Aftentravlheden

Mørket var langsomt ved at falde på, og solen kastede sine sidste violette stråler ud over markedspladsen, der stadig summede af liv. Amylia anede ikke om det bare var fordi oprørene var ved magten, eller om det var en bestemt dag, men folk lod ikke til at have travlt med at komme hjem.
En lidt fyldigere dame gik med raske skridt rundt med en sivkurv på armen, og folk snakkede livligt. Lidt længere henne ad gaden, stod en gøgler og jonglerede med tændte fakler.
Amylias ører opfangede snart den delikate lyd af irriterede æblehandlere. Hurtigt smuttede hun ind igennem mængden, og endte ved boden. Let flirtende smilte hun og lod en sukkersød bemærkning falde, der straks fik den unge æblehandler til at blive højrød i hele hovedet. Stammende mumlede han et eller andet, Amylia ikke hørte, men hun lo alligevel indsmigrende, og da hun lidt efter drejede om og smuttede igen, havde hun godt fast i et æble som den unge mand ikke så, hun kunne mærke hans blik i hendes flagrende hår.

Tristan stod i midten af markedpladsen på en åben plads, hvor der kort tid før havde været en bjørnetæmmer og en bjørn, Tristan havde en slidt våbenkjortel ud over sin ringbrynje vis man kiggede efter kunne man ane, tempelriddernes mærke. Tristan stod og samlede alle de mønter op bjørnetæmmeren havde glemt, han nåede faktisk at samle til en hel sølvmønt.. Men han var jo også den der var kommet først. Tristan skuede ud over forsamlingen, han havde tænkt sig at prøve noget nyt idag han havde tænkt over før, og hoppede derfor op på en tønde og råbte "Mænd og damer, børn og voksne, jeg udfordrer jer til at se hvem der kan vinde over mig i sværdkamp, vis personen vinder får personen 1 sølvstykke men taber personen må personen af med et sølvstykke?, er der nogen intresserede?". De fleste mennesker ignorrerede Tristan og gik bare forbi, men lige da Tristan skulle til at gå ned fra tønden kom en ordenligt mand, han var skibsbygger og mindst dobbelt så bred som Tristan og dobbelt så stærk. Manden kiggede på Tristan og sagde "Den der først taber sværdet har tabt... Og jeg vil kun vis det er 1 guldstykke.. Har vi en aftale?" Tristan nikkede til den brede mand, folk rykkede sig så der var plads til dem inde i midten. i en slags cirkel, skibsbyggeren blev ved med at hugge ud efter Tristan og bruge sin energi meget hurtigt, mens Tristan bare parrerede og fjernede sig, fra manden.

En mand på en tønde, ikke noget usædvaneligt, men alligevel måtte Amylia tjekke. Hendes barnlige iver fejlede stadig ikke ikke noget. En selvsikker ung mand stilte sig straks op. Hans arme viste at han nok ikke var nogen svækling, men alligevel følte Amylia ingen ophidselse da hun så en anden stor mand med en sværd. *Blærerøve* Tænkte hun fnisende, imens hun lettede en lidt ældre mand for et par kobbermønter, imens hun indledte end intens og sensuel samtale om et emne hun ikke lige havde opfattet.

den mand Tristan slåssede mod lavede et pludsligt udfald med sværdet, Tristan nåede til at hoppe bagud, så det kun var han våbenkofte der blev ramt, den blev skåret over forand, men der havde Tristan sin chance, han huggede til mod mandens hånd og mandens sværd fløj ind i mængden, og manden havde en fin ridse på armen, Tristan så hvordan manden kiggede tøvende efter sit sværd og brugte øjeblikket til at lave et hurtigt og fint hug, som manden ikke opdagede, og manden opdagede heller ikke hans pung lå på jorden, Tristan samlede den hurtigt og diskret op og lagde den i lommen og sagde til manden. "Du kæmpede bravt, jeg vil ikke have betaling for dit nederlag du kan bare gå!". Tristan skyndte sig at gå, og gik tilfældigvis i retning af Amylia.

Amylia så distræt den vindende mand hugge manden pung, og måtte undskylde sig overfor manden, da hun næsten lod til tårer. En ældre mand kom springende bag hende, og skubbede hende ubevidst, og hun faldt lige ind i Tristan. "Øhm, De må meget undskylde. Det var ikke med vilje." Undskyldte hun smilende, og strøg en hånd igennem de mørke viltre krøller.

