Ephera

Antal indlæg : 9 Points : 5221 Reputation : 0 Registration date : 23/05/10

Jeg følger Green og Ninas eksempel, og "genopliver" min gamle karakter... håber ikke der er nogen der bliver sure. o.o

Sue Sara Lilje Ephera Anfe Lohrah

Om Ephera

Fornavn: Sue.
Mellemnavn: Sara Lilje Ephera.
Efternavn: Anfe Lohrah.
Kaldenavn: Ephera og Eph.
Alder: 16 menneskeår.
Køn: Pige.
Bopæl: Meget forskelligt. Hun bor hist og her.
Job: Tidligere tjenestepige og kok i Det Gyldne Vildsvin - dengang før Slaget ved DGV, men nu har hun ikke noget fast job.
Fødselsdag: I det fantastiske og farvestrålende forår.
Rigdom: Hun ejer ikke en eneste mønt.
Race: Formskifter.

Udseende

Epheras originale form har tykt, grønt, pjusket hår der går hende til skuldrene, og det ser ofte temmelig uglet ud... nok fordi det også er det. Hun er hverken undervægtig eller overvægtig, men der ligger dog en sød, barnlig buttethed til hende. Hun har store, nysgerrige øjne (i disse tider ser de dog lettere fortvivlede ud), der har en orangebrun farve - det vil sige, nogengange ser de mørkebrune ud, og andre gange ser de orange-agtige ud. Hendes næse er lille og sød, ligesom hendes mund, der dog også er fyldig og et par nuancer mørkere end hendes hud. Hendes hud er bleg, og har en svagt skær af grønt, og med det grønne hår ligner hun mest af alt en alf taget ud af en eventyrlig skov. Hun er ret lav i forhold til sin alder, da hun begyndte at vokse sent og stoppede tidligt - hun måler omkring 150 cm. Hun er næsten færdigudviklet, da hendes krop automatisk stoppede med at vokse tidligt. Hun har smalle hofter, og en endnu smallere talje, så hendes kvindelige former er ikke ligefrem voldsomme. Men hvis man kigger på hende, kan man sagtens se, at hun er en pige.
Hun kan bedst lide at gå i naturagtige farver med materialer, der er lavet fra naturen. Men hun har lært ikke at klage, hvis hun ikke kan få lige det. Hun har lært, at hun må tage chancerne, når de er der, og det gælder også tøj, så hun ikke fryser ihjel i de kolde, mørke vinteraftener.
Hendes hud er arret og beskidt efter mange år i barske omgivelser, og det er hendes ansigt også. Rifter har hun også mange af. Hun bærer ingen smykker, men har altid blomster og blade i håret efter for meget ophold i skove.
Det er ikke særlig ofte hun skifter form, kun hvis det er højst nødvendigt og hun eller nogen af hendes nære (dem er der dog ikke så mange tilbage af) er i livsfare.

