Slutspurt

Cave marcherede frem og tilbage i den lille, svagt oplyste stald tilhørende herregården. Det var tydeligt på hans ansigtsudtryk, at han koncentrerede sig - furerne i hans pande var dybe, og hans øjne tænksomme. Han ventede nogen, denne mørke torsdag aften. Mødet skulle holdes hemmeligt, ingen måtte opdage, at det havde fundet sted. Derfor var det også en stor risiko at lade de to fakler brænde. Hvis nogen kiggede ud af et nordøstvendt vindue fra herregården, ville de hurtigt se lyset i ladens små vinduer, og med det samme opdage, at noget var galt. Ingen gik ud hos hestene på denne tid af aftenen... ingen.

Den sidste uge havde været travl. Og nu var der kun to dage tilbage. To dage tilbage til at en velhavende brors liv ville blive perfekt. To dage tilbage til at en piges frihed ville blive taget væk fra hende. To dage tilbage til at en tilfældig nomades hjerte ville blive knust i en million små stykker...
En lidenskabelig kærlighedshistorie ville være forbi. Uden videre. De ville tage hende, gifte hende mod hendes egen vilje, og aldrig lade hende se manden hun virkelig elskede igen. En unik fortælling, men på samme tid helt almindelig. For hvilke historier ender godt nu om dage...

Slutspurten var i sat gang.

Hvis der skulle handles, skulle det gøres nu.

Merri var bange. men ikke desto mindre bevægede hun sig hurtigt over mod stalende. Den store hætte på hendes kappe lagde hendes ansigt helt i skygger så man kun næppe kunne skimpte hendes profil.

Da hun gik ind i stalden, og fik øje på den velkendente skikelse, løb hun hen og kastede sig om halsen på ham.

"Åh Cave!" græd hun "Jeg vil ikke jeg vil ikke giftes med ham. han er et uhyrer. og..." Hun holdt en lille pause for at udstøde et lavmælt hulk. "og... jeg elsker dig." Hun lagde hænderne på hver side af hans ansigt og hev det ned mod sit. i et sitrene øjeblik mødte deres læber, langt nok til at lade varmen sprede sig i hendes krop, kort nok til at kulden ikke helt forsvant.

"Hjælp, mig Cave?" sagde hun hjælpeløst. "Vil du ikke nok?"

Cave hørte et par fødder træde i det frostovertrukkede græs, og vendte sig straks mod døren. Da Merrisun trådte ind, lyste hans mørke ansigtsudtryk op. Smuk var hun, selvom hun var helt tildækket af en varm kappe.
Han slog armene om hende, og holdte hende ind til sig. Han snusede til hendes hår, da hætten var faldet af hendes hoved, og nærmest smeltede. Det var her, hun hørte til. Her, i hans arme... ikke fastbundet af et ægteskab med en mand, hun ikke kunne udstå.
Hun tilhørte Cave, og ingen skulle nogensinde få lov at tage hende fra ham. Ingen.

Hun hev hans ansigt ned mod hendes, og deres læber mødtes i et lidenskabeligt kys. Det var som om det brændte i hele hans krop. Længslen efter mere gjorde ham næsten helt udmattet.
Han havde kysset mange kvinder i hans endnu korte liv, men ingen havde nogensinde fået ham til at føle sådan. Ingen havde nogensinde fået ham til at længes sådan efter dem...
"Merri..." sagde han ømt, og lod ryggen af hans hånd kærtegne hendes kind. "Lad os stikke af. Du og jeg..."
Han tog sin hånd til sig, og hans ansigtsudtryk blev alvorligt igen. "Jeg laver ikke sjov," sagde han seriøst. "Og tro mig, det bliver svært. Jeg er ikke engang sikker på, om det er muligt. Det ville være så let at blive opdaget... men der er en måde. Jeg har planlagt det længe, Merri, jeg vil ikke lade dem tage din frihed fra dig på den måde. Og hvad mere vigtigt er... mine følelser for dig har vokset sig for store til, at jeg kan give slip på dig bare sådan uden videre. Selv hvis du elskede Caedmon..." Caves øjne blev pludseligt mørke. Bare tanken gjorde ham syg af jalousi. "...Ville jeg ikke kunne give slip."