skadede det vel ikke at spørge? Eleonora smilede tankevækkende og, fortsatte sin historie, for ikke at stoppe før enden var nået. ”Blandt elvere, er det en nem leg, at udpege hvilke der er af fin familie, og hvilke der ikke er. Jeg selv, er et udmærket eksempel.”
Hun håbede på at All ikke ville protestere i denne konklusion, som hun plejede, når Eleonora tvang sin person ned blandt ligeværdige individer. Sandhed var sandhed, om man fornægtede den eller ej. ”Mine øjne er blå, og mit hår lyst som en nyspiret kornmark, i ledernes øjne, er jeg en elver af lav rang – hvilket siger alt. Nej, jeg er langt fra af højere status, hvilket både min hud, øjne, temperament og hår afslører. Har du nogensinde set en lejerleders datter eller søn, tager du aldrig fejl. Og du vil formentlig heller ikke huske andet, resten af dine dage.” Hun sænkede dramatisk stemmen, til en delvis hvisken, ”de har det med, at inficere folk. Deres skønhed æder dig med krop og sjæl, selv deres bevægelser, kan få et menneske til at vride sig i vanvid.” Eleonora hævede igen stemmen inden hun fortsatte, ”øjne som natten har de, hår som det mildeste måneskin og hud som den duftende, dugvåde forårs eng. De fører sig med værdighed, der får enhver mandsling til at fremstå som en kujon, og ydermere en myndighed i hvert et ord, trods de sjældent skal bruge stemmen. Deres udtryksfulde mimik, siger alt. Møder du en sådan én, så bøj dig. Se i jorden hvis det lykkes, at tage øjnene fra dem, for vogt dig, med øjne som et udyr, følger en personlighed ligeså. Koldhed, vildskab og arrigskab bredes i deres farvand, hvor skulle de ellers sætte sig i respekt hos de blinde?” Eleonora sank en klump, af bare forfærdelse over din egen fortælling. ”Men lige så mange forskellige former der findes hos din race, lige så mange personligheder findes hos min. Hvor der er flertal, er der undtagelser, og en sådan én, var Mairíl. Som født ind i de magtfulde kredse, var det forventet, at forfædrenes skønhed skulle nedarves til denne lille pige. Hendes forældre havde været så godt som gift, fra den dag de blev født, og som planlagt var, blev den 10 år ældre Jemaniü gift med den nu attenårige Genníe.
Det unge par, blev viet under månens lys, af gammel aftale. Man siger, traditionen tro, at hvilket vejr det er under vielsen af forældrene, vil have indflydelse på parrets første barn. Og i denne historie, eneste barn.” Eleonora lagde et beskedent, men sigende, tryk på ordet ”eneste”, og blottede sine tænder i et ondskabsfuldt smil. ”Mange havde frarådet dem at binde bånd under den måne, da lejrens ældste og vidende, forkyndte at natten ville blive uimaginær foranderlig, det unge pars forældre frabedte sig disse forudsigelser, og lod tiden gå sin gang. Snart blev det nat, og hvad frygtet var, blev virkelighed for øjnene af de smukke skikkelser. Regnen slog ned i stråler så tykke som fuldvoksne egetræer, og vinden slog telte omkuld, så let som ingenting. Alligevel bad man Genníe klæde til brudekjole, og Jemaniü om at flette bryllupsbåndene. Som sagt så gjort. Og da de trådte ud i natten, slog vejret brat om. Vinden holdt hylene inde, og regnen, stoppede sin falden. Nu slog kulden ind. Hånd i hånd spankulerede de op over bakkerne og ned i dansernes eng, for at slutte sig til de kåde elverpiger. Som de gik, krøb frosten langs jorden, den dannede smukke mønstre på vand og trækroner, og fortsatte langs deres tur.

