1. Du må ikke styre andres brugere. Altså hvis du er Jim, og Jim siger til Morten, "Gå væk!" så kan du ikke styre Morten, og for eksempel skrive, "Morten går." Det er op til Morten, hvordan hans karakter reagerer.
2. Når din karakter siger noget, skal du skrive i "gåseøjne" og når du tænker i *stjerner* - tanker kan dog også skrives i kursiv.
3. Du skal skrive mindst 5 linjer i hvert IC indlæg, da det bliver til færre linjer, når du trykker "Send."
4. Du må kun være et sted af gangen - det vil sige, din karakter må ikke være i flere tråde på samme tid. Hvis du ønsker at forlade stedet, skal du i dit indlæg beskrive, at din karakter smutter, og i slutningen af dette sidste indlæg skal du skrive //out//.
5. Ingen powerplay, Mary Sues og Gary Stus. Din karakter må ikke være perfekt (for perfektion eksisterer ikke), kan ikke klare alt og skal have mindst et par svagheder. Hvis denne regel overholdes, bliver spillet meget sjovere.
6. Det er tilladt at bande og tale grimt til andre karakterer i tråde, når man er IC (in character), men kend dog dine grænser.
7. Og man behandler hinanden ordentligt OOC (out of character)! - Så det håber jeg, I kan finde ud af.
Det var vist alt. Jeg forbeholder mig retten til at ændre, slette og tilføje regler, hvornår det skulle være. Skriv endelig en pm til Amylia, Chris19 eller Edith Ember, hvis du er i tvivl om noget, har spørgsmål, eller bare har forslag til andre praktiske regler.
På vegne af
Stifteren (Green) og Adminteamet (Amylia, Chris19, Edith Ember)
Antal indlæg : 4548 Points : 9099 Reputation : 18 Registration date : 17/06/08
Character sheet Liv: (100/100) Påklædning: Et par posede, barkfarvede hørbukser, der er nemme at bevæge sig i, en hvid pirattrøje, snabelsko! xD, og et bælte med en lille taske-pung-agtig-ting i. I koldt vejr også en dejlig varm uldkappe i mørkgrå. Race: Menneske
Emne: Epheras Karakterer Tors 1 Jul - 1:33
Undskyld, Nina, at jeg sådan stjæler din idé! Men ligesom dig er der heller ikke plads til alle de links i min signatur. >___< Men, ja, denne slags tråd er Ninas idé, og al ære tilkommer hende!
Sidst rettet af Edith Ember Søn 18 Jul - 5:50, rettet 1 gang
Edith Ember
Antal indlæg : 4548 Points : 9099 Reputation : 18 Registration date : 17/06/08
Character sheet Liv: (100/100) Påklædning: Et par posede, barkfarvede hørbukser, der er nemme at bevæge sig i, en hvid pirattrøje, snabelsko! xD, og et bælte med en lille taske-pung-agtig-ting i. I koldt vejr også en dejlig varm uldkappe i mørkgrå. Race: Menneske
Emne: Ephera Tors 1 Jul - 1:37
Sue Sara Lilje Ephera Anfe Lohrah
Om Ephera
Fornavn: Sue. Mellemnavn: Sara Lilje Ephera. Efternavn: Anfe Lohrah. Kaldenavn: Ephera og Eph. Alder: 16 menneskeår. Køn: Pige. Bopæl: Meget forskelligt. Hun bor hist og her. Job: Tidligere tjenestepige og kok i Det Gyldne Vildsvin - dengang før Slaget ved DGV, men nu har hun ikke noget fast job. Fødselsdag: I det fantastiske og farvestrålende forår. Rigdom: Hun ejer ikke en eneste mønt. Race: Formskifter.
Udseende
Epheras originale form har tykt, grønt, pjusket hår der går hende til skuldrene, og det ser ofte temmelig uglet ud... nok fordi det også er det. Hun er hverken undervægtig eller overvægtig, men der ligger dog en sød, barnlig buttethed til hende. Hun har store, nysgerrige øjne (i disse tider ser de dog lettere fortvivlede ud), der har en orangebrun farve - det vil sige, nogengange ser de mørkebrune ud, og andre gange ser de orange-agtige ud. Hendes næse er lille og sød, ligesom hendes mund, der dog også er fyldig og et par nuancer mørkere end hendes hud. Hendes hud er bleg, og har en svagt skær af grønt, og med det grønne hår ligner hun mest af alt en alf taget ud af en eventyrlig skov. Hun er ret lav i forhold til sin alder, da hun begyndte at vokse sent og stoppede tidligt - hun måler omkring 150 cm. Hun er næsten færdigudviklet, da hendes krop automatisk stoppede med at vokse tidligt. Hun har smalle hofter, og en endnu smallere talje, så hendes kvindelige former er ikke ligefrem voldsomme. Men hvis man kigger på hende, kan man sagtens se, at hun er en pige. Hun kan bedst lide at gå i naturagtige farver med materialer, der er lavet fra naturen. Men hun har lært ikke at klage, hvis hun ikke kan få lige det. Hun har lært, at hun må tage chancerne, når de er der, og det gælder også tøj, så hun ikke fryser ihjel i de kolde, mørke vinteraftener. Hendes hud er arret og beskidt efter mange år i barske omgivelser, og det er hendes ansigt også. Rifter har hun også mange af. Hun bærer ingen smykker, men har altid blomster og blade i håret efter for meget ophold i skove. Det er ikke særlig ofte hun skifter form, kun hvis det er højst nødvendigt og hun eller nogen af hendes nære (dem er der dog ikke så mange tilbage af) er i livsfare.
Personlighed
Ephera har været ude for en hel del siden Slaget på Det Gyldne Vildsvin, og hun har lært en masse om livet. Før var hun altid glad og sorgløs, og var ikke bange for at hilse på fremmede mennesker. Hun troede på det gode i alt, og var altid venlig og imødekommende. En svaghed var hendes naivitet; hvis hun ville tro på noget, og virkelig ville tro på det, selvom det måske slet ikke var sandt, så gjorde hun det. Så troede hun på det. Hun havde sin egen opfattelse af verden, kendte slet ikke til de grusomme ting, der foregik i virkeligheden. Skænkede dem ikke en tanke, fordi hun ikke havde lyst til det. Hun ville så gerne tro på, at alt var i den skønneste orden - så det gjorde hun, på samme tid med at hun stolede på, at alle var gode, at alle havde noget godt gemt væk i dem. Men alle disse år, der er gået, har åbnet hendes øjne op. Har vist hende virkeligheden, hvor barsk alting er, har vist hende, at livet - det ikke bare er en dans på roser. Det, hun har oplevet, har lagt sig som en mørk skygge inde i hendes hoved, og hun er blevet dyster og kryptisk. Der er ingen mening i hendes liv mere. Hun havde det hele; en bedste ven, der elskede hende, Saga. Et godt og lovligt job, der gav hende penge nok til at overleve, og et overskud til at spare sammen. Mange venner, der hjalp og støttede hende, var der for hende. En bror... en rigtig, biologisk bror, der ellers bare havde været hendes arbejdsgiver. Men nu har hun mistet Saga. Hun har mistet sit job. Hun har mistet vennerne. Og hun har mistet sin bror. Hvad er der tilbage at leve for? Selv forstår hun ikke, hvorfor hun stadig er i live. Hvordan hun kan være i live. Men det er hun, og selvom tristheden og vreden bobler indeni hende, selvom en mørk og uhyggelig sky har lagt sig over hende, selvom hun ikke har nogen at for opbakning fra... så er hun stadig Eph. Hun er stadig den, hun var engang. Stadig munter, stadig venlig. Men i øjeblikket befinder hun sig bare i et mørkt hul, og har gemt hendes rigtige jeg væk. Hvor hun før smilede, sukker hun. Hvor hun før grinede, græder hun. Men hendes store kærlighed for naturen og dens dyr har aldrig ændret sig. Hun holder stadig af den og gør stadig sit for at beskytte den; for den er det eneste hun har tilbage. Men den samme legesyghed, der lå til hende tidligere, er forsvundet. Hun klatrer ikke i træer mere, hun søger ikke efter flotte sten mere, og hun griner heller aldrig mere. Hun sørger for at holde sig så langt fra menneskeheden overhovedet, for hun er blevet skræmt. Hun tør ikke snakke med fremmede længere, og hvis hun nogensinde skulle støde på en person, hun ikke kender, som talte hende, så ville hun gå væk i et hurtigt tempo og lade som ingenting. Men på trods af de mange dårlige ting, hun har fået fra de traumatiske oplevelser, har hun også fået et par gode. Hun er blevet mere lidenskabelig og mindre overfladisk, og når hun føler noget, så føler hun det virkeligt; så føler hun det inderligt. Men nu om dage... føler hun slet ikke. Hun vandrer bare rundt som en vildfaren sjæl. Dog er der en del af hende, der stadig har håb. En del, der ihærdigt gør sit for at holde fast i det sidste lys. En nostalgisk del, der savner det gamle liv, og vil kæmpe for at komme tilbage til det. Vil kæmpe for det, der er dets eget. Vennerne. Fælleskabet. Broderen. Ulven. Og det er Epheras kommende mission. :]
Baggrundshistorie
Før Borgerkrigen: Epheras har aldrig kendt sine forældre eller noget af sin familie.. Hun voksede op i en skov og lærte naturen at kende. Hun mødte en gammel elverkvinde som så ung ud. ELverkvinden fortalte en masse historier om naturen og lærte Ephera om urter, planter, blomster, dyr og træer. Hun var meget venlig, rar og nærmest en plejemor overfor Ephera. Ephera elskede derfor naturen meget højt. Det blev ikke værre da hun mødte sin fantastiske ulv Saga i skoven - tværtimod. Hun lærte også hurtigt at klatre i træer og det var hendes yndlingsbeskæftigelse i langt tid imens hun var ganske lille. Hun blev ældre og lærte at skyde med bue og pil og at kaste med daggerter. Snart fyldte hun 13 år, men nogle dage før hendes fødselsdag døde hendes ellers så fantastiske plejemor. Hun sagde ikke meget i mange år. Men efterhånden er hun kommet over plejemoderen, selvom hun stadig snakker med hende som om hun sad lige ved siden af Ephera. Det gør hun dog kun når hun er alene.
Efter Slaget ved Det Gyldne Vildsvin: Efter Ephera fandt ud af, at Green var hendes bror i Oprørsbasen dengang under Borgerkrigen, havde hun lige været ude for en ubehagelig oplevelse. Hun var kommet til at svare igen til en af menneskene, der var kommet som gæst ind på Greens kro, og Slaget ved DGV var hovedsageligt hendes skyld. Hun blev taget til fange af Haldonir, og sad i fængsel i tolv lange dage, før hun blev reddet af Artzhor og en orkertøs. Saga døde ved dette slag. Men det var dér, hun kom tilbage til Oprørsbasen og fandt ud af, at Green var hendes bror ved hjælp af en magisk genstand, der kunne spore, hvem der var i familie med hvem, hvis den havde deres håndaftryk i systemet. Lidt senere fandt hun også Saga - i levende tilstand! Det viste sig, at han var blevet genoplivet af en mørk magiker, der hed Alastor, og han fortalte at Saga hverken var levende eller død. Men Ephera var ligeglad. Så længe hun havde sin Saga hos sig. Det glædede hende meget, men på dette tidspunkt følte hun sig meget splittet. Hun følte, at hun var en forræder, fordi hun havde svigtet Green og de andre. Og allerede, da hun sad i fængslet, var hun begyndt at overveje muligheden for at skifte side. Hvis hun var med menneskerne, ville tingene måske være meget nemmere...? Men hun følte ikke, at hun kunne forholde sig til noget som helst, så hun flygtede. Flygtede ind i Den Store Skov sammen med Saga, hvor de opholdt sig i et stykke tid. Eph skrev et brev til Green, Nina og de andre for at forklare, hvorfor hun pludselig var forsvundet. Og eftersom Saga altid havde været hendes budbringer, sendte hun ham afsted med brevet. Men Saga kom aldrig tilbage. Og siden har Ephera vandret alene, og er efterhånden blevet mere og mere tom indeni. Hun traskede rundt som en anden nomade (hvilket hun jo også var, egentlig), og endte i Montapotas bjergene. Der boede hun i et par år, og levede af frugter, bær og eventuelt kød (hvis et rovdyr havde dræbt et mindre dyr, og så havde forladt det... eller hvis Ephera jagtede rovdyret væk. For hun ville aldrig selv dræbe nogen dyr, bare for at få noget at spise...) og vand fra ferskvandssøer og små kilder og åer. I Fyrrenåleskoven, der ligger ved siden af Mavitas og fortsætter op ad bjergene, fandt hun et kuld ulvehvalpe på 2, der var blevet forladt af deres mor, sikkert fordi denne ulvemor ikke havde fået nok kærlighed fra sin egen mor, da den var lille, så den vidste ikke hvad den skulle gøre med sine egne unger. Eph prøvede at hjælpe hvalpene med at overleve ved at finde dem en plejemor, men ingen ville tage ungerne til sig. Så Eph tog ned til Mavitas, og fik stjålet en mindre tønde mælk, som hun håbede ulvene ville kunne overleve på. Desværre døde den ene, men den anden har fulgt hende lige siden - ligesom dengang hun fandt Saga. Hun kaldte den lille ulvehvalp for Kairos (det er et gammelt græsk ord for 'det rette øjeblik og sted'), og den har lyst hendes liv op og været hendes tro følgesvend lige siden hun fandt den. Sammen vandrer de mod sydvest, i håb om at komme tilbage til Takamir, selvom Ephera er bange for at stå ansigt til ansigt med hendes gamle bekendte. For det hun gjorde var virkelig utilgiveligt...
