1. Du må ikke styre andres brugere. Altså hvis du er Jim, og Jim siger til Morten, "Gå væk!" så kan du ikke styre Morten, og for eksempel skrive, "Morten går." Det er op til Morten, hvordan hans karakter reagerer.
2. Når din karakter siger noget, skal du skrive i "gåseøjne" og når du tænker i *stjerner* - tanker kan dog også skrives i kursiv.
3. Du skal skrive mindst 5 linjer i hvert IC indlæg, da det bliver til færre linjer, når du trykker "Send."
4. Du må kun være et sted af gangen - det vil sige, din karakter må ikke være i flere tråde på samme tid. Hvis du ønsker at forlade stedet, skal du i dit indlæg beskrive, at din karakter smutter, og i slutningen af dette sidste indlæg skal du skrive //out//.
5. Ingen powerplay, Mary Sues og Gary Stus. Din karakter må ikke være perfekt (for perfektion eksisterer ikke), kan ikke klare alt og skal have mindst et par svagheder. Hvis denne regel overholdes, bliver spillet meget sjovere.
6. Det er tilladt at bande og tale grimt til andre karakterer i tråde, når man er IC (in character), men kend dog dine grænser.
7. Og man behandler hinanden ordentligt OOC (out of character)! - Så det håber jeg, I kan finde ud af.
Det var vist alt. Jeg forbeholder mig retten til at ændre, slette og tilføje regler, hvornår det skulle være. Skriv endelig en pm til Amylia, Chris19 eller Edith Ember, hvis du er i tvivl om noget, har spørgsmål, eller bare har forslag til andre praktiske regler.
På vegne af
Stifteren (Green) og Adminteamet (Amylia, Chris19, Edith Ember)
Øgenavne: Elveren (som regel ledsaget af et fnys) Vikrams horeunge
job:
Race: Elver, menneske
alder: 17
fødselsdag: forårsjævndøgn (forår, hvis nogen skulle være i tvivl.) En hellig dato.
køn: kvinde
udseende: (billede nederst) Dawn er en yndig pige. Hun er lige omkring middelhøj, ret spinkel, men ikke for tynd. Hendes lange, blonde hår, der falder blødt om hendes fine elveransigt, er som regel løst eller sat op i en løs fletning. Dawns hud er ren og let, yndigt ferskenfarvet i solskin, mens hun i mørke er bleg som månen. Hendes ører er ikke spidse, blot let aflange, og hendes lidt fyldige, pænt buede og næsten altid fjernt smilende mund giver hendes ansigt et blødt udtryk. Hendes øjne er store, og når hun kniber dem sammen ser de ud til at være let skæve. De spejler hele verden med en næsten unaturlig klarhed, og deres farve afhænger ret meget af hendes omgivelser. De ser havblå ud i den klare sommeraften, mens de er grønbrune når løvet falder. Hvis hun går i vinterens sne er de som klar hvidgrøn is langt under det dybe, blå havs overflade, og står hun en tidlig forårsmorgen på en balkon, er det blå fyldt med violette gnister, der bliver gyldne i takt med solens opgang. Dawn er elverprinsessens datter, og hendes holdning passer dertil. Selv om hun virker sky og drømmende er hendes holdning altid majestætisk og rank. Ydermere har hun en fin, næsten synlig aura, der som regel føles som varme og lys. Dog sker det, at man mærker hendes tilstedeværelse som et køligt sus af en usynlig rimtåge, der leder ens tanker hen på de blå toner, der ses i sne og vajende kornblomster. Dawn er et barn af naturen. Hendes påklædning er som regel fornuftig og klædelig. Hun nyder især hvide, grønne, grå og blå nuancer.
personlighed: Dawn var engang en lykkelig åben pige, der ikke var bange for at åbne munden og lo med de andre børn, men sådan er det ikke længere. Dawn er nu en dyb person, og det er svært at lære hende at kende på alle planer. Hun er venlig og taknemlig, men fjern, og hun har det slet ikke godt med nye mennesker. Hun bliver sjældent vred og ofte ked af det, men hun græder kun sjældent (mere i andet). Hun kan både læse og skrive, og det gør hun oftest. Hun tegner også meget, noget hun har stort talent for. Det falder hende ikke naturligt at være inden døre, men når hun er det, ses hun sjældent uden en bog. Dawns humør påvirkes ret meget af årstiderne og vejret. Hun er allermest fri og lykkelig, når den store forårssol står op og fuglene synger i træerne. Hun er dybest og mest mystisk, interessant og åben når det en sommeraften er overskyet og tordenlummert, og allermest sky, når sneen falder over markerne en tidlig efterårsmorgen. Om vinteren vandrer hun tit, fjern og stille i sine egne tanker og drømme. Af og til sker det faktisk, at hun vågner op i situationer, hun aldrig havde skænket en tanke, fordi hun har vandret i sin egen verden. Hun bliver ofte drillet af de andre unge på paladset, hvilket er endnu en grund til, at hun holder sig for sig selv. Dawn er ikke ret viljefast og hun står aldrig stejlt på sine ønsker og meninger, selv om hun næsten aldrig opgiver sine mål. Hun har sin fars sarte væsen, og hun udtrykker sjældent sine følelser og føler på ingen måde trang til at være begivenheders centrum. Hun siger heller ikke ret meget i andre menneskers selskab, og hun ser sjældent mere lykkelig ud, end den lykke, hendes lille fjerne smil kan udtrykke. Hun har ingen nære venner, den eneste hun rigtig taler med er Leopold, og han har sjældent tid, så for det meste er hun en enspænder, og dog hader hun ensomheden. Hun finder heldigvis trøst i naturen og ses næsten aldrig uden et par sommerfugle eller en flagermus. Dawn en drømmer, og det er ikke alle, hun lukker ind i sin magiske verden. Hun nyder ofte stilheden ved en dovent drivende å, hun snakker med bierne i lyngen, og hun taler med de store piletræer dybt inde i skoven, hvor menneskenes verden grænser op til elvernes dybe dale og høje bjerge. Hun er nysgerrig, men deler sjældent sine oplevelser med andre. Hun virker som regel lidt mut, fjernt smilende men i hendes intense øjne kan man af og til skimte andet og mere end det. Dawn lever på sin vis et dobbeltliv. Hun har sin menneskelige side, og så har hun sit magiske elverliv i skoven. Hun har altid haft en særlig indflydelse på naturen, og hun er aldrig alene i mørket. Hun ser det gode i alting og hun mærker altings ånder som levende, tilstedeværende væsner. Hun taler med sommerfuglene og flagermusene og selv den bidskeste hund bliver rar i hendes selskab. De taler ikke med hende, men hun er helt sikker på, at naturen forstår hende, og det gør hende tit meget lykkelig. Dog er der den hage ved det, at hun ikke har trænet med sin magi, siden hendes forældre blev slået ihjel. Derfor ved hun hverken, hvordan hun bruger sine store kræfter, eller hvordan hun dosserer og bruger reserver, så hun ikke ødelægger sig selv.
Dawn er altid hvor Leopold er. Han er til dels bange for, at hun skal komme til at udløse sin ukontrollable magi, men også tanken om, at hun skal rode sig ud i noget, der kan koste hende måske ikke livet, men friheden, holder ham vågen om natten. Når Leo er i det ensomt beliggende hus nord for Takamir, er Dawn i skoven eller på sletten, mens hun, når Vikram er på paladset, befinder sig i enten krypten, i slotshaven eller i det højeste tårn, som hun har fået besked på. Dette fangeskab hader hun, men hun er samtidig bange for at møde verden udenfor.
baggrundshistorie: Dawn blev født en strålende forårsdag på det store palads i Warlands hovedstad Takamir. Hendes mor var en elverprinsesse og hendes far var måske datidens største magiker. De var lykkelige sammen, og de elskede hende. Desværre husker hun dem kun som fjerne skygger nu. Det er hun ofte ked af. Dawns første år var en dans på roser, og alle paladsets damer flokkedes om det lille barn med de store øjne og det åbne væsen. Så kom tiden, hvor menneskenes ophøjelse begyndte at tage fart og allerede da begyndte folk at se skævt til prinsessens tilstedeværelse på paladset. Derfor tog hun sin treårige datter med nordøstlige Warland, til de store dybe skove og de dunkle dale, hvor solen kun ses højt oppe mellem træernes blade. (tænk jer Kløvedal/Riveldell og Warlands tapet/hvad det hedder..) Her tilbragte Dawn syv fantastiske år, og herfra har hun minder, der aldrig vil dø. Dog er det kun ganske ganske lidt, hun husker, men hun sover aldrig uden at drømme om de skove og det folk. (under andet.) Det var en smuk og moden tiårig pige, der vendte hjem til sin far og Leopold. Dawn husker kun svagt det år, det er som om det er gledet bort sammen med minderne om hendes forældre. Pludselig en dag var de bare væk, og alt var forandret. Siden da har Dawn kun grædt blod, lys eller blæk og langsomt men sikkert drømt sig længere og længere ind i sig selv. Nu sker det af og til, at hun glemmer, hvor og hvem hun er, og ind i mellem bliver hun pludselig syg, når hun er inden døre. Er hun på paladset kan hun helt glemme at spise, men når hun er på heden er hun anderledes. Hun er kun virkelig fri, når hun er tæt på sig selv og naturen.
Rigdom: rig? Hun mangler aldrig noget
Ejendele:
Magi: Dawn er naturens barn. Luften omkring hende er tit påvirket af hendes humør, nøjagtig som hendes humør afhænger af hendes omgivelser. Planter spirer for Dawn, og dyr lytter til hendes ord. Hun føler ikke, at hun har magt over noget, men det har hun. Det er ikke et særsyn, at hun ligger og sover under et lag af rimfrost, og det sker ofte, at vinden blæser udenom hende. Hun mærker og ser ånder som kødelige væsner, og dem kan hun godt føre lange samtaler med. (Nej, det er ikke de samme ånder, der beordrer Green til at dræbe Mortimer.) Det er tingenes ånder såvel som de ånder, hun selv påkalder af ingenting. Det er ikke ånder, der beder hende om noget, men det er heller ikke ånder, som hun kan udnytte. Det er dem, der hvisker med vinden og holder hende med selskab. Det er levende fantasivenner, som måske vil hjælpe hende, men som på ingen måde har pligt til noget som helst. Hvis hun begyndte at træne sine kræfter ville hun hurtigt lære at heale og reparere ting, men hverken hun eller Leopold tør udfordre hedes magiske gaver.
andet: Dawn er Vikram Leopolds ’barnebarn’ Navnet Blækøje skyldes, at hendes tårer oftest er sorte som blæk. Af og til græder hun dog blod og en sjælden gang i mellem er det en ubestemmelig, lysende væske, der løber fra hendes øjne. Dawn sover generelt aldrig drømmeløst. Hun besøger stort set hver nat de dybe skove, hvor hendes mor kommer fra. Hun mener selv, at nogen der kalder på hende med magi, men hun tør ikke spørge Leopold om lov til at tage afsted, da hun er bange for afslag. Noget andet sært ved Dawn er det, at hun aldrig fryser. Ligemeget, hvor dyb sne, hun står i, og hvor afklædt hun er, føler hun ikke kulde. Ikke, at hun ikke kan få forfrysninger eller blive syg. Hun mærker det bare ikke. På den anden side får hun det heller ikke for varmt, og man ser hende sjældent svede, da det kun kommer som følge af skræk.
