Phoenix

Navn: Phoenix
Kaldenavn:
Pheobe – dæknavn

Job: ejer en enkelt frugtbod ved markedet
Race: formskifter
Alder: 18 år
Fødselsdag: sommer
Køn: ung kvinde
Udseende:
Som menneske:
Phoenix har rødt, langt hår, som hende til midt på livet. Hun har en rød, strop kjole på, som kun lige dækker knæene. Der går et bånd rundt om hendes liv, som ender i en lille sløjfe bagpå. Hun er få 167 cm høj. Hun er smal. En hver som ville se hende, ville kalde hende smuk. Hendes øjne er noget andet, er man IKKE et menneske, ville man kunne se den røde farve i hendes øjne. (for mennesker er øjenfarven bare brun) Den røde farve stammer fra Fønixen i hende. Og er hun vred, så vil man påstår, at hendes øjne brandte.
Som dyr:
Phoenix har kun, og bruger kun, en form, når hun forvandler sig. Hun bruger Fønix formen, da hun er født med denne.


Personlighed:
Phoenix er en meget forsigtig, skræmt, sky pige. Hun kigger sig tit over skulderen, når hun er nervøs. Hun er en meget stille pige, som passer på med, hvad det er hun siger. Når hun er selv eller er glad, så kan hun pludselig begynde at nynne, hvilken som helst melodi, som skulle falde hende ind. Hun er ikke nogen stærk person, men kan godt slå fra sig (men dette vil dog ikke gøre ondt på nogen). Phoenix er faktisk en meget glad, venlig pige, som kan være meget omsorgsfuld og kærlig.
Hun er ikke selv den store romantiker, fordi hun ikke stoler på sine følelser og er meget usikker.
Det er kun meget lidt hun bruger sin dyreform, da hun er bange for at blive genkendt.
Hendes tiltro til elver er meget lille, da den første elver, hun mødte, misbrugte hendes tillid.