Begge elvers tænder, klaprede, og da de standsede for at få bundet deres bånd, krøb frosten op langs Genníes ben, og ud over hendes hele skin. Igen ud over hendes forlovede lagde mærke til dette, og hans mørke øjne, fortalte hende alt hvad hendes egne søgte. Rørte hun sig, var det slut, viste hun frygt, var hun færdig, gjorde hun tegn til standsning, ville han vise hende vejen til enden.” Lysene om dem, afslørede et leret gulv, og uregelmæssige vægge, og Eleonora indså at hun havde snakket i en rum tid til nu. ”Af kærlighed, var der ingen der havde giftet sig, og til Genníes fortrydelse, måtte hun leve med forældrenes lumske plan, med eller uden skumle bagtanker. I barselssengen, måtte hun klare sig selv, og da hendes magi ikke kunne klare både barnets tyngde og hendes egen chance for at overleve det, måtte hun lukke øjnene og sukke for sidste gang. Genníe, så aldrig mere dagens lys.” Eleonora gispede forfærdet, og mumlede sagte, ”et spildt liv.” Hun rystede opgivende på hovedet, ”Mairíl, blev deres pige kaldt, og da hun blev båret frem i lyset, holdt, hvem der kaldte sig hendes fader, sig for munden, og udstødte en skrækkelig lyd, ”Pigen er jo gyselig! Min kone har født mig et uhyre, hvordan skal jeg begå mig med en sådan klods om benet?” Han vendte sig væk, og talte aldrig mere til sin datter, og ingen fortalte hende nogensinde, hvor hun kom fra. Mai, som hun derfra blev kaldt, voksede op uden at vide hvor hun kom fra, og som tiden gik og som folk behandlede hende, formede hendes temperament sig og dermed hendes status, karakter og levevis. Mai var smuk, natten til sammenligning, og hendes hår var hvidt som stjernernes glans. Hun var blid som sommerens brise, og hendes stemme var mild som sneens blege farve. Hun var betagende køn, og mange holdt af hende i hemmelighed, da farens had, stadig fulgte hende hvor end hun gik. Som attenårig skete en omrokering i den unge piges liv. En lejerleders søn var på vandring, og de ældste havde set ham komme, lang tid førend nogen havde sendt ham af sted.

Mais lejers andre, ugifte piger, gjorde sig smukkere end deres races standard, og da han ankom, måtte han synke en ekstra gang. Mai var den eneste som ikke ønskede at møde denne elver, og hun var derfor draget ud på samme eng, som hendes forældre, tyve år tidligere var blevet viet på. Her lod hun roen falde på sig, og da månen stod allerhøjest, begyndte hun sin sang og yndefulde dans. Lejersønnen, lod blikket falde på alle de kønne piger, men hvordan han modstod dem, lyder historien intet om, hvordan han ligeså fandt Mai, er der heller ingen der ved. Men han betaget af hendes sang, blev den unge mand, og han bragte hende til sit hjem samme nat for at gifte sig med hende. Nogle år derefter, havde Mai stadig ikke lært at elske sin mand, som uden tvivl nærede ægte kærlighed til hende. Han blev imidlertid langsomt utålmodig, og begyndte at se efter andre ungmøer, hvilket i elviske øjne, er en sand forbandelse. Mai blev ved at holde af månen, som det eneste lys i hele hendes mørke verden, og snart måtte hun gøre op med sin elviske mand og tilbeder, for respekt, det betragtede han hende med, trods det faktum at hun aldrig havde talt til ham. Hun talte kun til månen, hvilket tillagde hende et nyt navn, Mairíl Månesyg.” Eleonora blinkede med øjnene, og fortsatte langsomt,