Det her er vist bare.. For sjov?
“Har du set hende?” blev soldaten spurgt. “Hvem?” lød svaret “Leopolds barnebarn selvfølgelig. Hun gik lige der. Hun går altid og drømmer.” “Nåår.. Jaer. Jeg har godt langt mærke til hende. Hun gør godt nok ikke et ret stort nummer ud af sig selv.. Hun er ellers ganske køn ikke sandt?” “Hvem snakker I om?” Blandede en tredje, grovere stemme sig. “Den gamle troldmands elverunge. Hende kender du godt ikke?” lød den førstes, køkkenpigens, svar. “Nej..” den tredje stemme lød lidt tvivlende. “ nåh. Hun er her ellers tit. Det er hende der med de blå øjne, du ved. Hun går altid og ser ud, som om hun er langt væk. Hun taler aldrig med andre. Hun er meget sky, siger Vikram..” Soldaten så på sin ven og fortsatte: “kender du hende virkelig ikke?” “nej.. Du må vise mig hende..” “Det kan jeg gøre..” Køkkenpigen er ved at sige noget, da nogen kalder. “En anden gang.” Lover hun og går. “hvordan ser hun ud?” Fortsætter den uvidende soldat. “Hun har langt lyst hår, og i mørket kan hun ses.. Som en bleg måne..” fortæller den første. “Du er vist ret skudt i hende?“ Spøger den anden. “Er du gal.. hun er kun seksten år. Se lige på mig. Jeg er snart tredive.. Men hun er egentlig meget køn..” Det sidste sukkes. “Hendes øjne ser ud, som om det er blå spejle.” fortsætter han tænksomt. “Hun går altid i sin egen verden, og hun er meget sky. Engang så jeg hende græde. Hun græder sorte tårer..” “Er det hende, de kalder Blækøje?” “Ja.. Eller Dawn.. Hun hedder Leonora. Leonora Elfran Lincoln Wolfgang.” “Det var ellers et flot navn.” Nikker den anden. “Et flot navn fra en flot afstamning. Jeg kendte hendes forældre.. Kun af udseende naturligvis. Hendes far var en stor mand, selv om han blev slagtet som en hund..” “Hvordan det? Fortæl mig?” Den anden lyder chokeret. “Han var gift med hende elverprinsessen, som ville have Hans Majestæt til at standse fældningen af skovene. Det siger sergenten i hvert fald. Men.. De blev gift og fik Leonora, og så startede optøjerne.. Og elverprinsessen tog til skovene. Da hun kom tilbage var jeg lige blevet indlemmet i hæren. Seks-syv år siden, så vidt jeg husker. Hun var ti år og ret sød, selv om folk ikke brød sig om hendes afstamning.” “men hvordan blev han slagtet?” afbryder den anden. “Hvordan han blev slagtet? De her magikere ville rane tronen og han stod åbenbart i vejen.. Han havde nogle meget flotte idealer.. Og han ville ikke slå dem ihjel. Og så døde han. Som en kujon. Hans kone hævnede ham, og så døde hun også.” Den første trækker på skuldrene. “Stakkels pige.” siger den anden med en svag snert af medfølelse. “Tja. Det er jo ikke alle, der har haft en lige god opvækst. Jeg ville have været glad for bare at vide, at mine forældre var store mennesker..” “Pyt med det.. Du må vise mig hende ved lejlighed..” “Hun er nu meget pæn..” “Hold nu op med det pjat. Det er bare elvertroldom.” sukker den anden til den førstes bedrøvede mine. “Hun er magiker.. Ellers ville Leo vel ikke passe så godt på hende… han vogter jo på hende som en hund over sit ben..” Det lyder tænksomt, mens de går over gårdspladsen. “hvordan?” “Hun taler med dyrene.. Jeg har selv set det..” “Nåhr har du udspioneret hende” Griner den anden anklagende. Den første bliver lidt rød i kinderne. “Hun er tit i slotshaven.” Hans blik strejfer rundt, indtil han pludselig finder et holdepunkt og begynder igen. ”Sidste vinter stod hun pludselig dernede i natkjole. Nogen gange bliver hun også syg af at være indenfor. Hun er lidt underlig af og til… Leopold har sagt, at det er fordi hun er i byen. Den bryder hun sig tilsyneladende ikke om..” “Det lyder oprigtigt sært..” Den anden trækker på skuldrene. “Vi har travlt nu.” En dør smækker bag dem.
Sidst rettet af Dawn Ons 23 Jun - 3:52, rettet i alt 9 gange
Dawn
Antal indlæg : 362 Points : 7023 Reputation : 4 Registration date : 08/04/09
Job: Paladsets (og måske Warlands) største troldmand. - Udfører dog kun gode gerninger.
Race: Menneske, måske elver.
Alder: 100
Fødselsdag: Vinter
Køn: Mand
Magi: Kan kaldes meget. Måske ren magi? Måske druidisme? Måske vandmagi eller lys magi? Grænserne har altid været meget flydende for ham. Han har let berørt de sorte emner, men aldrig så dybt som mange andre, og aldrig blivende. Hans sjæl fik mørke ar, men han fyldte arene med lyset, der ikke nødvendigvis er bedre.
Udseende: Leo har langt hvidt hår og et ret stort pjusket skæg, der vokser som død og helvede. Hans øjenbryn er buskede og hans næse lang og kroget. Han har et meget strengt og alvorligt ansigt, men når et smil krydser hans smalle læber, ser han egentlig ganske elskelig ud. Han har en værdighed som en konge, og da han i sine yngre dage var med kongen som krigstroldmand, var det med frygt, man så hans ranke skikkelse. Han udstråler ro og retfærdighed men ikke på nogen måde blødhed. Respekt henter han fra alle sider. Leopold ses som regel i en lang hvid kåbe, selv om det ikke følger reglementet. Han hævder, at han ikke kan arbejde i andet, ligesom han mener, at hans hår ikke kan tåle at blive klippet. Dette skyldes dog mest den foragt for forandringer, ældre mennesker tit har. Hvis Leo ønsker det, kan han let fremstå som svagelig, men på trods af sin høje alder, er han stadig meget stærk og rørig. Dog er han begyndt at mærke årene tære på sine fysiske kræfter. Til gengæld vokser hans magi dag for dag. Han har engang forudset, at han vil ende som et tandløst kadaver, der kun bliver holdt sammen af magi
Personlighed: Leo er psykisk en stærk mand. Han er streng og bliver let vred. Han har det bedst i selskab med indviede og børn, da han kun føler, at de forstår ham. Han er stolt og retfærdig og han ser det som sin ypperste pligt at hjælpe enhver tilskadekommen, ligegyldigt hvem det måtte være. Dog er han ret hoven og hader at tabe. Han kræver sin respekt og afskyr folk, der naivt tror, at han bare er en svagelig gammel mand med sin stav og sine bøger. Bag det ydre lever der stadig en meget ung kriger i Leo. Leo er magiker. Han er en af de stærkeste og ældste - det hænger sandsynligvis sammen - magikere man længe har set, og klart blandt de mest veluddannede troldmænd i verden. Hvad han ikke ved, ved kun døden og guderne. Han har studeret næsten alt, hvad der er at studere, og han er så dygtig, at han kan tvinge hele hære i knæ, og han har også gjort det førhen. Nu har han dog, efter en gruelig ulykke, aflagt ed på kun at gøre gode gerninger og aldrig skade nogen. Han vil udbedre de sår, han og så mange andre magikere har påført verden. Dette løfte har han kun brudt en gang siden han bandt sig for tyve år siden. Gode gerninger er, når han healer, når han sikrer høsten, når han fortryller et hus, så ingen børn vil dø der. Det er, når han renser brønde i byerne i ørknens udkant og det er når han bøjer sig for at hjælpe en gammel orkkvinde op fra den snavsede gade. Denne godhed giver tit komplekser, da én handling kan føre til flere og langt større ulykker end nogensinde, og det er en af grundende til, at Leo tit føler sig tit moralsk presset. Han er ikke oprører og bryder sig ikke om forandringer. Siden han kom i kongens tjeneste har han kun fået ganske lidt at høre om verdens tilstand, og man ser ham kun sjældent udenfor paladset. Dog ved han, at hans sides motiver ikke er bedre, end de såkaldte fjenders. Han er ikke en tvivler, men tro kan defineres på mange måder. Nogen siger, at han holder på en stor hemmelighed og sorg, hvilket er ganske sandt. Derfor skal man passe på med at tirre hans følelser. Især Wikan er noget, han væmmes ved.
