Mara's tanker.

Dette er Mara’s mini udgave af en dagbog!
Det er en bog, som hun altid bærer rundt på sig, hvor i der står ting og sager.

Den første del af bogen er ikke væsentlig, men det handler om;
hendes liv i skoven, hvordan hun tænker over den anden verden, hendes forældre, og andre elver.

Dengang hun måtte forlade skoven:
Ja, en dag skulle ske. Ulykken skulle ramme mig. Men hvorfor i dag? Hvorfor nu? Hvorfor skulle mine forældre bøde for det? Jeg må lære at styre mit temperament, det kan ikke forblive ukontrolleret, så jeg mister besindelsen, hver gang jeg bliver sur. Det er noget skidt. Jeg vil komme til at fortryde det resten af mit liv. Jeg må leve i skyggen og aldrig opleve lykken, det er min straf til mig selv. Men jeg må også tage min straf fra folket, selvom jeg ikke er meget for det. Tanken om at forlade skoven, mit hjem, og aldrig vende tilbage igen, det gør ondt i mit indre. Men jeg har nu altid været nysgerrig efter at vide, hvordan den anden verden er. Den er jo anderledes, også de andre racer. Men spørgsmålet bliver bare, hvor skal jeg hen? Der hvor mine ben fører mig? Mit hoved? Min halskæde? Den har for resten ikke glødet siden det andet skete, så det her er åbenbart ikke mit hjem mere. Jeg må hellere komme videre, så der ikke er tilfældige fjender, som finder mig. Selvom det bliver værst for dem.

Da hun mødte en spåkone i et andet land:
Mødte en spåkone for leden, hun var virkelig underlig. Hun blev ved med at sige noget, hendes ord var, som et vandfald, men så var det, at hun pludselig ændrede sig og sagde ting, som undrede mig. Hun sagde ting som, at jeg ikke skulle fornægte mig selv glæden, og at jeg skulle acceptere det, der var sket. Også fordi jeg en dag ville møde en mand, som ville være der for mig. Jeg nægtede at tro på det, hun sagde. Jeg efterlod hende og fortsatte min lange vej.

Dengang hun ankommer til Warland:
Hvad er dette for et underligt land, jeg har aldrig set noget, som på nogen måde kan sammenlignes med dette. Der er flere racer tilstede, både hobbiter, mennesker, formskiftere og mange flere. Jeg gad vide, om der er elver her, som intet kender til mig. Stemningen i byen er måske lidt anspændt, men det ser ud til, at racerne kan komme godt ud af det med hinanden.
Det er også underligt, at min halskæde er begyndt at gløde. Min far fortalte mig, at den ville vise mig hjem. Skal dette land være mit nye hjem? Skal jeg til at slå mig ned efter at have rejst så meget? Det ville komme til at virke underligt at skulle slappe af igen.

Dengang hun mødte Raiden:
Raiden, en formskrifter, som jeg tilfældigvis mødte på en kro, Det Gyldne Vildsvin, eller så tilfældig var det ikke igen. Jeg havde sat mig ved ham, fordi jeg ville have nogle informationer om, hvordan situationen var i landet, men jeg fik aldrig spurgt ham om det, men i stedet for var jeg ved at servere min historie på et sølvfad for ham. Hvor var jeg dog rasende på mig selv! Jeg skal jo skjule, hvem jeg virkelig er, jeg skal jo have en chance et sted, men alligevel virkede han, som en meget interessant person. Der var noget ved ham, som gav mig lyst til at leve videre. Også det, at han er halv elver, hvilket undre mig meget. Elver plejere kun at holde sig til elvere. Og det siger jeg. Men også det, at han næsten kunne se, hvordan jeg havde det. Det skræmte mig lidt. Men det værste ved denne samtale var, at jeg begyndte at føle mig ensom og trist. Og verden begyndte også at forandre sig.
Som skæbnen ville det, så skulle vi mødes igen. Og dette kun kort efter vi havde siddet i kroen. Han ville have mig med ud i skoven, jeg fulgte selvfølgelig efter ham. Jeg ved ikke helt hvorfor, men der er noget ved ham, som fik mig til at følge efter ham. Han lavede et bål, som vi satte os rundt om. Vi sad og talte, og han fik mig til at grine. Det er ikke tit, jeg har grinet, men det var en befrielse at måtte grine igen. Men så var det, at mit hår blæste ind foran øjne på det, og Raiden var der med det samme til at fjerne det. Jeg fik en sær fornemmelse indeni mig, da han fjernede det. Jeg havde næsten svoret, at jeg næsten havde kysset ham, men han satte sig igen hen til sin egen plads, hvilket ærgrede mig lidt. Og så var der det, at han kyssede mig. Jeg kunne føle, hvordan mit hoved snurrede rundt og glæden boblede indeni mig. Nu vidste jeg, hvad spåkonen mente. Og jeg kan slet ikke lade vær med at tænke på ham.

» Raidens tanker ...
» Alastors tanker =D
» Nicos tanker/dagbog