Personlighed

Ephera har været ude for en hel del siden Slaget på Det Gyldne Vildsvin, og hun har lært en masse om livet. Før var hun altid glad og sorgløs, og var ikke bange for at hilse på fremmede mennesker. Hun troede på det gode i alt, og var altid venlig og imødekommende. En svaghed var hendes naivitet; hvis hun ville tro på noget, og virkelig ville tro på det, selvom det måske slet ikke var sandt, så gjorde hun det. Så troede hun på det. Hun havde sin egen opfattelse af verden, kendte slet ikke til de grusomme ting, der foregik i virkeligheden. Skænkede dem ikke en tanke, fordi hun ikke havde lyst til det. Hun ville så gerne tro på, at alt var i den skønneste orden - så det gjorde hun, på samme tid med at hun stolede på, at alle var gode, at alle havde noget godt gemt væk i dem.
Men alle disse år, der er gået, har åbnet hendes øjne op. Har vist hende virkeligheden, hvor barsk alting er, har vist hende, at livet - det ikke bare er en dans på roser. Det, hun har oplevet, har lagt sig som en mørk skygge inde i hendes hoved, og hun er blevet dyster og kryptisk.
Der er ingen mening i hendes liv mere. Hun havde det hele; en bedste ven, der elskede hende, Saga. Et godt og lovligt job, der gav hende penge nok til at overleve, og et overskud til at spare sammen. Mange venner, der hjalp og støttede hende, var der for hende. En bror... en rigtig, biologisk bror, der ellers bare havde været hendes arbejdsgiver.
Men nu har hun mistet Saga. Hun har mistet sit job. Hun har mistet vennerne. Og hun har mistet sin bror. Hvad er der tilbage at leve for?
Selv forstår hun ikke, hvorfor hun stadig er i live. Hvordan hun kan være i live. Men det er hun, og selvom tristheden og vreden bobler indeni hende, selvom en mørk og uhyggelig sky har lagt sig over hende, selvom hun ikke har nogen at for opbakning fra... så er hun stadig Eph. Hun er stadig den, hun var engang. Stadig munter, stadig venlig. Men i øjeblikket befinder hun sig bare i et mørkt hul, og har gemt hendes rigtige jeg væk. Hvor hun før smilede, sukker hun. Hvor hun før grinede, græder hun.
Men hendes store kærlighed for naturen og dens dyr har aldrig ændret sig. Hun holder stadig af den og gør stadig sit for at beskytte den; for den er det eneste hun har tilbage. Men den samme legesyghed, der lå til hende tidligere, er forsvundet. Hun klatrer ikke i træer mere, hun søger ikke efter flotte sten mere, og hun griner heller aldrig mere.
Hun sørger for at holde sig så langt fra menneskeheden overhovedet, for hun er blevet skræmt. Hun tør ikke snakke med fremmede længere, og hvis hun nogensinde skulle støde på en person, hun ikke kender, som talte hende, så ville hun gå væk i et hurtigt tempo og lade som ingenting.
Men på trods af de mange dårlige ting, hun har fået fra de traumatiske oplevelser, har hun også fået et par gode. Hun er blevet mere lidenskabelig og mindre overfladisk, og når hun føler noget, så føler hun det virkeligt; så føler hun det inderligt.
Men nu om dage... føler hun slet ikke. Hun vandrer bare rundt som en vildfaren sjæl.
Dog er der en del af hende, der stadig har håb. En del, der ihærdigt gør sit for at holde fast i det sidste lys. En nostalgisk del, der savner det gamle liv, og vil kæmpe for at komme tilbage til det. Vil kæmpe for det, der er dets eget. Vennerne. Fælleskabet. Broderen. Ulven.
Og det er Epheras kommende mission. :]

Baggrundshistorie

Før Borgerkrigen:
Epheras har aldrig kendt sine forældre eller noget af sin familie.. Hun voksede op i en skov og lærte naturen at kende. Hun mødte en gammel elverkvinde som så ung ud. ELverkvinden fortalte en masse historier om naturen og lærte Ephera om urter, planter, blomster, dyr og træer. Hun var meget venlig, rar og nærmest en plejemor overfor Ephera. Ephera elskede derfor naturen meget højt. Det blev ikke værre da hun mødte sin fantastiske ulv Saga i skoven - tværtimod. Hun lærte også hurtigt at klatre i træer og det var hendes yndlingsbeskæftigelse i langt tid imens hun var ganske lille. Hun blev ældre og lærte at skyde med bue og pil og at kaste med daggerter. Snart fyldte hun 13 år, men nogle dage før hendes fødselsdag døde hendes ellers så fantastiske plejemor. Hun sagde ikke meget i mange år. Men efterhånden er hun kommet over plejemoderen, selvom hun stadig snakker med hende som om hun sad lige ved siden af Ephera. Det gør hun dog kun når hun er alene.