Ejendele
På sin lange rejse har Ephera samlet en masse sjældne blomster og planter, som hun opbevarer i fugtige stykker stof, og hun lufter dem i solen så tit hun kan, så de ikke dør. Hun har ikke flere firkløvere, da de alle er blevet væk, og derfor bekymrer hun sig ekstra meget. Sten er for tunge til at bære, og desuden samler hun ikke på dem mere, så dem har hun heller ingen af. Men hun ejer stadig en daggert og en praktisk lille kniv - andre våben har hun smidt, da de er for tunge. Og så har hun selvfølgelig den gråbrune ulv Kairos, der nu er i teenagealderen. Den bliver aldrig ligeså stor som Saga, kan Ephera allerede se, men den bliver en flot hanulv alligevel. Saga er ikke rigtig hendes ulv mere, da han blev væk fra hende et par år tilbage. Jeg tror, han er Ciarans nu(?)
Andet
Ephera har været ret... fraværende, og kender derfor til intet af det der er sket i de år hun har været væk. Hun kender derfor heller ikke til den kommende krig mellem Warland og Nabolandet.
Edith Ember
Antal indlæg : 4548 Points : 9099 Reputation : 18 Registration date : 17/06/08
Character sheet Liv: (100/100) Påklædning: Et par posede, barkfarvede hørbukser, der er nemme at bevæge sig i, en hvid pirattrøje, snabelsko! xD, og et bælte med en lille taske-pung-agtig-ting i. I koldt vejr også en dejlig varm uldkappe i mørkgrå. Race: Menneske
Emne: Mirana Tors 1 Jul - 1:38
Navn: Mirana Ichina Frieson
Kaldenavn: Hun har ikke rigtigt noget
Job: Tigger
Race: Menneske
Alder: 13 år
Fødselsdag: Vinter
Køn: Pige
Udseende: Hun er ærlig talt ret ynkelig at se på. Hun har mørkebrunt og langt hår der går hende til taljen. Det er somregelt snavset, fedtet og mudret. Hun er næsten helt hvid i huden fordi hun er meget bleg. Hun har kastaniebrune øjne. Hun er meget, meget tynd. Alt for tynd, kort sagt. Hun går altid i det samme snavsede stykke stof (sandfarvet hør) som hun har bundet sammen så det lidt ligner en kjole. Den er snavset og mudret. Hun går altid i bare tæer. Desuden ser hun altid så fortvivlet ud i ansigtet.
Personlighed: Hun er meget indadvendt og har svært ved at åbne sig. Hun snakker ikke særlig meget. Hun kan blive utrolig vred og er meget stædig. Når hun får en ven, så er hun utrolig rar og hun fortæller ALT til den ven. Det er ret upraktisk hvis det viser sig at vennen er en spion. Hun mener at hvis først hun bliver venner med nogen, så holder det for altid. Men indtil videre har hun ingen venner, da alle er nedladende og ond imod hende. Hun skammer sig over sig selv og hendes selvværd, selvtillid og selvrespekt er alle i bund. Men ellers er hun en meget viljestærk og målrettet pige.
Baggrundshistorie: Dengang Mirana blev født var alt godt. Hendes mor og far elskede hinanden og Mirana meget højt. Men da hun efterhånden blev ældre, besluttede hendes far at gå med oprørene. Hendes mor blev sur og hvorfor kunne han ikke bare være fuldstændig som næsten alle andre og bakke menneskene op? Moderen sagde at han kunne skride over til fjenderne, men hun skulle ikke nyde noget. Og han kunne for guds skyld også tage den dumme unge til Mirana med. Men han havde ikke tid til hende, så han tog afsted alene. Og moderen efterlod Mirana på gaden. Ingen ved hvordan hun voksede op og overlevede. Men hun er også hele tiden på nippet til at dø af kulde eller sult.
Rigdom: Hun er så fattig som man kan blive. Måske finder hun en bronzemønt af og til, men ellers har hun ingen penge.
Ejendele: Hun ejer ikke andet end en lille skarp kniv og sin kjole, hvis man kan kalde det det.
Andet: Hun rejser rundt i hele verden og kommer fra sted til sted ved hjælp af hendes fødder.
Det var Eph, som havde lyst til at lave endnu en karakter...
Sidst rettet af Edith Ember Tors 1 Jul - 1:40, rettet 1 gang
Edith Ember
Antal indlæg : 4548 Points : 9099 Reputation : 18 Registration date : 17/06/08
Character sheet Liv: (100/100) Påklædning: Et par posede, barkfarvede hørbukser, der er nemme at bevæge sig i, en hvid pirattrøje, snabelsko! xD, og et bælte med en lille taske-pung-agtig-ting i. I koldt vejr også en dejlig varm uldkappe i mørkgrå. Race: Menneske
Emne: Zlodêj Tors 1 Jul - 1:40
Navn: Zloděj Prohnanost.
Kaldenavn: Proh, Prohnan m.f. (Kun få kender til hans fornavn).
Job: Tyvelavets konges livvagt.
Race: Elver.
Alder: 23 menneskeår.
Fødselsdag: Sommer.
Køn: Mand.
Udseende: Han har brunt, skulderlangt hår, med lyse striber i og det er en smule bølget. Hans øjne er brune. Han smiler ofte svagt eller lumskt, og ingen kan læse hans ansigtudtryk. - Medmindre man er magiker, selvfølgelig. I nakken har han en masse ar og sår, men man ser dem ikke pga. hans hår. Han er rimelig lav af en elver at være. Han bærer altid en armygrøn kappe/jakke, og et bælte, hvor han bærer sit sværd og sin daggert. Indeni kappen/jakken har han en lomme af en slags, hvor han bærer sin lange giftkniv.
Personlighed: Han er skummel, dyster og siger ikke meget. Han er skeptisk overfor de fleste - både tyve, oprørere og mennesker. Men han er imødekommende og venlig overfor børn. Børn som vil udrette noget. Han kan godt lide de fleste dyr, men der er et par stykker som han ikke bryder sig om. Bl.a. fugle. Han hader fuglenes glade sang. Han er en god skuespiller og er god til at lyve. Han vil ikke kalde sig selv god. Han har ikke noget imod at slå folk ihjel, og han gør det med god samvittighed. Han er god til at stjæle. Ved ikke om der er mere...
Baggrundshistorie: Han voksede op på en gård hos en gammel dame. Han har aldrig kendt sine forældre. Hun var venlig og lærte ham at stjæle. - Det var sådan hun selv levede. Men en dag døde hun, og han blev sendt på gaden. Han fik mange tæsk, og det er derfor at han idag er så dyster og kold. Men så blev han som 12-årig optaget af Tyvelavet, og senere blev han Arakins livvagt. Det er også grunden til at han er venlig og imødekommende mod børn. Han har nemlig selv prøvet at skulle blive optaget i fællesskabet, og han ved hvordan det er.
Rigdom: Ikke rig, ikke fattig. Han får mad m.m. fra Tyvelavet.
Ejendele: Ikke så meget andet end hans lange giftkniv.
Edith Ember
Antal indlæg : 4548 Points : 9099 Reputation : 18 Registration date : 17/06/08
Character sheet Liv: (100/100) Påklædning: Et par posede, barkfarvede hørbukser, der er nemme at bevæge sig i, en hvid pirattrøje, snabelsko! xD, og et bælte med en lille taske-pung-agtig-ting i. I koldt vejr også en dejlig varm uldkappe i mørkgrå. Race: Menneske
Emne: Nienna Tors 1 Jul - 1:42
Navn: Nienna Eärwen Anwamanë.
Kaldenavn: Miss Eärwen, Nienna, Nie ..
Job: Ikke noget.
Race: Elver.
Alder: 22 år.
Fødselsdag: Efterår.
Køn: Kvinde.
Udseende: Hun er meget høj og slank. Hendes hud er meget bleg, næsten helt hvid og helt ren. Hun har bølget, mørkt hår der går hende til lænden. Hendes øjne er isblå, hendes ører er spidse, hun har en lille, spids næse og en fin, lille mund med tynde, røde læber. Hun går somregel i lange, flotte silkekjoler i alle slags grønne farver, og en tyk, gråbrun kappe med hætte udenover. Hun har aldrig sko på, hvilket vil sige at hun altid går i bare tæer, også selvom det er koldt.
Personlighed: Hun har et meget mildt sind, og undgår helst at gøre folk og dyr fortræd. Hun bliver næsten aldrig vred, og er derfor næsten altid rar, varm og blid. Hun giver næsten altid folk en chance til, og hun giver aldrig op. Hun står fast ved sin mening, og kan være temmelig stædig. Hun tænker meget på andre, og er meget hjælpsom. En gang imellem kan hun blive trist, og det kan hun være rimelig længe. Hun er ret social, selvom hun i øjeblikket vandrer rundt alene. Hun er meget godmodig, og er overhovedet ikke naiv.
Baggrundshistorie: Hun blev født i en ukendt elverstamme (eller hvad det nu hedder), i en ukendt skov. Hendes mor døde ved fødslen, og faderen levede videre i sorg. Hun voksede op sammen med mange andre elvere, og der gik ikke langt tid før folk fandt ud af at hun var en Healer. Hun lærte hurtigt at konstrollere sine healer-evner, og da hun var 15 var hun i stand til at heale selv de mest forfærdelige sår, rifter, smerter osv. Hun lærte også hurtigt at skyde med bue og pil og kaste med daggerter. Da hun var 18 forlod hun elverne og drog ud i verden helt alene. Hun levede som en rejsende i 2 år, hjalp og helbredte mange syge væsner - både mennesker, formskiftere, triwanere, elvere og så videre...
Rigdom: Hun er ikke rig, men heller ikke fattig, så hun må være mellem...
Ejendele: Sin hjemmelavede bue som hun har arvet fra sin mor, en masse pile som hun selv har lavet imens hun har rejst rundt, en gråbrun kappe med hætte, et par lange silkekjoler i forskellige grønne farver, en sølvhalskæde med en lille rubin i, et stort hvidt sjal, 2 daggerter, en lang kniv som hun altid har på sig, et bælte med lommer og sådan og en lille lædertaske hvor hun kan have alle sine ting i.
Andet: Hun er Healer, hvilket betyder at hun kan helbrede syge eller sårede folk og dyr. Hun er utrolig dårlig med et sværd, unaturligt god med bue og pil og så er hun også god til at kaste med daggerter.
Edith Ember
Antal indlæg : 4548 Points : 9099 Reputation : 18 Registration date : 17/06/08
Character sheet Liv: (100/100) Påklædning: Et par posede, barkfarvede hørbukser, der er nemme at bevæge sig i, en hvid pirattrøje, snabelsko! xD, og et bælte med en lille taske-pung-agtig-ting i. I koldt vejr også en dejlig varm uldkappe i mørkgrå. Race: Menneske
Emne: Genesee Tors 1 Jul - 1:44
Genesee Nayely Ixchel Orenda Altsoba Hohanonivah
Om Genesee
Fornavn: Genesee. Mellemnavn: Nayely Ixchel Orenda Altsoba. Efternavn: Hohanonivah. Kaldenavn: Gen, Gennie og hvad folk nu finder på. Alder: 21 elverår, men hun har levet i meget længere tid. Køn: Kvinde. Bopæl: Hun rejser omkring, men foretrækker at leve blandt naturlige omgivelser. Job: Hun stjæler af og til, men det er ikke et job. Fødselsdag: I slutningen af efteråret hvor alt er mørkt men alligevel også farverigt. Rigdom: Hun har en lille opsparing til nødsituationer, men udover det er hun temmelig fattig. Race: Elver.
Udseende
Gen har langt, krøllet hår i en mørk farve. Hun har bleg, ren hud som næsten kunne være hvid. Hun er høj, omkring 175 cm, og hendes spidse ører afslører, at hun er en elver. Hun har en spids næse, smalle læber, og brune øjne der er en smule matte. Hun har lange, stærke fingre, og hun går i tøj der har naturens farver, men hun tænker dog ikke meget på farverne. Bare det ikke er for opmærksomhedstiltrækkende.