Tristan tog hendes hånd og rejste hende op som gentlemen nu gjorde. "Det var min skyld, jeg vil gerne give frokost som en undskyldning for min uhøflige opførsel over for dem." sagde Tristan og tjekkede hvor mange penge der var i pungen, 5 guldstykker og 3 sølvstykker... Ikke værst... Ikke værst, tænkte Tristan, og puttede pengene i sin egen pung og smed mandens, nu tomme pung på jorden.

Langsomt målte hun manden med øjnene. Hun var dog smart nok til at vide at han nok ikke ville bruge sine egne penge, med den pung han lige havde scoret. "Hvis De ønsker." smilte hun og bøjede elegant hovedet. "Hvor ønsker Herren at spise?" spurgte hun interesseret og havde svært ved at skjulen snerten af ironi omkring titlerne. Hun rettede sig ordenligt op, og gik lige ved siden af ham med en høflig distance. Den florlette hvide kjole blafrede om hendes læg, og hun ærgede sig næsten over at hun havde glemt Eleanoras grønne kjole derhjemme. Derhjemme hos Fal.

"Hvor de ønsker det.. Vis vi kan droppe de forbandede titler!" sagde Tristan og smilede stort, han kunne ikke lide titler, de var ligesom med ranks, havde den ene en pænere titel end den anden, kunne han gøre lige hvad han ville uden den anden kunne straffe ham eller noget, mens at ham med den højeste rang altid ville kunne straffe ham med en mindre rang. Tristan puttede sit sværd i sværdskeden, han havde ikke tænkt over han stod med det i hånden.

"Hvis du synes" Grinte hun, og fortsatte bare med at gå. "Vi kunne også bare købe et par æbler og sætte os på tønderne ovre omkring gøgleren?" Spurgte hun stadigt smilende. Ikke helt sikker på hvor langt hun kunne trække den. Selv kunne hun mærke hendes nytilegenede æble i lommen på den mørkegrønne kappe. Og lige i det sekund gik solen for alvor ned. I et sindssygt sekund eksploderede farver i små dugdråber på brostenene.

Solen var ved at gå ned, åbenbart nu... Tristan smilede til hende og nikkede. "Æbler er en god idé, det er også længe siden jeg sidst hår spist et ordenligt æble." Tristan gik hen mod en frugt og grøntbod og købte de 5 bedste æbler han kunne finde, og gik hen mod tønderne henne ved gøjlerne, samtidigt med han sørgede for at gå i Amylia's tempo. "Hvad hedder du entenligt?" spurgte Tristan, og introducerede så sig selv. "Jeg hedder Tristan."

"Du kan kalde mig Ayla." Smilte hun og satte sig godt til rette på en tønde. Ilden gøgleren legede med, skinnede og oplyste alt i små orange skær. "Men Tristan? Er det ikke et lidt usædvaneligt navn? Er du herfra?" Hun smilte spørgende og opmuntrede ham med korte nik til at fortælle. Interessante ting? Måske, det skulle hun nok finde ud af.

"Jeg er faktisk elver og døbt Triyjn, men så kom jeg i tempelridder ordnen da jeg var... omkring det der svarer til 9 menneskeår, og de syntes ikke at man kunne hedde Triyjn der så de ændrede det til Tristan, som også er et elvernavn, bare et pænere et af slagsen." sagde Tristan, han havde efterhånden fundet sig bedst til rette med navnet Tristan, han var blevet afvænnet fra navnet Triyjn for længst, han satte sig ved siden af hende på en tønde og lagde æblerne mellem dem, og snuppede et æble som han spiste langsomt, han behøvedes ikke at skynde sig, der var ingen der ventede på ham.

"Hmm? Elver? Min bedste veninde er en elver." Smilet hun erkendende. "Men jeg troede ellers ikke at elvere var så... sociale? Er du vant til at rende rundt mellem formskiftere og mennesker?" Spurgte hun glad, og måtte lidt efter tilføje, "Jeg er selv formskifter, men for det meste er jeg i min fødeform." Hun kiggede ned af kroppen, og måtte endnu engang prise sig lykkelig for at være blevet 'pæn'. "Men tempelridder? Hvor er det nu henne? Jeg tror ikke jeg har mødt andre tempelriddere."

"Tempelridderne er nogen svin, jeg blev smidt ud af ordnen, fordi jeg tæskede en af de overordnede som tæskede en 12årig menneskedreng... Hmmm og jeg ved ikke om elvere er sociale?, altså vi er ligesom jer, vi er ikke dyr, vi er alle forskellige..." sagde Tristan lidt tøvene, og smed æbleskroget ned på jorden, og smilede til Amylia. "Er din veninde en fuldblods elverrace?, jeg er halvt lyra elver og halvt skovelver, dvs. jeg er halvt sortelver og halvt skovelver." sagde Tristan meget forklarende.