”Hun sagde disse ord til sin ægtemand for at tvinge ham fra livet: ”Du må tage dette til dig eller lade være, drage konklusioner, eller lade være, tænke over dette, eller lade være – jeg er sikker i min sag og ved at tiden er inde nu. Hvad der er gjort er gjort og sagt er sagt, men smerten i mit indre er vokset sig uudholdelig, jeg kan ikke udstå den længere! Mit indre koger og stritter imod, gør ondt når du kommer nær, og syder på alle måder, når jeg ser dig le. Jeg skal prøve at forklare dig hvad der er mig hændt, vise dig hvorfor jeg skubber dig væk, lukker mig for dig, og prøver at glemme dig, undviger dine tilnærmelser, holder dig på afstand, nægter dine søde ord og fornægter mig selv. For tider siden bad du mig fortælle, og forklare og jeg rystede på hovedet, at det var umuligt, det var ingen løgn.
Jeg frastødes af løgne… Af hendes blikke og hendes skuespil og medrivende effekt på dig. Jeg får inderligt lyst til at skrige, rive mig selv i håret og forsvinde fra denne verden, tage fat i dig og sige at jeg hader det. Hader det inderligt. Så mørkt og dybt at du end ikke drømmer om det. Det syder af gift – hendes hvisken og smil, gang og lokkende ord. Ikke noget som helst værd. Ikke engang tid, og det har vi ellers nok af. Jeg hader hende! Dybt og inderligt. Hader dine handlinger omkring hende, tanker om hende, ord til hende. Hader det som pesten. Hvad hun siger og hvad hun gør. Hvad du gjorde… Og jeg forstår stadig ikke… Hvorfor? Drog hendes nøgne, lokkende, charmerende, sødmefyldte krop og snak dig? Spændingen ved at gøre noget ”forbudt”? Eller at have to? Tidligere veninder, dig? Hvad fik dig til det? Hvor jeg hader det! Det frustrerer mig. Så meget at jeg ikke engang kan finde ud af mine egne følelser for dig. Ikke engang skelne løgn fra sandhed og leg fra alvor. Jeg har aldrig løjet for dig. Hverken om handlinger eller følelser.
Hun er jo til at brække sig over, kalder du det kærlighed? Interesse? Spænding? Kreativitet? NEJ! Det er falskhed, snyd og bedrag. Det er al din status, det stiger dig til hovedet! Det stiger hende og dem til hovedet! Jeg ved ikke hvad du selv siger… men jeg kan ikke udstå hendes små julelege med dig og den hun foregiver for at være gift med.. hendes kåde unge mand, som ikke ved sine levende råd. For hende er i to hunde. Hun opdrager jer til at blive rivaler der til sidst vil flå huden af hinanden for at vinde hendes sympati. For et vinde HENDE! Sikke en fangst, sikke en triumf. Du vinder en løgn.. den er ikke engang ny… ikke engang kreativ eller god. Brugbar heller ej. Men vinde den, det skal du, for sådan er du.. og det kan jeg ikke lave om.. ikke tilgive og ikke elske.. jeg elsker alt andet ved dig. Men ikke din løgn, ikke din lille leg, ikke din lyst, ikke din elviske hemmelighed. Din udkårne kan du tage, gøre med hvad du vil. Hjælpe det du kan.. holde af og elske.. Men hun skal ikke stå tilbage med en løgn! Jeg elsker din sandhed, og ikke andet. Vis den. Jeg håber at det var tårerne, besværet, mislykken, spændingen, glæden, grinet og fremtiden værd…” Og så gik den unge Mai. Nogen siger at hun svævede op til sin elskede måne, men hendes sidste ord, husker enhver, ”Pas godt på mit hjerte, til vi ses igen.”

Eleonora stoppede sin talestrøm og lagde nu mærke til at de var ude i den stille, sovende by. Ikke en lyd fremkom ud over den knasende lyd, der opstod når deres fødder maste sneen, og snart kunne de se skovens sorte skygger. Eleonora gav Alls behandskede hånd et klem, nu skulle elveren og dens races traditioner, komme til sin ret.

