Navn: Arandur Oweodry
kaldenavn: Arandur, (den bløde bliver det nok, selv om der er stor diskussion om hans tilnavn i hans klan..) søn af Carirraent den retfærdige
Job: Har ikke noget..
Race: elver
alder: teenageelver i hvert fald.. mellem 20 og 22 år ville han være både fysisk og psykisk, hvis han var et menneske. Dog er han stadig helt og aldeles troskyldig med hensyn til seksualitet etc. På det punkt svarer han til en.. trettenårig? Ikke engang!
Fødselsdag: sommer
køn: unægtelig XD Hankøn
Udseende:
Arandur en af udseende en ægte elver. Han er høj og slank og meget meget yndig at se på. Han har en lys, betagende udstråling og meget fine træk. Hans fingre er lange og tynde og smidige og hans fødder er lange og smalle, så man let kan forestille sig ham springe af sted som en hjort gennem skoven. Han har hår til midt på lænden, blegblondt, næsten hvidt hår, der skinner blankt i månelyset. Hans ansigt er tænksomt og dybsindigt og ofte lettere fjernt. Det kan dog sagtens være opvakt og intelligent, men altid har han en mildhed og venlighed i de dybe, klare, blegt blågrønne øjne, der skråner let og er tæt indrammet af urimeligt lange øjenvipper. Hans næse er smal og en smule kantet i forhold til hans bløde, formfuldendte mund. De høje kindben er ligeledes en smule malplacerede og skarpe i forhold til resten af hans fremtræden. Han kan virke lidt kejtet i sine bevægelser, men er i virkeligheden et meget yndefuldt væsen. Han har en ret høj pande og spidse, meget bevægelige ører, der vejrer hver en lyd. Han er meget bleg, Arandur, hans hud er bleg og hans læber er blege, i hvert fald når man ser han indenfor, hvilket er næsten umuligt. Han er et udebarn, han tager farve efter vejret og vejrer i luften, hvor vinden kommer fra. Han er et måneskinds-vintervæsen, lige så meget, som han er en solskinssommerfugl og de sorte søers ven. Om foråret, hvor æbletræerne blomstrer, får hans kinder farve og når han går i skovens tunge ro i de hedeste sommerdage, er det med strålende øjne og små bitte, blege fregner. I efteråret brænder skovens farver i hans hår og i vinternatten pulserer månen med hans hjerte.
Personlighed:
Arandur er et blødt, mildt væsen. Han er ikke meget for opstand, bryder sig hverken om overordnet orden eller om totalt kaos, han vil bare gerne have balance. Han er en stille, trofast ven, der aldrig svigter. Han forstår sig ikke på ondskab, kan slet ikke fatte at dette findes og har kun sjældent mødt det i øvrigt, isoleret fra omverdenen som hans stamme er. Han er ikke den mest festlige fyr, selv om han har opvakte, ivrige øjeblikke, men på den anden side er han altid venlig og varm og kærlig. Han lever sit liv i dyb lykke og har faktisk kun en fjern idé om dette ydre, dette uvisse, fremmede, der en sjælden gang imellem berører hans fredelige tilværelse i skovens dybe, stille ro. Han har aldrig været ret langt uden for skoven og da slet ikke inde i menneskenes byer. Skovens er hans hjem, han brænder for skoven. Men også for det udenfor, han er nysgerrig af natur, men viser det sjældent. Han er en enspænder og er på det seneste begyndt at vandre længere og længere væk fra klanens område, han vil ud og se, lige så vel som han vil blive i sine vante baner. Han er let at knytte sig til og brænder inderligt for sine frænder. Han kan godt lide mystik og eventyr og fortæller gerne selv. Han er til sang og stjerner og er ikke ligefrem en dræber, selv om han engang har en sjælden gang imellem skudt en ork. Orker er faktisk noget af det eneste, han finder direkte frastødende, på det punkt er han ret så racistisk og snæversynet.
Han har intet kendskab til piger, for ham er de bare lidt mærkelige, spændende legekammerater, der får ham til at rødme. Han interesserer sig egentlig ikke ret meget for den slags, men alligevel, det er nu spændende. I forhold til den slags er Arandur meget meget, MEGET sent udviklet, hvilket gør ham en smule trist, men også lettet. Det generer ham lidt, at de andre fra hans klan er så meget mere modne, men kun lidt, det er virkelig sjældent..
Baggrundshistorie:
Født og opvokset i skovens dybe, stille ro langt fra menneskenes indflydelse.. I kommer ikke derind, så skal I i hvert fald laangt ud. Boet der hele sit liv indtil nu.. Egentlig ikke haft ret mange strabadserende oplevelser.. Har altid været lidt af en enspænder. Mistede sin mor da han var ikke ret gammel, det var en stor tragedie. Moren blev dræbt af en ork da hun prøvede at redde den op fra en flod en vinternat. Arandur ved det ikke, men det er her, hans orkhad stammer fra. Han er ret intelligent og har gået i skole i mange år. Han kan både skrive og regne og læse og tegne og alt muligt. Han leger lidt med lyrik, men har ikke rigtigt fanget sin egen tone endnu. Han er derudover en vældig dygtig tegner og han har oftest en tegneblok med rundt.. Og nu har jeg virkelig ikke overskud til at skrive mere: Kort sagt, en tryg og rar barndom minus en mor.
Rigdom: Ja?
Ejendele: Han er ikke ligefrem en materialist, men han har faktisk ret så mange ting tilbage i elverbyen. Værd at nævne er en halskæde en valnøddestor, grøn sten i og et bladformet bæltespænde fint udformet i sølv og grøn emalje. Derudover en let brynje, som han aldrig har haft på, men det kan være, han får brug for den en dag?
Våben:
Bue + uendeligt mange pile.. eller noget
Jagtdolk
Et lille guldsegl til at skære planter (ligner
Mirakulix’)
En lille pung med giftige urter. De skal dog tilberedes før brug..
Ikke sikker på, det var det hele.. måske dukker der noget nyt op.. så må I tilgive mig..
Andet:
Skoven er hans ven..
Arandur er vandmagiker, om end en meget uøvet en af slagsen. Han kan få vand i små mængder til at antage hvilken som helst form, a la en vanddrage i miniatureudgave.. derudover kan han heale, noget man også kan bruge vand til.. og han kan som et plus også heale træers sår.. Han kan dog ikke arbejde uden allerede tilstedeværende vand.. Han kan altså ikke redde et tørkeramt område/noget i den stil...
Ons 29 Apr - 0:58 af Misel