Baggrundshistorie:
Phonix husker intet fra hendes fødsel til hendes 11-årige fødselsdag, kun at hendes forældre døde og glæden, som forsvandt fra landet (men jeg kan da afsløre, at hendes forældre er forsmskiftere. At hun blev forbandet, da hendes forældre blev myrdet. Forbandelsen skal I nok lære at kende).
I et mørkt land, langt fra Warland, var fuldmånen ved at gå ned. Men en Fønix havde også mistet sine kræfter i håb om at slippe væk fra elendigheden, men *suk* dette lykkedes dog ikke. Fønixen landte og forsvandt, i stedet for lå der en pige, omkring 11 år, med et rødt hår. Hun sov fredfyldt uden nogle minder om, hvem hun er. Hun lå bare der på jorden og sov. Da solen igen stod op, kom en fremmed hen til pigen. Han vækkede hende, han spurgte, hvorfor hun lå her. Men hun kunne intet huske, udover at hendes forældre begge var døde, så hun rystede bare på hovedet. Da manden endelig spurgte efter hendes navn, så begyndte pigen at smile og se op på manden, mens hun svarede, ”Phoenix.”
Manden lagde mærke til den sære øjenfarve, som hendes øjne havde. Han smilte selv, men ikke af venlighed, men fordi han lige havde opdaget den formskifter, han netop havde ledt efter. Manden fortalte Phoenix, at han hed Huine og var en elver, der tjente under menneskerne. Han lovede, at han ville passe på Phoenix, hvis hun gik med ham. Naiv, som Phoenix nu var, gik hun med ham i håb om, at hun ville finde sig selv igen.
Årene gik og Phoenix fandt aldrig ud af noget om sig selv. Men hun blev da gode venner med landets prins, men bare i uviden om, at Huine havde en plan med det. Eller det var ikke Huines plan, det var mere selve kongens plan, som Huine udførte.
5 år efter Phoenix var blevet fundet af Huine, kunne hun ikke længere ignorere mørket i hendes bryst. Hun ville vide, hvem hun var. Hun havde tit og ofte siddet oppe om natten og kiggede ud af vinduet. Hun tænkte tit tilbage på den nat, den første nat hun var her på slottet, den nat, hvor der var fuldmåne. Hun havde følt den sære skælven, som var gået gennem hende, en skælven hun faktisk kendte, men ikke kunne huske. Hun havde forvandlet sig til en Fønix. Da hun skulle til at flyve, så var hun blevet fanget og puttet ned i fangekælderen til den lyse morgen. Da morgen kom, var hun igen blevet normal. Phoenix havde forlanget en forklaring, men havde ikke fået nogen. Det eneste, som var blevet sagt var, ”Det er for alles eget bedste.” Og hun havde fået at vide, at hun ikke måtte fortælle prinsen om det, der var sket. Gjorde hun det, så ville de smide hende for porten.
Phoenix var listet af sted, fordi hun var blevet sulten, hun gjorde det tit, fordi hun ikke havde lyst til at spise med de andre omkring hende. Hun skulle til at passere en dør, da hun kort hørte hendes navn. Hendes nysgerrighed vandt over hende, så hun blev siddende ved døren og lyttede. Og det hun hører, skulle hun bitterligt fortryde.
Huine, som taler med kongen, fortæller, at Phoenix er den eneste overlevende formskifter i dette land, og derfor var heldet på deres side, fordi så ville ingen lede efter Phoenix, fordi hun ikke er savnet af nogen. Han havde jo også sørget for at tage sig af hendes forældre, så de ikke ville lede efter hende. Han forbandede bare den forbandelse, som var blevet lagt over Phoenix. På den måde kunne hun blive afsløret over for alle, at hun var en formskifter. Og folket brød sig ikke om formskiftere, fordi det skulle siges, at de var onde. Men så mente han, at man bare kunne skjule Phoenix i de 12 timer, hvor det skete, og så ville ingen opdage det. Fordi om folket, hun eller prinsen ikke vil det, så ville de med magt sørge for, at Phoenix og prinsens blod blev blandet. Og dermed ville de få den mægtigste konge, som nogensinde havde eksisteret. Både Huine og kongen begyndte at grine.
Phoenix, som sad uden for døren og havde hørt det hele, greb sig til hjertet og kunne føle en stor uforklarlig smerte. Hun kunne også mærke, hvordan tårerne begyndte at løbe ned ad hendes kinder. Hun rejste sig op og begyndte stille at løbe væk. Hun løber ud i haven, hvor hun igen får sig selv under kontrol. Men smerten i hendes bryst ville ikke forsvinde. Mørket havde forandret sig lidt og var blevet lidt lysere, men var ikke forsvundet. Phoenix sukkede, mens hun spejlede sig i søens blanke vand. *Hvem er jeg? var hendes eneste tanke.
Et år sener, dermed at sige, at Phoenix nu er 17 år, ligger prinsen mærke til, at Phoenix har forandret sig. Han havde lagt mærke til det før, men vidste ikke, hvad han skulle gøre. Men da han ser hende, som hans bedste ven, så ønsker han også, at hun skal være glad. Så den dag de sidder alene i hans private dagligstue, spørger han hende om, hvad det er, som trykker hendes sind så meget. Først vil Phoenix intet sige, men da prinsen siger, at han er hendes ven og kun vil hjælpe, begynder hun at græde. Prinsen tager hende i hans arme og trøster hende, mens hun fortæller, hvad hun hørte (undtages det med, at deres blod skulle blandes). Prinsen forstår hendes følelser og mener, at hun gerne må forlade landet, for at møde andre formskiftere. Phoenix takker ham og smiler for første gang i længe. Men i det samme, som Phoenix skal til at forlade rummet, kommer Huine ind. Han mener, at Phoenix skal blive på slottet, fordi hun har det bedst her, fordi i verden er det en ren vildmark. Phoenix vil forlade rummet, men Huine spærre vejen af for hende. Prinsen ser ingen anden mulighed, end at han måtte redde sin ven. Han drager sit sværd og peger det mod Huines hals. Phoenix takker endnu en gang sin ven, mens hun fælder den sidste tåre. Phoenix forlader slottet for aldrig at vende tilbage, men hun vil aldrig glemme minderne om sin første rigtige ven.
Et år senere, efter Phoenix forlod landet, hun aldrig ville vende tilbage til, endte hun i Warland. Hun havde hørt rygter om, at her skulle der være andre formskiftere, mens der også skulle være andre racer, som hun aldrig havde mødt før. Phoenix valgte at slå sig ned her, hvor hun opbyggede sin egen frugtbod for at tjene penge til føden. Her går hun under navnet Pheobe, fordi hun ville ikke bruge sig navn, fordi hun var bange for at afsløre sig selv. Hun havde nemlig en fornemmelse af, at Huine var efter hende.

Rigdom: hun står mellem mellem og fattig, men hun mangler intet.
Ejendele:
- en sort kappe, som hun altid bærer
- mønter, som hun tjener på sit arbejde

Andet:
- en smuk sangfugl
- hun blev forbandet, da hendes forældre blev myrdet. når fuldmånen viser sit ansigt, så forvandler Phoenix sig til sit indre dyr.
- dyreform: Fønix

Godkendt