Ells historie sluttede, og stilheden sænkede sig i de tomme gader.
Det var ikke den slags akavet stilhed, der sænker sig når folk ikke kan finde på noget at sige. Det var den slags stilhed der kommer når man bare tænker meget.
Medlidenheden overstrømmede og overraskede Amylia, men hun havde alligevel svært ved at stoppe den. Som et tordenvejr strømmede hadet til den forfærdelige elvermand frem.
"Det kunne han da ikke tillade sig! Hvad havde Mai gjort?" Spurgte Amylia stille, men hendes tonefald gjorde det klart at det var et retorisk spørgsmål.
Hun følte let Ells klem, men det druknede næsten i filten omkring hendes hænder. Det var en uvant, men rar følelse af komfort og varme, sådanne syede stykker stof kunne give. Hun følte sig helt udstoppet i pæne mørkebrune sko der holdt al sne og kulde ude, og den endnu mørkere jakke, der havde et kærkomment grønt skær.
Men det var meget sjovt.
varmt og hyggeligt, selvom hun nok ville blive træt af det i længden. Men ved nærmere eftertanke, så faldt sneen jo stadig, tæt efterfulgt af temperaturen. Månen rejste sig allerede bag træerne, som Amylia lige kunne skimte over husenes tage.
Mørket havde også allerede gjort sin diskrete entré, og lå nu som en tæt dundyne over landet.
Tænk at en mand kunne være så uforskammet at ligge i med sin kones forhenværende bedste veninde. Det kunne man da ikke.?! Måtte han ikke skamme sig? Hvordan kunne nogen mand dog opføre sig så respektløst?
Hun skuttede sig og sendte et par varme tanker til Fal, der aldrig nogensinde kunne finde på at bedrage nogen på den måde.
Hun lod de mørke tanker ligge da de kom til skovens udkant. Træerne stod majestætisk, og nikkede med deres snedækkede lemmer, og bød dem velkommen hjem. Amylia smilte langsomt igen, og tænkte på Ell. Hvor lidt hun egentlig vidste om hende!
Hun skævede til hende, i det stadig tiltagende mørke, og konstaterede forundret at hun stadig ikke havde andet på end kjolen. Den smukke kjole der understregede hende himmelblå øjne, der lyste og skinnede af hengivenhed og forventning. Eller i hvert fald det der lignede. Det var velsagtens månen hun strålede sådan af.
”Ell, altså, eftersom du render rundt i snevejr med kun en kjole på, så regner jeg med at det er fordi du ikke fryser… Men hvordan kan det være? Er det sådan en… Elverting?” Spurgte hun forsigtigt, og prøvede meget på at formulere sig, så spørgsmålet på ingen måde kunne lyde stødende.
Og lidt efter fnes hun alligevel. Havde Ell måske ikke selv påstået at hun ikke var en elver? Så skulle der da være sjovt, hvis hun stadig rendte rundt med ’Elverting’ der gjorde at hun ikke frøs. Amylia klemte glad Ells ubehandskede hånd, og smilte, om end muligt, endnu større end før, da de nåede træernes beskyttende mur.
Amylia stoppede et øjeblik og så tilbage mod byen. Hvor lidt betød det ikke for hende, hvis hun ikke længere skulle komme tilbage? Hun smilte lidt af tanken, men måtte erkende, at hun i hvert fald ikke var den bedste til at snige sig væk. Det beviste hendes række af små dybe spor, hvor hun ubekymret havde vadet frem. Ved siden af var Ells, lettere og mere utydelige spor. De berettede om en lettere og mere forsigtig gangart, end Amylias egne fodspor.
Men de var allerede ved at blive godt fyldt af nyfalden sne.
Hun skuttede sig igen, og slap en klukkende latter. Hvor befriende føltes det ikke, sådan bare at smutte ud, midt om natten og vandre lige ind i skoven. Lige ind der, hvor månen betød mest.

Hun smilte så bredt at de ellers følelsesløse kinder værkede så småt, og modvilligt satte gang i blodomløbet igen. Amylia havde fraværende hørt Ells svar, men selvom en del af hende bare værkede efter at høre mere, så orkede hendes kæbe ikke at bevæge sig mere. Hendes ben blev langsomt koldere, eftersom de ikke var i bevægelse i mere end den magelige gang, der jo normalt også var dejlig rar. Men det var bare ved at blive for koldt. Hun gav Ells hånd et ekstra klem, og hev hende med, da hun begyndte at løbe. Det startede med at være et langsomt luntetrav, men luften i håret og snefnuggene mod kinderne gav hende herlige kuldegysninger og fik hende til at le en let latter. Hendes ben begyndte langsomt at løbe hurtigere, selvom hun ikke engang selv havde givet dem besked på det, og før hun vidste af det, fløj hun igennem skoven med Ells bløde hånd i filthandsken. Hun følte sig som en hjort. Og hun følte sig faktisk lidt letfodet som hun sprang igennem skoven.