Efter Slaget ved Det Gyldne Vildsvin:
Efter Ephera fandt ud af, at Green var hendes bror i Oprørsbasen dengang under Borgerkrigen, havde hun lige været ude for en ubehagelig oplevelse. Hun var kommet til at svare igen til en af menneskene, der var kommet som gæst ind på Greens kro, og Slaget ved DGV var hovedsageligt hendes skyld. Hun blev taget til fange af Haldonir, og sad i fængsel i tolv lange dage, før hun blev reddet af Artzhor og en orkertøs. Saga døde ved dette slag.
Men det var dér, hun kom tilbage til Oprørsbasen og fandt ud af, at Green var hendes bror ved hjælp af en magisk genstand, der kunne spore, hvem der var i familie med hvem, hvis den havde deres håndaftryk i systemet. Lidt senere fandt hun også Saga - i levende tilstand! Det viste sig, at han var blevet genoplivet af en mørk magiker, der hed Alastor, og han fortalte at Saga hverken var levende eller død. Men Ephera var ligeglad. Så længe hun havde sin Saga hos sig.
Det glædede hende meget, men på dette tidspunkt følte hun sig meget splittet. Hun følte, at hun var en forræder, fordi hun havde svigtet Green og de andre. Og allerede, da hun sad i fængslet, var hun begyndt at overveje muligheden for at skifte side. Hvis hun var med menneskerne, ville tingene måske være meget nemmere...?
Men hun følte ikke, at hun kunne forholde sig til noget som helst, så hun flygtede. Flygtede ind i Den Store Skov sammen med Saga, hvor de opholdt sig i et stykke tid. Eph skrev et brev til Green, Nina og de andre for at forklare, hvorfor hun pludselig var forsvundet. Og eftersom Saga altid havde været hendes budbringer, sendte hun ham afsted med brevet.
Men Saga kom aldrig tilbage. Og siden har Ephera vandret alene, og er efterhånden blevet mere og mere tom indeni.
Hun traskede rundt som en anden nomade (hvilket hun jo også var, egentlig), og endte i Montapotas bjergene. Der boede hun i et par år, og levede af frugter, bær og eventuelt kød (hvis et rovdyr havde dræbt et mindre dyr, og så havde forladt det... eller hvis Ephera jagtede rovdyret væk. For hun ville aldrig selv dræbe nogen dyr, bare for at få noget at spise...) og vand fra ferskvandssøer og små kilder og åer.
I Fyrrenåleskoven, der ligger ved siden af Mavitas og fortsætter op ad bjergene, fandt hun et kuld ulvehvalpe på 2, der var blevet forladt af deres mor, sikkert fordi denne ulvemor ikke havde fået nok kærlighed fra sin egen mor, da den var lille, så den vidste ikke hvad den skulle gøre med sine egne unger. Eph prøvede at hjælpe hvalpene med at overleve ved at finde dem en plejemor, men ingen ville tage ungerne til sig. Så Eph tog ned til Mavitas, og fik stjålet en mindre tønde mælk, som hun håbede ulvene ville kunne overleve på. Desværre døde den ene, men den anden har fulgt hende lige siden - ligesom dengang hun fandt Saga.
Hun kaldte den lille ulvehvalp for Kairos (det er et gammelt græsk ord for 'det rette øjeblik og sted'), og den har lyst hendes liv op og været hendes tro følgesvend lige siden hun fandt den. Sammen vandrer de mod sydvest, i håb om at komme tilbage til Takamir, selvom Ephera er bange for at stå ansigt til ansigt med hendes gamle bekendte. For det hun gjorde var virkelig utilgiveligt...

Ejendele

På sin lange rejse har Ephera samlet en masse sjældne blomster og planter, som hun opbevarer i fugtige stykker stof, og hun lufter dem i solen så tit hun kan, så de ikke dør. Hun har ikke flere firkløvere, da de alle er blevet væk, og derfor bekymrer hun sig ekstra meget. Sten er for tunge til at bære, og desuden samler hun ikke på dem mere, så dem har hun heller ingen af. Men hun ejer stadig en daggert og en praktisk lille kniv - andre våben har hun smidt, da de er for tunge.
Og så har hun selvfølgelig den gråbrune ulv Kairos, der nu er i teenagealderen. Den bliver aldrig ligeså stor som Saga, kan Ephera allerede se, men den bliver en flot hanulv alligevel.
Saga er ikke rigtig hendes ulv mere, da han blev væk fra hende et par år tilbage. Jeg tror, han er Ciarans nu(?)

Andet

Ephera har været ret... fraværende, og kender derfor til intet af det der er sket i de år hun har været væk. Hun kender derfor heller ikke til den kommende krig mellem Warland og Nabolandet.

Godkendt

Antal indlæg : 9 Points : 5221 Reputation : 0 Registration date : 23/05/10

Men du læste den ikke. Og du ville have noget igen for at godkende.
Everyone, know this! xO

JEG GODKENDER! *Titelmelodi - SuuuuperAaaayla kommer til uuundst;tniiiing!*
Godkendt.

» Epheras Karakterer
» Sue Sara Lilje Ephera Anfe Lohrah