DØD - Caoimhghín Quauhtli Morgan

DENNE KARAKTER ER DØD
Læs mere under Lynch's Baggrundshistorie.

Jeg laver en ny bruger til ham snart, men der gik lidt kuk i det, så jeg skal lige have noget hjælp af Chris. x)

*Loui showers everyone with random characters*

Caoimhghín Quauhtli Morgan

Om Caoimhghín

Fornavn: Caoimhghín. (Udtales: Kayv een).
Mellemnavn: Quauhtli. (Udtales: Kwaw tli).
Efternavn: Morgan.
Kaldenavne: Cave (Kayv) af søskende og nærmeste venner. Caoimhghín af resterende familie. Før i tiden sådan noget som Sir Caoimhghín og lignende af diverse undersåtter, men nu er han sådan ikke rigtig velkommen i Takamir (men det er selvfølgelig ikke direkte forbudt for ham at befinde sig i byen), for han vendte ryggen til sin familie. Desuden bruger han ofte dæknavne med tilhørende forklædninger.
Alder: 18 år.
Køn: Mand.
Bopæl: Ikke noget specielt sted. Han rejser sådan lidt rundt, for han kan godt lide at opdage nye byer og nye skove – altså generelt nye steder.
Job: En smule tyv en gang imellem? Man skal vel have noget at leve af.
Fødselsdag: Sommer.
Rigdom: Må jo nok blive nødt til at sige fattig… men han overlever da.
Race: Menneske.

Udseende

Cave har, ligesom sin søster, Calanthe, skinnende, kobberfarvet hår der er helt lige, måske med lidt flere brunlige/bronzefarvede nuancer i. Det sidder altid på en eller anden tilfældig, pjusket måde, fordi han ikke gider bruge tid på at sætte det. Det er halvlangt-agtigt, og er ofte dekoreret med diverse blade og andet skidt – dog ikke med vilje. Han har store, dybe øjne som ofte virker nysgerrige, imødekommende og evetyrlystne, og de er havblå ligesom hans søskendes. Han har bleg hud, selvom den dog er lidt mørkere end hans søskendes. Det skyldes, at han ofte opholder sig udenfor i solen – sådan er det vel, når man ikke bor på en enorm herregård der kræver, at man er indenfor for at gøre sine adelige pligter hele tiden. Man kan næsten altid finde et frækt og eventyrlystent smil legende på hans lidt smalle læber der ikke har megen farve. Hans næse er, tjaeh, normal. Alt i alt er hans ansigt meget pænt og fortryllende, men hans charmerende træk bliver næsten helt ødelagt af de utallige små og store ar, han har i hele ansigtet. De fleste af dem er utydelige, men mange er også meget synlige. Han har ikke selv noget imod alle sine ar, for han planlægger ikke at stille op i en skønhedskonkurrence. Han er temmelig muskuløs, dog ikke overdrevent. Det svinger med hvilket tøj han går i. Han tog en masse af sit eget med, da han vendte ryggen til sine adelige familie og stak af, og han stjal også et par sæt fra sin storebrors garderobe. Og hans søsters og hans fars og hans moders. Mest fordi han også skulle have noget der var blødt at sove på, men også fordi at det var vigtigt med forklædninger. Så den ene dag kan man finde ham i hans normale tøj; en slidt, hvid skjorte, et par knæbukser af hør, mørkebrune seler, lange sokker, og et par brugte, brune sko. Og den anden dag vil man måske slet ikke kunne kende ham, fordi han har iført sig en formel forklædning; hvid skjorte, sort jakke, sorte bukser – altså en smoking af den fineste slags – skinnende, sorte sko og en høj hat. Udover det, er han lidt højere end 180 cm.