Lidt paf sad Amylia og prøvede at få hold i racer. "Altså... ja, jeg tror hun er fuldblods, men så var der noget med en uopfyldt skæbne, så nu ved jeg ikke helt hvad hun er" Sagde hun, og skar ansigt, men lidt efter måtte hun tænke over tempelridderne. "Men, altså, det kan da godt være at elvere allesammen er forskellige, men så er alle tempelriddere vel også? Fordi én er et... svin, så er alle vel ikke?" sagde hun og følte sig meget genial, over at have set modsætningen.

"Hmmm... De fleste tempelriddere tæsker novicerne, så derfor... Nej de fleste tempelriddere er barnemishandlere og psykopater, sådan er det i det mindste ikke med mange elvere... Vi har ære, selv os der er udstødte eller dømte." sagde Tristan og nikkede og snuppede endnu et æble. "Skynd dig at spise nogen før jeg har spist dem alle." sagde Tristan og hentydede til æblerne.

Langsomt tog hun et æble, og prøvede at lade være med at flække af grin. "Jamen jeg troede lige at du sagde at elvere var lige så forskellige som mennesker og formskiftere. Så er det ikke ldit forkert at sige at 'de fleste elvere'?" Grinte hun, og tog en stor bid af det saftige æble, imens hun lod de orange skær oplyse hendes blege ansigt.

"Der findes jo som sagt sortelvere." påpegede Tristan og tog endnu en bid af sit æble og kiggede så over på gøjleren, det var nogen ret vilde tricks den gøjler kunne entenligt, men han tjente jo også til dagen og vejen og lidt mere på det sikkert... Ligesom bjørnetæmmeren fra før, der kun havde giddet at samle de store mønter sammen og havde ladet resten ligge, så andre kunne tage dem.

"Der findes også formskiftere med mørke sind" Argumenterede hun og følte sig meget klog, men knap så klog, da en lille dråbe æblesaft trillede ud af hendes mundvig. Rødmende strøg hun den af og smilte. "Men hvad laver du så nu? Hvis du ikke er tempelridder og sådan?"

"Lever ved det jeg har lært med det her." sagde Tristan og klappede på sit elver smedede sværd, som entenligt ikke var ret specielt når man så på det, men fik man det i hånden føltes det som om det havde været en del af ens krop altid, og sådan havde det bare været. Men det var det jo ikke, det var 'bare' et sværd, men et godt et af slagsen. Tristan smed endnu et æbleskrog ned på jorden og holdte en lille pause med at spise æbler.

"Så du lever ved at slå ihjel?" Spurgte hun. Hun var ikke helt sikker på at hun forstod hvordan man kunne leve med kun et sværd. Hun tænkte lidt over det, men kunne ikke knække koden. Hun kiggede på skroget af hendes æble, før hun langsomt også proppede det i munden og tyggede langsomt. Hvordan kunne man leve på et sværd?

"Ikke på den måde.. Eller jo også på den måde, men jeg lever af at agere livvagt for forskellige personer engang imellem, og andre gange får jeg for eksempel 250 guldstykker for at dræbe en adelsmand, jeg går ikke op i så meget hvem der dør og hvem der lever, jeg går mest op i at, jeg overlever og at sørge for at børnene ikke bliver forsømte.. Men jeg har jo ikke råd til at redde alle børn i alle lande desvære!" sagde Tristan.

"Hmm... interessant synspunkt," mumlede Amylia, "Men nogle gange er børn ligesom ældre end man tror. Nogle gange, ser børnene så små ud, og alligevel er de meget ældre indeni. Og nogle voksne jah... de ligner voksne, men nåede aldrig at få en barndom, så de er i virkeligheden de rigtige børn." Sagde hun meget klogt, og håbede at hendes indviklede tanker gav bare den mindste mening.

"Det er jeg ikke enig i, børn bliver kun voksne inden i hurtigt, vis de bliver tvungne, det er jeg et godt eksempel på.." sagde Tristan og nikkede og fortalte så "Da jeg var det der ville være det samme som 9 år i menneskeår, der blev jeg jo sendt i tempelridder kloster og lært op til at slås, det stjal min barndom, det skal ikke ske for andre små børn ved mindre det kan undgås!" sagde Tristan klogt.

"Men, stadigvæk. Voksne kan da have lige så meget ret til en barnddom som børn." Smilte hun, og undlod bevidst at fortælle alle og enhver om hendes egne oplevelser hvad det angik. Langsomt tog hun endnu en bid af et æble, og tyggede langsomt imens hun venligt lyttede til hvad Tristan havde at sige.