Personlighed
Gen har en forkærlighed for naturen og dens dyr, en egenskab hun har fra sin elvernatur. Hun er rimelig asocial og reserveret. Hun snakker ikke meget, og hun bryder sig ikke om at tage initiativ til noget, som andre kunne tage initiativ til. Hun har en tendens til at tænke for meget, og hun siger næsten aldrig noget uden at tænke sig grundigt om først. Hun har en mening om alting, og det er ikke altid hun holder sin holdning hemmelig. Hun fryder sig når andre bliver irriteret over hende, og elsker at komme med flabede kommentarer til folk, hun ikke bryder sig om. Hvis man på en eller anden måde formår at blive hendes ven, vil hun gøre alt for én. Hun holder ikke med nogen, ikke sådan rigtigt, i hvert fald. Hun foretrækker at arbejde individuelt eller med en partner, der ikke spørger ind til hende, men som kan forstå, at hun foretrækker ensomhed. Én, som ikke er sympatisk.
Baggrundshistorie
Gen voksede op i en bøgeskov blandt vise elvere, der vidste, at hun var speciel; der gik ikke mange år før de fandt ud af, at hun var en Druide. De opkaldte hende derfor efter de klogeste og mest vise elvere der havde bosat sig i denne elverstamme. Der havde været mange, så hendes fulde navn var ikke ligefrem kort. Da hun efterhånden blev ældre, tog hun ud i verden på egen hånd. Hun havde altid været meget asocial og selvstændig, og hun havde altid vidst, at hendes skæbne var at udforske verden alene. Hun lærte sig selv at skyde med bue og pil, og blev efterhånden mere end bare god til det. Hun øvede sig i at kaste med sine to daggerter, og hun udforskede grænserne i hendes magi. Hun havde fundet det fascinerende, at hun havde en speciel forbindelse til naturen. Hun snakkede ikke til mange væsner, for som sagt var hun jo en asocial elver. Hun lavede ikke meget andet end at spise og øve, for hun behøvede stort set intet søvn, og hun havde ikke rigtigt andet at lave. Hun har aldrig været tæt på nogen psykisk. Hun har aldrig haft en rigtig ven eller én hun virkelig holdt af, så hun ved ikke hvad kærlighed er endnu.
Ejendele
Gen har en specielt designet bue, som er lavet til at skyde præcist, og ramme plet hver eneste gang. Så har hun selvfølgelig også en masse pile, som hun selv laver af træernes stærke, unge grene, og diverse skarpe sten. Hun har en masse stykker stof i naturens farver, også nogle i grå, lyseblå og neutral lyserød. Så har hun selvfølgelig sit tøj, og en dolk hun også selv har lavet. Og sidst, men ikke mindst, har hun to daggerter hun kan bruge i nødsituationer.
Andet
Gen er fabelagtig til bueskydning, men tilgengæld kan hun ikke finde ud af at styre et sværd. Hun kan også kaste med daggerter, og det er hun også god til. Hun bruger ikke sine skyde og kaste egenskaber særlig meget, fordi hun tit undgår kampe. Desuden er Gennie magiker. Hun mestrer Druidismen, hemmeligheden bag psykisk forbindelse mellem levende væsner og natur.
Edith Ember
Antal indlæg : 4548 Points : 9099 Reputation : 18 Registration date : 17/06/08
Character sheet Liv: (100/100) Påklædning: Et par posede, barkfarvede hørbukser, der er nemme at bevæge sig i, en hvid pirattrøje, snabelsko! xD, og et bælte med en lille taske-pung-agtig-ting i. I koldt vejr også en dejlig varm uldkappe i mørkgrå. Race: Menneske
Emne: Calanthe Tors 1 Jul - 1:46
Calanthe Yamilet Clytaemnestra Morgan
Om Calanthe
Fornavn: Calanthe. (Udtales: Ka LAN thee). Mellemnavn: Yamilet Clytaemnestra. (Udtales: Yammi lé, Klye taym NESS tra). Efternavn: Morgan. Kaldenavne: Yamilet og Yami af nærmeste venner. Calanthe (og tilhørende kælenavne) af familie. Miss Calanthe, Miss Morgan og lignende af undersåtter og andre personer, hun ikke kender. Alder: 17 år. Køn: Kvinde. Bopæl: Takamir. Job: Adelig. Fødselsdag: I efteråret. Rigdom: Meget velhavende. Race: Menneske.
Udseende
Yami har bølget, naturligt stribet, kobberfarvet hår der omtrent går hende til taljen, og har en lys rødbrun nuance. Hun har det stort set altid sat fint op, da hun er blevet opdraget til at se pæn og ordentlig ud hele tiden, lige meget hvor hun befinder sig. Hendes fine, blege hud er fri for diverse skræmmer, ar og sår, og den kan sommetider se helt hvid ud. Hun har havblå øjne blandet med en smule turkis, og de kan virke meget dybe. Hendes læber er røde og fyldige, og får hendes lille ansigt til at se uskyldigt og rent ud. Hun har normale ører, men de er ofte gemt bag hendes tykke hår. Hun er slank og høj, og er generelt en meget smuk ung kvinde. Hun går altid klædt i formelle kjoler med matchende sko og tilbehør.
Personlighed
Sensibel, sippet, snobbet og stolt er de fire Ser der beskriver Yami allerbedst. Hun er ekstremt nærtagende, og hun kan bare ikke klare at blive fornærmet. Hun har meget stolthed i sig, og er ofte nedladende og ond mod folk der ikke har lige så høj status som hende. Hun er ikke så faglig intelligent, men udover det er hun meget snu og snedig. Hun er grisk og grådig, fordi hun altid har fået præcis hvad hun ville have. Hun er også kynisk, men ikke så meget, at hun kunne blive kaldt hjerteløs. Hun tænker mest på sig selv, er meget egoistisk og selvglad, og elsker at tale om sig selv. Hun er meget sart, og væmmes ved ting som i hendes øjne er urene. Hun kan ikke lide at være i blandt naturlige omgivelser, fordi hun simpelthen synes, at det er ulækkert. Hun er bare en ekstremt sippet person. Hun opfører sig koldt og respektløst overfor folk, hun ved, er lavere rangeret end hende selv. Hun ved dog hvornår hun skal opføre sig ordentligt. Hun har også følelser, men hun viser dem sjældent. Der er mange der har høje forventninger til hende, og hun finder det ofte stressende at skulle leve op til dem alle. Hun nyder dog stadig det luksuriøse liv. Hun har veninder (ja, rigtige veninder) blandt andre adelige familier, selvom de ikke er så tætte på hende. Hun har aldrig haft nogen ven, hun virkelig har kunnet snakke ordentligt med. Hun er ret uvidende overfor virkeligheden, altså hvad der sker udenfor hendes hjem.
Baggrundshistorie
Yamis fortid er ikke specielt spændende. Hendes familie har været adelige i over tredive generationer, og hun blev derfor født som adelig. Hun voksede op sammen med sine forældre og sine to ældre brødre. Hun blev forkælet som hvert andet barn af meget velhavende forældre. Sammen med sine brødre, gik hun i skole hjemme, og fik lært de almindelige ting, man som regel lærer i skolen. Hun blev dog aldrig ekstremt god til noget specielt fag. Hendes brødre, derimod, blev begge riddere, og er nu deltagere i krigen mod Oprørene. Eftersom de var børn af mennesker, blev de opdraget til at se på Oprørene som urene folk, som mordere, som en trussel. Yami har derfor altid følt afsky for dem. Hun har aldrig mistet nogen nære familiemedlemmer. Hendes brødre og forældre lever stadig.
Ejendele
En hvid hest ved navn Bianca (can you feel the zombie-ness? xD). To lange, skarpe knive som hun bare har, hvis nu et eller andet skulle ske hende. Ellers bare hundredvis af kjoler, sko, smykker og andet tøj. En bestemt guldhalskæde går hun altid med. Hun har fundet den, men påstår at hun har fået den af en helt speciel ung mand. Hun ejer selvfølgelig også alle de normale ting, som alle ejer, sammen med en masse andre, unødvendige ting og sager.
Andet
Yami behersker ikke magi, og det er hun også glad for. Hun ser på magi som en uhyggelig og ukendt evne. Hun har 2 brødre, den ene er Caedmon Warrick Morgan og den anden er Caoimhghín Quauhtli Morgan.
Character Scheme by Sii. Thank you so much!
Edith Ember
Antal indlæg : 4548 Points : 9099 Reputation : 18 Registration date : 17/06/08
Character sheet Liv: (100/100) Påklædning: Et par posede, barkfarvede hørbukser, der er nemme at bevæge sig i, en hvid pirattrøje, snabelsko! xD, og et bælte med en lille taske-pung-agtig-ting i. I koldt vejr også en dejlig varm uldkappe i mørkgrå. Race: Menneske
Emne: Caedmon Tors 1 Jul - 1:48
Caedmon Warrick Morgan
Om Caedmon
Fornavn: Caedmon. (Udtales: KAD mon). Mellemnavn: Warrick. (Udtales: WAR rick). Efternavn: Morgan. Kaldenavne: Cad/Caed (udtalt på samme måde, altså kat) af søskende og nærmeste venner. Caedmon af resterende familie. Sir Caedmon, Sir Morgan og lignende af diverse undersåtter, og andre personer, han ikke kender. Alder: 24 år. Køn: Mand. Bopæl: Takamir, men som ridder rejser han rundt i hele landet, hvis ikke hele verdenen.. Job: Ridder. Fødselsdag: Vinter. Rigdom: Meget velhavende. Race: Menneske.
Udseende
Caed har mørkt hår med bronzefarvede nuancer. Det går til hans tindinger, så det er ikke helt vildt kort. Han ordner det altid med en slags voks, og glatter det ud til den ene side på en temmelig formel måde, så ingen små hårtotter sidder forkert. Han går nemlig ekstrem meget op i sit udseende, fordi han voksede op blandt forfængelige mennesker. Han har rimelig lys hud, selvom man dog aldrig ville kalde den for hel hvid. Selvom han er en ridder, så holder han sig ofte ude af de alt for store slag, så han har stort set ingen ar. Selvom han engang blev stukket i låret af et tyndt, spidst sværd det er ikke noget, han går rundt og reklamerer med, for han vil helst fremstå som én der kan vinde over alle. Han har havblå øjne, men, modsat hans søskende, virker de meget tomme, på en eller anden måde. For eksempel, når han smiler, så når smilet aldrig op til hans øjne. De forbliver tomme til evig tid. Hans læber er tynde og nærmest farveløse, og de er stort set altid formet som en lige streg. Han er ikke rigtig muskuløs, kun en lille smule, men det står ikke i vejen for hans karriere. Han går altid i formelt tøj, og ellers har han en af sine mange rustninger på. Han er i hvert fald meget omhyggelig med sit udseende og sin påklædning, og der er dage hvor han har nægtet at forlade sine gemakker, fordi han havde en dårlig hårdag.
Personlighed
Caed er et hjerteløst, følelseskoldt, kynisk menneske der altid har været forkælet. Han er egoistisk, og tænker kun på hvad der er godt for ham selv. Han er grisk, og har aldrig kendt til andet end rigdom. Og så er han hovmodig, og temmelig doven, selvom der ikke er nogen der lægger mærke til det (eller siger noget til det). Han er ganske rigtigt en ridder, men han kæmper ikke bravt som alle andre riddere; i stedet skåner han sig selv, og sørger for at være meget diskret, så det ikke bliver opdaget af de øverste generaler. Han er, i modsætning til sin søster, meget intelligent inden for de fleste områder. Han er snedig, og han forstår at holde lav profil, når det er nødvendigt. Han har dog et meget hidsigt temperament, og han har svært ved at styre det. Han bliver nemt vred, og så bliver han måske aggressiv og voldelig. Han har også svært ved at styre jalousi, og det kan hurtigt pirre hans temperament. Han kan ikke føle næstekærlighed, og det kommer han måske heller aldrig til. Han er ubarmhjertig, og han ligefrem nyder at pine folk, hvis de har gjort noget der irriterede ham, var forkert, eller direkte imod loven. Han er meget stolt af at komme fra Morgan-slægten, og han er ofte nedladende mod, ja, stort set alle og enhver der ikke kommer fra samme slægt. Han lader dog ikke andre tale ned til ham, og han tolererer ikke fornærmelser. Hvis hans undersåtter siger ham imod, er flabede, eller ikke gør som han siger, så straffes de med enten tortur eller død. Ved enkelte, og meget sjældne begivenheder, kan han måske vise ægte glæde, og smile oprigtigt. Det sås dog mest kun i hans barndom, men det kan være, at han kan opleve den samme glæde og begejstring igen? Han nyder at leve i rigdom og luksus; penge er nærmest hele hans liv. Han har altid fået lige præcis hvad han pegede på uden betingelser, og han har derfor aldrig lært gavmildhed og tålmodighed at kende. I hans verden handler alt om ham, og hvis han ikke får sin vilje, kan der forekomme alvorlige konsekvenser mod enhver der står indenfor hans rækkevidde. Han er på menneskenes side, og han stemmer for at menneskene skal styre alt og alle. Han har intet imod magikere så længe de er på hans side, men hvis de ikke er, så er han temmelig bange for dem selvom han gemmer det godt. Oprørerne irriterer ham utrolig meget, og han ville ønske, at de bare ville forsvinde fra jordens overflade.
