Stjerne løs nat [FAL]

Gæst

Mira stod ved en stille sø midt inde i den store mørke skov, træernes kroner var så tætte herinde at månens svage lys ikke nåede hende, ej heller kunne man se dens spejlbillede i den blanke vandoverflade. Tårerne trillede ned af Miras kinder. Han havde slået hende, han havde slået hende hårdt og mange gange.
Hun løftede langsomt hånden om til det let hævede øje og med en bleg fingerspids, fulgte hun tårernes vej ned til den hævede og flækkede læbe. Lige nu var alting håbløst og ødelagt. Mira bed hårdt læberne sammen og hulkede, han havde kaldt hende for sin lille prinsesse, hvor havde hun været naiv, havde troet på at han elskede hende.
Hendes ansigt ville hele, det tog vel langt tid.. Men det ville det. Men han havde knust hendes følelser, fået hendes hjerte til at briste.
Hun gik på knæ, og den hvide, tyndt vævede kjole blev fugtig og sugede det grønlige vand op. En lok af det røde hår faldt ned foran hendes ansigt, og klistrede sig til hendes fugtige kinder. Mira tørrede tårerne væk, men rejste sig ikke op.
En tyk, blå, uld kappe lå over hendes skuldre, og blev holdt sammen af et stykke mørkt læder, hun løsnede knuden og sukkede. Kappen faldt ned af hendes skuldre, men hun nød blot den kolde vind der slog i mod hendes bare hud.

Fal fløj en runde som altid, det mørke himmelvæv der var dækket til at de grå trætte skyer dækkede for det meste af himlen, kun månens lys viste vej.
Denne altgennemtrængende stilhed ramte Fals hjerte på en bestemt måde som intet andet.
Han elskede de stille vinternatte hvor næsten alt var stille. En stilhed som ikke kunne Findes noget andet sted på jorden.
Pludselig.
Lyden af et klynkende væsen ramte hans øre som gemte sig bag de sorte ravneører. Selv om han havde lyst til at ignorere det, kunne han ikke. Den stille nat var allerede slut indtil næste nat. I et suk lavede han et dyk mod den sølvagtige sø.
Han landede i et nært liggende træ og stirrede blot på kvinden, eller pigen... Hun havde tydeligvis været oppe at slås med nogen, mere kunne han dog ikke lige regne ud. Han valgte at blive i sin sorte kraveform og blot stirre på hende. For at være sikker på at hun ikke havde nogle skjulte kræfter.
"KRAH!" Udstødte han bare for at få hende til at ligge mærke til ham, han tiltede roligt det fjerklædte hoved til siden som nogle fugle ville i nysgerighed.

Gæst

Mira skuttede sig i den kolde nat og slog et slag med hovedet, hun knyttede hænderne og lod øjnene glide i. Hun var så træt, som havde hun slæbt samtlige bjerge til den anden ende af verdenen og tilbage igen.
Hun ville ikke føle mere, ville bare have lov til at blive her for altid uden nogensinde at skulle tage hensyn til noget andet. Hun ville have et hjerte der ikke kunne føle smerte, eller sorg. Mira sukkede, hendes bedstemor havde fortalt hende en historie som en prinsesse der fik et hjerte som ikke kunne følge smerte og sorg, men mistede samtidig også mulighed for at føle glæde og kærlighed.
Hun lod stille sin spinkle skikkelse glide ned i mod jorden, men fået lagt sig helt ned, hørte hun en ravn skrige. Mira for sammen og kom hurtigt og let klodset på benene, hun greb ud efter daggerten der sad i en rem, der var strammet om hendes lår. Hun spejdede rundt i mellem træerne, men fandt intet. Altså var der ingen der havde skræmt ravnen, hun lod blikket glide op af træerne og fik så øje på den sorte fugl. Mira faldt til ro og lod armen falde ned langs siden.
Hendes ansigt var stadigvæk ophovnet, både af gråden og af de mange slag. Hun mærkede igen varmen stige op i øjnene, men følte også den kulde hun før havde ignoreret. Hun fik fat om den mørke kappe og log den over sig, med de stivfrosne fingre bandt hun, med besvær, en knude med de to lædersnore.

Kvinden greb til kniven et kort sekundt, det var et tydeligt tegn på hun ikke brugte magi. En magiker ville til hver en tid gøre deres hænder klar til at hjælpe besværgelsen på vej.
Fal var dog stadig ikke i humør til at vise hende sin rigtige skikkelse. Så han valgte at flyve op i træets trætte grene før han, ude af syne, forvandlede sig til en ulv og hoppede ned på den frosne jord. Den hvide pels blandede sig godt med den gråhvide skov.
Han gik roligt mod pigebarnet med hovede bøjet svagt ned af, kun for at stoppe halvvejs og sætte sig ned for igen bare at stirre på hende. Han, igen, tiltede hovedet i håb
om at lure pigen til at begynde at tale med ham og forklare ham sin situation. Dog uden at regne ham ud. Af en eller anden grund orkede han ikke rigtigt at skulle føre konversation med pigen, måske fordi han regnede med hun ville begynde at hulke og bruge ham som en mental stolpe til at kunne få sit liv tilbage. Og han ville ikke skuffe hende da han allerede havde en han holdt af.

Ja, Fal havde prøvet den slags masser af gange, pige forrådt og tævet og er nu deprimeret, han havde prøvet flere gange hvordan sådan en person blev afhængig af

hans/hendes/dens redningsperson... Det var ikke en sjov procedyrre.
Og alligevel valgte Fal at blive siddende, med det tiltede hoved og store sorte øjne.