Baggrundshistorie: Leo har et langt og mystisk liv bag sig. Han var søn af en jævn og meget rig troldmand, der sådan set levede af at snyde almindelige borgere. Leos far ønskede Leos hjælp til sine små magiske fiduser, for Leo viste allerede i en lav alder meget stor magisk kraft Leo og hans far brød sig meget lidt om hinanden, og Leo blev kun hjemme, fordi han havde en svaghed for hans meget undertrykte mor. Da hun døde var han tretten, og det øjeblik hendes kiste var blevet sat i jorden, var han ude af huset med sin vadsæk. Han så aldrig faren igen og havde egentlig tænkt sig at lægge sit magiske liv bag sig, men sådan gik det ikke. Han blev hurtigt rekrutteret som stalddreng i den Warlandske hær til dem daværende ørkenkrig, og ved fronten fattede en krigstroldmand interesse for ham. Troldmanden var ikke den venlige type, der brugte de moralsk rigtige remedier eller holdt sig for god til at bruge lig og voodoo. Leo brød sig ikke om ham, men alligevel blev hans interesse vakt, og snart var praktiserede han både lys og mørk magi meget fuldendt. Da Warland havde vundet krigen, begyndte den unge Leopold at rejse rundt i verden. Det gjorde han længe. Han så alle slags magi og besøgte alle de store biblioteker. Hans store evner blev alle steder mødt med begejstring. I disse år glædede sig meget over sin nye viden, men så mødte han det, han mente var den store kærlighed. Det viste sig, at han ikke havde ret stor forstand på mennesker, og da han opdagede, at hun var ham utro, slog han hende og hendes elsker ihjel. Den tid, der fulgte fortæller han sjældent om. Der gik mange år, men han følte sig stadig ung, da han blev fascineret af mørket. Han mødte en meget magtfuld magiker, som lærte ham om de dybeste toner af den sorte magi. Nekromantik og voodoo blev noget, han ofte beskæftigede sig med, selv om han ikke direkte udøvede disse former for magi. Ånderne begyndte gennem magien at tale til ham. De trak ham ind i mørket og i omkring ti år var Leo ikke åndeligt i denne verden. I disse år lærte han. Han lærte, så og forstod. Det er derfor, han er så vis nu. Da han langt om længe trak sig fri at ånderne var hans skæg blevet hvidt og langt, og i hans hår boede der fugleunger. Han taler heller aldrig om denne periode af sit liv, og han siger selv, at han ikke husker, hvordan han kom tilbage til Warland og blev hyret som krigstroldmand, men sådan gik det. Han var en stor helt i de meget omtalte slag om Sydhavet og Den store Ø. I årene, der fulgte herskede han som warlands førende troldmand, og selv om han ofte fik hård konkurrence af yngre og stærkere magikere, frygtede han aldrig for sin position. I hvert fald ikke til han var godt oppe i årene. Men da mødte han også en magiker, der langt oversteg hans tidligere bekendtskaber. Det var en ganske ung mand, blot en stor dreng, der bar en slags druidemagi, der gav ham en særlige indvirkning på sine omgivelser. Leo blev blændet af misundelse, for drengen var både meget belært og stærk, men også følsom overfor magi. Han kunne, med de rette remedier, alt. Ydermere var han både ung og smuk, noget som Leo følte, at han aldrig selv havde fået lov til at nyde. Ingen vidste, hvem drengen var, eller hvor han kom fra, men han hævdede at han ville være den første af den hær af troldmænd, der ville prøve at råde bod på alle de skader, magikere gennem tiden har forvoldt verden. Drengen trådte endvidere i kongens tjeneste, og Leo var grøn af misundelse i et par år, mens drengen steg i graderne. Den gamle troldmand begyndte at føre en næsten usynlig psykisk krig mod ynglingen, men drengen lod sig ikke skræmme synligt, og efter fem år stod han kongen nærmere end Leo. Drengen blev smuk men sart en ung mand, der havde det bedst i velkendt selskab og nød at opholde sig i naturen. Som menneskenes undertrykkelse af de andre racer voksede, svandt den unge magikers glæde og loyalitet overfor menneskene, men han var i grunden for svag til at sige fra, og Leo bebrejder ofte sig selv, at han var så optaget af sin egen succes, at han ikke så den unges kvaler. Han fik først øjnene op for drengens usikkerhed, da ynglingen en morgen kom til ham med våde øjne og fortalte, at han ikke anede, hvad han skulle gøre, og at han følte sig meget ensom og forladt. Leo blev bag en rolig facade ret forbløffet, for han havde ikke troet, at noget kunne rokke den unge mand. Det rørte ham også, at drengen søgte råd hos ham af alle, selv om han kendte til den gamle troldmands bitterhed over hans succes. Det blev starten på et stærkt venskab, og den unge mand fik Leo til at sværge, at han ville forsvare godheden med alle midler. Der gik to år, hvor ynglingen i samarbejde lagde mange gyldne planer for sin fremtid. Leo blev meget fanget af den kærlighed til livet, som den unge mand lagde for dagen, og det var med stor glæde, han lagde alle sine kræfter i den unges hænder. Så trådte en ung elverprinsesse ind i den unge mands liv. Hun var også en fremragende magiker, og hun kom til paladset med direkte ordre til kongen om øjeblikkelig at indstille fældningen af hendes fædrelands skove. Det gik dog ikke helt efter hendes planer, men efter en diskussion, der strakte sig over atten måneder gav kongen sig og standsede sine skovhuggere. Imidlertid havde den unge magiker forelsket sig i elverprinsessen, og prinsessen havde også fattet interesse for ham. Hun ønskede at tage ham med til sit hjemland, men sådan blev det ikke, da den meget ærlige mand havde aflagt en næsten ubrydelig ed på at tjene kongen. I stedet blev prinsessen på paladset. Hun gik ikke direkte i kongens tjeneste, men sagde ham heller aldrig imod. En strålende sommermorgen blev prinsessen og den unge slotsmagiker viet, og ved forårsjævndøgn fødte prinsessen det dejligste barn, Leo nogensinde havde set. Den lille pige havde sin mors skønhed og ynde og sin fars sarte, tiltalende væsen. De første tre år af sit liv tilbragte hun på paladset, hvor hun vandt alles hjerter, men så blussede konflikten mellem racerne op, og hendes mor hende tog med til de store skove, og Leo og pigens far så ikke noget til dem i syv år, men de modtog næsten hver dag brevduepost, og pludselig en dag i maj vendte prinsessen og hendes datter tilbage. Det skete dog i dybeste hemmelighed, da folk var begyndt at se skævt til prinsessens eksistens. Leo, der på det tidspunkt lige havde anskaffet sig et ensomt beliggende hus på heden nord for Takamir, tilbød de to unge mennesker og deres datter husly. I et år boede de uforstyrret der, og det var den lykkeligste tid i den gamle mands liv. Så tonede en trussel frem, nemlig den magiske sammenslutning Wirkan, der ønskede at styrte kongen. //okay?// De mente tilsyneladende, at kongens bedste magiker var en trussel, og en lun sommeraften udfoldede et blodigt drama sig på den store markedsplads. Wirkans leder og fire andre fantastiske magikere troppede op og angreb den unge mand, der ikke kunne holde dem fra livet, men heller ikke ville bryde sit løfte om godhed. Han blev slået ihjel som en hund. Prinsessen, der ved et tilfælde befandt sig i nærheden blev rasende og angreb dem sammen med Leo. Også prinsessen faldt, men tog to af sine fjender med sig. Det udløste en bølge af frygtelig vrede hos Leo, og han brød sin ed og slog den ene af de to tilbageværende ihjel, før han kom i tanke om alle sine idealer og flygtede. Det er hans største skam, og han taler aldrig om det. Siden den dag har han aldrig grædt med tårer. Nu græder han blod. Siden den dag har han passet på de to faldnes datter, men det er en helt anden historie.
Rigdom: rig? Han ser i hvert fald aldrig pengene, men det betyder ingenting.
Ejendele: Et ensomt beliggende hus nord for Takamir. En smuk stav af egetræ.
Andet: Leo har en plejedatter
Sidst rettet af Dawn Tirs 22 Jun - 21:45, rettet i alt 2 gange
Dawn
Antal indlæg : 362 Points : 7023 Reputation : 4 Registration date : 08/04/09
Navn: Dario (Intet efternavn, det har præster ikke)
Kaldenavn:
Job: Lever udelukkende af sin arv.. amatørlyriker i øvrigt
Væsen: menneske/elver
Alder: Omkring de tredive er et fornuftigt bud. Han ved det ikke selv. Den slags betyder ingenting når man bliver oplært som præst.. Han har derfor selv valgt en fødselsdag, der siger, han er niogtyve – når man lever et præsteliv er dagene og årene ens, og selv om han har forsøgt at tælle og regne, har han aldrig helt ramt rigtigt. (34 er han)
Fødselsdag: ved han af gode grunde heller ikke, men han har valgt forårsjævndøgn. (Efterår er det)
Køn: Hankøn
Udseende: En høj, langlemmet mand, så tynd, at forstanden næppe kan begribe, at han overhovedet evner at holde sig oprejst. Han har et aflangt, blegt ansigt og blege, grå øjne. Hans mund er smal og hans næse er stor og har et meget tydeligt knæk. Han har høje, tydeligt markerede kindben og en spids hage. Håret er mørkt og ret tyndt, og hårgrænse er vigende ved hans tindinger. Han er afsindigt smidig og ret stærk, hans bygning til trods. Han er svær at bedømme aldersmæssigt, de mørke plamager under hans øjne, hans dårlige kropholdning og hans formelle udtryksform får ham til at minde om en pensioneret general, men på den anden side er hans hud glat og ganske uden rynker undtagen omkring hans øjne, hvor et fint trådnet af små rynker breder sig. Af særlige kendetegn kan nævnes et ar, der strækker sig ned over hans bryst, hele vejen fra hans højre hofte til hans venstre skulder. Han fik det engang, han faldt ned fra et træ. Og så kan man også bare sige den usædvanligt store næse.
Personlighed: Dario er en kølig, rolig mand. Han har overblik og er intelligent og skarp, men til tider i en helt anden verden. Han er en dygtig taler, men han gør sjældent brug af denne evne. For så vidt er han faktisk bare til, en lidt intetsigende person, der tuller rundt ganske alene med et fjernt udtryk i de kolde, stålfarvede øjne. Han kan dog også være langt mere intens, Dario, bevidst og vågen og aldeles til stede og meget ivrig. Dette bliver han især i diskussioner på et lidt højere plan (de samtaler, han finder dumme eller kedsommelige forkaster han bare) eller når han fremsiger digte – noget han gør sjældent men lejlighedsvis. Han har et søvnproblem, tilsyneladende en hel sygdom, som end ikke den stærkeste sovemedicin kan lindre. Dette gør Dario til fast inventar i nattegadebilledet, en mørk skygge, der vandrer og vandrer, mens søvnen langsomt, uendelig langsomt sniger sig i hans spor for at fange ham. Dario er generelt flink, selv om han er noget tilbageholdende og formel, især overfor kvinder, der, synes han, er særdeles skræmmende. Han er lidt svær at knytte sig til, for han har svært ved at slappe af og være sig selv, når han ikke er alene. Han har i øvrigt en særlig interesse for insekter og giftige planter. Og så drikker han meget kaffe.
Baggrundshistorie: blev sendt på præsteskole. Blev præst uden nogen viden om sin baggrund og uden at være rigtigt troende. Fik mulighed for at forlade præsteembedet da han arvede en gigantisk sum penge. Har aldrig haft rigtig omgang med kvinder og heller aldrig rigtigt haft venner. Han har nu klaret sig meget fint.