Baggrundshistorie
Caed voksede op blandt sine to søskende, og de var alle tre vildt forkælede. De fik alt hvad de ville have, og hvis de var triste af en eller anden ubetydelig årsag, så blev de trøstet med smarte, nye gaver. De blev undervist hjemme af en privat lærer, og Caed blev rimelig god til alle fagene. Han nød det hele i fulde drag. Det var ikke en overraskelse at han blev en ridder, for han havde altid drømt om det. Hans forældre var altid meget stolte af ham og hans beslutninger, så han lillesøster blev ofte jaloux på ham, selvom hun aldrig fortalte det til nogen. Da han blev ældre, og hans lillebror havde vendt familien ryggen, besluttede han sig for, at han ville tvinge broderen til at smutte om på den rigtige side af Loven, og ellers ville han nyde synet af at dræbe ham. Hans kyniske forældre, hans snobbede søster og hans oprørske bror lever alle stadig, selvom faderen dog lider af en sjælden sygdom, og sikkert dør inden længe.
Ejendele
Caed ejer det meste. En masse heste, diverse våben (dog ikke bue og pil), tonsvis af smokings, andet formelt tøj, mindre formelt tøj og almindelige rustninger, sko og hvad der nu ellers er. Han har dog ikke nogen specielle ejendele, for han mener ikke, at man kan knytte sig til genstande. Han ejer stort set alt. x)
Andet
Caed behersker ikke magi, og han har aldrig prøvet at skyde med bue og pil. Hans søskende er Calanthe Yamilet Clytaemnestra Morgan og Caoimhghín Quauhtli Morgan.
Edith Ember
Antal indlæg : 4548 Points : 9099 Reputation : 18 Registration date : 17/06/08
Character sheet Liv: (100/100) Påklædning: Et par posede, barkfarvede hørbukser, der er nemme at bevæge sig i, en hvid pirattrøje, snabelsko! xD, og et bælte med en lille taske-pung-agtig-ting i. I koldt vejr også en dejlig varm uldkappe i mørkgrå. Race: Menneske
Jeg laver en ny bruger til ham snart, men der gik lidt kuk i det, så jeg skal lige have noget hjælp af Chris. x)
*Loui showers everyone with random characters*
Caoimhghín Quauhtli Morgan
Om Caoimhghín
Fornavn: Caoimhghín. (Udtales: Kayv een). Mellemnavn: Quauhtli. (Udtales: Kwaw tli). Efternavn: Morgan. Kaldenavne: Cave (Kayv) af søskende og nærmeste venner. Caoimhghín af resterende familie. Før i tiden sådan noget som Sir Caoimhghín og lignende af diverse undersåtter, men nu er han sådan ikke rigtig velkommen i Takamir (men det er selvfølgelig ikke direkte forbudt for ham at befinde sig i byen), for han vendte ryggen til sin familie. Desuden bruger han ofte dæknavne med tilhørende forklædninger. Alder: 18 år. Køn: Mand. Bopæl: Ikke noget specielt sted. Han rejser sådan lidt rundt, for han kan godt lide at opdage nye byer og nye skove altså generelt nye steder. Job: En smule tyv en gang imellem? Man skal vel have noget at leve af. Fødselsdag: Sommer. Rigdom: Må jo nok blive nødt til at sige fattig men han overlever da. Race: Menneske.
Udseende
Cave har, ligesom sin søster, Calanthe, skinnende, kobberfarvet hår der er helt lige, måske med lidt flere brunlige/bronzefarvede nuancer i. Det sidder altid på en eller anden tilfældig, pjusket måde, fordi han ikke gider bruge tid på at sætte det. Det er halvlangt-agtigt, og er ofte dekoreret med diverse blade og andet skidt dog ikke med vilje. Han har store, dybe øjne som ofte virker nysgerrige, imødekommende og evetyrlystne, og de er havblå ligesom hans søskendes. Han har bleg hud, selvom den dog er lidt mørkere end hans søskendes. Det skyldes, at han ofte opholder sig udenfor i solen sådan er det vel, når man ikke bor på en enorm herregård der kræver, at man er indenfor for at gøre sine adelige pligter hele tiden. Man kan næsten altid finde et frækt og eventyrlystent smil legende på hans lidt smalle læber der ikke har megen farve. Hans næse er, tjaeh, normal. Alt i alt er hans ansigt meget pænt og fortryllende, men hans charmerende træk bliver næsten helt ødelagt af de utallige små og store ar, han har i hele ansigtet. De fleste af dem er utydelige, men mange er også meget synlige. Han har ikke selv noget imod alle sine ar, for han planlægger ikke at stille op i en skønhedskonkurrence. Han er temmelig muskuløs, dog ikke overdrevent. Det svinger med hvilket tøj han går i. Han tog en masse af sit eget med, da han vendte ryggen til sine adelige familie og stak af, og han stjal også et par sæt fra sin storebrors garderobe. Og hans søsters og hans fars og hans moders. Mest fordi han også skulle have noget der var blødt at sove på, men også fordi at det var vigtigt med forklædninger. Så den ene dag kan man finde ham i hans normale tøj; en slidt, hvid skjorte, et par knæbukser af hør, mørkebrune seler, lange sokker, og et par brugte, brune sko. Og den anden dag vil man måske slet ikke kunne kende ham, fordi han har iført sig en formel forklædning; hvid skjorte, sort jakke, sorte bukser altså en smoking af den fineste slags skinnende, sorte sko og en høj hat. Udover det, er han lidt højere end 180 cm.
Personlighed
Cave elsker livet. Han elsker friheden. Han elsker at være uafhængig. Han elsker at kunne være sig selv, uden at nogen retter på ham. Han er, hvad man ville kalde en livsnyder. Hans mest dominerende træk er hans eventyrlystne side som bare kræver mere og mere spænding hele tiden. Det har han selvfølgelig ikke noget imod, for han elsker også spænding. Han er temmelig utålmodig, og det er som om, der er noget der siger til ham, Der skal hele tiden ske noget! Han kan godt lide at hjælpe, helst hvis det kræver, at man bryder reglerne. Det er klart at han er modig, men han er ikke frygtløs. Han ejer en halskæde af læder med en ravklump som vedhæng, og den betyder meget for ham, fordi han fik den af en pige, han engang var dybt forelsket i, men hun var en formskifter og en bondepige, så hans forældre forbød ham at tale med hende og mødes med hende. Han var vel omkring 13 år gammel. Det er den halskædes grund til at han ikke er frygtløs; han vil under ingen omstændigheder miste den. Er en meget spontan person, og tager gerne på en rejse gennem hele landet med kort varsel uden planlægning. Han lever i nuet, og tager tingene som de kommer, hvilket naturligvis også betyder, at han er en afslappet person. Han virker ofte drillende, og han elsker at tage fusen på folk; venner såvel som fjender. Han er lidt ligesom en nomade, bare uden en gruppe. Han er aldrig indelukket eller genert, medmindre han er under forklædning og skal spille en bestemt karakter. Det fører os til endnu en af hans gode sider; han er meget talentfuld inden for skuespil. Han er meget imødekommende, og hans udadvendte personlighed tiltrækker ofte kvinder. Men det er meget, meget, meget svært for ham at forelske sig, og han har kun været forelsket én eneste gang i hans barndom/tidlige ungdom. Det forhindrer ham dog ikke i at have lidt sjov med kvinder, han måske ikke rigtig kender. Han kommer for det meste til at såre dem alle sammen, da han jo rejser til nye steder meget ofte. En lille svaghed er, at han tit dømmer folk på deres udseende, uden han har snakket med dem. Udover det er han håbløs med et sværd han kan simpelthen bare ikke finde ud af at håndtere et. Og til sidst: Han elsker dyr! (Det virkede som en vigtig ting at nævne).
Baggrundshistorie
Cave voksede op blandt sine to søskende, Calanthe og Caedmon, og de var alle tre vildt forkælede. De fik alt hvad de ville have, og hvis de var triste af en eller anden dum, ubetydelig årsag, så blev de trøstet med nye, smarte gaver i stedet for omsorg. De blev undervist hjemme af en privat lærer, og der var ingen tvivl om at Cave var den bedste til alle fagene af de tre søskende. Han var aldrig helt lykkelig. Han følte altid, at hans forældre prioriterede hans storebror højere end ham selv. De opførte sig som om, at Caedmon var bedre end ham. For de var altid så stolte af ham, og ikke af Caoimhghín. Plus, han søgte hele tiden spænding og action, men det var ikke tit, at de tre børn blev lukket udenfor herregården, for deres forældre prøvede på at holde dem væk fra virkeligheden (de barbariske ting der blev gjort mod Oprørerne og andre væsner, der ikke hørte til menneskenes race). Men en dag, da Cave var omkring 15 år gammel, måtte de komme ud i byen i en hel dag. Det var ikke første gang, men det var en sjælden begivenhed, så derfor var alting stadig spændende og nyt. Cave mødte en pige der vistnok var lidt ældre end ham. Hun var ikke så køn, og hun var temmelig genert, men Cave fik hende til at grine og åbne sig op. Der var bare et enkelt problem. Han var søn af en adelig og respekteret herre, og hun var datter af en bondeknold. Hendes familie blev endda ofte nødt til at tigge for at kunne have råd til mad. Af en eller anden underlig årsag gik hun altid med en hætte over hovedet, der dækkede både hendes hår og hendes ansigt. Eftersom Caed, Callie og Cave blev ældre, fik de lov at komme ud i byen oftere. Det gav Cave mulighed for at være mere sammen med pigen, og det endte med, at de blev forelskede i hinanden. Det var virkelig kærlighed, ikke bare en simpel, ubetydelig forelskelse. En dag bedte Cave pigen om at tage hætten af, og det overraskede ham, at hun gjorde det, for hun havde nægtet at tage den af tidligere. Det viste sig, at hun havde lyserødt hår, og næsten blændende, blå øjne. Mit hår og mine øjne de skifter farve. Efter mit humør, forklarede hun, flov og undskyldende. Min mor siger, at jeg er halv formskifter, og at det kommer fra hende. Hun siger, at vi skal holde det hemmeligt. Cave blev forbavset, og han følte også væmmelse ved det, fordi hans privatlærer havde lært ham og hans søskende om formskiftere. Formskiftere var, ifølge læreren, klamme og sleske væsner, der skiftede form for at snyde deres ofre og derefter dræbe dem altså meget farlige og klamme væsner. Men pigen fik Cave overbevist om, at formskiftere slet ikke var sådan, og at det egentlig var menneskene der var de onde. Da hans mor opdagede, at han sås med en bondepige, blev hun rasende. Han fik forbud mod at gå udenfor herregården og haven. Efter mange dage med enorm tålmodighed, blev han nødt til at snige sig ud. Han savnede pigen så forfærdeligt meget. Det var svært at forlade haven uden at blive opdaget, men han klarede det. Det var den dag han opdagede glæden og spændingen ved at bryde reglerne. Han var så spændt på at møde pigen igen, men hun var ikke den første, han fik øje på. I byens centrum var godtfolk samlet omkring et eller andet. Der var banden og råben og skrigen og gråd og grin. Han fik mast sig ind i klumpen af mennesker, og da han fik et ordentligt syn på, hvad der skulle ske, fik han kvalme, og han fortrød, at han havde sneget sig ud. I midten var der placeret en træstub, og ved siden af den sad en snavset kvinde på hug. Ved siden af hende stod en mand klædt i sort, og han havde også en sort hætte på, så man slet ikke kunne se hans ansigt. Over hans hoved løftede hans stærke arme en økse. Det var ikke svært for Cave at forstå, hvad der skulle til at ske. Kvinden skulle halshugges. Det var stensikkert. Over på den anden side af kvinden var der endnu en tæt klump af mennesker. En ung pige stod ved siden af hendes far og græd højlydt, imens hun skreg på sin mor. Han kunne genkende stemmen. Det var pigen. Hans pige. Og kvinden der skulle halshugges var hans piges mor! Manden iført sort lod øksen falde. Cave kiggede fra pigen til kvinden til manden igen og igen. Pludselig trådte han et skridt frem, og råbte af sine lungers fulde kraft, NEJ! imens han hørte et hjerteskærende skrig. Men det var for sent. Kvindens hoved trillede langsomt hen ad gruset, og resten af den nu blodige krop sad tilbage på hug. Cave vidste, at hvis soldaterne fandt ud af, at kvinden havde en datter, så ville de også henrette hende. Hans blik søgte febrilsk efter hende i lidt tid, for det gik op for ham, at hun var stukket af. Hun var selv bevidst om hvad der ville ske, når de fandt ud af hun var formskifterens datter. Han havde vel kendt hende i et år. Nu var hun væk. Helt væk. Og så tog han en beslutning der ville være altafgørende for hans fremtidige liv. Da han kom hjem var alle i gang med et eller andet, og ingen havde opdaget, at han havde været væk. Han begyndte at pakke. Tøj fra sit eget skab, sin brors skab, sine forældres skabe, og hans søsters. Alt kunne bruges til et eller andet. Han pakkede det ned i en temmelig stor taske. Han fik på en eller anden måde listet sig ned i et rum der mindede om et våbenkammer. Mange daggerter, lange knive og almindelige dolke røg ned i tasken, og nogle af dem satte han fast under sit tøj. Han tog ikke noget sværd; det ville være for tungt. Der var ingen bue og ingen pile. Derefter listede han op i sin lillesøsters værelse igen, for hun var den eneste der havde en sparebøsse frit stående på sit værelse. Han tømte noget af den ned i en midlertidig pung, og resten ned i den store taske; der var godt nok mange mønter. Calanthe havde sparet op i lang tid. Da han havde pakket både nødvendige og mindre nødvendige ting, gemte han tasken under sin seng. Han sov godt og trygt til klokken 3 om morgenen, hvor han listede ud. Jo, et par vagter opdagede ham og stoppede ham, men han sagde, at hans forældre havde givet ham lov til at sove udenfor, så han kunne se på himlen. Af en eller anden mærkværdig grund hoppede de dumme vagter på den, og så var Caoimhghín ude af herregården med en vigtig mission og en ordentlig taske som byrde.