Personlighed

Cave elsker livet. Han elsker friheden. Han elsker at være uafhængig. Han elsker at kunne være sig selv, uden at nogen retter på ham. Han er, hvad man ville kalde en livsnyder. Hans mest dominerende træk er hans eventyrlystne side som bare kræver mere og mere spænding hele tiden. Det har han selvfølgelig ikke noget imod, for han elsker også spænding. Han er temmelig utålmodig, og det er som om, der er noget der siger til ham, “Der skal hele tiden ske noget!” Han kan godt lide at hjælpe, helst hvis det kræver, at man bryder reglerne. Det er klart at han er modig, men han er ikke frygtløs. Han ejer en halskæde af læder med en ravklump som vedhæng, og den betyder meget for ham, fordi han fik den af en pige, han engang var dybt forelsket i, men hun var en formskifter og en bondepige, så hans forældre forbød ham at tale med hende og mødes med hende. Han var vel omkring 13 år gammel. Det er den halskædes grund til at han ikke er frygtløs; han vil under ingen omstændigheder miste den.
Er en meget spontan person, og tager gerne på en rejse gennem hele landet med kort varsel uden planlægning. Han lever i nuet, og tager tingene som de kommer, hvilket naturligvis også betyder, at han er en afslappet person. Han virker ofte drillende, og han elsker at tage fusen på folk; venner såvel som fjender. Han er lidt ligesom en nomade, bare uden en gruppe. Han er aldrig indelukket eller genert, medmindre han er under forklædning og skal spille en bestemt karakter. Det fører os til endnu en af hans gode sider; han er meget talentfuld inden for skuespil. Han er meget imødekommende, og hans udadvendte personlighed tiltrækker ofte kvinder. Men det er meget, meget, meget svært for ham at forelske sig, og han har kun været forelsket én eneste gang i hans barndom/tidlige ungdom. Det forhindrer ham dog ikke i at have lidt sjov med kvinder, han måske ikke rigtig kender. Han kommer for det meste til at såre dem alle sammen, da han jo rejser til nye steder meget ofte. En lille svaghed er, at han tit dømmer folk på deres udseende, uden han har snakket med dem. Udover det er han håbløs med et sværd – han kan simpelthen bare ikke finde ud af at håndtere et. Og til sidst: Han elsker dyr! (Det virkede som en vigtig ting at nævne).

Baggrundshistorie

Cave voksede op blandt sine to søskende, Calanthe og Caedmon, og de var alle tre vildt forkælede. De fik alt hvad de ville have, og hvis de var triste af en eller anden dum, ubetydelig årsag, så blev de trøstet med nye, smarte gaver i stedet for omsorg. De blev undervist hjemme af en privat lærer, og der var ingen tvivl om at Cave var den bedste til alle fagene af de tre søskende. Han var aldrig helt lykkelig. Han følte altid, at hans forældre prioriterede hans storebror højere end ham selv. De opførte sig som om, at Caedmon var bedre end ham. For de var altid så stolte af ham, og ikke af Caoimhghín. Plus, han søgte hele tiden spænding og action, men det var ikke tit, at de tre børn blev lukket udenfor herregården, for deres forældre prøvede på at holde dem væk fra virkeligheden (de barbariske ting der blev gjort mod Oprørerne og andre væsner, der ikke hørte til menneskenes race).
Men en dag, da Cave var omkring 15 år gammel, måtte de komme ud i byen i en hel dag. Det var ikke første gang, men det var en sjælden begivenhed, så derfor var alting stadig spændende og nyt. Cave mødte en pige der vistnok var lidt ældre end ham. Hun var ikke så køn, og hun var temmelig genert, men Cave fik hende til at grine og åbne sig op. Der var bare et enkelt problem. Han var søn af en adelig og respekteret herre, og hun var datter af en bondeknold. Hendes familie blev endda ofte nødt til at tigge for at kunne have råd til mad. Af en eller anden underlig årsag gik hun altid med en hætte over hovedet, der dækkede både hendes hår og hendes ansigt.
Eftersom Caed, Callie og Cave blev ældre, fik de lov at komme ud i byen oftere. Det gav Cave mulighed for at være mere sammen med pigen, og det endte med, at de blev forelskede i hinanden. Det var virkelig kærlighed, ikke bare en simpel, ubetydelig forelskelse. En dag bedte Cave pigen om at tage hætten af, og det overraskede ham, at hun gjorde det, for hun havde nægtet at tage den af tidligere. Det viste sig, at hun havde lyserødt hår, og næsten blændende, blå øjne.
“Mit hår og mine øjne… de skifter farve. Efter mit humør,” forklarede hun, flov og undskyldende. “Min mor siger, at jeg er halv formskifter, og at det kommer fra hende. Hun siger, at vi skal holde det hemmeligt.”
Cave blev forbavset, og han følte også væmmelse ved det, fordi hans privatlærer havde lært ham og hans søskende om formskiftere. Formskiftere var, ifølge læreren, klamme og sleske væsner, der skiftede form for at snyde deres ofre og derefter dræbe dem – altså meget farlige og klamme væsner. Men pigen fik Cave overbevist om, at formskiftere slet ikke var sådan, og at det egentlig var menneskene der var ‘de onde’.
Da hans mor opdagede, at han sås med en bondepige, blev hun rasende. Han fik forbud mod at gå udenfor herregården og haven. Efter mange dage med enorm tålmodighed, blev han nødt til at snige sig ud. Han savnede pigen så forfærdeligt meget. Det var svært at forlade haven uden at blive opdaget, men han klarede det. Det var den dag han opdagede glæden og spændingen ved at bryde reglerne. Han var så spændt på at møde pigen igen, men hun var ikke den første, han fik øje på. I byens centrum var godtfolk samlet omkring et eller andet. Der var banden og råben og skrigen og gråd og grin. Han fik mast sig ind i klumpen af mennesker, og da han fik et ordentligt syn på, hvad der skulle ske, fik han kvalme, og han fortrød, at han havde sneget sig ud. I midten var der placeret en træstub, og ved siden af den sad en snavset kvinde på hug. Ved siden af hende stod en mand klædt i sort, og han havde også en sort hætte på, så man slet ikke kunne se hans ansigt. Over hans hoved løftede hans stærke arme en økse.
Det var ikke svært for Cave at forstå, hvad der skulle til at ske. Kvinden skulle halshugges. Det var stensikkert. Over på den anden side af kvinden var der endnu en tæt klump af mennesker. En ung pige stod ved siden af hendes far og græd højlydt, imens hun skreg på sin mor. Han kunne genkende stemmen. Det var pigen. Hans pige. Og kvinden der skulle halshugges var… hans piges mor!
Manden iført sort lod øksen falde. Cave kiggede fra pigen til kvinden til manden igen og igen. Pludselig trådte han et skridt frem, og råbte af sine lungers fulde kraft, “NEJ!” imens han hørte et hjerteskærende skrig. Men det var for sent. Kvindens hoved trillede langsomt hen ad gruset, og resten af den nu blodige krop sad tilbage på hug.
Cave vidste, at hvis soldaterne fandt ud af, at kvinden havde en datter, så ville de også henrette hende. Hans blik søgte febrilsk efter hende i lidt tid, for det gik op for ham, at hun var stukket af. Hun var selv bevidst om hvad der ville ske, når de fandt ud af hun var formskifterens datter. Han havde vel kendt hende i et år. Nu var hun væk. Helt væk. Og så tog han en beslutning der ville være altafgørende for hans fremtidige liv.
Da han kom hjem var alle i gang med et eller andet, og ingen havde opdaget, at han havde været væk. Han begyndte at pakke. Tøj fra sit eget skab, sin brors skab, sine forældres skabe, og hans søsters. Alt kunne bruges til et eller andet. Han pakkede det ned i en temmelig stor taske. Han fik på en eller anden måde listet sig ned i et rum der mindede om et våbenkammer. Mange daggerter, lange knive og almindelige dolke røg ned i tasken, og nogle af dem satte han fast under sit tøj. Han tog ikke noget sværd; det ville være for tungt. Der var ingen bue og ingen pile. Derefter listede han op i sin lillesøsters værelse igen, for hun var den eneste der havde en sparebøsse frit stående på sit værelse. Han tømte noget af den ned i en midlertidig pung, og resten ned i den store taske; der var godt nok mange mønter. Calanthe havde sparet op i lang tid. Da han havde pakket både nødvendige og mindre nødvendige ting, gemte han tasken under sin seng. Han sov godt og trygt til klokken 3 om morgenen, hvor han listede ud. Jo, et par vagter opdagede ham og stoppede ham, men han sagde, at hans forældre havde givet ham lov til at sove udenfor, så han kunne se på himlen. Af en eller anden mærkværdig grund hoppede de dumme vagter på den, og så var Caoimhghín ude af herregården med en vigtig mission og en ordentlig taske som byrde.