Økonomisk status: meget velhavende
Særlige ejendele: store samlinger af døde insekter..
Andet: Dario har store søvnproblemer..
Kampevner: Har Dario ikke ret mange af - skulle man tro! Men igen er han en mærkelig sjæl med mange skjulte talenter. Han kan faktisk godt bruge et sværd og er heller ikke helt dårlig med en slynge. Ogå så er han simpelthen så uhyrligt smidig, at han evner at undvige næsten hvad som helst. Hans akrobatiske evner gør ham også til en virkelig god klatretyv, hvis det engang skulle blive aktuelt..
Sidst rettet af Dawn Tirs 22 Jun - 21:47, rettet i alt 2 gange
Dawn
Antal indlæg : 362 Points : 7023 Reputation : 4 Registration date : 08/04/09
udseende: En lavstammet, blegnæset om end solbrun pige, der bevæger sig kejtet, som om hun er blevet placeret i en helt forkert krop. Store, brune, mørkrandede øjne gaber som dybe brønde i dets lille, smalle ansigt, der er kantet af tykt, sort og stærkt kruset hår. Munden er lille og hjerteformet, mens næsen er temmelig stor og kantet og meget dominerende. Lyra har ingen arme, men er hun udstyret med fjerklædte vinger, meget lig dem, man ser hos flagermus. Vingerne er endda udstyret med kløer, som hun så vidt muligt bruger som hænder – dog uden synderligt meget held, fingre er ikke til at erstatte. Hendes fjerpragt, der ud over vingerne også dækker hendes skuldre og det nederste af hendes hals, er brun- og sortspættet og mat. Hun har et vingefang på næsten fire meter og har derfor meget svært ved at bevæge sig inden døre uden at vælte og ødelægge alting. Hun kan heller ikke rigtigt bruge almindeligt tøj, og selv de få bluser og kjoler, hun kan få på, kan hun hverken åbne eller lukke, da hun ikke har hænder. Det er endt med, at hun bare altid, sommer som vinter, i regn og slud, bruger en nusset, grå kjole med en nakkestrop og et par korte bukser. Og så har hun sine sko… Hendes statur er også særdeles mærkværdig, men meget naturlig, hendes kropsbygning taget i betragtning. Hun har meget tynde, svage ben og en trekantet krop med nærmest gigantiske bryst-, skulder- og armmuskler og meget smalle hofter.
personlighed: Lyra er ganske naturligt mut og sky og meget selvudslettende ved første øjekast. Hun kryber og gemmer sig og har hverken holdning eller modstandskraft, tror man let, men der ligger dog langt mere end bare det under hendes besynderlige overflade. Lyra er lynende intelligent og har en indbygget mistillid til fremmede, to egenskaber, der gør hende næsten umulig at snyde. Derud over er hun er født med en ukuelighed, hvis lige aldrig er set før, end ikke de grumme ting, hun har været udsat for, har kunnet kvæle denne vedholdenhed. Hun er stædig inden i, stædig og oprørslysten. Hun er ikke til at slå ned, rejser sig altid af asken igen, gang på gang har hun rettet sig op, ranket sig og været klar til et nyt nederlag. Hun kan godt lide små børn og nyder lyden af glæde og latter. Hun viser sig af og til fra sin bedste side og er direkte imødekommende. Hun er også usikker et eller andet sted. Hun vil så gerne være et menneske, vil så gerne være smuk og blive elsket. Hun drømmer om at møde en, der er som hun selv.
*hvad der sker, hvis Lyra ikke oplever en forandring* Lyra vil blive kold, hvis der ikke sker noget drastisk. Alle disse slag, hun har fået gennem tiden, har ridset hendes tiltro til andre ganske forfærdeligt, og hun vil holdt op med egentlig at tage sig af andre menneskers sorger, hun vil have nok i sine egne. Hun vil måske endda med tiden et eller andet sted fået smag for menneskers lidelser, det vil tiltale hende, at hun ikke er offeret hver gang. Dette vil få hende til at handle ondskabsfuldt.. Så vogt jer xD
Baggrundshistorie: Født med vinger langt fra WL, efterladt af en mor, der var bange for at blive kaldt en heks og udstødt af sin familie.. Fundet af en gammel kone, opdraget og elsket i hemmelighed.. Indtil denne døde, da Lyra var otte. Den bevingede pige var ude af stand til at undslippe den gamles hus, da vingerne forhindrede hende i at åbne døre/kaste ting gennem vinduer.. opholdt sig i huset sammen med den gamles rådnende lig i næsten tre uger, indtil hun i et raserianfald, hvor hun væltede samtlige møbler, havde held til at tiltrække sig naboernes opmærksomhed. Naboerne troede imidlertid, at Lyra var en dæmon og de fordrev hende. Hun overnattede i et krat og vandrede dagen efter ind til en by. Hun prøvede at tigge sig til noget mad, men blev jaget bort overalt, hvor hun kom. Hun endte efter et par dage i en kloak, hvor hun mødte en mindre flok orker, der fejlagtigt troede, hun med sit besynderlige udseende var en af dem. I næsten tre år fulgtes hun med orkerne. De var ikke venlige, faktisk det modsatte, men de holdt af hende på deres egen, besynderlige måde, og det gjorde hende lykkelig. Orkerne var dog ikke populære blandt lokalbefolkningen, og en aften kom det til blodige kampe. Lyra flygtede i skræk, og havnede i en storby. Hun blev så opdaget og fanget af et omrejsende cirkus, der så hende som et undervæsen om end en kæmpe sensation. Hun var i bur hos cirkusset i fem år, fem lange år, hvor hun blev sat til skue for menneskemængde efter menneskemængde. Dog sad hun ikke stille i disse år, Lyra lærte. Hun lyttede og lærte fremmede sprog og mærkelige steder at kende. Og så talte hun med fugle og studerede dem. Hendes vinger lignede deres. Hun følte sig som en af dem, og derfor elskede hun dem. Hun kiggede og kiggede, slugte dem med øjnene og talte. Hun delte sine ringe madrationer med skovens og hedens fugle, når cirkusset var på farten, og i byerne samlede store dueskarer sig om hendes bur for at se hende og tale med hende. Det, der fascinerede hende allermest var dog deres evne til at flyve. Hun gloede og gloede og tog langsomt sine første skridt. Hun begyndte at baske med vingerne, så, hvordan de satte af, baskede og baskede og baskede. Og så en dag, hvor hun skulle vises frem på en markedsplads i en lille by i WL.. Hun satte af og baskede ind i himlen og ud over den store skov. Der bor hun så nu.. Hun er også en fast gæst i takamir, om end hun er en stille en af slagsen, der kryber langs husmurene og forsvinder hastigt med et sus af store vinger. Fuglene hjælper hende med at finde mad, de bringer hende frugter og smådyr, som de flår, så hun kan spise dem.
Rigdom: hosthost.. er der ikke tale om.
Ejendele: Sko! Et par røde ballerinasko. Hun elsker dem, uendeligt højt. Når hun bruger dem, føler hun sig smuk. Så er hun glad.
Andet: Fuglene er hendes venner..
Lyra ynder at bilde folk ting ind.. Hun fortæller især historien om den overjordiske skabning, der er kommet til WL som budbringer. Dette fremmedartede væsen lever i yderste ydmyghed, men hun er utrolig vigtig for landets overlevelse. Hun kommer fra en verden, hvor den overfladiske skønhed er at foragte, mens den indre er af meget høj betydning. Hun er en af de smukkeste i den verden. Hun er selvfølgelig Lyra.. En engel, kalder hun sig selv.
Sidst rettet af Dawn Tirs 22 Jun - 21:55, rettet i alt 3 gange
Dawn
Antal indlæg : 362 Points : 7023 Reputation : 4 Registration date : 08/04/09
Udseende: Liv er en køn pige. Hun ligner ikke synderlig en elver, med sine små runde ører og lange askeblonde hår, men hendes udstråling er alligevel meget fin og bærer et overjordisk præg. Hendes øjne er grønbrune, dybe og omkranset af lange mørke vipper. Hendes mund virker sart og dækker fint over en stædig hage. Hun har meget pæne tænder og hendes hud er ret bleg med en yndig svag ferskenfarvet rødmen. Hun er lidt under middelhøjde og hendes bygning er svag og hendes hænder virker uberørte, så man får et indtryk af, at hun er yngre (og rigere) end hun er. Fysisk er hun svag, men hun kan stort set tage alt af knubs og slag uden at tage synlig skade af det.
Personlighed: Liv er generelt glad og lykkelig. Hun har en smittende latter og bekymrer sig sjældent. Hun virker rar og elskelig, og hun har det som regel let ved at komme i kontakt med folk, der er åbne overfor hende. Hvis folk derimod ikke synes om hende, virker hun genert og sky. Psykisk er hun stærk og meget stædig, og man skal ikke tro, at man kan snyde eller påvirke hende. Hun kan godt blive sur, men hun har lært (på den hårde måde) at det er bedst at stoppe, mens legen er god. Liv kan ikke forsvarer sig selv, hvis det skulle blive nødvendigt, men derimod mestrer hun skuespillets kunst ud over næsten alle grænser, og det har vist sig at være ganske nyttigt. Hun kan få folk til at tro, at hun er, hvad hun ønsker, de skal tro, hun er. (<- særdeles forvirrende sætning.. o.O ) Nogen har kaldt det magi, men det bryder hun sig ikke om. Liv søger som regel selskab, men nyder også at have fred til at tegne og skrive. Hun tegner fantastisk godt, og siden hun lige har lært at læse, er bøger noget af det bedste, hun ved.