Ejendele
Altså tonvis af tøj, både kjoler og smokings og andre diverse sæt, han har stjålet fra sin familie. Lidt mønter, fordi han har brugt de fleste af dem i forvejen. Et par daggerter, lange knive og almindelige dolke. Han har desuden købt sig en hest for de penge, han stjal fra Calanthe. Den er mahognifarvet med en lidt lysere man og hale, plus en lyserød snude. Den er både lege- og drillesyg, men den er en god følgesvend. Udover det har han en masse sjove dimser og fiduser han sælger på markeder hvis det er nødvendigt.
Andet
Er bror til Calanthe Yamilet Clytaemnestra Morgan og Caedmon Warrick Morgan. Af andre familiemedlemmer har han sin onkel, Alaric Jian Morgan, sin tante, Isolde Tesna Morgan, og sin kusine, Iphigenia Adaeze Isolde Morgan. Han behersker ikke magi, og han kan ikke håndtere et sværd. Han er dyreelsker, og er imod menneskene. Men han er ikke Oprører af den grund, og han er heller ikke tilhænger af Wirkan. Nej, han arbejder alene. Og hvis der var nogen der ikke fattede, hvad hans mission gik ud på, så var det altså at redde hende der pigen. Og alle andre racer der har det ligeså svært. ^^ OG UNDSKYLD ALLE DE KARAKTERER! Jeg fik et flip.
Edith Ember
Antal indlæg : 4548 Points : 9099 Reputation : 18 Registration date : 17/06/08
Character sheet Liv: (100/100) Påklædning: Et par posede, barkfarvede hørbukser, der er nemme at bevæge sig i, en hvid pirattrøje, snabelsko! xD, og et bælte med en lille taske-pung-agtig-ting i. I koldt vejr også en dejlig varm uldkappe i mørkgrå. Race: Menneske
Emne: Edith Ember Tors 1 Jul - 1:55
Kaldenavn: Til tider, når Edith vil skjule sin virkelige identitet, kalder hun sig selv for Bess Brown.
Job: Tjener småpenge ved at synge, sælge og tigge på gaden.
Race: Menneske... *skræmme skræmme* xD
Alder: 15.
Fødselsdag: Vinter fordi det er koldt og mørkt og... jaeh ^^
Køn: Ung kvinde ^___^
Udseende: Man ville ikke beskrive Edith som smuk, for ærlig talt; det er hun ikke. Hendes udseende er meget unikt, og hun fremstår måske endda som 'yderst mærkelig' for nogle folk. Hun har kort, krøllet (sommetider mere kruset og pjusket i stedet for krøllet) hår i en mat, sort farve. Hun har store, grågrønne øjne, en rød trutmund, og meget markerede kindben, hvilket ofte kan få hendes ansigt til at se alt for magert ud. Hun er ikke særlig høj; omkring 170 cm. Hendes hud er bleg, og det er ikke noget, hun kan skaffe sig af med. Ikke engang, hvis hun stod i solen døgnet rundt i 14 dage.
Denne tegning er tegnet af SIIakaERA og jeg synes, at vi allesammen skal tilbede hende for hendes guddommelige evner til at tegne! *Tilbeder Sii* Denne tegning er tegnet af SIIakaERA og jeg synes, at vi allesammen skal tilbede hende for hendes guddommelige evner til at tegne! *Tilbeder Sii*
Personlighed: Edith har i hele sit liv sat en facade op, for at skjule den bløde side af hende. Hun har nemlig lært, at det at være blød og sådan noget er det samme, som at være svag. Desuden er hun blevet opdraget til, at det er forkert, at vise sine svagheder til andre. Det er noget, man skal holde for sig selv, plejede hendes far at sige, før han døde. Den hårde facade er blevet en vigtig del af hende, og det er den, folk husker hende for. Udover det er hun både flabet, stædig og næsvis, og har for vane at dømme folk på deres ydre, før hun overhovedet kender dem (men det betyder ikke, at hun går meget op i, hvordan hun ser ud). Det gør, at hun har svært ved at få venner. Hun virker ofte uinteresseret og ligeglad, og det kan virke provokerende for folk udefra. Hun hælder ikke rigtigt til nogen side, men holder sig for sig selv. I øvrigt kan hun godt lide at have ret, og hun kan have svært ved at forstå sig på andres holdninger - hun mener nemlig, at hendes mening er mest rigtig, af en eller anden grund. Derfor kan man vel beskrive hendes som en temmelig snæversynet ung kvinde.
Baggrundshistorie: Edith blev født på gaden i en trist, lille gyde, og det var ved denne fødsel, hendes mor døde. Hendes far kunne ikke bære sorgen over hans elskede kones død, og han skød skylden på Edith. Han efterlod hende på gaden kort efter fødslen, uden penge eller rigtigt tøj, og så tog han ellers afsted... En gavmild og yderst venlig, ældre dame, der boede et stykke vej uden for Takamir, fandt Edith, og tog hende til sig. Her boede hun, i en hyggelig, lille stenhytte ved skovbrynet, indtil hun var 8 år. Det var helt uventet, da hendes far pludselig kom og hentede hende, og tog hende med ind til byen, hvor de underholdte på gaden for at få penge til mad. Et år senere blev hendes far mistænkt for at være spion for Oprørerne, og dette gjorde, at han og Edith måtte flygte. Han afleverede hende hos sin egen mor, altså Ediths farmor, der arbejdede som bordelmutter i Oranko Gade, Takamir. Siden da har Edith boet på dette bordel, og selvom alle arbejderne er venlige mod hende, hader hun stedet uendeligt. Men hun har ingen andre steder at gå, ikke efter at hendes far blev myrdet. Han blev tortureret til døde på en offentlig vej i byen, og Edith var en af de mange, der så på. Selvom hun ikke brød sig meget om ham, satte der sig stadig en evig, mørk tåge over hendes sind.
Rigdom: Fattig. Eller... hun får da mad til at overleve, men udover det må hun selv skrabe penge sammen til diverse ting og sager. x)
Ejendele: En smule tøj har hun da, men hendes mest specielle ejendele er nok hendes flotte kjole, hun har arvet fra den ældre dame, der engang så efter hende. Det var den eneste ting, der ikke blev solgt, dengang hun var tigger sammen med sin far. Ellers en skarp kniv, hun har fået af sin far, "til eventuelle nødsituationer." :3
Andet: Edith elsker at synge, og det er det eneste, der kan få hende til at glemme hendes grumme virkelighed for en stund. Hun er også temmelig god til det... *prale prale* xD Ahem! Selvom Edith deler tag med en masse prostituerede, betyder det ikke, at hun selv er en. Jeg undskylder, at denne karakter minder (alt, alt for meget xD) om den franske sanger Edith Piaf, men det er fordi, at jeg synes, hendes livshistorie er vildt fascinerende. :] Undskyld!
Edith Ember
Antal indlæg : 4548 Points : 9099 Reputation : 18 Registration date : 17/06/08
Character sheet Liv: (100/100) Påklædning: Et par posede, barkfarvede hørbukser, der er nemme at bevæge sig i, en hvid pirattrøje, snabelsko! xD, og et bælte med en lille taske-pung-agtig-ting i. I koldt vejr også en dejlig varm uldkappe i mørkgrå. Race: Menneske
Emne: Aidan Somerled Tors 1 Jul - 1:58
Spion for Nabolandet! Spion for Nabolandet! Og den første af slagsen! :3
Navn: Aidan Somerled Dække: Eden Peregrine
Kaldenavn: Aido, Aidie. Dække: Eden.
Job: Spion for Nabolandet. Dække: Sømand.
Race: Formskifter.
Alder: Både Aidan og Eden er 24 år. Aidan ser bare lidt ældre ud, og Eden lidt yngre.
Fødselsdag: Sommer.
Køn: Mand.
Udseende (Aidans oprindelige form): Han er ikke ligefrem køn at se på. Han ser barsk ud, og ligner mest af alt en efterlyst forbryder. Hans hår er sort, taljelangt, fedtet og snavset og hans øjne er gulgrønne, gennemborende og uhyggelige. Hans ansigt er alt for markeret, og det ser mærkeligt ud, nærmest som om han er udsultet. Desuden har han fedtet, uren hud. Ikke særlig attraktivt. Han har et ar, der går fra panden, ned over venstre øje, ned til lige under hans kindben. Han er spinkel og lidt for høj. Styrke er ikke noget, han besidder - nej, det med kamp er ikke noget, han involverer sig i. I stedet er han intelligent, og han er god til det med taktik og strategi.
Aidans oprindelige form, hvis man ser væk fra de spidse ører. ^^
Dække (Edens form): Eden har et pænt ansigt - næsten for pænt til det, han arbejder som: En sømand. Som en sømand burde han have været meget igennem, men det ses ikke. Hans hud er køn og fejlfri, da det er svært at skabe en form, hvis hud ser virkelighedstro ud. Hans hår er pjusket og chokoladebrunt og går ham ca. til midten af nakken. Hans øjne er smalle, men varme og har samme farve som hans hår. Han har et kækt smil med tilhørende smilehuller. Normal kropsbygning, lettere muskuløs, dog ikke for meget. Han er også normal af højde.
Edens (Aidans falske identitet) form. ^^
Personlighed: Aidan er bitter. Han kan ikke se de rigtige værdier i livet, så fejlagtigt søger han succes, magt og velstand. Det er år siden, han har smilet oprigtigt eller grinet eller i det hele taget være lykkelig. Folk bryder sig ikke om ham, og går kun til ham, hvis de har brug for hans ekspertise. Han er meget talentfuld indenfor taktik og strategi, og er blevet sat på en mission for regeringen: Nemlig at samle informationer om Warland. Det er sådan nogle jobs, han lever af. Han bliver ofte hyret af regeringen eller højt rangerede mænd, som har brug for en spion eller noget hjælp til strategi i en kamp eller lignende. Han er intelligent, og forstår sig på andre mennesker. Han er altså også indsigtsfuld, men bruger aldrig denne egenskab på en god måde. Heldigvis er han en god skuespiller, og han kan skifte form, så identitetsskiftning om det er midlertidigt eller permanent er intet problem for ham. Derfor er han så talentfuld indenfor spionage. :3
Dække: Dette er sådan som Eden, Aidans falske identitet, skal forestille at være - altså sådan som fremmede skal opfatte ham. Fordi bag facaden har Eden jo faktisk den samme mørke personlighed som Aidan, eftersom de jo er den samme person på en eller anden måde... jeg håber, det er forståeligt. ^^ Eden er en rigtig charmør. Han er smilende og i kvinders selskab lettere flirtende. Han er blid, og en god lytter, men kan også være sjov, festlig og munter. Han nyder at spille på banjo (yay banjo! xD), og er da også temmelig god til det. Han har lært at sejle af Tristan (læs mere i baggrundshistorien), og når er ude og sejle, føler han sig fri. Eden er lidt af en livsnyder - han lever i nuet, tager tingene som de kommer. Han tager aldrig sorgerne på forskud, og er næsten altid i godt humør. Han er som regel at finde i Det Gyldne Vildsvin, for her bor han midlertidigt. ^__^
Baggrundshistorie: ADVARSEL! Dårlig baggrundshistorie forude. Videre læsning på eget ansvar. o.o
Det var en mørk og stormfuld sensommernat. Tordnen bragede og lynene hærgede. I en lille landsby et stykke fra Nabolandets hovedstad, var en ung kvinde træt og udmattet. Håret klistrede sig til hendes alt for varme ansigt, og hun peb højlydt. Fødslen havde allerede været i gang i 9 timer. Hun var så træt. Vidste, at hun ikke kunne kæmpe meget længere. Det var slut. For hende, i hvert fald. Hun bad for barnets overlevelse, hun bad inderligt. Til alle de guder, hun kendte til. Lad barnet leve... lad barnet leve... Hun kæmpede bravt de sidste par minutter. Gjorde det bedste hun kunne for ham... Og det var sådan Aidan Somerled kom til verden.