Ejendele

Altså… tonvis af tøj, både kjoler og smokings og andre diverse sæt, han har stjålet fra sin familie. Lidt mønter, fordi han har brugt de fleste af dem i forvejen. Et par daggerter, lange knive og almindelige dolke. Han har desuden købt sig en hest for de penge, han stjal fra Calanthe. Den er mahognifarvet med en lidt lysere man og hale, plus en lyserød snude. Den er både lege- og drillesyg, men den er en god følgesvend. Udover det har han en masse sjove dimser og fiduser han sælger på markeder hvis det er nødvendigt.

Andet

Er bror til Calanthe Yamilet Clytaemnestra Morgan og Caedmon Warrick Morgan. Af andre familiemedlemmer har han sin onkel, Alaric Jian Morgan, sin tante, Isolde Tesna Morgan, og sin kusine, Iphigenia Adaeze Isolde Morgan.
Han behersker ikke magi, og han kan ikke håndtere et sværd. Han er dyreelsker, og er imod menneskene. Men han er ikke Oprører af den grund, og han er heller ikke tilhænger af Wirkan. Nej, han arbejder alene. Og hvis der var nogen der ikke fattede, hvad hans mission gik ud på, så var det altså at redde hende der pigen. Og alle andre racer der har det ligeså svært. ^^ OG UNDSKYLD ALLE DE KARAKTERER! Jeg fik et flip.

Godkendt :3

» Epheras Karakterer
» Lynn Morgan
» Caedmon Warrick Morgan
» Calanthe Yamilet Clytaemnestra Morgan