Baggrundshistorie: Livs mor boede og serverede på en kro i Hoka, og hun havde ingen planer om at blive gravid. Hendes eneste familie var hendes mors bror, der var grovsmed. Livs far var elver og var udsendt af den minoritetsgruppe, der senere blev til oprørene, for at se om de kunne få den store slange til at dele deres ligestillingssynspunkter. De forelskede sig og tilbragte et par nætter sammen. Så rejste han igen, men lovede at komme tilbage og gifte sig med hende, når han havde meldt sine resultater til oprørerne. Han nåede dog aldrig til Takamir, han blev myrdet af røvere på vejen. Imens ventede den nu gravide kvinde på ham, men som tiden gik dalede hendes håb. Hendes humør svandt også ind, og hun blev bleg og svagelig i løbet af graviditeten. Hun fødte Liv hos sin morbror og forlod dem så. Man fandt hendes lig på stranden et døgn senere. Moderens morbror, der var oppe i årerne fandt en amme til barnet, en meget ung enken, der for et par måneder tidligere havde født tvillinger. Den ene havde været meget skrøbelig og var død under fødslen, mens den anden var sund og stærk. Kvinden var meget glad for at få Liv overdraget, da hun ikke syntes, hendes søn skulle være enebarn. Hun flyttede ind hos morbroren, og de første år af Livias liv var en dans på roser. Hun og hendes bror fik mange venner blandt gadens ældre børn. Især et par lidt ældre drenge faldt pladask for den lille sarte pige med de store grønne øjne og den smittende latter. Da Liv var tretten år ramte en meget smitsom sygdom byen, og både Livias bror, hendes plejemor og den gamle smed døde under epidemien, og pludselig stod Liv alene og hun anede ikke, hvad hun skulle gøre. Heldigvis havde hun stadig venner blandt gadebørnene, og tre ældre drenge og en pige tog hende under deres vinger. De følgende tre år boede de sammen til leje i meget ringe kår. De levede af det arbejde, der kom inden for deres rækkevidde - alt fra tyveri og bedrag til bagersvende og barnepiger - og Livia er ikke altid lige stolt af det, hun har lavet. Som syttenårig blev Liv tilbudt et job som skriver og illustrator, og hun fik hurtigt lært at læse. Det var en god tid, og hun besluttede, at hun gerne ville noget med sine tegninger. Det holdt dog kun et år, da nogen så sig gale på hendes succes og begyndte at sprede rygter, og pludselig var hun arbejdsløs igen. På det tidspunkt var gruppen, som hun før havde delt alt med, så småt gået i opløsning, og hun besluttede, at hun ville prøve noget nyt. Hun solgte de fleste af sine ejendele og rejste til Takamir med en postvogn. Det er her hun er nu. Inderst inde har hun et ønske om at finde ud af noget om sin far, og derfor leder hun efter oprørene, som sandsynligvis har nogen oplysninger.
Rigdom: fattig. Som regel fra hånden i munden.
Ejendele: Liv har to sæt tøj, et skrivesæt, en lille bog, som hun tegner i og en smule penge.
Kaldenavn: Tera Laima (til hendes dagligdagsform) Ina Lorenze (til hendes mest brugte spionform) Safran (til hendes rigtige form)
Job: har modtaget ridderslaget. Nu spion for menneskene.
Race: Formskifter
Alder: 26
Fødselsdag: Vinter
Køn: Kvinde
Udseende: Safran lever ikke i sin grundform, men som en anden kvinde. Kun ganske få kender hendes evner som formskifter, og endnu færre kender hendes rigtige form. Hun bruger den kun ved særlige lejligheder og specielle missioner. Mest, fordi hun finder sig selv fantastisk smuk og nyder at vide, at andre kan se den skønhed.
Til daglig er hun Tera, en meget yndig, middelhøj, tætbygget kvinde med elfenbenshvid hud, blankt, kastanjebrunt hår og en fyldig rød mund. Hendes øjne er mandelformede og grønne og hendes vipper er tætte og mørke. Til daglig ser man hende i hvide skjorter, tætsiddende højtaljede bukser, bløde læderstøvler og øreringe.
Når hun er på spiontogter, kalder hun sig selv Ina og tager form af en ret lavstammet, slank, sorthåret kvinde. Hendes øjne bliver dybe og mørke, næsten sorte, og hendes hud bliver mørklødet. Hendes kindben bliver høje og hendes mund forkælet og sart. Hendes ører bliver spidse og elveragtige.
Hendes grundform er en høj, smuk kvinde. Hendes virkelige hår er langt, blondt og vildt. Når hun endelig bruger den form, plejer hun at flette håret stramt omkring en sømbesat snor, så en mulig angriber ikke vil have fordel af hendes lange hår. Hendes øjne er gennemtrængende isblå og tæt besat med lange lyse vipper. Hendes mund er smal og hun har langt til smil. Hendes lemmer er lange og slanke på trods af en meget stærk muskulatur.
Personlighed: Safran er en kølig, meget rolig person. Hun er svær at bringe ud af fatning og giver som regel udtryk af at tænke længe og grundigt over tingene. Hun kan godt virke lidt mut, men det er mest bare en facade, der ligger over hendes personlige tanker. Hun holder som regel lav profil og har det bedst alene eller med få, betroede mænd omkring sig. Safran føler aldrig skyld over at arbejde imod oprøret. Hun har aldrig gidet at sætte sig ind i politik, og da hun aldrig har følt sig undertrykt, har hun ingenting at sammenligne deres frihedskamp med. Hun kan i realiteten skifte personlighed, som hun skifter udseende, men det er sjældent, at hun bruger dette våben, da hun en gang har fået sig en forskrækkelse. Når hun ikke er i arbejde, nyder Safran livet. Hun er, bag overfladen temmelig doven og meget egoistisk. Det gør, at hun har særdeles svært ved at stå for god smiger. Hun klæder sig altid så dyrt som muligt og er meget optaget af sit udseende. Det er altid et stort dilemma for hende, da hun vil virke ligestillet og stærk overfor de andre officerer, men samtidig ønsker at fremstå som noget feminint og smukt.
Baggrundshistorie: Safran blev som ganske spæd adopteret af en meget kongetro familie. De kendte godt hendes evner som formskifter, og de besluttede, at hun skulle tjene kongen. Hun blev sendt på en klosterskole som femårig og senere kom hun til en borg som væbner for en herremand. Da hun var tyve, blev hun slået til ridder, og nu tjener hun Warlands kongehus. Op gennem sin opvækst, har hun trænet sine evner som formskifter. Som femtenårig begyndte hun at bruge den anden kvindelige form, Tera, og da hun var sytten, vidste kun hun selv, hvordan hun egentlig så ud. Hun har valgt, næsten kun at træne sine evner til at imitere mennesker, og derfor er hun ret dårlig at skifte til dyreformer. Faktisk er det eneste, hun rigtig har styr på, katte, aber og små sangfugle. Til gengæld er hun ufattelig dygtig til at kopiere andres kropssprog, og ud over det er hun en særdeles farlig fjende, da hun har totalt styr på næsten alle slags våben.
Rigdom: Rig.
Ejendele: Et gigantisk udvalg af våben og smykker.
Sidst rettet af Dawn Ons 23 Jun - 1:16, rettet i alt 3 gange
Dawn
Antal indlæg : 362 Points : 7023 Reputation : 4 Registration date : 08/04/09
Kaldenavn: Chris (af sin mor) derudover Knægt (han præsenterer sig endda med det navn..)
Kunstnernavn: Han arbejder på sagen.
Job: Laver drengeting..
Race: det er svært at sige.. Elver? Menneske? Ork? En meget, meget grundigt blandet blanding.. Han har ingen rigtige særpræg, der knytter ham til en bestemt race, han har bare lidt af det hele, uden at det er nok til at imponere nogen.. Dette er beskrevet under.. Udseende, tror jeg.. En sømand har en pige i hver havn.. Og en pige har en sømand på hvert et skib, eller noget.. Ikke, at hans mor har været i seng med en af hver race, hun er blandet, Chris' far er blandet.. Det blev til en endnu mere blandet blanding..
Alder: 13
Fødselsdag: Sommer
Køn: mand/dreng
Udseende: En lille, frejdigt udseende dreng med store, grønne øjne og flammende rødt hår. Han er dækket af fregner fra top til tå, hans ører er fregnede, hans fødder er fregnede, selv hans hovedbund er fregnet. Hans næse er en lille, fregnet knop og hans øjenvipper og -bryn er røde og næsten usynlige. Han er ret højpandet i bogstavelig forstand, men hans viltre hår skjuler dette træk særdeles godt. Han har noget elveragtigt over sig, en gennemsigtighed, en uimodståelig ynde, men samtidig bander han som en ork og er et geni til langspytning, en disciplin som især orker er dygtige til, de er faktisk som regel født med et stort talent på dette punkt. Derudover har man svært ved at bedømme hans rigtige størrelse, han har tilsyneladende en evne til at virke større og farligere, end han egentlig er (formskifterblod) Han er ikke ret høj af sin alder, om end han allerede har fået de første dun på hagen.. (hobbit – han er lille, dværg – han har skæg xD) Han er snu og intelligent (goblin, snu, menneske og elver, intelligent...) Og så har han altid blå mærker over hele kroppen, mærker som han praler storstilet med.
Personlighed: Frejdig og munter og kærlig. På trods af den lange smørre om hans magtsyghed og hans kamp for de fattige, er Knægt stadig en lille dreng, der løber rundt og klatrer i træer og slås med andre drenge. Han elsker at sejle med små skibe i havnen, men endnu højere elsker han de store skibe. Han er altid til stede når et nyt skib lægger til, og han prøver altid at få lov at komme ombord. Han elsker simpelthen skibe! Også sømænd, dem beundrer han helt vildt! Han render altid i hælene på dem og prøver at tigge sig til en plads ombord på deres skibe. De er også glade for ham, (PÆDOFILE! D: nej, den tanke skal ikke tænkes.. <<) for han er munter og livsglad og fuld af spræl. Han kan trylle ting ud af ørerne på folk og bliver nærmest lykkelig, hvis man giver ham lov til at klatre i en skibsmast. Han kan vitser og har altid det nyeste sladder med fra uvisse kilder. Derudover er han også bare almindeligt bedårende som han står der på kajen med lysende øjne og en kæbe, der hænger nede på gaden af bar beundring over et veludstyret skib.
Selvfølgelig har Knægt også mørke sider. Han er snu og ikke altid til at stole på. Han vender hver en mønt og er meget beregnende. Og så er han magtsyg. Som den undermåler han er, har han al muligt grund til at ønske sig større og stærkere. Han vil have magt, han vil have indflydelse. Han har været så vant til at være lille, være den der må krybe, han har set sin mor blive slået af store, stærke mænd, han er selv blevet pryglet af de større drenge. Nu vil han ikke længere. Han er en oprører, han gør oprør mod dem, der bruger deres magt forkert, han vil hævne sine nederlag, han vil skabe bedre kår. I første omgang havde han kun planlagt, at det var hans egen familie, han skulle redde, men nu er han i tvivl. Han har med tiden fået set mange grusomme ting, og han er begyndt at trække flere og flere af slumkvarterernes beboere med i sine planer. Magt. Det har han så lært sig at få. Han har lært at sno sig og at blive venner med de stærke, de indflydelsesrige. Han er en rigtig lille triwaner, han handler med alt, med tjenester og venskab. Han har den fattiges næse for tingenes pris, og denne vurderingsevne er ikke tabt på ham, han er faktisk fantastisk dygtig til at udnytte sine evner..
