Aftentravlheden

"Altså når du som 13årig, er blevet tvunget, i kamp for første gang og er nød til at dræbe mennesker, så går det dig mere på end vis du er en fuldvoksen mand på 30, som bedre kan forstå de ting der sker... Kan du følge mig?" spurgte Tristan og smilede til hende og smågabte lidt han var allerede lidt halvtræt, fordi han ikke havde lavet særligt meget idag. "kender du en kro eller et hotel, med billige værelser?... Jeg burde entenligt tage mig sammen, og finde en person og leje et værelse hos, fast, så jeg har et sted og bo, til jeg får mit eget.." sagde Tristan og kiggede på gøjlerne.

"Altså, Det Gyldne Vildsvin skulle være ret godt... men jeg mener, at hvis du som 7-årig bliver tvunget til at dræbe, og derefter bliver tvunget til at blive voksen, vil den person så ikke have ret til at få sin barndom tilbage?" Spurgte hun og smiskede videre i sit æble, imens hun hørte nogle trætte børn gispe af begejstring.

"Jo men det er for sent for en mand på 25 år at få sin barndom tilbage, mens en knægt på 13-14 år stadig kan nå det... Ikke?.. Det ville også se grumt ud vis en mand på 25 rendte rundt og legede tag-fat!" lo Tristan. "Vil du vise mig vej, til det Gyldne Vildsvin, jeg kender ikke byen her særligt godt.." sagde Tristan flovt, og kiggede rundt. "Du kender måske ikke en der lejer et værelse ud?... Ligemeget hvem det er eller hvor det er, jeg har boet sammen med alle mulige sjove slags mennesker før." sagde Tristan og smilede.. Han havde delt værelse med forbrydere og præster, det var nok nærmere et spørgsmål om hvem han ikke havde delt værelse med... Okay.. Damer måske, han havde aldrig været så tæt på en dame, det tætteste han havde været på en dame var at sidde på langbænk med hende mens de sad helt op af hinanden og spiste.

"Jeg mener skam aldrig at noget er for sent." Grinte Amylia, imens hun nikkede for at få ham til at følge med. "Her lige ned af den her gade. og så til højre hernede og så femte dør på venstre. " Sagde hun oplysende, imens hun med raske skridt gik med. Lysende fra gøgleren fakler forsvandt, efterhånden som de gik ned ad gaden. Næsten ubevidst lod Amylia en kniv fra ærmet glide ned og hvile let i hånden. "Men hvad har du så tænkt dig at gøre i fremtiden? Har du tænkt dig at finde et mere vedvarende job, eller vil du blive ved med ata være livvagt?" Spugte hun glad og lod ordene strømme ud af munden.

"Jeg ville gerne være fyrste eller konge..." mumlede Tristan og tilføjede så "Men det blir jeg jo nok aldrig.. Så ville jeg jo være nød til at lave et oprør.. Men jeg kunne også godt tænke mig at spare op til et skib en dag og så lave en hær, og så angribe tempelridderne og befrie novicerne, jeg ved at der en del folk som ville støtte mig." svarede Tristan "De vil bare ikke være med til at finansiere et skib... Men jeg har snart råd til et skib.. Jeg har også kig på et, men jeg vil føre handel.. Jeg er blevet tilbudt en 5mandsbåd med et ret stort lastrum for 300 guldmønter... Jeg mangler kun 15... Jeg kunne godt bruge en der kunne låne mig 100-150 så jeg også kunne få råd til at købe nogen varer og så sælge dem igen.. Jeg ville selføleligt betale tilbage, men kan du føre vej, hen til det der hus?" spurgte Tristan.

Amylia fortsatte med turen mod Det Gyldne Vildsvin, imens hun lytttede opmærksomt. "Men befri Novicerne? De har vel også et ord at skulle have sagt. Om ikke andet kan man jo blive sendt hjem, hvis man ikke vil være tempelridder... Og før man kommer derhen har man jo også noget at skulle have sagt." Mumlede hun, overbevist. Tempelridderordenen var jo intet fængsel.

"Nej.. Når du først er inde i ordenen kommer du først ud når du er udlært.. Og den eneste vej ud er ofte døden.. Jeg var heldig at slippe derfra tide." konstaterede Tristan, og smilede venligt og fulgte med ned af gaden mod det gyldne vildsvin. Tristan gik og tænkte lidt over sin fortid i tempelridder ordenen og fik nærmest gåsehud af det kunne man tydeligt se, hvor han dog hadede den forbandede orden... Han ville meget gerne angribe dem alle sammen alene, på en gang... Vis det ikke var fordi at mange af tempelridderne, var langt stærkere end ham.. Han var jo kun hvad der svarede til 21 år, der var elvere der svarede til det at være 40 år, og de var rene dræbermaskiner.

"Det kan da ganske enkelt ikke passe," Konstaterede hun venligt, og smilte blidt. "Når folk som Dem kommer ind, og er villige til at hjælpe andre, så kan De da ikke bare at sige at 'jamen de tæsker alle sammen hinanden'." Smilte hun, og viste vejen ned ad den stadig mørkere gade. Hun børstede et forvildet får ud af øjnene og grinte glad.

"Jeg var en økseblok og en barmhjertig sømand fra at dø, 20 ordensbrødre ofrede livet for mig, 20 ud af de 500 i det øhav.. De satans svin som dræbte dem skal selv dø." sagde Tristan og knyttede hænderne og fantaserede om hvordan han kunne hævne sine kammerater... Han vidste det godt.. Men det ville nok indebære han selv døde, og det ville være dumt, nu de lige alligevellet havde ofret livet for han ikke skulle dø.

"Men hvis du hader ordenen, så hader du også alle dem der er den del af dem, men af samme hjerte som De." mumlede hun påstående, imens hun drejede om hjørnet. "Her er det, Tristan. Det var... rigtig hyggeligt at møde Dem. Men hvis de regner med at blive her i byen mødes vi jo nok igen!" Smilte hun håbefuldt og stak hånden frem. Efterhånden som mørket blev tættere ville hun gerne hjem til Fal, og den lille Douk. Og måske var Ell der også? Hun kunne ikke vente, og næsten hoppede på stedet.

Tristan rakte hende sin tempelridder kofte og tog sin kniv og skar det lille mærke på skulderen af, der havde hver ordensbror hans eget specielle mærke, ligesom adelsmænd havde faner, så de kunne genkendes. "Behold det med dig på vejen hjem, det skal nok skaffe dig hele vejen hjem i sikkert behold, det er ved at blive mørkt, husk nu på, 'selvom din sværdarm er stærk, er dit sind det stærkeste' - Det fortalte min far mig." sagde Tristan og gik ind på kroen.

//Out :3

Amylia kunne ikke lade være med at grine højt. Typisk mænd at regne med at kvinder var små svage fulgeunger. Hvis ikke hun havde haft travlt med at grine, ville hun nok have prøvet på at sige noget venligt. Tak, måske, men latteren var for påtrængen, og til sidst var han gået. Hun puttede det lille stykke stof ned i en pose hun havde om hoften og smuttede ud i nattens skønhed.

//Out xD//