Vinterskoven

Ved første øjekast var hun bare en ung pige, der stod i sneen med en tyk, hvid- og gråspættet kappe slået om skuldrene, hvide skindbukser og bløde vandrestøvler. Snefnug sad i hendes viltre, lyse hår og smeltede på hendes kinder.
Men hun var en særdeles smuk ung pige. Det så man efter et øjeblik. Som at fange et snefnug med tungen. Først ligger det der bare, men pludselig, med eet er det, som om der går hul på noget, og så smelter det. Således var dette billede. Et øjeblik måtte Dawn ligne en almindelig, menneskelig pige, men efter dette øjeblik måtte al tvivl være ladt langt bagude.

Hun var for smuk til at være af menneskelig slægt. For yndigt et ansigt, for fine træk. For ædel en bygning, for rank en holdning. Og dog lige det blødere end en elver. Mere mild. Mere fjern. Det måtte man også lægge mærke til. Det var ikke til at undgå. Hun var så overjordisk, så langt fra et menneske, så langt væk. Hendes lille smil var drømmende og ikke skabt for beskueren. De blå øjne var fyldt med følelser, men umulige at læse for almindelige mennesker. Da hun begyndte at tale, var hendes stemme kun som en sagte vind, der rev i bladene, så de raslede mod hinanden, hun talte på et fremmed sprog, til ting, andre ikke så. Hun talte til sine ånder. Midt i den kolde vinterskov gik hun. Træerne strakte deres nøgne grene op mod en strålende blå morgenhimmel. Skyer drev rundt. Solen glitrede i sneen. Dawn så det hele. Hun så alle dyrene, følte pindsvinet, der sov sin søde søvn, noterede de tretåede spor, der løb over jorden hvor en lille fugl var kommet pilende.

"Du burde da ikke være ude på denne tid af året, du ved ikke hvad der venter af dyr ude i denne skov." sagde veneur til hende. Han stod der, hans tøj var laset, hans hår var pjusket, han lignede ikke sit normale selv, der havde været alt for mange ting han skulle holde styr på, for mange steder der skulle ses. Livet som leder var plusedlig blevet meget mere stresset, da nu var det ikke kun en besmtemt folk han skulle styre og dørge for at alle blev hørt, nu var det lige plusedlig et land han skulle styre og sørge for at alle blev hørt.

Han så ikkk ud til at have fået meget søvn men alligevel havde han stadig sin holdning, hans blik og hans indre styrke, den som gjorde ham i stand til at kunne forsætte med at arbejde så stresset som han gjorde, men nu kunne han endelig også få en pause fra alt arbejdet og komme tilbage Elinor, som han virkelig savnede, han havde ikek set i hende i flere uger måske endda et par måneder, så derfor var hans savn til hans kærlighed stor.
Men selvom hans savn er stor, så spørger han alligevel Dawn, da han mener at man ikke burde være ude i denne skov, slet ikke nu hvor sneen skjuler mærkværdige og farlige dyr.

((Dette er ikke den tidligere oprørsleder, men en anden mand, med samme navn...besværligt))

Green vandrede gennem skoven. Han gik næsten lydløst, mens han spejdede rundt. Han så forskellige dyr, men ingen af dem intresserede ham voldsomt. Hans blik faldt på en mand og en pige. Han sagde ingenting. Gjorde ingenting. Betragtede dem bare på afstand. Hans nysgerrighed var vakt, også selvom de ved første øjekast bare lignede almindelige mennesker, for ved andet....

Dawn vendte sig langsomt om. Hendes pande var bar og let rynket. De fjerne, lyseblå øjne udtrykte undren og let irritation, hvilket de kun gjorde i ganske sjældne tilfælde. Hun målte ham med et fraværende blik og rynkede brynene endnu mere. Han havde skræmt en fe væk, en alf, en stilhedsånd, der boede i sneen. Derfor var hun gnaven. Han havde afbrudt hendes spændende studier af skovens vinterliv, endda med så dum en kommentar. Hun var ikke bange for ham. De, der sagde den slags til hende, var som regel folk, hun ikke behøvede at frygte. I øvrigt havde hun længe kendt til hans tilstedeværelse. Hun kendte også til hans formskifterevner.. eller nærmere til hans manglende elveregenskaber.
"Jeg er ikke bange for skovens dyr." svarede hun svævende. Så udvidede hendes øjne sig ganske let, og hun tog hans ansigt i nærmere øjensyn. Hun kunne huske ham fra et eller andet sted. Hun gned sig i panden og tænkte sig godt om. En stor klump sne skvattede ned fra en nøgen gren højt, højt oppe. Hun noterede sig, at der bevægede sig et menneske i hendes yderste syns- og følelsesrand. Himlen var blå, fint morgen-pastelblå. De lyse skyer drev afsted uden noget egentligt mål. På åndeplanet skete der intet nævneværdigt. Hun tænkte og tænkte, og med eet huskede hun.