Aidan voksede op i en mindre hytte i en lille landsby med sin far. Faderen var streng i sin opdragelse, og lærte drengen om at være stolt af sin nationalitet og sit land. Faderens metoder var ganske effektive; hvis Aidan gjorde det mindste forkert, fik han én over nakken. Der var mange forskellige måder at gøre det på. Han brugte hånden (den klassiske), et bælte (så havde Aidan også været slem...), en pind (lidt variation) og andre gode værktøjer. På den måde blev Aidan disciplineret. Han blev senere sendt på en fin skole, hvor han lærte en masse ting, og udviklede sin intelligens. Han nød at blive udfordret i skolen, og valgte at fortsætte. Men faderen havde andre planer med ham. For første gang sagde Aidan fra overfor sin far. Og for pokker, han blev vred. Han blev rasende! Igen prøvede han at overtale drengen, men Aidan stod fast. Da faderen havde fattet, at han næsten havde tabt, begyndte han at tæske løs på den stakkels teenageknægt. Aidan så sin chance, og greb den. Han fik fat i køkkenkniven, der lå på spisebordet, og så begyndte han ellers at stikke. Der gik ikke lang tid, før faderen lå blødende på gulvet uden at rigtigt kunne bevæge sig. Han sendte sin søn et bedende blik, før drengen forsvandt ud af døren med blod løbende fra sin næse.
Han valgte at ikke gå tilbage til skolen. I stedet begyndte han at udføre mindre 'opgaver' selvstændigt - såsom at myrde uønskede sjæle, hvis han blev bedt om det. Han erfarede dog hurtigt, at han var bedre end det. Så han begyndte at oplære sig selv som spion; han indsamlede hemmelige oplysninger fra både private personer, men også regeringen. En dag blev han fanget. Han troede, han ville blive henrettet på den mest barbariske måde muligt - sådan fungerede dette land jo - men i stedet blev han hyret. Af regeringen! Regeringen af det land, han elskede! Han var stolt - og han ønskede næsten, at hans far var i live, så han kunne se ham. Faderen ville have været stolt... det var Aidan sikker på.
Efter 4 spændende og lærerige år som spion for regeringen af Nabolandet, blev han indviet i en tophemmelig hemmelighed (tihi, hemmelig hemmelighed xD)! Han havde vist loyalitet og patriotisme mod sit hjemland, så nu var han klar. Sammen med 47 andre spioner, 16 budbringere og et par sømænd blev Aidan sendt til Warland med et middelstort skib. De var alle formskiftere, og havde alle udvalgt en form (almindelige borgere fra Nabolandet) til deres nye identiteter på Warland. De var også blevet bedt om at finde på hver deres historie, der skulle passe til deres person, og en ny personlighed, der ikke måtte virke mistænkelig. Rejsen var temmelig simpel: Først skulle de via Øhavet for at hente forsyninger (tænkte noget med, at de måske havde bygget en 'base' på en øde ø her? Altså Nabolandet... jeg tror, jeg skriver noget under Idéer og Forslag - så kig lige der :3), og ville en uge efter eller sådan ankomme i Hillsas havn, forklædt som en flok sømænd. De kom forbi en lille øde ø i Øhavet, og lagde anker for at tage et hvil, og i øvrigt tjekke, om skibet kunne holde til resten af vejen til Hillsa. Aidan fandt her en mand - en udhungret én, som tilsyneladende havde været på øen i et stykke tid, før spionerne var ankommet. Mandens navn viste sig at være Tristan. Aidan tænkte, at Tristan måske havde nogle oplysninger om Warland, siden han befandt sig alene på en øde ø i sådan en skidt tilstand. Måske var han kriminel? En rebel? Måske havde han lavet noget fusk mod regeringen? Derfor introducerede han Tristan til resten af spiongruppen - og fortalte Tristan, at de var en gruppe sømandsnomader, der levede af fiskeri. Han troede dem. Aidan og Tristan blev på turen til Hillsa gode venner, men i Hillsa gik de hver til sit. Det var også for det bedste, tænke Aidan. Han arbejdede alene. Det var bedst.
To år senere i Takamir fandt Tristan Aidan, der befandt sig i en rigtig kattepine (ingen uddybning... ved nemlig ikke hvilken slags kattepine, det var xD). Tristan fik hjulpet Aidan ud af spinaten, og på den måde stod de så lige. Ooooog så er det nutid! ^^
Dække: (Dette finder Aidan først på, når Tristan fortæller ham om hans planer om at købe et skib.) Eden er født og opvokset i udkanten Takamir i en lille stenhytte. Der boede han sammen med sine forældre. Hans far var engang sømand i Hillsa, men det lagde han bag sig, da han mødte Edens mor. De flyttede til Takamir sammen, giftede sig, fik Eden og blah blah blah. Faderens familie arbejde alle inden for fiskeri, men Eden har aldrig kunnet sejle (det lærer han først af Tristan, når de har købt et skib). Da Eden flyttede hjemmefra, tog hans forældre til Hillsa. De kom ud og sejle, men båden de sejlede i sank ude på åbent hav, og de druknede... Eden var meget ked af det, da han fik det at vide, men er kommet sig over det. ^^ Han har aldrig rigtigt været forelsket, men har dog tidligere prøvet at være i en kvindes selskab på den mere intime måde (Aidan, der lader som om han er Eden, har faktisk aldrig selv prøvet dette).
Rigdom: Aidan hører nok til kategorien 'rig' - han fik en mindre formue foræret af Nabolandets regering til at tage med på rejsen til Warland. Og det var udover hans allerede høje løn. Dække: Svinger mellem fattig og mellem. Mangler ikke noget.
Ejendele: Aidan er ikke typen, der knytter sig til ting og specielle ejendele. Alt kan købes, mener han. Meeen han ejer da en hel kuffert tøj, et par værdifulde relikvier - både fra Nabolandet (risky!) og Warland, og af våben har han en daggert, to knive; en lang og en kort, en bue og en masse tilhørende pile i et fint dekoreret pilekogger. Han duer ikke med et sværd.
Andet: Aidan er født og opvokset i Nabolandet. Det er der, han kommer fra, og det er der, han normalt bor. Han blev sendt til Warland i skib med en gruppe andre spioner og nogle budbringere. Deres mission er at samle information til Nabolandet, så Nabolandet kan gøre klar til angrebet mod Warland.
Forresten, Aidan udtales 'ay dan' og Eden udtales 'ee den'. Aidan, Eden, Aidan, Eden, Aidan, Eden. Hear the resemblance? x)
OG! Eden er faktisk den person, Aidan ville ønske, han var. Både med udseende, personlighed og Edens generelle liv. Men Eden er perfekt, og perfektion eksisterer ikke...
Edith Ember
Antal indlæg : 4548 Points : 9099 Reputation : 18 Registration date : 17/06/08
Character sheet Liv: (100/100) Påklædning: Et par posede, barkfarvede hørbukser, der er nemme at bevæge sig i, en hvid pirattrøje, snabelsko! xD, og et bælte med en lille taske-pung-agtig-ting i. I koldt vejr også en dejlig varm uldkappe i mørkgrå. Race: Menneske
Emne: Sv: Epheras Karakterer Tors 1 Jul - 2:00
Navn: Martha den Uforgængelige (Hun har ikke noget rigtigt efternavn. Tilnavnet har hun fået af Warlands indbyggere - det er uofficielt, men alligevel.)
Kaldenavn: Urtekonen, Skovfogeden, Heksen Cleavean, Heksekonen, Skovens oldfrue, Troldkvinden, Oldingen, Fugledamen, Bondekonen og så videre.
Job: Skovrider og -foged i Den Store Skov. Og alkymist, men det er mere en hobby.
Race: Hendes mor var menneske, hendes far var en blanding af en triwaner og en dværg... såeh, 1/2 menneske, 1/4 triwaner og 1/4 dværg.
Alder: Det ved ingen... ikke engang hende selv. Hun har holdt sig "forever young" ved hjælp af eliksirer og miksturer. Men et godt gæt ville være omkring 250 år - hun ligner dog en der er midt i halvfjerdserne.
Fødselsdag: Forår, hvor alle urterne skyder op.
Køn: Kvinde. Nej, dame.
Nationalitet: Warlænder.
Udseende: For det første er Martha meget lav, grundet hendes racekombination. Hun ligger lige under halvanden meter, så hun er højere end de fleste dværge og triwanere. Hun ligner en, der er midt i halvfjerdserne. Hun er også tyk. Ikke fast tyk, mere buttet-agtig delletyk. Hun har pigmentfejl og brune pletter over hele kroppen, og i hendes ansigt har hun to vorter; en lille én i venstre side af hagen, og en lidt større (med et hår på!) lige ved siden af og lige under næsen, øverst i smilerynken. Hun har solbrun hud, men det er bestemt ikke fordi, hun tilbringer meget tid i solen (eller jo, det gør hun, men hun har så meget tøj på, at hun ikke kan blive brun), hun er bare født med det. Hun har mørkegråt, slidt hår, der er meget kruset og går hende til midten af halsen. Det er meget tykt, og det knækker ofte. Hun taber også tit dele af håret. Det er bestemt ikke blødt, og hvis man aer det, vil det føles meget ru og kradsende. Hendes ansigt er fyldt med rynker. Det starter i panden, hvor flapper af hud hænger ned over fire lange streger, der skyldes alt for meget undren. Ved hvert øjebryn er der også to lodrette streger, og en vandret streg lige nedenunder dem, der skyldes alt for meget vrede og skraphed. På hendes øjenlåg er der mange folder, men det er endnu værre under øjnene. Dem under øjnene er ofte også en blålig farve, noget der skyldes træthed og stress. Ved hver yderste øjenkrog er der dog også rynker - disse kommer fra for meget smilen. Der er også to dybe rynker, der forbinder næse og mund på hver side. De kommer også fra smil. Under munden er der ligeså to lodrette rynker, og disse får hende til at se sur og streng ud. Alt i alt ligner hun altså, dømt kun på ansigtet og håret, en gammel olding der er mere end klar til at stille træskoene (regner med at Warlands levealder går op til 60 eller noget, når man er menneske? I hvert fald ikke meget mere end det). Når hun er udenfor, har hun altid en speciel hat på, der minder meget om denne her og denne her. Hun har altid for meget tøj på, men holder det også altid så praktisk som muligt. Normalt klæder hun sig i omkring 6 lag tøj, hvor nogle af dem er tynde og andre tykke og varme. Hendes beklædning består af tørklæder, tæpper og kapper i forskellige, neutrale farver (rødbrun, marineblå, sort, grå, mørkegrøn og sådan noget), det er faktisk kun det inderste lag, der er en rigtig bluse og et par rigtige bukser. Hun har heller ikke meget at vælge imellem, når det kommer til sko. Hun har tre par, og de er alle ens: varme, praktiske støvler i en sortbrun farve. Og så er de alle godt slidte. Desuden går hun ALTID med sin stok, der er perfekt i højden og har et godt håndtag... den har en flink elver lavet til hende.
