krig, sult og morgenrøde.

Det var som denne morgen, at det var svært at tænke på hvad der foregik rundt omkring. at folk døde, at kampe blev kæmpet, og at ingen vandt.. nej det var umuligt at tænke på det, denne morgen..

Den søvnige sol sendte dovent lette striber lys, ind mellem de mørke stammer. Oplyste den østlige side af alting, i et gyldnet, ja nærmest brændende skær. Det var smukt. At se den lette dis, som steg op af den kolde jord, og lagde sig som et tungt lag lige over overfladen. En dis, der virkede så let og dog så ugennemtrængelig. Ingen lyde afbrød stilheden, og Selv Katriona holdt vejret. Over dette syn, der ramte de store blå øjne, der slugte alt. Som en fantastisk billedbog. En billedbog Kat ville ønske hun ejede, og som hun kunne bladre igennem, betragte de så flotte billeder. Ja, skoven var som en stor billedbog, altid en ny side, altid et nyt billede. Og det var så overraskende.. hver eneste gang, slog træernes tavse snak, og naturens udseende luften ud af hende. Tænk at eje sådan en bog. Kat var overbevist at hun aldrig ville slippe den, hvis hun fandt sådan en hellighed, liggende mellem mos, omslynget af dis og fantasi. Nej, hun ville bære den, sammen med alle de andre ting, som havde betydning for hende.

Et lille smil viste sig. Et smil der var blandet af ærefrygt og glæde. Spundet ind i lykke over dette syn, over denne stilhed. Hun var alene i verden, alene i en skov, der var gået fra en hvid ødemark, til tøvejr og sol.
og varme.. Kat der havde holdt vejret, for blot at betragte dette syn, lod nu sine lunger fyldes med frisk klar luft. En solstråle ramte hende bagfra, og sendte hendes skygge langt af sted over sten og ujævnheder på skovbunden. Katriona trippede over mod en væltet stamme, og var ikke længe om at være oppe på den. Det havde været et stort tykt træ engang, og nu udgjorde det en perfekt udkigspost mellem skovens træer, midt i lyset. Hun satte sig, og lod dinglende sine ben hænge i luften. Øjnene Lod hun spejde over området, hendes eget lille paradis. Stille og forsigtigt begyndte lille kat at nynne, afbryde den tunge stilhed. En sang uden ord. men propfyldt med minder. Maven rumlede…