Kapitel 1: En Ny verden
Landskabet lå tæt beklædt af de høje trækroner, der dækkede en hel civilisation.
Det var koldt og vinteren strakte sig ud over klipperne i alle retninger.
To små skikkelser kunne ses i det fjerne, hvis man havde en ørns øjne og list.
De efterlod sig små, utydelige spor efter hvert skridt og til sidst var der mange spor i den tykke sne.
“Det varer ikke længe nu!” Råbte Valdemar, i et forsøg på at overdøve blæsten.
Sne var en sjælden ting i Vadrós, selvom det var det køligste land af alle.
De tykke snedriver syntes større og større, jo mere de nærmede sig den usandsynlige lille grå sten, der lå et godt stykke herfra.
Adrian slyngede kappen tættere omkring sig og fortsatte i et fast tempo, så det knirkede helt ned i læderstøvlerne.
Det varede timer, inden den lille sten var i sigte.
“Det er koldt. Jeg fryser. Og har gået i flere timer. For.. En sten!?” Man kunne tydeligt mærke Adrians utilfredshed.
Men det lod Valdemar sig ikke slå ud af og samlede den hårde klump op fra den tunge snedynge, den så småt var ved at smelte ned i.
Det var ikke mere end en håndfuld grå masse, der lå kedeligt og blankt i håndoverfladen.
“Does Dróme Does.” Mumlede Valdemar og i samme sekund blev alt helt blåt, inden de atter vågnede op i en gyde.
Graffiti pyntede murene, der stank langt væk af pis og andre ekskrementer, en rotte løb henover den smalle grund.
“Sig mig, Valdemar, hvad er dette for et sted?” Men Adrian vidste udmærket godt, hvor de var. I den anden verden. Måske havde hans .. Forventninger? Bare været anderledes. Det var jo trods alt her hans fars brud skulle hentes.
“Hun er ikke langt væk.” Smilte Valdemar og kørte hånden gennem håret.
Han rakte Adrian en hånd, og fik ham rejst op. Det varede ikke længe, før stanken af pis og døde dyr blev udskiftet med os og røg.
Bilerne på vejen fór forbi og neonlysene oplyste den smalle passage, der tonede ud i en kæmpe motorvej.
“Hvad er det for et slags væsen!?” Udbrød Adrian.
Af alle de mange bøger han havde læst om den anden verden, var han aldrig stødt på noget, der bare mindede den mindste smule om de faretruende væsner, der dyttede af hinanden ude på vejen.
“Lad os nu bare komme videre. Der er ikke meget tid.” Huskede Valdemar ham på, inden de atter fortsatte gennem skumle gyder og blinkende gadelygter.
I det menneskene nok ville kalde for slumkvarteret, dukkede en høj bygning op, som fangede Adrians øjne, samtidig med at en af væsnerne ude på vejen hvinede som en politisirene.
Blokerede vinduer, der var dækket af gammelt træ og søm, en slidt trappeopgang og en tigger udenfor udgjorde hjemmet til hende, de snart skulle hente.
”Det må være her.”
De trådte ind gennem den gamle dør, som selvfølgelig var ulåst.
Bilerne ude på gaden kørte om kap, og kastede forskelligt lys ind i den smalle opgang.
“Er her nogen?” Adrian lod kappen falde, så hornene kom til syne.
“Er De sikker på det er nogen god idé, Sir?” Valdemar betragtede hornene, der snoede sig på Adrians hoved.
“Det er jo kun hende, der kommer til at se det.”
Valdemar nikkede. Bygningen virkede nemlig gudsforladt.
“Mhm…” En svag stemme mumlede inde i rummet ved siden af.
“Hørte du også det?” Valdemar vendte blikket mod stuen. En gammel radio spillede et sært nummer på et andet sprog, da de trådte ind i lokalet.
En rød sofa var hvilestedet for den unge kvinde, med hår ligeså rødt.
Hendes næse var perfekt udskåret, de bløde læber bevægede sig i takt med brystet, da hun trak vejret.