Personlighed: Ah. Martha. Ja, hun er jo lidt af en skrap, ældre dame. Og det er ikke fordi, hun mener det ondt - sådan er hun bare. Hun har stærke holdninger til alt, og hendes holdninger kan ofte virke lidt snæversynede. Sådan er de fleste gamle mennesker, jo. Hun er virkelig streng, og holder orden på skoven. Hvis der er nogen, der overtræder hendes regler, og hun opdager det, så får de en ordentlig skideballe, og sikkert også et slag over hoften med stokken. Hun vil have orden, vil hun! Blandt Takamirs beboere er hun respekteret - eller rettere, frygtet. Ingen bryder sig rigtigt om hende og hendes skrappe metoder, så de lader hende for det meste være i fred. Dog er der naturligvis altid de teenagedrenge som synes det er utrolig skægt at snige sig ind på hendes hus, banke på og lave grin med hende. Hun har endda engang været ude for nogen, der kastede æg på hendes stenhytte og hev alle hendes afgrøder fra hendes køkkenhave op. Hun nåede aldrig at fange dem, de var for hurtige. Hun bryder sig virkelig ikke om børn, men er heldigvis god til at skræmme dem væk, før de når at lave noget ballade. Hun fremstår lidt som en galning, og er derfor meget ensom. Det vil sige, hun har ikke noget imod at være ensom. Nej, hun nyder det faktisk, for hun har altid været lidt af en enspænder. Socialisering er ikke lige hendes kop te. Sommetider får hun dog besøg af elvere, og disse besøg er hun altid meget begejstret for, da elverne behandler hende ordentligt. Hun taler ofte med sig selv, og det er ikke bare sådan noget, der sker en gang imellem. Nej, hun gør det konstant, selv i byen, hvilket nok også bidrager til, at folk synes hun er lidt skør. Når folk er venlige imod hende, og viser respekt, så er hun også (forholdsvist) venlig mod dem. Hun værdsætter disciplin og dannelse, og når folk behandler hende og skoven ordentligt, ja, så behandler hun altså også dem ordentligt - hun kan endda komme med et smil, hvis man er heldig. Martha er også meget klog. Hun har læst flere bøger end nogen anden, sikkert på grund af mangel på andet at lave. Hun har altid været fascineret af alkymi, og studerer og udøver det. Hun brygger miksturer, og påstår, at de er magiske (nogle af dem er faktisk magiske, skal det lige siges. Når hun brygger dem, kommer der små poof og sådan, og den livseliksir, hun har lavet... den er jo også magisk). Det er de sådan set også, set fra Warlands indbyggeres synspunkt - hun har nemlig udviklet eliksirer mod forkølelse, influenza, mæslinger, tuberkulose og så videre. De sygdomme dør man som regel af (i hvert fald de to sidstnævnte), hvis ikke man er heldig at de går over af sig selv. Ellers kan man selvfølgelig mødes med en magiker, der kan heale én, men udover det findes der ingen medicin mod de sygdomme. Martha har udviklet de såkaldte modgifte, men hun har ikke rigtig vist dem til nogen endnu. Hun ved jo godt, hvilket postyr det vil forårsage... og hun er lidt konfliktsky, Martha, selvom hun aldrig viger væk fra en god diskussion. Hun vil gerne have ret, og det får hun som regel også. Udover at være klog på alkymi, så er hun også generelt intelligent (medfødt egenskab) og har en bred basis viden. Om alt og alle, sådan set. Hun har også studeret magi, og ved, hvordan det fungerer. Religion kender hun også meget til, selvom hun ikke selv er religiøs (det forhindrer hende dog ikke i at sige "Ved Ranars navn!" eller "For Aysils skyld!" og "Fae'thera ville have forbudt dette svineri, ville hun!") Og så har hun en kæmpe forkærlighed for urter. Hun kender til tusindvis af forskellige typer, kender deres individuelle egenskaber, fordele og ulemper. Hun er også et dyremenneske. Dyrene kan lide hende, og når hun sidder på en bænk på Hovedgaden i Takamir, opsøger duerne hende hurtigt. Så sætter de sig på hende, lader hende nusse dem (deraf øgenavnet Fugledamen) og hun er ligeglad med folks blikke. Hun passer bare sig selv, og det burde de også gøre! Fysisk er Martha stærk. Hun kan forsvare sig selv (men det er begrænset, selvfølgelig), men ofte er det ikke nødvendigt, da hun hurtigt skræmmer folk væk med sin skraphed. Hun har ikke en fantastisk kondi, men hun kan gå meget langt, hvis det var (ikke uden at få lidt ondt i ryggen, men alligevel), men det med at løbe er hun ikke den bedste til. Faktisk hader hun det, og ville kun gøre det i nødsituationer.
Baggrundshistorie: Marthas mor var fattig og boede i en storby i Gamran. Hun var ikke just smuk, men hun tjente penge på at skabe mænds fornøjelse, da hun ikke havde andre muligheder for at overleve. Hun havde fået mange uønskede børn med tilfældige mænd, før hun fik Martha. Faderen var ukendt, eftersom moderen opfyldte mange mænds ønsker flere gange om dagen, men som tiden gik blev Martha ældre og begyndte at kunne se, at hun ikke var ligesom de andre mennesker på hendes alder. Hun begyndte at studere kendetegn inde for de forskellige racer... hun var både stærk og intelligent, så hun fandt frem til, at faderen måtte have været en blanding af en dværg og en triwaner. Men det er kun et gæt, og hun kan faktisk aldrig nogensinde være sikker på, hvilken race hun er. Lige efter Marthas fødsel blev hun sendt hen til en plejefamilie i en landsby langt væk, ligesom alle hendes søskende. Her voksede hun op, og arbejdede hårdt med landbrug. Det var ikke en rar familie; de hadede hende og havde kun anskaffet sig hende, fordi de ikke kunne få nogen dreng, og fordi de havde brug for arbejdskraften. Da Martha fyldte 18 flyttede hun straks ud, og så tog hun på opdagelsesrejse og levede i nuet. Hun var i fire forskellige lande over 8 år, og samlede en masse urter, planter og sten sammen. Hun sluttede sin rejse i Takamir, og flyttede ind i stenhytten ved floden i Den Store Skov sammen med alle sine opdagelser. Hun søgte jobbet som skovfoged, og eftersom ingen andre gad have jobbet, fik hun det. Hun tjente nogenlunde på det, og sparede op til en hest. Derefter en vogn. Så koen. Og derefter de andre dyr. Hun har nu, fra år 1804, boet i stenhytten i 222 år. Ingen ved hvor hun har sin enorme opsparing fra, og hun vil heller ikke fortælle det til nogen. ^^
Rigdom: På facaden er hun fattig, men faktum er, at hun har en pæn opsparing liggende hjemme i hendes stenhytte ude i skoven. Ingen ved, hvor hun har fået alle de penge fra.
Ejendele: For mange! Men af de vigtigste har hun; en gråplettet hest, en sort vogn der kan sættes for hesten (og kan tåle Warlands skoves ujævne terræner), to geder, tre får, en ko, fem høner og en hane, en stenhytte i Den Store Skov, en helt masse kasseroller, gryder og pander med tilhørende træskeer. Alle mulige andre køkkenting, og et helt urtelager med både tørrede og friske urter... en køkkenhave ude foran stenhytten, hvor hun dyrker alverdens former for frugter, grøntsager, bær og urter. I hendes urtelager opbevarer hun også (i glas, selvfølgelig) døde edderkopper og andre insekter, fisk, frøer, salamandere og kamæleoner og alt sådan noget skummelt, mystisk og klamt noget. Hun har en del tøj, men det meste af det bruger hun ikke. Ah... og så mange andre ting. Relikvier, prøver fra planter, udtørrede blade, mos fra forskellige dele af Warland, klippestykker fra Montapotas, og... alt muligt! Desuden kendetegnes hun ved at gå rundt med en fortryllet stok lavet af træ. Ingen ved, hvad den kan, men Martha påstår altså, at den er magisk. Af våben har hun et sværd (bruges dog stortset aldrig), en økse (er faktisk beregnet til fældning af døde/rådne træer), et stiksværd, to knive - en kort og en lang, og så selvfølgelig en masse knive og gafler... men de bruges for det meste til at spise med. o_O
Andet: Martha er helvedes gammel, og grunden til dette er, at hun har en speciel kombination af blod i årerne og så også fordi, hun har udviklet en mikstur, en livseliksir, der kan holde hende 'ung'. Det vil sige, at hun ikke kan dø af alderdom...
Også... hun har en stor forkærlighed for Markedspladsen! Det var der hun købte alt hvad hun har nu, og det er også der, hun sælger sin gødning og nogle af hendes afgrøder. Her køber hun også godt kød, mel og andet vigtigt, hun ikke selv kan fremstille.
Magi: Martha er ikke decideret magiker... som sådan. Hun har magikerblod løbende i hendes årer, men ligefrem magiker? Næh nej, det er hun ikke. Man kan måske kalde hende en indirekte magiker, for hun arbejder nemlig med magiske ting. Hun brygger miksturer der kan alt muligt, og dette har hun lært fra både bøger og fra sig selv. Nogle er sværere at brygge end andre, idet de ingredienserne måske er sjældne, og kun kan findes et vist sted. Derfor rejser Martha også meget, selvom hun dog føler sig mest tilpas, når hun er hjemme. Når hun er ude får hun elvere til at passe på hendes dyr og hendes hytte. Jeg ved ikke, om det er forståeligt... men Martha den Uforgængelige er altså alkymist og udnytter magien i alkymi. Hvis man kan sige det sådan.
Beskrivelse af stenhytte: Muligvis kan følgende tekst forårsage forvirring... jeg anbefaler derfor, at I tager et kig på Ninas kort over Warland for at forstå geografien bedre.
Stenhytten er delvist beskyttet af skoven, men den østlige side af hytten grænser op mod en mindre, rolig flod, der løber igennem Den Store Skov og Elverskoven og skifter mellem at være en voldsom flod og en rolig kilde, alt efter i hvilken ende af den, man befinder sig. På den anden side er der et stort stykke eng, en kæmpe lysning midt i skoven på omtrent 2 km2. Efter denne lysning fortsætter skoven, dog bliver den meget tættere og mørkere her (jo længere mod nordøst - altså jo længere mod bjergene - jo tættere skov), end den er på den sydvestlige del af floden. Den lille bygning ved siden af selve hytten fungerer som stald. Her står Marthas hest, og den får selskab af to geder, tre får, en ko, fem høner og en hane. Om foråret går de gerne alle tre og græsser på den anden side af floden... de tør ikke gå ind i skoven - udover hesten, men den er for trofast til at stikke af - så det er begrænset, hvor langt de vil gå fra deres hjem. I stalden er der også en vogn, som kan spændes til hesten. Den er specielt designet til skovens terræn, og på den måde kan hun komme til Takamir hurtigere, uden at skulle sidde på hesten og blive helt hjulbenet.
Hytten ser større ud udefra, end den egentlig er. Hele hytten lugter mærkeligt af træ, skov, svamp og fugt, og der hænger også en mild stank af bondegård ved stedet. Desuden er der meget dunkelt over det hele. I stueetagen er der to rum: Kombineret køkken/spisestue/opholdsrum og et lille toilet (der ikke er noget at prale af... det skal tømmes hver anden dag for ikke at komme til at lugte). På førstesalen er der kun et rum. Her er Marthas seng, og ellers bruger hun det som arbejdsværelse/læsehjørne. Under en lem i opholdsstuen er der et middelstort rum, der fungerer som lager, hvor Martha opbevarer alle de ting, som hun løbende bruger til at brygge forskellige eliksirer og miksturer.
Stueetagen
Opholdsrum: Størstedelen af stueetagen bliver brugt som opholdsrum. Rummet er sparsommeligt møbleret. Og så er alle møbler lavet af en mørk træsort - mahogni. Halvdelen af dette rum er køkken, hvor der er masser af skabsplads og bordplads til madlavning og brygning af magiske drikke. Ved siden af et stort køkkenskab er der en skrå træstige, som fører op til førstesalen. Der er også et hjørne med et lille, rundt spisebord med fire tilhørende spisestole. Overfor kaminen står der et aflangt gulvskab, som også bruges til sofa. Ovenpå denne sofa ligger der to lag af fåreuld, som Martha har klippet af sine egne får. Hun er meget selvforsynende.
Toilet: Det er et lillebitte rum, hvor der kun er en bænk med et hul i og en lille hylde med hjemmelavet toiletpapir (o_O). Der er heller ikke plads til mere. Vaskning af hænder og krop foregår ude ved den lille flod, selvom Martha nu sjældent går i bad... hun gør det kun, når det er højst nødvendigt. Derfor har hun en tendens til at lugte af bondegård.
Første sal
Soveværelse/arbejdsrum: I hjørnet står der en stor seng. Eller, det vil sige, det der svarer til en mindre dobbeltseng i vores IRL-verden. Sengen er sådan set bare en træklods, der er dækket med fåreuld. Hovedpude bruger Martha ikke, men ved siden af sengen ligger der i alt 7 tæpper, hun bruger som dyner... eller til nedenunder på en kold vinteraften. Tæpperne er vævet af hendes mor, som hun har arvet dem af... selv kan hun ikke finde ud af at væve. Der står også et skrivebord i den anden ende ved lemmen, hvor igennem man kommer ned til stueetagen, og på dette skrivebord er der stablet en masse tykke bøger, der er en helt bunke blanke pergamenter, et par blækhuse og en enkelt fjerpen. Der står også en olielampe. Ved siden af skrivebordet står en stor bogreol, der er fyldt op med bøger. Martha har læst de fleste i løbet af hendes lange liv.
Kælder
Igennem en lem, der kan findes under gulvskabet i stueetagen, er et mellemstort rum. Her er mange reoler og hylder. Der hænger tørret kød fra loftet, og reolerne er fyldt op med glas hvori der er døde frøer, fisk, fugle, insekter (også farverige sommerfugle), edderkopper, krybdyr som slanger, salamandere og kamæleoner og andre lignende dyr. De er alle syltede, dog har hun også en lille krukke fyldt med levende igler. Her er også et stort lager af tørrede urter, blomster, frugter og grøntsager. De friske sager (urter, frugter og grøntsager) opbevares i skabe ovenpå i køkkenet. Desuden kan der også finder bark og saftprøver fra træer hernede. Og - det må naturligvis ikke glemmes - rester af knogler. Knogler fra både dyr, mennesker og andre racer.