Baggrundshistorie: Kort, I know, orker ikke at gøre det langt. Født i Hillsa. Fattige forældre, faderen kok på et skib, moderen vaskede for rigere damer. Knægt var deres fjerde barn, en efternøler, kaldte de ham først, men så fik de endnu to børn, og vandrenavnet gik videre i rækken. Knægt voksede op med sin mor som den opdragende skikkelse. Han så kun sin far en sjælden gang imellem, men ikke desto mindre blev denne en enorm helteskikkelse i Knægts barnedrømme. De to ældre brødre blev også helte. Den ene gik ind i oprøret, mens den anden blev sømand. (Hvis I mangler en lillebror, så sig til xD) Jah, Knægt havde egentlig en meget fredelig, lykkelig barndom på trods af familiens dårlige økonomi, han løb altid rundt på gaden og havnen, legede med de andre børn og sine tre søstre.. Var med sin mor ude og vaske tøj hos fine damer, blev ven med guvernørens datter, som han ikke måtte lege med, legede i strandkanten med orkernes børn, der optog ham som en af deres.. Og nu er han tretten år.. Han har gået lidt i skole, har pjækket en hel del men kan alligevel både læse og skrive og regne og alt muligt.. og han kan synge pænt og spille på fløjte og banjo og harpe og endda flygel, hans veninde, guvernørens datter, lærte ham det. Han drømmer om at blive sømand eller endnu bedre: Kaptajn! Styrmand ville heller ikke være helt dårligt.
Rigdom: fattig
Ejendele: En lille dolk, en masse gode minder ^^
Andet: Han er dygtig til en masse ting.. og god til at slås.. Og hurtig..
Christopher er altså en lille, kløgtig dreng/meget ung mand, der har gode øjen. Han ser, han ser. Han ser verdens gru og han lærer af den. Han vil ændre ting, han vil skabe en bedre verden for sin generation, han vil gøre en forskel. Jeg skal bare være lidt ældre, siger han, så tager han afsted..
NBNB! Har givet ham en ekstra søster..
Sidst rettet af Dawn Tirs 22 Jun - 22:27, rettet i alt 2 gange
Dawn
Antal indlæg : 362 Points : 7023 Reputation : 4 Registration date : 08/04/09
Race: Elver af fuglens slægt. Formskifterblod i familien.
alder: 20 hvis hun var et menneske
fødselsdag: Vinter..
køn: Kvinde
Udseende: Niniane er lidt over middelhøj, slank, stærk og smidig af bygning. Hun har lange ben, pæne hænder og slanke fødder. Hun ynder at klæde sig i brunt, hvidt, grønt og orange. Et langt, hvidt ar strækker sig fra hendes højre hofte, diagonalt over hendes ryg og slutter først på hendes venstre skulderblad. Hun har et yndigt, tænksom ansigt. Hendes træk er regelmæssige og feminine, hendes næse er smal og hendes mund er følelsesfuld og blød. Hagen er lille, og de fra naturens hånd fint buede øjenbryn er røde. Øjnene er store og dybe og ganske ubestemmelige i farven, det ene øjeblik er de blå, det næste skovgrønne. Hun siger selv, det skyldes formskifterblodet, der ruller i hendes årer. Hun har tendens til at se lidt sørgmodig ud. Hendes hud er glat og synes svagt transparent. Hun får fregner i solskin. Ninianes ører er noget helt for sig //Se første beskrivelse, for træt til at gentage mig selv..// Håret er glat, tykt og rødt. Det når hende til midt på lænden.
baggrundshistorie: Niniane er født i en lille fæstning i skovene. Hun voksede op med sine forældre og sine fem ældre brødre. Hun blev sendt til en skole for elvere, da menneskerne overtog. Denne blev dog brændt, og de unge piger blev sendt hjem (heldigvis ikke mere.) Hendes brødre havde været på en krigerskole, og da hun kom hjem var hendes ældste bror også lige kommet. De begyndte at træne krigerkunsten. Samtidig lærte hendes far (der nu var enkemand) hende magi i det små. Sådan gik omkring seks år. Så besluttede hun at rejse. Hun vidste ikke hvorhen eller hvad formålet var, men hun fik lov. Hun kom til Takamir da hun var 17. Her mødte hun oprørsbevægelsen, der havde sit hovedsæde her. Hun og oprørslederen Green Leak knyttede et stærkt bånd, og da Ninianes far døde, tog Green med hende til elverlandet. På vej til Takamir faldt hun og Green dog i et baghold. De blev overmandet og ført til nabolandet //husker ikke navnet// hvor de havnede i et gigantisk fængsel. Her blev de adskilt og hver især udsat for tortur. Siden da har de kun set hinanden ganske få gange. Sådan ser situationen stadig ud. Derudover var det på grund af Hun føler hun har været en forræder ved at trække Green bort fra det kommende oprør. Derfor frygter hun også grueligt for at møde Chris og Veneur igen.
Personlighed: Har humørsvingninger.. xD Virker barsk og lidt følelseskold, så trist og indelukket og straks efter sart og blød og eftergivende. Er svær at holde fast i nuet.. Er dog generelt en lidt kølig, fattet pige. Hun er en dygtig lytter, men hun taler sjældent uopfordret, hvilket er en skam, da hun egentlig har ganske meget at byde på. Hun kan have svært ved at møde nye mennesker på halvvejen, enten overgiver hun sig totalt eller også bliver hun sky, fjern og utilnærmelig. Hun har en kraftfuld, varm, vred, fyrig, rødhåret side, der til tider vinder magten i hende. Når det sker, tordner hun frem og giver den hele armen og spiller på alle følelsestangenterne, så græder og griner hun, så råber og skriger hun, så synger hun, så pjatter hun, så bliver hun varm og blød og smider de hæmninger, der holder hende så hårdt tøjret.
//derudover.. udvikler hun sig gennem tiden eller noget.. ajourfører senere.. //
Rigdom: Mellem
Ejendele: Våben.. ved ikke lige, hvor hun har fået dem fra, men wtf..
Våben: Et sværd, kan kæmpe med et tohånds, men foretrækker de lettere enhåndssværd.. Bue, jagtdolk, kan kæmpe med hellebard og spyd.. flere senere, måske
Andet: Hun er bange for vand, mørke, forudsat at det er kunstigt mørke, natten er hendes ven.. at være indelukket, at opholde sig under jorden..
Der kommer et andet billede senere.. når jeg engang bliver venner med scanneren igen..
Gammel:
Navn: Niniane Skyggeørn
kaldenavn: Nina Ørnebarn (hendes mest brugte dæknavn), Ninia Skyggedatter, Skyggen, Den rejsende. Stormfuglen, Havmågens datter. (flere dæknavne)
job: En rejsende. Ingen ved helt hvad en rejsendes levevej er, og de er tit frygtede og skyede, fordi man ikke føler sig sikker på deres status. Hvisse ondsindede folk vil endda påstå at de rejsende er tyve... Hun kan spille på fløjte, så det er osse noget hun tjener lidt på.
Race: Elver af fulgenes slægt. (muligvis i familie med en formskifter, for ellers kan hendes ører ikke forklares?)
Alder: omkring 17 hvis hun havde været et menneske.
Fødselsdag: Natten mellem vinter og forår
Køn: Kvinde
dseende: Tykt rødt hår, grønne eller blå øjne, der skifter farve, alt efter hendes humør. Hun har et meget smukt og lidt tænksomt ansigt, der kun sjældent røber hendes tanker. Ren hud, klar stemme og så hendes ører der er noget af det mest specielle... De er spidse som andre elveres, men de er mere som en los's, katteagtig, pelsede og med en spids af blå, grønne og turkise dunhår. hun klæder sig normalt i grønne, rødbrune og orange farver, som regl smykket med fjer i samme farver som hendes ører.
Personlighed: Hun er en meget kvik, selskabelig og glad elver. Hun smiler næsten altid og hun elsker at grine. Hun kan virke meget indelukket, sørgmodig og stille, men det er sjældent at hun viser denne side. Ellers er hun tænksom og hjælper hvor hun kan. Hun har et let forhold til skovens dyr. Hun taler på ingen måde med dyrene, men de fleste smådyr er trygge ved hende, og de større dyr er kun lidt vagtsomme, skønt hun ikke tøver med at skyde en kanin til aftensmad. Hendes forhold til orker er også roligt. Hun mener selv det skyldes formskifterblodet, der løber i hendes årer.
baggrundshistorie: Niniane er født i en lille fæstning i skovene, hos sine forældre, sin far Aron, Stormfuglen, sin mor Icham, Havmågen, og sine fem ældre brødre. Hun blev sendt til en skole for elvere, da menneskerne overtog. Denne blev dog brændt, og de unge piger blev sendt hjem (heldigvis ikke mere.) Hendes brødre havde været på en krigerskole, og da hun kom hjem var hendes ældste bror også lige kommet. De begyndte at træne krigerkunsten. Samtidig lærte hendes far (der nu var enkemand) hende magi i det små. Sådan gik omkring seks år. Så besluttede hun at rejse. Hun vidste ikke hvorhen eller hvad formålet var, men hun fik lov. Så nu er hun her.
Rigdom: familien er rig, men hun er langt hjemmefra, så hendes kapital er lav.
Ejendele: Hesten Klofod (og riddeudstyr). to saddeltaske med tøj og andet. Et halssmykke med en violet sten indsat, og et snoet mønster indridset i guldet. Mønstret ligner det De Gamle brugte på deres bygninger. En fløjte, som hun betjener med store færdigheder. En brun facontsyet frakke (cottoncoat agtig) med plads til våben ved bæltet og med en krave af kaninskin. (til vinterbrug.) En pjusket hundehvalp, kaldet Fnug eller Fnyg.
Våben: En bue, et sværd, tre små dolke og en jagtkniv.