Det overraskede hende, hvor let det var ikke at løbe ind i træer og falde over grene. Selvom hun alligevel var i luften hele tiden.

Det føltes som om hun lige var sat i løb, men pludselig stod hun i en stor lysning. Det var sikkert ikke den rigtige, og græsset var endnu ikke dækket af sne, men hun stoppede alligevel, og sendte Ell et strålende smil. Hun trak vejret dybt et par gange for at få vejret, men kort efter, havde hun det som om hun kunne løbe flere kilometer endnu, og stadig ikke blive træt.
Hun lo, og tog hurtigt Ells hånd og klemte den venligt, inden hun gik hen imod en af lysningens ender. Græsset bøjede sig så snart hun satte foden på det, men så snart hun løftede foden, strakte græsset sig igen, og stod så rankt og flot som aldrig før. Lysningen var lille, og udkanten var nået efter nogle få skridt. Sneen blev oppe i trækronerne, hvor den prydede og strålede i al naturens glans. Hun tog hvert skridt med en hoppende gang, og smilte til ethvert træ hun kunne se.
De to piger gik igennem træernes lange rækker, og Amylia blev overrasket som aldrig før, da hun lidt efter skimtede det glinsende vand fra Hollow Lake. ”Se Ell.” Hviskede hun betaget. Hun satte farten lidt op, men sørgede alligevel for ikke at løbe. Det kunne jo være at Ell ikke var så vandt til at løbe. Men den forrige nat havde hun nu ellers spurtet igennem.
Og kort efter stod de ved bredden. Søen så venlig ud, men vandet var stadig ikke noget Amylia havde lyst til at give sig i kast med. Hun havde jo nok overvundet en del af hendes frygt, men den lurede stadig i baghovedet og gjorde det umuligt at bare overveje at springe på hovedet i, som hun nu også havde gjort, for så kor tid siden.

”Ehm, Ell, jeg tror hellere du må vise mig til lysningen. Jeg kan vist ikke finde den.” Indrømmede hun, og smilte undskyldende, imens hun knugede Ells hånd. Hun var villig til at følge Ell, hvor hun så ville føre hende hen. Selv om mørket nu rigtigt havde taget fat, så strålede månens klare lys ned, som en velsignelse, og var klar til at vise vejen. Den stod endnu ikke højest, ikke engang specielt højt, men den stod højt nok til at virke og lyse.
Men Ell ville aldrig nogensinde gøre noget der kunne skade mig, alligevel.
Sagde hun i sit stille sind til sig selv.
Og med Ells hånd, hårdt knuget i Amylias behandskede hånd, gik de forbi Hollow Lakes bred, Amylia vidaste endnu ikke om de bare skulle over på den anden side af søen, eller gå mange kilometer i den retning de var kommet fra, men det gjorde hende ikke noget. Hun havde Ell. Hun havde nok.
Træerne hviskede omkring Hollow Lake, der stille supplerede med en beroligende pludren. Imellem træernes dækkede dunede grene, kunne man se stjernernes blinkende lys, der så fantastisk skinnede og lavede Hollow Lake om til et sølvglinsende spejl.


//Undskyld det super-korte svar! -Jeg har bare ingen kreativitet! >___<'//

//Flyttet til emnet i skoven (det vi startede på tidligere - "Vanære i skovbrynet")//

//So sorry ¨^^//

//Hvorfor dog?//

//Fordi vi jo lgiesom VAR ude af Oprørsbasen, da mit indlæg startede ^^//

//Det er da lige meget xD//