Edith Ember
Antal indlæg : 4548 Points : 9099 Reputation : 18 Registration date : 17/06/08
Character sheet Liv: (100/100) Påklædning: Et par posede, barkfarvede hørbukser, der er nemme at bevæge sig i, en hvid pirattrøje, snabelsko! xD, og et bælte med en lille taske-pung-agtig-ting i. I koldt vejr også en dejlig varm uldkappe i mørkgrå. Race: Menneske
Emne: Blomst Søn 18 Jul - 5:53
Navn: Blomst.
Kaldenavn: Intet... udover Blomst. n__n
Job: Heller intet. xD
Race: Tror han er halv elver og halv menneske, men er rigtigt 3/4 elver og 1/4 menneske.
Alder: 16 år - både af ydre og indre. Har altså kun eksisteret i 16 år... han følger nemlig menneskeår af uforklarlige grunde.
Fødselsdag: Forår.
Køn: Dreng.
Nationalitet: Hans mor er Warlænder og hans far er fra Gamran.
Udseende: Faktisk temmelig køn at se på. Ikke for høj af en 16-årig elverdreng - omkring 175 cm? Spinkel kropsbygning, bleg hud om vinteren og det meste af foråret... i sommeren får han dog farve, og den holder det meste af efteråret. Håret er krøllet og næsten skulderlangt. Gyldent eller rødblondt i sollys... i skygge og mørke er det mere kastaniebrunt. Brune øjne, enten store og nysgerrige eller halvlukkede og sørgmodige. Lille, sød næse og en lille, rød mund med halvfyldige læber. Spidse, næsten vandrette elverører, der stikker ud og er besværlige at skjule. Han klæder sig sjældent i andet end tørklæder og stykker af stof - afhænger dog af årstiden. Blomst ejer nemlig også en dejlig, skræddersyet, lilla kappe, der både har ærmer, hætte og ekstra varmende stof omkring skuldrene og brystkassen. Specielle kendetegn: Blomst er druide, og for de skarpe er det tydeligt at se på ham... de resterende vil bare tro, at han er et slags misfoster af skoven eller noget. Grunden til dette er, at en stor del af hans hud er dækket planter, mos og rødder. Det er dog kun hvert 5. år eller deromkring, at det er meget voldsomt, og det er kun om foråret og sommeren, at hans hud "blomstrer." Om efteråret visner planterne, og bliver tørre og brune... om vinteren forsvinder de helt. I starten af foråret begynder små, grønne frø så at vise sig på hans hud. Og det er altså over hele kroppen, også i ansigtet og i håret. Han kalder disse levende planteorganismer hans venner, fordi han kan snakke med dem (druidisme), og de er de eneste, udover dyrene, der kan høre ham (igennem tanker, fordi han er stum). Desuden har Blomst et lyserødt ar skråt ned ad halsen.
Undskyld ALT for store billeder! Var for doven til at gøre dem mindre. xD
Personlighed: Blomst har et meget tæt forhold til naturen. Naturen er hans bedste ven, og han elsker den mere end noget andet. Han føler sig også mest tryg, når han befinder sig i skovens eller dyrenes selskab... men så længe han er lidt distraheret (af spændende, fremmede folk, eksempelvis) kan han sagtens være i storbyen uden at blive ængstelig. Men ja, skoven! Han elsker den og vil beskytte den for enhver pris! Han tilhører ikke nogen elverstamme, og det har han eller aldrig gjort. Han går alene, men føler sig ikke specielt generet af det, fordi han har planterne, dyrene og ånderne ved hans side, og han ved, de altid vil være der for ham - så længe han også er der for dem. Blomst er stum - han kan ikke snakke eller lave nogle stemmebåndsrelaterede lyde overhovedet. Dette gør ham afhængig af kropssprog, og han kommunikerer ved at røre. Nogle folk kan blive ret forargede over denne opførsel, og det kan Blomst ikke forstå, for han snakker jo bare med dem på sin egen måde. Han har altid en blomst på sig, og når folk spørger om hans navn, stikker han straks blomsten op i næsen på dem. Han kan hverken læse eller skrive, men har heller aldrig haft behov for det. Han lever sit eget liv i skovene, og føler sig dejligt fri. Han tager ikke tingene for givet (for det meste). Udover det er Blomst meget nysgerrig, og har svært ved at holde fingrene for sig selv. Han er et meget muntert individ, og bliver sjældent trist... og endnu mere sjældent vred. Han elsker at smile og le, og kan godt lide at være sammen med andre skabninger, udover de ånder han altid er sammen med. Han er altid meget blid og mild, men kan sommetider være ret opmærksomhedssøgende og lidt for påtrængende... han kan hurtigt komme til at føle sig tilsidesat, og det gør ham ked af det. Han er gavmild og altid glad for at dele. Det gør ham så varm indeni, når han glæder andre, og derfor ville han gå langt for folk, han måske ikke engang kender særlig godt - bare for at opleve deres glæde. Blomst har aldrig været involveret i kamp. Aldrig. Han er ikke særlig stærk, og ville heller ikke fungere godt som soldat. Han kan ikke finde ud af at håndtere våben - hverken sværd, bue og pil eller kniv. Kniven kunne han måske lære, men det andet... det tvivler jeg stærkt på. Tilgengæld er Blomst ekstremt hurtig. Hvis der er noget han kan, så er det at løbe! Det vil være svært at få ram på ham i en kamp. Og så behersker han også druidisme, men han er bestemt ikke trænet i det, og det kunne hurtigt ende galt, hvis han brugte det i kamp. Men ja! Alt i alt; Blomst er naturelskende, glad, fri, nysgerrig, blid, ivrig efter at lære andre at kende, gavmild, fysisk svag, druide, stum, og bruger berøring som sit sprog. :] Lang, forvirrende og ikke særlig gennemført personlighed... men altså, hvis man vil lære ham at kende, skal man tråde med ham! 8D
Baggrundshistorie: Akandra levede elverlivet i de dybe dele af Elverskoven i Warland sammen med hendes klan, Månefolket, der blandt andre elverstammer var kendt for at jagte om natten og tilbede månen. De passede sig selv og deres skovterritorium uden at komme i konflikt med andre, hverken elvere eller andre skabninger. Akandra havde en høj status i hendes elversamfund; hun var alfaens datter, og skulle en dag overtage herredømmet over Månefolket og deres del af skoven. Hun var skønheden selv - flammende rødt, taljelangt hår, stort, bølget og viltert, men blødt som kashmir. Hun var høj og slank, hendes hud bleg som måneskin. Hun gik altid klædt i de grønneste klæder, og var vellidt af alle. En dag blev det forudset af Akandras mor - som var Månefolkets shaman og derfor hende, man gik til, hvis man skulle have svar - at en ung, mandlig eventyrer ville vise sit ansigt hos stammen for første gang, og at hans tilstedeværelse med tiden ville udpege en forræder hos folket. Den opdagelsesrejsende dukkede op ved Akandras 140 års fødselsdag (svarer til 20 menneskeår), og inden længe indledte de to en hed affære. Det var ægte kærlighed, det vidste de begge to - men Akandras mor blev ved med at advare sin datter mod at udvikle forholdet. Da begyndte Akandras mave at vokse, og moderen kunne snart konstatere, at Akandra skulle bringe et lille, uvidende barn til verden. Faderen, Månefolkets leder, blev rasende og beordrede eventyreren forvist - for alle vidste, hvem faderen til det lille barn var. Månefolket begyndte gradvist at undgå Akandra, for ingen ville have noget at gøre med hende. Hun bar på urent blod, og de væmmedes ved det. Det var Akandras egen mors skyld, at Akandra ikke selv blev udstødt og smidt ud af samfundet. I de mange måneder der gik (må vel være flere år, egentlig, når det gælder elveres drægtighedsperiode?) havde Akandra ikke kontakt til nogen udover hendes mor. Moderen vidste godt, hvem ånderne havde udpeget som forræder - det var hendes egen datter. Men hun mente ikke, at Akandras handlinger skulle stemples som forræderi - et barn var et barn. Et rent og nyskabt væsen, om det havde menneskeblod løbende i årerne eller ej. Derfor begyndte Akandras mor at diskutere med ånderne, og de blev hurtigt så vrede på hinanden, at ånderne forlod hende i hele tre år. I disse år var moderen altså ikke magiker, for de ånder, hendes magi var forbundet til, havde forladt hende.
Akandras barn kom til verden en smuk forårsnat i en underjordisk hule i skoven. Det første, hun lagde mærke til, var at tynde, grønne rødder langsomt spredte sig over den lille drengs krop. Hun var forundret, for ingen anden elver, hun havde mødt, så lige sådan ud. Alligevel forgudede hun ham fra det første øjeblik, hun så ham. Men den gensidige kærlighed varede ikke mange minutter, før en vred bedstefar trampede ned i hulen, og rev den skrigende dreng ud af Akandras hænder. Han trådte ud i midten af en lysning, hvor størstedelen af hans elverfolk var samlet. De så undrende til, imens han vredt trak en lang, skarp kniv op ad sit bælte. Klingen skinnede i månelyset og blændede et par nærtstående elvere. Han hævede den højt over hovedet, og med lynende øjne lod han den hamre ned i den grædende drengs strube. Men i samme sekund blev han smidt flere meter tilbage, og en usynlig hånd rev kniven ud af drengens hals. Barnet blev i lynets hast løftet op fra jorden, og svævede nu yndefuldt fire meter over de andre elvere, der målløst så til. Flængen i hans hals healede synligt af sig selv, og den usynlige kraft lod ham sænke stille og roligt. I mellemtiden var Akandras mor kommet op fra den underjordiske hule, og løb hen til den lille dreng, der svævede i øjenhøjde. Hun tog fat i ham, og sendte ham et kærligt smil. På hans strube havde et 10 cm langt, lyserødt ar dannet sig. Hun studerede hans ansigt, hvori store, brune øjne nysgerrigt fløj rundt.
Blomst ved ikke den dag i dag, at det var hans magi, der engang reddede ham fra den visse død. Ånderne rensede og healede hans sår, inden det kunne nå at gøre skade, men de kunne ikke ordne hans ødelagte stemmebånd. Derfor er Blomst i dag ikke i stand til at tale.
Akandras mor afleverede drengen hos skovfogeden, Martha, fortalte hende hele historien og bad hende om at se efter ham, indtil han blev stor nok til at klare sig selv. Det første Martha sagde var, "Der vokser en blomst på din næse." Herefter gik Akandras mor og kom ikke tilbage igen. Drengen blev af Martha navngivet Blomst grundet den tusindfryd, der voksede frem på hans næsetip ved hans fødsel. Beplantningen og blomstringen på hans krop er forskellig fra år til år, og siden hans første forår har han ikke haft en blomst voksende på sin næsetip.
Martha lærte ham og alverdens ting i livet - mest hvad tingene hed og hvad de var. Det var hende, der lærte ham, at han skulle vise fremmede en blomst, når de spurgte efter hans navn. Hun opdrog ham med en streng hånd, men gav ham dog altid frie tøjler - han måtte gå, når han ville. Allerede da Blomst lærte at gå begyndte han at løbe rundt udenfor ved kilden. Efterhånden som han blev ældre, var han væk i længere tid. Da han fyldte seks, var han altid ude i skoven for at snakke med træer, dyr og ånder. Han var kun hjemme om natten for at sove og om morgenen og aftenen for at spise. Da han var 10 år gammel, var han begyndt at være væk i flere dage, også nætter. Han fandt selv sine måltider og lærte at klare sig på egen hånd i naturen. Årene gik, og Blomst blev 13. Nu var han væk flere uger ad gangen, gerne en hel måned hvis ikke mere. Martha var aldrig bekymret - hun stolede på knægten. Der gik et år med denne pendlen frem og tilbage mellem Martha og skoven. På et tidspunkt, da Blomst var fjorten, forsvandt han en dag ud i skoven og er ikke vendt hjem endnu. Det er to år siden.
Han betragter stadig Martha som familie og hendes stenhytte som hans hjem. Han har bare ikke lagt mærke til, at han er væk så længe... skoven er så spændende, synes han, og han har altid taget Martha lidt for givet - fordi hun er den eneste, der altid bare har været der. Han kender intet til sin tidlige barndom og kan heller ikke huske intet derfra. Martha har heller ingen intentioner om nogensinde at fortælle ham om det...
Rigdom: Penge? Hvad er det for noget?
Ejendele: En lilla, skræddersyet kappe. ^__^ Og en blomst! Han har altid en blomst på sig, i tilfælde af at nogen skulle spørge ham om hans navn.
Andet: Blomst er stum, se grund i baggrundshistorien. Han er også i besiddelse af magi - druidisme, for at være mere præcis - han er dog ikke trænet i det, og ved ikke selv, han er magiker. Han tror, at det er helt naturligt, at han kan snakke med træerne, planterne, dyrene og naturens og livets ånder. Se mere under Drama's guide til magi her.
Ons 29 Apr - 0:58 af Misel