“Er du sikker på, at det er hende?” Adrian trak i mundvigen. Her fejlede hans forventninger også.
De gik nærmere sofaen, og Adrian var nær snublet over én af de mange flasker, der lå overalt på gulvet. Og i sofaen.
“Hun STINKER jo af alkohol!” Råbte han nærmest fornærmet og betragtede den rødhårede kvinde, der lå og sov sin brandert ud på sofaen, i den snuskede lejlighed.
“Mhm..?” Hun åbnede øjnene, fik øje på dem. Alle var helt stille. Lige indtil hun lukkede øjnene igen, i troen om at det nok var endnu en fuldemands drøm.
“Det er på tide at komme hjem af.” Valdemar betragtede det store bornholmerur, der stod som den eneste antikvitet i det snuskede rum, der slet ikke kunne sammenlignes med det vante palads. Klokken var snart tre om natten.
“Hvad skal vi gøre med hende?” Adrian løftede et øjenbryn, da han tog glasset fra bordet og lugtede til det røde stads.
“Og sikke en form for elendig alkoholsmag.” Han stillede glasset fra sig og tørrede sine hænder af i sit lommetørklæde med egne initialer.
“Hvordan skal vi fortælle hende det?” Han lagde lommetørklædet på plads og så endnu engang på menneskepigen.
“Jeg ved det ikke. Men vi bliver virkelig nødt til at gå nu, der er ikke meget tid tilbage.” Valdemar nikkede i retning af pigen, som hans følgesvend blev nødt til at bære i armene. Hun sov stadig.
“Dróme does Dróme.” Det samme blå skær blændede dem alle tre, og efterlod kun stilhed i den lille lejlighed.
Kapitel 2: Sandheden
Det sneklædte landskab kom straks til syne igen, men i teleporteringens tumult tabte Adrian den kidnappede ned i snedyngen, så hun vågnede med et sæt.
”Mhm.. Hvad fanden?” Dagmar spjættede i den tynde kjole og sneen fløj til alle sider.
”Hvor i helvede er jeg!?” Skreg hun med en stemme, der fik kragerne til at lette fra træerne.
”Så.. Civiliseret.” Fnøs Adrian og lagde armene over kors, i stedet for at samle hende op. Hun rejste sig og fik børstet det værste sne af. Hendes øjne fór rundt på de to fremmede. Først på Valdemar. Så på Adrian. Så på Adrians horn.
”Hvad fanden er det for noget?” Hun stod undrende og kløede sig i det filtrede hår.
Prinsen sukkede dybt og tanken ”Får vi nogensinde en adelskvinde ud af den dér?” strejfede ham.
”Horn.” Svarede han kort, da han drejede om på hælen og gik i retning mod slottet. Valdemar fulgte efter, imens han smed den grå sten væk. Den var værdiløs nu, efter den var blevet brugt.
”Jamen..” I et fortvivlet suk og chokket efter at dette ikke var en drøm, satte hun i spurt efter de to, der allerede var nået et pænt stykke.
”Vent på mig! Vent!” Hun var forpustet, da de endelig stoppede op. Adrian så misbilligende på den simple skabning. Hud hvid som sne.
”Hvor er jeg?” Hendes store blå øjne flakkede rundt i det øde landskab.
”Vadrós.” Svarede prinsen kort og flyttede ikke blikket fra hende.
Valdemar forblev tavs. Denne samtale var vel forbeholdt prinsen og hans kommende stedmor, selvom Valdemar nok kunne fortælle hende det bedre.
Igen så de blanke øjne uvidende på dem.
”Det er netop lige, hvad De tænker. Dette er ikke den verden, som De normalt lever i. Velkommen til et lidt mere civiliseret liv. Og De befinder dem lige nu midt i Vadrós.” Endnu engang drejede Adrian om på hælen og satte i hastigt tempo mod paladset, der lå mange kilometer væk.
Dagmar, som pigen hed, så fortvivlet på prinsens følgesvend.