"Oh..." Udbrød hun og smilede svagt. Hendes øjne var stadig lige langt fra hans verden og så blanke, at de han måtte kunne se sit ansigt som gennem en sjov fiskeøjelinse.
"Hvor har du gjort af din kæreste?" Det var da ham, der havde kysset den smukke elverpige ved den store festlighed, der var blevet afholdt for så længe siden. Hende, der havde talt ned til oprørsånden. Det glemte hun ikke lige forløbig, havde hun besluttet.

"ah så du var til stedet da kuppet i paladset fandt sted, men jeg kan ikke lige huske dig helt præcist, så jeg har lige et lille spørgsmål til dig, hvad er dit navn, og angënde hvad du kaldte min kæreste, er jeg netop på til lige nu, jeg ahr et længere stykke ve jtil hende, men jeg er så heldig og uheldig at være priviligeret til at lede en del folk, hvilket gør at mit liv er blevet meget planlagt og dette giver mig intet tid til at være sammen men min elskede" sagde veneur, i en stime af forklarende sætninger, han fik dog også et spørgsmål ind, han vidste ikke lige hvornår han er begyndt på dette, men han har dog en anelse om hvornår han begyndte på dette.

Det måtte være siden han blev leder, han er begyndt at skulle formulere sig anderledes end normalt, og det måtte have fordi hun var fremmede, ligesom mange af dem han skulle tale med, som forventede at han udtalte sig anderledes, men han håbede dog indvendigt at det kun var fordi hun var en fremmed, så det kunne være at han talte normalt når man mødte sine venner, han havde endnu ikke lagt mærke til Green, men han kunne dog fornemme at de ikek var alene, men ´han troede bare at det var nogle dyr som var i nærheden.

Hun rynkede sine fint buede øjenbryn endnu mere og lagde hovedet på skrå, mens han talte. "De snakker meget.." konkluderede hun, da han endelig holdt inde. Ikke, at hun ikke havde kunnet følge med, det undrede hende bare lidt. Hun var en fremmed. Han udleverede hende alt i hele verden. Han var blevet leder af en større gruppe folk, og det nedsatte den tid, han kunne bruge på den kønne elverpige.

"Mit navn.." Hun tøvede, ikke for at holde en hoven, ophøjet pause, men nærmere for at finde ud af, hvem hun egentlig var. "Er blækøje." Hun så på ham, afventende, med sine store, fraværende, blå øjne. Det var ikke et helt almindeligt navn, slet ikke, hun vidste faktisk ikke, hvorfor det var lige det navn, hun lod ham kende. Det var hendes åndenavn. Hun kunne mærke, hvordan luften omkring hende kølnedes, da hun sagde det. Vinterånderne trak til. De ville se, hvem hun overgav sit navn, dette dyrebareste af alle ting, til. Hun vidste, som een af de få menneskelige, at ånderne var meget strikse omkring navne. Et navn kan binde dig, sagde Ilden så ofte, til den, der behersker det. Den forstod slet ikke den menneskelige skødesløshed på dette punkt. Måske fordi den aldrig havde været kødelig, altid kun ganske letindfangeligt åndestof.

"Og Deres?" Det var ren høflighed. For hende var navnet ikke ret værdifuldt, skønt hun ganske ofte holdt det tæt ind til kroppen. For hende var det følelsen. Hun huskede den følelse, folk gav hende. Som et fingeraftryk på en dugget vinduesrude, sådan forekom det hende. Hun huskede, lagrede følelser i sit sind og var blevet så dygtig, at hun oppe fra paladsets store trappe kunne føle, om det var den skæggede mand eller ham den sygeligt tynde, der var på vagt ved porten. Nu kunne hun for eksempel føle, at manden i udkanten af hendes følelsesfelt ikke havde flyttet sig, men stod og ventede.. og hun følte denne formskifter ganske stærkt, så stærkt at hun var sikker på at genkende ham en anden gang.. Ikke, at det var noget problem for ham, slet ikke. Hvorfor skulle hun dog ønske at udbrede sig om hans tilstedeværelse eller mangel på samme.. Hun noterede sig det bare og fandt det i øvrigt ganske naturligt.

Hun mærkede også noget andet. Mærkværdigt. Hun drejede hovedet og så mod det sted, hvor manden stod, for der var da de mærkeligste krøller.. Det føltes som krøller, folder, steder, hvor hendes følelseskant var usikker og hullet. Hendes mund formede et ulæseligt ord, en lille, undrende cirkel, og hendes klare øjne blev smalle sprækker, som forsøgte hun at se gennem tæt mørke. Det lyse hår faldt frem omkring hendes pande. Det føltes særdeles mystisk. Som ånder, men hvadfor ånder? Hun forstod det ikke, og pludselig løb det hende koldt ned ad ryggen.

((læser det altså ikke igennem, smutter bare...håber det er ok))

Green forlod skoven i hast. Han havde ting at gøre, magiske ritualer at udføre, og planer at ligge. Han forsvandt hurtigt fra de to personer, uden at have hørt deres samtale...


//out//