Andet:
Sidst rettet af Dawn Ons 23 Jun - 3:31, rettet i alt 2 gange
Dawn
Antal indlæg : 362 Points : 7023 Reputation : 4 Registration date : 08/04/09
Emne: Chalibeth Curunír calibeth Tirs 8 Jun - 5:03
Chalibeth
Navn: Chalibeth Valaraukarsdatter af Curunír
kaldenavn: Chalibeth (udtales Kalibeth.. Beth som i Lisbeth)
Status/Klasse/noget: Datter af en højtstående dværg fra bjergene mod nordøst, nærmere bestemt fra Curunír, et gigantisk grottesystem, en hel, gigantisk by hugget ud af bjerget. I Curunírs miner finder man også uanede mængder af guld, sølv og ædle stene.
job: Dværgekriger og smed
Race: Dværg
Alder: 30 hvis hun var et menneske.. ved ikke, hvor gamle dværge bliver oo
Fødselsdag: En dejlig forårsdag.. Forårsbørn er altid de stærkeste..
køn: Kvinde
Udseende: Chalibeth har simpelthen et typisk dværgeudseende. Hun er omkring en meter og ti høj og kraftigt bygget. Hun er bred om skuldrene og har ret smalle hofter af en kvinde at være, et tegn på manglende fedtdepoter og god form. Derudover har hun en, efter dværgemålestok, vældig flot facon. Hun har en smule talje i modsætning til mange andre dværgkvinder, hvis ribben går næsten direkte over i hofterne, og ret stor, iøjnefaldende barm, der dog altid er skjult af panser og plader og tykke uldtrøjer. Chalibeths ansigt er skønt, intet mindre. Simpelthen en fryd for øjet. Ikke, fordi hun er en skønhed, det er hun bestemt ikke. Hun er ingen gudinde og ingen elver, ganske vist er hun ikke ligefrem grim, men det er slet ikke det, der gør den store forskel. Det er hendes humør, hendes udstråling. Det er næppe muligt at forestille sig noget mere levende, sprællende, humoristisk end Chalibeth. Hun ser altid veloplagt ud, hendes ivrige, målrettede bevægelser og hendes sammenbidte, lattermilde mund. Hendes ansigt er hjerteformet og meget solbrændt. Hun har fregner og et tæt net af smilerynker omkring de dybtliggende øjne, der flammer grønt. Chalibeths hår er kobberrødt og meget tykt. Hun har det altid sat op, gerne i knold eller en stram, tyk fletning. Hun klæder sig gerne i grønne farver og jordfarver.. og smykker sig selvfølgelig med ædle stene og metaller.
personlighed: På trods af sin ringe højde fylder Chalibeth meget! Hun er ikke til at komme udenom, hun er stædig og stolt og ivrig og målrettet og selvsikker.. og hun lader ikke NOGET komme sig på tværs! Hun er sammenbidt og man skal ikke stå ret meget i vejen for hendes planer, for at blive fjernet med rå magt eller hårde ord. Hun er en kvinde af sten og kan virke meget kold, men er samtidig fuld af latter og godt humør. Hun er en livsnyder og samtidig meget pligttro, hun elsker god mad, og hun træner til hun er ved at segne af træthed. Hun er i uhyrligt god form, utrolig stærk og meget adræt på trods af sin størrelse. Hun kan godt lide børn, men ikke mere, end at hun bliver træt af dem efter et øjeblik. Hun vil have kontrol! Alt skal gå efter hendes hoved, hvor kaotisk det så end måtte være, og det at folk ikke hører efter, hvad hun siger, gør hende rasende. Hun er også en forholdsvis kærlig kvinde et eller andet sted, men det har hun lagt lidt til side til når hun engang bliver for gammel til at slås og smede.. Hun har en forkærlighed for blanke ting, nærmest som en skade. Hun er ikke meget for højder, med mindre de findes under jorden, hvor hun er utrolig godt tilpas. Hun elsker den stjerneløse nat i de dybe huler, hendes folk færdes i, lige så højt, som hun elsker solen og månen og stjernvrimlen over jorden.. Hun elsker at frembringe noget nyt og er ikke så meget for ting, der gror, de dør alt for let.. Kun voksende krystaller i de dybe huler kan hun lide. Det er verdens smukkeste blomster, syunes hun.
baggrundshistorie: Oh god, jeg er bare så træt af at skrive baggrundshistorier.. Født i Curunír, opvokset der, trænet som kriger. Det var under ork/dværgkrigene, som næsten er glemt nu.. De foregik også på den anden side af bjergene, der udgør Warlands grænse mod øst, så hvorfor skulle man lægge mærke til den slags bagateller.. jaja.. der blev forhandlet fred, men det gik ikke så godt med at overholde den, og der er stadig uro i området. Chalibeth blev oven i sin krigstræning lært op som smed, ikke våbensmed, men ægte dværgsmed, en af de smede, der kan få et stykke jern til hvad som helst. Det sidder i deres blod, siger man. Evnen til at udføre et stykke arbejde til perfektion.. Jaer, har nu forladt sin hjemby og rejser gennem Warland for at komme til Ø-havet og lære endnu mere smedehåndværke. Hun rejser sammen med seks andre dværge, men hvis jeg ikke bruger dem, når jeg skriver.. så er hun kommet væk fra dem eller noget..
Rigdom: mellem
Ejendele: Alle mulige ting xD diverse rustninger og smykker og dingenoter af de fineste materialer.. Inklusiv en ringbrynje af mithril/noget lignende.. dog ikke lige så urørlig, men ikke mindst lige så elegant XD
Våben: En stridsøkse Et kort, superlækkert, dværgesmedet sværd, der kan holde til alt i hele verden sådan cirka Et skjold med et stort egeblad en lang jagtdolk
Chalibehts forhold til de andre racer: Orker, trolde etc. bryder hun sig meget lidt om.. Elvere.. nærer hun ikke særlig stor tillid til.. men som folkefærd er hun vild med dem.. elverstuff synes hun er det bedste! Mennesker.. totalt neutral.. Formskiftere.. bryder hun sig ikke meget om, ingen tillid til dem, hun kan ikke lide noget, der ikke lige passer ind i hendes planer.. Trivianere/hvad de nu hedder og hobitter.. er hun glad for.. de vil handle med dværgene, ergo er de gode venner.. Det vil elverne også, men de adskiller sig alligevel mere.. Dværge.. Chalibeth er råglad for sin egen race.. det har dværge for vane at være..
Andet: Dværgene fra Curunír har endnu ikke rigtigt taget stilling til, om de vil hjælpe Warland i kampen eller ej.
Sidst rettet af Dawn Ons 23 Jun - 3:43, rettet i alt 2 gange
Dawn
Antal indlæg : 362 Points : 7023 Reputation : 4 Registration date : 08/04/09
Kaldenavn: Arandur, (den bløde bliver det nok, selv om der er stor diskussion om hans tilnavn i hans klan..) søn af Carirraent den retfærdige
Job: Har ikke noget..
Race: elver
Alder: teenageelver i hvert fald.. mellem 20 og 22 år ville han være både fysisk og psykisk, hvis han var et menneske. Dog er han stadig helt og aldeles troskyldig med hensyn til seksualitet etc. På det punkt svarer han til en.. trettenårig? Ikke engang!
Fødselsdag: sommer
Køn: unægtelig XD Hankøn
Udseende: Arandur en af udseende en ægte elver. Han er høj og slank og meget meget yndig at se på. Han har en lys, betagende udstråling og meget fine træk. Hans fingre er lange og tynde og smidige og hans fødder er lange og smalle, så man let kan forestille sig ham springe af sted som en hjort gennem skoven. Han har hår til midt på lænden, blegblondt, næsten hvidt hår, der skinner blankt i månelyset. Hans ansigt er tænksomt og dybsindigt og ofte lettere fjernt. Det kan dog sagtens være opvakt og intelligent, men altid har han en mildhed og venlighed i de dybe, klare, blegt blågrønne øjne, der skråner let og er tæt indrammet af urimeligt lange øjenvipper. Hans næse er smal og en smule kantet i forhold til hans bløde, formfuldendte mund. De høje kindben er ligeledes en smule malplacerede og skarpe i forhold til resten af hans fremtræden. Han kan virke lidt kejtet i sine bevægelser, men er i virkeligheden et meget yndefuldt væsen. Han har en ret høj pande og spidse, meget bevægelige ører, der vejrer hver en lyd. Han er meget bleg, Arandur, hans hud er bleg og hans læber er blege, i hvert fald når man ser han indenfor, hvilket er næsten umuligt. Han er et udebarn, han tager farve efter vejret og vejrer i luften, hvor vinden kommer fra. Han er et måneskinds-vintervæsen, lige så meget, som han er en solskinssommerfugl og de sorte søers ven. Om foråret, hvor æbletræerne blomstrer, får hans kinder farve og når han går i skovens tunge ro i de hedeste sommerdage, er det med strålende øjne og små bitte, blege fregner. I efteråret brænder skovens farver i hans hår og i vinternatten pulserer månen med hans hjerte.
Personlighed: Arandur er et blødt, mildt væsen. Han er ikke meget for opstand, bryder sig hverken om overordnet orden eller om totalt kaos, han vil bare gerne have balance. Han er en stille, trofast ven, der aldrig svigter. Han forstår sig ikke på ondskab, kan slet ikke fatte at dette findes og har kun sjældent mødt det i øvrigt, isoleret fra omverdenen som hans stamme er. Han er ikke den mest festlige fyr, selv om han har opvakte, ivrige øjeblikke, men på den anden side er han altid venlig og varm og kærlig. Han lever sit liv i dyb lykke og har faktisk kun en fjern idé om dette ydre, dette uvisse, fremmede, der en sjælden gang imellem berører hans fredelige tilværelse i skovens dybe, stille ro. Han har aldrig været ret langt uden for skoven og da slet ikke inde i menneskenes byer. Skovens er hans hjem, han brænder for skoven. Men også for det udenfor, han er nysgerrig af natur, men viser det sjældent. Han er en enspænder og er på det seneste begyndt at vandre længere og længere væk fra klanens område, han vil ud og se, lige så vel som han vil blive i sine vante baner. Han er let at knytte sig til og brænder inderligt for sine frænder. Han kan godt lide mystik og eventyr og fortæller gerne selv. Han er til sang og stjerner og er ikke ligefrem en dræber, selv om han engang har en sjælden gang imellem skudt en ork. Orker er faktisk noget af det eneste, han finder direkte frastødende, på det punkt er han ret så racistisk og snæversynet. Han har intet kendskab til piger, for ham er de bare lidt mærkelige, spændende legekammerater, der får ham til at rødme. Han interesserer sig egentlig ikke ret meget for den slags, men alligevel, det er nu spændende. I forhold til den slags er Arandur meget meget, MEGET sent udviklet, hvilket gør ham en smule trist, men også lettet. Det generer ham lidt, at de andre fra hans klan er så meget mere modne, men kun lidt, det er virkelig sjældent..
