Hjemme bedst..

Safran slog sit nu vilde, blonde hår tilbage og satte sig ned på den ene af værelsets tre stole. Hun strakte sine lange, ben frem foran sig og vrikkede lidt med fødderne. De regnvåde bukser var ubehagelige at have på, men hun kunne ikke lige komme til at skifte. Hun havde indvilliget i at optræde i sin ægte skikkelse, den skikkelse som ingen kendte til og ingen kunne efterligne - som et bevis på sin oprigtighed.

Værelset var dunkelt, selv om hun havde tændt et par tællelys og den lille petroleumslampe med den hvide skærm. Hun kastede et blik rundt. Sengen var skjult bag et hvidt forhæng magen til det, der var trukket for vinduet, så de slap for at se på den stadigt strømmende regn. Et tungt skab af egetræ stod langs den ene væg (og skjulte hendes abnormt store udvalg af kjoler.) En dør ledte ud til det lille latrin. Der hang landkort på væggene. Bordet flød med papirer, små metalfigurer af den slags, der blev brugt til strategisk planlægning, tegneredskaber, våben og bøger.

(Sorry, the late answer)

Gvan trådte ind ad døren og gik hen til bordet hvor han tog plads. "Hvad er der blevet af alle menneskesoldaterne?" spurgte Gvan udtryksløst. Han samlede en af de små metalmænd op fra bordet, og begyndte at studere den. Ja, hvad mon der var blevet af alle de soldater der havde tjent, under den gamle konge?
De kunne næsten ikke sidde i fængslet allesammen, der ville jo blive totalt overfyldt. En enorm massehenrettelse ville han vel have hørt om. Hmm.

//XD.. Pludselig bemærker jeg en fatal fejl.. HVAD fanden laver Safran på sit værelse? Nu, hvor oprørerne har overtaget altså.. Ville du have noget imod af flytte til.. Hvad ved jeg.. Tyvelavets hovedbase? Nu har vi ikke rigtig noget tyvelav længere.. Hmm.. eller Den sorte havmåge? Der kunne Safran sagtens have sit eget private værelse, som hun betaler med rigets guld?//

Menneskesoldaterne!?
Et øjeblik troede Safran, at han spurgte, hvorfor der var så mange ikke-mennesker i hæren, og hun svævede et øjeblik mellem at grine af ham og at råbe af ham. Så gik det op for hende, at han talte om kongens hær.
"Oh.."
Et smil gled over hendes læber. Et smil, der udtrykte en hemmelighed, hun ikke havde delt før. Hvor hun frydede sig over dette. Et eller andet sted. Det var selvfølgelig ikke kun hendes fortjeneste, men noget af det havde hun selv sørget for.
Der havde længe været en hemmelighed blandt de allerhøjest stillede inden for Warlands militære enheder. "Vi må have et par særlige forholdsregler.. Så I er forsikrede, hvis jeg en dag bliver sindssyg.. En flugtordning." Den gamle konge havde talt. Hun havde ikke kendt ham personligt, havde faktisk ikke nogensidne ytret et ord med ham. Hun havde bare overhørt samtalen ved noget, hun selv kaldte en fejltagelse. Hun havde senere fattet, at han ikke mente, at han selv havde nogen risiko for sindssygdom, men at riget, der i bund og grund også var ham, godt kunne gøre det - gå hen og blive sygt, altså. Senere, da hun var steget i graderne, blev hun selv indviget i hemmeligheden, denne gang af en af Teras beundrere, der ville indsmigre sig.
"Ser du.. Vi er ikke alene.." Begyndte hun efter at have trukket spændingen lidt ud.
De fleste højtstående krigere var ikke mere. De var enten forsvundet eller bare.. forsvundet. De var gledet ud af massen, blevet en del af en uhåndterlig, uselvstændig, grå masse, hvor individerne bare tullede forvirret rundt. Der var sikkert hele horder af soldater på flugt lige nu, på flugt til de andre byer, hvor det nok stod lige så slemt til nu. Lige her var det, som om Takamir var en ø, en ø uden nogen forbindelse til omverdnen. Faktisk var paladset næsten en ø for sig, en ø uden kontakt til resten af byen. Hun havde ikke set flere oprørere, ikke store pragtparader, ikke nye mindesmærker, INGENTING! Hvad lavede de deroppe på paladset? Hun havde været der inde et par gange, men ikke fundet noget resultat.
"Vi var nogen, der efter maskeballet gik hjem og sov. Der var nogen af os, der blev taget på sengen med bukserne nede. Der var også et par, der bare forsvandt. Jeg.. Gjorde ingen af delene, jeg forlod paladset i rustning og det hele uden at blive stoppet. Der var komplet kaos, hvilket du selv burde være klar over. Der var få, der gjorde som jeg og søgte til barrakerne. De menige stod på tæer for at få hjælp. De anede ikke, hvad der foregik. Soldater, riddere, kaptajner og oprørere for rundt i een forvirret enhed. Vi fik dem gennet sammen, så mange vi nu kunne. Og fik dem ud og væk. Der er mange af de menige, der er meget dygtige. Og mange, der er tåber. Vi har alt for mange unge mænd, der tror, livet er en leg." Hun holdt inde. Hvad mon han havde gjort. Han havde sandsynligvis også en enkelt mand eller to til overs.
//Det er lige omkring her, vi skal have Mortimer ind.. Og Alexander og Joseph og de andre NPCer...//
"Hvad med dig?"
Hun tog ligeledes en lille tinfigur op. En ork.
"Vi burde have et par orker.. måske en kæmpe.. For kæmpe, det skal vi.. For et Warland, hvor.." Sagde hun spekulativt til sig selv. Hun sluttede ikke sætningen.
"Der er ret mange i fængsel og mange der gemmer sig. Der er en del i skoven, tror jeg også. Og vi vil nok kunne samle et stort antal uden for byen. Der er mange bønder, der kan skjule en søn eller fem.. Og godsejerne holder stand på deres godser... Det er bare et spørgsmål om at være diskret nok.. og så om at tage fanger.. Det er en god ting.. Vi burde skaffe os et par gidsler. Helst ikke-magiske elvere.. Formskifere er alt for farlige, det ved jeg alt om.. De skal bindes med særlige, magiske halslænker, og den slags har vi ikke i vores besiddelse.. ikke endnu, i hvert fald." Så smilede hun letsindigt og rejste sig op for at lave te over en simpel oliebrænder.

((til den sorte måge (eller hvad den nu hedder). Træk i håndtaget Nina))