”De skal nok snart finde ud af, hvorfor De er her.” Trøstede hans varme stemme og tog hende blidt i armen, for at føre hende i den rigtige retning, da hun skulle til at gå den modsatte vej.
”Jeg forstår ingenting..” Dagmars tømmermænd dunkede kraftigt inde i hovedet, men det var som at tage en kold tyrker, da hun vågnede i sneen.
Adrian gik mange skridt foran de to andre, der nu havde en mulighed for at bryde stilheden.
”Jeg glemte vis at præsentere mig selv. Valdemar Grønkvist.” Hans gule øjne mindede om to rubiner i mørke.
”Dagmar Nordby. Jeg hedder Elize til mellemnavn, men.. Det er ikke noget jeg bruger.” Hun samlede det lange røde fedtede hår og kastede det om på ryggen, så det holdte op med at genere hendes ansigt, som blæsten allerede drillede.
De gik endnu et stykke uden at nogen sagde noget, Adrian var stadig langt foran dem.
”Hvad er Vadrós?...” Hendes spinkle stemme snørklede sig sammen om ordene, der ikke virkede realistiske i hendes verden.
”Vadrós er det køligste land vi har i denne verden. Vi er vandfolket.” Hans gule øjne nærmest smilede til hende.
”Ser De, i flere århundreder har vi altid tilbedt vandet og dets uanede kræfter. Det har både haft sine gode og dårlige sider, men det har altid gavnet os i sidste ende.”
Dagmar bed sig i læben. Og ligesom meningen i hendes hoved, tyndede sneen ud og forsvandt. Landskabet var blevet grønt, imens solen stod på sit højeste. Hvor længe havde de gået nu? Sekunder? Minutter? Timer?
Adrian stoppede op og betragtede den grønne eng, hvorpå en smal bæk snoede sig.
”Her.” Beordrede han og pegede standhaftigt ned på det halvfugtige græs.
Dagmar kiggede bagud. Sneen var stadig synlig, og skilningen mellem det helt hvide til det karsegrønne så surrealistisk ud.
Valdemar smed tasken fra sig og pakkede de røde tæpper ud, samt proviant og brænde. For der var ingen træer i nærheden.
”Vi slår lejr her for i aften.” Forklarede Valdemar og vendte tasken på hovedet, så et par brune pakker røg ud på jorden.
Dagmar sagde intet, men satte sig rundt om det, der snart skulle udgøre et bål.
Adrian stirrede irriteret på Valdemars flintesten, imens han ihærdigt forsøgte at tænde ild til de fugtige træstykker.
”Hvor er ildelvere når man skal bruge dem!?” Han fnøs.
Men langt om længe slog gnisterne til og de gule flammer slikkede sig op af stammerne.
Adrian var allerede gået til køjs, og selvisk som han var, havde han også taget Valdemars tæppe til ekstra varme.
”Kommer du ikke til at fryse i nat?” Spurgte Dagmar, velvidende at de trods alt næsten befandt sig i den køligste del af landet.
Valdemar trak på skuldrene.
”Jeg er vant til det.” Han lagde sig ned ved siden af hende, for at sørge for ingen skulle spolere deres kidnapning. Ellers trængte han bare til varmen.
Stille lagde han armen omkring hende.
”Det er bare for at sikre du ikke stikker af.”
Sammenkrympet i det lille røde tæppe, fortabt i en verden, der ikke var hendes, knugede hun sig fast til den mørkebrune mand, der tog hende tættere ind til sig, måske for at holde varmen, måske ikke.
”Når jeg vågner.. Har det måske alligevel bare været endnu en ond drøm.” Hun lukkede øjnene.
Og dér lå de alle tre rundt om det halvt forkvaklede bål, der lagde en mærkelig skygge ud på jorden. En af prinsen. En af følgesvenden. Og en af den kidnappede.
Man kan læse fortsættelsen på
www.notesblokken.webbyen.dk :D Hvad synes I?
Ons 29 Apr - 0:58 af Misel