Baggrundshistorie: Født og opvokset i skovens dybe, stille ro langt fra menneskenes indflydelse.. I kommer ikke derind, så skal I i hvert fald laangt ud. Boet der hele sit liv indtil nu.. Egentlig ikke haft ret mange strabadserende oplevelser.. Har altid været lidt af en enspænder. Mistede sin mor da han var ikke ret gammel, det var en stor tragedie. Moren blev dræbt af en ork da hun prøvede at redde den op fra en flod en vinternat. Arandur ved det ikke, men det er her, hans orkhad stammer fra. Han er ret intelligent og har gået i skole i mange år. Han kan både skrive og regne og læse og tegne og alt muligt. Han leger lidt med lyrik, men har ikke rigtigt fanget sin egen tone endnu. Han er derudover en vældig dygtig tegner og han har oftest en tegneblok med rundt.. Og nu har jeg virkelig ikke overskud til at skrive mere: Kort sagt, en tryg og rar barndom minus en mor.
Rigdom: Ja?
Ejendele: Han er ikke ligefrem en materialist, men han har faktisk ret så mange ting tilbage i elverbyen. Værd at nævne er en halskæde en valnøddestor, grøn sten i og et bladformet bæltespænde fint udformet i sølv og grøn emalje. Derudover en let brynje, som han aldrig har haft på, men det kan være, han får brug for den en dag?
Våben: Bue + uendeligt mange pile.. eller noget Jagtdolk Et lille guldsegl til at skære planter (ligner Mirakulix’) En lille pung med giftige urter. De skal dog tilberedes før brug.. Ikke sikker på, det var det hele.. måske dukker der noget nyt op.. så må I tilgive mig..
Andet: Skoven er hans ven.. Arandur er vandmagiker, om end en meget uøvet en af slagsen. Han kan få vand i små mængder til at antage hvilken som helst form, a la en vanddrage i miniatureudgave.. derudover kan han heale, noget man også kan bruge vand til.. og han kan som et plus også heale træers sår.. Han kan dog ikke arbejde uden allerede tilstedeværende vand.. Han kan altså ikke redde et tørkeramt område/noget i den stil...
Sidst rettet af Dawn Ons 23 Jun - 3:45, rettet 1 gang
Dawn
Antal indlæg : 362 Points : 7023 Reputation : 4 Registration date : 08/04/09
Udseende: Venligt, åbent ansigt, middelhøj, tætbygget, stærk. Grågrønne, reelle øjne, smal mund, lige næse. Intenst blik, tydeligt kæbeparti. Ret store ører, mellembrunt, kortklippet hår. Ar over den ene kind. Store fødder, let tykke fingre, hår hud i håndfladerne, tørre knæ xD han har tendens til fregner, men kun i supergodt vejr hvor solen skinner og fuglene synger i vilden sky og er glade og lykkelige.. Så får han fregner.. (fem linjer, juhuu!)
Personlighed: På ydersiden er Horace en meget værdig, rolig mand. Han udviser altid en utrolig venlighed og har overskud som få. Han er faktisk en yderst behagelig person, en mand af den bygning, der får folk til at føle sig godt tilpas, trygge og respekterede. Respekteret, det er da også det af alt, Horace er. Han har en utrolig evne til at vinde folks hjerter (undtagen af den højtstående embedsmand, hvis kone han kom til at forulempe ( Læs baggrundshistorien.. den er så kort, at alle kan overkomme det.. xD)) og han har et hav af venner og kontakter at trække på.
Dog er det kun den ydre Horace. Under den solbrunede hud gemmer sig en helt anden person. Når Horace er alene tager stemmerne over. De stemmer, der har plaget ham siden han var en lille dreng. Stemmer af folk, han for længst har lagt bag sig, har slået i både magt og vælge, folk han har overgået på alle måder. De bliver ved med at tale til ham, ved med at plage ham. Derfor er Horace også så dårlig en taber, derfor bliver han også helt afsindig når han slås. Han skal leve op til stemmernes krav, han skal være den bedste. Dette gør Horace til en stræber af syret karakter. Han kan ikke tage et nederlag, han skal hele tiden udvikle sig, hele tiden lære nyt.. han skal være en vinder!
baggrundshistorie: Adopteret af rig familie Sendt på krigerskole med besked om at gøre sin far stolt. Pisket af sine lærere, besked om at gøre sin far stolt Pisket af sine lærere, gøre sin far stolt Pisket af sine lærere, sin far Kom i hæren for at gøre sin far stolt Pisket af overordnede, gøre sin far stolt Steg i graderne for at gøre sin far stolt Pisket af overordnede, gøre sin far stolt, Steg igen og igen for at gøre sin far stolt.. Blev forført af en rig dame, et lille sidespring Blev degraderet, hun var gift, faderen var ikke stolt..
Det at blive degraderet ødelagde noget inde i Horace. Det gjorde ham sprød og mør. Selv om hans ligemænd stadig kysser den jord, han betræder, fordi han er så godt et forbillede, er han ikke lykkelig. Han har svigtet, synes han. Dette er der kun en vej ud af, en vej han igen og igen har benyttet sig af. Op på hesten igen. Denne gang er det bare sværere. Horaces far er død. Han døde kort efter Horaces udnævnelse til Oberstløjtnant. Uden faderen at se op til, er Horace ret alene i verden, han har ikke længere noget helt mål, kun stemmerne, der bliver ved med at piske ham.. Sådan står situationen nu..
Rigdom: mellem
Ejendele: Våben, rustning, et lille gods et eller andet sted i nabolandet..
Andet: er der ikke at sige : D
Sidst rettet af Dawn Ons 23 Jun - 3:50, rettet i alt 2 gange
Dawn
Antal indlæg : 362 Points : 7023 Reputation : 4 Registration date : 08/04/09
Navn: Xandra (Xet udtales som I ville udtale Xet i Xanadu) Di Mario
Kaldenavn: Xana af knægt (udtales Sana)
Job: Vasker tøj for rige damer, laver drengeting..
Race: det er svært at sige.. Elver? Menneske? Ork? En meget, meget grundigt blandet blanding.. Hun har ingen rigtige særpræg, der knytter ham til en bestemt race, han har bare lidt af det hele, uden at det er nok til at imponere nogen.. Dette er beskrevet lige under.. Udseende, tror jeg.. En sømand har en pige i hver havn.. Og en pige har en sømand på hvert et skib, eller noget.. Ikke, at Xandras mor har været i seng med en af hver race, det er bare blandede forældre med blandede forældre, der er blevet blandet.. Det blev til en endnu mere blandet blanding..
Alder: 17
Fødselsdag: Sommer
Køn: Ung pige
Udseende: Xandras skikkelse er forholdsvis almindelig. Hun er omkring halvanden menter høj og lidt bred om skuldrene, stærk og atletisk som hun er. Hun har pæne, kvindelige former, der dog ikke falder i hendes smag, hun ville meget hellere være fri for pludselig at være voksen og kvinde og alt muligt. Denne barnlighed ses stadig i hendes ansigt, urimeligt tydeligt, faktisk. Xandra ser altid frejdig og gavtyvagtig ud, det er et udtryk, der simpelthen ikke kan tørres af hendes runde, fregnede ansigt. Hun har store, nysgerrige jadegrønne øjne og en flammende manke af viltert, halvlangt rødt hår. Hendes mund er hjerteformet med overraskende smalle læber. Mundvigene er naturligt opadvendte i et evigt kækt smil. Næsen er en lille, buttet kartoffel, der indbyder til at blive trykket på. Huden er forholdsvis ren og enormt fregnet. De få steder, hvor fregnerne viger en smule plads til normalfarvet hud, er Xandra bleg og let gennemsigtig som så mange andre rødhårede.
De mange racekendetegn: Ringe højde: Hobitter, dværge Stærke, naturlige instinkter: Orker, trolde Elverlethed.. siger vist sig selv, hovsi.. Snuhed, mennesker, småtrolde, goblinner Intelligens, mennesker, elvere Handelsgen: Triwanere Derudover er det svært at bedømme hendes egentlige størrelse, hun er god til at forestille sig større/mindre, end hun egentlig er.. formskifter.
Personlighed: Ivrig, kæk og afslappet. Munter, kvik og kærlig. Xandra er en glad, frejdig pige. Hun er hidsig og stolt og kan være noget af det mest irriterende, hvis det falder hende ind. Samtidig er hun charmerende og sjov. Hun er en blikfanger, der kan fordreje hovedet på hvem som helst, hvis hun føler trang til det. Hun har et utroligt livsmod og lever virkelig gennemført i nuet uden tanke for konsekvenser af sine handlinger. Hun ser bare det positive, lever bare lykkeligt nu og altid, fortrænger alt det onde, gemmer det til om aftenen når hun er alene. - Der er hun til gengæld en helt anden person. Så bliver hun tung og trist, en skygge, der går gennem verden uden egentlig at berøre andres liv. Hun er typen, der bliver glad, når venner kommer på besøg, men som ikke er trist når de går. Hun er ikke synderligt loyal, faktisk det decideret modsatte. Hun har mange venner og beundrere, men hun knytter sjældent egentlige bånd og er meget skødesløs med sine kontakter. Det er kun sin familie, hun egentlig er vedholdende overfor. Især sin mor, sine to yngre søstre og sin lillebror, Christopher De Mario. (Mwuehehehe!) Sidstnævnte er hendes vante følgesvend, de to er uadskillelige, sammen laver de alverdens mystiske ting. De deler en fælles drøm om en dag at gå ombord på et skib og så sejle verden rundt. Xandra er ikke synderligt hæderlig. Hun er vokset op i en samfundsklasse, hvor folk frygtede at blive snydt.. hun har lært at man skal være hurtigere end øjet, listigere end ræven, smartere end selv den smarteste tyv.
Baggrundshistorie: Født i Hillsa. Fattige forældre, faderen kok på et skib, moderen vaskede for rigere damer. Tredje barn i en flok på seks. Voksede op med mor som opdragende skikkelse og tog selv vare på sine tre yngre søskende. Faderen og de to ældre brødre var sjældent hjemme, den ene gik ind i oprøret, mens den anden blev sømand. På trods af familiens dårlige økonomi var Xandras barndom meget lykkelig. Hun brugte sin tid på at lege med sine søskende, på at hjælpe sin mor, på at drømme sig ud på havet til sin far. Nu arbejder hun meget, hun må tage over for sin mor, der har dårlig ryg, men når hun har fri er hun stadig at se i vildt løb på molerne. Hendes mor er i øvrigt ved at arrangere et ægteskab, men det vil Xandra ikke høre tale om, hun er stadig et barn, det har hun slet ikke kapacitet til, siger hun.
Rigdom: familien har meget dårlig økonomi, men det går da..
Ejendele: har hun mange af..?
Andet:
Sidst rettet af Dawn Ons 23 Jun - 3:49, rettet 1 gang
Ons 29 Apr - 0:58 af Misel
